Afgørelser og domme 2, Miljøstyrelsen

Titel

Afgørelser og domme 2

Indhold

2. Civile domme
2.1 Højesteret
2.1.1 Højesteret
2.1.2 Højesteret
2.1.3 Højesteret
2.2 Landsretterne
2.2.1 Østre Landsret
2.2.2 Østre Landsret
2.2.3 Østre Landsret
2.2.4 Vestre Landsret
2.2.5 Vestre Landsret
2.3 Byretterne
2.3.1 Civilretten i Viborg
2.3.2 Retten i Svendborg

3. Straffedomme
3.1 Højesteret
3.2 Landsretterne
3.2.1 Østre Landsret
3.2.2 Vestre Landsret
3.2.3 Vestre Landsret
3.3 Byretterne
3.3.1 Retten i Faaborg
3.3.2 Københavns Byret
3.3.3 Retten i Assens
3.3.4 Retten i Brønderslev
3.3.5 Retten i Aalborg
3.3.6 Retten i Aalborg
3.3.7 Kriminalretten i Vejle
3.3.8 Retten i Herning
3.3.9 Kriminalretten i Næstved

Forord

Afgørelser og domme II er andet hæfte af en ny publikation fra Miljøstyrelsen. Formålet med publikationen er at give personalet i amter, kommuner og anklagemyndighed som dagligt beskæftiger sig med miljøområdet en nem og enkel oversigt over praksis på området. Publikationen kan naturligvis også anvendes af alle andre, som ønsker sig et overblik over området.

Publikationen dækker både det civilretlige og det strafferetlige område til forskel fra den tidligere serie "Miljøstraffesager", som den afløser. Publikationen indeholder referater af de principielle afgørelser og udtalelser fra Miljøstyrelsen, Miljøklagenævnet, Ombudsmanden, Amter og Kommuner og Tilsynsrådene m.fl. og referater af domme.

Publikationen planlægges at udkomme halvårligt.

Den første publikation indenholdt afgørelser og domme fra 1. kvartal 1996. Nærværende publikation indeholder afgørelser og domme fra 2. og 3. kvartal 1996, idet der dog er medtaget enkelte afgørelser og domme fra 1. kvartal 1996.

Hvor ikke andet er anført, er referaterne udarbejdet af Forsikringshøjskolens Forlag og indgår tillige med referaterne af flere afgørelser og domme i "Miljøretlige afgørelser og domme", som samles og udgives af Forsikringshøjskolen.

1. Afgørelser

1.1 Miljøstyrelsen

MYNDIGHED

1.1.1 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 11. januar 1996, j.nr. M 231-0377

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 32, stk. 3, § 52 og § 55

SAGSINDHOLD
Tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser efter § 32, stk. 3, ophævet, da grundlaget for beslutningen var utilstrækkelig. Kriterier for tilbagekaldelsesadgangen. § 52 hjemler forbud mod havevanding.

RESUMÉ
Et amtsråd havde efter vandforsyningslovens § 32, stk. 3, tilbagekaldt en tilladelse til vandindvinding og meddelte samtidig en ny, begrænset vandindvindingstilladelse efter § 20 på ændrede vilkår. Afgørelsen var begrundet i ønsker om aflastning af grundvandsreservoiret ved tilskyndelse til vandbesparelser, for at opnå en realistisk indvindingstilladelse, således at gamle ikke stod i vejen for nye tilladelser, samt ønsker om ændringer i vilkårene. Amtet havde tillige afvist at træffe bestemmelse efter lovens § 52, stk. 2 om indskrænkning af vandforbruget til havevanding og henvist dette spørgsmål til kommunen.

Miljøstyrelsen, hvortil vandværket klagede, henviste til, at tilbagekaldelsesadgangen forudsatte, at der forelå væsentlige samfundsmæssige interesser, eksempelvis utilstrækkeligt vand til de givne rettigheder, behov for andre anlæg (råstofindvinding, lossepladser, spildevand), der burde holdes adskilt fra vandindvinding, eller opretholdelse af en rimelig vandløbskvalitet. Et sådant grundlag fremgik ikke af sagen, og det forelå heller ikke godtgjort, at der var konstateret en forringelse af grundvandskvaliteten, eller en vurdering af, hvilken vandindvinding der forsvarligt kunne indvindes fra grundvandsmagasinet. Styrelsen afviste, at der var hjemmel til at tilbagekalde rettigheder ud fra ønsket om at ændre vilkårene, hvorfor en delvis tilbagekaldelse ikke kunne meddeles som en ny vandindvindingstilladelse. Herefter ophævede Miljøstyrelsen den trufne afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Styrelsen fastslog samtidig, at amtet havde kompetence til at nedlægge forbud mod havevanding, jf. lovens § 52, stk. 2.

MYNDIGHED

1.1.2 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 24. januar 1996, j.nr. M 131/161-0069

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33.

SAGSINDHOLD
Miljømyndigheden kan afvise en ansøgning om miljøgodkendelse, hvis ansøgeren ikke har eller vil få rådighed over ejendommen

RESUMÉ
På forespørgsel fra en kommune udtalte Miljøstyrelsen vejledende, at den, der er ansvarlig for driften af en virksomhed, tillige er ansvarlig for overholdelse af miljøgodkendelse, uanset om denne ejer eller lejer den ejendom, hvorfra virksomheden drives. Godkendelsesmyndigheden kan således behandle en ansøgning om miljøgodkendelse fra en lejer uden at kræve accept fra ejendommens ejer. Lejerens rådighed over ejendommen er et privatretligt spørgsmål, som er myndighederne uvedkommende. Såfremt godkendelsesmyndigheden imidlertid ligger inde med oplysninger, hvoraf fremgår, at ansøgeren ikke råder over eller vil komme til at råde over ejendommen på en sådan måde, at godkendelsens vilkår vil kunne overholdes, kan myndigheden afvise at behandle ansøgningen. Godkendelsesmyndigheden har imidlertid ingen pligt til at undersøge dette spørgsmål af egen drift.

MYNDIGHED

1.1.3 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 1. marts 1996, j.nr. M 376-0024

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 45

SAGSINDHOLD
Indsamlingsordninger for affald og dispensationsmuligheder i affaldsregulativer

RESUMÉ
Et fælleskommunalt affaldsselskab planlagde en ordning, hvori stilledes visse krav til affaldstransportører, herunder tekniske krav og krav om kontrol med, at virksomheders affaldshåndtering foregik forsvarligt. Kontrakter med vognmænd kunne opsiges ved misligholdelse, og afregning for ydelserne skulle ske direkte mellem virksomheder og transportører. Listen over transportører kunne løbende suppleres. Affaldsselskabet ønskede en vurdering af, hvorvidt en sådan ordning kunne betragtes som en indsamlingsordning, ligesom man ønskede oplyst, hvorvidt der var mulighed for i et regulativ at fastlægge en dispensationsmulighed for de erhvervsvirksomheder, der var omfattet af genanvendelsesbekendtgørelsen. Miljøstyrelsen udtalte om det første spørgsmål, at styrelsen fandt, at der ikke i miljøbeskyttelsesloven var noget til hinder for en sådan ordning, samt at ordningen måtte betegnes som en indsamlingsordning. Om adgangen til at fastlægge dispensationsmuligheder i et regulativ anførte styrelsen, at kommunerne havde pligt til at fritage virksomheder for benyttelsespligten i det omfang, dette fremgik af miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 5. Kommunen havde endvidere efter genanvendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3 mulighed for at undtage de virksomheder, fra hvilke indsamling af papir, karton og papmaterialer skønnedes særlig urentabel. Herudover fandtes ingen dispensationsmuligheder. [En stort set tilsvarende ordning er p.t. indbragt for Indenrigsministeriet]

MYNDIGHED

1.1.4 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 15. marts 1996, j. nr. M 232-0229

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 32, stk. 1, §§ 36 og 37, § 47, stk. 1

SAGSINDHOLD
Ved nedlæggelse af vandværk skulle beslutning om overdragelse af vandværkets anlæg til andet vandværk og fastsættelse af prisen herfor ske ved ekspropriation

RESUMÉ
Et amt traf i overensstemmelse med en delvandforsyningsplan afgørelse efter vandforsyningslovens § 32, stk. 1, § 36 og § 47, stk. 1 om at nedlægge et lille, gammelt vandværk A, at A skulle sløjfe den hidtidige boring, at et større vandværk B skulle overtage forsyningen af ejendommene, at B skulle overtage A's ledningsnet i det omfang, dette kunne anvendes i den fremtidige vandforsyning, samt at værdien af dette ledningsnet skulle fradrages ved beregning af ejendommenes tilslutningsafgift til B. Amtet fastsatte samtidig værdien af ledningsnettet og dennes fordeling på de pågældende ejendomme. Da A havde forlangt, at det gjordes til vilkår, at kommunen eller B overtog anlægget, fastsatte amtet samtidig værdien af anlægget som et vilkår efter § 47, stk. 1. Miljøstyrelsen, hvortil begge vandværker klagede, tiltrådte beslutningen om at nedlægge A, og at forsyningen skulle overtages af B. Uanset at A, der havde bestået siden 1936, ikke havde nogen vandindvindingstilladelse, kunne en sådan beslutning træffes med hjemmel i § 32, stk. 1 eller dennes analogi, evt. suppleret med en afgørelse efter § 47, stk. 1. Derimod fandt styrelsen ikke, at en afgørelse efter § 32, stk. 1 kunne omfatte en bestemmelse om, at dele af A's vandværk skulle overdrages til B. Prisen for overtagelse af et nedlagt vandværks anlæg kunne heller ikke fastsættes som vilkår efter § 47. I begge tilfælde måtte sådanne afgørelser træffes af kommunalbestyrelsen som særskilte beslutninger om ekspropriation efter lovens § 37, ligesom erstatningsspørgsmålet evt. måtte fastsættes af en landvæsensret. Styrelsen fandt endelig, at sløjfning af A's boring måtte bekostes af B.

MYNDIGHED

1.1.5 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 2. april 1996 (telefonisk forespørgsel)

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 40, stk. 2

SAGSINDHOLD
Ikke kompetenceforskydning ved miljøgodkendelse af et kraftvarmeværk, selv om kommunen havde kautioneret for et lån på 50 mio. kr. og udpegede 2 af bestyrelsens 8 medlemmer

RESUMÉ
Et godkendt kraftvarmeværk på 40 MW var planlagt udvidet til en kapacitet på under 50 MW. I forbindelse med en omlægning af driften havde kommunen kautioneret for et lån på 50 mio. kr. Kautionen blev stillet, fordi kommunen som overordnet ansvarlig for den kommunale varmeplan havde interesse i omlægningen til en mere miljøvenlig produktion. Kommunen var enekautionist. Kommunen udpegede 2 af bestyrelsens i alt 8 medlemmer. Da kommunen hverken som følge af kautionsbetingelserne eller udpegningen af bestyrelsesmedlemmer havde bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, udtalte Miljøstyrelsen vejledende, at kommunen ikke var inhabil, og at der ikke skulle ske kompetenceforskydning efter miljøbeskyttelseslovens § 40, stk. 2. Kommunen var således godkendelsesmyndighed i forhold til den ønskede udvidelse af kraftvarmeværket.

MYNDIGHED

1.1.6 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 6. maj 1996, j.nr. M 102-0040

LOVOMRÅDE
Autoværkstedsbekendtgørelsen § 5, stk. 1-3

SAGSINDHOLD
Til- og frakørsel til vaskehal var ikke omfattet af afstandskravene i autoværkstedsbekendtgørelsens § 5

RESUMÉ
I anledning af en sag om lugt- og støjgener fra en vaskehal, udtalte Miljøstyrelsen, at autoværkstedsbekendtgørelsens afstandskrav efter styrelsens opfattelse skulle forstås således, at mekanisk autovask og tørring i en afstand på indtil 100 meter fra forureningsfølsomt skel skulle foregå indendørs for lukkede døre, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, mens opmarch til vask, herunder støvsugning og måttebankning m.v. måtte betragtes som en støjende aktivitet, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, hvorfor dette skulle foregå i en afstand af mindst 20 meter fra forureningsfølsomt skel. Derimod udtalte styrelsen, at almindelig til- og frakørsel til servicestation, vaskehal eller evt. kiosk ikke efter styrelsens opfattelse kunne karakteriseres som en støjende aktivitet, hvorfor afstandskravene i bekendtgørelsens § 5 ikke fandt anvendelse. [Styrelsens fortolkning er udtryk for en ændret praksis i relation til spørgsmålet om til- og frakørsel.]

MYNDIGHED

1.1.7 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 14. maj 1996, j.nr. 202- 0003

LOVOMRÅDE
Spildevandsbekendtgørelsen § 3, stk. 1 og 2, samt §§ 33, 37 og 38

SAGSINDHOLD
Opsamling af regnvand fra parcelhustage og udsprøjtning på jordoverfladen kræver tilladelse efter spildevandsbekendtgørelsen, men kan betragtes som bagatelagtig

RESUMÉ
Efter forespørgsel fra et amt udtalte Miljøstyrelsen, at opsamling og opbevaring af tagvand kræver tilladelse i henhold til spildevandsbekendtgørelsen. Da opsamling af regnvand ikke er omfattet af begrebet husspildevand, har amtet kompetencen til at meddele tilladelser vedrørende tanke, der helt eller delvist nedgraves, jf. § 37, mens etablering af andre tanke forudsætter anmeldelse til kommunen, jf. § 38. Udsprøjtning af regnvand på jordoverfladen betragtes som vanding og omfattes således ikke af slambekendtgørelsen, men kræver amtsrådets tilladelse efter spildevandsbekendtgørelsens § 33. Opsamling af regnvand fra et parcelhustag kan efter omstændighederne vurderes at være bagatelagtig og dermed ikke nødvendigvis kræve tilladelse, ligesom tilsynsmyndigheden efter miljøbeskyttelseslovens § 68 kan undlade at behandle forhold af underordnet betydning.

MYNDIGHED

1.1.8 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 3. juli 1996, j.nr. M 276-0028

LOVOMRÅDE
Slambekendtgørelsen § 20— Spildevandsbekendtgørelsen §§ 29 og 33

SAGSINDHOLD
Bortskaffelse af olieholdigt spildevand reguleres af slambekendtgørelsen, såfremt spildevandet er anvendeligt til jordbrugsformål. Andre tilfælde reguleres af spildevandsbekendtgørelsen.

RESUMÉ
Et amt anmodede Miljøstyrelsen om en udtalelse vedrørende bortskaffelse af olieforurenet spildevand i ukloakerede områder uden mulighed for udledning til overfladerecipienter. Miljøstyrelsen udtalte vejledende, at slambekendtgørelsen fra 1995 modsat tidligere alene regulerer anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. Hvis spildevandet efter en konkret vurdering er egnet til jordbrugsformål, kan der meddeles tilladelse i henhold til slambekendtgørelsens § 20. Er spildvandet uegnet til jordbrugsformål, reguleres bortskaffelsen af spildevandsbekendtgørelsen. Der kan meddeles tilladelse til udsprøjtning efter § 33, forudsat at udsprøjtning ikke medfører risiko for forurening af grundvandet. Der kan endvidere meddeles tilladelse til nedsivning efter § 29, idet nedsivning dog ikke må medføre forurening af anvendelige grundvandsressourcer.

MYNDIGHED

1.1.9 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 11. juli 1996, j.nr. M 234-0129

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 3 og 28

SAGSINDHOLD
Med henvisning til mbl. § 3 og til, at der var tale om udledning til et sårbart vandløb stadfæstede Miljøstyrelsen en spildevandstilladelse med krav om rensning via aktivt kulfilter, uanset den fastsatte grænseværdi kunne opnås uden rensning.

RESUMÉ
Et amt havde fastsat en grænseværdi på 2 mg/l for indholdet af oliekomponenter i en tilladelse til udledning af oppumpet forurenet grundvand til et vandløb. Amtet stillede samtidig krav om rensning i et aktivt kulfilter før udledningen, uanset at de hidtidige målinger havde vist et indhold af oliekomponenter før rensning på max. 0,59 mg/l. Amtet begrundede afgørelsen med, at udledningen skete til et vandløb, der var målsat som fiskevand. Der var tale om et mindre vandløb med lille vandføring, hvorfor vandløbet var særligt følsomt for miljøbelastende stoffer. Amtet henviste yderligere til, at kulfilteret samtidig sikrede, at der ikke opstod væsentlige okkeraflejringer i vandløbet, idet grundvandet generelt havde et højt jernindhold. Oliebranchens Miljøpulje, der indbragte afgørelsen for Miljøstyrelsen, gjorde gældende, at kravet om kulfilter ikke stod i rimeligt forhold til miljøgevinsten, idet grænseværdien allerede før rensning ville være opfyldt. Kravet indebar en udgift på mellem 15.000-30.000 kr. årligt. Med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 3, stk. 2 og hensynet til vandløbet stadfæstede Miljøstyrelsen amtets afgørelse. Styrelsen tilføjede, at det var vanskeligt at fastsætte udlederkrav i form af koncentrationskrav til spildevand med oliekomponenter, at grænseværdien på 2 mg/l måtte anses for relativt højt i forhold til det opnåelige ved rensning gennem kulfilter, samt at kulfilteret generelt ville sikre en reduktion af forureningskomponenter efter princippet om bedst tilgængelig teknologi og hensynet til beskyttelsen af vandkvaliteten. Udlederkravværdien måtte derfor betragtes som sekundær.

MYNDIGHED

1.1.10 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 9. august 1996, j.nr. M 779-0011

LOVOMRÅDE
Nikkelbekendtgørelsen § 1, nr. 5

SAGSINDHOLD
Fodtøj med nikkelholdige metalspænder er omfattet af nikkelbekendtgørelsen

RESUMÉ
På forespørgsel udtalte Miljøstyrelsen vejledende, at fodtøj, herunder sandaler anses for beklædningsgenstande og dermed omfattet af nikkelbekendtgørelsen. Producenter og importører må således ikke sælge fodtøj med metalspænder, der afgiver nikkel over de fastsatte grænseværdier, hvis disse kommer i tæt berøring med huden.

MYNDIGHED

1.1.11 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 15. august 1996, j.nr. M 130-0001

LOVOMRÅDE
Dambrugsbekendtgørelsen § 3— Miljøbeskyttelsesloven § 75— Forvaltningsloven § 19

SAGSINDHOLD
Fastsættelse af foderforbrug efter dambrugsbekendtgørelsen var efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke konstitutive påbud, der krævede partshøring. I hvert fald kunne manglende høring ikke på nuværende tidspunkt medføre ugyldighed.

RESUMÉ
Miljøstyrelsen blev bedt om en vejledende udtalelse i anledning af opstået tvivl om lovligheden af de udmeldte foderforbrug efter dambrugsbekendtgørelsens § 3. Tvivlen angik spørgsmålet om, hvorvidt de udmeldte foderkvoter skulle betragtes som konstitutive påbud, hvorefter der burde være forvarslet og foretaget forudgående partshøring. Miljøstyrelsen udtalte herom, at dambrugsbekendtgørelsen havde karakter af generel regulering med generelle, faste miljøkrav i retligt bindende form. For foderforbruget indeholdt bekendtgørelsen nogle præcist fastsatte beregningsmetoder og tidsfrister. For foderforbrug beregnet efter formel 1 i bekendtgørelsens bilag byggede beregningerne på de oplysninger, dambrugerne selv indsendte, hvorfor afgørelserne i sådanne tilfælde ikke indeholdt noget skøn. For foderforbrug efter formel 2 i bilaget blev disse ligeledes fastsat efter objektivt konstaterbare forhold, dog kunne der i disse situationer være tale om et vist teknisk skøn (fastsættelse af vandføringen), på grundlag af oplysninger, som ikke på forhånd var dambrugeren bekendt. Her kunne der være anledning til forvarsling i de situationer, hvor den hidtidige lovlige produktion ville blive nedsat. Uanset om der burde være foretaget forvarsling og partshøring forud for fastsættelsen af foderforbruget måtte det antages, at sådanne fejl var "helbredt" via myndighedsbehandlingen i tre instanser, ligesom upåklagede afgørelser nu var mere end 5 år gamle, hvorfor eventuelle fejl ikke nu kunne medføre ugyldighed. [Spørgsmålet må antages at indgå i en række verserende straffesager]

MYNDIGHED

1.1.12 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 5. september 1996, j.nr. M 102-0023

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 42

SAGSINDHOLD
Kommunen er tilsynsmyndighed med bygge- og anlægsaktiviteter på a-mærket virksomhed, medmindre aktiviteten er omfattet af § 3 i bekendtgørelse om anden virksomhed end listevirksomhed

RESUMÉ
Vedrørende bygge- og anlægsarbejder på en a-mærket listevirksomhed udtalte Miljøstyrelsen vejledende, at såfremt aktiviteten ikke var omfattet af § 3 i bekendtgørelsen om anden virksomhed end listevirksomhed, var forholdet reguleret af miljøbeskyttelseslovens § 42. Det var herefter kommunen, der var tilsynsmyndighed og dermed havde kompetencen til i givet fald at meddele påbud.

MYNDIGHED

1.1.13 Miljøstyrelsen

SAG
Afgørelse af 11. september 1996, j.nr. M 102-0057

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 33 og 37

SAGSINDHOLD
Klage over afgørelse om godkendelsespligt afvist. Nærliggende vandværk ikke part i 1. instansens afgørelse

RESUMÉ
En kommune havde meddelt byggetilladelse til ombygning af en eksisterende staldbygning med henblik på etablering af et lager for bekæmpelsesmidler. Et nærliggende vandværk, der klagede til Miljøstyrelsen, gjorde gældende, at kommunens afgørelse var ugyldig, da vandværket burde være tillagt partsstatus ved kommunens behandling af sagen, og da lageret var godkendelsespligtig. Amtet havde tilkendegivet over for kommunen, at lageret ikke var godkendelsespligtigt. Da afgørelser om godkendelsespligt ikke kan påklages, jf. mbl. § 37, afviste Miljøstyrelsen klagen. Styrelsen tilføjede, at da de trufne afgørelser alene vedrørte spørgsmålet om godkendelsespligt, havde vandværket ikke partsstatus ved kommunens behandling af sagen.

MYNDIGHED

1.1.14 Miljøstyrelsen

SAG
Vejledende udtalelse af 26. september 1996, j.nr. M 302-0023

LOVOMRÅDE
Affaldsafgiftsloven § 9— Slagge- og flyveaskebekendtgørelsen § 7, stk. 1 og 2

SAGSINDHOLD
Anvendelse af slagger som slutafdækning på lossepladser er afgiftspligtig. Anvendelse af slagger som rodspærre på lossepladser er ikke omfattet af slagge- og flyveaskebekendtgørelsen og forudsætter derfor miljøgodkendelse

RESUMÉ
En kommune havde foretaget slutafdækning på en losseplads ved udlægning af et 30 cm tykt lag slagger, overdækket af et 70 cm tykt lag ren jord. Kommunen betragtede anvendelsen af slagger som anvendelse til bygge- og anlægsarbejder efter slagge- og flyveaskebekendtgørelsen og dermed som genanvendelse, hvorfor der ikke var afregnet affaldsafgift af slaggerne. Miljøstyrelsen udtalte herom vejledende, at der efter styrelsens opfattelse skulle betales afgift af slagger, der tilførtes en losseplads, uanset om anvendelsen skete i overensstemmelse med ovennævnte bekendtgørelse. Anvendelse af slagger som rodspærre var i øvrigt ikke omfattet af bekendtgørelsen. Uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde krævede anvendelse af slagger konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19 eller 33. Anvendelse af slagger på godkendelsespligtige virksomheder (f.eks. lossepladser) forudsattes reguleret af virksomhedens miljøgodkendelse.

1.2 Miljøklagenævnet

MYNDIGHED

1.2.1 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 11. april 1996, j.nr. 13/202-37

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33

SAGSINDHOLD
Miljøgodkendelse til losseplads ophævet, da vilkår om bundmembran og perkolatopsamling var uegnet som beskyttelsesforanstaltning

RESUMÉ
En kommune ansøgte om miljøgodkendelse til etablering af en ny losseplads. Lokaliseringen var i overensstemmelse med en af 4 placeringsmuligheder i regionplanen, ligesom der var vedtaget en lokalplan for lossepladsen. Der var i området ustabile jordbundsforhold på grund af tykke gytje- og tørvelag, hvorfor der var risiko for sætninger, der kunne true perkolatopsamlingen. Amtet meddelte miljøgodkendelsen og vurderede i den forbindelse, at området var uegnet til drikkevandsindvinding, ligesom lossepladsen ikke forventedes at øge forureningen af vandområder. Uanset dette fandt Miljøstyrelsen, at miljøpåvirkningen skulle mindskes mest muligt ved etablering af bundmembraner og perkolatopsamlingsdræn. For at imødegå sætninger stillede styrelsen som vilkår, at arealet skulle forbelastes med 1 m ler inden ibrugtagning. Styrelsens afgørelse blev påklaget af såvel kommunen som en række lokale beboer- og grundejerforeninger samt enkeltpersoner. Da sætninger ifølge nye beregninger ville ske med op til 1,5 m på 20 år fandt nævnet, at perkolatopsamlingssystemet ikke ville bevare sin funktionsduelighed i den periode, lossepladsen var perkolatdannende, og at godkendelsen derfor ikke kunne baseres på sådanne beskyttelsesforanstaltninger. Herefter ophævede nævnet miljøgodkendelsen og oplyste samtidig, at en lossepladsetablering det pågældende sted i givet fald måtte forudsætte en vurdering af, hvorvidt der forelå sådanne konkrete omstændigheder, at Miljøstyrelsens vejledende retningslinier for etablering af lossepladser med perkolatopsamling og bundmembran ikke skulle finde anvendelse.

MYNDIGHED

1.2.2 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 19. april 1996, j.nr. 13/142-27

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 33 og 39 og § 103, stk. 1, nr. 2

SAGSINDHOLD
Ny vejledning, der var fremkommet efter 1. instansens afgørelse, kunne anvendes, da hverken virksomhed eller omboende blev stillet ringere. Regulering af støj

RESUMÉ
Et amt havde meddelt miljøgodkendelse til en bestående flyveplads. Miljøgodkendelsen indeholdt bl.a. en begrænsning i antallet af flyoperationer for faldskærmsflyvning, krav til støjtallet for fly til faldskærmsflyvning og ændrede driftsvilkår for svæveflyvning. Godkendelsen blev tidsbegrænset til 5 år med henvisning til, at sagen burde nyvurderes, når erfaringer med svæveflyvningen var opnået. Miljøstyrelsen stadfæstede godkendelsen, men erstattede begrænsningen i operationsantallet og kravene til støjtallet for de pågældende fly med fastsættelse af en TDENL-værdi i overensstemmelse med en ny vejledning om støj fra flyvepladser, der var fremkommet efter 1. instansens afgørelse. Da klage (fra omboende) vedrørte spørgsmålet om anvendelse af principper i en ny vejledning, fandt nævnet, at betingelserne for en nævnsprøvelse var opfyldt. Nævnet tiltrådte, at styrelsen havde tilpasset sin afgørelse til en senere vejledning, da der var tale om anvendelse af et nyt princip, der hverken stillede virksomheden eller de omboende ringere i forhold til 1. instansens afgørelse. Da erfaringerne med metoden var begrænsede, burde amtet ved miljøgodkendelsens udløb vurdere, om de fastsatte vilkår havde været tilstrækkelige til at sikre den forudsatte støjpåvirkning af omgivelserne. Nævnet accepterede samtidig en overskridelse af den vejledende grænseværdi med 5 dB(A), da der var tale om en bestående virksomhed, hvis støjpåvirkning reduceredes væsentligt som følge af godkendelsen.

MYNDIGHED

1.2.3 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 2. maj 1996, j.nr. 13/083-1

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 3, § 33 og § 41, stk. 4 og 5

SAGSINDHOLD
Ikke hjemmel til at tidsbegrænse en miljøgodkendelse til 4 år begrundet i, at anvendelse af renere teknologi var nært forestående

RESUMÉ
Miljøstyrelsen havde stadfæstet en tidsbegrænsning til 4 år af en godkendelse til en bestående virksomhed. Tidsbegrænsningen var begrundet i, at renere teknologi var under udvikling (overgang fra opløsningsmiddelbaserede til vandbaserede trykfarver). Virksomheden, der alene påklagede tidsbegrænsningen, anførte bl.a., at de fastsatte vilkår i godkendelsen medførte et investeringsbehov til nedbringelse af luftforurening (organiske stoffer) på ca. 3,5 mio. kr., at virksomheden selv igennem 10 år havde arbejdet på indførelse af vandbaserede farver uden held, og at dette næppe kunne lade sig gøre i en overskuelig fremtid. Virksomheden foreslog alternativt et vilkår, hvorefter godkendelsen skulle gælde i 8 år, medmindre der forinden var udviklet en vandbaseret farve, der kunne anvendes under nærmere angivne betingelser.
Miljøklagenævnet lagde til grund, at styrelsens afgørelse ikke indeholdt lempelser i forhold til vejledende grænseværdier, og at der på tidspunktet for styrelsens afgørelse ikke bestod mulighed for substitution af de anvendte trykfarver. På denne baggrund og med henvisning til § 41, stk. 4 og 5, samt bemærkningerne til lovforslagets § 3, hvoraf fremgik, at virksomhederne skulle kunne overskue deres situation og have mulighed for at planlægge deres investeringer med størst mulig sikkerhed for, at også fremtidige krav var kendt, fandt nævnet, at der ikke var hjemmel til at meddele en tidsbegrænset godkendelse med den anførte begrundelse. En ændring af vilkårene i overensstemmelse med virksomhedens eget forslag, jf. ovenfor, måtte i givet fald ske ved en frivillig ansøgning. Tidsbegrænsningen blev herefter ophævet. Nævnet afviste endvidere, at 8 års-fristen skulle regnes fra 1. instansens afgørelse, idet den investering, der begrundede klagen, havde afventet nævnets afgørelse.

MYNDIGHED

1.2.4 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 3. juli 1996, j.nr. 241-10

LOVOMRÅDE
Havmiljøloven § 26, stk. 1 og 5 og § 51, stk. 2

SAGSINDHOLD
Tilladelse til klapning på lavvandet område blev meddelt, da alternativ (tredobling af udgifterne) fandtes økonomisk uacceptabel, og da klapningen var miljømæssig forsvarlig

RESUMÉ
Statshavneadministrationen ønskede tilladelse til klapning af oprensningsmateriale på et sted, hvor vanddybden var under 6 meter. Amtet vurderede på baggrund af en række undersøgelser, at området ud fra en recipientmæssig vurdering var særdeles velegnet til klapplads. Med henvisning til en tidligere nævnsafgørelse nægtede Skov- og Naturstyrelsen samtykke, da dette kun ville blive givet i lavvandede områder, såfremt klapning på dybere vand ville have uacceptable økonomiske konsekvenser. I Statshavneadministrationens klage til nævnet anførtes, at tungmetalindholdet i materialet var på niveau med baggrundsværdierne i Limfjorden, at klapmaterialerne var uegnede til genanvendelse, samt at en alternativ klapplads ville medføre en tredobling af udgifter til ca. 45 kr. pr. m³. Et flertal i nævnet fandt, at der var tale om uacceptable økonomiske omkostninger. Efter indhentning af en miljømæssig vurdering fra amt og Miljøstyrelsen (styrelsen fandt, at klapmateriale med forhøjet indhold af organisk stof ikke burde klappes i området, da dette ville blive spredt til et EF-fuglebeskyttelses- og Ramsar-område, og da der fandtes alternativer) lagde nævnets flertal til grund, at klapningen ikke udgjorde nogen risiko for miljøet. Flertallet tidsbegrænsede dog tilladelsen til to år, idet flertallet forudsatte, at det fremtidigt skulle undersøges, om klapning i stedet kunne ske i gamle sugehuller. Dissens vedrørende den økonomiske vurdering. (Klaptilladelse under tilsvarende omstændigheder og med samme begrundelse — nævnets afgørelse af 3. juli 1996, j.nr. 241-11).

MYNDIGHED

1.2.5 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 4. juli 1996, j.nr. 71-107

LOVOMRÅDE
Lov om kemiske stoffer og produkter § 55, stk. 2, nr. 2

SAGSINDHOLD
Indehaveren af en godkendelse af et bekæmpelsesmiddel kunne ikke klage over en senere "me-too" godkendelse.

RESUMÉ
Miljøstyrelsen havde godkendt et bekæmpelsesmiddel som en såkaldt "me-too" godkendelse, idet der i ansøgningen var henvist til, at midlet var identisk med et andet, tidligere godkendt middel. Indehaveren af den oprindelige godkendelse, der påklagede afgørelsen, gjorde gældende, at denne havde partsstatus og klageret, da der forelå en væsentlig, individuel interesse i me-too sagens udfald. Der forelå således væsentlige økonomiske hensyn, me-too godkendelsen byggede på arbejde, udført af klageren, ligesom hensynet til sagens oplysning tilsagde en partsstatus. Klageren gjorde i øvrigt gældende, at der forelå en række fejl omkring midlernes identitet, hvorfor nævnet burde ophæve me-too godkendelsen.

Miljøklagenævnet udtalte, at der ved vurdering af klageberettigelsen måtte lægges vægt på såvel den værnede interesse som på, om den, der påberåber sig interessen er tillagt adgang til at søge denne værnet. Med henvisning hertil og til U 1992.399 H, der tillagde Miljøstyrelsen ret til uden godkendelsesindehaverens samtykke at anvende dennes dokumentationsmateriale i andre sager, fandt nævnet, at klageren ikke var klageberettiget, hvorfor klagen afvistes.

MYNDIGHED

1.2.6 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 29. juli 1996, j.nr. 13/162-27

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 3, stk. 1, § 4, stk. 3 og § 33 — Dambrugsbekendtgørelsen

SAGSINDHOLD
Miljøgodkendelse til dambrug med forøget foderforbrug ophævet, da ansøgning og grundlag for afgørelse var utilstrækkelige. Forholdet mellem miljøgodkendelser til dambrug og dambrugsbekendtgørelsen

RESUMÉ
Et amt havde meddelt miljøgodkendelse til et dambrug, hvorefter foderforbruget efter dambrugsbekendtgørelsen blev tilladt forøget med 30 % med mulighed for yderligere forøgelse op til 56 %. Recipientkvalitetsmålsætningen for vandløbet var opfyldt, mens dette ikke var tilfældet for den berørte fjord. Godkendelsen indeholdt vilkår om udledergrænseværdier (beregnet ud fra undersøgelser om gennemsnitlige udledninger fra dambrug i amtet og fastsat i forhold til foderforbrug efter dambrugsbekendtgørelsen) og udvidede egenkontrolkrav. Amtet vurderede, at godkendelsen ikke ville medføre forøget udledning, bl.a. som følge af bedre foder, driftsstyring, automatisk slamudtag og recirkulering, hvilket amtet fandt dokumenteret ved dambrugets hidtidige drift. Miljøstyrelsen ophævede godkendelse med henvisning til, at en godkendelse ikke måtte give anledning til større forurening end reguleringen efter dambrugsbekendtgørelsen, at forøget foderforbrug forudsatte videregående renseforanstaltninger og dokumentation for renseeffekten, at de iværksatte foranstaltninger var driftsoptimeringer, der ikke kunne begrunde en forøgelse af foderforbruget, samt at ansøgningen ikke opfyldte kravene, idet der manglede redegørelse og dokumentation for anvendelse af mindst forurenende teknologi og rensningseffekter.

Miljøklagenævnet udtalte generelt, at hverken Vandmiljøplan- eller miljøbeskyttelseslov indeholdt retningslinier eller kvoter, der sikrede, at den tilsigtede kvalitetsforbedring af vandmiljøet blev fastholdt, men at loven byggede på en forudsætning om, at Vandmiljøplanens mål kunne fastholdes og udbygges ved administration af godkendelsesordningen, navnlig ved princippet om renere teknologi. Nævnet var enig med styrelsen i, at bekendtgørelsens § 6 om rensningskrav var minimumskrav, hvis rensningseffekt ikke kunne tilsidesættes ved en miljøgodkendelse. Hovedvægten ved vurderingen af, om en ansøgning om miljøgodkendelse til øget foderforbrug kunne imødekommes, måtte lægges på, om det var godtgjort, at dambrugets indretning og drift ville opfylde lovens bestemmelser om anvendelse af renere teknologi, at målsætningen for vandløb og søer nedstrøms dambruget kunne opfyldes, og at hensynet til fjernrecipienten var tilgodeset.

At den aktuelle udledning fra et dambrug ikke påvirkede vandløbet negativt, og at indretning og drift i almindelighed var miljømæssigt acceptabel, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tillade en væsentlig forhøjelse af foderforbruget. Nævnet fandt i den konkrete sag, at ansøgningen ikke opfyldte kravene til en ansøgning om miljøgodkendelse (utilstrækkelig redegørelse for dambrugets indretning og muligheder for anvendelse af mindst forurenende teknologi og de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger), ligesom amtets miljøgodkendelse var meddelt på et utilstrækkeligt grundlag (herunder amtets beregninger som grundlag for fastsættelsen af udlederkravværdierne, dokumentation for rensningseffekten og godkendelsens forhold til regionplanen).

På denne baggrund stadfæstede nævnet Miljøstyrelsens afgørelse, men hjemviste sagen til fornyet behandling. Dambruget kunne dog under sagens fornyede behandling opretholde foderforbruget, da dambruget de seneste år havde haft et foderforbrug, svarende til miljøgodkendelsen, vandløbsmålsætningen havde været opfyldt og dambruget var af beskeden størrelse. Endelig påpegede nævnet generelt, at egenkontrollen var forbundet med væsentlig usikkerhed, og at problemerne i tilknytning til dambrugsbekendtgørelsens udlederkrav og egenkontrol efter nævnets opfattelse ikke kunne afhjælpes gennem en sædvanlig regulering ved miljøgodkendelser, der fastsætter egentlige udlederkrav. Det ville være i strid med Vandmiljøplan og lovgivning, hvis der åbnedes mulighed for, at dambrugene på et usikkert grundlag kunne opnå væsentlige udvidelser af foderforbruget. Herefter opfordrede nævnet til, at problemerne søgtes afhjulpet i et samarbejde med erhvervet. (Miljøklagenævnet traf samme dato tilsvarende afgørelser, j.nr. 13/162-30, 13/162-18 og 13/162-15)

MYNDIGHED

1.2.7 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 12. august 1996, j.nr. 211-44

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 2, § 20 og § 81, nr. 1— Naturbeskyttelsesloven § 3— Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af EF-Fuglebeskyttelses- og Ramsarområder § 4— Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning

SAGSINDHOLD
Foreløbig vandindvindingstilladelse kunne ikke meddeles, da utilstrækkeligt grundlag for at vurdere vilkår af hensyn til beskyttede naturtyper og EF-Fuglebeskyttelses- og Ramsar-områder. Tilladelse til vandindvindingsinteressentskab kunne indbringes for nævnet.

RESUMÉ
Et interessentskab, bestående af tre erhvervsvirksomheder, ansøgte om en vandindvindingstilladelse på indtil 1,87 mio. m³ med mulighed for trinvis udvidelse til 2,7 mio. m³. Interessentskabet var oprettet for at sikre den optimale udnyttelse af grundvandsressourcerne, idet de enkelte kildepladser forventedes at påvirke hinanden. Inden for oplandene lå to vandløb, nogle beskyttede naturtyper efter naturbeskyttelseslovens § 3 samt to EF-Fuglebeskyttelses- og Ramsarområder. Amtet meddelte den ansøgte vandindvindingstilladelse bl.a. på vilkår om etablering af overvågningsprogram og kompensationsforanstaltninger, bl.a. til sikring af minimumsvandføringen i de to vandløb samt vilkår om, at der før udvidelser skulle foreligge dokumentation for, i hvor høj grad yderligere indvinding kunne finde sted. Amtet fandt, at offentlighedsfaser og ankefrister i forbindelse med en senere udvidelse herved kunne undgås.

Miljøstyrelsen stadfæstede afgørelsen vedrørende de 1,87 mio. m³, men ophævede afgørelsen vedrørende de mulige udvidelser, idet styrelsen fandt, der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for konsekvenserne. Styrelsen bemærkede samtidig, at der principielt ikke burde benyttes kompensationspumpninger for at opfylde målsætninger for vandføring i åer og søer, men at dette i den konkrete sag kunne forbedre den eksisterende tilstand. Miljøklagenævnet fandt, at tilladelsen efter dennes baggrund og formål kunne indbringes for nævnet, uanset at denne ikke direkte vedrørte en erhvervsvirksomhed. Nævnet påpegede, at amtets afgørelse havde karakter af en foreløbig tilladelse, som ikke i sig selv medførte, at reglerne om offentlighed og ankefrister ved den endelige tilladelse kunne fraviges. Nævnet afviste, at foreløbig tilladelse til udvidelsen kunne meddeles, da der (endnu) ikke forelå et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvilke vilkår der var nødvendige af hensyn til beskyttelsen af områdets vandløb og øvrige naturtyper, jf. vandforsyningslovens § 2 (der ligeledes forudsattes at varetage beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens § 3) og de berørte EF-Fuglebeskyttelses- og Ramsar-områder. Nævnet tilføjede, at amtet ved et tillæg til vandressourceplanlægningen kunne reservere de ønskede vandmængder til interessentskabet, samt at nævnet ikke på det foreliggende grundlag kunne eller havde samlet beføjelse til at tage stilling til, om en opfyldelse af recipientkvalitetsmålsætningen skulle sikres ved kompensationspumpninger eller ved foranstaltninger efter miljøbeskyttelsesloven eller vandløbsloven.

MYNDIGHED

1.2.8 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 16. august 1996, j.nr. 13/202-40

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33

SAGSINDHOLD
Forøgelse af fyldhøjden på eksisterende losseplads var ikke i strid med lokaliseringsprincipperne for fremtidige lossepladser

RESUMÉ
Et amt havde meddelt — og Miljøstyrelsen stadfæstet — en miljøgodkendelse til forøget fyldhøjde på en eksisterende losseplads. Lossepladsen lå i et område med spredt beliggende landejendomme. Der var udarbejdet en lokalplan, der sikrede den ønskede udvidelse. En omboende påklagede afgørelsen og gjorde herunder gældende, at der burde stilles krav om en mindsteafstand til beboelseshuse på mindst 100 m, hvilket lokalplanen ikke sikrede.
Miljøklagenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om anlæggelse af en ny losseplads eller om forøgelse af lossepladsarealet og dermed af perkolatproduktionen, idet der dog kunne være tendens til højere koncentrationer. På denne baggrund kunne nævnet tilslutte sig, at udbygningen ikke var i strid med miljøministerens intentioner vedrørende lokalisering af fremtidige lossepladser (kystnærhedsprincippet). Nævnet fandt heller ikke anledning til kritik af placeringen, henset til, at nærmestliggende ejendomme bestod af spredt beliggende landejendomme. Herefter stadfæstedes afgørelsen, idet det bemærkedes, at nævnet alene havde taget stilling til lossepladsens fyldhøjde i relation til miljøgodkendelsen.

MYNDIGHED

1.2.9 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 27. august 1996, j.nr. 13/204-2

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33, § 50, stk. 1 og 3, § 72, stk. 2 og § 98, stk. 1, nr. 2

SAGSINDHOLD
Miljøgodkendelse til deponeringsanlæg for lettere forurenet jord stadfæstet uden krav om membran og perkolatdræn. Dispensation til privatejet deponeringsanlæg. Omboende, 4 km fra anlæg, ikke klageberettiget

RESUMÉ
Et amt havde meddelt afslag på en ansøgning fra A/S Øresundsforbindelsen om miljøgodkendelse til deponering af 75.000 m³ lettere forurenet jord på en kunstig halvø. Efter klage meddelte Miljøstyrelsen tilladelse til deponeringen uden vilkår om etablering af membran og perkolatdræn. Styrelsen fandt således, at perkolatet kunne tillades udsivet til Øresund, samt at kontrol burde ske ved effektiv kontrol af jorden før modtagelse og deponering, hvilket tilstræbtes ved egenkontrolkrav og indgåede aftaler om forureningsundersøgelser m.v. på opgravningsstederne. Styrelsen meddelte samtidig dispensation efter § 50, stk. 3, da affaldet p.g.a. mængde og sammensætning ikke kunne indgå i den almindelige løbende affaldsbortskaffelse. Miljøgodkendelsen blev påklaget til Miljøklagenævnet af Københavns Amt, der fandt, at der burde stilles krav om membran og perkolatdræn.

Miljøklagenævnet var enig med Miljøstyrelsen i, at de indgåede aftaler og stillede krav syntes tilstrækkelige til at sikre kontrollen med den deponerede jord, samt at de beregnede koncentrationer i perkolatet var så lave, at perkolatet kunne tilledes Øresund gennem udsivning. Nævnet bemærkede, at amtet ikke var fremkommet med konkrete forslag til ændringer i kontrolkravene, samt at tilsynsmyndigheden om nødvendigt kunne stille supplerende egenkontrolkrav efter § 72, stk. 2. Endelig henviste nævnet til, at det pågældende vandområde i Regionplan 1993 var udlagt med lempet målsætning, at der ikke var knyttet drikkevandsinteresser til grundvandet under depotet, samt at fjernere recipienters målsætning ikke vurderedes at være truet. Herefter stadfæstede nævnet Miljøstyrelsens afgørelse. En klage fra en omboende, hvis bopæl lå ca. 4 km fra anlægget, blev afvist, da denne ikke fandtes klageberettiget.

MYNDIGHED

1.2.10 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 4. september 1996, j.nr. 13/202-31

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33

SAGSINDHOLD
Energiregnskab ved udnyttelse af nedbrydningstræ kunne ikke inddrages ved vurdering af, om miljøgodkendelse burde meddeles. Intet behov for særskilte vilkår om oplagsstørrelser eller om træets renhed

RESUMÉ
Et amt havde meddelt miljøgodkendelse til et anlæg til fraktionering, mellemlagring og omlastning af knust, forsorteret nedbrydningstræ. Miljøgodkendelsen blev med enkelte ændringer stadfæstet af Miljøstyrelsen. Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen og gjorde herunder gældende, at miljøgodkendelsen i relation til renere teknologi burde indeholde et energiregnskab, som viste, at udnyttelsen af nedbrydningstræet reelt gav et positivt resultat globalt miljømæssigt, at der burde fastsættes vilkår om maksimalt oplag af træaffald og frasorterede affaldsfraktioner, samt yderligere præcisering af tilladte affaldstyper. Klageren fandt, at man i modsat fald risikerede at stå tilbage med et uløst affaldsproblem ved virksomhedens ophør, ligesom der burde stilles krav til renheden bl.a. for at sikre overholdelsen af EU-forordningen om overvågning og kontrol med overførsel af affald. Også kommunen tilkendegav under klagesagens behandling ønsker om præciseringer af godkendelsens vilkår.

Miljøklagenævnet afviste, at der ved vurdering af, om miljøgodkendelse burde meddeles, kunne inddrages "total-betragtninger" vedrørende energiregnskab. Da godkendelsen bl.a. stillede krav om indendørs oplægning og håndtering af træaffald samt opbevaring af frasorteret affald, bortskaffelse efter kommunens anvisning og journalføring, fandt nævnet ikke, at der var behov for vilkår om maksimalt oplag af hverken træaffald eller frasorterede affaldsfraktioner. Nævnet tilføjede dog vilkår om, at tilsynsmyndigheden efterfølgende kunne fastsætte vilkår herom, såfremt der ved tilsyn på virksomheden konstateredes behov herfor. Nævnet kunne ligeledes tiltræde, at der ikke fastsattes yderligere krav til renhedsgraden af det nedbrydningstræ, der måtte modtages på virksomheden, da virksomheden alene var godkendt til at modtage forsorteret, knust nedbrydningstræ, og da det forudsattes, at frasorterede affaldsfraktioner højst ville udgøre 5%.

MYNDIGHED

1.2.11 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 6. september 1996, j.nr.13/205-1

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 39

SAGSINDHOLD
Ophør af spildevandsudledning til å som vilkår i en kommunes miljøgodkendelse af bestående autoophug. Ingen stillingtagen til, om amt eller kommune var rette myndighed vedr. spildevandsudledningen, da amtet havde tiltrådt vilkåret

RESUMÉ
En kommune havde meddelt — og Miljøstyrelsen stadfæstet — en miljøgodkendelse til en bestående autoophugningsvirksomhed efter reglerne om godkendelse af bestående listevirksomheder. Virksomheden måtte herefter ikke længere udlede spildevand til den amtskommunale vejvandsledning, der havde udløb til en højt målsat å. Spildevandet skulle i stedet opsamles i samletank og bortskaffes som olie og kemikalieaffald eller til rensningsanlæg, afhængig af spildevandets forureningsgrad. Under klagen til Miljøklagenævnet gjorde virksomheden gældende, at forureningen var meget ringe, at kravet om ændret spildevandsbortskaffelse var økonomisk særdeles tyngende, samt at virksomheden havde haft en berettiget forventning om, at udledningsforholdene var i orden, idet virksomheden bl.a. havde betalt tilslutningsbidrag (hvilket bidrag dog delvist var tilbagebetalt til virksomheden).

Miljøklagenævnet kunne tilslutte sig, at det olieforurenede vaskevand ikke burde udledes gennem vejvandsledningen. Nævnet fandt dog, at kravet om opsamling til samletank kunne begrænses til alene at vedrøre spildevandet fra vaskepladsen, mens overfladevandet fortsat kunne afledes gennem vejvandsledningen. Der kunne ikke lægges vægt på, om der tidligere måtte være opkrævet kloakbidrag i strid med de derom gældende regler. Nævnet tog ikke stilling til, om afgørelsen om ophør af den direkte udledning burde være truffet af amtet, idet dette vilkår i miljøgodkendelsen forinden var tiltrådt af amtet.

MYNDIGHED

1.2.12 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 11. september 1996, j.nr. 13/044-1

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33

SAGSINDHOLD
Miljøgodkendelse stadfæstet til asfaltfabrik i et i regionplanen udlagt særligt sårbart område inden for drikkevandsområde. Spredningsberegninger for lugt.

RESUMÉ
Et amt havde meddelt miljøgodkendelse til etablering af en asfaltfabrik i et område, der i henhold til den (senere) vedtagne regionplan var udpeget som særligt sårbart område inden for drikkevandsområde. Ifølge denne måtte der normalt ikke placeres virksomheder, der oplagrer, anvender eller fremstiller olie- og kemikalieprodukter. Tilladelse kunne dog meddeles efter en konkret risikovurdering. Området var i henhold til kommune- og lokalplan udlagt til erhvervsområde. Nærmeste boligområder lå mellem 700 og 1.000 meter fra virksomheden. To grundejerforeninger indbragte afgørelsen for Miljøklagenævnet. I klagerne gjordes det navnlig gældende, at etableringen var i strid med planlægningen, at boligområderne var utilstrækkeligt sikret mod lugt, at miljøbelastningen fra trafikken var utilstrækkelig vurderet, samt at virksomheden ikke burde lokaliseres det pågældende sted af hensyn til de nærliggende boligområder og risikoen for drikkevandet. Spørgsmålet om forholdet til lokalplanlægningen havde forinden været indbragt for Naturklagenævnet. Nævnet, der først havde afvist klagen som for sent indkommet, nægtede efterfølgende at genoptage sagen, da asfaltanlægget var opført, og da en realitetsbehandling "næppe kunne føre til, at der måtte kræves udarbejdet en ny lokalplan".

Miljøklagenævnet udtalte herefter, at der med kravene om befæstelse af arealerne, opsamlingsbassiner ved tanke, sikring mod afstrømning af overfladevand og kontrolvilkår var tilstrækkelig sikkerhed for, at virksomheden ikke ville indebære en uacceptabel risiko for grundvandet. De trafikale gener, der primært måtte afvejes i planlægningen, burde ikke tillægges afgørende vægt ved miljøgodkendelsen. Da der endnu ikke var udviklet mere præcise, af Miljøstyrelsen anerkendte, modeller til spredningsberegninger for lugt, fandt nævnet endelig ikke anledning til at fravige lugtvejledningen eller OML-modellen. Herefter stadfæstedes afgørelsen, idet nævnet dog fastsatte supplerende vilkår om etablering af et egentligt overvågningssystem for jord- og grundvandsforurening.

MYNDIGHED

1.2.13 Miljøklagenævnet

SAG
Afgørelse af 19. september 1996, j.nr. 241-12

LOVOMRÅDE
Havmiljøloven § 51, stk. 2

SAGSINDHOLD
Tilladelse til klapning af havbundsmateriale i et EF-fuglebeskyttelses- og Ramsar-område.

RESUMÉ
Et amt meddelte en tidsbegrænset tilladelse til klapning af 500 m³ havbundsmateriale årligt, optaget ved indsejling til en havn. Området var udlagt som EF-Fuglebeskyttelsesområde og Ramsar-område. Analyser af sedimentet viste stort set samme niveau som baggrundsniveauet. Skov- og Naturstyrelsen havde forinden meddelt samtykke til klapningen. Fiskeridirektoratet havde derimod ønsket en alternativ klapplads af hensyn til fiskeriet. En erhvervsfisker påklagede afgørelsen til Miljøklagenævnet. Klageren gjorde gældende, at klapningen ville mindske vandgennemstrømningen og skade ålegræsset i området. Miljøklagenævnet lagde til grund, at der ikke kunne findes egnede klappladser uden for beskyttede områder inden for en rimelig afstand fra optagningsstedet. Da tungmetalindholdet i oprensningnssedimentet stort set svarede til havbundssedimentet, da klapningen næppe ville påvirke vandgennemstrømningen væsentligt, da der ikke fandtes ålegræs på klappladsen, og da Skov- og Naturstyrelsen skønnede, at klapningen ikke ville medføre en væsentlig forringelse af området som levested for fugle, stadfæstede nævnet amtets afgørelse.

1.5 Tilsynsråd

MYNDIGHED

1.5.1 Indenrigsministeriet og Tilsynsrådet

SAG
Vejledende udtalelser af 25. marts og 26. juni 1996

LOVOMRÅDE
Spildevandsbetalingsvedtægtsloven §§ 1 og 10

SAGSINDHOLD
En kommune, der for at inddrive forfaldne kloakbidrag havde erhvervet ejendomme på tvangsauktion, måtte selv erlægge bidragene uden at kunne afskrive gælden på spildevandsanlæggets regnskab

RESUMÉ
En kommune havde kloakeret ca. 2.000 ejendomme i sommerhusområder. I forbindelse med inddrivelse af tilslutningsbidrag overtog kommunen nogle ubebyggede sommerhusejendomme på tvangsauktion for 1 kr. pr. ejendom. Tilslutningsbidragene udgjorde ca. 54.000 kr. pr. ejendom, hvortil kom skyldige ejendomsskatter, renter m.v. Videresalg forventedes at kunne ske for 40.000 — 60.000 kr. Spørgsmålet var herefter, hvorledes kommunen skulle kontere tabene.
Indenrigsministeriet udtalte, at kommunen ved tvangsauktionskøbene havde overtaget de forpligtelser, der hvilede på ejendommene. Af hvile-i-sig-selv princippet fulgte, at kommunens udgifter til anlæg og drift af kloakforsyningen skulle dækkes af kloakbidrag fra de tilsluttede ejendomme, uanset om ejendommene ejedes af kommunen selv.

Kommunen havde derfor pligt til at betale de pålignede kloakbidrag, uanset at baggrunden for erhvervelserne var et ønske om at inddrive de skyldige bidrag. Kommunen kunne derfor ikke henføre sine udgifter og indtægter ved erhvervelse og videresalg af de pågældende ejendomme til kloakforsyningen. Der var ikke herved taget stilling til, hvorvidt kommunen i øvrigt lovligt havde kunnet afskrive kloakgælden som helt eller delvis uerholdelig. Kommunen undlod herefter at foretage afskrivning af kloakbidragene, men spurgte efterfølgende Tilsynsrådet, hvorvidt det var muligt efter videresalget at overføre realiserede tab til kloakforsyningen. Tilsynsrådet henviste herom til Indenrigsministeriets vejledende udtalelse, hvorefter kommunen ikke lovligt kunne henføre intægter og udgifter ved erhvervelse og videresalg af ejendommene til kloakforsyningen.

MYNDIGHED

1.5.2 Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt

SAG
Afgørelse af 30. maj 1996

LOVOMRÅDE
Spildevandsbetalingsvedtægtsloven § 2, stk. 3

SAGSINDHOLD
En kommune kunne opkræve vandafledningsbidrag efter målt forbrug med virkning fra et kalenderårs start, uanset at betalingsvedtægten først var vedtaget midt i året

RESUMÉ
En kommune opkrævede vandafledningsbidrag efter målt forbrug med virkning fra et årsskifte, uanset at betalingsvedtægten først blev vedtaget midt i det pågældende kalenderår. Byrådet havde allerede året forinden truffet principbeslutning om denne opkrævningsmåde, ligesom borgerne var blevet informeret herom ved en husstandsomdelt avis og i forbindelse med ejendomsskattebilletten. På denne baggrund fandt byrådet, at borgerne havde en berettiget forventning om at kunne afregne efter målt forbrug, uanset at betalingsvedtægten var blevet forsinket. Tilsynsrådet udtalte, at byrådet ikke havde handlet klart ulovligt, da betalingsvedtægtsloven hjemlede denne opkrævningsmåde, og da borgerne ved kalenderårets start var blevet informeret om principbeslutningen.

MYNDIGHED

1.5.3 Tilsynsrådet for Ribe Amt

SAG
Afgørelse af 20. juni 1996, j.nr. 1995-951/116

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 53, stk. 1, 2. pkt— Styrelsesloven §§ 17 og 21

SAGSINDHOLD
En kommuneingeniør kunne uden formel delegation godkende vandtaksterne for et privat vandværk, uanset beføjelsen i loven var henlagt til kommunalbestyrelsen

RESUMÉ
Sagen drejer sig om, hvorvidt en kommune lovligt har kunnet overlade det til kommuneingeniøren at godkende taksterne for levering af vand fra et privat vandværk uden nogen formel beslutning herom.
Tilsynsrådet fandt, at det forhold, at en kompetence i lovgivningen var tillagt kommunalbestyrelsen, som udgangspunkt alene var udtryk for, at opgaven skulle løses i kommunalt regi. Medmindre det fremgik af bestemmelsen eller klart var forudsat, havde en sådan kompetenceregel ikke betydning for opgavens placering i den kommunale forvaltning. En borger kunne derfor som udgangspunkt ikke kræve, at en sag blev forelagt for hverken kommunalbestyrelsen eller det pågældende udvalg. På denne baggrund fandt Tilsynsrådet, at kommunen havde overholdt vandforsyningslovens § 53, stk. 1, 2. pkt.

MYNDIGHED

1.5.4 Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt

SAG
Afgørelse af 9. august 1996, j.nr. 1993-951/84

LOVOMRÅDE
Affaldsdepotloven § 4, stk. 1— Miljøbeskyttelsesloven § 65

SAGSINDHOLD
En kommunes kortlægning af muligt forurenede grunde, hvis oplysninger anvendtes til bl.a. ejendomsoplysningsskemaer og byggesagsbehandling, antoges ikke at være ulovlig

RESUMÉ
En kommune havde gennemført en kortlægning af nuværende og tidligere industrigrunde og lossepladser i kommunen. Inden for en kortere årrække skulle kortlægningen suppleres med en byggesagsgennemgang, hvorved mange grunde ville udgå af kortlægningen, mens andre enten ville blive registreret som affaldsdepoter eller ville forblive i den kommunale kortlægning. Kortlægningen anvendtes af kommunen i forbindelse med a) kommune- og lokalplaner, b) bygherrer ville blive underrettet ved byggeansøgninger, c) ved besvarelse af ejendomsoplysningsskemaer eller konkrete forespørgsler, d) ved deponering af forurenet jord og e) undersøgelsesindsats inden for ca. 10 år af hensyn til grundvand og aktuel arealanvendelse. En advokat, der indbragte sagen for Tilsynsrådet, gjorde gældende, at kortlægningen påvirkede ejendommenes omsættelighed, og at denne var en bebyrdende forvaltningsakt, der krævede lovhjemmel. Miljøstyrelsen udtalte, at hjemlen for kortlægning udover affaldsdepotlovens regler måtte søges i miljøbeskyttelseslovens tilsynsbestemmelser (§§ 65 og 66), ligesom det afvistes, at der var tale om bebyrdende forvaltningsakter, idet oplysningerne var af en karakter, som borgerne selv ville kunne tilvejebringe. I øvrigt svarede kortlægningen til Jordforureningsudvalgets forslag.

Tilsynsrådet udtalte, at der ikke fandtes direkte lovgivning om registrering af muligt forurenede grunde, men at en vis forudgående kortlægning af muligt forurenede grunde måtte være forudsat i affaldsdepotloven, ligesom kommunernes generelle tilsynspligt efter miljøbeskyttelsesloven måtte antages at være tilstrækkelig hjemmel. Tilsynsrådet lagde herved vægt på, at de oplysninger, der lå til grund for kortlægningen, var offentligt tilgængelige, samt at der ikke var retsvirkninger forbundet med kortlægningen. Herefter var der ikke tilstrækkelig grund til at antage, at kortlægningen var i strid med lovgivningen eller manglede hjemmel.

MYNDIGHED

1.5.5 Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt

SAG
Afgørelse af 26. september 1996, j.nr. 1996-951/298

LOVOMRÅDE
Spildevandsbetalingsvedtægtsloven § 2, stk. 3

SAGSINDHOLD
En kommune var berettiget til at opkræve vandafledningsbidrag efter målt forbrug uanset væsentligt vandspild som følge af ledningsbrud

RESUMÉ
I forbindelse med et vandledningsbrud med deraf følgende vandspild på anslået 650 m³ anmodede grundejerne om en reduktion af vandafledningsbidraget. Kommunen afslog anmodningen med henvisning til betalingsvedtægten, hvoraf fremgik, at bidraget skulle betales efter målt forbrug. I klagen til Tilsynsrådet gjordes det gældende, at målerbrønden lå langt fra huset, at ejerne ikke havde været bekendt med bruddet, samt at ejendommen havde et meget langt ledningsnet efter vandmåleren i modsætning til de fleste, hvor måleren sidder ved huset, hvor et vandspild på grunden derfor ville ske på fællesskabets regning. Miljøstyrelsen udtalte vejledende, at kommunen, når helt særlige forhold talte derfor, kunne give et fradrag i vandafledningsafgiften, såfremt det fandtes dokumenteret, at vandet ikke var tilledt kloaksystemet. Kommunen fandtes omvendt ikke forpligtet hertil. Tilsynsrådet fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde handlet i strid med lovgivningen.

2. Civile domme

2.1 Højesteret
2.1.1 Højesteret
2.1.2 Højesteret
2.1.3 Højesteret
2.2 Landsretterne
2.2.1 Østre Landsret
2.2.2 Østre Landsret
2.2.3 Østre Landsret
2.2.4 Vestre Landsret
2.2.5 Vestre Landsret
2.3 Byretterne
2.3.1 Civilretten i Viborg
2.3.2 Retten i Svendborg

2.1 Højesteret

MYNDIGHED

2.1.1 Højesteret

SAG
Dom, afsagt den 9. februar 1996, sag I 17/1995

PARTER
Marianne Winkler mod Trafikministeriet

SAGSINDHOLD
Erstatning tilkendt efter naboretten for værdiforringelse som følge af støjgener fra planlagt jernbane, da der forelå ganske særlige omstændigheder

RESUMÉ
Til brug for Storebæltsforbindelsen blev eksproprieret et større areal fra et gods. Tvisten, der i øvrigt vedrørte udmåling af erstatningen ved arealafståelsen m.v., omfattede spørgsmålet om erstatning vedrørende en selvstændig matrikuleret ejendom, der lå omsluttet af godset og havde samme ejer. Denne ejendom havde ikke afstået noget areal ved ekspropriationen. Ejeren påstod sig tilkendt en erstatning på grund af værdiforringelse som følge af gener fra jernbanelinien, der skulle gå ca. 30 meter fra ejendommens hus. Ejendommen havde hidtil ligget idyllisk mellem marker uden støjgener. Trafikministeriet gjorde gældende, at erstatningskravet var uberettiget, da ekspropriationen på naboejendommen ikke havde medført "ganske særlige gener", og da der ikke var oplysninger om de fremtidige støjgener eller på nuværende tidspunkt forelå støjmålinger eller andre konstaterede gener. Med henvisning til, at det måtte anses for utvivlsomt, at ejendommen ville blive påført ganske betydelige ulemper, og da ejendommen hidtil havde ligget i fredelige og landlige omgivelser, fandt et flertal i Højesteret, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ejeren havde krav på erstatning (140.000 kr.) efter naboretlige regler. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om erstatning tillige ville kunne tilkendes på ekspropriationsretligt grundlag. [Dissens]

MYNDIGHED

2.1.2 Højesteret

SAG
Dom, afsagt den 2. april 1996, sag I 183/1995

PARTER
A/S Dansk Spændbeton mod Høje-Taastrup kommune og Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen

LOVOMRÅDE
Kemikalieaffaldsdepotloven § 13

SAGSINDHOLD
Intet krav om, at lukning af en drikkevandsboring p.g.a. forurening fra affaldsdepot skulle ske efter depotloven. Beregning af tilslutningsbidragets størrelse

RESUMÉ
Efter konstatering af en forurening i en vandværksboring iværksatte amtet forskellige undersøgelser i henhold til kemikalieaffaldsdepotloven. Også en virksomheds egne boringer viste sig forurenet. Kommunen meddelte herefter påbud efter § 19 i bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg om, at virksomhedens vandforsyning til drikkevandsformål skulle ophøre inden for en nærmere fastsat frist. Virksomheden kunne dog fortsat anvende boringerne i produktionen. Virksomheden efterkom påbudet og tilsluttede sig den kommunale vandforsyning.

Kommunen opkrævede en tilslutningsafgift, beregnet takstmæssigt udfra bygningsvolumen samt tilladelig bebyggelse på 2,5 m³ pr. m². For at muliggøre evt. tilbagevenden til egen vandforsyning, blev tilslutningsafgiften i de første par år alene fastsat midlertidigt som et rentebeløb af tilslutningsafgiften (diskontoen + 4 %). Det viste sig efterfølgende, at forureningen sandsynligvis stammede fra et kemikalieaffaldsdepot. Kommunen anlagde sag mod virksomheden m.h.p. at få denne dømt til at betale det midlertidige og endelige tilslutningsbidrag. Virksomheden, der adciterede Miljøstyrelsen, gjorde bl.a. gældende, at kemikalieaffaldsdepotlovens § 13 måtte gå forud for vandforsyningsloven, og at virksomheden derfor ikke kunne fortabe sine rettigheder ved, at der var anvendt anden hjemmel for lukningen. Virksomheden gjorde subsidiært gældende, at tilslutningsafgiften var urimelig høj.

Et flertal i Højesteret udtalte, at der hverken i kemikalieaffaldsdepotlovens § 13, stk. 1 eller dennes forarbejder var holdepunkter for at antage, at indgreb mod utilfredsstillende vandkvalitet, der skyldes affaldsdepoter, alene kunne foretages efter denne bestemmelse, ligesom det påpegedes, at kemikalieaffaldsdepotloven byggede på en prioritering af indsatsen. På denne baggrund fandtes virksomheden ikke at have haft krav på, at indgrebet blev foretaget med hjemmel i kemikalieaffaldsdepotloven, ligesom påbudet havde haft hjemmel i vandforsyningsloven. Vedrørende tilslutningsafgiften tilsluttede flertallet sig landsrettens vurdering, hvorefter det fandtes godtgjort, at denne var fastsat efter takster med hjemmel i vandforsyningslovens § 53, at tilsvarende udgifter var afkrævet andre virksomheder, samt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse. Herefter dømtes virksomheden til at betale den pålignede tilslutningsafgift. [Dissens]

MYNDIGHED

2.1.3 Højesteret

SAG
Kendelse, afsagt den 25. september 1996, sag 283/1996

PARTER
Grundejerforeningen Bredbjerg v/Henning Søby mod Pandrup Kommune

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1

SAGSINDHOLD
Søgsmålsfristen i miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1 finder ikke anvendelse på afgørelser, truffet før lovens ikrafttræden den 1. januar 1992

RESUMÉ
En kommune vedtog i maj 1991 et tillæg 1 til spildevandsplanen for kommunens nordlige sommerhusområder. Anlægsarbejdet blev gennemført i slutningen af 1992, og opkrævning af bidrag skete i februar 1993. Bidragsopkrævningen blev indbragt for Tilsynsrådet, der traf afgørelse i september 1993. I maj 1994 blev et tillæg 2 til spildevandsplanen vedtaget. Denne omfattede alle kommunens sommerhusområder, herunder også de nordlige sommerhusområder og indeholdt oplysninger om søgsmålsfristen. I juni 1995 anlagde grundejerforeningen sag mod kommunen med påstand om, at tillæg 1 var ugyldigt, og at betalte bidrag skulle tilbagebetales. Kommunen påstod principalt sagen afvist med henvisning til, at sagen var anlagt efter 6 måneders-fristen i § 101, stk. 1 i miljøbeskyttelsesloven af 1991, uanset denne lov først trådte i kraft den 1. januar 1992. Sagen burde derfor senest være anlagt den 30. juni 1992. I hvert fald med vedtagelsen af tillæg 2 burde sagsøgeren være blevet opmærksom på søgsmålsfristen. Spørgsmålet blev udskilt til særskilt pådømmelse. Højesteret fandt ikke grundlag for at antage, at § 101, stk. 1 fandt anvendelse på afgørelser, truffet før lovens ikrafttræden. Uanset at søgsmålsfristen var udløbet i forhold til vedtagelsen af tillæg 2, afskar dette ikke sagsøgeren fra at få efterprøvet lovligheden af tillæg 1. Sagen skulle derfor fremmes til realitetsbehandling.

2.2 Landsretterne

MYNDIGHED

2.2.1 Østre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 6. maj 1996, 9. afd., sag B-2459-94

PARTER
Poul Neergård Larsen mod Høje Taastrup Kommune

LOVOMRÅDE
Olietankbekendtgørelsen § 16, stk. 3

SAGSINDHOLD
Kommune erstatningspligtig for ulovligt påbud, der var udstedt til en grundejer, der ikke selv var forurener. Ikke passivitet, uanset erstatningskravet først rejses ca. 2 år efter Rockwool-dommen. Forholdsmæssigt afslag i købesum modregnet i erstatningskravet

RESUMÉ
På en ejendom, der blev købt af sagsøgeren i 1987, blev der i forbindelse med funderingsundersøgelser i begyndelsen af 1988 konstateret olieforurening på grunden. Forureningen viste sig at stamme fra en stor, nedgravet olietank, der var taget ud af brug for adskillige år siden, men som fortsat indeholdt en del olie. Kommunen blev underrettet og udstedte herefter påbud til grundejeren (sagsøgeren) efter olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3 om undersøgelser og oprensning. Sagsøgeren efterkom påbudene for en udgift på ca. 550.000 kr. Efter oprensningen blev der i 1990 indgået forlig mellem sagsøger og sælger af ejendommen om et afslag i købsprisen på ca. 470.000 kr.

Efter at grundejeren blev opmærksom på Rockwool-dommen (UfR 1991.674H) rejstes i foråret 1993 krav mod kommunen på dækning af de afholdte udgifter. Under retssagen gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at påbudet var ugyldigt, at han ikke kendte eller burde kende til forureningen på købstidspunktet, at de krævede foranstaltninger ikke var en forudsætning for gennemførelse af byggeriet, samt at det forholdsmæssige afslag var uden retsvirkninger i forholdet til kommunen. Kommunen gjorde omvendt gældende, at kommunen ikke havde handlet culpøst ved at udstede påbudet i overensstemmelse med langvarig forvaltningspraksis, at kravet tillige burde være rettet mod Miljøstyrelsen, at der også i sagsøgerens ejertid måtte være sket en forurening, da den gennemtærede tank ved opgravningen fortsat indeholdt en del olie, at der skulle ske modregning som følge af værditilvæksten på ejendommen ved den skete oprensning og afslaget i købesummen, at sagsøgeren havde forsømt sin tabsbegrænsningspligt ved at indgå forlig med køber uden at kræve samtlige oprensningsudgifter godtgjort, samt at der var udvist passivitet.

Landsretten lagde til grund, at den konstaterede forurening i altovervejende grad var sket før købet af ejendommen, og at det var uden betydning, at grundejeren ved arkivundersøgelser kunne have opdaget, at der var tanke nedgravet på grunden, idet dette næppe havde medført undersøgelser af jorden omkring tanken, samt at oprensningen ikke var en forudsætning for at gennemføre byggeriet. Det kunne ikke tillægges betydning, at Miljøstyrelsen ikke var inddraget som part i retssagen, eller at sagsøgeren ikke havde påklaget kommunens påbud, da styrelsen måtte antages på daværende tidspunkt at ville have stadfæstet påbudet. Kommunen måtte være nærmest til at bære den økonomiske risiko ved, at påbudet senere viste sig ulovhjemlet, da kommunen ved påbudet havde varetaget offentlige interesser. Det forholdsmæssige afslag måtte være opnået for at få kompensation for de afholdte oprensningsudgifter, hvorfor dette måtte modregnes i kravet, uanset at en del af afslaget vedrørte renter. Tabsbegrænsningspligten var ikke tilsidesat, da grundejeren under forligsforhandlingerne ikke havde grund til at forestille sig, at han behøvede at tage hensyn til denne. Da kommunen endvidere ikke havde godtgjort, at oprensningen havde medført en værditilvækst af ejendommen, og da der ikke var udvist passivitet, blev kommunen dømt til at betale oprensningsudgifterne med fradrag af det opnåede afslag i købesummen. [Dissens]

MYNDIGHED

2.2.2 Østre Landsret

SAG
Kendelse, afsagt den 21. maj 1996, 14. afd., kære nr. B-1204-96

PARTER
Realkredit Danmark mod Røstofte-Øster Egesborg Vandværk

LOVOMRÅDE
Retsplejeloven §§ 528 og 596

SAGSINDHOLD
Krav om genåbning af vandforsyning kunne ikke gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning

RESUMÉ
Et vandværk havde lukket for vandet til en ejendom, idet der konstateredes vandspild fra en ubeboet ejendom. Ejendommen var en måned forinden blevet overtaget af en kreditforening på tvangsauktion. Vandværket krævede herefter bl.a. et genåbningsgebyr på 2.500 kr. Kreditforeningen betalte med forbehold om tilbagesøgning, hvorefter vandværket fortsat nægtede at genåbne for vandet. Under sagen påstod kreditforeningen vandværket tilpligtet at genåbne for vandet, mens vandværket påstod sagen afvist. Landsretten stadfæstede fogedrettens afvisning, idet anmodning om genåbning af vandforsyning ikke var et besiddelseskrav efter retsplejelovens § 528, hvorfor dette ikke kunne gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning efter § 596.

MYNDIGHED

2.2.3 Østre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 30. august 1996, 4. afd., sag B-2332-94

PARTER
Gårdejer Lars Bork mod Karlebo Kommune og Karlebo Sogns Menighedsråd

LOVOMRÅDE
Vandløbsloven §§ 3 og 6

SAGSINDHOLD
Kommune og nabo frifundet for erstatningskrav ved vandlidende kirsebærplantage. Spørgsmål om naboens vedligeholdelsespligt for rørlagt vandløb og kommunens håndhævelse heraf — eller gennemførelse af nyt reguleringsprojekt

RESUMÉ
Sagsøgeren havde tilplantet et nyerhvervet areal med kirsebærtræer, der imidlertid gik ud, da arealet viste sig vandlidende. Ejendommen blev afvandet via en drænledning til en hovedledning på et naboareal via et rørlagt vandløb til en bæk. Ifølge den tidligere ejer var drænledningen etableret i slutningen af 1950'erne uden gennemførelse af et reguleringsprojekt. Efter klage iværksatte kommunen diverse undersøgelser samt oprensning og rodskæring af hovedledningen på naboejendommens bekostning, men problemerne genopstod meget hurtigt. Kommunen var af den opfattelse, at hovedledningen havde for ringe fald og var for lille til at kunne aflede de nødvendige vandmængder, hvorfor kommunen foreslog gennemførelse af et reguleringsprojekt, hvilket grundejeren imidlertid afviste. Sagsøgeren rejste herefter erstatningskrav mod kommunen og naboen og gjorde herunder gældende, at kommunen som vandløbsmyndighed havde været forpligtet til at meddele påbud om oprensning og følge dette op, samt at naboen måtte have accepteret den udførte tilslutning til hovedledningen og derfor havde været forpligtet til at foretage hyppig oprensning og rodskæring. Kommunen fastholdt omvendt, at kun et reguleringsprojekt kunne afhjælpe problemerne, og at dræningsforholdene på sagsøgerens egen ejendom i øvrigt var utilstrækkelige til dyrkning af kirsebærtræer, hvilket sagsøger burde have undersøgt. Ejeren af naboejendommen bestred ligeledes at være erstatningsansvarlig.

Landsretten lagde til grund, at drænledningen var etableret uden gennemførelse af et reguleringsprojekt samt at anlæg af kirsebærplantage krævede større drændybde end det eksisterende drænsystem på sagsøgerens egen ejendom. Med henvisning hertil og til, at naboledningen uanset oprensning ikke havde en sådan dimension, at den ville kunne videreføre de vandmængder, der tilførtes fra de opstrøms beliggende arealer samt til, at sagsøgeren havde afvist gennemførelse af et reguleringsprojekt, blev såvel kommunen som naboejendommen frifundet.

MYNDIGHED

2.2.4 Vestre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 9. april 1996, 4. afd., ankesag B-2025-92

PARTER
Danmarks Sportsfiskerforbund som mandatar for Ribe Amt, Kongeåudvalget og Vejen og Omegns Sportsfiskerforening mod A kommune

SAGSINDHOLD
En kommune var - uanset fældende straffedom - ikke erstatningsansvarlig for fiskedød, da kommunen havde iværksat forskellige tiltag til imødegåelse af slamproblemer fra et renseanlæg

RESUMÉ
Såvel kommunens egenkontrolmålinger som amtets målinger af udledningerne fra et renseanlæg viste i en periode på ca. 3-4 måneder væsentlige overskridelser af udledningstilladelsen. Kommunen igangsatte fra begyndelsen forskellige forsøg med øget udtagning af slam fra anlægget og tilsætning af forskellige stoffer, uden at disse dog var tilstrækkelige til imødegåelse af de tiltagende slamproblemer. I forbindelse med et voldsomt regnskyl skete der yderligere slamflugt fra rensningsanlægget, og der blev efterfølgende konstateret iltsvind og fiskedød nedstrøms renseanlægget. Kommunen var ved en byretsdom idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens (af 1989) §§ 18 og 53, stk. 1, for manglende underretning af tilsynsmyndigheden ved driftsuheld og for overskridelse af udledningstilladelsen i forbindelse med det voldsomme regnskyl. Erstatningskrav for fiskedød som følge af overtrædelsen blev henvist til særskilt pådømmelse.

To lokale sportsfiskerforeninger og et naboamt gjorde gældende, at kommunen var erstatningsansvarlig for den herved opståede fiskedød ved ikke at have foretaget effektive foranstaltninger til imødegåelse af konstaterede driftsproblemer på anlægget igennem flere måneder. Erstatningskravene var begrundet i, at de pågældende havde udsat fisk i åen i henhold til en udsætningsplan. Da kommunen havde foretaget forskellige tiltag til imødegåelse af problemerne, da løsning af problemerne var vanskelig, og da tilsynsmyndigheden ikke i forbindelse med sin første konstatering af betydelige overskridelser af udledningstilladelsen fremkom med særlige bemærkninger, var der efter landsrettens opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kommunen på et tidligere tidspunkt burde have truffet mere effektive foranstaltninger. Herefter frifandtes kommunen for de rejste erstatningskrav.

MYNDIGHED

2.2.5 Vestre Landsret

SAG
Kendelse af 23. maj 1996, 6. afd., kæresag B-2054-95

PARTER
Esbjerg Kommune mod C. Breinholt A/S

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 48, stk. 1 og 5

SAGSINDHOLD
Der var ikke hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 5 til at opkræve affaldsgebyr hos en udlejer for lejers efterladte affald, da affaldsregulativet, der var vedtaget før den nugældende miljøbeskyttelseslov, alene omhandlede affaldsproducenter

RESUMÉ
En lejer havde ved ophør af et lejemål efterladt affald på en ejendom, og selskabet blev kort efter opløst af skifteretten. Affaldet blev herefter afhentet af den fælleskommunale modtagestation, og kommunen afkrævede selskabet betaling herfor (ca. 175.000 kr.). Da selskabet ikke betalte, gjorde kommunen efterfølgende kravet gældende hos udlejer med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 5. Under fogedsagen gjorde udlejer bl.a. gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til udlægget. Af det gældende regulativ, der med hjemmel i olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen var blevet vedtaget før den nugældende miljøbeskyttelseslov, fremgik alene, at affaldsgebyrer m.v. skulle opkræves hos affaldsproducenten. Landsretten bemærkede, at hverken olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen eller dennes lovhjemmel indeholdt en regel, svarende til den nugældende § 48, stk. 5 i miljøbeskyttelsesloven. Efter ordlyden af § 48, stk. 1 beroede det på kommunens afgørelse, om der skulle fastsættes gebyrer, ligesom der i henhold til den gældende affaldsbekendtgørelse var fastsat bestemmelser om kommunernes regulativpligt og om procedurer for vedtagelse af disse. Da kommunen ikke havde udstedt og bekendtgjort et regulativ i overensstemmelse hermed, og da de årlige rettelsesblade ikke kunne erstatte den fastlagte regulativpligt, fastslog landsretten, at der ikke i miljøbeskyttelseslovens 48, stk. 5 var hjemmel til at afkræve udlejer udgiften til bortskaffelse af affaldet, hvorfor det foretagne udlæg blev ophævet.

2.3 Byretterne

MYNDIGHED

2.3.1 Civilretten i Viborg

SAG
Kendelse, afsagt den 14. maj 1996, sag BS 121/1995

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 45, stk. 2 og § 53

SAGSINDHOLD
Uanset et vandværk havde fulgt en afgørelse fra amtet, var vandværket rette sagsøgte ved krav om tilbagebetaling af tilslutningsbidrag. Kun hjemmel i vfl. § 45, stk. 2 til at fastlægge leveringsvilkår, såfremt der er truffet afgørelse om leveringspligt

RESUMÉ
I forbindelse med en tvist om beregning af tilslutningsbidrag til et bestående vandværk ved udstykning af en landbrugsejendom i 13 parceller opstod spørgsmålet om, hvem der var rette sagsøgte. Kommunen havde godkendt et projekt til udbygning af vandværket, herunder med henblik på en udvidelse af vandværkets forsyningsområde. Kommunen anførte samtidig, at der ved nyudstykninger alene skulle betales for de faktiske omkostninger til ledningsanlæg foruden tilslutningsbidrag til hovedanlæg. Dette fremgik også af kommunens senere godkendelse af vandværkets vedtægter. Vandværket opkrævede imidlertid bidrag, der tillige omfattede udgiften til udvidelse af vandværkets forsyningsområde. Udstykkeren klagede via kommunen til amtet med henvisning til vandforsyningslovens § 45, stk. 2. Amtet gav herefter vandværket medhold i det beregnede tilslutningsbidrag. Udstykkeren anlagde efterfølgende sag mod vandværket med krav om tilbagebetaling af den del af tilslutningsbidraget, der vedrørte udbygningen af vandværkets forsyningsområde. Vandværket påstod frifindelse bl.a. med henvisning til, at opkrævningen var i overensstemmelse med amtets afgørelse, hvorfor kravet i givet fald måtte rettes mod amtet, ligesom et evt. krav mod vandværket i givet fald måtte afvente, at amtet ændrede sig afgørelse.

Retten lagde til grund, at vandværket havde opkrævet og modtaget tilslutningsbidraget. Et krav om tilbagebetaling kunne derfor rettes mod vandværket. Retten statuerede endvidere, at amtet ikke havde haft hjemmel i § 45, stk. 2, til at træffe afgørelse i sagen, da sagen ikke vedrørte spørgsmålet om vandværkets leveringspligt til de udstykkede ejendomme, men alene om leveringsvilkårene. Retten fastslog herefter, at vandværket var rette sagsøgte, og at sagen ikke skulle afvente en ændring af amtets afgørelse.

MYNDIGHED

2.3.2 Retten i Svendborg

SAG
Dom, afsagt den 29. juli 1996, sag BS 5325/94

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1, nr. 2 og 3— Slambekendtgørelsen

SAGSINDHOLD
En landmand, der havde indkøbt ulovlig kompost, blev frifundet for kommunens udgifter til selvhjælpshandling, da der ikke var hjemmel til at pålægge udgiftskrævende foranstaltninger, og da det ikke var godtgjort, at han havde handlet uforsvarligt

RESUMÉ
En landmand købte i 1992 ca. 500 t kompost af et firma, der havde importeret dette fra Tyskland. Komposten skulle anvendes til jordforbedringsformål. Efter klage fra naboer konstaterede kommunen ved et tilsyn, at den endnu ikke udspredte kompost indeholdt plastik, glas og metalstumper, og at materialet ikke var færdigkomposteret. En analyse af komposten viste efterfølgende, at slambekendtgørelsens grænseværdier var væsentlig overskredet. Kommunen meddelte herefter påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69 om at returnere den importerede kompost eller at deponere dette på godkendt deponeringsplads. Da påbudet ikke blev efterkommet, besluttede kommunen efter § 69, stk. 1, nr. 3 at bortkøre komposten til kontrolleret losseplads, hvorefter kommunen gjorde krav på at få udgifterne (ca. 330.000 kr.) dækket af landmanden. Landmanden gjorde bl.a. gældende, at sagen skulle afgøres efter almindelige erstatningsregler, jf. Rockwool-dommen, og at han ikke havde handlet uforsvarligt, da han ikke havde vidst, at komposten var forurenet. Kommunen gjorde omvendt gældende, at komposten lå på landmandens ejendom, hvorfor denne måtte betragtes som forurener. Ved at modtage og opbevare komposten miljømæssigt uforsvarligt og ved at undlade at efterkomme påbudene havde landmanden handlet uagtsomt efter en skærpet culpavurdering. Retten udtalte, at selv om det lagdes til grund, at kommunen ikke havde kunnet tillade udspredning af komposten, og at amtet ikke ville have godkendt andre deponeringer af komposten, fandtes slambekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven ikke at indeholde den fornødne hjemmel til at pålægge landmanden udgiftskrævende foranstaltninger, hvorfor spørgsmålet om erstatningspligten beroede på en culpavurdering. Retten fandt det ikke godtgjort, at landmanden havde handlet ansvarspådragende, idet den blotte modtagelse af affaldet og manglende efterkommelse af påbud ikke var tilstrækkeligt til at statuere ansvar. Herefter frifandtes landmanden. [Dommen er anket]

3. Straffedomme

3.2 Landsretterne
3.2.1 Østre Landsret
3.2.2 Vestre Landsret
3.2.3 Vestre Landsret
3.3 Byretterne
3.3.1 Retten i Faaborg
3.3.2 Københavns Byret
3.3.3 Retten i Assens
3.3.4 Retten i Brønderslev
3.3.5 Retten i Aalborg
3.3.6 Retten i Aalborg
3.3.7 Kriminalretten i Vejle
3.3.8 Retten i Herning
3.3.9 Kriminalretten i Næstved

3.2 Landsretterne

MYNDIGHED

3.2.1 Østre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 2. april 1996, 4. afd., ankesag nr. S-0189-96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 43 og 110, stk. 1, nr. 1

SAGSINDHOLD
Bøde på 10.000 kr. for bortskaffelse af en container med storskrald i strid med mbl. § 43 og nbl. § 28 til en person, der til daglig beskæftigede sig med affald

RESUMÉ
En person, der til daglig beskæftigede sig med affaldsafhentning, bortskaffede en affaldscontainer med storskrald (ca. 10 m³) for en anden ved at smide dette på fremmed grund uden ejerens tilladelse. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bøde på ikke under 10.000 kr. for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 43 og naturbeskyttelseslovens § 28. Tiltalte, der erkendte sig skyldig, forklarede, at han tidligere havde set store mængder affald ligge på den pågældende grund. Han modtog 1.600 kr. for bortskaffelsen.
Såvel byret som landsret idømte en bøde på 10.000 kr.

MYNDIGHED

3.2.2 Vestre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 6. maj 1996, 3. afd., ankesag S 1449-95

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 33 og 110, stk. 1, nr. 4 og 5— Godkendelsesbekendtgørelsen bilag 1, pkt. K2

SAGSINDHOLD
Udlejer frifundet efter anklageskriftet for ulovlig deponering, da denne ikke burde have indset, at lejerens oplagring var sket med henblik på deponering. Lejer idømt bøde på 25.000 kr. for etablering af virksomhed uden miljøgodkendelse

RESUMÉ
Af tiltalte T1's miljøgodkendelse fremgik som vilkår, at godkendelsen ikke "omfatter behandling og deponering af materialer/emner, som ikke naturligt er en følge af bilophugningsvirksomhed, og som kræver særlig godkendelse". T1 udlejede en hal på ejendommen til T2, der anbragte ca. 200 t plastik i hallen. Af lejeaftalen fremgik, at der i hallen i et halvt år måtte ligge 225 t plastik, samt at lejeren var ansvarlig overfor miljømyndighederne. Efter tilsyn meddelte kommunen forbud mod plastikoplaget og påbud om fjernelse af plastikken. T1 blev efterfølgende tiltalt for overtrædelse af sin miljøgodkendelse ved deponering af plastaffaldet, mens T2 blev tiltalt for at etablere virksomhed uden miljøgodkendelse. T1, der ikke havde noget med T2's virksomhed at gøre, forklarede, at T2 havde oplyst, at der var tale om oplagring med henblik på oparbejdning af plastikken. T2 forklarede, at han havde haft til hensigt at indlede en produktion med oparbejdning af plastikken, men at det efterfølgende viste sig ikke at være rentabelt at starte en sådan produktion.

Såvel by- som landsretten fandt, at plastikken måtte betragtes som affald. Ved den ikke ganske kortvarige anbringelse af affaldet var der etableret et anlæg, omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1, pkt. K2. Da planerne for genanvendelse i øvrigt havde haft en luftig og useriøs karakter uden alternativer, hvis en produktion ikke kom igang, måtte T2's primære formål have været at anbringe det værdiløse affald. Herefter idømtes T2 en bøde på 25.000 kr. med henvisning til dels den tilsigtede økonomiske fordel, dels at der ikke var sket skader på miljøet. Modsat byretten fandt landsretten derimod, at T1 ikke burde have indset, at der var tale om deponering og heller ikke havde haft en berettiget forventning om, at oparbejdning ikke ville blive iværksat. T1 blev herefter frifundet med henvisning til formuleringen af miljøgodkendelsen sammenholdt med anklageskriftet.

MYNDIGHED

3.2.3 Vestre Landsret

SAG
Dom, afsagt den 9. august 1996, 5. afd., ankesag S-0976-96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Dambrugsbekendtgørelsen §§ 2 og 18, stk. 1, nr. 1 — Straffeloven § 75, stk. 1

SAGSINDHOLD
Dambruger idømt bøde, svarende til 1/4 af den opnåede fortjeneste ved merforbrug af foder, samt konfiskation af fortjenesten

RESUMÉ
En dambruger var tiltalt for overtrædelse af dambrugsbekendtgørelsen ved at have anvendt ca. 18 tons foder mere end fastsat efter dambrugsbekendtgørelsens § 2. Tiltalte, der erkendte sig skyldig, forklarede, at han havde haft svært ved at styre foderforbruget. Overlevelsesprocenterne, afsætning og priser svingede, hvorfor han indimellem var nødt til at beholde fiskene længere end påregnet. Det anvendte foderforbrug havde formentlig resulteret i en overproduktion på ca. 16 tons fisk. Anklagemyndigheden påstod herefter konfiskation af ca. 80.000 kr., svarende til den beregnede fortjeneste, samt en bøde på 1/4 heraf, 20.000 kr., hvilket byretten idømte. Under anken til landsretten påstod tiltalte formildelse med henvisning til, dels at der ikke var sket nogen forurening som følge af overskridelsen, dels at merforbruget for en stor dels vedkommende skyldtes dårligt foder, i hvilken forbindelse han oplyste, at der var indgået et forlig med foderproducenten om et erstatningskrav på 100.000 kr. Endelig bestred han opgørelsen af fortjenesten.

Landsretten udtalte, at der som udgangspunkt skulle ske konfiskation af opnået fortjeneste samt idømmes en bøde på 1/4 af fortjenesten, uanset at overtrædelsen ikke havde medført nogen konstateret forurening. Der var ikke alene ved tiltaltes egen forklaring tilstrækkeligt grundlag for at antage, at tiltalte havde måttet anvende væsentligt mere foder end normalt til produktion af fiskene. Da der heller ikke var grundlag for at antage, at fortjenesten havde været mindre end opgjort i byretten, blev byretsdommen stadfæstet.

3.3 Byretterne

MYNDIGHED

3.3.1 Retten i Faaborg

SAG
Dom, afsagt den 29. marts 1996, sag SS 31/1996

LOVOMRÅDE
Vandforsyningsloven § 18, stk. 1, § 21, stk. 1 og § 84, stk. 1, nr. 1 og 2 — Straffeloven § 75, stk. 2, nr. 1— Tinglysningsloven § 37

SAGSINDHOLD
Person blev idømt bøde på 10.000 kr. for ulovlig indvinding af overfladevand. Konfiskationspåstand vedrørende pantsat vandpumpe blev afvist

RESUMÉ
En person var tiltalt for uden tilladelse at have etableret et vandindvindingsanlæg og indvundet ikke under 1800 m³ overfladevand fra en bæk til brug for vanding af afgrøder. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bøde samt konfiskation af en vandpumpe. Vandpumpen var pantsat i henhold til tinglysningslovens § 37. Tiltalte erkendte sig skyldig. Retten idømte en bøde på 10.000 kr. med henvisning til, at tiltalte havde fortsat indvindingen efter første påtale fra myndighederne. Konfiskationspåstanden blev ikke taget til følge med henvisning til, at bødeniveauet var fastlagt ud fra de involverede økonomiske interesser. En konfiskation af den pantsatte pumpe var ikke påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, ligesom der ikke i øvrigt forelå særlige omstændigheder til støtte herfor.

MYNDIGHED

3.3.2 Københavns Byret

SAG
Dom, afsagt den 2. april 1996, 20. afd., sag nr. 1760/1996

LOVOMRÅDE
Affaldsbekendtgørelsen § 26, litra a, § 48, stk. 1, nr. 6 og stk. 3 og § 52

SAGSINDHOLD
Bøde på 2.000 kr. og konfiskation for affaldstransportørs bortskaffelse af 25 tons bygningsaffald i strid med anvisningsreglerne

RESUMÉ
En transportør havde i strid med anvisningsreglerne i et affaldsregulativ afleveret 25,6 tons affald fra vinduesudskiftning på en byggeplads til private. Samtidig havde transportøren afkrævet entreprenøren en affaldsafgift på ca. 12.000 kr. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om en bøde på ikke under 10.000 kr. samt konfiskation af 12.000 kr. Tiltalte erkendte sig skyldig for så vidt angik det træ, der var malet eller behandlet. Dette udgjorde ca. halvdelen af det transporterede materiale. Tiltalte gjorde gældende, at han havde handlet i undskyldelig uvidenhed om retsreglerne og bestred, at han havde haft en fortjeneste, da udgifterne til transport af træet og det medgåede tidsforbrug oversteg den opkrævede affaldsafgift. Retten fandt, at al affaldet burde have været kørt til godkendt modtageanlæg, og at tiltalte, der i et vist omfang havde misforstået retsreglerne, havde handlet uagtsomt. På denne baggrund idømtes en bøde på 2.000 kr. og konfiskation af 8.000 kr., der fastsattes skønsmæssigt.

MYNDIGHED

3.3.3 Retten i Assens

SAG
Dom, afsagt den 9. maj 1996, sag S.S. 58/1996

LOVOMRÅDE
Husdyrgødningsbekendtgørelsen (1994) § 26, stk. 1, § 27, stk. 1 og § 35, stk. 1, nr. 1

SAGSINDHOLD
En landmand idømt bøde på 4.000 kr. for ulovlig udbringning af 40.000 liter af en blanding af gylle og vand, men frifundet for undladt nedbringning, da sigtelse rejst inden 12 timer efter udbringning

RESUMÉ
En landmand var tiltalt for overtrædelse af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 26, stk. 1 og § 27, stk. 1, idet han havde udbragt ca. 40.000 liter af en blanding af gylle og vand i midten af december måned og undladt at nedbringe dette hurtigst muligt og inden 12 timer. Tiltalte, der nægtede sig skyldig, gjorde gældende, at den udbragte væske havde en så ringe koncentration, at der ikke var tale om gødning, at den ikke kunne nedbringes p.g.a. frost, samt at der var tale om nødret. Retten lagde til grund, at der var tale om flydende husdyrgødning, jf. bekendtgørelsens § 2, da mellem 1/3 og 1/2 af væsken var gylle, ligesom tiltalte havde taget højde for gødningstilførslen ved gylleudbringning det følgende forår. Tiltalte blev frifundet for overtrædelse af § 27, stk. 1, da han var blevet sigtet for overtrædelsen inden 12 timer fra udbringningen, og idet han ikke ved at nedbringe gyllen kunne have lovliggjort udbringningen. Retten afviste, at der var tale om nødret, da handlingen hverken havde været forsvarlig eller nødvendig. Herefter idømtes han en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelsens § 26, stk. 1. Ved udmåling af straffen blev der lagt vægt på, at der ikke var nogen konkret forureningsfare, samt at gyllen var blevet spredt over et stort areal på en harvet stubmark.

MYNDIGHED

3.3.4 Retten i Brønderslev

SAG
Dom, afsagt den 10. juni 1996, sag 86/96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Vandløbsloven § 69, stk. 1 og § 85, stk. 1, nr. 1

SAGSINDHOLD
Bøde på 2.000 kr. for pløjning og jordbehandling inden for vandløbslovens 2 meter bræmme

RESUMÉ
En landmand havde pløjet og jordbehandlet et areal inden for 2 meters bræmmen, uanset det var blevet indskærpet over for ham, at han ikke måtte foretage dyrkning, jordbehandling, terrænændring m.v. inden for 2 meters bræmmen. Straffen fastsattes til en bøde på 2.000 kr.

MYNDIGHED

3.3.5 Retten i Aalborg

SAG
Dom, afsagt den 11. juli 1996, 8. afd., sag P.S. 1254/1995

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 19, 27 og 110, stk. 1, nr. 1 og stk. 4

SAGSINDHOLD
Vejentreprenør frifundet for støvforurening fra flyveaske, da forureningsfaren ikke var alment kendt og reglerne ikke særligt tog højde herfor

RESUMÉ
En entreprenør (A/S) var tiltalt for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 27 ved under et vejarbejde at have anvendt flyveaske uden at træffe foranstaltninger til at hindre, at flyveasken blev spredt, idet håndteringen af flyveasken, kørsel på den udlagte flyveaske og blæst havde medført, at flyveaske i betydeligt omfang fløj ud på omliggende arealer. Af tiltaltes kontrakt med amtet fremgik, at tiltalte skulle sørge for, at flyveasken ikke gav anledning til støvgener, for eksempel ved oversprøjtning og afdækning, ligesom det forudsattes, at flyveasken blev leveret til entreprenøren med et vandindhold på 15-25 %. Tiltalte havde ikke iværksat foranstaltninger til imødegåelse af støvgener, førend der efter klager og mod ekstrabetaling blev gennemført ændringer i arbejdet. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om en bøde på mindst 50.000 kr. Tiltalte, der nægtede sig skyldig, gjorde bl.a. gældende, at forureningen ikke var bevist, at forurening ikke var forårsaget af forhold, som denne havde ansvaret for, og at tiltalte ikke havde handlet uagtsomt.

Retten fandt det godtgjort, at der var forekommet støvdannelser i forbindelse med det arbejde, som tiltalte havde ansvaret for, men at der ikke forelå bevis for forurening af grundvand og undergrund, ligesom forurening i forbindelse med regnskyl ikke var omfattet af anklagen. Efter rettens opfattelse havde tiltalte kunnet forudsætte, at den leverede flyveaske var befugtet som forudsat, ligesom tiltalte ikke var ansvarlig for støvgener fra flyveaske, leveret uden forudgående aftale, og uden at tiltaltes personale havde været tilstede. Støv ved vejarbejder var almindeligt forekommende, uden at dette begrundede særlige forholdsregler, hvorfor støvforekomsten ikke i sig selv burde have givet anledning til særlige foranstaltninger, medmindre der forelå en særlig viden om miljøfaren fra flyveaskestøv.

De ansvarlige myndigheder havde ikke selv haft øje for denne fare og havde ikke ført effektivt tilsyn hermed, ligesom besigtigelser fra vejvæsenets side på baggrund af klager ikke havde givet anledning til påtale direkte over for tiltalte eller nærmere instruktioner. Forureningsfaren ved spredning af flyveaskestøv var ikke alment kendt, og de gældende regler havde ikke særligt taget højde herfor. Herefter fandt retten, at tiltalte ikke havde eller burde have haft en sådan særlig viden, at der kunne stilles krav om særlig skærpet agtpågivenhed, hvorfor tiltalte blev frifundet.

MYNDIGHED

3.3.6 Retten i Aalborg

SAG
Dom, afsagt den 9. august 1996, 9. afd., sag PS 593/96 og 595/96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T1 og T2

LOVOMRÅDE
Vandløbsloven § 69, stk. 1 og § 85, stk. 1, nr. 1

SAGSINDHOLD
Kortmateriale fra 1880 om eksistensen af to vandløb ikke tilstrækkelig bevis for, at vandløbene var naturlige, jf. vandløbslovens bræmmebestemmelse

RESUMÉ
To landmænd var tiltalt for overtrædelse af vandløbslovens § 69, stk. 1 ved at have foretaget jordbehandling inden for 2 meters bræmmen. De tiltalte, der nægtede sig skyldige, henviste til, at vandløbene var gravede, hvorfor der ikke var tale om naturlige eller højt målsatte vandløb. Kommunen kunne under sagen alene henvise til, at de to vandløb ifølge kort fra 1880-81 også fandtes på daværende tidspunkt.
Retten fandt det ikke bevist, at der var tale om naturlige eller højt målsatte vandløb, hvorfor de tiltalte blev frifundet.

MYNDIGHED

3.3.7 Kriminalretten i Vejle

SAG
Dom, afsagt den 14. august 1996, sag PS 237/96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 27, stk. 1 og § 110

SAGSINDHOLD
Bøde på 10.000 kr. for udledning af 1.300 liter mælk via kloak til å.

RESUMÉ
En landmand var tiltalt for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1 ved udledning af 1.300 liter mælk til en å. Landmanden, der erkendte sig skyldig, forklarede, at mælken ved et uheld var blevet dårlig, hvorfor han for at skaffe plads til den nye mælk havde udledt mælken til kloak via et gulvafløb. Under hensyn til omfanget af den skete forurening idømte retten en bøde på 10.000 kr.

MYNDIGHED

3.3.8 Retten i Herning

SAG
Dom, afsagt den 11. september 1996, sag SS 8-1269/95

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven §§ 42, 72 og 110, stk. 1, nr. 2 og 6

SAGSINDHOLD
En virksomhed blev straffet for en medarbejders overtrædelse af forbud mod weekenddrift

RESUMÉ
En personlig drevet virksomhed var tiltalt for manglende efterkommelse af en kommunes påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1 og 2 om foretagelse af støjmåling, samt forbud efter § 42, stk. 4 mod drift af virksomheden i weekenden, idet udsugningsanlægget havde været i drift en søndag. Tiltalte, der nægtede sig skyldig, forklarede, at han havde investeret store beløb i støjdæmpning af virksomheden, men at det ikke havde været muligt at etablere støjdæmpende foranstaltninger inden for den fastsatte frist. En støjmåling var nu bestilt, men havde ikke været mulig at gennemføre på grund af vejrforholdene. Vedrørende weekenddriften forklarede tiltalte, at en medarbejder uden hans viden havde arbejdet på virksomheden, selv om medarbejderen var instrueret om, at weekenddrift var forbudt.
Retten fandt tiltalte ansvarlig for medarbejderens handling og fandt i det hele tiltalte skyldig efter anklageskriftet, dog således, at overtrædelsen vedrørende den manglende støjmåling blev henført til § 110, stk. 1, nr. 6, jf. § 72. Herefter idømtes en bøde på 1.000 kr. og tvangsbøder på 600 kr. pr. måned.

MYNDIGHED

3.3.9 Kriminalretten i Næstved

SAG
Dom, afsagt den 30. september 1996, sag PS nr. 5/96

PARTER
Anklagemyndigheden mod T

LOVOMRÅDE
Miljøbeskyttelsesloven § 33 og 110, stk. 1, nr. 4

SAGSINDHOLD
Bøde på 15.000 kr. for overtrædelse af vilkår om overdækning af asfaltoplag

RESUMÉ
En virksomhed, der havde miljøgodkendelse til oplagring og nedknusning af beton og asfalt, overtrådte et vilkår i miljøgodkendelsen, hvorefter et asfaltoplag på nær ved af- og pålæsninger skulle være overdækket. Tiltalte, der påstod frifindelse, gjorde gældende, at vilkåret ikke var muligt at overholde, at vilkåret ikke længere havde saglig begrundelse, og at amtet havde tilsidesat sin rådgivningspligt vedrørende muligheden for etablering af dræn i stedet for overdækning. Retten fandt tiltalte skyldig. Der var stor formodning for, at vilkåret efter ansøgning ville være blevet ændret. Da tiltalte, uanset at tilsynsrapporterne var blevet tilsendt denne, havde forholdt sig passiv, var der ikke grundlag for at idømme en lavere bøde. Herefter fastsattes en bøde på 15.000 kr.

[Forside] [Top]