Organiske restprodukter i industrien

Del 1: Opgørelse af mængder og anvendelse

Indholdsfortegnelse

Forord

Sammenfatning

English Summary

1. Introduktion
1.1 Juridisk affaldsdefinition
1.2 lndustriernes opfattelse af hvad der er affald
1.3 Opgørelse af organisk industriaffald - restprodukter
1.4 Kategorisering af restprodukter
1.5 Faktorer med indflydelse på genanvendelse af organiske restprodukter
1.5.1 Indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer
1.5.2 Andre faktorer med betydning for genanvendelse

2. Metode og vurderingsgrundlag
2.1 Bearbejdning - indhentning af oplysninger
2.1.1 Producenter af restprodukter
2.1.2 Modtagere af restprodukter

3. Opgørelser og vurderinger af restprodukter
3.1 Slagterier
3.2 Fiskeindustrien
3.2.1 Konsumfisk
3.2.2 Muslingeindustrien
3.2.3 Fiskemel- og fiskeolieindustrier
3.3 Bryggerier
3.4 Spritfabrikker
3.5 Medicinalindustrien
3.6 Mejerierne
3.7 Kartoffelindustrien
3.8 Pektin- og carregenanfabrikker
3.9 Oliemøller og margarinefabrikker
3.10 Møllerier og bagerier
3.11 Sukkerindustrien
3.12 Frugt- og grøntindustrien
3.13 Garverier
3.14 Landbrug

4. Modtagere af restprodukter
4.1 Landbruget
4.1.1 Gødning/jordforbedring
4.1.2 Husdyrfoder
4.2 Biogasproduktion
4.2.1 Biogasanlæg i Danmark
4.2.2 Biogasproduktion
4.2.3 Konklusion
4.3 Renseanlæg
4.4 Destruktionsanstalter
4.4.1 Destruktionsanstalter i Danmark

5. Arbejdsmiljøvurdering
5.1 Generelle bemærkninger
5.2 Sygdomsrisiko ved organiske restprodukter
5.3 Arbejdshygiejniske forholdsregler

6. Økonomi ved forskellige metoder til bortskaffelse af restprodukter
6.1 Kategori I: Råvaresubstituerende anvendelse
6.2 Kategori II: Anvendelse til biogasproduktion og efterfølgende anvendelse som gødning
6.3 Kategori III: Anvendelse som gødning eller jordforbedring
6.4 Kategori IV: Forbrænding og deponering

7. Samlet opgørelse over organiske restprodukter i industrien

8. Diskussion

9. Referencer

Forord

Denne rapport er udarbejdet af Carl Bro as, Energi & Miljø. Projektet er støttet af Rådet for Genanvendelse og Mindre Forurenende Teknologi. Rapporten udgør hovedopgaven i en større undersøgelse vedrørende genanvendelse af organisk industriaffald i Danmark.

Projektet blev fulgt af en styregruppe bestående af.

Lise Højmose - Miljøstyrelsen
Kirsten Kerrigan - Miljøstyrelsen
Tony Christensen - Miljøstyrelsen
Lars Stenvang Hansen - Landbrugets Rådgivningscenter
Leo Theander - DAKA a.m.b.a.
Anders Brinch Larsen - Novo Nordisk A/S
Søren Tafdrup - Energistyrelsen
Birgitte Ahring - DTU
Peter Andreasen - Carl Bro as, Energi & Miljø
Henning Pedersen - Carl Bro as, Energi & Miljø

Førstnævnte har fungeret som formand for gruppen.

I forbindelse med dataindsamlingen har en lang række virksomheder desuden bidraget med svar til en spørgeskemaundersøgelse, samt på anden vis bidraget positivt med materiale til undersøgelsen.

Der rettes en tak til alle styregruppemedlemmer samt til de deltagende industrier.
 

Sammenfatning

Lovgivningen på affaldsområdet giver ikke en præcis definition på, hvad der er affald, men der er med den nye affaldsbekendtgørelse nr. 581, 1996 opstillet en liste over typer af affald, som dog ikke er udtømmende. Kommunerne er affaldsmyndighed, og kan i tvivlstilfælde bestemme, hvad der defineres som affald. Der kan således være fraktioner, som er affald i én kommune, men som ikke registreres som affald i en anden kommune, da det opfattes som et produkt.

En bestemmelse i affaldsbekendtgørelsen sikrer en virksomheds ret til at afsætte et organisk biprodukt som foderstof eller som råvare til en anden virksomhed uden forudgående sagsbehandling i kommunen. Kravet er, at biprodukter hører under kategorien homogene biprodukter, som defineres ved, at de kan anvendes uden videre behandling eller sortering i en anden produktion. Dette er indført som incitament for virksomheder til at finde og udvikle nye afsætningsmuligheder for industrielle biprodukter.

Ordvalget i industrien bærer præg af, at der ikke i så høj grad bruges benævnelsen affald, men i stedet anvendes rest-/biprodukter.

Ved at fokusere på de fraktioner som ikke decideret er produktet, men som kan opfattes som restprodukter eller rester, kan de potentielle mængder opgøres.

En opgørelse over de samlede mængder af organisk industriaffald i Danmark må enten bygge på en opsamling af registrerede data fra alle landets kommuner, eller der må anvendes en mere procesorienteret opgørelse.

Denne rapport bygger på tilgængelige data for solgte varer samt nøgletal for producerede restprodukter. Dette er suppleret med oplysninger fra en spørgeskemaundersøgelse, besøg på virksomheder og telefoninterviews.

Restprodukterne er vurderet på basis af fire kategorier, som gør det muligt at sammenligne anvendelsen i forskellige brancher. Kategorierne bygger på eksisterende anvendelse.

Den samlede opgørelse over organiske rest-/biprodukter i Danmark er lavet på basis af dataindsamling fra 1992, 1993 eller 1994 for industrier med flere end 10 ansatte. På baggrund heraf er det opgjort, at der pr. år produceres i alt ca. 8.400.000 tons rest-/biprodukter som vådvægt og ca. 1.200.000 tons rest-/biprodukter som tørstof.

Ca. 47% (tørstofbasis 75%) anvendes i Kategori I, hvor hovedparten anvendes til foder i landbruget. Ca. 44% (tørstofbasis 16%) anvendes i Kategori III som gødning på landbrugsjord. 8% (tørstofbasis 6%) anvendes til biogasproduktion efterfulgt af gødningsanvendelse på landbrugsjord. De fraktioner, som anvendes direkte på landbrugsjord, har et lavt gennemsnitligt tørstofindhold på ca. 4,9%. Tørstofindholdet i Kategori I og II er henholdsvis ca. 22,4% og 73,1%.

Genanvendelsesgraden er meget høj, idet kun 1% deponeres eller forbrændes, Kategori IV. Det vurderes, at afsætningen af langt de fleste restprodukter er optimal. De industrier, som har Kategori IV rester, arbejder på at få anvendt restprodukterne i Kategori I-III.

Genanvendelsen styres primært af lovgivning, økonomi, herunder afgifter, virksomhedens miljøpolitik, tradition, lokale forhold og subjektive holdninger hos aftager og samfundet som helhed. Det er meget vigtigt, at afsætningen er stabil, således produktionsstop på grund af restprodukter undgås.

Genanvendelsen er generelt meget hensigtsmæssig, og den følger den bedste udnyttelse af de værdier, som er i restprodukterne.

Restprodukternes afsætning i Kategori I-III vurderes i den nærmeste fremtid at være stabil. Ændringer i landbrugsproduktionen kan dog bevirke, at restprodukter flytter kategori. For eksempel kan øgede krav til foders ensartethed og foderværdi bevirke, at mindre værdifulde restprodukter vil overgå til biogasproduktion. Ændringer i energipriserne kan ligeledes bevirke, at mindre mængder vil overgå til biogasproduktion.

Ifølge slambekendtgørelsen, Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 (1996), om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål er det fra 1. oktober 1999 ikke længere tilladt at udbringe flydende affaldsprodukter i perioden 1. oktober til 1. februar, hvilket eventuelt kan føre til anden udnyttelse af denne type restprodukter.

Der er opstillet en positivliste over restprodukter, som genanvendes, eller som kan genanvendes i Kategori I-III (Tabel 8.1).

Listen er opstillet på baggrund af opfyldelse af følgende kriterier:

	Der er tale om rester af råvarer eller rester fra en produktion baseret på råvarer, hvor råvarerne er kontrolleret af levnedsmyndigheder eller veterinære myndigheder og beregnet til konsum eller foder. Restprodukterne kan have en for menneskeføde ikke acceptabel bakteriologisk standard.
	Resterne antages ikke tilført sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer ved produktionen, herunder fra rengøring.
	Restprodukterne overholder ikke ovenstående, men de er blevet vurderet og godkendt med henblik på sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer i forbindelse med anvendelsen.
	Ved anvendelse af restprodukter skal gældende grænseværdier overholdes, og det skal vurderes, om restprodukterne indeholder andre problematiske stoffer.

Listen indeholder desuden forslag til alternativ anvendelse.

Oparbejdning af restprodukter kan føre til øget produktion og flere arbejdspladser. Et eksempel herpå er Danmarks Protein A/S, hvor oparbejdning af proteiner og lactose ud fra valle har ført til en omsætning på ca. 400 mio. kr. årligt. Hovedparten af produktionen eksporteres.

Det må i nogle brancher forventes, at en mulig forbedret omsætning baseret på restprodukter skal medtages i virksomhedernes økonomi, for at sikre virksomhedernes konkurrenceevne på verdensmarkedet.
 

English Summary

This report makes up the total amount of organic waste in Denmark on basis of statistics for sold goods supplemented with questionnaires and visits to industries as well as telephone interviews. The used data material dates back to 1992, 1993 or 1994 and holds for industries with more than 10 employees, only.

Products dealt with are referred to as rest products or by-products from the industry instead of the more common word waste.

The rest products estimated are grouped into four categories, which makes it possible to compare the application of these by-products in different lines of business. Category I includes by-products substituting other raw materials. By-products in category II are used in biogas systems and are subsequently used as manure on landfill. In categories III and IV the rest products are used directly as manure on farmland or are deposited or incinerated, respectively.

It is estimated that in Denmark there are about 8,400,000 tons of organic by-products on wet weight corresponding to 1,200,000 in dry weight. By-products substituting other raw materials encounter 47%, and the main part is utilized by farmers as feed. Around 44% of the total of 8,500,000 tons is used in category III as manure on landfill.

It is important that the degree of recycling is very high, as only 1% is deposited or burned (category IV). It is concluded that the sale of by-products is optimal in the vast majority of cases. The recycling is primarily ruled according to law, economy including imposed duties, the enviromnental policy, traditions, local relations and subjective attitude towards the customer as well as the society in general.

The sale of by-products in the categories I-III is estimated to be steady in the very near future, as the recycling of rest products generally is very appropriate, because it follows the best way of utilizing the valuable by-products.
 

1. Introduktion

Denne rapport har til formål:

	At estimere mængden af organiske restprodukter/affald fra industri og erhverv i Danmark specielt med henblik på genanvendelse
	At vurdere de miljømæssige sider af genanvendelse herunder miljøfremmede stoffer.
	At udarbejde en liste over større affaldsmængder, som kan genanvendes af større grupper af aftagere

Projektets målgruppe er alle som arbejder med genanvendelse af affald/restprodukter herunder industrien, affaldsmyndigheder, landbruget, biogasanlæg og renseanlæg.

Denne rapport indeholder:

	Introduktion til begrebet organisk industriaffald/-restprodukter
	Anvendte restproduktkategorier i forbindelse med vurdering af genanvendelse
	Overordnede betragtninger vedrørende begrænsning af genanvendelse
	Mængdeopgørelser, aftagere og vurderinger
	Liste over restprodukter og deres potentielle anvendelse

Undersøgelsen omhandler ikke plast, pap, træ eller mineralske olier. Rapporten omhandler ikke detailhandelsaffald, en gros handelsaffald, kontoraffald, institutionsaffald og transportaffald.

Opgørelserne af mængderne og sammensætningen af erhvervs- og industrirestprodukter kan ikke foretages via eksisterende publicerede opgørelser, hvilket skyldes, at registreringen af organiske restprodukter foregår centralt for nogle typer, og decentralt for andre typer uden specificering. Der udarbejdes ikke en samlet opgørelse. Årsagen hertil findes i lovgrundlaget for affaldsbehandling og affaldsbortskaffelse. Implementering af EU's affaldsdirektiv 91/156 EØF i affaldsbekendtgørelse nr. 581, 1996 bevirker, at genanvendeligt affald kommer ind under affaldsbegrebet.

EU's definition af genanvendelse af affald er i den danske lovgivning en anelse mere nuanceret, idet der tales om genanvendelse og udnyttelse. Affald til brændsel angives som udnyttelse af affald.

I forbindelse med opgørelsen af mængderne er restproduktdefinition og undtagelser med hensyn til anden lovgivning af visse typer restprodukter af væsentlig betydning.

1.1 Juridisk affaldsdefinition

Der findes ingen afgrænset og præcis affaldsdefinition i Miljøbeskyttelsesloven. I bemærkningerne til loven afvises relevansen af en definition under henvisning til, at en definition ikke altid vil være anvendelig, da det i flere tilfælde vil være tvivlsomt, hvorvidt et emne er affald.

Fleksibiliteten i affaldsdefinitionen er mindsket efter gennemførelse af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 581, 1996 om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald. Af bekendtgørelsen fremgår det, at ved affald forstås ethvert stof og enhver genstand, som henfører under én af affaldskategorierne, listet i bilag 1 jf. bilag 2 i affaldsbekendtgørelsen, og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med, eller er forpligtiget til at skille sig af med. Kommunerne er affaldsmyndighed og skal udarbejde affaldsregulativer og anvisningsordninger for affald. I tvivlstilfælde er det op til kommunalbestyrelsen subjektivt at afgøre om noget er affald.

Tabel 1.1.1
Indholdsfortegnelse for listen over affald, der gennemfører Det Europæiske Affaldskatalog (EAK) og som er udarbejdet i henhold til Rådets direktiv 75/442 om affald.

Listen er ikke udtømmende og det forhold, at et stof eller en genstand er opført på listen, betyder ikke, at stoffet eller genstanden er affald under alle omstændigheder.

Denne rapport omhandler organisk industriaffald, der hører under EAK-gruppekode 02 00 00 og 04 01 00 i listen over affald, som er vist i tabel 1.1.2.

Tabel 1.1.2
Affald opført på listen under gruppe 02 00 00 (Affald fra landbrug, gartneri, jagt, fiskeri, akvakultur samt fremstilling og forarbejdning af levnedsmidler) og 04 01 00 (Affald fra læderindustrien).

I henhold til affaldsbekendtgørelsen er der oprettet et informationssystem om affald og genanvendelse (ISAG). Herved sikres, at affald, som behandles på affaldsbehandlingsanlæg, registreres centralt.

Der er dog affaldstyper, som ikke behandles på anlæg og i henhold til affaldsbekendtgørelsen ikke skal registreres i ISAG. Det drejer sig bl.a. om homogene biprodukter og affald, som anvendes til jordbrugsformål jf. bekendtgørelsen om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. Mængder til jordbrugsformål registreres decentralt (kommunerne) og indberettes (amterne, Miljøstyrelsen), men ikke på samme detaljerede og systematiske måde som i ISAG. Mængder til andre formål f.eks. foder registreres decentralt.

Ved vurdering af mængden af affald, som genanvendes, indgår de ensartede rene affaldsfraktioner, defineret som »homogene biprodukter« i henhold til affaldsbekendtgørelsens § 28. Denne type affald er indført for at sikre aftaler mellem virksomheder om udnyttelse af restprodukter. Ved homogene biprodukter forstås produkter, som uden videre behandling eller sortering kan afsættes til anvendelse i anden produktion. Der må ikke være mellemhandler eller omlastning mellem producent og aftager. Det er yderligere en forudsætning, at biproduktet umiddelbart erstatter andre råvarer i modtagervirksomheden eller i sig selv danner basis for en produktion. Homogene biprodukter er undtaget fra de kommunale anvisningsordninger, og virksomhederne kan selv afsætte denne form for affald. Hvis der i det kommunale regulativ er fastsat krav om anmeldelse skal affaldsmyndigheden dog modtage oplysninger for at kunne føre tilsyn med om betingelserne i § 28 er opfyldt.

De i affaldsbekendtgørelsen anvendte definitioner på affald har til formål at undgå uhensigtsmæssig bortskaffelse.

Denne rapport omhandler overvejende organisk industriaffald, som afsættes uden for behandlingsanlæggene (biogas- og forbrændingsanlæg samt deponi), og det er dermed ikke registreret centralt under ISAG.

1.2 Industriernes opfattelse af hvad der er affald

Den juridiske affaldsdefinition er af flere af de adspurgte industrier angivet som uhensigtsmæssig og i flere tilfælde ikke rimelig i forhold til anvendelsen. Eksempelvis kan det være vanskeligt at forstå, at valle fra osteproduktion, som oparbejdes til laktose og proteiner til mælkeerstatning for modermælk, kan være et affaldsprodukt (homogent biprodukt). Det regnes som affald i enkelte kommuner, men langt fra i alle. Der omsættes i Danmark for i størrelsesorden 400.000.000 kr. ved denne viderebearbejdning af valle.

Der produceres foder af presserester fra oliemøller. Disse presserester giver en betydelig omsætning ved salg som foder. De regnes af nogle men ikke alle affaldsmyndigheder som homogene biprodukter. Grovvareselskaber importerer andre presserester fra udlandet. Disse presserester importeres ikke som affald, og de er ikke omfattet af reglerne for import og eksport af affald.

Det kan med baggrund i ovenstående eksempler være vanskeligt at være præcis med hensyn til at angive, hvorvidt rest-/biprodukter er affald.

Fraktioner, som går til virksomheder med henblik på forbrænding, deponi og biogasproduktion, forstås generelt af industrien som affald.

Industriernes håndtering/produktion af det, som i henhold til den juridiske affaldsdefinition er eller kan være affald, men som indgår i en ny produktion, bærer præg af, at det i industrien vurderes som varer. Derfor tales der i mindre omfang om affald, men i langt højere grad om biprodukter eller restprodukter.

I forbindelse med forbrugernes forståelse for genanvendelse er det lettere at få en offentlig accept af anvendelse af rest-/biprodukter end af affald.

1.3 Opgørelse af organisk industriaffald – restprodukter

Hvorvidt en fraktion er affald er til en vis grad en subjektiv bedømmelse. Rest-/biprodukter kan i flere kommuners affaldsregulativer regnes for at være affald, mens dette ikke er tilfældet for andre kommuner.

I denne rapports mængdeopgørelser af de organiske industrifraktioner, som juridisk er eller kan være affald, anvendes en samlet betegnelse - restprodukter eller blot rester. Herved opgøres de potentielle mængder. Såfremt man havde benyttet kommunernes opgørelser ville mange fraktioner ikke blive indregnet, hvorfor mængderne ved denne metode vil være mindre end opgørelsen i denne rapport.

1.4 Kategorisering af restprodukter

Restprodukter må vurderes med hensyn til hensigtsmæssig bortskaffelse. I vurderingen af restprodukters genanvendelse indgår både ressource- og miljøparametre samt muligheder for koordinering og fleksibilitet. Vurderingen baseres indledningsvis ud fra vor rangering af forskellige kategorier af genanvendelse og bortskaffelse (Tabel 1.4.1).

Tabel 1.4.1
De i undersøgelsen anvendte kategorier i forbindelse med vurdering af organiske industrirester.

De højest prioriterede er angivet øverst. I kategori II indgår bl.a. rester, som f.eks. fedt, som kun har et meget begrænset indhold af næringssalte. Disse har kun en begrænset positiv effekt som gødning, men der foretages på trods af dette ikke en yderligere opdeling.

Kategori IV kan principielt ligeledes opdeles. Forbrændingen kan foretages med eller uden samtidig produktion af energi i form af varme og/eller elektricitet. Ved forbrænding uden tilknyttet energiproduktion fås ligeledes en bedre bortskaffelse end deponering, idet der undgås methanproduktion fra depotet, og der spares areal til depoter.

Sammenhængen mellem affaldskategorierne, ISAG og lovgivningen er vist på figur 1.4.1.

(Figur 1.4.1 - 14 Kb)

Figur 1.4.1
Virksomhederne tilføres organisk råstof, som ved produktion omdannes til produkter og organisk affald. Affaldet kan herefter opdeles i henhold til gældende lovgivning (bekendtgørelser er angivet). Anvisningspligt er i henhold til affaldsbekendtgørelsen og henfører til kommunale affaldsregulativer. Der skelnes mellem genanvendelse, udnyttelse i energiproduktion og deponering. Romertallene angiver affaldskategorierne I-IV benyttet i denne rapport.

1.5 Faktorer med indflydelse på genanvendelse af organiske restprodukter

I forbindelse med opgørelserne har genanvendelsespotentialet vist sig at afhænge af forskellige parametre:

	Indholdet af metaller og andre miljøfremmede stoffer
	Geografiske og sæsonmæssige begrænsninger
	Hygiejniske problemer
	Lugtgener og æstetiske problemer
	Image/bæredygtighed
	Industriens miljøpolitik
	Tradition
	Sikker/stabil afsætning

Disse faktorer indgår i forbindelse med vurderingen af restprodukterne.

1.5.1 Indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer

Omkring 10.000-20.000 organiske kemikalier anvendes i større mængder af industrien. Disse tal antyder, at organiske restprodukter fra industrien kan indeholde stoffer, som kan være begrænsende for genanvendelsen af restprodukterne.

Metaller og organiske miljøfremmede forbindelser vil kunne detekteres i de fleste restprodukter, såfremt analysemetoderne har en tilstrækkelig lav detektionsgrænse. Man må konstatere, at mange forbindelser er til stede om end i meget lave koncentrationer på grund af menneskelig aktivitet. Der måles eksempelvis dioxin i modermælk, og der er registreret PCB i vævsprøver fra dyr langt fra den menneskelige civilisation f.eks. på Antarktis. Det må derfor ved sundheds- og miljøvurderinger sikres, at koncentrationerne er acceptable for den konkrete anvendelse.

Et forhøjet indhold af metaller eller organiske miljøfremmede stoffer sætter betydelige begrænsninger for mulighederne for anvendelse af restprodukter. Normalt vil løsningen på restprodukter med et for stort indhold af miljøfremmede stoffer være deponering, forbrænding eller behandling på Kommunekemi.

Oprindelse af miljøfremmede stoffer i restprodukter

Ved industriel produktion kan miljøfremmede stoffer stamme fra råvarerne, tilsætnings-/hjælpestoffer eller dannes i produktionen. Såfremt der i produktionen indgår eller produceres miljøfremmede stoffer, vil disse potentielt kunne findes i uacceptable koncentrationer i restfraktionen som vist i figur 1.5.1.

(Figur 1.5.1 - 4 Kb)

Figur 1.5.1
Skematisk oversigt over industriel produktion og eventuel oprindelse af miljøfremmede stoffer i restfraktionene herfra. Søjlerne repræsenterer miljøfremmede stoffer. De vandrette stiplede linjer angiver den tilladte koncentration. De problematiske stoffer kan stamme fra råvarerne, tilsætnings-/hjælpestoffer eller skabes ved produktionsprocessen.

Til at vurdere konsekvenserne af dette generelle forhold og hvilke generelle forventninger, der kan opstilles her ud fra, er de enkelte potentielle kilder gennemgået nedenfor. I gennemgangen er der skelnet mellem fødevareindustrien og øvrig industri.

Råvarer

Råvarerne i agro- og fiskeindustrien (planter, pattedyr, mælk, skaldyr og fisk) går i meget stor grad til konsum. Der forventes generelt ikke at forekomme ikke tilladelige koncentrationer af miljøfremmede stoffer i råvarerne på grund af de meget strenge krav til produktion, foder og det miljø organismerne gror/lever i.

Råvarerne kan potentielt indeholde rester af miljøfremmede stoffer. Miljøfremmede stoffer kan findes spredt i det miljø, hvor råvaren er produceret f.eks. plantebeskyttelsesmidler i grøntsager og i plastblødgører.

Råvarerne kan også indeholde problematiske stoffer, som ikke kan betegnes som miljøfremmede. Marcipan er et eksempel, hvor råvarerne indeholder problematiske stoffer (cyanid), som fjernes fra produktet via affaldsstrømmen. Kartoffelmelsproduktion er et andet eksempel, hvor restproduktet (frugtsaft) indeholder relativt høje koncentrationer af kalium, som stammer fra råvaren. Kaliumindholdet begrænser mulighederne for genanvendelse af frugtsaft til foderbrug.

I den kemiske industri kan der ikke opstilles en generel forventning til råvarernes indflydelse på restprodukternes indhold af miljøfarlige stoffer.

Produktionsmetoden

Der kan overføres miljøfremmede stoffer i visse produktionsprocesser. Der kan for eksempel ske overførsel af plastblødgører eller detergenter fra rengøringsprocesser.

Tilsætnings-/hjælpestoffer

Der anvendes en bred vifte af tilsætnings-/hjælpestoffer i industrien såsom smøreolier, opløsningsmidler, bakteriocider, proceskatalysatorer, salte, syrer, filtermateriale etc. Disse kan ende i restprodukterne. I visse tilfælde sætter stofferne begrænsninger i mulighederne for genanvendelse. Indholdet af tilsætnings-/hjælpestoffer i affaldsstrømmene varierer. Tilstedeværelsen af disse i affaldsstrømmene vil normalt være forudsigelige ud fra virksomhedernes detaljerede kendskab til deres produktionsanlæg og opgørelser over anvendte kemikalier.

Der er tilfælde, hvor tilsætnings-/hjælpestoffer i restproduktet begrænser dets anvendelighed. Eksempler på dette er nikkelkatalysatorer i planteolieraffinering og ved synteser, eddikesyre og salte i fiskekonservesproduktion.

Svarene fra den gennemførte spørgeskemaundersøgelse viste, at de organiske restprodukter fra industrien normalt ikke angives at indeholde forhøjede koncentrationer af metaller.

Brugen af nikkelkatalysatorer i planteolieraffinering og til syntese, forhøjet cadmium indhold i blåmuslingeskaller er eksempler på, at tilstedeværelsen af metaller kan være begrænsede for genanvendelse.

Hovedparten af de organiske restprodukter stammer fra fødevareproduktion, hvor metaller kun anvendes i forbindelse med maskiner/udstyr. Her vil metaller være til stede i lave, almindeligt forekommende baggrundsniveauer.

I relation til metaller findes der grænseværdier for tilladelige koncentrationer både for fødevarer, foder og restprodukter, som spredes på landbrugsjord (Tabel 1.5.1).

Tabel 1.5.1
Grænseværdier/overvågningsværdier for indholdet af metaller i levnedsmidler, organisk foder og organisk materiale anvendt som jordforbedringsmiddel.

* Jf. Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 447 af 5. sept. 1985.
** Jf. Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 346 af 3. juni 1993.
*** Jf. Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 823 af 16. sept. 1996 (grænseværdierne gælder til 30. juni 2000).

Grænseværdierne for indholdet af metaller i organisk materiale til jordforbedringsmiddel kan angives i forhold til tørstof eller i forhold til indholdet af fosfor (jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. sept. 1996). Grænseværdierne for tungmetalindholdet i materiale anvendt som jordforbedringsmiddel, der er beregnet som mg/kg total fosfor vil derfor være højere end de tilsvarende værdier for levnedsmidler/foder. Fra 1. juli 2000 skærpes grænseværdien for cadmium fra 0,8 mg pr. kg tørstof til 0,4 mg pr. kg tørstof ved organisk materiales anvendelse som jordforbedringsmiddel. Fra 1. juli 2000 skal organisk materiale som anvendes som jordforbedringsmiddel ligeledes overholde følgende grænseværdier for henholdsvis chrom, zink og kobber: 100 - 4000 - og 1000 mg pr. kg tørstof.

Der findes ligeledes grænseværdier for bekæmpelsesmidler i levnedsmidler (Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 529,1995) og i foder (Plantedirektoratets bekendtgørelse nr. 346,1993).

For den øvrige industri er der ikke i spørgeskemaundersøgelsen fremkommet data om restprodukternes indhold af organiske miljøfremmede stoffer. Disse er også langt vanskeligere at vurdere, da antallet af forbindelser, som det kan være relevant at analysere for er meget stort. Det vil være uoverkommeligt både teknisk og økonomisk at analysere for alle tænkelige stoffer og angive tilladelige koncentrationer. Manglende data i undersøgelsen kan skyldes, at der ikke har været sat krav om analyser af organiske stoffer fra miljømyndighedernes side.

Patogener og genmodificerede organismer

Slagterirester kan indeholde patogener eller indikator organismer, som kan begrænse dets anvendelighed. Restprodukter i form af mave-/tarmindhold fra slagterierne kan indeholde disse. Mave-/ tarmindhold varmebehandles på visse biogasanlæg. Kød- og benrester fra slagterierne eller fiskeindustrien til produktion af kød- og benmel eller minkfoder gennemgår en opvarmning, som dræber patogene organismer.

Genmodificerede organismer i restprodukter kan dræbes ved varme og/eller højt pH, hvorved anvendelse på for eksempel landbrugsjord tillades.

Fødevareindustrien generelt

Fra fødevareindustrien er der ofte tale om restfraktioner af rene råvarer eller resultatet af en produktion baseret på disse, som fjernes fra produktionen uden rengøring eller anden form for mulighed for tilsætning af stoffer til resterne. Sådanne rester kan ikke forventes at indeholde andre stoffer end de, som findes i de produkter, som går til forbrugerne. For selve produkterne er der kontrol med deres kvalitet og det eventuelle foder, som er anvendt.

Der er i fiske- og agroindustrien et kendskab til indholdet af metaller i råvarerne. Såfremt dette ikke er tilfældet, er det enkelt at få analyseret. Oplysningerne giver gode muligheder for at vurdere restprodukterne med hensyn til metaller.

Sundhedsrisici som følge af miljøfremmede stoffer i restprodukter fra produktion af levnedsmidler og foder vurderes med henblik på genanvendelse at være minimale. I forbindelse med vurdering af anvendelse af slam som gødning, er der fremkommet oplysninger som antyder, at der skal holdes øje med indholdet af visse detergenter i rengøringsmidler. Rengøring bør derfor indgå i vurderingen af de processer, som potentielt kan tilføre uønskede stoffer til restprodukter. Rengøringsmidler og desinfektionsmidler i forbindelse med levnedsmidler er reguleret af Veterinærdirektoratet og Levnedsmiddelstyrelsen med henblik på rester af disse midler i konsumvarer og deres indflydelse på sundheden.

Den øvrige industri generelt

Restprodukterne fra den kemiske industri kan ikke vurderes generelt. Der vil være behov for en vurdering af restprodukterne på basis af de anvendte råvarer og tilsætnings- og hjælpestoffer. Fremgangsmåden vil oftest være, at der stilles krav til de enkelte stoffer, som man forventer kan være til stede på baggrund af viden om produktionen. Der vil være mulighed for, at større mængder ikke umiddelbart kan genanvendes på grund af et eventuelt indhold af problematiske stoffer. Rester der ikke kan genanvendes sendes til behandlingsanlæg, herunder forbrændingsanlæg og Kommunekemi i Nyborg.

På dette kvalitative grundlag må det indledningsvis vurderes, at tilstedeværelsen af metaller og organiske miljøfremmede stoffer i de organiske restprodukter fra fødevareindustrien kun i mindre grad kan forventes at være begrænsende for genanvendelsen af restprodukter fra disse industrier, mens det ikke er muligt at drage tilsvarende generelle konklusioner for den øvrige industri.

Der findes ikke præcise grænseværdier for indholdet af organiske miljøfremmede stoffer i restprodukterne. Restprodukterne vurderes derfor efter følgende kriterier:

	Der er tale om rester af råvarer eller rester fra en produktion baseret på råvarer, hvor råvarerne er kontrolleret/reguleret af levnedsmyndigheder eller veterinære myndigheder, og de er beregnet til konsum eller foder. Restprodukterne kan have en for menneskeføde ikke acceptabel bakteriologisk standard.
	Resterne antages ikke tilført sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer ved produktionen, herunder fra rengøring.
	Restprodukterne overholder ikke ovenstående, men de er blevet vurderet og godkendt med henblik på sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer i forbindelse med anvendelsen.

1.5.2 Andre faktorer med betydning for genanvendelse

De geografiske samt sæson- og håndteringsmæssige begrænsninger i anvendelsen af organiske restprodukter fra industrien vil være vidt forskellige for individuelle brancher. Yderligere udgør tradition en ikke ubetydelig faktor i forbindelse med afsætning af restprodukter.

Transportafstand mellem produktions- og viderebehandlingssted for restprodukter kan udgøre en vigtig parameter i forbindelse med vurdering af den mest hensigtsmæssige videreforarbejdning af restprodukter. F.eks. vil det hensigtsmæssige i anvendelsen af restprodukter til biogas afhænge af afstanden til et af de p.t. 16 biogasanlæg i Danmark. De geografiske begrænsninger komplicerer vurderingen af restprodukters genanvendelse, da problemerne ikke vil være branche- men virksomhedsbestemt.

I brancher med sæsonbestemt råvaretilførsel kan der forekomme kapacitetsproblemer med restprodukters behandling. For en optimal udnyttelsesgrad af behandlingssystemer er industriel »symbiose«/samarbejde en mulighed. Vurderingen af denne mulighed er næsten umulig ud fra en brancheopdeling af restprodukter, da »symbiosen« vil virke mellem virksomheder fra forskellige brancher med en fordelagtig geografisk placering (f.eks. industriernes symbiose i Kalundborg). »Industriel symbiose« er en interessant løsning, som kan være relevant i mange forskellige situationer.

I andre tilfælde vil afsætningsmulighederne også være sæsonbestemte. Anvendelse af restprodukter som jordforbedringsmiddel vil være begrænset til den periode, hvor det i overensstemmelse med bekendtgørelserne er tilladt at tilføre kvælstof og fosfor til markerne.

De hygiejniske lugtproblemer og æstetiske problemer med restprodukter har ofte en teknisk løsning, der er forbundet med ekstra udgifter. Dette vil indgå i vurderingen af restprodukter.

Bæredygtigheden må være et overordnet mål for genanvendelsen af restprodukter. Mange af de restprodukter, der produceres i industrien, indeholder næringsstoffer fra jorden (med undtagelse af fiskeindustrien). Det bør efterstræbes, at disse næringsstoffer føres tilbage til jorden. Dette argumenterer mod anvendelsen af forbrænding og deponi til bortskaffelsesmetode for organiske restprodukter.

Stabilitet i afsætning/bortskaffelsen har høj prioritet for virksomhederne. Det kan ikke tillades, at afsætningsproblemer for restprodukter påvirker produktionen.
 

2. Metode og vurderingsgrundlag

Opgørelserne af mængderne af organiske restprodukter er baseret på en overordnet procesvurdering, opgørelser over mængden af solgte varer fra Danmarks Statistik og enhedstal for produktion af restprodukter. Yderligere er der indhentet forskelligt skriftligt materiale fra brancheforeningerne. Hvor det har været muligt, er talmaterialet blevet suppleret med resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, der blev gennemført i forbindelse med dette projekt.

2.1 Bearbejdning – indhentning af oplysninger

2.1.1 Producenter af restprodukter

Til opgørelse af produktmængder fra de forskellige brancher er data vedrørende produktmængder indhentet fra Danmarks Statistik samt fra materiale udsendt af brancheforeningerne. Industrielle tilvirkningsprocesser er ofte beskrevet ved kendte nøgletal. Disse tal angiver mængden af produkter produceret fra en given mængde råvarer. Heraf kan restproduktmængden beregnes teoretisk. Nøgletallene er gennemsnitlige og viser derfor ikke små variationer mellem forskellige virksomheder fra samme branche, der f.eks. anvender forskellig teknologi.

De teoretiske beregninger danner grundlag for sammenligning med andre kendte værdier for produktionen af restprodukter. I visse tilfælde, med meget begrænset datamateriale, udgør de teoretiske beregninger alene det bedste estimat af mængderne.

De anvendte nøgletal er indhentet hos brancheforeninger, virksomheder og i visse tilfælde fra forskellige rapporter udarbejdet i anden sammenhæng.

De overordnede bestemmelser af mængderne af restprodukter er i nogen grad utilstrækkelig i vurderingen af den kvantitative betydning af individuelle bortskaffelses- og genanvendelsesmetoder. De beregnede mængder blev derfor suppleret med en spørgeskemaundersøgelse. Spørgeskemaer blev udsendt til produktionsvirksomheder i de forskellige brancher der i tilvirkningen af produkter kan producere organiske restprodukter. Der er tale om en produktionsvirksomhed med mere end 10 ansatte (Tabel 2.1.1).

Mange virksomheder er repræsenterede i flere brancher, og antallet af udsendte spørgeskemaer kunne reduceres til i alt 452. Af disse svarede i alt 77 på spørgeskemaet. Nogle virksomheder (15) svarede, at de ikke havde relevante restprodukter. Yderligere 10 virksomheder har svaret telefonisk, at de ikke producerer relevante restprodukter. Den totale svarprocent bliver heraf på 19%. Det er muligt, at virksomheder uden relevante restprodukter har valgt at undlade at udfylde spørgeskemaet.

Tabel 2.1.1
Antallet af adspurgte virksomheder i forskellige brancher. Antallet af svar fra virksomhederne i relation til de enkelte brancher samt den tilsvarende svarprocent er angivet.

Svarene fra virksomhederne viser, at der er stor tilbageholdenhed vedrørende udtalelser om miljøforhold og mængderne af restprodukter. Svarprocenterne må betragtes som meget små. Det statistiske grundlag for resultaterne af denne undersøgelse er i visse tilfælde utilstrækkeligt. Derfor må man i disse tilfælde betragte resultaterne kvalitativt, som indikatorer for strømmene af restprodukter i industrien. Resultaterne fra undersøgelserne er dog ikke uinteressante, da de i flere tilfælde repræsenterer meget store produktionsenheder eller væsentlige veje for bortskaffelse eller genanvendelse af restprodukterne.

2.1.2 Modtagere af restprodukter

Hovedparten af de organiske restprodukter fra industrien i Danmark behandles/aftages af ganske få modtagergrupper; landbruget, biogasanlæg, kød- og benmelsvirksomheder, renseanlæg og et decideret oparbejdningsanlæg.

Landbruget er langt den betydeligste aftager af organiske restprodukter fra industrien. Restprodukterne anvendes som gødskningsmiddel på jorden. Dette sker ved direkte udbringning eller efter, at materialet er udrådnet i biogasanlæg. Organiske produktionsrester anvendes direkte til dyrefoder, eller også forædles produkterne, før de sælges til landbruget. Forædlingen sker f.eks. gennem kød-/benmelsproduktion og produktion af fiskeolier fra fiskeaffald.

l 1992 bestod landbrugssektoren af ca. 75.000 enheder og det er meget svært at få et komplet overblik over denne sektor. Landbrugssektoren er spredt over hele landet, mens store producenter af organiske restprodukter er placeret i bestemte lokalområder. Landbrugets genanvendelse af organiske restprodukter vil derfor være styret af de muligheder, der foreligger i lokalområdet og ikke direkte af nationale genanvendelsespotentialer.

Lokalområdernes størrelse defineres af restproduktets kvalitet (forædlingsgrad) som gødskningsmiddel, foder eller ved lovbestemte reguleringer. For eksempel vil fiskeolier produceret fra fiskeaffald kunne sælges til et stort geografisk område, mens f.eks. saft fra kartoffelmelsproduktion har en mindre værdi, og kun kan afsættes lokalt p.g.a. udgifter forbundet med transport af de store mængder. I tilfældet med kartoffelvand sættes lokalområdets størrelse af regulativer for den maksimale tilførsel af kvælstof til jorden sammen med de mindste omkostninger til udbringning. Genanvendelsen af organiske restprodukter fra industrien i landbruget bestemmes af en kombination af regulativer og økonomiske betragtninger.

Denne rapport tilstræber en vurdering af, hvorvidt de kombinerede regulativer og økonomiske betragtninger har ført til en optimal genanvendelse af restprodukterne.

Vurderingsgrundlaget for landbrugets anvendelse af organiske restprodukter vil være:

	Sæsonsvingninger i forbindelse med tilgangen af restprodukter og afsætningsmulighederne.
	Tilførslen af restprodukter i forhold til indholdet af metaller og andre miljøfremmede stoffer og materialets hygiejniske standard.
	Landbrugets praktiske erfaringer og vurdering af fremtidige afsætningsmuligheder.

Vurderingsgrundlaget vil være baseret på litteratur samt samtaler med relevante repræsentanter for både producenter og modtagere.
 

3. Opgørelser og vurderinger af restprodukter

I det følgende opgøres mængden af restprodukter, som produceres af virksomheder med mere end 10 ansatte. Metoden til opgørelse af mængderne samt den kvalitative vurdering af restprodukternes anvendelse, herunder restproduktkategori, bygger på oplysningerne i de foregående afsnit.

3.1 Slagterier

Denne branche omfatter svineslagterier, kreaturslagterier og fjerkræslagterier. Restprodukter fra slagtning af heste, får og geder undersøges ikke nærmere, da restprodukterne udgør et mængdemæssigt bidrag, der er uvæsentligt i sammenligning med summen af svine- og kreaturslagtninger.

Produktionsforhold

Produktionen af færdigvarer mv. for slagterier er angivet i tabel 3.1.1.

Slagterierne har fusioneret en del virksomheder i de seneste 15 år. Svineslagterierne er i dag domineret af Danish Crown A.m.b.A, Vestjyske Slagterier A.m.b.A og Steff-Houlberg A.m.b.A. Disse tre koncerner, der alle har over 1000 ansatte, foretager 95% af samtlige svineslagtninger i Danmark.

Der er ifølge Danske Slagterier 21 større svineslagterier i Danmark, 19 i Jylland, 1 på Sjælland og 1 på Bornholm.

Ifølge Danmarks Statistik (1995) er der 7 kreaturslagterier og 8 fjerkræslagterier med mere end 10 ansatte. Hovedparten af kreatur- og fjerkræslagterierne er placeret i Jylland.

Tabel 3.1.1
Antal slagtninger på danske slagterier.

* Tal for 1994, Danske slagteriers Statistik.
** Tal for 1993, Danmarks Statistik.

Restproduktbeskrivelse

Ved kortlægningen af organiske restprodukter medtages kun slagterierne for svin, kreaturer og fjerkræ. Der findes forædlingsvirksomheder, der ikke har slagtninger, men det antages, at disse ikke producerer organiske restprodukter i nævneværdige mængder.

Kun et af de slagterier, der har fået spørgeskemaet tilsendt, har svaret på dette. Besøg på slagterierne gav efterfølgende mange detail oplysninger.

De efterfølgende mængder er baseret på oplyste nøgletal for produktionen og typer pr. slagtedyr samt antallet af slagtedyr.

Principdiagrammer, der viser slagteprocessen for svin, kreaturer og fjerkræ, er vist på figur 3.1.1-3.1.3.

Slagtedyrene transporteres med lastbiler til slagteriet, hvor de placeres i folde. Dyrene opholder sig normalt kun få timer i foldene. Dyrene urinerer og afgiver gødning i foldene. Foldene rengøres ved vask med vand.

(Figur 3.1.1 - 11 Kb)

Figur 3.1.1
Flowsheet for svineslagterier og deres produktion af restprodukter.

(Figur 3.1.2 - 9 Kb)

Figur 3.1.2
Flowsheet for kreaturslagterier og deres produktion af restprodukter.

(Figur 3.1.3 - 7 Kb)

Figur 3.1.3
Flowsheet for fjerkræslagterier og deres produktion af restprodukter.

Dyrene slagtes enten ved skydning eller bedøvelse og efterfølgende stikning i halsen. Dyrene afbløder, og blodet opsamles. Herefter gennemgår dyrene diverse behandlinger, udtagning af indvolde, opskæring mv.

Restproduktberegninger

Tabel 3.1.2 og 3.1.3 angiver de beregnede mængder fra de forskellige enhedsoperationer ved slagtning af henholdsvis svin/kreaturer og fjerkræ.

Tabel 3.1.2
Organiske restprodukter fra slagtning af svin og kreaturer.

Tabel 3.1.3
Organiske restprodukter fra slagtning af fjerkræ.

* Fedt kan i visse tilfælde have et tørstofindhold på op til 40%

Produkter og restprodukter er endvidere opsummeret på figur 3.1.4 og 3.1.5. Ca. 20% af den indvejede råvare ender som restprodukter, mens de resterende ca. 80% bliver produkt. Af de 20% restprodukt anvendes hovedparten (77%) til kød-/benmelsproduktion. Den resterende mængde udbringes på landbrugsjord eller behandles i biogasanlæg, før den spredes på jorden.

(Figur 3.1.4 - 11 Kb)

Figur 3.1.4
Oversigt over produkt og rest efter tilvirkningsprocessen i slagterier. Tallene er summeret for kreatur-, svine- og fjerkræslagterier.

(Figur 3.1.5 - 10 Kb)

Figur 3.1.5
De vigtigste anvendelser af restprodukter fra slagterierne. Resultaterne er summeret for kreatur-, svine- og fjerkræslagterier.

Restprodukter fra slagterierne kan groft inddeles i tre typer: mave-tarmindhold og gødning, restprodukter fra produktionen af kødprodukter (blod, børster, knogler, fjer osv.), og restprodukter fra spildevandsbehandling (ristegods, fedt fra fedtfang, flotationsslam).

Mave-tarmindhold, gødning, ristegods, fedt fra fedtfang og flotationsslam anvendes hovedsageligt til biogasproduktion. Det er i tabel 3.1.2 angivet, at gødning, mave-tarmindhold og vaskevand anvendes til forskellige formål (biogas, landbrugsjord). Dette skyldes bl.a. rengøringsmetoderne, hvor f.eks. staldene og lastbilerne rengøres med vand. Vandet ledes til sigte og efterfølgende eventuelt til flotationsanlæg. Det faste stof, der udskilles i sigten og flotationsanlægget, anvendes hovedsageligt til biogasproduktion. En del nedpløjes på landbrugsjord. Om det faste stof bruges i biogasanlæg eller udspredes direkte på landbrugsjord afhænger bl.a. af transportafstand mellem slagteri og biogasanlæg. På de slagterier, der ikke har flotationsanlæg, vil kun en mindre del af det organiske indhold i spildevandet (10-20%) tilbageholdes i sigteprocessen. Hovedparten af det organiske indhold vil bortledes med spildevandet. På de slagterier, der har flotationsanlæg, vil ca. 80% af det organiske indhold tilbageholdes i sigteresten og flotationsslammet.

Restprodukterne fra produktion af kødprodukter anvendes hovedsageligt til kød og benmel. En mindre mængde aseptisk tappet blod anvendes i konsumvarer. Desuden anvendes ca. 7.000 tons fjer årligt til fyldmateriale i boligudstyr eller sendes til destruktion for udvinding af protein.

Restprodukter fra slagterier anvendes hovedsageligt inden for Kategori I, råvaresubstitution og Kategori II, biogas. En oversigt over anvendelsen af den samlede mængde af restprodukter fra slagterierne er vist i nedenstående tabel.

Tabel 3.1.4
Restprodukter fra slagteriindustrien opdelt på kategorier efter deres genanvendelse.

* Udregnet på basis af et vurderet gennemsnitligt tørstofindhold på 10-20%.

Restprodukterne fra slagterier landet over genbruges i meget stort omfang. Genbruget i branchen er styret af økonomiske interesser, og en hård konkurrence har medført en fuldstændig udnyttelse af restprodukterne. Restprodukterne har en økonomisk betydning for brancherne.

Alle restprodukter, der kan genanvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette. Restprodukterne genbruges først og fremmest til kød- og benmelsproduktion (råvaresubstitution). 75-80% af restproduktmængden anvendes til råvaresubstitution.

Der deponeres stort set ikke organiske restprodukter på losseplads. Restprodukter, der tidligere blev deponeret på losseplads, f.eks. mave-tarmindhold og flotationsslam, genbruges nu i biogasanlæg eller til jordforbedringsmiddel. Ca. 17% af restprodukterne sendes i dag til biogasanlæg.

Behandlingen af mave- og tarmindhold samt flotationsslam i biogasanlæg er steget de seneste år, hvilket må antages dels at skyldes etableringen af biogasfællesanlæg, som er velegnede til behandling af disse typer restprodukter, dels indførelsen af statsafgiften for deponering af restprodukter på losseplads (p.t. 195 kr./tons). Ved at genanvende restprodukterne i biogasanlæg skal der ikke betales deponeringsafgift. 5-10% af restprodukterne nedpløjes på landbrugsjord.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukter i slagteribranchen ligger stabilt i kategorierne. Hermed menes, at der ikke forventes drastiske ændringer i fordelingen af restprodukter mellem kategorierne i de kommende år. I de seneste år har der været en bedre udnyttelse, idet restprodukter fra Kategori III er gået til Kategori II. Det er muligt, at denne udvikling kan fortsætte. Dette vil dog til dels afhænge af nyetableringen af biogasanlæg, der kan mindske køreafstanden fra specifikke slagterier til behandlingsanlæggene.

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukter fra slagteribranchen til kød og benmel er den for slagterierne klart mest fordelagtige, hvorfor mest muligt af restprodukterne anvendes i Kategori I. Genanvendelsen af restprodukterne til kød og benmel er økonomisk holdbar og stabil også i de kommende år. Veterinære forhold kan dog bevirke at forbrænding tages i brug bl.a. af hensyn til kvægsygdommen BSE.

Råvarerne til slagterierne vurderes ikke at indeholde miljøfremmede og sundhedsskadelige kemiske forbindelser i koncentrationer, der kan begrænse anvendeligheden af restprodukterne. Brancherne kontrollerer kvaliteten af restprodukter til foder, mens biogasanlæg bl.a. kontrollerer flotationsslam og det samlede produkt fra biogasanlæggene m.h.t. metaller før det spredes på landbrugsjord.

På baggrund af de indhentede informationer kan det konkluderes, at slagterierne udnytter restprodukterne godt. Der er ingen sundhedsmæssige eller hygiejniske problemer med den beskrevne genanvendelse.

3.2 Fiskeindustrien

3.2.1 Konsumfisk

Produktionsforhold

Industrien, der tilvirker konsumfisk til salg, er karakteriseret ved mange mindre virksomheder og få store. I 1991 var der 197 virksomheder, som behandlede fisk og produkter heraf (Fiskestatistisk årbog, 1992).

I 1992 registreredes landinger af 539.807 tons fisk, krebs- og bløddyr til konsum i Danmark. Af dette udgjorde blåmuslinger 136.271 tons. Muslingeindustrien behandles selvstændigt i afsnit 3.2.2 og medtages kun, hvor dette er specifikt angivet i de følgende beregninger.

I forbindelse med tilvirkningen af disse produceres store mængder restprodukter. I denne sammenhæng forstås restprodukter som den rest, der bliver tilbage efter produktionen af konsumvarer. Fiskeresten inkluderer fiskeskæl, -indmad, -hoveder o.a. fiskeaffald. Et flowsheet for industrien er vist på figur 3.2.1.

(Figur 3.2.1 - 6 Kb)

Figur 3.2.1
Flowsheet for typisk fileteringsindustri; torsk eller anden rundfisk. Restprodukterne er opdelt på genanvendelseskategori.

Den største produktionskapacitet er placeret omkring fiskerihavnene i Vest- og Nordjylland.

Restproduktberegninger

Ud fra de totale landinger og nettoimport (indførsel minus udførsel) af fisk til tilvirkning i den danske fiskeindustri kan den totale mængde restprodukt anslås (Tabel 3.2.1). Beregningerne er overordnede og forbundet med usikkerheder i forbindelse med vurderingen af udbyttet ved tilvirkningen af de enkelte fiskearter. Ved restproduktberegningerne er der anvendt data indsamlet i perioden 1992-1994. For sammenligningen antages det, at der gennem denne periode ikke er sket væsentlige ændringer i produktionsforhold og landinger.

Tabel 3.2.1
Produktionen af fiskeaffald i forbindelse med tilvirkningen af konsumfisk i den danske konsumfiskeindustri. Tallene er fra 1992 (Fiskeristatistisk årbog). Tabene ved forarbejdning er skønsmæssige.

Af opgørelsen i tabel 3.2.1 ses det, at der ved tilvirkning af fisk i den danske fiskeindustri årligt produceres i størrelsesordenen 290.000 tons produkter og 260.000 tons restprodukter, hvis der ses bort fra muslingeindustrien. Resterne fra sild, makrel og torskefisk udgør ca. 90% af den totale mængde restprodukter. Der produceres omtrent lige store mængder konsumvarer og restprodukter (Figur 3.2.2). Medtages muslingeindustrien, bliver den totale restproduktmængde i størrelsesordenen 350.000 tons pr. år. Muslingeindustrien separeres fra den resterende fiskeindustri, da det resterende materiale efter udtagningen af muslingekødet hovedsageligt består af vand og skaller med et ringe indhold af organisk materiale.

(Figur 3.2.2 - 20 Kb)

Figur 3.2.2
Produktionen af færdigvarer og restprodukter fra konsumfiskeindustrien. Muslingeindustrien er ikke medtaget.

Fiskeresten, som hovedsageligt består af fiskeskæl, -blærer, -hoveder og andet fiskeaffald, har et indhold af fedt, der omtrentligt svarer til hele fisken. Restproduktet har dog et lidt højere askeindhold og et lidt lavere proteinindhold. Det er anvendeligt til produktion af olie og mel. Fiskemelsindustrien kan anvende hovedparten af restprodukterne fra tilvirkningen af konsumfisk. Dette er med undtagelse af blodvand og flotationsslam fra forrensningen af spildevand, som ikke har den ønskede kvalitet.

Ud over anvendelse af restprodukter til fiskemelsproduktion er produktion af pelsdyrfoder en anden betydelig aftager. Oplysninger fra branchen viser, at 80.000 tons fiskerest anvendes til dyrefoder (Tabel 3.2.2, figur 3.2.3a+b).

Tabel 3.2.2
Restprodukter og deres genanvendelse i fiskeindustrien.

* Tal fra Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeindustri (1994).
** Tal fra Dansk Pelsdyrfoder.
*** Fiskerest, fedt og flotationsslam angivet som tons VS (Energistyrelsen, 1991).

(Figur 3.2.3a - 22 Kb)

Figur 3.2.3a
Restproduktanvendelse, % af totalt restproduktsalg fra fiskeindustrien (totalsalget er 206.000 tons, Danmarks Statistik, 1992).

(Figur 3.2.3b - 23 Kb)

Figur 3.2.3b
Restproduktanvendelse, % af estimeret restproduktmængde fra fiskeindustrien.

Ifølge en opgørelse fra 1991 har ca. 35% af fileteringsfabrikkerne et flotationsanlæg, som er en velegnet metode til forrensning af fedtholdigt spildevand. De øvrige virksomheder benytter andre former for forrensning såsom fiIterbånd, centrifuge og lamelseparator (Energistyrelsen, 1991).

På baggrund af tidligere undersøgelser vedrørende ressourcer til biogasproduktion er det blevet vurderet, at der produceres 5.500 tons (TS) fedt- og flotationsslam i fiskeindustrien. Denne rest afsættes i nogen grad til fiskeolieindustrien ellers til biogasanlæg, biogas på kommunale renseanlæg, deponering på landbrugsjord eller deponering på losseplads (Energistyrelsen, 1991). Det vurderes dog, at de danske biogasfællesanlæg yderligere modtog ca. 27.000 tons fiskerest i 1994 (Energistyrelsen, 1995). Fiskeresten, der anvendes til biogasproduktion, udgør ca. 13% af den beregnede mængde restprodukt (tal for 1992, figur 3.2.3b).

Der blev udsendt spørgeskemaer vedrørende restprodukter fra fiskeindustrien til 102 af branchens virksomheder. I alt 9 virksomheder har besvaret spørgeskemaundersøgelsen. Disse er repræsentanter for forskellige grene af fiskeindustrien; filetering af rund- og fladfisk, røgerier, rejer og skaldyr, fiskemelfabrikker og konserves.

De i spørgeskemaerne indrapporterede restprodukter inkluderede fiskeafskær, skæl, fedt, indvolde, skaller og olieholdigt slam. Størstedelen af den indrapporterede fiskerest blev genanvendt til foder (60%), mens fiskemel og olieproduktion aftager 33%. Restprodukter til jordforbedring udgjorde 7% af den indrapporterede mængde.

Langt den største del af restprodukterne fra fiskeindustrien stammer direkte fra tilvirkningen af konsumfisk. Indholdet af miljøfremmede stoffer i restprodukterne anses for minimalt og ikke forhøjet i forbindelse med tilvirkningen af fiskene. Det vurderes derfor, at miljøfremmede stoffer i restprodukterne ikke sætter begrænsninger for anvendelsen af restprodukterne. Det er muligt, at visse industrier anvender rengøringsmidler med et indhold af problematiske miljøfremmede stoffer. Rengøringsprocedurerne i industrien forløber ikke i forbindelse med produktionen. Herved undgås bl.a. sammenblanding af rengøringsmidler og fiskeresten. Hos virksomheder med flotationsanlæg kan rengøringsvandet ledes uden om dette.

Flotationsslammet kan indeholde forskellige fældningskemikalier, som gør det uanvendeligt for fiskemelindustrien. Dette er uden betydning for flotationsslammets anvendelighed i biogasanlæg. Jern- og aluminiumsalte er gavnlige for gaskvaliteten i biogasanlæggene, da de reducerer indholdet af svovlbrinte. Fældningskemikalierne indeholder mindre mængder tungmetaller, som generelt ikke anses for problematiske i forbindelse med genanvendelse.

Opdeles restprodukterne efter dets genanvendelse ses det, at 90% anvendes som råvaresubstitution (Kategori I, tabel 3.2.3). De resterende restprodukter (10%) anvendes til biogasproduktion (Kategori II) og efterfølgende som jordforbedringsmiddel (Kategori III).

Tabel 3.2.3
Fiskeindustriens restprodukter opdelt efter genanvendelseskategori. Resultaterne baseres på industriens salg af restprodukter samt den rest, der afsættes til biogasfællesanlæggene. Tallene stammer fra industriens oplysninger og medtager ikke svar fra spørgeskemaundersøgelsen.

Det er muligt, at der findes en lille mængde af restprodukter, der ikke er redegjort for. Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at restprodukterne i visse tilfælde anvendes direkte som jordforbedringsmiddel. Det er ikke muligt at estimere de mængder, der anvendes direkte til jordforbedring. Det er vigtigt at bemærke, at ingen af de virksomheder, der har returneret spørgeskemaet, anvender deponi eller forbrænding til bortskaffelse af restprodukter. Hvorvidt disse er repræsentative for branchen er usikkert.

Det minimale udbytte af spørgeskemaundersøgelsen komplicerer udredningen af fiskeindustriens restprodukter. Oplysninger vedrørende direkte salg af restprodukter viser dog, at en meget stor del genanvendes til produktion af fiskemel/-olie og som pelsdyrfoder.

Restproduktvurdering

Restprodukter i fiskeindustrien er generelt af en høj kvalitet. Beregningerne af den teoretiske mængde sammenholdt med det aktuelle salg og spørgeskemaundersøgelsen viser, at restprodukterne (ca. 90%) hovedsageligt anvendes som råvaresubstitution. Råvaresubstitution er den bedste anvendelse af restproduktet (Kategori I). På baggrund af det indhentede datamateriale viser resultaterne, at konsumfiskeindustriens restprodukter udnyttes godt.

Konsumfiskeindustriens håndtering af restprodukter styres overordnet af økonomiske faktorer. Det skyldes den store fraktion af Kategori I restprodukter, som kan afsættes med indtjening til følge. Valget af afsætningsvej for restprodukterne i Kategori I bestemmes af geografiske/historiske faktorer. Dette sker således, at de nordjyske restprodukter hovedsageligt bruges i fiskemelindustrien, mens f.eks. de vestjyske i stor udstrækning bruges til dyrefoder.

På baggrund af de økonomiske interesser, der er forbundet med salget af restprodukterne fra fiskeindustrien, vurderes det, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil.

Der er ingen sundhedsmæssige problemer med anvendelsen af fiskeaffaldet.

3.2.2 Muslingeindustrien

Produktionsforhold

Muslingeindustrien er karakteriseret ved få store virksomheder. Disse er hovedsageligt placeret omkring de havne, hvor muslingerne landes.

Muslingeindustrien oparbejder friskfangede muslinger til konserves. Produktionen forløber normalt i 3 hovedafsnit; brusning/skylning, kogning efterfulgt af sortering og pakning (Figur 3.2.4).

(Figur 3.2.4 - 6 Kb)

Figur 3.2.4
Flowsheet for muslingeindustri.

Restproduktberegninger

I 1992 registreredes landinger af 136.271 tons blåmuslinger. Yderligere landes ubetydelige mængder af hjertemuslinger og andre bløddyr. Derfor betragtes kun blåmuslingeindustrien i denne rapport. Af disse blev 30.173 tons eksporteret, mens de resterende 106.098 tons blev forarbejdet i Danmark.

En tidligere rapport vedrørende muslingeindustrien (Vandkvalitetsinstituttet og Kemiteknik, 1985) vurderer, at svindet i forbindelse med vaskningen og sorteringen af muslingerne udgør ca. 40% af den landede vægt. Igennem samtaler med branchen er det blevet oplyst, at dette tal er varierende. Således var svindet ved den første skylning og rensning af muslingerne mellem 50 og 55% i efteråret 1995. Dette skyldes dette års iltsvind i Limfjorden. De videre beregninger af blåmuslingeindustriens produktion af restprodukter ud fra 1992 tal baseres på 40% i forbindelse med forrensning og skylning.

Dette giver en tilførsel af vaskede/rensede blåmuslinger på 63.659 tons i 1992.

Restproduktberegninger

Efter den første skylning og sortering består råvaren af skaller, kød og vand (Tabel 3.2.5, figur 3.2.5). I forbindelse med første skylning og sortering produceres ca. 40.000 tons restprodukt, som består af sand, slam, skaller og andre bunddyr (nøgletalsberegninger).

(Figur 3.2.5 - 18 Kb)

Figur 3.2.5
Produktion af færdigvarer og restprodukter fra muslingeindustrien. I forbindelse med forrensning af råvaren frasorteres store mængder skaller, sand og slam. I forbindelse med tilvirkningen af de friske muslinger fås vand og skaller.

I forbindelse med den efterfølgende tilvirkning af de vaskede muslinger produceres ca. 25.000 tons skaller og 25.000 tons vand (tabel 3.2.5, figur 3.2.5). Mængderne af restprodukter beregnes fra produktionsnøgletallene til ca. 90.000 tons.

Tabel 3.2.5
Råvaresammensætning i muslingeindustrien.

Spørgeskemaundersøgelsen gav svar fra én muslingeindustri. Efterfølgende blev der taget kontakt til yderligere én virksomhed. Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne mængden af landede muslinger i 1992 med resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen (1995), da der kan forventes betydelige svingninger i de årlige landinger. Resultatet dækker med sikkerhed den største del af de årlige landinger. Restproduktproduktionen beskrevet ud fra spørgeskemaundersøgelserne og interview er angivet på tabel 3.2.6.

Tabel 3.2.6
Mængden af restprodukter i de fire kategorier bestemt ud fra spørgeskemaundersøgelsen og virksomhedsinterview i branchen. Fraktionernes tørstofindhold (TS) er vurderet. Procentangivelserne er beregnet ud fra vådvægtsangivelserne.

Kategori I resten består af muslingeskaller. Muslingeskallerne kan ikke umiddelbart betragtes som organisk restprodukt, men medtages alligevel i dette regnskab. De afsættes til brandbælter, vejfyld og til pakning af drænrør.

Resten i Kategori II består af frasorteret muslingekød og andre bunddyr. Den indrapporterede mængde er ubetydelig og repræsenterer kun tal fra én virksomhed, men viser, at der i branchen er mulighed for anvendelse af restprodukter til biogasproduktion.

Resten i Kategori III består af sand, slam, muslingeskaller og rester af muslingekød samt andre bunddyr. Resten afsættes til landbruget. Resten i Kategori IV består også af sand, slam, muslingeskaller og rester af muslingekød samt andre bløddyr. Dette stammer fra den første skylning af muslingerne inden kogningen. Resten deponeres.

Restproduktvurdering

Sammenlignet med konsumfiskeindustrien har restprodukterne fra muslingeindustrien en dårligere kvalitet. Det har et højt indhold af uorganiske komponenter i form af sand og skaller. Restprodukterne kategorifordeles derfor også anderledes end i konsumfiskeindustrien. Store mængder bruges i landbruget, og en betydelig del deponeres.

Det vurderes, at anvendelsen af restprodukterne ikke generelt begrænses af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, da det vurderes, at disse ikke forekommer i betydelige mængder. Skaller kan dog lokalt have et let forhøjet indhold af metaller.

Virksomhederne behandler restprodukterne forskelligt. I et tilfælde afsættes slam og skaller til landbruget, men også deponi og salg af skaller til vejfyld etc. anvendes til bortskaffelse af restprodukterne. Det formodes, at økonomiske/historiske parametre styrer anvendelsen. Det har ikke været muligt at give en detaljeret forklaring på denne forskel.

På trods af den relativt lave værdi af restprodukterne er det efter interview med en stor virksomhed i branchen blevet klart, at der i branchen er en betydelig interesse for at oparbejde værdifulde komponenter fra restprodukterne. Det vil sige, at omdanne Kategori IV resten til Kategori I rest. Dette kan principielt gøres gældende for alle fraktionerne.

Virksomheden har igangsat et udviklingsprojekt vedrørende oparbejdningen af muslingeskaller til kalkpulver. Kalkpulveret er tiltænkt anvendt i sure svenske og norske søer. Hvis udviklingsprojektet bliver en succes, vurderer virksomheden, at alt skalmateriale fra den danske muslingeindustri kan afsættes med fortjeneste.

Endvidere foretages der på virksomheden forsøg med restprodukter bestående af muslingekødrester. Der arbejdes med muligheden for anvendelse af denne rest som tilskudsfoder til grise. Der har dog været frygt for bismag i grisekødet, hvorfor muligheden for anvendelse af kødresterne som fiskefoder også vurderes. Hvis disse forsøg ikke falder heldigt ud, anses biogasproduktion også som en mulig anvendelse af resten.

Kogevandet fra tilvirkningen af muslingerne er ikke medtaget i denne undersøgelse, da det afsættes til rensning i eget eller kommunalt renseanlæg. Kogevandet nævnes, da virksomheden arbejder med muligheden for udvinding af proteiner fra dette.

Branchen domineres af lavkategori restprodukter (Kategori III og IV), hvilket bl.a. skyldes et højt indhold af uorganiske komponenter. Hvis de udviklingsprojekter, der p.t. arbejdes med i branchen, bliver succesfulde, kan dette ændres, og en større procentdel af restprodukterne kan forventes i Kategori I. På nuværende tidspunkt vurderes det, at der kun er begrænset stabilitet i kategorifordelingen. Som tidligere nævnt har restprodukterne p.t. en ringe værdi. Derfor vil restprodukterne formodentligt blive bortskaffet på den mest økonomiske måde inden for lovgivningens rammer.

3.2.3 Fiskemel- og fiskeolieindustrier

Produktionsforhold

Fiskemel- og fiskeolieindustrien er karakteriseret ved få, store virksomheder. I 1991 var der således 18 virksomheder i fiskemelbranchen (Danmarks, 1992). Få af disse tilvirker størstedelen af de landede industrifisk.

I 1994 modtog fiskemelbranchen 1.525.648 tons industrifisk plus 127.368 tons fiskeaffald (Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, 1994). Udbyttet af industrifisk i form af mel og olie er 29% af råvaretilførslen (v/v). Produktionen af fiskemel foregår ved kogning, presning og tørring af fisken, og olien produceres ved kondensering fra kogevandet (Figur 3.2.6).

(Figur 3.2.6 - 5 Kb)

Figur 3.2.6
Flowsheet for fiskemelindustri.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra mel- og olieproduktionen er hovedsageligt vand. Der forekommer dog små mængder af olieholdigt slam. Mængderne af slam fra industrifiskeindustrien har været forsøgt estimeret ved flere tidligere lejligheder. Mængderne angives til 1.400 tons med et tørstofindhold på 10-12% (Energistyrelsen, 1991), mens en anden undersøgelse anslår de aktuelle mængder til 5.000 tons med et tørstofindhold på 40% (Energistyrelsen, 1991). På trods af nogen variation i de opgivne værdier viser mængden af slam, som er det eneste restprodukt fra fiskeindustrien, at industrien er effektiv til at udnytte sine råvarer.

Slammets indhold af fedt og olie gør det velegnet til anvendelse i biogasanlæg. Det vurderes, at indholdet af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer ikke forekommer i betydelige mængder. De adspurgte virksomheder vurderer, at der ikke er problematiske koncentrationer af tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer i slamresten fra tilvirkningen af industrifisk.

Der blev udsendt spørgeskemaer vedrørende restprodukter fra industrifiskeindustrien til 8 virksomheder inden for branchen. To af disse besvarede spørgeskemaet. Disse to virksomheder bearbejder ca. 60% af den totale, tilførte råvaremængde.

Fra disse to virksomheder produceres der sammenlagt 4.250 tons slam, som i begge tilfælde anvendes til biogasproduktion. Ekstrapoleres disse tal til hele industrien, fås en estimeret slamproduktion på 7.200 tons slam (Tabel 3.2.7). Hvis tørstofindholdet sættes til 10%, indeholder slammet 720 tons TS. Dette er i overensstemmelse med tidligere estimater.

Tabel 3.2.7
Restprodukter og dets anvendelse i fiskemel- og fiskeolieindustrien. Resultaterne er baseret på spørgeskemaundersøgelsen.

Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viste, at der ikke er direkte sammenhæng mellem indtaget af råvarer og produktionen af slam. De teoretiske beregninger er derfor forbundet med usikkerheder.

Variationerne i slamproduktionen skyldes formodentlig forskelle i procesteknologi og råvaresammensætning.

Restproduktvurdering

Restproduktmængden fra fiskemel- og fiskeoliebranchen er minimal. Til sammenligning modtager branchen 127.000 tons fiskeaffald fra konsumfiskeindustrien og producerer ca. 7.000 tons slam til biogasanlæg.

Restproduktmængderne er ubetydelige i forhold til den mængde råvarer, der behandles i branchen. Der er ingen æstetiske eller sundhedsmæssige problemer forbundet med anvendelsen af resten i biogasanlæg.

Slammet er af høj kvalitet til biogasproduktion, og er derfor efterspurgt blandt biogasfællesanlæggene. Det vurderes derfor, at restprodukterne fra industrifiskeindustrien er stabilt placeret som Kategori II restprodukt.

På baggrund af den totale produktion af organiske restprodukter fra industrierne i Danmark er mængden fra fiskemel- og fiskeoliebranchen ubetydelig. Restproduktet anvendes fornuftigt til biogasproduktion.

3.3 Bryggerier

Produktionsforhold

Der var i 1995 12 bryggerier og 2 maltfabrikker i Danmark med mere end 10 ansatte (Dansk Statistik, 1995). Branchen domineres af Carlsberg A/S. Carlsberg A/S producerer ca. 60-65% af den ølmængde, som produceres i Danmark.

Produktionen af øl var i 1994 ca. 941.000 m³, dvs. knap 1 mio. tons øl (Sammenslutningen af bryggeriforeninger i EU, CBMC, 1994).

Produktionen er i nogen grad sæsonpræget, dels som følge af varierende efterspørgsel over året, og dels som følge af sæsonvarer som påskebryg og julebryg. Udsvingene i produktionen er af størrelsesordene ± 50% af gennemsnittet.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra ølbrygning består hovedsageligt af mask og trub, gær, bærme og humlerester samt brugt filtermateriale (Figur 3.3.1 og 3.3.2).

(Figur 3.3.1 - 10 Kb)

Figur 3.3.1
Flowsheet for produktionen af øl.

(Figur 3.3.2 - 23 Kb)

Figur 3.3.2
Restprodukter fra produktionen af øl.

En detaljeret oversigt over typer og mængder af produceret rest fra ølbrygning er vist i nedenstående tabel 3.3.1.

Tabel 3.3.1
Restprodukter fra ølbrygning. (1) Varestatistik for industri (Danmarks Statistik, 1993). (2) Biogashandlingsplanen (Energistyrelsen, 1991). (3) Oplysninger fra bryggeriforeningen.

Hovedparten af produktionsresterne anvendes til dyrefoder.

Mask er de uopløselige bestanddele, der bliver tilbage efter filtreringen af urten i bryggeriet. Mask og trub sælges sammenblandet som kreaturfoder. Tørstofindholdet i salgsproduktet er ca. 20%. Maltspirer sælges ligeledes til dyrefoder.

Gær og bærme er bundfaldet efter lagring af øllet og består hovedsageligt af gær, men bærme indeholder desuden udfældninger af proteiner og garvestoffer. Gær og bærme varmebehandles og tilsættes propionsyre, inden det sælges som svinefoder.

Det producerede øl filtreres med kiselgur, som er et meget finkornet materiale, der udvindes af havbundsaflejringer til industriel anvendelse som filtermateriale. Kiselguren anvendes til at fjerne de gær- og bærmerester, som ikke kan fjernes ved bundfældning. Restproduktet anvendes i forbindelse med slambehandling på renseanlæg, komposteres eller deponeres på losseplads.

Indholdet af tungmetaller og organiske miljøfremmede stoffer i restprodukterne fra bryggerierne anses ikke for at have betydning for anvendelsen.

Restprodukterne fra bryggerier og maltfabrikker anvendes hovedsagelig inden for Kategori I, råvaresubstitution. En oversigt over anvendelsen af de samlede restprodukter fra bryggerier og maltfabrikker er vist i nedenstående tabel 3.3.2

Tabel 3.3.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra bryggerier og maltfabrikker.

* Inkl. mængde der genanvendes til slamafvanding.

Restproduktvurdering

Ca. 85-90% af restprodukterne fra bryggerier og maltfabrikker anvendes til foder. De resterende 10-15% er kiselgurresten, der i dag anvendes som filterhjælpemiddel til slamafvanding, komposteres eller deponeres på losseplads. Kiselguren kan ikke anvendes til foder, men kan muligvis anvendes til biogasproduktion. Kiselguren vil sedimentere hurtigt ved henstand, så ved en evt. behandling på biogasanlæg skal der tages højde for dette.

Der er nye filtreringsmetoder, f.eks. cross-flow-filtrering, under udvikling til ølfiltrering. Såfremt disse metoder bliver praktisk anvendelige, kan kiselgur undgås i produktionen.

Det har hidtil været let for branchen at afsætte mask og trub som foder. Det er vanskeligere at afsætte gær/bærmerester, og der betales for at afhænde brugt kiselgur. Generelt er tendensen, at aftagerne af biprodukterne ønsker et mere ensartet produkt med hensyn til vandindhold. Tørring af mask og gær har derfor været overvejet som forbehandlingsmetode.

Dette afspejler en vis ustabilitet i kategorifordelingen. Den del af Kategori I restprodukterne, der består af mask og trub, afsættes til en god pris og ligger derfor stabilt i Kategori I.

Fraktionen af kiselgur, der afsættes til renseanlæg, komposteres eller deponeres, fjernes helt, såfremt nye filtreringsmetoder kan implementeres. Hvis der fortsat skal anvendes kiselgur til filtrering, bør det overvejes, hvorvidt det er muligt at anvende dette til biogasproduktion.

De begrænsede afsætningsmuligheder for gær- og bærmerester kan medføre, at denne fraktion ikke kan afsættes som Kategori I. Hvis dette bliver tilfældet, vil restprodukterne formodentligt kunne anvendes til biogasproduktion (Kategori II).

Anvendelsen af restprodukterne i bryggeribranchen er fornuftig. Der er som nævnt forskellige muligheder for at undgå deponering af kiselgurresten. Dette kan ske enten ved implementering af ny filtreringsteknik i produktionen, hvorved anvendelsen af kiselgur undgås eller ved anvendelse af kiselgurresten i biogasfællesanlæggene. Udviklingen med fjernelse af Kategori IV restprodukterne forventes at fortsætte.

Det bør overvejes, om gær- og bærmeresterne kan viderebehandles, hvorved værdien af resten øges (foderbrug). Hvis dette ikke er muligt, bør man overveje, om resten kan anvendes i biogasproduktion (Kategori II).

Ingen af de kontaktede bryggerier har besvaret spørgeskemaet. Bryggeriforeningen er kontaktet og har formidlet kontakt til bryggerierne, hvorefter oplysninger er indhentet.

3.4 Spritfabrikker

Produktionsforhold

Der findes i.h.t. Danmarks Statistik 3 firmaer der fremstiller spiritus, og et firma der fremstiller frugtvin. Firmaerne har i alt 10 arbejdssteder. Det dominerende firma har 4 produktionssteder placeret i Danmark.

Der produceres ca. 12 mio. liter ren sprit, hvoraf hovedparten videreforarbejdes til bitter, snaps, likør og frugtvin.

Et meget forenklet flowsheet for produktion af sprit er vist på figur 3.4.1

(Figur 3.4.1 - 6 Kb)

Figur 3.4.1
Flowsheet for spritfremstilling.

Produktionen, for fremstilling af sprit udfra stivelse, foregår i hovedtræk således: Korn, vand, og gær fermenteres til ca. 12% alkohol.

Væskefasen destilleres i flere trin til 96% alkohol. Alkoholen sælges eller videreforarbejdes til snaps, bitter, likør eller frugtvin.

Destillationsresten kaldes bærme og indeholder 10-12% tørstof. Bærmen afsættes til dyrefoder.

Ved destillation fremkommer små mængder af urenheder, hovedsagelig fusel (acetaldehyd og højere alkoholer). Dette afbrændes i virksomhedernes kedelsystem, varmen fra afbrændingen kan anvendes i produktionen.

Produktion af sprit fra melasse foregår på en lidt anden måde, men restprodukterne er de samme nemlig en destillationsrest kaldet vinasse og fusel.

Ved videreforarbejdning til bitter, likør og hovedparten af frugtvinen, tilsættes spritten vand, krydderier og essenser eller frugtsaft.

Der forekommer ikke større mængder af restprodukter fra denne videreforarbejdning. De skønnede mængder af restprodukter fra videreforarbejdningen er mindre end 1000 ton pr. år.

Ved produktionen af frugtvine forekommer restprodukter fra bærpresning og fermentering. Et af firmaerne anvender disse restprodukter til jordforbedring i egne frugtplantager.

En del af virksomhederne har egne biologiske renseanlæg til spildevand. Overskudsslammet fra disse renseanlæg anvendes til jordforbedring.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra fremstilling af sprit og frugtvin består af bærme, vinasse, fusel, slam og bærrester (Figur 3.4.2).

(Figur 3.4.2 - 23 Kb)

Figur 3.4.2
Restprodukter fra produktionen af sprit og frugtvin.

En oversigt over skønnede mængder restprodukter er vist i nedenstående tabel 3.4.1.

Tabel 3.4.1
Restprodukter fra produktion af sprit og frugtvin, samt deres anvendelse.

Restprodukter fra fremstilling af sprit og frugtvin anvendes indenfor Kategori I, råvaresubstitution, Kategori III jordforbedringsmiddel, samt i ubetydeligt omfang til Kategori IV. En oversigt over mængderne af restprodukter i de forskellige kategorier er vist i nedenstående tabel 3.4.2.

Tabel 3.4.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra fremstilling af sprit og frugtvin.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at de producerede restprodukter fra spritproduktion bliver genanvendt optimalt. Det der kan anvendes til råvaresubstitution bliver anvendt til dette. Biogaspotentialet er lavt for de restprodukter, der bliver anvendt som jordforbedringsmiddel, hvorfor også disse restprodukter må anses for godt genanvendt.

I produktionen af sprit skal der bruges energi til bl.a. destillation. Den producerede energi fra afbrænding af fusel mv. kan anvendes i produktionen på virksomheden, og må derfor anses som en god genanvendelse af restproduktet, Andre former for genanvendelse af fusel ville give et mindre energiudbytte og bevirke et energiforbrug til transport.

Der er ikke modtaget returnerede spørgeskemaer fra virksomheder indenfor spiritusproduktion. Der er efterfølgende udført telefoninterviews med 3 virksomheder, der producerer sprit og spiritusprodukter. Disse telefoninterviews anses for at have givet tilstrækkelig information til en dækkende beskrivelse af branchen.

Det vurderes, at restprodukterne fra fremstilling af sprit og frugtvin ikke indeholder stoffer, der begrænser den videre anvendelse af disse.

Det vurderes, at kategorifordelingen kan være ustabil, idet landbruget med tiden kan forventes at stille større krav til foderkvaliteten. Det er ikke let at afsætte bærmeresten fra bryggerierne, heraf vurderes, at dette også kan blive et problem for spritfabrikkerne. Det vurderes, at kategori I materialet i nogen udstrækning vil blive kanaliseret til Kategori II.

3.5 Medicinalindustrien

Dette afsnit dækker medicinalindustrien og fremstilling af farmaceutiske råvarer.

Produktionsforhold

Der var i 1995, ifølge Danmarks Statistik, 6 firmaer med mere end 20 ansatte, der fremstiller farmaceutiske råvarer og 21 firmaer, med mere end 20 ansatte, som fremstiller medicinalvarer.

Branchen er kendetegnet ved få, store virksomheder, der både fremstiller farmaceutiske råvarer og medicinalvarer samt en del mindre virksomheder, der videreforarbejder råvarer, men som ikke har egen produktion.

Da virksomhederne ofte gennemfører flere forskellige processer, er det ikke muligt at skitsere et generelt flowsheet for denne branche.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra medicinalbranchen består hovedsageligt af biomasse (celler fra fermentorer) og synteserester, alkoholer og organiske opløsningsmidler fra oprensningsprocesser samt diverse produktrester og støv fra videreforarbejdning.

De farmaceutiske råvarer fremstilles ved syntese eller fermentering. Restprodukterne fra syntese er typisk synteserester og opløsningsmidler. Denne produktionsrest sendes til forbrænding eller biogasanlæg. Restprodukterne fra fermentering er typisk brugt cellemasse og fermenteringsvæske. Denne rest udbringes på landbrugsjord, sendes til biogasanlæg eller udledes med spildevandet (Figur 3.5.1).

(Figur 3.5.1 - 15 Kb)

Figur 3.5.1
Restprodukter fra medicinalindustrien, som består af synteserest, rester fra oprensningsprocesser og videreforarbejdning.

Efter syntese eller fermentering gennemgår råprodukterne en række komplicerede oprensningsprocesser.

Efter oprensningsprocesserne videreforarbejdes råprodukterne i diverse forarbejdningsprocesser, herunder blanding, sigtning, tørring, granulering, emulgering, kapsulering, tablettering, dragering og tabletpolering. Fælles for disse forarbejdningsprocesser er, at der kun produceres små restfraktioner.

En oversigt over de producerede restmængder og typer er vist i nedenstående tabel 3.5.1.

Tabel 3.5.1
Oversigt over restprodukter i farmaceutisk industri.

Det skal bemærkes, at de angivne mængder for synteserester samt rester fra oprensningsprocesser og videreforarbejdning er behæftet med stor usikkerhed. Dels fordi de er baseret på telefoninterviews, og dels fordi ikke alle de kontaktede firmaer har ønsket at stille oplysninger til rådighed for projektet. Derudover er det ikke muligt ud fra nøgletal at skønne restmængderne fra de firmaer, der ikke har afgivet oplysninger, idet der overalt anvendes forskellige processer til produktion af et stort antal forskellige produkter.

Resten fra medicinalindustrien anvendes hovedsagelig inden for Kategori III (jordforbedringsmiddel). Det skal dog bemærkes, at hovedparten af materialet i disse to kategorier stammer fra et firma (Tabel 3.5.2).

Den rest, der behandles af biogasanlæg, består hovedsageligt af mucosaaffald samt alkoholopløsninger. De øvrige rester, der hovedsageligt består af opløsningsmidler og produktrester, forbrændes på Kommunekemi.

Tabel 3.5.2
Mængderne af restprodukter i de fire kategorier. Det er ikke relevant at vurdere tørstofindholdet i Kategori I, II og IV, da energiindholdet i stor udstrækning findes i opløste, flygtige forbindelser (f.eks. alkoholer).

Restproduktvurdering

Mængden af restprodukter fra medicinalvareindustrien er domineret af biomasse, som afsættes til landbruget. Biomasse er et meget veldefineret produkt med hensyn til indholdet af næringssalte (Tabel 3.5.3). Det er derfor let for landmændene ved anvendelse af biomasse som gødning at indregne næringsstofferne i deres gødningsplan. Dette er væsentligt for at sikre en stabil afsætning af produktet.

Tabel 3.5.3
Eksempel på indholdet af næringsstoffer i biomassen.

Det vurderes, at syntese- og fermenteringsrester fra medicinalindustrien i visse tilfælde indeholder stoffer (f.eks. opløsningsmidler), der kan begrænse anvendelsen. Den store fraktion af biomasse er nøje undersøgt og godkendt som gødskningsmiddel på landbrugsjord. Godkendelse af anvendelsen af rester fra medicinalindustrien er med til at sikre restprodukternes kvalitet. Rene alkoholrester anvendes på renseanlæg som kulstofkilde eller på biogasanlæg. De resterende restprodukter fra medicinalvareindustrien er en blandet gruppe af stoffer. Det er ikke muligt at give en generel vurdering af anvendelsen af disse.

Det vurderes, at produktionsresten fra fermenteringsindustrien (Kategori III) anvendes fornuftigt. Resultaterne tyder på, at de restprodukter, der ikke indeholder miljøfremmede stoffer i uacceptable mængder, anvendes til jordforbedring, biogas eller råvaresubstitution (foder, evt. kulstofkilde på renseanlæg). Restprodukterne genanvendes fornuftigt i det omfang, det er muligt.

Medicinrester, lægemiddelaffald og rester af opløsningsmidler, som i dag forbrændes, vurderes ikke at være egnede til andre former for genanvendelse.

De store mængder i Kategori III kan være vanskelige at genanvende fremover. Fra 1999 er det ikke tilladt at sprede biomassen på landbrugsjord fra 1. oktober til 1. februar. Kategori III resten kan risikere at blive til Kategori IV, idet forbrænding kan blive den eneste mulige løsning. Det vurderes derfor, at kategorifordelingen er ustabil.

3.6 Mejerierne

Produktionsforhold

Dansk mejeribrug er struktureret således, at 2 mejeriselskaber foretager ca. 80% af produktionen. Industrien forarbejder mælken til fire hovedprodukter: konsummælk/fløde, smør, ost og tørmælk (Figur 3.6.1).

(Figur 3.6.1 - 9 Kb)

Figur 3.6.1
Flowsheet for mejeriindustrien.

Der blev i 1992 produceret ca. 4,6 mio. tons mælk. Af disse blev 4,4 mio. tons indvejet på mejerivirksomheder. Til konsummælksprodukter og -fløde blev der anvendt 0,71 mio. tons, og den resterende mængde indgik i produktionen af smør, ost og mælkekonserves (Figur 3.6.2).

(Figur 3.6.2 - 9 Kb)

Figur 3.6.2
Produkterne af behandlingen af mælk i mejeriindustrien i 1992. Tallene stammer fra Danmarks Statistik, 1993.

Restproduktberegninger

Mejeriindustrien har kun en minimal produktion af egentlige spildprodukter. Det egentlige spild ved håndteringen af mælk på mejerierne er vurderet til < 1%.

Ved produktionen af tørmælk frasepareres der betydelige mængder vand.

Ved produktionen af ost forekommer store mængder valle. Produktionen sker ved, at der tilsættes osteløbe til mælken. Osteløbe er et enzym, der får proteinet kasein i mælken til at koagulere. Resultatet bliver, at mælken deles i en fast del (ostekorn) samt en vandig del (valle). Som afslutning på ostningsprocessen afdrænes vallen. Vallen udgør, som den største enkeltfraktion af den forarbejdede mælk, 1.760.000 tons i 1992 (Figur 3.6.2). Vallen indeholder ca. 20% af mælkeproteinet fra den mælk, der anvendes til osteproduktion, hvilket svarer til ca. 13.000 tons protein. Der bliver lavet vallepulver, valleprotein og mælkesukker.

Ved den videre tilvirkning af osteprodukter produceres osterester, som i vid udstrækning videreforarbejdes til smelteost. Det har ikke været muligt at vurdere mængden af osteresterne.

Sammenholdes de statistiske indberetninger og data fra tidligere undersøgelser vedrørende restprodukter fra mejeriindustrien til biogasproduktion, viser disse, at langt hovedparten af de producerede rester (valle og vallepermeat) anvendes i Kategori I (Tabel 3.6.1). Dette er med undtagelse af visse spidsbelastninger, hvor vallen køres på landbrugsjord. Hvor store mængder, der køres på landbrugsjord, er ukendt. I 1994 modtog et biogasfællesanlæg dog ca. 3.000 tons vallepermeat til biogasproduktion.

I forbindelse med flere mejerier findes der anlæg til rensning af virksomhedernes spildevand. MD Foods havde således i 1991 10 anaerobe forrenseanlæg (biofilmanlæg), 2 aktiverede slamanlæg til forrensning og 3 aktiverede slamanlæg til totalrensning (Energistyrelsen, 1991).

Tre virksomheder fra branchen har besvaret spørgeskemaet. Ingen af de store virksomheder var blandt disse. Det er derfor ikke muligt at give en mere detaljeret beskrivelse af branchen. En enkelt virksomhed angiver destruktion som bortskaffelsesmetode for muggen ost m.m. Det er ikke muligt at vurdere, hvor udbredt denne bortskaffelsesmetode er, men det formodes at være ubetydelige mængder osterest, der bortskaffes ved destruktion.

Tabel 3.6.1
Produktion af restprodukter og genanvendelse i mejeriindustrien. Tallene stammer fra Danmarks Statistik (1992) og fra Energistyrelsen (1991).

En af virksomhederne svarer, at 500 tons slam fra rensning af spildevandet køres på landbrugsjord (Kategori III).

På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen blev det endvidere fundet, at 250 tons osterest blev sendt til destruktion (Kategori IV). De anførte mængder er små, men repræsenterer næppe de samlede mængder fra hele branchen. Det bør vurderes, hvorvidt det vil være muligt at anvende osteresten til smelteost eller i biogasanlæg.

Restproduktvurdering

Landbruget modtager vallen til foderbrug og betalte i 1995 typisk 60 kr./tons. Omkostningerne ved transporten af valle til landbruget er relativt store, og mejerierne mener derfor ikke, at de tjener penge på afsætningen af vallen til landbruget.

Vallen købes af proteinoparbejdningsfabrikker. Vallen indeholder ca. 20% af mælkeproteiner fra mælken, som anvendes til osteproduktionen. Proteinet udgør 10-16% af vallens organiske tørstofindhold (Tabel 3.6.2). Valleproteinet anvendes ved produktion af bl.a. vallepulver, som anvendes i forbindelse med forskellige fødevarer. Kulhydrat (laktose) udgør hovedparten af vallens organiske tørstofindhold. Kulhydratet anvendes hovedsageligt til foder, men også til chokoladeprodukter etc.

Tabel 3.6.2
Vallens sammensætning (Energistyrelsen, 1991).

Landmændene stiller større og større krav til foderværdi og -kvalitet. Det vurderes derfor, at udviklingen kan gå i retning af, at mejerierne må betale for afsætningen af vallen til landbruget, hvis det ikke kan afsættes til anden side. Det er derfor muligt, at biogasanlæg med tiden kan blive en afsætningsvej for vallen.

Anvendelsen af restprodukterne fra mejeriindustrien bestemmes af økonomiske/afsætningsmæssige forhold. Det vil sige, at restprodukterne (valle) har en værdi for virksomhederne.

Det vurderes, at vallen har et ubetydeligt indhold af miljøfremmede stoffer. I visse tilfælde har vallen dog et relativt højt saltindhold, der vanskeliggør anvendelse til foder.

Fordelingen af restprodukterne i kategorierne vurderes at være stabil. Det er dog muligt, en større del af vallen vil kunne udnyttes i produktionen af vallepulver.

Der kan ske en omlejring af restprodukterne inden for kategori I. Det kan ske som følge af en udvikling, der muliggør yderligere oprensning af flere værdistoffer fra vallen eller ved en øget efterspørgsel efter vallepulver.

Det kan konkluderes, at branchen har en meget stor fraktion af Kategori I restprodukter (vallen). Kategori I resten anvendes til foder og til valle- eller proteinpulver samt laktoseproduktion. Der foregår udviklingsarbejde, der stiler mod en endnu mere økonomisk fordelagtig udnyttelse af vallen.

3.7 Kartoffelindustrien

Produktionsforhold

Kartoffelmelsproduktionen i Danmark er centreret på ganske få, store virksomheder placeret i Jylland.

Mængderne af kartofler til produktion og konsum i Danmark udgjorde i 1992/93 1.689.000 tons. Af disse gik størsteparten til kartoffelmel (Figur 3.7.1). Den resterende mængde gik til konsum, føder og læggekartofler. Tallene er beregnet på baggrund af indberetningerne til Danmarks Statistik.

(Figur 3.7.1 - 9 Kb)

Figur 3.7.1
Anvendelsen af den årlige kartoffelhøst i Danmark beregnet på baggrund af tal fra 1992193.

Kartoffelmelsproduktionen sker i efteråret, hvor kartoflerne optages. Tilvirkningsprocessen inkluderer vaskning af kartoflerne, rivning og udvaskning af stivelsen efterfulgt af tørring (Figur 3.7.2).

(Figur 3.7.2 - 5 Kb)

Figur 3.7.2
Diagram for kartoffelmelsindustrien. Blandingen af frugtsaft og procesvand kaldes for frugtvand. I visse typer forarbejdningsprocesser undgås blandingen af vand og frugtsaft.

Restproduktberegninger

Produktionsresten fra kartoffelindustrien stammer hovedsageligt fra kartoffelmelsproduktion. Endvidere produceres der restprodukter ved tilvirkningen af konsumvarer i form af skrællerest, blanchervand og chipsrest.

Restprodukterne fra kartoffelmelsproduktion består af: kartoffelpulpen der hovedsageligt afsættes til kreaturfoder samt processpildevand og frugtsaft.

Data indhentet via spørgeskemaundersøgelsen og telefoninterviews dækker størstedelen af branchen (eller 1.250.800 tons råvarer). Restprodukterne fra branchen vurderes ud fra disse data.

Kartoffelpulpen udgør ca. 16% af den indvejede mængde kartofter til stivelse. Dette udgjorde ca. 200.000 tons (Figur 3.7.3).

Frugtsaften udgør det betydeligste restprodukt fra tilvirkningen af kartoffelmel (68% af råvaren eller ca. 850. 000 tons, figur 3.7.3). I forbindelse med produktionen af stivelse anvendes en del vand. Vandet blandes i større eller mindre grad med frugtsaften, hvorved der dannes frugtvand. Mængden af vand, der i processen blandes med frugtsaften, varierer afhængig af, hvilken produktionsproces der anvendes på den enkelte fabrik. Det vurderes, at der er omkring 2,4 mio. tons frugtsaft/vand.

Afhængig af afsætningsmulighederne for restprodukterne kan det være produktionsmæssigt fordelagtigt at undgå at blande frugtsaften med procesvandet. Herved minimeres udgifterne til bortskaffelse. Frugtsaften udbringes på landbrugsjord.

(Figur 3.7.3 - 7 Kb)

Figur 3.7.3
Produkter og rest fra kartoffelmelsindustrien. Resultaterne er baseret på spørgeskemaundersøgelsen og telefoninterviews.

Der er endvidere blevet udviklet processer til udvinding af frugtsaftens indhold af protein. Proteinet udvindes ved varmekoagulering (110°C, pH 4,5). Det vurderes, at der produceres ca. 3.250 tons protein årligt. Ud fra kendskabet til den totale mængde frugtsaft (68% af råvaremængden) og dets tørstofindhold (4,8%) beregnes det, at proteinet i frugtsaften udgør 20.000 tons årligt (Tabel 3.7.1). For tiden udnyttes ca. 16% af proteinet til foder. Ved denne proces reduceres frugtsaftens indhold af tørstof med ca. 35% i forhold til den ubehandlede saft.

Tabel 3.7.1
Frugtsaftens sammensætning.

* Kilde: Energistyrelsen, 1991

Yderligere produceres tilberedte kartoffelprodukter til konsum. Ved produktionen produceres forskellige former for restprodukter: skralderest, blanchervand og chipsrest. Fra denne del af branchen har vi modtaget et svar. Virksomheden oplyser, at der ved produktionen af chips produceres forskellige former for organiske restprodukter (Tabel 6.7.2).

Tabel 3.7.2
Restprodukter og deres genanvendelse fra fremstilling af chips.

Der produceredes 6.849 tons chips i 1992. På baggrund af besvarelser af skemaet beregnes mængden af totale restprodukter til ca. 70.000 tons. Beregningerne er forbundet med usikkerheder.

Det har ikke været muligt at skaffe detaljerede informationer vedrørende produktion af andre kartoffelprodukter - pommes frites, ferske samt andre tilberedte kartofler. Produktionen af tilberedte kartofler danner en rest i form af skrællerest, som i visse tilfælde genbruges til spritfremstilling. Sammenlignet med branchens totale restproduktion, forventes denne del af branchen ikke at producere væsentlige mængder. Råvareforbruget i denne del af branchen udgør kun ca. 1% af den totale råvaretilførsel.

Ca. 10% af branchens restprodukter anvendes til foderbrug (Tabel 3.7.3). Pulpen fra kartoffelmelsproduktionen er den mest betydelige fraktion i Kategori I. Desuden findes i Kategori I små mængder affaldschips, andet kartoffelrest og fedt. De resterende 90% af resten falder i Kategori III og består af frugtsaft/vand fra kartoffelmelsproduktionen.

Som tidligere nævnt blandes frugtsaften ofte med procesvandet, og der dannes frugtvand. Derfor er mængden af spildevand, der køres på landbrugsjord, større end de 850.000 tons kartoffelsaft.

Mængden af frugtvand, der køres på landbrugsjord, er ca. 2,4 mio. tons (Tabel 3.7.3).

Tabel 3.7.3
Restprodukter og deres genanvendelse i kartoffelbranchen. Datamaterialet er indsamlet ved spørgeskemaundersøgelsen.

Restproduktvurdering

Afsætningen af restprodukterne fra branchen er hovedsagelig styret af økonomiske parametre. Afsætningen af pulpen til foderbrug er forbundet med indtjening for virksomhederne. Frugtsaften/vandet afsættes til landbruget. Landmændenes eventuelle betaling for frugtsaften/vandet varierer.

Produktionen af frugtsaft/-vand forekommer i efterårsmånederne. Fra 1. oktober 1999 må der ikke udbringes flydende affaldsprodukter i perioden fra 1. oktober til 1. februar. En betydelig del af branchens produktion ligger i denne periode. Den største producent i branchen løser problemet ved opbygning af lagerkapacitet for frugtsaft/-vand. Herved sikres afsætningen af frugtsaft/-vand til landbruget ved udspredning i perioder, hvor dette er tilladt.

Branchen producerer meget store mængder restprodukter over en kort sæson. Dette sætter betydelige grænser for mulighederne for genanvendelse, da evt. oparbejdningsanlæg enten skal have en meget stor lagerkapacitet eller vil stå ubenyttet dele af året. Frugtsaften med højt tørstofindhold har et potentielt biogasudbytte pr. m³ materiale, der ligger noget over niveauet for kvæg- og svinegylle. Derfor kan den ufortyndede frugtsaft være interessant i forbindelse med f.eks. biogasproduktion. Det er dog meget tvivlsomt, hvorvidt mulighederne for biogasproduktion er økonomisk holdbare p.g.a. den relativt korte produktionssæson.

Virksomheder i branchen arbejder med udviklingen af alternativer til udbringningen af frugtsaften på landbrugsjord. Som alternativ til den tidligere nævnte proteinudvinding til foderbrug eksperimenteres med mulighederne for direkte anvendelse af frugtsaften til foder (dvs. vådfodring).

Det vurderes, at der ikke forekommer miljøfremmede stoffer i koncentrationer, der er problematisk for anvendelsen.

Restprodukterne i branchen udnyttes fornuftigt, og der arbejdes videre med mulighederne for produktion af råvaresubstituerende anvendelse af restprodukterne. De ændrede regler for spredning af flydende affaldsprodukter på landbrugsjord udgør et problem for branchen. Mulighederne for løsning af problemet vurderes p.t. i branchen,

3.8 Pektin- og carregenanfabrikker

Produktionsforhold

I Danmark findes to pektin- og carregenanfabrikker. De er begge beliggende i hovedstadsområdet.

Fabrikkerne producerer pektin på basis af citronskaller og carregenan på basis af tang.

Af konkurrencemæssige hensyn vil fabrikkerne ikke oplyse årsproduktionen af færdigvarer og mængden af restprodukter.

Restproduktberegninger

Restprodukterne fra produktion af pektin består af citronskaller, der er tilsat diverse uorganiske tilsætningsstoffer.

Restprodukterne fra produktion af carregenan består af en kogerest, som er et gråligt produkt med en relativ fast konsistens. Ud over planterester består kogeresten af bl.a. kalk og klorid.

Hovedparten af kogeresten fremkommer ved centrifugering, og derudover fremkommer en mindre del som filterkage. De to produkter blandes sammen inden slutdisponering. Produktet er næsten lugtfrit, da det indeholder et overskud af kalk, som virker stabiliserende.

Produktets sammensætning er vist i tabel 3.8.1.

Tabel 3.8.1
Sammensætning af restproduktet fra carregenanproduktion.

Fabrikkerne vil som nævnt af konkurrencemæssige hensyn ikke opgive mængde af restprodukter fra produktionen. Ud fra en tidligere opgørelse (Energistyrelsen, 1991) skønnes den årlige produktion af restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion at være ca. 20.000 tons/år.

Den aktuelle genanvendelse af restproduktet fra pektin og carregenanproduktionen er angivet i nedenstående tabel 3.8.2.

Tabel 3.8.2
Genanvendelsen af restproduktet fra pektin- og carregenanproduktionen. (Oplysningerne er indhentet via interviews med virksomhederne i branchen).

Den rest, der køres direkte på landbrugsjord, vurderes af producenten at være uegnet til biogasanlæg p.g.a. det store indhold af uorganiske tilsætningsstoffer.

Restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion anvendes inden for Kategori I, råvaresubstitution og Kategori III, jordforbedringsmiddel (Tabel 3.8.3).

Tabel 3.8.3
Anvendelsen af de samlede restprodukter fra pektin- og carregenanproduktion. Angivelserne er baseret på tal fra Energistyrelsen (1991).

Restproduktvurdering

Den del, der køres direkte på landbrugsjord, kunne i princippet nyttiggøres i biogasanlæg. Gasproduktionen fra denne restfraktion er dog relativ lav. Tidligere udførte forsøgsudrådninger (1956) angiver et gasproduktionspotentiale for kogeresten på ca. 0,21 Nm³ CH₄/kg VSS, hvilket med det aktuelle VSS-indhold vil svare til ca. 10 Nm³ CH₄/tons kogerest. En så lav gasproduktion gør kogeresten uinteressant for biogasanlæg, medmindre producenterne af restprodukterne er villige til at betale en høj behandlingsafgift.

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil, såfremt kvalitet er god. Der haves ikke oplysninger om restprodukternes indhold af eventuelle miljøfremmede stoffer.

Ingen af de to virksomheder har svaret på de tilsendte spørgeskemaer. De anførte oplysninger er indhentet ved telefoninterviews med de to virksomheder.

Det vurderes, at den producerede rest fra produktion af pektin og carregenan genanvendes i et rimeligt omfang, idet den del, der kan anvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette. Der vil fremover sandsynligvis blive brug for lagre og eventuelt stabilisering i forbindelse med udspredning på landbrugsjord.

3.9 Oliemøller og margarinefabrikker

Produktionsforhold

I denne kategori indgår deciderede oliemøller og margarinefabrikker. Brancherne består af 3 oliemøller og 4 margarineproducenter (den ene er primo 1996 lukket).

I oliemøllebranchen produceres forskellige former for vegetabilske olier/fedtstoffer og foderstoffer. Råvaren består af olieholdige plantefrø eller bønner, hvorfra virksomhederne selv ekstraherer og forædler olierne. Processerne fra presning af råvare til forædlet olieprodukt foregår ikke altid på samme fabrik.

På trods af de mange forskellige produktioner i branchen begrænses restprodukterne til få typer. De vigtigste er rester af plantefrø (kagen), blegejord og frasoldet plantefrø/støv. Kagen tilsættes en lille mængde vand i forbindelse med kølning af produktet. Endvidere forekommer olie-/fedtsyreemulsioner i forbindelse med oprensning, gruber, fedtfang o.l.

Der er opstillet et basalt flowsheet for tilvirkningen af planteolier i nedenstående figur 3.9.1.

(Figur 3.9.1 - 7 Kb)

Figur 3.9.1
Flowsheet for fremstilling af planteolier.

Margarinefabrikker producerer deres produkter på baggrund af vegetabilske olier og i mindre grad af fiskeolier, som emulgeres med vand og eventuelt med skummetmælkspulver. Der produceres meget få rester, som hovedsagelig begrænses til fedt fra fedtfang (1-2.000 tons pr. år, 40-60% TS).

Restproduktberegninger

Der presses skønsmæssigt 450.000 tons plantefrø i Danmark. Heraf udgør rapsfrø ca. 400.000 tons. De resterende består af solsikkefrø, sojabønner, cacaobønner o.a.

Rapsfrøene indeholder ca. 40% olie, hvoraf 35% udtages ved tilvirkning. Det resterende materiale (kagen) udgør ca. 65% af råvaren (Figur 3.9.2).

(Figur 3.9.2 - 21 Kb)

Figur 3.9.2
Produkt og presserest fra tilvirkningen af planteolier fra raps og solsikker.

Der findes yderligere nogle små restfraktioner fra tilvirkningen og raffineringer af planteolier (Tabel 3.9.1).

Tabel 3.9.1
Restprodukter fra tilvirkningen af plantefrø til planteolie samt produktion af margarine.

Blegejorden består af bentonit eller et andet lermineral og anvendes til filtrering af planteolier. I denne proces udnyttes lermineralernes store bindingskapacitet til fjernelse af uønskede stoffer fra olien. De uønskede stoffer er bl.a. klorofyl og karotinoider. Blegejorden har efter brug et højt indhold af planteolier, der udgør ca. 40 vægtprocent. Blegejorden har konsistens som sphagnum og en massefylde på ca. 0,8.

Ved hærdningen af olien anvendes nikkelkatalysatorer. Blegejord fra filtreringen af hærdede olier kan derfor have et relativt stort indhold af nikkel. Nikkelindholdet sætter en begrænsning for den videre anvendelse af restproduktet. Virksomheder i branchen oplyser, at indholdet af nikkel kan være 1.000-2.000 ppm.

Blegejordsresten fra filtreringen af ikke-hærdede olier kan, hvis det holdes adskilt fra nikkelholdige restprodukter, videreanvendes til biogas.

Den nikkelholdige blegejord kan ikke anvendes i biogasanlæg, hvorfra restproduktet udbringes på landbrugsjord. Nikkelholdigt blegejord deponeres.

Den nikkelfri blegejord er særdeles anvendelig til biogasfremstilling og anvendes også til dette formål.

Kategorifordelingen af restprodukterne er vist på tabel 3.9.2.

Via spørgeskemaundersøgelsen kunne der redegøres for 1.300 tons blegejord (Tabel. 3.9.1). Denne mængde udgør formodentligt størstedelen, men næppe hele blegejordsmængden i Danmark. Af de 1.300 tons blegejord anvendes 1.200 tons til biogas (Kategori II), og de resterende 100 tons (nikkelholdigt) deponeres (Kategori IV). Ved sammenligning af de indrapporterede tal med tal fra en tidligere undersøgelse (1991) vurderes det, at den totale produktion af blegejord er stigende.

Kategori I-resten består af presserester, frasoldet plantefrø/-støv samt ca. 1-2.000 tons fra separeret olie-/fedtrest fra margarineproduktion (tallet er skønsmæssigt).

Den resterende mængde Kategori II-rest (500-1.000 tons) består af olie/fedtsyre blandet med vand.

Tabel 3.9.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra tilvirkningen af planteolier og produktion af margarine.

I forbindelse med rensningen af olieholdige plantefrø frasoldes andre plantefrø og støv. Denne fraktion anvendes til hønsefoder (Kategori I).

Den sidste rest udgøres af det nikkelholdige blegejord (100 tons), der deponeres, og kariten (250 tons), der forbrændes.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne fra oliefremstilling er stabil. Restprodukterne anvendes godt.

Indholdet af miljøfremmede stoffer vurderes at være minimalt i presseresten og medfører ingen begrænsninger for anvendelsen. Nikkelresten i blegejord umuliggør anvendelse til biogasproduktion, og den må derfor deponeres.

Restproduktmængderne er beregnet på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen samt informationer indhentet ved telefoninterview.

3.10 Møllerier og bagerier

Produktionsforhold

Den danske grovvarebranche modtager en stor procentdel af den samlede kornhøst i Danmark. Den høstede mængde udgør omkring 9 mio. tons pr. år. Høsten er dog ofte varierende.

Den samlede grovvaremængde udgør i størrelsesorden 7,0 mio. tons korn pr. år. Af den indkøbte mængde sælges en del tilbage efter behandling som såsæd. Ca. 25% sælges som foder. Godt 50.000 tons sælges til møllerierne. Den resterende del eksporteres.

Grovvareselskaberne producerer ikke restprodukter, hvis der ses bort fra sten o.l. afrensning.

Det korn, der korminer ind på møllerierne, ender hovedsageligt som melprodukter. Der blev ved denne undersøgelse taget kontakt til 2 store møllerivirksomheder i Danmark. Firmaerne oplyser, at spild mv. sælges til foderstoffirmaerne, der anvender det i produktionen af foderblandinger. Der forekommer en meget lille mængde, angiveligt i promillestørrelsen, kaldet filterrens, der principielt bortskaffes ved forbrænding. Mængderne af filterrens kunne ikke opgives,

I nærværende undersøgelse inkluderes både brød- og kagefabrikation på virksomheder med over 10 ansatte. I denne gruppe produceredes i 1991 ca. 330.000 tons færdigvarer i form af brød, kiks og kager (Figur 3.10.1).

Fabrikationen af brød og kager er spredt på mange virksomheder, men langt den største del af fabrikationen stammer fra ganske få af disse virksomheder.

(Figur 3.10.1 - 27 Kb)

Figur 3.10.1
Færdigvarefabrikation af brød, kiks og kager i 1991. Den totale produktion i 1991 var ca. 330.000 tons.

Hovedråvarerne til fabrikation af brød, kiks og kager er vand og mel samt diverse tilsætningsstoffer i form af sukker, fedt, æg, hævemidler etc. (Figur 3.10.2).

(Figur 3.10.2 - 5 Kb)

Figur 3.10.2
Generelt flowsheet for brød- og kagefabrikation. Tilsætningsstoffer dækker en bred gruppe af råvarer som f.eks. sukker, fedt, æg, hævemidler etc.

Restproduktberegninger

Der kunne ikke foretages beregninger af restprodukterne fra grovvareselskaberne og møllerierne, da det ikke var muligt at fremskaffe data vedrørende disse. Det vurderes dog, at mængderne fra denne del af branchen er små.

Ved fabrikation af brød og kager sker der principielt ingen produktion af restprodukter, da hele råvaren udnyttes. Produktionen kan dog medføre spild. For at undersøge dette blev der udsendt spørgeskemaer til 54 virksomheder i branchen. Af disse svarede 2, og ingen af de store virksomheder var blandt disse. Derfor blev undersøgelsen suppleret med telefoninterviews med de største virksomheder i branchen. Disse interviews dækker alle grene af branchen inkluderende rugbrød, dybfrostbrød, industrielt fremstillede kager og småkager/kiks.

Produktionen fra de adspurgte virksomheder udgør 290.000 tons eller ca. 90% af den totale produktion ved sammenligning med varestatistiske indberetninger fra 1991.

Virksomhederne oplyser, at mest muligt af spildet recirkuleres i produktionen, men at spild i størrelsesordenen 1-10% ikke kan anvendes til menneskeføde. Samlet udgør denne rest 17.000 tons (Tabel 3.10.1).

Den generelle anvendelse af produktresten som dyrefoder placerer dette under råvaresubstituerende anvendelse (Kategori I, tabel 3.10.1). Opgørelserne fra branchen tyder ikke på, at der produceres Kategori II-IV rester.

Tabel 3.10.1
Produktionen af restprodukter og deres anvendelse i brød- og kageindustrien. Datamaterialet er indsamlet ved telefoninterviews, der dækker ca. 90% af den årlige produktion.

Restproduktvurdering

Primært anvendes resterne direkte til svinefoder. I visse tilfælde bruges de også til kalve- og hønsefoder. Endvidere leveres der restprodukter til produktion af foder til kæledyr. Restfraktionerne forekommer både på en tør og våd (pumpbar) form.

Der er oplyst priser ved porten på 1-2 kr./kg restprodukt. Andre restfraktioner er gratis ved afhentning. Andre virksomheder oplyser, at prisen sættes således, at omkostninger ved opsamling og håndtering er dækket.

Generelt er håndteringen/afsætningen af restprodukterne styret af faste aftagere, der modtager resten direkte ved porten. Der foregår nogen grad af sortering på virksomhederne. Fraktionerne består af f.eks. en våd og en tør eller en »ren« og en kontamineret fraktion. Den kontaminerede fraktion består typisk af organisk rest blandet med emballage (plast etc.). Denne fraktion minimeres mest muligt, og den videre sortering af det kontaminerede restprodukt foretages af modtageren (landmanden).

Den eneste begrænsning i mulighederne for anvendelse af resterne til foder er, at svin ikke må få visse restprodukter den sidste tid før slagtning. Dette gælder for rester, der indeholder aromastoffer som f.eks. vanille, der sætter sig i kødet.

Det vurderes, at kage- og brødresterne ikke indeholder miljøfremmede stoffer, der begrænser anvendelsen af resterne til foderbrug.

Afsætningen af brødresterne er stabil, og det forventes, at restprodukterne fortsat vil kunne genanvendes i Kategori I.

Restprodukterne i branchen for brød og kage er relativt små, og det vurderes, at der er en udmærket anvendelse af disse som dyrefoder.

3.11 Sukkerindustrien

Produktionsforhold

Sukkerindustrien omfatter sukkerproduktion og videreforarbejdning af sukker i sukkervareindustrien. Sukkerproduktionen er fordelt på 4 sukkerfabrikker. De er alle ejet af et firma, og er alle placeret på øerne.

Sukkervareindustrien videreforarbejder sukker til chokolade, lakrids, og andre slikprodukter.

Sukkervareindustrien er domineret af store enheder, to tredjedele af de ansatte er beskæftiget på virksomheder med mere end 200 ansatte.

Sukkerproduktionen har store sæsonmæssige udsving, idet hele årets sukkerproduktion foregår i efterårsmånederne, hvor sukkerroerne høstes.

Sukkervareindustrien har ikke lignende sæsonudsving.

Selskabet indenfor sukkerproduktion har svaret på det udsendte spørgeskema, og efterfølgende er der udført telefoninterview med en sukkerfabrik. Branchen har derfor bidraget med et godt datagrundlag til efterfølgende beskrivelse.

Indenfor sukkervareindustrien har én virksomhed svaret på de tilsendte spørgeskemaer, og opfølgende telefoninterview øgede ikke dette antal. Det må derfor vurderes, at det foreliggende datagrundlag er utilstrækkeligt til at give en fyldestgørende beskrivelse af sukkervareindustrien.

Sukkerproduktion

Et flowsheet for produktion af sukker fra sukkerroer er vist på nedenstående flowsheet (Figur 3.11.1).

(Figur 3.11.1 - 9 Kb)

Figur 3.11.1
Flowsheet for fremstilling af sukker.

Produktion foregår i hovedtræk således:

Sukkerroer ledes til sukkerfabrikkernes depoter. Herfra transporteres de i en svømmerende til en vaskeproces, hvorefter de vaskede roer snittes og sukkersaften ekstraheres i varmt vand. En enkelt sukkerfabrik har tørtransport af roer til en vasketromle.

Efter ekstraktion af saften fra roesnitterne presses og sælges disse til foderbrug eller tørres og presses til foderpiller, som anvendes til kvægfoder.

Den rå sukkersaft renses ved hjælp af tilsætning af kalkmælk, som bevirker at urenheder bindes til kalken. Efterfølgende udfældes kalken ved hjælp af tilsætning af kuldioxid, og kalkslammet separeres fra sukkersaften ved filtrering. Kalkslammet presses og sælges som jordforbedringsmiddel.

Sukkersaften inddampes i flertrinsinddampere til en blanding af sukker og melasse. Sukkeret skilles fra melassen ved udkrystallisering og efterfølgende tørring. Herefter er sukker og melasse klar til emballering og salg.

Restproduktberegninger

Der forarbejdes p.t. ca. 3,5 mio. ton sukkerroer pr. år i Danmark. Produkter og restprodukter efter oparbejdningen består af vand, roerest, sukker og melasse. (Figur 3.11.2).

(Figur 3.11.2 - 9 Kb)

Figur 3.11.2
Produkter af sukkerudvinding fra sukkerroer. Tallene er skønsmæssige.

En oversigt over skønnede restmængder fra den aktuelle forarbejdning af ca. 3,5 mio. ton sukkerroer pr. år er vist i nedenstående tabel. 3.11.1.

Tabel 3.11.1
Restprodukter fra tilvirkningen af sukkerroer og melasse.

Den samlede spildevandsmængde, der udledes fra sukkerproduktion er ca. 10 mio. kubikmeter pr. år. Denne spildevandsmængde indeholder ca. 5000 tons BOD, 160 tons kvælstof, og 20 tons fosfor (ATV, 1987.)

Sukkervareindustrien

Restprodukterne fra sukkervareindustrien kan ikke opgøres, da datagrundlaget er utilstrækkeligt.

Som udgangspunkt må det formodes, at mængderne begrænser sig til fejlproduktioner mv., idet færdigvaremængden stort set er lig råvaremængden (ATV, 1987.)

Rester fra sukkerproduktion anvendes indenfor Kategori I (råvaresubstitution), Kategori II (biogas), og Kategori III (jordforbedringsmiddel).

En oversigt over anvendelsen af den samlede restmængde fra sukkerproduktion er vist i tabel 3.11.2.

Det skal bemærkes, at rester fra produktion af sukkervarer ikke er inkluderet i nedennævnte mængder, da der ikke forefindes et tilstrækkeligt datagrundlag til at vurdere restmængderne fra sukkervareindustrien. De er formodentlig negligerbare sammenlignet med mængden fra sukkerproduktionen.

Tabel 3.11.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra sukkerindustrien

* 1.500 tons BOD i spildevandet udnyttes til biogas.

Restproduktvurdering

Det vurderes, at de producerede faste rester fra sukkerproduktion genanvendes optimialt. Den del, der kan anvendes til råvaresubstitution, bliver genanvendt til dette, og det producerede kalkslam udnyttes til jordforbedringsmiddel.

Spildevandet fra sukkerproduktion indeholder en relativ stor mængde organisk stof (5.000 tons BOD/år). Denne BOD mængde eller dele af denne kunne udnyttes til biogasproduktion. Ifølge Miljøstyrelsen (1994) har branchen undersøgt muligheder for at anvende en del af spildevandet til biogasproduktion.

Siden 1995 udnyttes ca. 1.500 tons BOD/år til biogasproduktion på en af sukkerfabrikkerne.

Fordelene ved biologisk behandling af spildevandet er, at der er muligheder for at anvende den producerede gas i virksomhedernes kedelsystem. Ulemperne ved biologisk behandling af spildevandet er, at biogasanlægget kun skal være i drift under roekampagnen.

Etableringen af biogasanlægget er sket på grundlag af miljøkrav, og ikke på grundlag af driftsøkonomiske forhold. Energibesparelser fra produktionen af biogas kan p.t. ikke dække omkostningerne til etablering og drift af biogasanlægget.

Der indgår ikke sundhedsskadelige stoffer i produktionen. Det vurderes derfor, at restprodukterne (roesnitter og kalkslam) ikke indeholder problematiske koncentrationer af miljøfremmede stoffer.

Det vurderes, at kategorifordelingen er stabil.

3.12 Frugt- og grøntindustrien

Produktionsforhold

Frugt- og grøntindustrien er præget af forarbejdning af mange forskellige produktkategorier. Ifølge Danmarks Statistik (1995) findes der 78 virksomheder inden for frugt- og grøntforarbejdning.

I forbindelse med denne undersøgelse er det valgt at fokusere på de største produktioner (dvs. produktioner større end ca. 3.000 tons/ år). Forarbejdning af kartofler behandles ikke i dette afsnit, idet det er beskrevet i et separat afsnit. Rå og ubehandlet frugt og grønt behandles ligeledes ikke i det efterfølgende. Restprodukter fra ubehandlede grønsager ender som almindeligt husholdningsaffald og falder således uden for det område, som rapporten omfatter.

De største produktioner af frugt- og grønsagsprodukter (produktioner større end 3.000 tons/år) findes inden for:

– Frosne grønsager
– Juice og saft
– Marmelade
– Sur konserves
– Tomatketchup og tomatsovs
– Forarbejdede løg (stegte eller frosne)

Industriens salg af disse produkter er angivet i nedenstående tabel 3.12.1.

Tabel 3.12.1
Årligt salg af frugt/grønt produkter. (Danmarks Statistik 1992, 1993).

Idet produktionerne er så forskelligartede, er det ikke muligt at vise flowsheets for alle produktioner. På det følgende flowsheet er det forsøgt at lave et generelt flowsheet for produktion af frosne grønsager, dåsekonserves og sur konserves (Figur 3.12.1).

(Figur 3.12.1 - 10 Kb)

Figur 3.12.1
Flowsheet for produktionen af frugt og grønt til konsum.

Restprodukterne fra frugt- og grøntforarbejdning bruges altovervejende til dyrefoder. Derudover anvendes en mindre del til biogasproduktion, f.eks. fejlproduktioner, der er angrebet af mug og svampe, som derfor er uegnet til foder.

Restproduktberegninger

Opgørelse af restproduktmængder fra frugt- og grøntindustrien vanskeliggøres, fordi mange af råvarerne er importerede som halvfabrikata. F.eks. importeres jordbær til grød og marmelade i stort omfang som jordbærpulp. Forarbejdningen af halvfabrikata til færdigvarer producerer stort set ingen restprodukter, idet produktionen foregår, ved at der tilsættes vand, sukker og diverse tilsætningsstoffer til råvarerne.

Der bliver således ved disse produktioner ikke frugt-/bærrester, stilke osv. tilovers efter produktionen.

Når restmængderne skal opgøres, kan disse derfor ikke uden videre beregnes ud fra nøgletal vedrørende bærrester, stilke osv., da mængden af restprodukter fra den enkelte produktion er afhængig af, hvor stor en del af processen der udføres i Danmark. Dette er forskelligt fra fabrik til fabrik. Indhentningen af oplysninger om restmængder er derfor baseret på telefoninterviews med større producenter inden for hver produkttype (Tabel 3.12.2).

Tabel 3.12.2
Beregnede mængder restprodukter fra forarbejdning til de forskellige frugt- og grøntprodukter.

Resterne fra produktion af frosne grønsager, sur konserves og frosne løg består af skrald, toppe, bælge osv. fra forarbejdning af grønsagerne. Mængden af rester er ca. 20-25% af råvaremængden, og den sælges hovedsagelig til dyrefoder. En lille mængde af restprodukterne (porretoppe) føres retur til marken og nedpløjes. Der er ikke fundet eksempler på, at grøntaffald anvendes til biogasproduktion eller deponeres på losseplads,

Brugt stegeolie fra produktion af stegte løg anvendes til biogas. Restmængden fra produktion af juice er meget beskeden, idet langt størsteparten af den producerede juice laves ud fra importeret frugtkoncentrat, der fortyndes med vand. Restprodukterne fra frugtforarbejdningen produceres derfor uden for Danmark.

En enkelt virksomhed angav en restproduktmængde på 40 tons/år fra produktion af æblemost ud fra friske æbler. Dette restprodukt blev anvendt til dyrefoder.

Fra produktion af saft, frugtpuré og frugtkoncentrat fremkommer ca. 3.000-4.000 tons traster (frugtrester, stilke, kerner). Trasterne sælges dels som foder, og det, der ikke kan afsættes som foder, sendes til losseplads. Produktionen af frugtsaft og marmelade hænger sammen, da en del saftproducenter ligeledes producerer frugtpuré og frugtkoncentrat, der afsættes til marmeladefabrikkerne.

Næsten al marmelade- og grødproduktion foregår ud fra frugtpuré og koncentrat, der for en stor dels vedkommende importeres.

Restmængden fra marmeladeproduktion er derfor begrænset til fejlproduktioner og rester fra rengøring mv. Ud fra telefoninterviews anslås denne mængde at være ca. 1.000 tons/år. Hovedparten af marmeladeresten anvendes til biogasproduktion.

Tomatketchup og tomatsovs fremstilles ud fra importeret puré/koncentrat, og giver derfor ikke anledning til nogen særlig restproduktion.

Restprodukter fra frugt- og grøntforarbejdning anvendes hovedsagelig inden for Kategori I, råvaresubstitution, og Kategori II, biogas. En oversigt over anvendelsen af den samlede restmængde fra frugt- og grøntforarbejdning er vist i nedenstående tabel 3.12.3.

Tabel 3.12.3
Kategorifordelingen af restprodukter fra frugt- og grøntindustrien. Tallene er skønsmæssige.

Restproduktvurdering

Ca. 70-75% af restprodukterne fra frugt- og grøntforarbejdning genbruges til foder eller biogasproduktion. Det resterende føres retur til marken og nedpløjes (25%) eller deponeres (1-3%). Den rest, der deponeres, er uegnet til foderanvendelse.

En del af det vil sandsynligvis kunne anvendes til biogasproduktion. For at kunne afgøre dette kræves dog en nærmere vurdering af de enkelte fraktioner.

Sammenfattende kan det konstateres, at resten fra frugt- og grøntforarbejdning genanvendes godt. I den udstrækning det er muligt, anvendes det til foderbrug eller biogasproduktion.

Det har ikke været muligt at få informationer fra virksomhederne angående indholdet af miljøfremmede stoffer i restprodukterne fra tilvirkningen af frugt og grønt. Det vurderes på baggrund af kendskab til tilvirkningsprocesserne, at der ikke vil være et problematisk indhold af miljøfremmede stoffer i restfraktionerne.

Det vurderes, at kategorifordelingen er relativt stabil. Dog kan der forekomme situationer, hvor landmændene ikke længere vil håndtere de relativt små fraktioner af restprodukterne. Endvidere kan det forudsiges, at landmændene med tiden vil sætte højere krav til foderværdien af restprodukterne. Det vurderes, at producenterne vil forædle produkterne for at sikre afsætningen. Dette skyldes de høje afgifter i forbindelse med deponering af restprodukterne.

Der findes ifølge Danmarks Statistik i alt 18 virksomheder med mere end 10 ansatte inden for udelukkende fremstilling af frugt- og grønsagssaft samt anden forarbejdning og konservering af frugt og grønt.

Spørgeskemaundersøgelsen gav svar fra 3 virksomheder i frugt- og grøntbranchen. Efterfølgende er 2 virksomheder inden for frosne grønsager/sur konserves kontaktet, 3 virksomheder inden for juice/saft- og marmeladeproduktion kontaktet og én virksomhed inden for stegte løg/tomatketchup kontaktet. Der er udført virksomhedsbesøg på én virksomhed.

Undersøgelsen er derfor behæftet med en del usikkerhed som følge af det begrænsede datagrundlag.

3.13 Garverier

Produktionsforhold

Der er ifølge Danmarks Statistik 2 garverier med mere end 10 ansatte.

Garverierne producerer læder, skind og pelsværk.

Ud over de ovennævnte garverier er der 5 garverier med ganske få ansatte.

Der er ikke modtaget udfyldte spørgeskemaer fra de kontaktede garverier. Efterfølgende er udført telefoninterview med et garveri.

Restproduktberegninger

Skind og læder består næsten udelukkende af protein, hvoraf ca. 85% er collagen. Herudover indeholder skind også mindre mængder af kulhydrater og fedtstoffer.

Ved garveprocessen fremkommer hovedsageligt to faste restprodukter limlæder og falsespåner (Figur 3.13.1 og tabel 3.13.1).

Limlæder indeholder ca. 20% tørstof og fremkommer, når kødsiden af skindet afskrabes maskinelt. Limlæderet indeholder hovedsagelig protein og derudover små mængder fedt, kalk, salt og sulfid.

Falsespåner er læderrester, der fremkommer, når læderet falses. Falsespånerne består ligeledes hovedsagelig af protein og vand. Falsespånerne kan indeholde krom fra garveprocessen, og kan derfor ikke genanvendes til f.eks. biogas

(Figur 3.13.1 - 22 Kb)

Figur 3.13.1
Restfraktioner fra garveriindustrien.

Tabel 3.13.1
Restfraktioner fra garveriindustrien, mængde, sammensætning og anvendelse.

Restprodukterne fra garverivirksomhed anvendes inden for Kategori II (biogas) og Kategori IV (forbrænding/deponering). En oversigt over anvendelsen er vist i nedenstående tabel 3.13.2.

Tabel 3.13.2
Kategorifordelingen af restprodukter fra garverierne.

Restproduktvurdering

De organiske restprodukter, der ikke indeholder tungmetaller, genbruges til biogasproduktion. Øvrige restprodukter deponeres, da de indeholder tungmetal i form af krom. Med den eksisterende garveproces er det ikke muligt at genanvende denne rest.

Det vurderes, at kategorifordelingen af restprodukterne er stabil.

3.14 Landbrug

Hovedparten af de restprodukter, der produceres i landbruget føres tilbage til jorden. Den interne recirkulering af restprodukter i landbruget udgøres hovedsageligt af gylle (ca. 28 mill. tons i 1994/95) og overskydende plantemateriale (f.eks. halm). Hovedparten af den producerede mængde anvendes hos producenten på den enkelte produktionsenhed. Der foregår dog handel med restprodukterne mellem de enkelte produktionsenheder. Intern handel med restprodukter mellem produktionsenhederne vil ikke blive yderligere behandlet.

En stor del af halmproduktionen i landbruget anvendes på de enkelte produktionsenheder. Der er dog en overproduktion af halm, og overproduktionen udgør et restprodukt, som snittes og nedmuldes på marken eller afsættes til forbrænding i fjernvarmeværker. Anvendelse af overskudshalm i fjernvarmeværker gav et udbytte på 1585 TJ i 1995 (Miljøstyrelsen, 1997), hvilket svarer til ca. 110.000 tons halm (ca. 95.000 tons tørstof). Halmproduktionen behandles ikke yderligere i denne rapport.

Nedenfor behandles de restprodukter som anvendes/deponeres uden for det landbrugsmæssige produktionsapparat.

Produktionsforhold

Branchen er kendetegnet ved mange enheder med få ansatte. Det har derfor ikke været muligt at give en helhedsvurdering på baggrund af kontakt med produktionsenhederne. Branchen producerer hovedsageligt råvarer, der afsættes til videreforarbejdning i industrien. Normalt afsættes uforarbejdede råvarer.

Restprodukter fra landbrugsprodukter bliver derfor hovedsageligt produceret i den efterfølgende tilvirkningsproces i industrien.

Restproduktberegninger

De organiske restprodukter fra landbruget udgøres af gylle og selvdøde dyr (Figur 3.14.1).

(Figur 3.14.1 - 21 Kb)

Figur 3.14.1
Restprodukter fra landbrugsindustrien.

Gyllens biogaspotentiale udnyttes i biogasfællesanlæggene. Biogasfællesanlæggene drives hovedsageligt på gylle ofte sammen med andre industrielle restprodukter. Behandlingen i biogasanlæggene medfører værdivækst af gyllen. Dette sker ved øget gødningsværdi, nedsatte lugtgener, forbedret spredbarhed etc. Endvidere er der indtægter fra salg af biogas. Omkostninger til transport af gyllen til biogasfællesanlæggene er store sammenlignet med den potentielle værdiforøgelse. Anvendelsen af gylle til biogasproduktion i biogasfællesanlæggene er derfor geografisk centreret omkring de eksisterende anlæg.

Gylle til biogasproduktion i biogasfællesanlæggene udgjorde i 1994 514.000 tons, hvoraf hovedparten var svinegylle.

I forbindelse med animalsk produktion forekommer selvdøde dyr, som skal sendes til destruktionsanstalterne. Antallet af selvdøde dyr indberettes til Veterinærdirektoratet, som fører statistik. Den største tilgang til destruktionsanlæggene udgøres af grise og kvæg (Tabel 3.14.1). Yderligere tilføres små mængder af heste, får, geder, hunde samt andre dyr.

I 1995 udgjorde de selvdøde dyr ca. 100.000 tons på landsplan.

Tabel 3.14.1.
Antallet af selvdøde dyr, som er tilført destruktionsanstalterne i 1995. Tallene er indhentet hos Veterinærdirektoratet.

En oversigt over de producerede restprodukter og typer er vist i nedenstående tabel 3.14.2.

Tabel 3.14.2
Oversigt over restprodukter fra landbrugsproduktionen.

Ovennævnte mængdeangivelser baseres på informationer fra restproduktmodtagerne (biogasanlæg og destruktionsanstalter). Det skønnes, at dette giver det bedste billede af branchen. Branchen består af mange produktionsenheder, og det har derfor ikke været muligt at samle informationerne fra producenterne.

Restprodukterne anvendes hovedsageligt inden for kategori I og II. Selvdøde dyr indgår i råvaresubstituerende produktion i form af tilskud til foderblandinger (Kategori I). Gyllen anvendes i produktionen af biogas i biogasanlæggene og efterfølgende som jordforbedringsmiddel (Kategori II).

Restprodukterne er angivet efter kategorianvendelse i tabel 3.14.3.

Tabel 3.14.3
Kategorifordelingen af restprodukter fra landbruget.

Restproduktvurdering

Landmændene er ofte selv medejere af biogasanlæggene, hvor gyllen anvendes til produktion af biogas. I kraft af disse landmænds egen produktion af gylle, vurderes det, at tilførslen af gylle til biogasanlæggene er sikker. I fremtiden vil anvendelsen af gylle derfor afhænge af biogasanlæggenes driftøkonomi.

Biogasanlæggenes fremtidige driftøkonomi vil afhænge af gaspriser og udvikling af ny teknologi. Det er derfor svært at forudsige udviklingen i udnyttelse af gylle til biogasproduktion. Det vurderes dog, at udnyttelsen af gylle til biogasproduktion vil være stabil i de kommende år.

Forekomsten af selvdøde dyr, som kan anvendes til produktion af kød- og benmel, vurderes at forblive på det nuværende niveau. Dog kan eventuel nedgang i kvæg- og svinebestanden medføre reducerede mængder af selvdøde dyr.
 

4. Modtagere af restprodukter

4.1 Landbruget

4.1.1 Gødning/jordforbedring

Landbruget er aftagere af store mængder restprodukter fra agro- og fermenteringsindustrien. På regionalt plan svinger tilførslen af egnede restprodukter fra industrien betydeligt. Der er i flere tilfælde tale om meget store produktionsenheder, der samarbejder med lokale landmænd om afsætningen. Det er svært at beregne mængderne af restprodukter til jordbrugsformål fra brugersiden. Dette ville kræve kontakt til en meget stor gruppe af landmænd. Derfor står mængdeberegningerne fra producentsiden (industrien) som eneste mål for den årlige mængde af organiske restprodukter, der tilføres landbruget.

Anvendelsen af organiske restprodukter fra industrien til jordbrugsformål inkluderer i denne sammenhæng kun anvendelser til landbrugsproduktion og ikke til skovbrug, gartneri, have-, park- og kirkegårdsdrift og lignende samt privat havebrug.

For at kunne belyse brugersiden af den direkte anvendelse af organiske restprodukter på landbrugsjord er der taget kontakt gennem landbrugets egen konsulenttjeneste til planteavlskonsulenter i de lokale landboforeninger i områder af landet, hvor en sådan brug af restprodukter finder sted i stort omfang.

De udvalgte områder er Toftlund (kartoffelfrugtsaft), Kalundborg (Novogro) og Horsens (mucosaaffald). For sidstnævnte restprodukts vedkommende er der gennemført interview med hr. Hem fra JP Hem AS, der har opgaven i entreprise for Løvens kemiske Fabrik.

Desuden har der været kontakt til:

Landskontoret for planteavl ved:
Thorkil Birkmose
Leif Knudsen

Landboforeningen i Kalundborg ved:
Peter Henriksen
Henrik Sørensen

Landboforeningen i Toftlund ved:
Johannes Jensen

Landboforeningen i Haderslev ved:
Jakob Nymand

Samarbejdet med producenter af organiske restprodukter, positive og negative erfaringer.

For anvendelse af organiske restproduktkomponenter i landbruget kræves et betydeligt samarbejde mellem producent (virksomhederne) og landbruget. Der er behov for omfattende analyser og dokumentation af restprodukternes virkning på planterne.

Landmanden har et stort behov for rådgivning med hensyn til restprodukternes indvirkning på plantevæksten og miljøet for at kunne administrere brugen af restprodukterne. Endvidere er det nødvendigt at kende det præcise indhold af næringsstoffer i forbindelse med landmandens gødningsregnskab. Planteavlskonsulenterne indhenter i flere tilfælde direkte analyseresultater fra virksomhederne til brug for deres rådgivning af landmændene. Planteavlskonsulenterne kan også medvirke ved undersøgelserne af mulighederne for anvendelse af nye restprodukter som jordforbedring.

I flere tilfælde har man lavet meget grundige undersøgelser af slammets virkning på landbrugsjorden. Novo Nordisk afsætter store mængder biomasse (Novogro) til landbruget, og virkningen på jorden er undersøgt i samarbejde med landbrugets planteavlskonsulenter. Dette har medført, at virkningen af Novogro er godt dokumenteret (Landboforeningen i Kalundborg, v. Peter Henriksen og Henrik Sørensen).

Samarbejdet mellem landbruget (ved planteavlskonsulenter) og virksomhederne vurderes af planteavlskonsulenterne som værende tilfredsstillende. I visse tilfælde vurderes det, at planteavlskonsulenterne kan anvendes bedre. Planteavlskonsulenterne kan som tidligere nævnt medvirke ved undersøgelser af restprodukter samt ved identificeringen af potentielle modtagere, således at gødningen bliver udnyttet bedst muligt (også kommercielt).

Praktiske erfaringer med brugen

I forbindelse med anvendelsen af de produkter, der indgår i denne undersøgelse, er der generelt stor tilfredshed blandt aftagerne (landbruget). Dette skyldes hovedsageligt, at restprodukterne ofte er særdeles veldefinerede, hvilket gør det nemt at lave en plan for supplerende gødning. Restprodukterne er ofte homogene med et relativt lavt tørstofindhold, hvilket gør det nemt at håndtere og sprede ensartet. Der rapporteres i visse tilfælde om praktiske problemer i forbindelse med svidning af planter og lugt.

Gødningsindholdet er ikke ubetydeligt i fermenteringsslammet, kartoffelsaften og mucosaaffaldet. Udbringningen begrænses i visse tilfælde af et ikke-afbalanceret indhold af næringstofferne, f.eks. indeholder kartoffelsaft store mængder kalium (K), som derfor sætter grænserne for udspredningen af produkter. Hvis restprodukterne raffineres ved blanding med andre produkter (eller handelsgødning), således at der skabes et balanceret gødningsprodukt, er det muligt, at der kan afsættes større mængder til landmændene med en større rentabilitet.

Styringen af udspredningstidspunkter vurderes af planteavlskonsulenterne til også at have betydning for anvendeligheden. Planteavlskonsulenterne vurderer, at der forekommer udkørsel på ubekvemme tidspunkter. Dette har i visse tilfælde medført køreskader, udkørsel på tidspunkter med lav udnyttelsesgrad og svidning af afgrøder. For at løse dette problem må der være lagerkapacitet enten ved markdepoter eller på virksomhederne.

For de her beskrevne restfraktioner er erfaringerne gode, og der er en positiv indstilling blandt planteavlskonsulenterne. Der foretages p.t. undersøgelser vedrørende mucosaaffaldets direkte anvendelse som gødningsmiddel. Resultaterne er gode, men anvendelsen er fundet at være forbundet med lugtgener. Konklusioner vedrørende anvendelse af mucosaaffaldet må afvente den endelige rapportering af disse forsøg.

Holdning til restprodukterne hos konsulent og bruger

Holdningerne til anvendelse af industrielle organiske restprodukter som gødskningsmiddel er generelt positive. Tilliden til produkterne skyldes hovedsageligt et udbredt kendskab til deres oprindelse og sammensætning. Generelt gives der ikke udtryk for, at debatten om kommunalt spildevandsslam har påvirket holdningerne blandt modtagere af industrielle organiske restprodukter. Der skelnes klart mellem kommunalt spildevandsslam og alt andet. En rådgiver mener dog, at slamdebatten har gjort det vanskeligt at arbejde i branchen, idet der er større forsigtighed end tidligere.

Holdningen til anvendelse af de industrielle restprodukter i landbruget vurderes ikke at sætte grænser for afsætningsmulighederne, når der er et godt kendskab til produkternes oprindelse og sammensætning. Restprodukterne skal være billige og eventuelle infrastrukturelle problemer løst rationelt.

Prispolitik

Priserne på restfraktionerne varierer mellem forskellige typer restprodukter. Yderligere er der betydelige regionale og sæsonmæssige svingninger. Vi er blevet bekendt med priser, der svinger mellem 14-17 kr./tons restprodukt, over fri levering og spredning, til at virksomhederne betaler modtageren for modtagelsen. Prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel.

Overordnede krav

Der skal være et detaljeret kendskab til sammensætningen af restprodukterne, dette gælder indholdet af næringsstoffer og disses tilgængelighed, samt indholdet af tungmetaller og andre eventuelt miljøbelastende stoffer. Endvidere skal der være tilgængelig viden vedrørende restprodukternes oprindelse og behandling. Det forudsættes, at restprodukterne kan overholde bekendtgørelsernes krav om indhold af metaller, andre miljøfremmede stoffer samt hygiejnisk tilstand. Erfaringer fra forsøgsdyrkninger skal indgå i vurderingen af mulighederne for spredningen.

Vigtige parametre for vurderingen af restprodukterne er endvidere spredbarhed og ensartethed, således at det er nemt at indpasse i gødningsplanerne. Restprodukterne skal desuden være rationelle at håndtere og have en afbalanceret sammensætning, der minimerer behovet for suppleringsgødning. Ellers lægges der vægt på økonomi over for gødningsindholdet og muligheden for at tilføre det, når udnyttelsen er maksimal (forår), og når jorden kan bære.

På grund af det relativt store dokumentationsarbejde i forbindelse med udbringningen af organiske restprodukter til jordbrugsformål, vil kun store partier eller løbende producerede restprodukter kunne berettige de økonomiske omkostninger.

4.1.2 Husdyrfoder

Der er indhentet informationer via telefoninterview fra Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Kvægavl, Finn Strudsholm, og Landskontoret for Svineavl, Niels Ove Nielsen, samt fra Fjerkrærådet, Henrik Bang Jensen. Desuden er der indhentet oplysninger fra industrier og brugere.

Generelt er der en glidende overgang mellem egentlige foderstoffer som korn til de forskellige møllerifraktioner, der sælges som fodermidler af lavere værdi, til egentlige affaldsstoffer. Havreskaller og frøafrensning giver således også et dækningsbidrag.

Slagterirester og andet animalsk væv skal af hygiejniske årsager sendes til kød- og benmelsfabrikker, hvorved der kan fremstilles en række foderprodukter som kød- og benmel og teknisk fedt/animalsk fedt.

Svin

Anvendelse af madrester har traditionelt været som svinefoder i udstrakt grad. I dag anvendes storkøkken- og restaurationsaffald efter en varmebehandling til svinefoder, ligesom der ved industriel fremstilling af fødevarer vil være en del spild og rester, der er velegnede til svinefoder. Typiske eksempler er brød- og kageproduktion, hvor spild af både dej og færdigvarer anvendes, og gærfløde og bærme fra ølbrygning. I mejerisektoren er der, afhængig af markedsforholdene for de forskellige primære mælkeprodukter, overskud af valle, der også anvendes til svinefoder. Produkter som skummetmælk/kærnemælk er eksempler på produkter, der tidligere var biprodukt og blev anvendt til svinefoder, men i dag hovedsageligt er salgbare primærprodukter.

Dersom udnyttelsen skal være optimal, skal der foretages næringsstofanalyse samt praktisk afprøvning under kontrollerede forhold. Imidlertid er der brugere, der vælger blot at prøve sig frem med et givet produkt i stedet for at bruge ressourcer på analyser. Det generelle billede er, at foderet skal være meget koncentreret for at opnå maksimal tilvækst. Det vil derfor ikke være rentabelt at anvende fodermidler, der er væsentligt mindre næringsholdige end byg. Et svin æder ca. 2-2,5% af kropsvægten pr. dag i form af tørfoder, hvis den får ubegrænset adgang til foder. Hvis foderet er mindre koncentreret, vil den ønskede slagtevægt blive opnået senere.

Generelt om anvendelsen af restprodukterne som svinefoder kunne det oplyses, at det var erfaringen, at svineproducenter ofte ikke fik analyseret et foderemne og ofte brugte det på slump. I disse tilfælde var konsulentens anbefaling, at det kun udgjorde en lille procentdel af foderet, og at det fortrinsvis blev anvendt til slagtesvin, der er mere tolerante end søer. Hvis slagtesvin får fordøjelsesproblemer, kan det normalt rettes op på 14 dage. Hvis en so kommer ud for det samme, vil det først kunne rettes op efter udløb af aktuel drægtigheds- og diegivningsperiode.

Med hensyn til kvalitetskrav er svin vidtgående ufølsomme over for almindeligt smuds - op til 10% ler i foderet går godt. Største problem er mug eller lignende svampeangreb, der danner toksiske stofskifteprodukter. Organiske restprodukter skal derfor anvendes hurtigt. Der har været analyseret på paraffin på osteskorper og konkluderet, at en mindre mængde kunne godt accepteres. Plastemballage er man dog meget på vagt overfor, selvom alt taler for, at det går uomsat igennem, forudsat at det er små mængder.

Ved anvendelse af vådfodringsanlæg kan produkter med meget lille næringsindhold og stort vandindhold gøres rentable som fodermidler ved at substituere drikkevand. Som eksempel kan nævnes sukkervand, der alternativt skulle have været ledt til renseanlæg.

Kravene til renhed er store. Almindeligvis anvendes kun varer, der kan sidestilles med fødemidler, dog tolereres en del almindeligt smuds (svin kan uden problemer omsætte foder med 10% ler) og undertiden også begyndende mugangreb. Fremskreden mug eller forrådnelse accepteres ikke. Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod efterfølgende skylninger med tilsætning af rengøringskemikalier ikke resulterer i anvendelige produkter.

Kvæg

Vegetabilske restprodukter har været anvendt til kvægfoder gennem lang tid.

Mask og trub fra bryggerierne samt sukkerroerester (i dag ofte tørret) og kartoffelpulp anvendes systematisk som kvægfoder. Desuden anvendes rester af citrusskaller fra pektinfremstilling. Til slagtekalve bruges desuden i et vist omfang de samme typer affald, som anvendes til svinefoder,

Kravene er store både med hensyn til håndterbarhed og lødighed. Ved rengøring af produktionsanlæg (CIP) med rent vand kan tørstof udskilt herfra anvendes til foder, hvorimod efterfølgende skylninger med tilsætning af rengøringskemikalier ikke resulterer i anvendelige produkter.

Foderet skal helst have struktur af hensyn til vomfunktionen og samtidig være koncentreret af hensyn til dyrets begrænsede fødeoptagelsesevne. Et kreatur af stor malkerace (f.eks. RDM) tildeles dagligt 18-20 FE (foderenheder, ækvivalent med 1 kg byg). Et fodermiddel, der kræver mange kilo pr. FE, vil derfor kun kunne udgøre en begrænset del af foderet, da mængden så ville overstige dyrets ædelyst eller fordøjelseskapacitet. Foderomsætningen kan sættes til ca. 10% af dyrets vægt pr. dag, hvilket giver op til 80 kg/dag. Gennemsnittet må derfor ikke være højere end godt 4 kg/FE.

Mug kan give problemer i letomsættelige varer, idet visse mugsvampes stofskifteprodukter kan bevirke øget abortrisiko.

Fjerkræ

Fjerkræ er også traditionelt blevet fodret med restprodukter fra fødevaresektoren. I nyere tid kendes dette stort set kun fra kalkunproduktion på mask fra bryggerier. Denne anvendelse kræver dog en tørring af masken. Ved lave kornpriser kan masken derfor ikke konkurrere ved denne anvendelse.

I øvrigt anvendes restprodukter stort set ikke som fjerkræfoder i Danmark. Dette skyldes, at ligesom for kvæg- og svineproduktion er der bundet så store kapitalmidler i produktionsapparatet, at en optimal produktion/tilvækst er afgørende frem for en mindre besparelse på foderet. Følgelig fodres fjerkræ i erhvervsmæssig produktion stort set kun med standardiserede fuldfoderblandinger, der er ensartet i partikelstørrelse og har et højt indhold af letomsættelige forbindelser. Heri indgår naturligvis en række af de samme biprodukter fra mølleriindustrien som nævnt under kvæg og svin (majsgluten, sojaskrå mv.).

4.2 Biogasproduktion

4.2.1 Biogasanlæg i Danmark

Der findes i Danmark et antal biogasanlæg til energiproduktion fra biologisk nedbrydeligt materiale. Der findes en række forskellige typer anlæg (Tabel 4.2.1). Denne rapport indeholder en gennemgang af biogasfællesanlæggene, idet driften af disse er delvist baseret på organiske restfraktioner fra industrien.

Biogasproduktion kan ikke betragtes som en slutdisponering i sig selv, idet funktionen af biogasprocessen i affaldssystemet bl.a. er at muliggøre eller optimere anvendelse af restprodukter som gødning eller jordforbedringsmiddel. Dette formål opfyldes dels ved blanding med andre affaldstyper eller husdyrgødning, hvorved gødningssammensætningen afbalanceres, dels ved at nedbryde de lettest omsættelige organiske forbindelser. Det afgassede produkt vil dermed afgive mindre lugt ved udbringningen og være mindre iltforbrugende i dyrkningslaget på marken. Desuden produceres et energioverskud, der bidrager til en fortrængning af fossile brændsler.

Tabel 4.2.1
Biogasanlægstyper i Danmark i 1995 (Energistyrelsen, 1995).

Biogasfællesanlæggene er p.t. placeret med 11 anlæg i Jylland, 3 på Fyn og 1 på Sjælland.

4.2.2 Biogasproduktion

Produktionen af biogas foregår, ved at det organiske materiale udrådnes under iltfrie forhold, hvorved der dannes methangas. Processerne er mesofile eller thermofile.

Råaffald til biogasproduktion

De 15 biogasfællesanlæg modtager i 1995 ca. 690.000 tons organiske restprodukter til produktion. Hovedparten af det organiske materiale til biogasproduktion er husdyrgødning (75%), og det resterende materiale består af organiske restfraktioner fra industrien (24,4%), husholdningsaffald (0,2%) samt spildevandsslam (0,9%, figur 4.2.1).

(Figur 4.2.1 - 7 Kb)

Figur 4.2.1
Råvareforbruget i de danske biogasfællesanlæg i 1995 (Energistyrelsen, 1995).

Husdyrgødningsfraktionen til biogasproduktion består hovedsageligt af svine- og kvæggylle. Fraktionen af organiske industrirester består af flere forskellige komponenter. En præcis beskrivelse af anvendelsen af forskellige fraktioner af organiske industrirester på de individuelle biogasfællesanlæg blev indsamlet ved interview med de enkelte anlæg (Tabel 4.2.2). Enkelte fraktioner anvendes af mange anlæg (f.eks. fiskeaffald og flotationsslam fra fiskeindustrien), mens mange fraktioner er begrænset til anvendelse i enkelte anlæg. Denne fordeling skyldes den geografiske placering af den affaldsgenererende industri.

Industrielle restprodukter til biogasproduktion

En række organiske restfraktioner fra industrien er angivet i tabel 4.2.3. Det ses, at industriresterne udgør 24% af råvaregrundlaget for biogasanlæggene. Af dette er mave-tarmindhold fra slagterierne og fedt- og flotationsslam den vigtigste enkeltfraktion, der udgør 60% af den samlede mængde organiske restprodukter til biogasanlæggene. Overordnet set tilføres kun ganske få restfraktioner til biogasanlæggene. Otte enkeltfraktioner udgør således 94% af den totale tilførsel af organiske restprodukter fra industrien til biogasanlæggene. Tilførslen af restprodukterne til biogasanlæggene forløber forholdsvis jævnt over året. Dette er med undtagelse af fiskeaffaldet, der i visse tilfælde er sæsonbetonet. De fleste af biogasfællesanlæggene modtager restprodukter fra op til 10 eller flere virksomheder, hvilket medvirker til at udjævne sæsonvariationer på de enkelte restfraktioner.

Den samlede gasproduktion fra biogasfællesanlæggene er øget i perioden 1988-1994. Dette skyldes primært en øget tilførsel af organiske restfraktioner fra industrien. I samme periode er anlægskapaciteten øget. Udnyttelsen af anlægskapaciteten varierer betydeligt mellem anlæggene. Fire anlæg udnytter deres kapacitet fuldt ud, mens fire ønsker tilførsel af større mængder af restprodukter. Kapacitetsudnyttelsen på de resterende anlæg er ukendt.

Tabel 4.2.2
Oversigt over de organiske restfraktioner fra industrien, der behandles på de danske biogasfællesanlæg og Nordsjællands Biogasanlæg. Informationerne er indsamlet ved telefoninterview med samtlige anlæg, med udgangspunkt i Energistyrelsens opgørelse fra året 1994.

Tabel 4.2.3
Biogasfællesanlæggenes anvendelse af organiske restfraktioner fra industrien i 1994. Tallene er modificeret fra rapporten (Energistyrelsen, 1995).

Krav til restprodukterne

Generelt er anlæggene meget kritiske med hensyn til restfraktionernes kvalitet, og der føres kontrol med leverandørerne. I visse tilfælde har man fuldstændig stoppet med modtagelse fra specifikke producenter på grund af kvalitetsproblemer. Restprodukterne vurderes hovedsageligt på baggrund af gaspotentialet, og i de tilfælde, hvor anlæggene nærmer sig fuld udnyttelse af deres kapacitet, kræves det, at nye restprodukter har højere gaspotentiale end det, der i forvejen anvendes i anlæggene. Dette kan medføre begrænsninger for biogas som affaldsbehandlingsmetode. Yderligere måles indholdet af metaller, og flere anlæg vurderer også restprodukternes mulige indhold af andre miljøfremmede stoffer i relation til slamdebatten og deres muligheder for afsættelse af restprodukterne til landmændene. Da mulighederne for at vurdere disse stoffer er begrænsede på grund af manglende tilgængelig viden, er den almindelige rettesnor, at kravene til føde- eller fodermidler skal være overholdt, bortset fra enkelte overskuelige undtagelser.

De almindeligste problemer med restfraktionernes indhold af fremmedstoffer er emner som f.eks. gummihandsker, gummimåtter, tovværk og jernstænger, der giver mekaniske problemer.

For at opnå udnyttelse af de organiske restprodukter til biogasproduktion kræves en omhyggelig dokumentation af sammensætningen. Dette skal dels sikre, at udrådningsresten kan anvendes på landbrugsjord, dels at der ikke er proceshæmmende stoffer i betydende omfang.

Kravene til restprodukterne kan kort sammenfattes således:

	højt gaspotentiale
	overholdelse af krav for metalindhold (og andre miljøfremmede stoffer) for efterfølgende udbringning på landbrugsjord
	ingen proceshæmmende stoffer
	ingen tilstedeværelse af fremmedlegemer (gummimåtter etc.)
	levering med minimale sæsonmæssige svingninger
	lagringsmuligheder
	løbende dokumentation af restprodukternes kvalitet
	betaling for modtagelse af restprodukterne, afstemt efter gaspotentiale mv.

4.2.3 Konklusion

Fordele ved biogas som affaldshåndteringsmetode er, at der produceres CO₂-neutralt brændstof, og at restproduktet fra processen har en bedre kvalitet end råprodukter som jordforbedringsmiddel, specielt med hensyn til hygiejne og lugt. Økonomisk vil det være attraktivt for affaldsproducenten i de tilfælde, hvor direkte udspredning ikke er mulig, f.eks. på grund af lugtgener, eller hvor restprodukterne har et betydeligt gaspotentiale.

4.3 Renseanlæg

De anførte erfaringer stammer fra kommuner og Carl Bro as.

Renseanlæg aftager restprodukter fra industrien. Renseanlægs biologiske processer kan benytte organisk stof til tre processer: biologisk kvælstof- og fosforfjernelse samt biogasproduktion (Tabel 4.3.1).

Tabel 4.3.1
Processer og effekter på renseanlæg ved anvendelse af organiske restprodukter.

Biologisk kvælstoffjernelse

Rensning af spildevandet m.h.t. fjernelse af kvælstof foregår ved, at kvælstofforbindelser oxideres til nitrat i et iltrigt miljø. Herefter reduceres nitrat til uskadeligt, luftformigt kvælstof under forbrug af organisk stof i et iltfattigt miljø. Der tales om kulstofkilder i forbindelse med tilsætning af eksternt organisk stof til renseanlæg. På få renseanlæg anvendes metanol, eddikesyre eller melasse til at forbedre kvælstoffjernelse, såfremt denne proces er begrænset af et for lavt indhold af organisk stof. Kulstofkilderne øger desuden den hastighed, hvormed kvælstoffjernelsen foregår.

Rensning af spildevand for fosfor kan ligeledes foregå biologisk. Biologisk fosforfjernelse hænger meget sammen med biologisk kvælstoffjernelse, idet biologisk fosforfjernelse kræver en effektiv kvælstoffjernelse for at kunne fungere. Biologisk fosforfjernelse kræver letnedbrydeligt organisk stof. De bakterier, som kan optage fosfor har en fordel frem for de fleste andre bakterier, idet de kan optage letomsætteligt organiske stof i konkurrence med de øvrige bakterier, som renser spildevandet. Normalt kommunalt spildevand mangler organisk stof og specielt letomsætteligt organisk stof for at kunne rense til de gældende krav for udledningen af fosfor. Tilsætning af kommercielt tilgængelige kulstofkilder foregår på enkelte renseanlæg i Danmark.

Priserne på kommercielle kulstofkilder (melasse, acetat og metanol) frit leveret er i størrelsesordenen 2-7 kr. pr. kg. Markedet er p.t. begrænset og skønnes til 1.000-2.000 tons pr. år.

Der er flere renseanlæg, som har afprøvet og anvender alternativer til kommercielt tilgængelige kulstofkilder til kvælstoffjernelse og enkelte til biologisk fosforfjernelse. Der har været afprøvet næringsvæske fra fermentering, spritopløsning fra rensning af insulin, fejlproduktioner af sprit (ethanol), genbrugt sukkervand, glykol (fra afrimning af fly) og melasse. Kulstofkilderne har været gratis og endda i flere tilfælde været frit leveret.

Anvendelsen af restprodukter som kulstofkilder er ikke videre udbredt, hvilket hænger sammen med, at langt de fleste renseanlæg kan rense spildevandet uden tilsætning. Desuden har der kun været en begrænset vidensudveksling om erfaringerne på området. Mange renseanlæg kunne forbedre den biologiske kvælstoffjernelse og fosforfjernelse i specielt den kolde vinterperiode og i weekenderne, hvor industrierne holder lukket, ved at tilsætte kulstofkilder.

Forskellige kulstofkilder er vurderet i forbindelse med denitrifikation i en dansk publikation (NOVI og andre, 1991).

Organiske restprodukter kan eventuelt blive interessante, såfremt det er forbundet med lave omkostninger at anvende dem. Potentialet er størst inden for biogasproduktion på renseanlæg. Fordelen ved at producere biogas på renseanlæg kan være, at det behandlede produkt afvandes, hvorefter mængden, som skal bortskaffes, er mindre end for traditionelle biogasanlæg. Her reduceres det volumen ikke, som skal bortskaffes.

Biogasproduktion

De større renseanlæg har ofte en rådnetank, hvor slam kan stabiliseres. Disse tanke kan have en overkapacitet, der gør det muligt for driftspersonalet at optimere produktionen af egen energi via biogas. Der er anvendt forskellige produkter såsom fedt fra fedtfang, limvand, glykol, mejeriprodukter, eksternt slam fra flotationsanlæg, marmelade og juice. I alle tilfælde er der tale om relativt små mængder af et meget koncentreret restprodukt. Dette er nødvendigt for at undgå en overbelastning af processen. De modtagne produkter aftages ofte meget billigt eller gratis som en service over for kommunernes egne virksomheder.

Restprodukters afprøvning og anvendelse på renseanlæg er angivet i tabel 4.3.2.

Tabel 4.3.2
Opgørelse over restprodukter, som er afprøvet eller anvendes på renseanlæg.

4.4 Destruktionsanstalter

4.4.1 Destruktionsanstalter i Danmark

I Danmark findes der et antal destruktionsanstalter til destruktion af affald og rester fra levnedsmiddelindustrien og landbruget. Denne rapport indeholder en gennemgang af destruktionsanstalterne, som den eneste industri, der modtager organisk affald og rester, idet de er aftagere af store mængder organiske restfraktioner fra både industrien og landbruget. Destruktionsanstalterne forarbejder hovedsageligt ikke-spiselige restprodukter fra levnedsmiddelindustrien og selvdøde dyr fra landbruget til dyrefoder.

Destruktionsanstalter i Danmark

Af danske kødfoderfabrikker er der Daka, Kambas, Miljøcenter Vantinge og Danpo. De to førstnævnte, Daka og Kambas, har delt det danske marked, idet Daka hovedsagelig indsamler i Jylland mens Kambas geografisk indsamler råvarerne på øerne, Daka står på langt størstedelen af forarbejdningen af destruktionsaffald i Danmark (Tabel 4.1.1).

De enkelte fabrikker har specialiseret sig inden for bearbejdning af de forskellige typer af råvarer indenfor kategorierne selvdøde dyr, madaffald og slagteriaffald herunder opsamlet blod.

Tabel 4.1.1
Råvaretilførslerne og deres fordeling på de danske kødfoderfabrikker (Andelsbladet, 1995).

Råvarer til destruktionsanstalter

Råvaren til destruktionsanstalterne består af animalske restprodukter hovedsagelig fra slagterier og selvdøde dyr fra landbruget. Dette omdannes til proteinrigt kød- og benmel samt fedt til foderbrug.

Destruktionsanstalterne modtager årligt ca. 720.000 tons organiske restprodukter til produktion af dyrefoder. Den overvejende del af det organiske materiale er slagteriaffald (89,6%). En anden væsentlig tilførsel er døde dyr (8,3%), hvor hovedparten er selvdøde dyr fra landbruget. De resterende mindre mængder organiske restfraktioner består af madaffald fra storkøkkener, restauranter mv. (1,7%) samt friturefedt fra grillbarer og slagterforretninger o.l. (0,4%), (Figur 4.1.1).

(Figur 4.1.1 - 6 Kb)

Figur 4.1.1
Fordelingen af råvarer i procent, der tilføres de danske destruktionsanstalter.

Tabel 4.1.2
Opgørelse over tilførslerne af døde dyr og andre animalske råvarer til destruktionsanstalterne i 1995 ifølge opgørelse fra Veterinærdirektoratet. De selvdøde dyr er opgjort i tons og animalske råvarer fra hovedsagelig slagterier er opgjort i tons.

Kødfoderproduktionen

Produktionen af pellets, mel og pulver af kød og slagteaffald samt fedtegrever udgør 197.800 tons i 1994 ifølge Danmarks statistik. Produkterne er forarbejdet til dyrefoder og er tilberedt af rest- og affaldsprodukter fra næringsmiddelindustrien.

Et flowsheet for produktion af ben- og kødbenmel samt fedt fra ikke spiselige rester fra slagterier og fra selvdøde dyr fra landbruget er vist på figur 4.1.2. Ben- og kødbenmel samt fedt bruges til at supplere dyrefoder med.

(Figur 4.1.2 - 8 Kb)

Figur 4.1.2
Simpelt flowsheet for produktionen af ben- og kødmel.

Produktionen for fremstilling af ben- og kødbenmelsproduktionen hvorved affaldet, som består af vand, fedt og protein skilles fra hinanden, foregår i hovedtræk således:

Råvaren knuses og går til en forvarmer, hvor affaldet opvarmes hvorved en del af væsken frigøres og fedtet smelter fra. Efterfølgende presses koagulatet, og vandindholdet reduceres ned til 2/3 af det oprindelige. Pressekagen tørres, og det tørrede produkt sigtes til to produkter benmel og kødbennel. Kødbenmel er rigt på protein og benmel er fattig på protein. Væsken, som indeholder vand og fedt samt lidt protein, opvarmes og centrifugeres, hvorved tre faser opnås nemlig fedt, vand og grax. Grax er tørstof, som sendes til tørring. Koncentratet også kaldet limvand indeholder stadig proteiner, som frigøres ved inddampning. Koncentratet fra inddampningen indeholder 50% protein og tørres sammen med pressekagen.

En vigtig funktion af behandlingen af organisk affald og rester på destruktionsanstalterne er at afbryde eventuelle smittekæder ved opvarmning. Produktionen sker således under hygiejnisk kontrol af dyrlæger, derved sikres at kød- og benmelet overholder de krav som lovgivningen stiller.

Tidligere produceredes kun én type kød- og benmel, mens der i dag produceres flere forskellige slags med mulighed for dannelse af flere typer med forskelligt indhold af protein efter ønske fra aftager.

Produktion af blodmel og madpulp

Blod fra slagtning opvarmes og føres til dekanter. Væske inddampes sammen med limvand. Tørstoffet herfra kaldet blodgrax går i tørsmelter, hvorved det steriliseres og grax'en færdigtørres til blodmel.

Madaffald fra storkøkkener mv. finhakkes separat og varmebehandles i tørsmelter. Den homogene blanding køres ud til svineproducenter og iblandes svinefoder. Madaffald steriliseres, og i stedet for tørring syrnes det for konservering. Madaffald kan også blandes med de øvrige rester, hvorefter det behandles som øvrige råvarer.

Priserne er på teknisk fedt 1,50-3 kr. og for kød- og benmel ca. 2 kr. pr. kg. Til sammenligning er priserne på korn og fuldfoder i størrelsesordenen 1,25 kr. pr. kg.
 

5. Arbejdsmiljøvurdering

5.1 Generelle bemærkninger

Selvom der i forbindelse med indhentning af oplysninger til denne rapport ikke er fundet anledning til sundhedsmæssige problemer i forbindelse med håndtering af restprodukterne, forekommer en arbejdsmiljøvurdering af forholdene berettiget. En sådan vurdering tager hensyn til alle personer, som i erhvervsmæssig henseende er i regelmæssig kontakt med restprodukterne, både hos producenten, hos aftageren og under transporten. Herudover berører denne vurdering også teknikere eller forskere, som beskæftiger sig med videreudvikling eller oparbejdning af organiske restprodukter. En generel miljøvurdering omfatter alle mennesker, som direkte eller indirekte kan udsættes for restprodukter eller dele heraf, f.eks. beboere i en ejendom, der ligger tæt op ad en mark, hvor der er udspredt restprodukter som gødning.

5.2 Sygdomsrisiko ved organiske restprodukter

Alle former for organiske restprodukter indeholder mikroorganismer såsom bakterier, svampe o.l., som findes overalt i miljøet. Når enkelte af disse mikroorganismer eller deres afsondringsprodukter fremkalder sygdomme hos mennesker eller dyr, taler man om patogener. Mange patogener kan fremkalde sygdomme selv i små mængder ved en almindelig arbejdssituation. Dette kan ske ved direkte kontakt mellem små partikler (i form af støv, aerosol o.l.) og hud eller slimhinder i øjne, mund eller luftveje. Et eksempel herpå kan være kontakt med salmonellaholdig aerosol fra flydende slagteriaffald eller udsættelse for indtørret støv fra muggent grønt affald under transport til biogasanlæg.

Jo større koncentrationen af partikler, jo større er risikoen for, at der kan opstå gener. Ved udtørring af organisk slam, f.eks. på en mark, kan der opstå en betydelig opkoncentrering af patogen støv. Hvis dette støv transporteres af vinden til et beboelsesområde, kan der opstå sygdomme blandt de omkringboende.

Organiske restprodukter kan også indeholde organiske og uorganiske stoffer og metaller. Nogle af disse giver også anledning til sygdomme, men som regel kun, når de findes i større koncentrationer ved en ualmindelig arbejdssituation (teknisk fejl/ulykke).

5.3 Arbejdshygiejniske forholdsregler

Transport og opbevaring af organiske restprodukter bør ske i lukkede systemer, om muligt i flydende form.

Teknisk udstyr til forhindring af udslip af aerosoler, støv o.l. bør forefindes.

Gældende regler for arbejdshygiejne bør overholdes.

Umiddelbart forekommer det, at i hvert fald ansatte i landbruget, der aftager organiske restfraktioner fra blandt andet slagterier og kemiske industrier til spredning på jorden, udsætter sig for en vis sygdomsrisiko under deres arbejde.

Ved udforskning af teknologi til oparbejdning af Kategori III rester til f.eks. Kategori I rester (foderstofkomponent) bør ovennævnte risici medinddrages i udformning af de tekniske redskaber og fastlæggelse af arbejdsrutinen (eksempler: oparbejdning af frugtvand (3.7), muslingekogevand (3.2.2).

Ved den økonomiske beregning af priser for restprodukterne bør udgifter til overholdelse af de arbejdshygiejniske forhold medtages.
 

6. Økonomi ved forskellige metoder til bortskaffelse af restprodukter

Til belysning af de økonomiske konsekvenser af at vælge en givet metode til at bortskaffe organiske restprodukter gennemgås i dette afsnit de fire kategorier og de dermed forbundne omkostninger. Resultaterne er opsumeret i tabel 6.1.

Tabel 6.1
Omkostning for producent og indtægt/besparelse for aftagere af restprodukter.

6.1 Kategori I: Råvaresubstituerende anvendelse

Denne kategori dækker i sagens natur over så mange forskellige potentielle anvendelser, at et forsøg på en fuldstændig økonomisk vurdering af kategorien er urealistisk. Generelt vil det i denne kategori være muligt at opnå en betaling for restprodukterne fra brugeren. Betalingen vil svare til værdien af den substituerede råvare minus alle ekstraomkostninger brugeren har ved at anvende restproduktet i stedet for den sædvanlige råvare. Yderligere skal beregnes beløb til motivering af brugeren for at skifte til anvendelse af restprodukter.

For organiske restprodukters vedkommende er den mest udbredte anvendelse i denne kategori foder til husdyr. Som eksempel anvendes pektinrester (rester af citrusskaller) som kvægfoder. Her beregnes værdien for kvægavleren ud fra prisen pr. foderenhed (FE), hvor 1 FE svarer til 1 kg byg. Prisen for 1 kg byg er p.t. 1,10-1,20 kr. Hvis der går 13 kg pektinrester til en FE (afhængig af tørstofindholdet), vil værdien være ca. 80-90 kr./ton. Herfra skal trækkes ekstraomkostninger til transport, oplagring og håndtering i forhold til korn, hvilket afhængig af afstanden vil resultere i beløb af samme størrelsesorden. Angående transporten er der foretaget en vurdering efterfølgende under kategori III (6.3).

Den marginale besparelse, der skal motivere brugeren, er vanskelig at bestemme. Det vil afhænge afgørende af konkurrenceforholdene lokalt og vil være aftagende med voksende transportafstand fra fabrikken. Da der er en vis risiko forbundet med introduktion af andre fodermidler, må der antages at skulle være en nettobesparelse på min. 10%. Hvis afsætningsmulighederne i lokalområdet er begrænsede på grund af få kvægbesætninger, vil brugerens realistiske forventning til besparelsen blive større, svarende til den alternative udgift for industrien ved transport til andre potentielle brugere.

Typisk vil produkter som pektinresterne fortsat udgøre en udgift for producenten, hvorimod mere koncentrerede fodermidler (færre kg/FE) kan udgøre en indtægt. Blandt de koncentrerede fodermidler findes frøkager fra planteolieproduktion (raps, soja). Disse udgør en reel indtægt for producenten og af samme grund betragtes disse som et biprodukt.

6.2 Kategori II: Anvendelse til biogasproduktion og efterfølgende anvendelse som gødning

Ved tilførsel til biogasanlæg ligger værdien af restprodukterne i methanpotentialet og tilgængeligheden. Dette kan vurderes ud fra indholdet af organisk tørstof og erfaringer med omsætningsgrader. Methanpotentialet vil ofte være i intervallet 250-400 Nm³/ton organisk tørstof, afhængig af sammensætningen. Meget fedt- og proteinholdige restfraktioner vil kunne opnå højere værdier. Af den producerede energimængde går ca. 10% til intern forbrug. En typisk afregningspris for den solgte gas er 1,60 kr./Nm³ eller ca. 2,50 kr./Nm³ methan ved anvendelse til kraftvarmeproduktion. Dette betyder, at et restprodukt med for eksempel 20% organisk tørstof og en gennemsnitlig omsættelighed kan producere gas for en værdi af 125-200 kr./ton.

Gødningsværdien ved den efterfølgende anvendelse på landbrugsjord prissættes normalt ikke i denne forbindelse.

Omkostningerne ligger dels i transporten til og fra anlægget, dels i den interne håndtering af biomassen og i forrentning og afskrivning af anlægget. Transport til anlægget kan beregnes efter samme retningslinier som angivet nedenfor. Opgørelser fra Energistyrelsen angiver driftsomkostninger omkring 40-140 kr./ton biomasse. Hertil kommer et beløb af samme størrelsesorden i forrentning og afskrivning. Der er store variationer mellem de enkelte anlæg.

Anvendelse i biogasanlæg er normalt organiseret således, at den efterfølgende udbringning på landbrugsjord ikke vedkommer producenten af restprodukterne. Alle omkostninger til den videre håndtering skal derfor inkluderes i afregningen mellem anlæg og producenten af restprodukterne. Omkostningerne herved er gennemgået nedenfor.

De aktuelle gebyrer for at modtage restprodukterne varierer følgelig også ganske meget. Typiske priser lader til at være 50-300 kr./ton, hvortil skal lægges omkostningerne ved transport til anlægget.

6.3 Kategori III: Anvendelse som gødning eller jordforbedring

Ved anvendelse som gødning kan værdien beregnes ud fra prisen på den gødning, der kan substitueres. Priser på 4 kr./kg N, 8 kr./kg P og 3 kr./kg K kan bruges til planlægningsformål. Ved beregning af værdien på landbrugsjord skal der indregnes en udnyttelsesgrad i forhold til handelsgødning. For kvælstoffets vedkommende regnes der med udnyttelsesgrader mellem 20 og 80% afhængig af ammoniumandelen. Fosfor og kalium regnes normalt udnyttet 90%.

Som for kategori I (foderet) skal der være en margin for at motivere landmanden. Betragtningerne i det nævnte afsnit gælder også i dette tilfælde. Desuden vil der være tale om en ulempe i form af mulige strukturskader på jorden, forårsaget af det forøgede transportarbejde i forbindelse med gødskningen. Vurderingen af økonomien i dette er vanskelig at udføre på objektivt grundlag og inkluderes derfor i den konkurrencebetingede marginal.

Typisk pris for landmanden ved udspredning på jorden synes at være omkring 0 kr.

Udbringning af restprodukter på landbrugsjord sker typisk med standardmaskiner, udviklet til spredning af staldgødning. For meget tyndtflydende restprodukter med ringe indhold af suspenderet stof (Novogro, kartoffelsaft) kan vandingsanlæg og lignende også anvendes. Udgifterne ved sådanne håndteringer er derfor veldokumenterede.

Udbringning af gylle med selvkørende udlægger med slæbeslanger med max. afstand mellem mark og oplag på 1 km kan gøres for 15 kr./ton. Udspredning med vandingsanlæg kan ved store mængder give en lavere pris. Udbringning af fast staldgødning med traditionel spreder med max. afstand mellem mark og oplag på 1 km koster under 20 kr./ton. Kommunalt spildevandsslam (ca. 20% TS) koster typisk 25 kr./ton. Ekstraprisen i forhold til fast husdyrgødning kan ligge i omkostninger til rengøring af materiellet, idet der kan være hygiejnisk betingede skærpelser af kravene.

Transport af flydende restprodukter med slamsugervogn op til ca. 10 km koster ca. 20 kr./ton. Ved længere transportafstand kan der lægges en pris på 0,50 -1,00 kr./ton pr. ekstra km afhængig af læsstørrelsen. Transportprisen for faste restprodukter vil afhænge væsentligt af håndteringen ved på- og aflæsning, men som udgangspunkt kan der regnes med 30 kr./ton for de første 10 km. De efterfølgende kilometer prissættes som for slamsugertransport.

Sæsonlagring af flydende produkter i beholdere koster ca. 20 kr./m³ kapacitet. I henhold til bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 må flydende restprodukter ikke udbringes mellem 1. oktober og 1. februar, hvilket kræver en lagerkapacitet svarende til disse fire måneders produktion. Da der derudover ikke må opstå risiko for afstrømning til søer, vandløb eller dræn ved tøbrud, kan det være nødvendigt med lagring også i februar og evt. dele af marts. Dertil kommer, at der i forlængelse af tøbruddet kan gå længere tid, inden jorden er tør nok til at kunne bære køretøjerne, hvilket øger lagerbehovet yderligere. En lagerkapacitet svarende til disse 6 måneders produktion vil derfor kunne være nødvendig.

Oplagring af faste restfraktioner, der ikke afgiver væske, kan ske i overdækkede markstakke. Dette vil reducere lageromkostningerne væsentligt, men der bør indregnes en omkostning på min. 5 kr./ton til leje af jord, etablering af overdækning mv.

Samlet ligger omkostningerne ved denne metode fra 30 kr./ton og opefter.

6.4 Kategori IV: Forbrænding og deponering

Disse bortskaffelsesmetoder er særdeles veldokumenterede med hensyn til økonomi, idet de har været dominerende herhjemme i lang tid. Udover transportomkostningerne betales typisk 100-200 kr. for forbrænding plus p.t. 165 kr./ton i statsafgift, og 100-400 kr./ton for deponering plus p.t. 190 kr./ton i statsafgift.

De totale omkostninger ved disse behandlingsformer ligger derfor fra 350 kr./ton og opefter.
 

7. Samlet opgørelse over organiske restprodukter i industrien

I det følgende opgøres den samlede mængde restprodukter i Danmark fra landbruget og industrier med flere end 10 ansatte. Opgørelsen bygger på de tidligere afsnit 3.1 til 3.14 og opgøres både i våd vægt og som mængden af tørstof (Tabel 7.1).

Tabel 7.1
Opgørelse over organiske restprodukter fra industrier (og landbrug) med flere end 10 ansatte. Mængderne er angivet i 1000 tons. (* Tabel 3.5.2).

Den potentielle totale mængde industrirester opgjort på de fire anvendelseskategorier er vist i tabel 7.2.

Tabel 7.2
Opgørelse af restproduktmængderne i industrien baseret på kategorier.

Restprodukterne i Kategori I og III udgør langt hovedparten af restprodukterne - i størrelsesordenen 92% af vådvægten og 94% af tørstofmængden. De restprodukter, som går til Kategori I, råstofsubstitution, er ca. fire til fem gange så koncentrerede som de rester, der går til gødningsanvendelse. Hovedparten af Kategori I resterne anvendes til foder, hvilket er over 90% af den samlede mængde i kategorien.

Medicinalindustrien (Novogro) og kartoffelmelsindustrien udgør henholdsvis ca. 30% og 65% af den samlede mængde i Kategori III og henholdsvis ca. 18% og 22% på tørstofbasis.

Mængden, som går til deponi eller forbrænding, udgør mindre end 1% på af den samlede vådvægt og ca. 3% af mængden af tørstof.

Medtages fra landbruget døde dyr til destruktionsanstalterne og gylle til biogasanlæggene er den opgjorte mængde som i tabel 7.3.

Tabel 7.3
Opgørelse af restproduktmængderne inklusiv døde dyr og gylle fra landbruget baseret på anvendelseskategorier.

8. Diskussion

Definitionen på restprodukter er afgørende for opgørelse af de samlede mængder. Ved at opgøre på det som ikke decideret er produktet, men som kan opfattes som restprodukter eller rester, kan de potentielle mængder opgøres. Der vil være fraktioner, som i en kommune indregnes som homogene biprodukter, men som i en anden kommune slet ikke registreres, da de opfattes som et produkt. De rester, som anvendes til foder eller oparbejdes til foder eller konsum, vil typisk kunne opfattes forskelligt i kommunerne, som er affaldsmyndighed.

Mængden af restprodukter vil være større end de mængder affald, der vil kunne opgøres på basis af en dataindsamling fra alle landets kommuner. I denne opgørelse er der udelukkende fokuseret på mængden af restprodukter.

I forbindelse med vurderingen af restprodukterne er der anvendt fire kategorier. Kategoriopdelingen bygger på aftagerne af resterne samt en overordnet miljømæssig vurdering. Opdelingen gør det muligt at sammenligne anvendelsen af resterne i forskellige brancher.

Opdelingen i Kategori I-III bygger dels på, at resterne anvendes i disse kategorier i dag, samt at restprodukter på baggrund af overordnede kriterier m.h.t. forventning til at sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer kan placeres i de tre kategorier.

Hovedparten af kategori I, råvaresubstitution, resterne anvendes til foder i landbruget, hvilket er over 90% af den samlede mængde i kategorien. Kategorien udgør ca. 50% af den samlede mængde. Der er tale om meget store mængder i størrelsesorden 4 mio. tons. Afsætningen vurderes at være stabil og kan fortsætte fremover.

De store mængder kan dog bevirke problemer for producenterne med afsætningen, såfremt kvæg- og svineavlere stiller større krav om ensartet og højere foderværdi. Herved vil de rester med en lavere kvalitet kunne blive presset til en anden anvendelse, f.eks. biogasproduktion med efterfølgende anvendelse som gødning på landbrugsjord eller yderligere forarbejdning med deraf følgende omkostninger til oparbejdning. En reduceret produktion af mælk og kød vil kunne få samme indvirkning på afsætningen, da der vil være mindre kvæghold.

En forhøjelse af energipriserne kan bevirke, at restprodukter kan overgå fra Kategori I til Kategori II, biogas, med efterfølgende anvendelse som gødning på landbrugsjord. Kategori II rester udgør kun i størrelsesordenen 2% af den samlede mængde. Der er tale om mange små fraktioner, som ofte ikke kan anvendes andre steder. Kommunerne anviser gerne rester til biogasanlæg. Den opgjorte mængde, når der ses bort fra bidraget fra landbruget, er ca. 20.000 tons lavere end de samlede indberettede mængder restprodukter for 1994 (Energistyrelsen, 1995). Dette skyldes import af blegejord og flotationsslam, tilførsel af fisk fra dambrug samt en fraktion kaldet andet industriaffald (f.eks. fejlproduktioner).

De store mængder Kategori III restprodukter, som udspredes direkte som gødning på landbrugsjord, bliver vanskeligere at genanvende fremover. Kategorien udgør ca. 48% af den samlede mængde. I henhold til bekendtgørelse nr. 823 (1996) om anvendelse af affald på landbrugsjord må disse ikke spredes fra 1. oktober til 1. februar fra 1999. Dette vil give behov for store overvejelser for de producenter, som har meget store og ikke-koncentrerede mængder. Det gælder specielt kartoffelmelsindustrien og medicinalindustrien (produktet Novogro). Der vil kunne blive brug for meget store lagre, såfremt den nuværende ordning bibeholdes uændret. Lovgivningen er i dette tilfælde ved at kunne hindre en genanvendelse, hvilket forårsages af hensynet til at undgå nedsivning af ikke-optaget kvælstof til grundvandet.

Miljøstyrelsen har registreret den samlede mængde affald, som anvendes på landbrugsjord. Af de fraktioner, som kan sammenlignes med denne opgørelse, er der registreret i størrelsesordenen 3,8 mio. tons eller 127.000 tons tørstof i 1993. Novogro udgør heraf ca. 1,1 mio. tons og ca. 33.000 tons tørstof. Resultaterne fra denne rapport baseret på vådvægt er i overensstemmelse med Miljøstyrelsens opgørelse, mens tørstofmængden er højere. Det sidste kan bl.a. skyldes, at kalkslam fra sukkerindustrien, som her medtages som restprodukt, ikke er med i Miljøstyrelsens opgørelse, da det sælges som jordforbedringsmiddel. En anden mulig forklaring kan være, at industrirester til landbruget efterfortyndes.

Kategori IV rester udgør kun ca. 1% af den samlede mængde industrirester. De industrier, som har større rester i denne kategori, har aktiviteter i gang for at få resterne op i kategori I-III.

Det vurderes, at langt hovedparten af de organiske restprodukter fra industrien anvendes bedst muligt. Genanvendelsesprocenten er meget høj - i størrelsesordenen 99%.

Industriens genanvendelse i Kategori I-III bygger på, at dette er økonomisk fordelagtigt, idet der opnås en indtjening eller en besparelse i forhold til alternativ bortskaffelse. Desuden ønsker industrien af miljø- og reguleringshensyn at genanvende restprodukter. Deponering eller forbrænding og efterfølgende deponering af aske på kontrolleret losseplads vil for mange restprodukter kræve en kraftig opkoncentrering/afvanding for, at denne bortskaffelsesform er teknisk mulig.

Renseanlæg aftager små mængder koncentrerede, flydende restprodukter som kulstofkilder til at forbedre biologisk kvælstoffjernelse. Mængderne, der anvendes på renseanlæggene, er små sammenlignet med de mængder, som anvendes til biogas. Endvidere anvendes der mindre mængder koncentrerede restprodukter til biogasproduktion på renseanlæggene. De behandlede rester afvandes og bortskaffes ofte sammen med slammet fra renseanlægget. Dette vil oftest ske som gødning på landbrugsjord. Der vil sandsynligvis kunne foretages en forøget elektricitetsproduktion baseret på biogas på renseanlæggene, såfremt større mængder blev genanvendt her.

Landbruget er hovedaftager af mere end 90% af de organiske restprodukter. Brugen af produkterne bygger på den økonomiske besparelse, som fås ved anvendelsen. Desuden er der en positiv holdning til at aftage produkterne, idet store dele af restprodukterne produceres i agroindustrien. Arbejdsmiljøet bærer ikke præg af problemer med genanvendelsen, hvilket blandt andet skyldes, at meget store mængder er pumpbare. Dette letter håndteringen. Tørre fraktioner kan give anledning til støvgener. Omkostningerne i forbindelse med tiltag til forbedring af arbejdsmiljøet bør medtages i omkostningerne ved afsætningen og den videre behandling.

Landbrugskonsulenter rådgiver ofte i forbindelse med brugen af produkterne. Der er et fornuftigt og tilfredsstillende samarbejde mellem landbrug og industri.

I det følgende opstilles en positivliste over restprodukter, som kan genanvendes i Kategori I-Ill. Listen er opstillet på baggrund af opfyldelse af følgende kriterier:

	Der er tale om rester af råvarer eller rester fra en produktion baseret på råvarer, hvor råvarerne er kontrolleret/reguleret af levnedsmyndigheder eller veterinære myndigheder, og de er beregnet til konsum eller foder. Restprodukterne kan have en for menneskeføde ikke acceptabel bakteriologisk standard.
	Resterne antages ikke tilført sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer ved produktionen, herunder fra rengøring.
	Restprodukterne overholder ikke ovenstående, men de er blevet vurderet og godkendt med henblik på sundhedsskadelige/miljøfremmede stoffer i forbindelse med anvendelsen.
	Ved anvendelse af restprodukter skal gældende grænseværdier overholdes, og det skal vurderes, om restprodukterne indeholder andre problematiske stoffer.

I tabel 8.1 opføres desuden en alternativ genanvendelsesmulighed.

Tabel 8.1
Positivliste over større mængder organiske restprodukter fra industrien, som genanvendes, eller som kan genanvendes. Bogstavbenævnelserne står for: (B) biogas, (BR) biogas på renseanlæg, (F) foder, (G) gødning, (K) kulstofkilde på renseanlæg, (O) oparbejdning til konsum, foder eller udvinding af proteiner, fedt, mælkesukker m.m.

Der er ikke opstillet grænseværdier for kemiske forbindelser i restprodukterne for de forskellige genanvendelsesmuligheder. Den individuelle vurdering af restprodukter baseret på oprindelse af råvarerne, kontrol af råvarerne, anvendt produktionsmetode og tilsætningsstoffer synes fortsat at være en god og brugbar metode til vurdering af genanvendelsespotentialet. Der vil ved godkendelsen være behov for målinger til at supplere ovenstående vurderingsmetode.

Der er i 1996 fokus på brugen af rengøringsmidler og detergenters tilstedeværelse i restprodukter, bl.a. slam fra kommunale renseanlæg, som udspredes som gødning på landbrugsjord. Producenter bør undgå sundhedsskadelige og miljøfremmede stoffer, herunder detergenter i restprodukterne. Producenterne bør opstille krav i forbindelse med produktionen for at undgå sundhedsskadelige og miljøfremmede stoffer, som kan tilføres restprodukter. Såfremt myndighederne ønsker at undgå anvendelsen af eventuelle miljøfremmede stoffer, bør dette ske i samarbejde med industrien.

I forbindelse med en vurdering af en genanvendelsesmulighed for rester kan det være en god idé at anvende følgende betragtning:

»Affald/rester« er produkter på et forkert sted eller på en forkert form.
 

9. Referencer

Andelsbladet (1995) - Årgang 96 nr. 3.

ATV (1987): Spildevand fra vegetabilsk og animalsk industri i Danmark. Akademiet for Tekniske Videnskaber.

Danmarks Statistik (1992): Varestatistik for industri. Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik (1993): Varestatistik for industri. Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik (1994): Varestatistik for industri. Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik (1995): Virksomhedsstatistik. Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik (1996): Virksomhedsstatistik. Danmarks Statistik.

Energistyrelsen (1991): Biogas – handlingsplan – baggrundsrapport 12. Biomasse anvendelig i biogasfællesanlæg. Koordineringsudvalget for Biogasfællesanlæg.

Energistyrelsen (1995): Biogasfællesanlæg – fra idé til realitet.

Fiskeriministeriet (1992): Fiskestatistisk årbog 1992.

Miljøstyrelsen (1994): Renere teknologi i sukkerindustrien. Projekt Rene Roer. Arbejdsrapport for Miljøstyrelsen, nr. 12. Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen (1997). Vurdering af miljøforhold ved fyring med biomassebaserede restprodukter (under færdiggørelse).

NOVI, AUC, Hjørring Kommune, Nellemann, Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S (1991): Alternative kulstofkilder til denitrifikation.

Sammenslutningen af bryggeriforeninger i EU, CBMC (1994): Varestatistik.

Vandkvalitetsinstituttet og Kemiteknik (1985): Udnyttelse af organiske restfraktioner fra fiskeindustrien til energifremstilling, Fase 1: Energipotentiale. Energiministeriet.