[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Udvikling af alternativt materiale til PVC i tæppefliser

7. Konklusion

Konklusionen af udviklings- og forsøgsarbejdet er, at:

  • skære-/vendeenheden, der er det centrale og geniale element i West-bonds eksisterende produktionsmaskine, kan modificeres til at skære og udlægge 300 mm brede, regelmæssige baner af garnstykker i en længde på minimum 9 mm i perioder på mindst 10-15 minutter
  • der er tilvejebragt et nyt limsystem, baseret på en syntetisk latex på et tæt polyesterbærevæv, der vil kunne anvendes til fremstilling af tæppefliser af en tilfredsstillende kvalitet
  • det mod forventning har vist sig muligt at fremstille tæppebaner af en tilfredsstillende kvalitet ud fra uldgarner og med et limsystem baseret på en syntetisk latex via den sandwichteknik, som Westbond hidtil har benyttet til at fremstille PVC-limede tæppefliser med
  • det efter forventning ikke har vist sig muligt at fremstille tæppebaner af en tilfredsstillende kvalitet ud fra syntetiske garner og et limsystem baseret på en syntetisk latex via sandwichteknikken
  • en produktion af tæppefliser baseret på det nye limsystem vurderes at give mindre påvirkninger af arbejdsmiljøet og det ydre miljø end produktionen af tæppefliser med blødgjort PVC. Dog vil brugen af det nye limsystem medføre et større energiforbrug til afdampning af det vand, der tilføres med latex-limen

Nogle af de vigtigste forudsætninger for at etablere en produktion af PVC-frie tæppefliser er opfyldt gennem de opnåede resultater af udviklingsarbejdet.

Da de positive resultater imidlertid er opnået enten ved forsøg i laboratorieskala eller ved korttidsforsøg i pilot- eller produktionsskala, er det ikke sikkert, at en maskine i produktionsstørrelse vil kunne producere de udviklede PVC-frie tæppefliser. Grundlaget for en beslutning om at investere i et produktionsanlæg til de PVC-frie tæppefliser er dermed utilstrækkeligt og bør udbygges med flere forsøg.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]