[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Punktkilder 1997

2 Sammenfatning

 

Punktkildernes bidrag til den samlede belastning

Punktkilderne udgør en væsentlig andel af den samlede belastning af de danske vandområder.

 

Havet

For havets vedkommende stammede 34% af fosforbelastningen og 9% af kvælstofbelastningen i 1997 fra direkte punktkildeudledninger til havet, mens resten kom fra vandløbene (atmosfærebidraget er ikke medtaget).

En stor del af bidraget fra vandløbene stammer imidlertid også fra punktkilderne.

 

Ferskvand

Punktkildebelastningen af de ferske vandområder udgjorde i 1997 for fosfors vedkommende 62% af den samlede belastning. For kvælstofs vedkommende 12% af den samlede belastning. Her skal det imidlertid understreges, at disse procentangivelser er beregnet som udledningerne fra punktkilderne i forhold til den samlede transport til havet via vandløbene. Der er altså ikke taget hensyn til omsætning og tilbageholdelse i vandløb og søer af punktkildebidraget, hvorfor der er tale om et maksimalt bidrag fra punktkilder.

 

Reduktion

Siden midten af firserne er der sket en markant reduktion i de samlede punktkildeudledninger. Reduktionen er på 66 % for kvælstofs vedkommende, 91 % for fosfor og 79 % for organisk stof målt som BI5.

 

Fordeling mellem punktkilder

Fordelingen af den samlede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof (BI5) -på de forskellige punktkilder er vist i figur 2.1. I figuren er vist dels, hvordan den samlede udledning fordeler sig dels, hvordan udledningen til henholdsvis saltvand og ferskvand fordeler sig på de enkelte kilder. I hvert af tilfældene er den totale udledning fastsat til 100 %.

 

Samlet udledning

Som det fremgår af den øverste figur, er udled-ningen fra renseanlæggene den største med ca. 48 %, når man betragter den samlede udledning af kvælstof og fosfor. De øvrige punktkilder udgør hver ca. 10-15 % af den samlede punktkildeudledning. For organisk stof er industriens udledning den største med 45 %.

 

Udledning til havet

Hvis man alene betragter punktkildeudledningerne til havet, ses det, at renseanlæggene også her er den dominerende kilde, med undtagelse af udledningen af organisk stof, hvor industrien bidrager mest. De øvrige punktkilder er forholdsvis små i denne sammenhæng.

 

Udledning til ferskvand

Til ferskvand er renseanlæggene ligeledes den største kilde, for så vidt angår fosfor og kvælstof. Industriudledninger er uden betydning, mens punktkilderne spredt bebyggelse, regnvandsbetingede udløb og dambrug er væsentlige.

Figur 2.1
Den samlede punktkildeudledning, henholdsvis punktkildeudledningen til havet og ferskvand - fordelt på punktkildetyper.

For de enkelte punktkilder kan der sammenfattes som følger.

 

Renseanlæg

Det samlede antal renseanlæg reduceres fortsat. Spildevandsrensningen samles på større og mere avancerede renseanlæg. Antallet af renseanlæg i 1997 var 1.558.

Rensning for næringssalte

I 1997 blev 86% af den samlede spildevandsmængde underkastet rensning for organisk stof, kvælstof og fosfor. I 1989 var det kun 10 % af spildevandsmængden der blev underkastet en sådan rensning.

De renseanlæg, der er udbygget i overensstemmelse med Vandmiljøplanen, leverer generelt en afløbskvalitet, der er bedre, end hvad der kræves, og for en stor andel er der tale om væsentlig bedre afløbskvalitet.

 

Udledning fra renseanlæg

Den samlede udledning fra renseanlæggene i 1997 er opgjort til 3.437 ton organisk stof målt som BI5, 4.853 ton kvælstof og 666 ton fosfor. I forhold til udledningen midt i firserne er der tale om en reduktion på 94% for organisk stof, 76% for kvælstof og 89% for fosfor.

Tilsyn

Tilsynet med de kommunale renseanlæg viser fortsat, at der er et stort antal renseanlæg ikke overholder deres udledningstilladelser (i 1997 var det 20% af anlæggene).

I 1997 var der 126 anlæg, der havde overskredet kravet i to år i træk eller mere. I alt 65 anlæg havde overskredet kravet i tre år eller mere.

Regnvandsbetingede udløb

Datagrundlaget er behæftet med en vis usikkerhed, dels fordi det er baseret på teoretiske opgørelser dels, fordi datagrundlaget stadig er af svingende kvalitet.

Resultaterne af opgørelserne viser, at udledningen i et normal år udgør 13.645 ton COD, 847 ton kvælstof, 217 ton fosfor og en vandmængde på 198 mill. m3. Der er i 1997 indberetningen samlet set kun sket mindre justeringer af indberetningen for normalår. Dette tilskrives forbedrede opgørelser.

Udledningerne af vand, organisk stof, kvælstof og fosfor har i 1997 været mindre end i et normal år. Dette skyldes en mindre nedbørmængde i 1997 end normalt. I 1997 blev der udledt en vandmængde på 188 mill. m3 og et stofindhold på 801 ton kvælstof, 204 ton fosfor og 12.660 ton COD.

Antallet af beregningsmetoder har udviklet sig fra de oprindeligt 3 metoder til langt flere metoder. Det er særligt valg og bearbejdning af regndata, der medfører de varierende beegningsmetoder.

Spredt bebyggelse m.v.

Dataindberetningen om spildevandsforhold for ejendomme beliggende i det åbne land bygger på et datagrundlag, der er behæftet med stor usikkerhed, da mange kommuner mangler et sikkert videngrundlag om såvel antal ejendomme som benyttede rensemetoder.

I 1997 var 15 % af samtlige ejendomme opgjort på videngrundlag A svarende til bedst mulig datagrundlag, 61 % af ejendommene er opgjort på videngrundlag B, og de resterende 24 % er opgjort på videngrundlag C svarende til et kvalificeret skøn.

Ejendomme

I 1997 er der registreret 348.600 ejendomme uden for kloakopland, hvor disse fordeler sig med 116.500 ejendomme i sommerhus- og kolonihaveområder, 204.500 ejendomme i den spredte bebyggelse og 27.600 i landsbyer.

Med hensyn til antallet af ejendomme med nedsivning udgør de 180.900 (52 %) af det samlede antal ejendomme i det åbne land. Ejendomme med udledning til vandområder udgør 156.200 (45 %), og de resterende 11.500 (3 %) af ejendommene er registreret med samletanke.

Udledning fra spredt bebyggelse m.v.

Den årlige udledning til vandområder af organisk stof (BI5) er opgjort til 4.295 tons, den udledte kvælstofmængde er 1.123 tons og fosfor-mængden er 257 tons.

Industrielle punktkilder

Resultaterne af opgørelserne viser, at udledningen fra de 101 industri-elle punktkilder i 1997 udgjorde 31.231 ton COD, 11.366 ton BI5, 1.801 ton kvælstof og 145 ton fosfor.

Udledningen af kvælstof og fosfor fra de direkte industrielle udledere er fortsat meget lav. Sammenlignet med 1996 er udledningen af kvælstof dog øget med 4% og udledningen af fosfor øget med 20%, hvilket må tilskrives mindre fluktuationer i produceret volumen m.v. Dette skal ses på baggrund af, at der er sket en markant reduktionen af de totale udledte mængder af kvælstof og fosfor i forhold til tidligere år. Reduktionen skyldes dog delvist, at 3 kommunale pumpestationer som tidligere har været medregnet som industrielle punktkilder på grund af deres altover-vejende indhold af urenset industrielt spildevand, i år er medtaget som renseanlæg. Samtidig skyldes det også store reelle reduktioner inden for især fiskeindustrien og celluloseindustrien.

De største udledere af kvælstof og fosfor er fortsat fiskemelsindustrien og den øvrige fiskeproduktindustri, som tegner sig for 42% af den samlede kvælstofudledning og 50% af den samlede fosforudledning.

Dambrug

Den samlede udledning fra dambrug i 1997 er opgjort til 3.090 ton or-ganisk stof målt som BI5 , 1.227 ton kvælstof og 93 ton fosfor. Udledningen af alle tre parametre ligger på samme niveau som i 1996 hvilket er i overensstemmelse med at foderforbruget stort set har været det samme de to år. Dambrugsbekendtgørelsen har bevirket, at dambrugenes forureningspåvirkning af vandløbene er væsentligt reduceret. Produktionen på 41 % af dambrugene giver dog stadigvæk anledning til forurening af vandløbene. Det er en stigning på 9 % i forhold til situationen i 1996. Derudover indgår dambrugene sammen med anden produktion i den problematik der er vedrørende fosforbelastede søer og fjorde som dambrugene leder ud til.

Faunaspærringer ved dambrugene repræsenterer fortsat et stort problem. Næsten alle dambrug ligger ved fiskevandsmålsatte vandløb. Dette indebærer bl.a., at der skal være passage for vandløbets naturlige fauna, før målsætningen kan siges at være opfyldt. Nye lovtiltag har muliggjort en fremtidig løsning på problemet.

Dambrugsbekendtgørelsens krav til at begrænse udledningerne af kvælstof, fosfor og organisk stof vurderes på nuværende tidspunkt at være slået igennem. I de tilfælde hvor der stadigvæk er forureningspåvirkning, er forklaringen i langt de fleste tilfælde dårlig vedligeholdelse og drift på dambrugene og/eller dårlige fysiske forhold nedstrøms dambrugene.

En stigende opmærksomhed på anvendelsen af miljøfremmede stoffer har betydet, at en række amter nu undersøger hvor meget der forbruges af medicin og hjælpestoffer samt måler indhold af tungmetaller i slam fra dambrug. Der kan forventes en forøget fokus på disse problemer i de kommende år.

Saltvandsbaseret fiskeopdræt

I forhold til 1996 er udledningen af kvælstof og fosfor fra havbrugene faldet noget. For kvælstofs vedkommende er udledningen faldet fra ca. 245 til knapt 200 tons og for fosfors vedkommende fra 26 til ca. 22 tons. For saltvandsdambrugene er udledningen faldet fra ca. 86 tons kvælstof i 1996 til 69 tons i 1997. Udledningen af fosfor er faldet fra 9 til 8 tons. Årsagen til faldet er faldende produktion og den atypiske sommer i 1997.

Udledningen fra havbrug er siden 1987 reduceret markant for fosfors vedkommende. I 1987 blev der udledt omkring 40 tons pr. år, mens der gennem de senere år udledt under 30 tons pr. år. For kvælstofs vedkommende lå udledningsniveauet for havbrugenes vedkommende over 300 tons årligt. De senere år har niveauet ligget omkring 250 tons pr. år, dog faldt udledningen i 1997 til 200 tons.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]