Environmental Impact from Bed Linen in the Production Chain

Sammenfatning og konklusioner

Der er gennemført en undersøgelse af sengelinnedsprodukter (dyne- og hovedpudebetræk) på det danske marked med det formål at fastslå, om de pågældende produkter lever op til kravene i EU's miljømærke Blomsten. Forbugerinformationen har undersøgt kvaliteten af de samme produkter.

Kun et enkelt produkt levede op til kravene i det kriteriedokument, som var gældende på købstidspunktet. Og dette produkt havde i forvejen Blomst-mærket.

Fælles for de fleste af de øvrige produkter er, at det er muligt, at de lever op til flere af kravene; men der mangler generelt dokumentation for

  • brugen af pesticider ved bomuldsdyrkningen (10 af 15)
  • kemikalier (12 af 15)
  • udledning af spildevand (7 af 15)

som umiddelbart kan vise, om kravene er overholdt eller ej.

Flere af de undersøgte produkter vil muligvis kunne opnå Blomsten. Det vil dog kræve, at dokumentationen for pesticidforbruget ved bomuldsdyrkningen bringes i orden, eller at tekstilproducenten går over til en anden bomuldsleverandør, som har dokumentationen i orden. Et eller flere kemikalier vil måske skulle udskiftes, og dokumentationen omkring spildevandsforholdene skal bringes i orden, muligvis suppleret med forbedringer af spildevandsbehandlingen.

Af øvrige konklusioner for de undersøgte produkter og produktionssteder kan nævnes:

  • der anvendes ikke kemikalier i forbindelse med spindingen af bomuldsgarn til denne type produkter
  • blegning med chlorholdige produkter er ophørt. Samtlige undersøgte produkter er bleget med hydrogenperoxid
  • biocider eller biostatiske produkter anvendes ikke
  • plastisoltryk er ikke anvendt
  • ingen af produkterne er tilsat flammehæmmende kemikalier.

 



Version 1.0 November 2004, © Danish Environmental Protection Agency