[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Miljøvurdering og udvikling af et reolsystem

2. Indledning

2.1 Virksomhedens baggrund
2.2 Formål med projektet
2.3 Afgrænsning af udviklingsarbejdet

Produktorienteret miljøstrategi

Som en konsekvens af Montana Møbler A/S's (herefter Montana) hidtidige arbejde med at mindske miljøbelastningen og Miljøstyrelsens produktorienterede miljøstrategi har virksomheden gennemført nærværende projekt om integrering af renere teknologi ved udvikling af et mere miljøvenligt reolsystem.

UMIP

Projektet er gennemført med anvendelsen af UMIP miljøvurderingsmetoden udviklet af Instituttet for Produktudvikling. UMIP står for Udvikling af Miljøvenlige Industriprodukter og er en livscyklusbaseret metode. En ordliste over livscyklusrelaterede udtryk forefindes i bilag 1.

Projektet er udarbejdet med støtte fra Miljøstyrelsen, Rådet for genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

2.1 Virksomhedens baggrund

Montana Møbler A/S

Montana blev etableret i 1982 og er beliggende i Haarby på Fyn.

Virksomheden producerer reol- og bordsystemer, der hovedsageligt sælges på det danske, tyske og nordiske marked til såvel private kunder som virksomheder og kontorer. Omsætningen er på ca. 100 millioner kr. pr. år, og der er ca. 120 ansatte.

Montana gennemførte i 1991/92 et miljøprojekt, hvor virksomhedens væsentligste miljøpåvirkninger og ressourceforbrug blev kortlagt med henblik på at mindske miljøbelastningen fra møbelproduktionen. Miljøgennemgangen viste, at de væsentligste miljøbelastninger fra virksomhedens produktion stammede fra affald, udledninger af flygtige organiske opløsningsmidler (VOC'er) samt et stort el- og emballageforbrug. Dertil kom en række arbejdsmiljøpåvirkninger med VOC'er, støv og støj.

Miljøhensyn i udviklingsfasen

Arbejdet med miljøgennemgangen samt de sidste års miljøhandlingsplaner har reduceret virksomhedens belastning af det ydre miljø og arbejdsmiljøet. Samtidig med dette arbejde blev det klart for virksomheden, at det er mest hensigtsmæssigt, at der allerede i udviklingen af produkterne tages miljøhensyn, hvilket er den umiddelbare årsag til gennemførelse af nærværende projekt.

2.2 Formål med projektet

Formål

Projektet er gennemført med følgende formål:
at udvikle et reolsystem, hvor der ved råvarevalg, produktion, emballering og transport i videst muligt omfang tages hensyn til det ydre miljø,
at afprøve UMIP-metoden ved udvikling af et reolsystem, herunder at udpege de materialer og processer, der er mest miljøbelastende i forbindelse med fremstilling, brug og bortskaffelse af reolen,
at etablere et samarbejde med underleverandører og videncentre om udvikling, af råvarer og processer, der er bedre for det ydre miljø og arbejdsmiljøet, end de hidtil anvendte.

Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøet inddrages i begrænset omfang i projektet og kun i forhold til produktionen på Montana.

Endvidere er det et mål, at projektet skal have en miljømæssig spredningseffekt dels via forbrugerne, der får mulighed for at købe et mere miljøvenligt produkt, dels via træ- og møbelbranchen, der med projektet som eksempel får indblik i, hvorledes man allerede i udviklingsfasen kan foretage miljømæssigt velfunderede valg.

Det tilstræbes desuden i projektet, at det nyudviklede produkt skal kunne opnå det nordiske miljømærke »Den Hvide Svane«.

2.3 Afgrænsning af udviklingsarbejdet

Montana's reolsystem

På et tidligt tidspunkt i arbejdet med projektet blev det besluttet, at udviklingsarbejdet skulle tage sit udgangspunkt i Montana's reolsystem »Montana«. Beslutningen betød, at det i forbindelse med udviklingsarbejdet har stået frit for at ændre på alt undtagen de for Montana reolsystemet karakteristiske mål og profiler. Afgrænsningen er foretaget udfra blandt andet følgende betragtninger:
at der i »rå-designet« ikke umiddelbart er taget nogle miljømæssigt set dårlige valg,
at materialeforbruget pr. hyldemeter er relativt lille,
at produktet er kendt og har en god position på markedet,
at sortimentet er fleksibelt i forhold til ændrede brugssituationer.

Det er virksomhedens mål, at det produkt, der kommer ud af projektet, skal indgå som en variant af reolsystemet Montana, og at dette skal sælges parallelt med de eksisterende produkter.
 

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]