Danish support to improved water quality in Central and Eastern Europe 1991-2001

Chapter 0
Resumé af dansk øststøtte til vandmiljø

I april 1991 vedtog Folketinget Lov om tilskud til miljøaktiviteter i østlandene og Miljøstøtteordningen til Østeuropa blev etableret med det formål at:

beskytte miljøet både lokalt og regionalt, herunder den i retning af Danmark grænseoverskridende forurening
hjælpe EU-ansøgerlande med tilnærmelse af EUs krav
politiske og økonomiske reformer med miljøbeskyttelse højt på dagsordenen
fremme dansk teknologi og knowhow.

Danmark har i de sidste 10 år støttet og gennemført projekter i 15 Central- og Østeuropæiske lande indenfor luftforurening, vandmiljø, affald, natur og offentlig administration. Den samlede støtte fra Danmark har udgjort ca. DKK 3,3 mia. Inden for vandmiljø er der gennemført 400 projekter til et beløb på DKK 1,4 mia., hvor 80% er gået til investeringsprojekter.

Teknisk assistance projekter er gået til planlægning og identificering af vand- og spildevandsprojekter i østeuropæiske storbyer som St.Petersborg, Kaliningrad, Vilnius, Kiev, Warszawa og Wroclaw. I 35 byer er vandforsyningen blevet forbedret og sammen med en forbedring af grundvandskvaliteten har over 800.000 østeuropæere haft nytte af investeringer i dansk udstyr til vandforsyning.

Indenfor spildevand er der bygget nye eller forbedret eksisterende renseanlæg i 120 byer med en samlet reduktion i udledningen af organisk stof på 60.000 tons/år, kvælstof på 17.000 tons/år og fosfor 2.500 tons/år. Udledningen er således reduceret med hvad der svarer til forureningen fra ca.3-4 mio. mennesker. Reduktion i udledning af kvælstof er af samme størrelsesorden som reduktion i udledning fra danske renseanlæg under den første Vandmiljøplan fra 1987-1995, men til ca. 1/3 af omkostningen i Danmark ( 360 kr . pr. kg. fjernet kvælstof i vandmiljøplanen sammenholdt med DKK 135 kg. fjernet kvælstof i de støttede projekter). På grund af den store medfinansiering på projekterne har det danske bidrag til kvælstoffjernelsen i Central- og Østeuropa i gennemsnit været DKK 22/kg fjernet kvælstof/år. Støtten til renseanlæg har også medført en reduceret udledning af tungmetaller med over 100 tons/år.

De dansk-støttede projekter har bidraget væsentligt til forbedring af Østersøens tilstand i henhold til den overvågning, der gennemføres af Helsinki kommissionen (HELCOM).

Sammenligning af omkostning ved fjernelse af kvælstof
    

Fordeling af støttemidler på indsatsområder

Indenfor kloakrenovering og renere teknologi på industrier er gennemført en række projekter, der har demonstreret danske metoder og udstyrs effektivitet i forbindelse med miljøbeskyttelse. 20-30 km kloakledning er blevet renoveret som demonstrationsprojekter for dansk miljøteknologi i CEE. Inden for 10 forskellige industribrancher blev vandforbruget reduceret med op til 90%, udledning af organisk stof og tungmetaller ligeledes reduceret med 90% og kvælstof med 50%. Endelig har de 10 års støtte også indeholdt støtte til bedre overvågning af vandmiljøet samt forbedret kontrol med olieforureningen i Østersøen.

Miljøstøtten har været en væsentlig katalysator for de lande i Central- og Østeuropa, der søger optagelse i EU. Øststøtten har støttet tilpasning af den nationale miljølovgivning i ansøgerlandene til EUs direktiver, en forudsætning for optagelse i EU. En meget vigtig funktion for øststøtten har været at holde gang i optagelsesprocessen ved at stille ekspertise til rådighed, når problemer går i hårdknude. Et eksempel på dette er en definition og forberedelse af de store miljøinvesteringer for at tilfredsstille de internationale bankers krav. For 65 byer er ansøgningen om EU støtte til vandmiljø projekter forberedt med dansk støtte.

Den danske investeringsstøtte til vandområdet på DKK 0,9 mia. har ført til en samlet investering på DKK 5,4 mia. F.eks. har Polen betalt op mod 90% selv af investeringerne i de dansk støttede projekter. Dette tages som et udtryk for at det er lykkedes for den danske miljøstøtte at få sat miljø højt på dagsordenen både nationalt og lokalt. En bred folkelig opbakning bag miljøprojekter er nødvendig hvor begrænsede midler skal prioriteres. Desuden skal mange investeringer finansieres gennem brugerbetaling, og derfor er det vigtigt at sikre både evnen og viljen til at betale vandregningen.

Ca. 150 virksomheder har leveret udstyr og ekspertise til vandmiljøprojekterne. En afledt effekt af miljøstøtten har været at en lang række danske virksomheder i dag har etableret en voksende forretning på det Central- og Østeuropæiske marked. Større aktører både indenfor industri og rådgivere har etableret sig med datterselskaber i et eller flere af de Central- og Østeuropæiske lande. For år 2000 skønnes den samlede omsætning på det Central- og Østeuropæiske marked for danske virksomheder at være i størrelsesordenen DKK 2 mia. Dette niveau er nået indenfor en 10 års periode.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en strategi for støtten de næste 5 år, således at a) Danmark fortsat kan påvirke de Central- og Østeuropæiske lande til at investere i miljøforbedringer, b) EU kandidatlandene udvikler sig til en snarlig optagelse i EU og c) dansk udstyr og know-how fortsat har en fremtrædende plads på et kraftigt voksende marked i Central- og Østeuropa.

Alene EU ansøgerlandenes samlede miljøinvesteringer skønnes til DKK 500 mia. de næste 10-15 år. Heraf skal der på vandområdet investeres knapt DKK 120 mia.