| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

The New Approach in Setting Product Standards for Safety, Environmental Protection and Human Health

Sammenfatning og konklusion

Den Ny Metode har vist sig at være et effektivt og fleksibelt redskab i udviklingen af en række produktstandarder, der sigter mod et højt beskyttelsesniveau for offentligheden, specielt i forbindelse med produktsikkerhed. Samtidig er der dog rejst tvivl om anvendelsen af den Ny Metode i visse sammenhænge, specielt hvad angår langtidseffekter på menneskers sundhed og miljøbeskyttelse, og hvor politiske beslutninger vil være nødvendige.

I de senere år har debatten om den Ny Metodes rolle i udviklingen af standarder inden for sundhed og miljø for alvor skilt vandene. Dette var baggrunden for at organisere workshoppen om den Ny Metodes rolle i etableringen af produktstandarder for sikkerhed, miljøbeskyttelse og menneskers sundhed (København, 29.-30. november 2001). Formålet med workshoppen var at samle alle grupperinger til konstruktive diskussioner om mulige løsninger.

I workshoppens afsluttende plenumdiskussion beskrev en af deltagerne den traditionelle lovgivning som ikke blot den "Gamle Metode", men "Stenaldermetoden". Dette ordvalg i diskussionerne om den Ny Metode giver to associationer. Den ene handler om tingenes flygtighed: Forskellige metoder afløser efterhånden hinanden. Den anden er det underforståede billede af fremskridt: Hver ny metode er på et eller andet punkt den gamle overlegen.

På basis af diskussionerne på workshoppen i København kan det slås fast, at ingen af disse associationer er helt dækkende. Uanset hvordan man definerer "stenalder" og "gammel", har forskellige former for lovgivning stadig en naturlig rolle at spille, sideløbende med hinanden og relevante i egne, specielle sammenhænge. På områder med stor risiko, eller hvor begrænsninger vil medføre store omkostninger for visse dele af samfundet, kan det f.eks. være nødvendigt med vigtige politiske beslutninger. Der hersker generel enighed om, at sådanne beslutninger ikke kan uddelegeres til private standardiseringsorganisationer som CEN, CENELEC og ETSI. Samtidig er der også almindelig enighed om nødvendigheden af at supplere traditionel lovgivning med andre mekanismer og finde en bedre balance mellem de forskellige former for lovgivning.

Det er vigtig at erkende de betydelige forskelle, der eksisterer mellem traditionel lovgivning og den Ny Metode. På de områder, hvor EU endnu ikke har vedtaget lovgivning, eller hvor EU-lovgivning er vedtaget i henhold til traktatens artikel 175, kan medlemsstater styrke den traditionelle lovgivning i overensstemmelse med nationale behov, specielt under henvisning til bekymring for miljøet. Men Ny Metode-direktiver er hidtil blevet vedtaget i henhold til traktatens artikel 95. Eftersom de sigter på at tilvejebringe det indre marked, har det ikke været tilladt for medlemsstaterne at vedtage mere restriktiv lovgivning på disse områder.

I visse tilfælde kan traditionel lovgivning med påbud og kontrol være påkrævet. Forslaget til direktiv om begrænsning af anvendelse af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk affald er et meget aktuelt eksempel. I andre tilfælde fastlægges tekniske krav i mellemstatslige fora som f.eks. en arbejdsgruppe nedsat af EU eller en anden myndighed, hvor medlemsstater og andre interessenter er repræsenteret. Dette kan være en brugbar løsning i situationer, hvor det ikke er muligt at drage en fast grænse mellem politiske og tekniske emner.

Den Ny Metode er heller ikke et statisk, veldefineret koncept. En af Kommissionens embedsmænd har f. eks. foreslået, at emballagedirektivet - der beskrives som et Ny Metode-direktiv i Kommissionens officielle evaluering af den Ny Metode - nok ikke skal betragtes som et traditionelt Ny Metode-direktiv. Faktisk omhandler de centrale regler i dette direktiv slet ikke sikkerhed i traditionel forstand, men drejer sig i højere grad om emballagefremstilling og emballagesammensætning, mulighederne for genbrug og genindvinding af affaldet.

Samtidig har andre direktiver, der ikke betragtes som Ny Metode-direktiver, en række træk til fælles med disse. Der gives flere eksempler på dette i baggrundsmaterialet til workshoppens første samling.

Diskussionerne i workshoppen tyder kort sagt på, at opfattelsen af den Ny Metode som en veldefineret enhed, der erstatter og overflødiggør ældre udgaver af mindre fyldestgørende lovgivning, ikke kan opretholdes. Den Ny Metode er nærmere et vellykket lovgivningsmæssigt initiativ, der har fungeret godt i de mange år, det har været anvendt til at udvikle sikkerhedsstandarder for specifikke produktgrupper.

Den Ny Metode har udviklet sig, siden den blev introduceret for mere end 16 år siden, og en afgrænset definition af dette lovgivningsværktøj vil nok ikke være dækkende for de forskellige måder, hvorpå metoden har været anvendt til at indføre standardisering som en del af gældende EU-lovgivning. Det er sandsynligt, at der forsat vil ske udvikling på dette område.

Produktsikkerhed var et kontroversielt emne, da den Ny Metode i begyndelsen blev anvendt til at udvikle standarder på området, men emnet er blevet mindre kontroversielt med tiden og betragtes ikke længere som specielt problematisk. Det er ret sandsynligt, at etableringen af et teknisk forum, hvor alle relevante parter er aktivt involveret i at finde løsninger, som alle kan være enige om, har været befordrende for denne udvikling. Rammedirektivet om produktsikkerhed og produktansvarsdirektivet har også medvirket til udviklingen.

En tilsvarende udvikling kan også tænkes inden for områder som f.eks. menneskers sikkerhed og miljøbeskyttelse. Manglen på almindelig miljøansvarslovgivning og de vanskeligheder, som miljøgrupper har oplevet i forbindelse med at deltage i arbejdsgrupperne for standardisering og at øge hensynet til miljøet i udviklingen af standarder, kan dog betyde, at fremskridt i denne retning nok bliver vanskelig.

Da standardisering skulle anvendes i forbindelse med emballagedirektivet blev processen vanskeliggjort af en manglende forståelse for de to involverede parters forskellige roller: det lovgivende systems ansvar for at løse politiske problemer og standardiseringsudvalgenes ansvar for at løse tekniske problemer. Specielt udgjorde manglen på relevante feedback-kanaler mellem de to parter et problem.

Hvis standardiseringsudvalg i fremtiden skal anvendes til at opnå enighed om tekniske løsninger på områder med politisk uenighed, vil det være nødvendigt med bedre systemer, der sikrer, at de forskellige spørgsmål bliver løst af den ansvarlige part.

Flere oplægsholdere understregede den stadig mere centrale rolle, som ISO (den internationale standardiseringsorganisation) indtager i standardiseringsprocessen. Denne tendens vil med sikkerhed blive yderligere forstærket i fremtiden, hvor Den europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) vil komme til at spille en rolle som regional standardiseringsorganisation i brede, globale aftaler. Man må erkende dette i udviklingen af lovgivning, der omfatter standardisering, og sikre sig, at udviklingen i EU kan bidrage med brede løsninger, som ikke udgør tekniske handelshindringer.

"Stenaldermetoden", den "Gamle Metode" og den "Ny Metode" skal måske i højere grad ses som en udvikling, hvor det lovgivningsmæssige repertoire har udviklet sig og har fået mere og mere fintfølende værktøjer med egne styrker og svagheder. I dette perspektiv er kunsten ved at udvikle ny lovgivning at sikre sig, at man vælger det mest relevante værktøj.

Det store udvalg af mulige fremgangsmetoder blev fremhævet på den samling, der fokuserede på anvendelse af den Ny Metode til udvikling af innovative løsninger, som reducerer produkternes miljøbelastning. Dette emne drejede sig ikke om, hvorvidt lovgivningen skulle følge den Ny Metode til punkt og prikke for at styre nytænkning i retning af mere miljøvenlige produkter. Det drejede sig snarere om en erkendelse af, at de elementer, der allerede var taget i brug for at støtte miljømæssige forbedringer af produkter - lige fra forbud mod stoffer til markedsbaserede incitamenter som miljømærkning - kunne suppleres og forbedres med elementer fra den Ny Metode.

I forbindelse med Kommissionens arbejdsdokument, der omfattede et forslag til direktiv om elektrisk og elektronisk udstyr¹, blev det f.eks. fremført, at når det drejer sig om brede produktgrupper, hvor specielle miljøaspekter endnu ikke er klart afgrænsede, kan anvendelsen af den Ny Metode til opstillingen af præstationsstandarder (dvs. ledelsesstandarder) spille en afgørende rolle, når man ønsker at fremme livscyklustanken i produktdesign. Gennemskuelige oplysninger og solid dokumentation kan være nogle af drivkræfterne bag ledelsessystemer, der fører til miljømæssig nytænkning. Efterhånden som man får mere viden og større erfaring, kan man så få mere specifikke produktstandarder og/eller lovmæssige krav på plads.

Flere deltagere fremhævede nødvendigheden af fortsat at opstille centrale krav som minimumsstandarder for markedsføring af et produkt på det indre marked. Andre slog til lyd for rammelovgivning, der lagde ansvaret for et produkts miljømæssige sikkerhed over på producenterne. De produktorienterede miljøledelsessystemer (POMS) blev rost som metoder, der kan anvendes til at fremme miljømæssig tænkemåde på design- og produktionsniveau.

Sammenlignelige og dokumenterbare kriterier for miljømæssig nytænkning inden for produktdesign, baseret på livscykluskriterier for specifikke produktgrupper og anvendt sammen med et system af miljøvaredeklarationer, kunne sætte forbrugerne i stand til at foretage bedre begrundede valg og forbedre producenternes miljømæssige nytænkning. De kriterier for miljømærkning, som EU’s Miljømærkenævn er nået frem til, kunne anvendes som kriterier. Alternativt kunne kriterier blive defineret af standardiseringsgrupperne eller endog specielt nedsatte produktpaneler.

En af de visioner, der blev fremsat på workshoppen, var et koncept med rammelovgivning, som integrerer miljøvaredeklarationer med krav til minimumsbeskyttelse af sundhed og miljø, evt. som et Ny Metode-direktiv. De kriterier, der opstilles i et sådant system, skulle være mere vidtgående end kriterierne for miljømærkning, så man på denne måde kunne få producenterne til i højere grad at tænke i miljømæssige nyskabelser.

På baggrund af diskussionerne på workshoppen ser det ud til, at en kombination af de nedenstående elementer kunne gøre det muligt at nå længere med den Ny Metode og standardiseringen end med traditionel lovgivning. Samtidig kunne man stimulere miljømæssig nytænkning:

	lovpligtige minimumskrav om opstilling af definitioner, en fælles opfattelse og et minimumsniveau for miljøbeskyttelse (gerne inden for en produktgruppe);
	frivillige, men dokumenterbare ordninger som f.eks. opstilling af kriterier med henblik på at inspirere markedet til at konkurrere specifikt på miljømæssige parametre;
	et gensidigt anerkendt forskningsmæssigt grundlag for valget af kriterier baseret på en livscyklusanalysemetode;
	systemer som f.eks. miljøvaredeklarationer eller produktorienteret miljøledelse, der kan stimulere en tilgang af pålidelige data i hele produktkæden. Det vil sikre et minimumsniveau i datakvalitet, pålidelighed og åbenhed mellem interessenter på markedet;
	ekspertgrupper med repræsentanter fra forskellige interessenter, der skal evaluere og forbedre produktkriterierne på et teknisk fornuftigt grundlag. Dette vil sikre, at parametrene opstilles uafhængigt af særinteresser;
	høringsrunder blandt interessenter på alle relevante niveauer i standardiseringsprocessen;
	økonomiske værktøjer tilvejebragt på EU-plan eller nationalt plan, der sigter på at fremme nytænkning i den private sektor, herunder små og mellemstore virksomheder.

I denne sammenhæng fremstår den Ny Metode som et organisk lovgivningsværktøj. Metoden har vist sin berettigelse på de områder, hvor den traditionelt har været anvendt. Dens tilpasningsevne, der er demonstreret på de mange områder, hvor nogle af metodens elementer har været anvendt, er et bevis på dens anvendelighed - med eventuelle tilpasninger - i en større sammenhæng.

Nogle af de spørgsmål, der stilles i baggrundsmaterialet til workshoppen, antydede, at man må vælge mellem forskellige former for lovgivning, der gensidigt udelukker hinanden. Kunsten ved at finde de rigtige løsninger består måske i højere grad i at vælge passende kombinationer af værktøjer fra det eksisterende lovmæssige fundament og anvende dem på de forskellige spørgsmål uden at insistere på, at en bestemt lovgivning er den eneste anvendelige.