Environment in Ukraine - Problems and Challenges

5. Summary in Danish

Ukraine, der er på størrelse med Frankrig, hvad befolkningstal og areal angår, vil om få år være direkte nabo til EU. Landet grænser i Vest op til fire af de lande, som forventes optaget i EU i de kommende to-fire år, nemlig Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Således vil Ukraine i 2010 på en ny og anderledes måde leve op til sit navn, som oversat til dansk betyder "Grænselandet".

Landet har lige siden sin uafhængighed i 1991 befundet sig i en på mange måder vanskelig omstillingsproces, som har omfattet (og stadig omfatter) alle sider af samfundslivet. Et godt udtryk for, hvor vanskelig omstillingsprocessen har været, er, at dets registrerede BNP er faldet mere op gennem 90’rne end Ruslands og de fleste andre tidligere sovjetrepublikkers registrerede BNP.

Miljøtilstanden og miljøpolitikken er ikke uberørt af denne omstillingsproces. Hvad miljøtilstanden angår, så det bemærkelsesværdigt, at de forbedringer, som har kunnet spores op gennem 90’rne næsten udelukkende skyldes produktionsfaldet, og at antallet af tikkende miljøbomber er stort. Hvad miljøpolitikken angår, så er det bemærkelsesværdigt, at den i praksis er lidet effektiv. Den har ikke formået at yde et selvstændigt bidrag til en forbedring af miljøtilstanden.

Nærværende rapport fremhæver de største miljøproblemer i Ukraine inden for vandsektoren, affaldssektoren og energisektoren, baggrundene herfor og mulige løsninger. Fokus er lagt på de miljøproblemer, som øver betydelig indflydelse på miljøet og sundhedstilstanden. Nogle berører kun eller næsten kun Ukraine. Andre er grænseoverskridende og berører dermed også resten af Europa.

Rapportens indhold er blevet efterspurgt af de ukrainske miljømyndigheder i et samarbejde med Miljøstyrelsen, som en form for afslutning på det dansk-ukrainske arbejde. Formålet er at vise status og påpege muligheder for løsninger af opgaverne.

Kort sagt, er de største miljøproblemer i Ukraine inden for de tre sektorer:
Kvaliteten af drikkevandet er yderst ringe, vandressourcerne er stærkt forurenede, og infrastrukturen inden for vandsektoren er gammel og nedslidt.
Produktionen af farligt affald og husholdningsaffald er forholdsvis stor, systemer til indsamling, behandling og bortskaffelse af affald er få og yderst mangelfulde, og de etablerede lossepladser er ikke tilstrækkeligt sikre.
Energiintensiteten (energiforbruget per produceret enhed) er høj, afhængigheden af gas, kul og olie er stor, og infrastrukturen inden for energisektoren er, ligesom infrastrukturen inden for vandsektoren, gammel og nedslidt.

De mange miljøproblemer kombineret med en ineffektiv miljøpolitik, en ringe miljøbevidsthed i befolkningen og et fortsat lavt investeringsniveau inden for de tre sektorer betyder, at antallet af tikkende miljøbomber er stort. Her er det vigtigt at understrege, at store dele af infrastrukturen på miljøområdet daterer sig tilbage til 60’rne og især 70’rne, hvor Sovjetunionen nød godt af de såkaldte oliekriser. Og også at mange offentlige forsyningsselskaber inden for de tre sektorer end ikke har indtægter nok til at dække påtrængende reparations- og vedligeholdelsesarbejder; det er særlig udtalt inden for vandsektoren.

Omfattende forurening af drikkevandet i byerne på grund af lækager fra spildevandsrør, der ligger tæt på utætte vandledninger, uovervåget lagring på lossepladser af farligt affald, herunder atomaffald, gamle pesticider og spildolie, fortsat drift af usikre atomkraftanlæg… – det giver alt sammen anledning til frygt for, at Ukraine igen vil komme på avisernes forsider, sådan som tilfældet var i april 1986, da ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl fandt sted.

Skal miljøproblemerne mindskes, er det absolut påkrævet, at der føres en ganske anderledes miljøpolitik i Ukraine, end tilfældet har været de sidste 10 år. I bund og grund handler det om, at der skal indføres almindelig lov og orden. Hertil kræves udarbejdelsen og vedtagelsen af love, der lader sig gennemføre, samt ordenshåndhævelse, herunder overvågning, der omfatter alle. Således afhænger meget af udviklingen i samfundet som helhed.

Hvad angår udarbejdelsen og vedtagelsen af love, der lader sig gennemføre, så er det værd at notere sig, at mange love, forskrifter og standarder på miljøområdet i Ukraine daterer sig tilbage til Sovjetunionen. Formålet med disse var ikke at sikre en effektiv miljøpolitik. Formålet med disse var at yde et bidrag til propagandaen rettet mod Vest. Anderledes kan man ikke forklare det forhold, at for eksempel de ukrainske standarder til kvaliteten af det vand, der udledes fra vandrensningsanlæggene, er væsentligt skrappere end de tilsvarende EU-standarder –med det, ikke overraskende resultat, at ingen overholder disse.

Udlandet, herunder multilaterale og nationale donorer, kan skubbe på for, at en forbedring af miljøtilstanden og miljøpolitikken kommer højere op på den politiske dagsorden i Ukraine. Det kan ske ved støtte til projekter, der meget klart kombinerer rådgivning med investeringer. Det kan ske ved støtte til projekter, der bidrager til indførelsen af lov og orden på miljøområdet. Og det kan ske ved klarere end hidtil, at gøre støtten til konkrete projekter afhængig af fremskridt på udvalgte områder, herunder gennemførelsen af en reform af de offentlige forsyningsselskabers, så de kan operere på en måde, som er i overensstemmelse med princippet om indtægtsdækket virksomhed. Nok så vigtigt er, at Ukraine klart har tilkendegivet, at det ønsker tættere tilknytning til EU. Det betyder, at EU i sin partnerskabs- og samarbejdsaftale med Ukraine har et værktøj, der kan bruges til at understøtte en øget opmærksomhed i Ukraines ledelse om nødvendigheden af at sikre en miljømæssig forsvarlig videre økonomisk udvikling.

Men – til syvende og sidst er det Ukraines og ukrainernes ansvar og opgave at sikre en forbedring af miljøtilstanden og miljøpolitikken. Mange helt nødvendige tiltag i forbindelse med en sådan forbedring er så lidt investeringstunge, at de lader sig gennemføre her og nu. Forudsat den politiske vilje er til stede.