Indholdsfortegnelse

Sammenfattende artikel

Summary

1. Indledning

2. Flexografi
2.1 Beskrivelse af trykteknikken
2.2 Flexografiske trykværker
2.2.1 Staktrykværke
2.2.2 Satellittrykværket
2.2.3 In-line-trykværket
2.3 Farveværker
2.3.1 Aniloxvalse og gummivalse
2.4 Trykplade
2.4.1 Gummi
2.4.2 Fotopolymere
2.5 Modtrykcylinder
2.6 Klargøring af pressen
2.6.1 Montage af plade
2.6.2 Opstart af trykpresse

3. Periferiudstyr
3.1 Pumpeenheder
3.2 Viskositetskontrol
3.3 Banespænding
3.4 In-line overfladebehandling
3.5 Lakering
3.6 Kachering/laminering/limning
3.7 Tørreenheder
3.8 Stansning
3.9 Afvaskning, generelt
3.9.1 Afvaskning
3.9.2 Spildevand
3.10 Luftafkast
3.11 Andet vedrørende flexotrykning
3.12 Overordnede tendenser

4. Flexotrykfarver
4.1 Opløsningsmiddelbaserede trykfarver
4.2 Vandfortyndbare flexofarver
4.3 UV-flexofarver
4.4 Sammensætning, generelt
4.4.1 Bindemidler, opl.middel- og vandige systemer
4.4.2 Bindemidler, UV-/EB-systemer
4.5 Pigment/farvestof
4.6 Opløsningsmiddel
4.7 Additiv

5. Beskrivelse af markedet
5.1 Virksomhedsopgørelse
5.2 Markedsandele
5.2.1 Emballage- og anden industri
5.2.2 Etiketindustrien
5.2.3 Konvolutindustrien
5.3 Samlet vurdering

6. Virksomhedsbesøg
6.1 Indledning
6.1.1 Valg af virksomheder
6.2 Definitioner af parametre
6.3 Erfaringer fra virksomhedsbesøg
6.4 Generelle tendenser

7. Konklusioner

Litteratur

Ordliste

Virksomhedsbeskrivelser

Sammenfattende artikel

Flexografisk trykning anvendes ved fremstilling af emballager og etiketter af plastic og papir/pap. Der er sket et skift fra opløsningsmiddelsbaserede til vandfortyndbare trykfarver ved trykning på papir. Når opløsningsmiddelsbaserede trykfarver anvendes bør udslip af organiske opløsningsmidler reduceres/opsamles og deres energiindhold udnyttes i produktionen. Ved rengøring af trykpressen, hvor vandfortyndbare trykfarver anvendes, opstår et behov for minimering og forsvarlig behandling af spildevand på grund af tilstede-værelsen af miljøfarlige stoffer. Indholdsstofferne i strålings-hærdende (UltraViolet-hærdning) trykfarver er alle mere eller mindre allergifremkaldende, hvilket betyder at hudkon-takt bør undgås. Generelt kan råvareforbruget reduceres ved at undgå spild af papir/plastic og trykfarver.

Miljøforhold ved flexografisk trykning
Miljøprojektet ved navn "Miljøparametre ved flexografisk trykning" er udført i samarbejde mellem EnPro ApS og dk-Teknik. Projektets formål er:

At udarbejde en generel branchebeskrivelse for flexotrykkerier, hvor eksisterende teknik beskrives.

At gennemføre en systematisk undersøgelse af eksisterende miljøbelastninger inden for flexografiområdet.

At beskrive de nye teknologier der findes, f.eks. anvendelse af vandfortyndbare farver og UV-farver, og de parametre, der er begrænsende faktorer for indførelse af ny teknologi.

At få gennemført en miljøvurdering der tager udgangspunkt i trykfarvernes primære livscyklus fra produktion til affald.

At anvise muligheder for at nedbringe eller eliminere miljøbelastningerne gennem anvendelse af renere teknologi inden for flexografiområdet.

Afrapporteringen af projektet forefindes som 2 separate rapporter med undertitel: "Teknisk beskrivelse", der er udarbejdet af EnPro ApS, og "Miljøvurdering af udvalgte produkttyper", der er udarbejdet af dk-Teknik.

Branchebeskrivelse
Antallet af virksomheder, som trykker i flexografi, er opgjort til 76. Dette tal er antageligt mindre end det reelle tal, idet en del af de virksomheder, der anvender flexografisk trykning har andre trykketeknikker som hovedaktivitet og derfor er registreret under disse. Der er besøgt ni virksomheder med henblik på at beskrive forbrug og belastning ved trykning af forskellige produkter.

Miljøvurdering
Udgangspunktet for miljøvurderingen af flexografi var, at der skulle foretages livscyklusanalyser (LCA) af de tre forskellige typer af trykfarver, der kan anvendes i flexografisk trykning (opløsningsmiddel-baserede, vandfortyndbare, UV-hærdende). Dette er foregået ved en metode, hvor der er indsamlet data om emissioner og ressourceforbrug på de undersøgte virksomheder kombineret med data fra litteratur og eksperter på området, herunder styregruppen. Disse data er dernæst blevet vurderet ved en screening.

Resultatet af denne vurdering er udpegning af en række "røde flag" inden for anvendelsen af hver af de tre typer af trykfarver samt forslag til forbedringer. Derimod giver vurderingen ikke grundlag for at udpege én af de tre typer som den miljømæssigt absolut bedste.

Forbedringsforslagene er i høj grad rettet mod de forhold, som trykkerierne selv har umiddelbar indflydelse på, f.eks. indretning af processen og valg af specifikke trykfarver inden for den eller de typer, man benytter sig af.

Branchestørrelse
Markedsandelen på den totale omsætning i grafisk produktion er anslået til 30% for flexografi i Danmark. Data for stigende/faldende tendenser har ikke kunnet fremskaffes.
På grundlag af forskellige opgørelsesmetoder anslås flexomar-kedets omsætning at udgøre ca. 2,5 mia DKK.

Miljømæssig status
Virksomhederne er opmærksomme på de miljømæssige krav. Flere virksomheder har i de sidste par år skiftet fra opløsningsmiddel-baseret trykning til vandfortyndbar trykning ved trykning på celluloseprodukter (papir, bølgepap mv.)

Udviklingen af trykning med UV-flexo sker fortrinsvis i de store koncerner og er p.t. ikke udbredt. En del etikettrykkerier anvender UV-lakering og/eller UV-bogtryk. Den tilgængelige viden om de miljømæssige effekter af UV-hærdende trykfarver er så begrænset, at det p.t. ikke er muligt at sikre en miljømæssigt optimal proces.

Luftafkastet bliver oftest ikke behandlet før udslip til atmosfæren. Enkelte virksomheder anvender rensning af luftafkastet ved hjælp af aktive kulfiltre eller termisk katalyse.

Spildevand fra flexotrykkende virksomheder kommer overvejende, når der trykkes med vandfortyndbare flexotrykfarver. Spildevandet sendes oftest til Kommunekemi, men ultrafiltrering og/eller bundfældning af spildevandet inden udledning til offentlig kloakering anvendes også.

Virksomheder, der trykker på flere typer af materiale producerer relativt store mængder tryksagsaffald. Genanvendelse af tryksagsaffald/substrat finder udelukkende sted, når der er tale om rene celluloseprodukter. Tryksagsaffald fra etiketindustrien og flexibel film/laminat-industrien destrueres ved afbrænding.

Trykning på flexibel film/laminat (ikke sugende substrat) finder overvejende sted med opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver.

Det kan konkluderes, at anvendelse af opløsningsmiddelbaserede trykfarver kan være lige så miljømæssigt attraktivt som trykning med vandfortyndbare trykfarver, såfremt kendte metoder for emissionsreduktion anvendes.

Den tekniske udvikling inden for flexotrykmaskiner i dag går imod:

• Flere farveværker i samme trykværk. Dette giver mulighed for bedre farveseparation i såvel fuldtone- som rasterflader.

• Hurtigere trykning og hurtigere omstillingstid.

• Bedre præcision i register.

• Mere præcis farveudmåling. Udviklingen går mod anvendelse af kammerrakelfarveværker og finere aniloxvalser.

• Reduktion af støj (lydsvaghed).

• Betjeningsvenlighed. Dette opnås bl.a. ved at automatisere og indføre computerstyring på de automatiske processer.

• (Energi)økonomi, reduktion af energiforbrug.

Indenfor periferiudstyr sker der også en udvikling:

• Vaskeprocesser gøres mere effektive og mindre miljøbelastende. Der udvikles nye metoder.

• Nye fotopolymerplader udvikles, bl.a. vandudvaskbare plader. Lasergravering af såvel gummi som fotopolymerplader. Anvendelse af mikromærker for maskinel montering af pladen på trykmaskinen.

På baggrund af data fra virksomhedsbesøgene er det med forsigtighed muligt at udpege en række tendenser omkring ressourceforbrug og spild. Det drejer sig om følgende:

• Energiforbruget ved trykning med vandfortyndbare produkter ligger i den høje ende af de observerede energiforbrug.

• Energiforbruget afhænger ikke af, hvorvidt der trykkes på papir eller plast.

• Substratspildet varierer meget (4-40%), og de højeste spild observeres på etikettrykkerier.

Det er ikke muligt at differentiere trykfarvespildet med hensyn til de forskellige typer af trykfarve, men det forventes, at spildet er højere for vandfortyndbare produkter end for opløsningsmiddelbaserede.

I forhold til det ydre miljø udpeges følgende områder som de mest problematiske

• Emission af flygtige organiske stoffer (VOC) til det ydre miljø.

• Udledning af miljøfarlige stoffer fra vandfortyndbare produkter til vandmiljøet.

• Mangel på viden om kemiske og miljømæssige karakteristika for indholdsstofferne i UV-trykfarver.

På sundhedsområdet fører vurderingen til udpegningen af følgende forhold som de mest problematiske:

• Emission af organiske opløsningsmidler til arbejdsmiljøet.

• Anvendelse af blødgørere i opløsningsmiddelbaserede trykfarver.

• Anvendelse af en række irriterende og sensibiliserende stoffer i vandfortyndbare trykfarver.

• Anvendelse af stærkt irriterende og sensibiliserende monomerer og fotoinitiatorer i UV-trykfarver.

• Manglende viden om kemiske og sundhensmæssige karakteristika om indholdsstofferne i UV-trykfarver.

På grund af manglen på kvantitative data bliver de udpegede forbedringsforslag af generel karakter. Det drejer sig om følgende:

• Forbedring af tørrekapaciteten ved hensigtsmæssig udformning af tørreenheder samt recirkulation af varm luft.

• Nærmere belysning af muligheden for nedbringelse af energiforbruget fra anvendelse af UV-lamper ved overgang til såkaldt "kolde" lamper.

• Minimering af energitab ved emission af organiske opløsningsmidler ved emissionbegrænsninger samt opsamling af de emitterede flygtige stoffer med efterfølgende udnyttelse af energiindholdet.

• Nedbringelse af råvareforbruget dels ved styring af trykkeprocessen så substratspildet formindskes, dels ved minimering af trykfarveforbruget. Sidsnævnte kan ske ved genpåsætning af låg, omhu ved tømning af emballager, genanvendelse af rester m.m.

• Mere detaljeret vurdering af de miljø- og sundhedsmæssige effekter af de stoffer, der forekommer i vandfortyndbare flexofarver.

• Mere kendskab til karakteristika ved indholdsstoffer i UV-farver.

• Øget anvendelse af allerede beskrevne metoder til at nedbringe belastningen i arbejdsmiljø og det ydre miljø med organiske opløsningsmidler.

• Tilrettelæggelse af arbejdet med vandfortyndbare trykfarver således, at risikoen for sundhedsproblemer i form af irritation og allergi fjernes eller minimeres.

• Håndtering af alle UV-hærdende trykfarver som om der er en reel risiko for at blive sensibiliseret.

• Så vidt muligt ingen anvendelse af UV-trykfarver, der indeholder de monomerer, der i dag er udpeget af SBPIM (Society of British Ink Manufacturers) som de potentielt mest irriterende og sensibiliserende.

Andet væsentligt

Henvisninger

Som opfølgning på det her beskrevne projekt er der initieret et projekt ved navn: "Miljøoptimering ved anvendelse af vandfortyndbare flexofarver", der koordineres af Vandkvalitetsinstituttet.

Summary

Environmental improvements in flexography

Flexographic printing is used when manufacturing wrappings and labels of plastic and paper/cardboard. A change from solvent-based to water-borne inks when printing on paper has already happened. If solvent-based inks are used the emission of volatile organic compounds should be reduced/collected and their energy should be used in production. When cleaning the printing unit used for water-borne inks there is a need for minimising the waste water and handle it properly because of the presence of environmental hazardous compounds. The components in radiation curing (ultraviolet curing) inks are all more or less hypersensitising, which means that skin contact should be avoided. The use of raw materials can in general be reduced by avoiding waste of paper/plastic and inks.

Background and aims

Environmental description of flexographic printing

An environmental project called: "Flexographic Printing and Environmental Parameters (Miljøparametre ved flexografisk trykning)" has been performed as a co-operation between EnPro ApS and dk-TEKNIK. The aims of the project are:

• To generate a general description of flexographic printing-houses, where the existing printing technique is described.

• To perform a systematic investigation of existing environmental hazards within the flexographic area.

• To describe new technologies, for instance the use of water-borne inks and UV-inks and furthermore to describe the limiting factors effecting the introduction of these new technologies.

• To perform an environmental assessment with starting point in the primary life cycle of the inks from production to waste.

• To show the possibilities for reduction or elimination of environmental hazards from the flexographic area by the use of cleaner technology.

The project is reported in two separate parts:"Technical description (Teknisk beskrivelse) " and "Environmental evaluation of chosen products (Miljøvurdering af udvalgte produkttyper)".

Performed investigations

General line of business description

The number of printing-houses using the flexopraphic technique has been found to be 76. The real number is probably higher because several of the companies that use flexographic printing have other printing techniques as their main activity and are therefore registered under these.

To describe consumption (of material and energy) and exposures, when printing different types of products nine companies have been visited.

Environmental assessment

The planned starting point for the environmental assessment of the flexographic area was to perform life cycles analysis for the three different types of inks (solvent-based, water-borne and UV-curing), that can be used in flexographic printing. Data for emission and resources have been collected from the investigated companies and have been combined with data from literature and personal communication with experts in the flexographic area (including the project group). The data have been evaluated using a screening method.

The result of the assessment led to pointing out several "red signals" within the use of each of the three different types of inks. Suggestions to improvement have been given as well. On the other hand it is not possible to use the assessment for pin pointing one of the three types as being the best environmentally speaking.

The suggestion for improvement is mainly focused towards the condition which the printing-houses them selves have influence on, i.e. adjusting the process and choosing specific inks.

Main conclusions

Size of market

The market share of flexography in Denmark based on the total turnover in the graphic industry is estimated to be 30 %. No data have been available for the determination of whether the market share is rising or decreasing. The turnover for the flexographic area is estimated to be approximately 2.5 Mia DKK.

Environmental overview

The companies are aware of the environmental demands made for the handling and printing in flexography. Several of the companies have within the last couple of years changed from solvent-based printing to water-borne printing on cellulose products (paper, corrugated cardboard etc.).

Printing with UV-inks is mainly developed in the big companies. The technique is not widespread. Some label printing-houses have use UV-lacquering and/or UV-letterpress.

The available knowledge about the environmental effects of UV-curing inks is so restricted that it is pt. not possible to ensure an optimal process from an environmental viewpoint.

The air is usually not treated before emission to the atmosphere. A few companies’ uses charcoal filters or thermal catalysis to purify the air.

Wastewater from flexographic printing-houses mainly comes from cleaning the printing press with water after printing with waterborne inks. The wastewater is usually sent to "Kommunekemi", but ultra-filtration or/and precipitation of the wastewater before disposal to the sewer is used as well.

Companies that print on several different types of substrates produce a relatively large amount of print waste of printed paper. Reuse of printed paper/substrate is only performed for pure cellulose products. Print waste from the label industry and the flexible films/laminate industry is incinerated.

Printing on flexible films/laminate (non-absorbent substrate) is mainly performed with solvent-based flexo inks.

On the other hand it can be concluded that the use of solvent-based inks can be attractive as printing with water-borne inks as long as known methods for reduction of emissions are used.

Results

Description of existing technology

The trends within development of flexo printing machines are:

• More inking units in the same printing unit. That makes it possible to obtain better colour separation both in solid print as well as halftone print.

• Higher printing speed, quicker change of printing jobs.

• More precision in register.

• More precise ink transfer. Therefore an increase in use of closed doctor blade inking units and anilox rollers with fine screens is observed.

• Reduction of noise.

• Easier operations by further automisation and computerising of the processes.

• Reduction in the use of energy (lower costs).

Supplementary equipment is developed as well:

• Cleaning processes becomes more efficient and less hazardous for the environment. New methods are developed.

• New photopolymer plates are developed, for instance plates, which can be washed out with water, laser engraving of rubber as well as photopolymers. The use of micromarks for mounting the plate on the printing machine.

Environmentally "red signals"

On basis of the collected data from the companies it has, with precaution, been possible to pin point several trends concerning the resources and waste. The trends are as follows:

• The used amount of energy when printing with water-borne inks is in the upper end of the observed use of energy.

• The used amount of energy does not depend on whether the substrate is paper or plastics.

• The amount of wasted substrate varieties a lot (between 4 % to 40 %). The largest observed amount of waste is when printing on labels.

It is not possible to differentiate the waste of inks for the different types of ink, but it is expected that the waste is higher for water-borne ink than for solvent-based.

Concerning the exterior environment following areas seem to be the most problematic:

• Emission of volatile organic compounds (VOC).

• Discharging of (environmental) hazardous compounds to the water environment.

• Lack of knowledge about chemical and environmental characteristics of the components in UV-curing inks.

In the health and safety area the assessment led to pin pointing the following areas as the most problematic:

• Emission of organic solvent to the working environment.

• The use of plasticisers in solvent-based inks.

• The use of several components in water-borne inks that are irritating and /or can lead to hypersensitivity.

• The use of monomers and photo initiators in UV-curing inks that are strongly irritating and/or can led to hypersensitivity.

• Lack of knowledge about chemical and health and safety characteristics of the components in UV-curing inks.

Suggestions for improvements

Due to lack of quantitative data the suggestions can only be made in general terms. The suggestions are:

• Improvement of the drying capacity by suitable elaboration of drying units and by recirculating the hot air.

• Investigation of the possibility for reduction in the used amount of energy for UV-lamps by substitution with so called "cold" lamps.

• Minimisation of energy loss from emission of organic solvent by emission reduction facilities plus catching the emitted volatile compounds and the use the energy potential of these.

• Reduction in the amount of used raw materials. Partly by controlling the printing process to reduce the waste of substrate and partly by minimising the use of inks. The latter can be obtained by closing and emptying the ink containers thoroughly, by reusing the remainders etc.

• More detailed assessments of environmental and health aspects of components used in water-borne ink.

• A more thorough knowledge of the characteristics of components used in UV-curing inks.

• Increased use of already known methods for reduction of emissions of organic solvents in the working environment as well as the exterior environment.

• Organising the work with water-borne inks in such a manner that the risk for irritations and allergy is eliminated or at least reduced.

• Handling all UV-curing inks as the risk for hypersensitivity exists.

• Reduce or totally avoid the use of UV-curing inks containing monomers that are listed by SBPIM as being potentially the most irritant and hypersensitising.

Other information

References

A Project called "Environmental optimisation using water-borne flexographic inks" ("Miljøoptimering ved anvendelse af vandfortyndbare flexofarver") has been initiated as a follow up on the here described project. The new project is coordinated by The Institute for Water Environment (VKI).

1. Indledning

Nærværende projekt "Miljøparametre ved flexografisk trykning" er et samarbejde mellem EnPro ApS og dk-Teknik finansieret af Miljøstyrelsen.

Rapporten har til formål at give en generel branchebeskrivelse, hvor det nuværende tekniske stade for flexografi summarisk beskrives. Endvidere er der foretaget en undersøgelse, som litteraturstudie, af den flexografiske branches størrelse både med hensyn til arbejdskraft og omsætning.

Der er desuden gennemført en spørgerunde med efterfølgende besøg til forskellige virksomheder med henblik på at klarlægge forureningskilder og disses størrelser.

De miljø- og arbejdsmiljømæssige problemstillinger, der findes indenfor den flexografiske trykteknik, er relateret til valget af flexotrykfarve. Der er gennemført en vurdering af miljøbelastninger på baggrund af de fra virksomhederne indsamlede data.

Denne vurdering af miljøbelastninger er blandt andet tænkt som et redskab til bedre beslutningsgrundlag for indsatser i forbindelse med indførelse af renere teknologiforanstaltninger.

Eva Wallström, M.Sc., EnPro ApS, har været ansvarlig for projektledelsen. Peter Brilner Lund, B.Sc., EnPro ApS, har koordineret og indsamlet information.

Lisbeth Engel Hansen, dk-Teknik, har været ansvarlig for vurdering af miljøbelastning (livscyklusbetragtninger).

Til gruppen af projektudførende har været knyttet en styregruppe med følgende medlemmer:

Styregruppe:

2. Flexografi

2.1 Beskrivelse af trykteknikken
2.2 Flexografiske trykværker
2.2.1 Staktrykværke
2.2.2 Satellittrykværket
2.2.3 In-line-trykværket
2.3 Farveværker
2.3.1 Aniloxvalse og gummivalse
2.4 Trykplade
2.4.1 Gummi
2.4.2 Fotopolymere
2.5 Modtrykcylinder
2.6 Klargøring af pressen
2.6.1 Montage af plade
2.6.2 Opstart af trykpresse

Denne beskrivelse af flexografisk teknik er en summarisk introduktion til flexografi samt til relaterede teknikker. Tekniske/kemiske termer er forklaret i en ordliste.

Flexografiens nuværende teknologiske stade samt eventuelle nye (renere) teknikker er anskueliggjort - en fuldstændig, dækkende beskrivelse af flexografi er ikke tiltænkt og er heller ikke realistisk i denne sammenhæng.

2.1  Beskrivelse af trykteknikken

Flexografi er en højtryksmetode, hvor de(n) trykkende del(e) er hævet over valsens (pladens) niveau (Leach, 1988).

Traditionelle flexografiske trykfarver er lavviskose, d.v.s. de flyder let. Både opløsningsmiddelbaserede (opl.middel) og vandfortyndbare farver anvendes og de tørrer begge ved fordampning af opløsningsmidlet.

Endvidere vinder trykfarver, som hærder ved elektromagnetisk bestråling i det ultraviolette område (UV-farver) stadig større udbredelse indenfor flexografisk trykning. Disse farver har ikke samme viskositetskarakteristik som før omtalte farver.

Typiske kendetegn for teknikken er (EFM 8, 1992):

Flexografiens kendetegn

1. Farvens vej fra kar (kammer) til substrat er kort uden mange valser.

2. Farverne tørrer hurtigt, hvilket muliggør trykning på ikke sugende substrater ved høj hastighed.

3. Trykpladen eller dele af den kan skiftes hurtigt og nemt.

4. Trykpladecylinderen kan nemt skiftes ud, hvorved gentagelseslængden kan varieres.

5. Det er muligt at trykke på en lang række meget varierende substrater.

Som eksempler på produkter trykt ved flexografi kan nævnes tapet, aviser, billigbøger (paperback), etiketter, konvolutter, bølgepap, indpakningspapir, toiletpapir, papirposer, metalfolier og alle former for plastfilm.

2.2 Flexografiske trykværker

Den traditionelle flexografiske trykfarveværk består af en gummivalse (B) neddyppet i farvekarret (A) (se figur 2.1 næste side). Via gummivalsen hentes trykfarven op i aniloxvalsen (C), hvorfra farven overføres til trykpladen (D) (pladen) og videre fra trykpladen til substratet (F). Modtrykcylinderen (E) sørger for kontakten mellem substrat og trykpladen.

A: Farvekar

B: Gummi-valse

C: Anilox-valse

D: Trykplade

E: Modtryk-cylinder

F: Substrat

Figur 2.1 Traditionelt flexotrykværk (EFM 1, 7 1991).

Moderne trykværker har 3 forskellige konfigurationer:

1. Staktrykværket

2. Satellittrykværket (en-cylindertrykværk)

3. In-line-trykværket

2.2.1 Staktrykværke

Staktrykværk - større proces

Farveværkerne sidder omkring en ramme. Hver enkelt farveværk (se figur 2.2) har sin egen modtrykcylinder. Op til 8 farveværker kan sidde i en stak. Staktrykværkerne anvendes ofte når flexotrykning kun er en del af en større proces, som f.eks. extrudering, posefremstilling, konvolutfremstilling o.s.v.

2.2.2 Satellittrykværket

Satellittrykværket har kun en en-kelt modtrykcylinder (figur 2.3) og farveværkerne sidder som satellitter omkring denne. Denne type kaldes også for en-cylindertrykværk. Op til 10 far-veværker kan sidde omkring modtrykcylinderen. De fleste flexomaskiner, som sælges i dag, er af denne type. Trykvær-ker af denne type anvendes specielt når der trykkes på emballagefilm, fordi der opnås god pasning til trods for at filmen er flexibel.

2.2.3 In-line-trykværket

In-line trykværk - ikke altid flexo

Figur 2.4 In-line trykværk (Todd, 1994).

I in-line-trykværker (se figur 2.4.) er trykværkerne fysisk adskilt og har hver sin base.

Antallet af farveværker ved denne konfiguration afhænger af behovet.

In-line-trykværker behøver ikke nødvendigvis at være flexotrykværker, men kan også være bogtrykværker, silketrykværker, dybtrykværker og lakeringsværker alt afhængigt af hvilken trykmetode, som bedst egner sig.

Farveværket indeles normalt i 3 separate enheder:

1. Den farveudmålende del, der består af aniloxvalsen samt gummivalsen (se figur 2.1).
   Nyere udstyr anvender (kammer)rakelsystemer, der består af et blad, som skraber overskydende trykfarve væk for bedre farveudmåling. Herved overflødiggøres gummivalsen. Rakelsystemer er efterhånden standardudstyr på de fleste nye maskiner. Ved trykning med UV-hærdende trykfarver anvendes altid kammerrakelsystemer. Udviklingen af nye kammerrakelsystemer sker med stor intensitet.

2. Trykpladen, som består af en blød flexibel (heraf navnet flexografi) plade påmonteret selve cylinderen.

Selve trykpladen kan enten udføres i gummi eller i fotopolymere, som hærdes ved belysning.

3. Modtrykcylinderen, der skal sørge for kontakten mellem substrat og plade.

2.3.1 Aniloxvalse og gummivalse

Aniloxvalsen er den farveudmålende del i den flexografiske proces. Aniloxvalser kan bestå af en stålvalse, som er graveret i forskellige mønstre og kopdybder. Udformningen af graveringen afhænger af brugen.

Forskellige aniloxvalsetyper anvendes og deres karakteristika er angivet i tabel 2.1 nedenfor (Schilstra, 1991).

Graveringen af aniloxvalsen måles i linier pr cm (eventuelt i linier pr tomme). Cellevolumenet (kopdybden), mønstret af cellerne samt linietætheden er et mål for hvor meget farve, der overføres (EFM 1 og 6, 1991).

Farveudmålingen er vigtig for trykresultatet, hvorfor et rigtigt valg af aniloxvalser er afgørende. Faktorer som spiller en rolle for valget kan f. eks være:

• substratets kvalitet, som f. eks. overfladespænding, jævnt : ujævnt sugende : ikke sugende

• farveværkets karakteristika, f. eks. gummivalse + aniloxvalse, gummivalse + aniloxvalse og rakel og aniloxvalse + kammerrakel

• trykfarvetype, som f.eks. opl.middelfarve eller vandfortyndbar (Dansk Flexo Forum).

Tabel 2.1 Karakteristika for forskellige typer af aniloxvalser. Se her

Ved kombination af fuldtonetryk og rastertryk fra samme plade kan det være nødvendigt at gå på kompromis i valget af aniloxvalse, fordi rastertryk kræver andre forudsætninger end fuldtonetryk (EFM 6, 1991). Alternativet er at adskille fuldtonetrykkende dele fra rastertrykkende, men det kræver ekstra farveværker.

I en opstilling som vist på fig. 2.1 kontrolleres den overførte mængde farve ved hjælp af aniloxvalsen, samt den hastighed hvormed der trykkes. Gummivalsen, som er neddyppet i farvekarret, er indirekte bestemmende for trykresultatet og kan give store farvevariationer i det færdige resultat.

Kammerrakler regulerer farvemængden bedre

For bedre at kunne regulere den overførte farvemængde anvendes ofte en rakel til at skrabe den overskydende mængde farve af aniloxvalsen (Leach, 1988; EFM 6, 1991; EFM 8, 1992). Anvendelsen af (kammer)rakelsystemer finder stadig større brug i de fleste trykkerier, fordi trykresultatet (trykkvaliteten) er en vigtig konkurrenceparameter.

Ved trykning med UV-hærdende trykfarver anvendes udelukkende kammerrakelsystemer på grund af farvenes høje viskositet.

2.4 Trykplade

Trykpladen overfører trykfarven til under-laget

Trykpladen er den 4. vigtige del i den flexografiske proces, hvor trykmaskinen, substratet og trykfarven udgør de 3 andre. Trykpladen overfører farven til substratet. Trykpladen udføres i 3 forskellige konfigurationer (EFM 4, 1991).

1. Den integrale cylinder, hvor den flexible plade påklistres cylinderen med dobbeltklæbende tape. Tapen leveres i mange forskellige tykkelser og materialer, som nøje er afstemt efter tryksituationen. Denne metode er den mest anvendte.

2. Trykpladen er udformet som en kappe (sleeve), der kan påmonteres/aftages selve cylinderen. På kappen kan pladen påklistres, hvilket kan gøres udenfor fra trykværket. Denne metode giver mulighed for hurtige skift af kappen og er velegnet til korte trykserier.

3. Den totale base, hvor cylinderen enten er en integral cylinder eller er udformet som en kappe. Såfremt det er en integral cylinder er pladen fast monteret. Hvis systemet er udformet som en kappe, er den færdiglavet og kan kun bruges til én bestemt tryksituation. Denne metode er velegnet til lange trykserier.

Højdetolerancer

Der stilles store krav til pladens højdetolerancer for trykkende dele. Typisk må variationen ikke overstige " 0.1 mm og mindre er ofte påkrævet ved rastertryk.

Selve trykpladen inddeles i 2. hovedkategorier - gummi og fotopolymere. Inden for hver hovedkategori findes der en række underindelinger, som tjener til at karakterisere pladens modstandsdygtighed overfor en given ydre påvirkning, samt hvilket substrat der trykkes på.

Fremstillingsmetoden for trykpladen afhænger af om det er gummi eller fotopolymer.

2.4.1 Gummi

Fremstillingen af trykpladen i gummi sker i følgende 3 trin:

1. Fremstilling af en originalkliché/masterform. Udgangspunktet for fremstillingen af originalklichéen er negativet af det "billede", der senere skal trykkes på substratet. Hvis der skal trykkes med flere farver fremtilles en separat trykform for hver grundfarve (farveseparation). Et yderligere aspekt i fremstillingen af trykpladen er, om der skal trykkes i raster. Nøjagtighed ved fremstillingen af masterformen er meget vigtig. Materformen kan være fremstillet af metal eller hård fotopolymer (i modsætning til fremstilling af en trykplade til flexotrykning som er blød).
   Udføres originalklichéen i metal ætses overskydende metal væk med syre (ofte salpetersyre) efter eksponering. Udføres masterformen i hård fotopolymer vaskes overydende polymer væk med vand efter belysning.

2. Der fremstilles herefter en ("positiv") skabelon af masterformen (engelsk: mold).
   Skabelonen udføres ofte i en polymer af henholdsvis bakelit, cellulose og mineralske fibre og fremstilles ved at presse polymeren mod masterformen og tilføre varme, hvorved den hærder. Skabelonens tilpasning til masterformen skal være nøjagtig, der stilles store krav til de geometriske højdetolerancer samt det svind der finder sted ved hærdningen.

3. Selve trykpladen fremstilles ved at presse gummiet mod skabelonen og tilføre varme, hvorved gummiet vulkaniseres, idet gummiet normalt indeholder små mængder frit svovl.
   Vulkaniseringsgraden af trykpladen afhænger af, hvor hårdt man ønsker gummiet skal være. Hårdheden af trykpladen er meget afgørende, og resultatet af trykningen afhænger af en lang række parametre, hvoraf de vigtigste er: type af substrat, opløsningsmiddelbestandighed, slidstyrken, svind ved vulkanisation, lagerstabilitet o.s.v..

Trykplader af gummi kan idag fremstilles ved at lasergravere gummiet uden at fremstille en originalmatrix. Pladen fremstilles da direkte fra billedet (positivet). Billedet placeres på en cylinder og scannes ved at rotere cylinderen. Samtidig med scanningen graveres trykpladen ved hjælp af en laser, idet ikketrykkende dele fordamper når det bestråles med laserlyset.

Generelt er laserteknikken dog (endnu) ikke så god, at fine raster-mønstre kan opnås, men teknikken forfines til stadighed og vinder generelt stadig større indpas.

Forskellige gummityper

Der findes en række kemisk forskellige gummarter at vælge imel-lem, f. eks. naturgummi, nitrilgummi, butylgummi, chlorosulfoneret polyethylen, styrenbutadiengummi, chloroprengummi og siliconegummi (EFM 8, 1992; DFTA, 1991) eller blandinger af disse. Gummi kan fremstilles i forskellige hårdhedsgrader afhængigt af de krav der stilles ved trykningen.

Håndgravering har været meget almindelig, men finder overvejende sted i emballageindustrien ved trykning på bølgepap.

2.4.2 Fotopolymere

Hærdes ved UV-bestråling

Kendetegnet for fotopolymere til trykplader er, at de hærdes ved UV-bestråling. Fotopolymeren kan leveres enten som fast materiale eller som flydende væske (Kallesø; EFM 8, 1992).

Fremstilles ud fra et negativ

I modsætning til fremstilling af en trykplade i gummi, så kræver fremstilling af fotopolymerplader ikke en skabelon. Pladen fremstilles direkte fra et (evt. farvesepareret, rasteropløst) negativ; der er i princippet tale om, at hver fotopolymerplade er en original. Princippet for fremstilling af fotopolymertrykplader er som følger:

Fotopolymerplader fremstilles idag normalt ikke ved lasergravering, idet teknikken endnu ikke er så nøjagtig som belysning med UV.

Forskellige typer og hårdhedsgrader af fotopolymere fås tilpasset den enkelte tryksituation.

Fordele og ulemper ved anvendelse af gummi kontra fotopolymer er tabelleret for neden.

Tabel 2.2 Fordele og ulemper ved anvendelse af henholdsvis gummi eller fotopolymer (EFM 8, 1992). Se her

Filmløse systemer vil formodentlig vinde større indpas. Trykpladen fremstilles da direkte fra et computerbillede ved hjælp af lasergravering uden først at fremstille en film/originalkliché, hvilket giver materialebesparelser (M. Kallesø, Dansk Flexo Forum) og hurtigere arbejdsgang.

2.5 Modtrykcylinder

Holder substrat mod pladen

Modtrykcylinderen skal trykke substratet mod pladen. Trykket mod pladen er aldrig så højt som ved f. eks. bogtryk og offset på grund af farvernes lavviskose karakter. Ved højkvalitetstryk kræves der et nøjagtigt, ensartet tryk, som stiller store krav til modtrykcylinderens geometriske tolerancer.

Til trykning på meget tynd film anvendes ofte en "Tympan bar", som er væsentlig mindre i diameter end en sædvanlig modtrykcylinder.

Klargøring er tidskrævende

Klargøringen af pressen omfatter såvel montage af pladen på cylinderen som montering af cylinderen i trykpressen. Den tid det tager at omstille trykpressen fra et job til et nyt søges stedse reduceret. Klargøringen af trykpressen er én af de tidskrævende processer.

2.6.1 Montage af plade

Principper for montage

De generelle træk for montage af plade på valse nævnes. Den rigtige valse vælges. Valsen monteres i en bænk og centreres.

Dobbeltklæbende tape lægges på de steder, hvor pladen skal monteres. Valg af tape afhænger af tryksituationen og den findes i en lang række varianter.

Pladen lakeres på bagsiden. Montage af 1. plade på tapen sker efter en nullinie. Montage af plade på de efterfølgende valser sker ved at anvende et spejlbillede af de(n) foregående valse(r).

Den manuelle montering af pladen er tidskrævende, idet den skal anbringes nøjagtigt for at opnå et godt trykresultat (register).

Montering vha. mikromærker

Montering af pladen på cylinderen udføres stadig i stor udstrækning manuelt, men i dag findes maskiner til montering af pladen på cylinderen. Montagen sker ved hjælp af mikromærker i pladen.

2.6.2 Opstart af trykpresse

Principper for opstart

Montagen af cylinderen i pressen er forskellig fra type til type af trykpresse. Her skal kun de generelle træk for montagen og opstart af trykpresse nævnes:

• Rensning af alle dele som har været i kontakt med trykfarve.

• Isætning af tandhjul til den nye opgave.

• Cylinderne skal passes ind i register.

• Viskositet af trykfarven kontolleres og justeres.

• Pumperne med trykfarve justeres til det rette flow. Substratet føres gennem maskinen. Banespændingen for substratet justeres.

• Trykpressen startes med langsom hastighed og aniloxvalsen bringes i kontakt med pladen.

• Såvel aniloxvalsens og pladens pres, som modtrykcylinderens pres, justeres så trykket er ensartet over hele fladen og ikke giver anledning til for hårdt pres mellem valserne.

• Herefter finjusteres registret.

• Trykmotivet godkendes efter kontrol mod originalmotiv og evt. yderligere justeringer er udført.

Trykpressen er nu klar til trykke ved højere hastigheder.

3. Periferiudstyr

3.1 Pumpeenheder
3.2 Viskositetskontrol
3.3 Banespænding
3.4 In-line overfladebehandling
3.5 Lakering
3.6 Kachering/laminering/limning
3.7 Tørreenheder
3.8 Stansning
3.9 Afvaskning, generelt
3.9.1 Afvaskning
3.9.2 Spildevand
3.10 Luftafkast
3.11 Andet vedrørende flexotrykning
3.12 Overordnede tendenser

Periferiudstyr skal forstås som udstyr, der ikke er direkte knyttet til flexotrykpressen, men som har en vigtig funktion for flexotrykningens gennemførelse.

3.1 Pumpeenheder

Den traditionelle flexofarve har et viskositetsniveau, som gør at den er pumpbar.

Flexofarven pumpes fra et reservoir op til farvekarret, hvorfra gummivalsen/aniloxvalsen henter farve op til trykning. Overskydende farve løber via et overløb, som holder farvenivauet i karret konstant, tilbage til reservoiret. Ofte indstilles pumpen til større recirkulation end det, der reelt forsvinder ved trykning/fordampning. Denne pumpning forårsager stor bevægelse af farven, som kan resultere i luftindblanding med skumning til følge.

Kammerrakel: lukket system

Ved trykning med kamerrakelsystemer er det åbne kar erstattet med et lukket kammer. Da trykfarven er lukket inde i kammeret undgås fordampning af farven, men trykfarvens vej er stort set uændret, idet den stadig pumpes fra et reservoir.

Der eksisterer forskellige pumpe-, doseringskonfigurationer:

1. Centrifugalpumpen har været den mest almindelige og mindst skånsomme ved trykfarven omend pumpetypen er ikke-pulserende. Både recirkulationstrømmen og motor-effekten kan normalt varieres for at skåne farven (EFM 10, 1991).

2. Membranpumpe
   Membranpumper er mere skånsomme ved vandfortyndbare trykfarver, hvilket medfører, at skumning undgås. Membranpumperne er ofte drevet ved hjælp af trykluft og skal derfor ikke, som elektrisk drevne pumper, eksplosionssikres.

3. Peristaltisk pumpe
   Peristaltiske pumper, som fungerer ved at farven skubbes frem ved "bølgebevægelser". (Flexography, 1991) Peristaltiske pumper virker bedre jo højere viskositet en trykfarve har (Shields, 1995). Denne pumpetype er meget let at rense og er særlig anvendelig til UV-hærdende trykfarver.

4. Tyngdekraft
   Enheder som fungerer ved at farven doseres ved tyngdekraftens påvirkning. Trykfarven kan leveres færdigblandet i beholdere (EFM 2, 1993).

Pumpeudstyr med ultralyd

Både pumpeudstyret samt aniloxvalsen kan indrettes med ultralyd. Ultralyden fjerner luftbobler i trykfarven og fremmer brugen af trykfarver med højere tørstofindhold og forenkler rengøring af valserne.

3.2 Viskositetskontrol

Kontrol af flexofarvens viskositet er en vigtig forudsætning for at opnå et godt trykresultat. Variation i viskositeten vil have indflydelse på kuløren, trykbarheden og tørringsegenskaberne (EFM 9,1991).

Automatisk regulering af viskositeten medfører flere fordele (Sewell, 1980):

Fordele ved viskositetskontrol

1. Mindre farveforbrug (ved automatisk viskositetskontrol).

2. Hurtigere trykhastighed.

3. Bedre, ensartet trykkvalitet gennem hele produktionen.

Viskositetsmåling kan genemføres efter flere principper (Schilstra, 1990):

a: Gravitation:

Udløbsbægre: manuelt og automatisk

Udløbsbægre; viskositeten bestemmes ved at måle udløbstiden i sekunder for en bestemt farvemængde. Der eksisterer forskellige udløbsbægre, hvoraf de mest almindelige er ISO-, Ford-, Zahn-, Din-, og Shell Cup.

Princippet for udløbsbægre anvendes også ved automatisk viskosi-tetskontrol, hvor "flowet" måles.

b: Rotation (kraftmoment):

Rotationsviskosimetri anvendes til bestemmelse af dynamisk viskositet. Rotationsviskosimetre anvendes meget til automatisk kontrol.

Udviklingen inden for flexografisk trykning går imod anvendelse af kammerrakler. Anvendelsen af lukkede systemer begrænser fordampningen, hvilket medfører at viskositeten nemmere holdes konstant.

Den mest almindelige viskositetskontrol er anvendelse af udløbs-bægre, men automatisk viskositetskontrol vinder stadig større indpas.

3.3 Banespænding

Flexible film - kontrol af banespænding

Der findes i dag avanceret udstyr til kontrol/styring af banespænding. Banespændingen er vigtig at kontrollere for flexible film, da forkert banespænding vil forstyrre pasningen.

Forskellige substrater kræver forskellig banespænding. Tabel 3.1 angiver typiske banespændinger for en række substrater (EFM 5, 1990).

Banespændingerne for forskellige substrater kan variere overordentligt meget, og det er vigtigt for et godt trykresultat at kunne styre banespændingen. Det ses endvidere, at banespændingens størrelse for film afhænger af deres tykkelse.

Tabel 3.1 Forskellige substraters banespænding per banebredde.

3.4 In-line overfladebehandling

Behandling ændrer overfladespænding

Overfladebehandling af film er nødvendig for at gøre dem trykbare. Ved overfladebehandlingen ændres overfladespændingen af filmen.

Der anvendes i dag fortrinsvis coronatreatningsenheder (Griebsch, 1991) til overfladebehandlingen. Coronatreatningsenheder fungerer ved hjælp af elektriske udladninger mellem et spaltegab, hvor filmen passerer imellem.

De fleste film leveres med en specificeret treatningsgrad (overfladebehandling), som fastsættes ud fra valget af trykfarvesystem.Virksomheder, der extruderer film, udfører coronatreating in-line ved fremstilling af filmen. Virksomheder der køber færdige film og ønsker at trykke med vandfortyndbare flexofarver bør have in-line treating for at opnå optimal trykkvalitet (Wallstöm et al., 1991), idet overfladespændingen på en film ændrer sig med tiden. Vandfortyndbare flexotrykfarver er mere følsomme over for dette fænomen end opløsningsmiddelbaserede trykfarver.

Flammebehandling og andre plasmateknologier er på vej fordi, de ikke producerer ozon og ikke er hastighedsbegrænsende. Tabel 3.2 (Teichmann, 1993) angiver typiske overfladespændinger for en række extruderede film før og efter en overfladebehandling.

Tabel 3.2 Typiske overfladespændinger før og efter overfladebehandling.

3.5 Lakering

Lakering beskytter trykket

Lakering anvendes dels for at beskytte trykket mod fysisk og termisk overlast dels for at forøge glansen i farverne. Overtrykslakker er upigmenterede (Silfverberg, 1985).

Lakering udføres nemmest og billigst ved at anvende et af farveværkerne i trykværket til formålet.

Lakering med UV-, vandfortyndbare- og opl.middelbaserde lakker finder sted, men for UV-lakkers vedkommende er de fortrinsvis trykt ved serigrafi (i in-line-trykværker).

Der kan også lakeres i separate lakeringsværker, som er i stand til at påføre tykkere lag og dermed beskytte trykket endnu bedre (Flexograhy, 1991). En typisk opgave for konstellationer hvor in-line-trykværket eller stak-trykværket anvendes.

3.6 Kachering/laminering/limning

Kachering beskytter trykket med tynd film

Kachering foregår ved at påføre en film en klæber og derefter lime filmen og den trykte bane sammen (Flexograhy, 1991).

Kachering anvendes for at beskytte og give trykket glans, hvorved der opnås en bedre beskyttelse end ved lakering.

Laminering er en proces, hvorved den trykte bane svejses/limes mellem 2 lag film. Herved opnås en endnu bedre beskyttelse af trykket.

Forskellige former for klæbemidler/lime anvendes ved kachering/laminering. Der eksisterer såvel opl.middelbaserede klæbemidler som vandbaserede emulsionsklæbere. Endelig anvendes også strålehærdende 2-komponentklæbere. Udviklingen i dag går mod anvendelsen af vandbaserde klæbere på grund af deres lave belastning af (arbejds)miljøet og fraværet af restopløsningsmiddel i laminatet (EFM 8, 1992).

3.7 Tørreenheder

En af flexotrykningens karakteristika er trykfarvernes hurtige tør-ring. Ved trykning af flere farver i f.eks. et satellittrykværk eller et staktrykværk tørres farven mellem hvert farveværk og efter trykning. Det er ofte nødvendigt at tørre trykket efterfølgende i en tørrekanal for at opnå tilstrækkelig tørhed af tryksagen. Specielt ved trykning af vandfortyndbare flexofarver på ikke sugende substrat (film) er der behov for optimering af mellem- og eftertørring på grund af vandets høje fordampningsvarme (Wallström et al., 1994). Tørringen kan foretages ved hjælp af:

1. Varm luft (eller blot luft) som blæses hen over tryksagen (også mellem trykværkerne).

2. IR
   Elektromagnetiske stråler i det infrarøde område (IR/var-me). Banen løber igennem en ovn. Herved opnås mulighed for genvinding af energien i luften ved hjælp af varmevekslere.
   Kombination af varm luft, IR og styre det med EDB har vist gode resultater ved trykning med vandfortyndbare farver (Holland, 1993).

3. UV
   Elektromagnetiske stråler i det ultraviolette område, UV-hærdning. Denne metode adskiller sig fra de 2 foregående ved 1) tørringen er af kemisk natur (ikke fysisk) og forudsætter UV-aktive materialer. 2) UV-lamperne sidder normalt mellem de enkelte farveværker i et trykværk (Teichmann,1993), men en efterhærdning af tryksagen kan være nødvendig.

Der udvikles til stadighed nye typer af UV-lamper. Den "kolde" UV-lampe medfører en enklere indretning (og nemmere trykning) i forbindelse med trykning på f. eks. fleksible emballager, da filmen er varmefølsom.

Efterhærdning med elektronstråler

Efterhærdning af tryksagen kan også udføres med elekt-rontråler. Elektronstråler har en bedre gennemtrængningsevne af pigmenterede farver, hvorved en bedre hærdning opnås.

3.8 Stansning

Stansning fjerner dele af banen

Stansemaskiner har til opgave at fjerne dele af banen ved hjælp af stansning. Stansningen sker f. eks. med henblik på at skabe huller i tryksagen for eksempel en bærepose eller en konvolut.

Stanseapparater kan være udformet som en valse med en forhøjning og form som det område, der skal stanses. Forhøjningen kan evt. være udformet som en magnetisk, aftagelig del af valsen, hvorved skift til andre stanseforme lettes. Stanseapparatet kan også være mekanisk, hvor den bringes til at stanse ved at gearingen ændres.

3.9 Afvaskning, generelt

Resning og vedligeholdelse

Afvaskningen har til formål at rense de trykkende dele samt at vedligeholde udstyret. Ydermere opstår der ved afvaskningen stærkt fortyndet farve, der kan behandles på forskellig vis.

3.9.1 Afvaskning

Afvaskning forlænger holdbarhed

Korrekt rensning af valser er vigtig for at forlænge valsernes holdbarhed og sikre optimalt tryk.

Ved afvaskning af opløsningsmiddelholdige trykfarver på aniloxvalsen, hvor kopperne er helt eller delvist fyldt op af trykfarve, anvendes ofte organiske opl.midler, som både er sundhedsskadelige og/eller har et højt flammepunkt. Disse opløsningsmidler opsamles til destillation/genbrug.

Det har vist sig, at vandfortyndbare flexofarver kan være endnu sværere at fjerne, hvis de får lov at tørre ind på valserne.

Vandfortyndbare trykfarver skylles af med vand eller med vand indeholdende basiske væsker/tensidopløsninger (Siljebratt, 1993).

Afvaskningen af (anilox)valserne sker dels mens valserne stadig er i trykværket enten under eller umiddelbart efter trykningen, dels i specielle indretninger, hvor afvaskningen er automatiseret.

Der skelnes i dag mellem 2 automatiserede afvaskningsenheder (EFM 5, 1990):

Konventionel: Varme og højtrykspuling

1. Den konventionelle afvasker, der fungerer ved anvendelse af højtryksrensning og varme til fjernelse af trykfarverester. Væskerne kan enten være højtkogende organiske opl.midler eller vandige opløsninger med tensider.

2. Ultrasonisk: Varme, højtrykspuling og ultralyd Den ultrasoniske afvasker, som rent mekanisk fungerer på samme måde som den konventionelle afvasker, men også er udstyret med ultralyd for at effektivisere afvaskningsprocessen.

Afvaskningsvæsken med trykfarverester, hvad enten den er opløsningsmiddelbaseret eller er vandig, afleveres til destruktion ved Kommunekemi A/S.

Der anvendes også teknikker til afvaskning af valser, som kan karakteriseres som vandneutrale, idet afvaskningsvandet fordampes, kondenseres og genbruges (Schilling, 1992).

3.9.2 Spildevand

Anvendelsen af vandfortyndbare farver har til dels elimineret problemerne med opløsningsmidler, men har også skabt nogle nye, idet spildevandet (og trykfarverester) fra afvaskningen ikke noralt kan/må afskaffes gennem offentlig kloakering. Vandet bør renses inden udledning til offentlig kloakering.

Der eksisterer 2 teknikker til rensning af spildevandet fra afvask-ningen og andre vandforurenende kilder:

1. Membranfiltrering
   Membranfiltrering, også kaldet ultrafiltrering, hvorved vandet "sis" og derved får fjernet trykfarvebestanddele (Schilstra, 1992; Broer et al., 1991).

2. Fordampning
   Rensning ved fordampning af vandet. Vaskevandet renses for urenheder ved at lade vandet fordampe mellem 2 varme cylindre. Processen er/kan være vandnuetral, (Schilstra, 1991; Schilling, 1992).

Filtrering kan ikke fjerne opløste substanser fra vand. Dette kan medføre, at spildevand ikke bør udledes til kloak grundet risiko for nitrifikationshæmning/økotoksicitet. Beskrivelse af afvaskningsprocesser og vurdering af belastning mht. spildevand udredes i renere teknologi projektet: "Miljøoptimering ved anvendelse af vandfortyndbare flexofarver".

3.10 Luftafkast

Der stilles i dag lovgivningsmæssigt krav til at dampene fra en række af de opl.midler, som anvendes i trykfarver, ikke må forringe luftkvaliteten i trykkeriet.

I henhold til såvel bekendtgørelser fra Arbejdsministeriet og Arbejdstilsynets meddelelser (bekendtgørelse nr. 1163 af 16. dec. 1992 og meddelelse nr. 1.01.8 dec. 1993) stilles der krav til faste arbejdsteders indretning i forbindelse med udsugning af forureningskilder. Forureningskilder dækker over luftarter, støv og lignende, som er sundhedsskadelige eller eksplosive. I denne sammenhæng benævnes udsugningen for procesventilation.

Fra lovgivningens side opstilles der for de enkelte opløsningsmidler (kilder) nogle hygiejniske grænseværdier, som ikke må overskrides i trykkeriet. Disse skal fjernes ved procesventilation. Desuden udskiftes luften i lokalerne et vist antal gange.

Luftafkastet føres ud i atmosfæren

Luftafkastet for både procesventilation og rumventilation føres normalt urenset ud i atmosfæren.

Afbrænding af luftafkast

I nogle tilfælde brændes (incinereres) luftafkastet. Incinereringen kan ske enten ad katalytisk vej, eller af termisk vej. Brændkamrene er typisk udstyret med varmevekslere til varmegenvinding (Flexography, 1991).

Farve-/trykværket kan indkapsles, hvorved dampene kan opfan-ges, fortættes og genbruges som fortyndere i trykfarven. Herved kan problemet med opløsningsmidler i luften til dels elimineres. Denne model anvendes dog ikke i større omfang inden for flexotrykning, idet trykfarverne består af blandinger af opløsningsmidler, som ved fortætningen har en anden sammensætning end den blanding, som er i flexotrykfarven.

3.11 Andet vedrørende flexotrykning

I enhver opstart vil der opstå en vis mængde spild af substratet (Holland, 1992). Spildet opstår dels fordi trykket ikke er i pasning, dels ved at en del af substratet stanses ud. Spild fra stansemaskiner fjernes normalt med trykluft.

Kun papir kan genbruges

Trykkerierne gør en del ud af at sortere spildet i forskellige kategorier afhængigt af den grad tryksagen er trykt, idet det for papirs vedkommende kan genbruges.

For plastfilm forholder det sig anderledes, idet de meget ofte kan være laminerede (kacherede), hvorved spildet ikke umiddelbart er så anvendeligt. Der er rapporteret om alternativ brug af sådanne spildprodukter, også kaldet kontamineret genbrug (Holland, 1993).

Det bliver mere almindeligt at kunne overvåge samtlige processer under trykningen fra ét sted.Udstyr til overvågning af processer, som f. eks. banespænding, farvelægningen og viskositeten, går under navnet Management Information Systems (MIS) (Holland, 1992). Sådanne systemer vil fremover blive en integreret del af trykprocessen.

3.12 Overordnede tendenser

Generelle tendenser for flexotrykmakiner i dag går imod:

• Hurtigere trykning, dette indbefatter også hurtigere omstillingstid.

• Mere præcist i register.

• Farveudmåling skal være mere præcis.

• Reduktion af støj (lydsvaghed).

• Betjeningsvenlighed, dette opnås bl. a. ved at automatisere og indføre computerstyring på de automatiske processer (se MIS ovenfor).

• (Energi)økonomi. Reduktion af energiforbrug.

• Indenfor periferiudstyr sker også en udvikling:

• Området omkring vask af trykkende dele er i vækst. Nye metoder dukker op.

De fleste trykværker leveres i dag med rakelsystemer som standard, eventuelt kammerrakelsystemer.

Udviklingen indenfor aniloxvalser går imod valser med stadig finere linietætheder og mere specialiserede kopudformninger afhængigt af både trykfarve og substrat.

Satellittrykværker med 8 og 10 farveværker bliver mere almindelige. Disse giver yderligere mulighed for farveseparation i såvel fuldtone som rasterflader i forhold til trykværker med 6 farveværker og gør det muligt at trykke dybtrykmotiver i flexo. Maskiner med 8 eller 10 trykfarveværker giver andre fordele, som f. eks. bedre maskinudnyttelse, idet man kan lade grundfarverne blive i maskinen mellem forskellige jobs og trykke flere forskellige serier ad gangen.

Mange nye udformninger af såvel rakelsystemer som aniloxvalser samt forøgelse af antallet af farveværker er relateret til ønsket om at kunne fremstille en finere tryksag ofte med rastermotiver.

Trykpladernes tykkelse reduceres med henblik på at kunne trykke finere motiver/raster. Faste fotopolymerplader vil i fremtiden kunne fremstilles/vaskes med vand som opløsningsmiddel.

UV-flexo

Udviklingen af trykning med UV-flexo sker primært i store koncerner. I Danmark har udviklingen i udlandet stor betydning. Enkelte etikettrykkerier er begyndt at anvende UV-flexo, men udviklingen for resten af industrien er svær at forudsige.

4. Flexotrykfarver

4.1 Opløsningsmiddelbaserede trykfarver
4.2 Vandfortyndbare flexofarver
4.3 UV-flexofarver
4.4 Sammensætning, generelt
4.4.1 Bindemidler, opl.middel- og vandige systemer
4.4.2 Bindemidler, UV-/EB-systemer
4.5 Pigment/farvestof
4.6 Opløsningsmiddel
4.7 Additiv

Indsatsen for at reducere miljøbelastningerne er ofte, som ovenfor nævnt, direkte (ved for eksempel ændring af trykfarvens sammensætning) og indirekte (ved for eksempel indførelse af renere teknologi / mere effektivt udstyr) koncentreret omkring netop trykfarven.

Flexotrykfarvernes vigtigste egenskab er naturligvis at give tryksagen den ønskede visuelle fremtoning. Flexotrykfarver skal derudover også give tryksagen bestemte funktionelle egenskaber, som i høj grad afhænger af substratets egenskaber og er nøje afstemt efter tryksituationen.

Den nuværende udvikling af flexotrykfarver er ganske stor set i lyset af den udvikling som hele den flexografiske branche i øjeblikket gennemgår. Det gælder ikke alene inden for de nye typer af flexotrykfarver men også traditionelle flexotrykfarver.

Der skelnes i dag mellem 3 væsensforskellige typer af flexotrykfarver:

• Opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver.

• Vandfortyndbare flexotrykfarver.

• Flexotrykfarver, som hærder ved UV-bestråling.

De generelle karakteristika for hver af de 3 ovennævnte trykfarvetyper vil efterfølgende blive belyst.

4.1 Opløsningsmiddelbaserede trykfarver

Opl. middelbaserede farver anvendes på alle substrater Opløsningsmiddelbaserede trykfarver anvendes i flexografi generelt til trykning af alle former for substrater.

Karakteristisk for disse farver er, at opløsningsmidlet hurtigt for-damper. Der kræves derfor mindre energi til fjernelse af opl. midlet (sammenlignet med vandfortyndbare flexotrykfarver).

Sikres mod brand- og eksplosionsfare

Da opløsningsmidlerne generelt er brand-/eksplosionsfarlige skal der sikres mod dette.

Lovgivning og hensyntagen til dampenes toksiticitet har forårsaget en øget interesse for anvendelse af vandfortyndbare farver eller UV-farver.

Bindemidler vælges efter substrat

Bindemidlerne i opl.middelbaserede flexotrykfarver kan være af enhver af de i tabel 4.3 nævnte typer. Valget af bindemiddel hænger nøje sammen med substratet og anvendelsen af substratet.

4.2 Vandfortyndbare flexofarver

Primært til sugende substrater

Vandfortyndbare flexofarver anvendes primært til sugende substrater. Der udfoldes store anstrengelser for at udvikle kommercielt egnede vandfortyndbare flexotrykfarver, som kan trykke på film.

Bindemidler ofte akrylater

Bindere til vandfortyndbare farver er meget ofte (meth)akrylater eller (meth)akrylatcopolymerisater. I vandfortyndbare farver er (meth)akrylaterne oftest dispersions- eller emulsionpolymere. Disse bindere er pH-afhængige og skal justeres på pH, da man ellers risikerer, at de bygger op og/eller giver forringet trykkvalitet. Man anvender flygtige aminer til at justere pH med, hvoraf ammoniakvand, monoethanolamin og triethanolamin er de mest anvendte.

pH justeres med aminer

Andre bindertyper som f. eks. shellak og forsæbede resinater har været anvendt, men er fortrængt af akrylaterne.

Vandfortyndbare tryk-farver kan indeholde opl. midler

Vandfortyndbare flexotrykfarver kan afhængigt af omstændighederne indeholde betydelige mængder opløsningsmiddel - almindeligvis op til ca. 5%, i få tilfælde helt op til 25%.

Vandfortyndbare farver kræver ofte tilsætning af flere additiver end opl.middelfarver. F. eks tilsættes altid skumhæmmende/skumdæmpende additiver til vandfortyndbare farver, fordi de væsentlig nemmere skummer end opl.middelfarver.

Vandfortyndbare farvers viskositet er normalt lidt højere end opløsningsmiddelfarverne. Tendensen for vandfortyndbare farver går imod at hæve tørstofindholdet for at nedbringe den mængde vand, der skal fordampe fra trykket for derved at lette hurtigere trykning.

Mindre proces-ventilation - Mere energi ved tørring

Damptrykket for vandfortyndbare flexotrykfarver er lavere end for opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver, hvilket reducerer behovet for ventilation en del. Til gengæld skal der anvendes mere energi ved tørringen af en vandfortyndbar flexotrykfarve. Da de ofte indeholder mindre mængder opløsningsmiddel og flygtige aminer, som skal fjernes med ventilation er kravet til ventilation ofte ikke ringere end for opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver.

4.3 UV-flexofarver

Denne type trykfarve er endnu ikke særlig udbredt i Skandinavien. UV-teknikken anvendes for nærværende primært til lakering.

UV-flexofarver vil efter al sandsynlighed få sin del af flexomarkedet - ved siden af både vandfortyndbare og opløsningsmiddelbaserede trykfarver.

Der eksisterer 2 principielt forskellige måder at hærde strålehærdende systemer på:

UV Hærdning ved bestråling med elektromagnetisk lys i den ultraviolette del af spektret (fra 100 nm til 380 nm). UV-hærdning sker ad fotokemisk vej, idet der kræves en fotoinitiator for at starte hærdningen. Fotoinitiatoren anslås af det energirige UV-lys (fotoner) og danner enten et radikal, hvorved hærdningen sker efter en radikalmekanisme, eller en kation, hvorved hærdningen forløber ad ionisk vej.

EB Hærdning ved beskydning (bestråling) med elektroner. Elektronerne er ioniserende og anslår direkte de molekyer som skal hærde. Trykfarver, som hærder ved EB-beskydning, behøver ikke fotoinitiator.

Indeholder dobbeltbindinger

Det er kendetegnenede for strålehærdende systemer, at de rent kemisk kan karakteriseres ved at indeholde dobbeltbindinger. Resultatet af bestrålingen, UV eller EB, er en kemisk reaktion over dobbeltbindingen med hærdning til følge (hærdningen kan også forløbe over en epoxygruppe).

Radikalmekanisme - Kationisk mekanisme

Den dominerende type af hærdning ved UV-bestråling er via radi-kalmekanismen. Det er kendetegnende for hærdning via radikalmekanismen, at den forløber med større hastighed end den tilsvarende kationiske mekanisme. En kationisk hærdning vil ofte hærde tykkere trykfarvefilm end en tilsvarende hærdning ved radikalmekanismen.

EB giver bedre hærdning i pigmenterede systemer

Da UV-hærdning er afhængig af lysets indtrængning i trykfarvefilmen er EB-hærdning generelt bedre i stand til at hærde en trykfarve, fordi elektronernes indtrængning i filmen kan styres via deres elektriske potentiale.

Det er mest almindeligt at hærde en trykfarven ved hjælp af UV-lys, fordi EB-udstyr er væsentligt dyrere og kræver større sikkerhedsforanstaltninger.

Indeholder ingen fordampelige opl. midler

En af de åbenlyse fordele ved UV-/EB-hærdende trykfarver er, at trykfarverne ofte formuleres uden tilsætning af opløsningsmidler, således at trykfarven ikke fordamper eller kun meget langsomt fordamper (har et lille damptryk).

Trykning med UV-flexofarver er et teknisk spændende alternativ til trykning med opl.middel- og vandfortyndbare flexofarver. Trykningen med UV-farver medfører en række forandringer i forhold til konventionel trykning.

• Farven tørrer ikke på valserne, hvorfor de kan efterlades i længere perioder uden afvaskning.

• Farven er "tør" (men ikke nødvendigvis gennemhærdet) når den har passeret UV-lamperne. Den kræver ikke yderligere tørreanlæg.

• Farveudmåling sker udelukkende med kammerrakler fordi UV-flexofarver har en væsentlig højere viskositet end almindelige opl.middelbaserede- og vandfortyndbare far-ver.

UV-flexofarver indeholder ikke (eller kun meget lidt) opløsnings-middel. Dette medfører at tørstofindholdet er væsentlig højere end i traditionelle flexofarver og dermed den højere viskositet. Det medfører også, at det trykte lag ved hærdning kun reduceres ganske lidt (5-10%) (Karsten, 1987), hvorfor rastertryk yderligere lettes. Renere teknologi projektet "Vurdering af UV-hærdende trykfarver og -lakker i et samlet miljøperspektiv" søger at evaluere mulighederne for UV-flexoteknik at blive et reelt alternativ sammenlignet med traditionel teknik.

4.4 Sammensætning, generelt

Følgende gennemgang er tænkt som en generel introduktion til, hvad flexotrykfarver består af - den må dog ikke opfattes som en udtømmende beskrivelse, idet emnet er meget omfangsrigt.

En flexotrykfarve består af 4 hovedkomponenter (Leach, 1988):

1: Binder, hvis opgave i trykfarven er:

- vedhæftning til substratet

- forøgelse af tryksagens ægthedsegenskaber

- at give trykket eventuel glans

- at dispergere farvestof/pigment

2: Pigment/farvestof, hvis opgave i trykfarven er at give tryksagen kulør.

3: Opløsningsmiddel, hvis opgave i trykfarven er:

- at kontrollere viskositeten

- at kontrollere tørrehastigheden

- at opløse binderen

4: Additiv, hvis opgave i trykfarven er at modificere en trykfarves egenskaber.

4.4.1 Bindemidler, opl.middel- og vandige systemer

De forskellige bindertyper som bliver anvendt og deres karakteristika beskrives følgende (Karsten, 1987):

Shellak stammer fra et insekt

Shellak

Shellak er et naturligt bindemiddel, som stammer fra insektet Lacifer lacce kerr. Shellak er et spritopløseligt bindemiddel, der kan gøres vandopløseligt ved tilsætning af alkali eller aminer. Anvendelsen af shellak indenfor den flexografiske industri er af mindre betydning i dag, hvilket dels skyldes stigende priser og forsyningsknaphed, dels at shellaks trykketekniske egenskaber i dag overgås af syntetiske bindere. Shellak har for eksempel dårlige tørre- og varmeresistensegenskaber og ringe glansegenskaber.

Nitrocellulose

Nitrocellulose anven-des ofte sammen med andre binderer Nitrocellulose (mere korrekt nitroesteren af cellulose, cellulosenitrat) er et syntetisk bindemiddel, som fremstilles ved kogning af oprenset cellulose med salpetersyrling og svovlsyre. Nitrocellulose anvendes i stor udstrækning indenfor den flexografiske branche til både sugende og ikke-sugende substrater, men kun i opløsningsmiddelbaserede trykfarver. Nitrocellulose anvendes ofte sammen med andre bindertyper som for eksempel polyamid, akrylater og maleinater (fumarater).

Polyamid

Overvejende opl. mid-delbaserede farver

De termoplastiske polyamider anvendes i flydende (dybtryk og flexografi) trykfarver. De anvendes overvejende i opløsningsmiddelholdige trykfarver.

Polyamid giver god adhæsion til vanskelige substrater som for eksempel polyethylen, polypropylen, polystyren, polyvinylchlorid og cellophan. Polyamid har dårlige varmeresistensegenskaber, hvorfor den ofte anvendes sammen med andre bindere.

Polyamidimid

Polyamidimid er en forholdsvis ny type binder som finder anvendelse i flexotrykfarver på grund af dens gode ægthedsegenskaber, hårdhed og adhæsion til substrater.

Celluloseacetatpropionat og celluloseacetatbutyrat

(CAP) og (CAB)

Gode ægthedsegenskaber

CAP og CAB anvendes ofte i opløsningmiddelholdige flexotrykfarver. CAB og CAP giver gode laminerings-, varmeresistens-, lysægtheds- og kemisk resistensegenskaber. De anvendes for det meste sammen med andre bindere på grund af lugtproblemer (som dog skyldes cobinder i CAP/CAB). CAP og CAB anvendes også som overtrykslakker.

Kan anvendes ved genbrug af papir

De anbefales blandt andet til trykning på papir på med henblik på genanvendelse.

Akrylater og methakrylater

Akrylater og methakrylater har fundet meget stor kommerciel anvendelse som bindemiddel både i opl.middelbaserede og i vandfortyndbare systemer.

Termoplastiske (meth)akrylater

Poly(meth)akrylater repræsenterer en meget stor stofgruppe, hvor brugen kan varieres med sammensætningen. Det er ofte termoplastiske (meth)akrylater der anvendes som bindemiddel.

(Meth)akrylaten kan tilpasses opl. midlet

Det er tit underforstået, at syregruppen i (meth)akrylsyren er helt eller delvist forestret. Sammensætningen af poly(meth)akrylaten kan "skræddersys" afhængigt af, hvilket opløsningsmiddel der ønskes anvendt.

Vandfortyndbare systemer = (meth)akrylater

Poly(meth)akrylater er stort set eneherskende som bindemiddel i vandfortyndbare systemer finder i dag.

Deres anvendelse finder sted efter 2 principper:

• Som emulsionspolymere klar til brug.

• Som opløselige polymere, hvor polymeren gøres brugsklar ved tilsætning af aminer eller en alkalisk opløsning.

Poly(meth)akrylater er kemisk inerte, har god lysægthed, er klare og gulner ikke ved belysning eller opvarmning. De anvendes både i trykfarver og overtrykslakker. Desuden anvendes (meth)akrylater som pigmentdispergeringshjælpemiddel og som fortykker.

Indtil for nylig har problemer med restmonomere i polymeen dog begrænset anvendelsen indenfor tryksager til fødevarer.

Estrene af (meth)akrylaterne anvendes i udstrakt grad som bindemiddel til UV-hærdende systemer.

Akrylatcopolymerisater

Egenskaber kan modificeres med andre polymere

Akrylaters (og methakrylaters) evne til at copolymerisere med andre monomere er udtalt og derved kan egenskaberne modificeres.

Især copolymerister med styren finder anvendelse indenfor flexografisk trykning. Deres egenskaber kan ofte sammenlignes med "rene" (meth)akrylater. Disse bindere anvendes ofte som vandige emulsioner.

Polyketoner

Gode ægtheds-egenskaber

Polyketoner er kemisk karakteriseret ved at indeholde en carbonylgruppe, CO, uden samtidig at have noget syretal. Polyketoner er kendetegnet ved at være meget lysægte, besidde stor kemisk modstandsdygtighed og kunne anvendes ved pigmentdispergering.

Polyketoner anvendes i opløsningsmiddelholdige flexotrykfarver og overtrykslakker. Ofte anvendes polyketoner sammen med andre bindere.

Polyvinylbutyral

Polyvinylbutyral henregnes kemisk set til polyvinylacetalerne. Polyvinylbutyral indeholder 3 forskellige monomére, vinylbutyral, vinylalkohol og vinylacetat.

Forskellige opløselighedsegenskaber kan opnås ved at variere forholdet mellem disse 3 monomere.

Polyvinylbutyral fremstilles i dag så rent, at der ingen lugtproblemer er med denne binder. Binderen har gode opløselighedsegenskaber i kommercielt anvendte opløsningsmidler, og har foruden gode adhæsive egenskaber, også god flexibilitet og er rimelig varmeresistent. Polyvinylbutyral anvendes ofte sammen med andre bindere.

Maleinater og fumarater

Kolofonium byggesten

Maleinater og fumarater fremstilles ud fra kolofonium og er ret beset isomere forbindelser. For at de kan anvendes i flexografiske trykfarver modificeres maleinaterne (fumaraterne) ofte ved at forestre syregrupperne med polyoler (glykoler).

Maleinater (fumarater) karakteriseres ofte ved deres blødgøringstemperatur og deres syretal. Rent teknisk er de kendetegnet ved at være hårde bindere og give god glans til tryksagen.

Blev førhen anvendt i vandfortyndbare trykfarver

Maleinater (fumarater) med høje syretal (ca. 280 - 320) anvendes i vandfortyndbare flexotrykfarver og da normalt i en basisk opløsning (aminholdig eller alkaliholdig) for at sikre opløselighed. Generelt anvendes de kun til sugende substrater.

Maleinater (fumarater) med moderate syretal (ca. 90 - 130) anvendes i alkoholbaserede flexotrykfarver til trykning på film. De anvendes ofte sammen med en anden binder, som for eksempel polyamid eller nitrocellulose.

Polyvinylacetat

Polyvinylacetat fremstilles overvejende til brug som latex, idet den besidder gode adhæsive egenskaber.

Polyvinylacetat anvendes overvejende som bindemiddel i varmebestandige, klare overtrykslakker.

4.4.2 Bindemidler, UV-/EB-systemer

Prepolymer samt (reaktiv) fortynder

Bindersystemet i strålehærdende trykfarver udgøres af en prepolymer samt en fortynder, som kan være enten en monomér eller et opløsningsmiddel/blødgøringsmiddel. Det er mest almindeligt at anvende monomer som fortyndingsmiddel.

Kendetegnende for såvel prepolymere som monomere er, at de meget ofte indeholder en akrylatgruppe, fordi denne giver den største reaktivitet/reaktionshastighed. Reaktiviteten af dobbeltbindingen varierer afhængigt af den/de grupper, som sidder ved siden af. Generelt er reaktiviteten som følger: vinyl < styrenyl < allyl < methakrylat < akrylat.

Komponenterne i strålehærdende trykfarver er allergener. De vil kunne fremkalde irritation/allergi ved længerevarende kontakt. Jo mere reaktivt et stof er jo større er dets allergiske/irritationsfremkaldende potentiale (Omland et al, 1995).

Prepolymere fremstilles med henblik på at regulere trykfarvesystemets viskositet, lagerstabilitet og reaktivitet.

Prepolymere er relativt store molekyler med et begrænset antal reaktive grupper og har generelt et svagt irritationsindeks.

Prepolymere kategoriseres ofte efter fremstillingsmetoden:

Epoxyakrylater

God adhæsion, flexibilitet og modstandsdygtighed

Epoxyakrylater fremstilles ved at lade akrylsyre (eller methakrylsyre) reagere med en epoxygruppe.

Epoxyakrylater giver generelt god adhæsion, flexilbilitet og kemisk modstandsdygtighed. Epoxyakrylater er ofte højviskose og kræver betragtelige mængder monomer som fortyndingsmiddel.

Akrylerede olier

Olier (vegetabilske) epoxideres over dobbeltbindingerne i olien - herefter fremstilles den akrylerede olie ved at lade akrylsyre (methakrylsyre) reagere med epoxygruppen. Især raffineret soyaolie anvendes til fremstilling af akryleret olie.

Anvendes sjældent alene

Akrylerede olier anvendes sjældent som eneste prepolymer på grund af langsom hærdning og blød film. De giver god pigmentbefugtning, god adhæsion og er billige at fremstille.

Akrylerede olier har et lavt irritationsindeks.

Urethanakrylater

Urethanakrylater fremstilles ved at lade en isocyanatgruppe reagere med en hydroxylgruppe fra en (meth)akrylisk monomer.

Egenskaber kan varieres

Urethanakrylater er en meget varieret gruppe, idet de kan fremstilles både som flexible og hårde prepolymere. Urethanakrylater er forholdsvis dyre at fremstille.

De er generelt meget reaktive og hærder hurtigt, giver god kemisk resistens og adhæsion til mange forskellige substrater.

Polyesterakrylater

Polyesterakrylater fremstilles ved enten at lade (meth)akrylsyre reagere med hydroxylgrupper i en (mættet) polyester eller ved at lade akrylsyre (methakrylsyre) reagere med umættede, primære alkoholer.

Prepolymere polyesterakrylater har ofte en lav viskositet og kan derfor anvendes som reaktiv fortynder i andre prepolymere. De har god kemisk resistens og ingen eller kun svag farve, hvorfor de ofte anvendes i overtrykslakker.

Polyetherakrylater

Polyetherakrylater fremstilles ved at lade en polyether transesterificere med en ester af akrylsyre.

Polyetherakrylater har, som polyesterakrylater, en lav viskositet og anvendes som reaktiv fortynder i andre prepolymere. De har god kemisk resistens og ingen eller kun svag farve, hvorfor de ofte anvendes i overtrykslakker.

Melaminakrylater

Melaminakrylater fremstilles ved at lade triazin reagere med formaldehyd og lade reaktionsproduktet heraf reagere videre med (meth)akrylater.

God adhæsion til plast og god reaktivitet

Melaminakrylater har en god adhæsion til plast, god flexibilitet samt god reaktivitet.

Polyen/thiol

Dyre at fremstille

Polyen/thiolprepolymere fremstilles ved at copolymerisere olefiner og merkaptaner.

Prepolymere polyen/thiolsystemer kan ofte anvendes uden brug af monomer og giver flexible og meget modstandsdygtige film. De er dyre at fremstille og brugen af dem er af samme årsag begrænset.

Emulsioner af akrylatprepolymere eksisterer, men anvendes ikke indenfor den flexografiske industri.

Viskositetsregulerende komponent

Monomere virker dels som reaktiv komponent i farven dels som viskositesregulerende komponent og er med til at give den hærdede trykfarve/film en lang række af de ønskede egenskaber.

Generelt er monomere kraftigere allergener end prepolymere.

Antal reaktive grupper = funktionalitet

Monomeren kategoriseres ofte efter deres funktionalitet, hvilket er det samme som det antal af reaktive grupper, som findes i molekylet.

Ofte anvendte monomere er listet i tabel 4.1 nedenfor.

Tabel 4.1 Eksempler på reaktive monomere som anvendes i strålehærdende trykfarver.

Fotoinitiatorer kan deles op efter den måde de virker på.

Ekstraktion af hydrogen ved UV-belysning

1. Ekstraktion af hydrogen fra monomer/prepolymer.
   Til denne gruppe hører benzophenon og dets derivater samt thioxanthon samt derivater heraf. Acetophenonderivater virker også delvist ved ekstraktion af hydrogen.
   Ekstraktionen af en proton lettes ofte ved tilsætning af en fotoaktivator. Fotoaktivatorerne er aminer med forskellige substituenter som afhænger af trykfarvens brug.
   Spaltning (homolytisk)
   

2. Initiatorer som fungerer ved homolytisk aktivation.
   Til denne gruppe hører benzoinderivater, benzilketaler samt acetophenonderivater.

Tabel 4.2 Forskellige fotoinitiatorer samt fotoaktivatorer.

Inhibitorer hindrer reaktion

Inhibitorer i UV-systemer anvendes for at hindre reaktioner mens monomere/prepolymere bliver fremstillet, og for at hindre en færdig farve i at reagere før UV/EB belysningen.

Meget anvendte inhibitorer er ofte hydroquinon og derivater heraf (Karsten, 1987; Holman, 1988).

4.5 Pigment/farvestof

Pigmenter opløses ikke

Den kulørgivende del i en trykfarve kan enten være et pigment eller et farvestof.

Pigmenter, som kan være både uorganiske og organiske, er uop-løselige partikler i trykfarven.

Farvestof, som overvejende er af organisk oprindelse, er kendetegnet ved at være opløst i trykfarven.

Udvalget af pigmenter og farvestoffer er enormt og de fleste af disse er karakteriseret i Colour Index, som fremstilles af Society of Dyers and Colurists.

Få pigmenter/ farvestoffer

Indenfor den grafiske industri er der tale om et begrænset antal farvestoffer og pigmenter som anvendes. Der er flere årsager hertil, men de væsentligste er:

-Pigmentet/farvestoffet skal besidde stor farvekraft. Det skal ofte trykkes i meget tynde lag.

- Pigmentet/farvestoffet skal i mange sammenhænge svare til til en given farvestandard for at kunne anvendes med henblik på farveblanding.

Farvestandard skal overholdes

Nedenfor er de væsentligste pigmenter/farvestoffer nævnt. Listen er delt op i henholdsvis gule, orange, røde, grønne, blå, violette, brune, hvide og sorte farver.

Gule farver:

Arylidgule (monoazo) pigmenter. Farverne kendes også under navnet Hansagul pigmenter.
Pigment Yellow 1, 3, 4, 5, 73, 74, 98 og 111

Diarylidgule (diazo) pigmenter. Pigmentgruppen kendes også under navnet benzidingul.
Pigment Yellow 12, 13, 14, 17, 55 og 83.
Benzimidazol pigmenter.
Pigment Yellow 120 og 151.
Gult jernoxid, Fe2O3.
Pigment Yellow 42.

Strukturen på gule farvestoffer kan variere meget. De nævnes her efter Colour Index-klassifikationen.

Acid Yellow 3, 5, 17, 23, 36, 54, 73, 121, 157, 204 og 236.
Basic Yellow 13, 28 og 65.
Solvent Yellow 19.
Disperse Yellow 3.

Orange farver:

Diarylidorange pigmanter.
Pigment Orange 13, 16, 34, 38 og 41.

Orange pigmenter med forskellig kemisk opbygning.
Pigment Orange 5, 36, 43 og 46.

Orange farvestoffer

Acid Orange 3, 7, 10, 142 og 144.
Basic Orange 1, 2 og 59.
Solvent Orange 45.

Røde farver:

Røde azopigmenter (simple BON-pigmenter).
Pigment Red 3 og 4.

Arylamid røde pigmenter. Pigmenterne er også kendt under navnene Naphthol rød eller BON arylamid rød-pigmenter.
Pigment Red 2, 5, 7, 8, 9, 10, 12, 14, 23, 112, 147, 170, 184 og 187.

Benzimidazol røde pigmenter.
Pigment Red 176, 185, 208.

Metalsalt-pigmenter

Røde azo-metalsalte pigmenter. Pigmenterne fældes ofte med calcium, Ca, magnesium, Mg, strontium, Sr, og barium, Ba.
Pigment Red 48, 49, 52, 53, 57 og 63.

Quinacridon røde pigmenter.
Pigment Red 122, 192 og 202.
Rød jernoxid, Fe2O3.
Pigment Red 101.

Røde farvestoffer.
Acid Red 18, 52, 87, 88, 143, 221, 289, 357 og 359.
Basic Red 1:1, 2, 14 og 28.
Solvent Red 8.
Disperse Red 60.

Grønne farver:

Phthalocyanin grøn.
Pigment Green 7 og 36.

Grønne pigmenter med forskellig kemisk struktur.
Pigment Green 1, 2 og 8.

Grønne farvestoffer.
Acid Green 1, 16, 26 og 124.
Basic Green 1 og 4.

Blå farver:

Phthalocyanin blå.
Pigment Blue 15 og 16.

Blå pigmenter med forskellig kemisk struktur.
Pigment Blue 1, 9, 18, 25, 56, 57, 60, 61, 62 og 66.

Blå farvestoffer.

Acid Blue 1, 7, 9, 15, 22, 93, 129, 193, 254 og 285.
Basic Blue 1, 3, 5, 7, 8, 9, 11, 55 og 81.
Solvent Blue 7.
Disperse Blue 3.

Violette farver:

Dioxazinviolet pigmenter.
Pigment Violet 23 og 37.

Violette pigmenter med forskellig kemisk struktur.
Pigment Violet 1, 2, 3, 27, 31 og 32.

Violette farvstoffer.

Acid Violet 9, 17, 90, 102 og 121.
Basic Violet 2, 3 og 11:1.

Brune farver:

Brune pigmenter med forskellig kemisk struktur.
Pigment Brown 1 og 23.

Brun jernoxid, Fe2O3.
Pigment Brown 101, 102.

Brune farvestoffer.
Acid Brown 101, 103, 165, 266, 355, 357, 365 og 384.
Basic Brown 1.

Hvide farver:
Dækkende pigment
Titandioxid, TiO2, er det eneste dækkende hvide pigment som anvendes.
Pigment White 6.

Der anvendes også fyldstoffer (hvide, transparente).

Pigment White 5. Litophon, BaSo4 (60-72%) og ZnO (28-40%).
Pigment White 7. Zincsulfid, ZnS.
Pigment White 18. Calciumcarbonat, CaCO3.
Pigment White 19. Kaolin, Al2O3 (37-45%), SiO2 (44-53%), (Fe, Ca, Mg)O (12-14%).
Pigment White 21. Blanc Fixe, BaSO4 (97-99%), SiO2 (0-2%).
Pigment White 24. Aluminahydrat, 5Al2O3.2SO3.xH2O.
Pigment White 26. Talkum, variende sammensætning.
Pigment White 27. Silica, SiO2 (98%), andet (0-2%).

Sorte farver:

Indenfor sorte pigmenter er carbon black (furnace black), sod, meget anvendt.
Pigment Black 7.
Sort jernoxid, Fe2O3.
Pigment Black 11.
Sorte farvestoffer
Acid Black 47, 52 og 194.
Solvent Black 5 og 7.

4.6 Opløsningsmiddel

Blandinger af opl. midler anvendes ofte

Normalt anvendte opløsningsmidler (Leach, 1988) er angivet nedenfor i tabel 4.2. Det er meget almindeligt at anvende blandinger af forskellige opløsningsmidler for at opnå de rigtige opløselighedsforhold og den rigtige fordampningshastighed. Der skal også tages hensyn til forhold som lugt (i tryksagen) og opløsningsmidlernes flammepunkt og deres eksplosionsgrænser.

Endelig er der de miljømæssige overvejelser ved valg af opløsningsmiddel som for eksempel: grænseværdier for det pågældende opløsningsmiddel, og hvordan skal dampene fjernes/renses og evt. genvindes.

Tabel 4.3 Eksempler de mest anvendte opløsningsmidler til flexo-trykfarver.

* Ketoner anvendes ikke i Danmark i særlig vid udstrækning. Af disse fortrinsvis MIBK.

Glykoletherne anvendes til at nedsætte fordampningshastigheden (retarder).

4.7 Additiv

Additiver ændrer tryk-farvens egenskaber

Additiver tilsættes for at give trykfarven eller tryksagen nogle bestemte ønskede egenskaber.

Følgende additiver forekommer (næsten) altid i en flexotrykfarve.

Overfladeaktive stoffer

Dispergeringshjælpemidler forekommer i alle pigmentholdige flexotrykfarver. Dispergeringshjælpemidler tilsættes for at øge kompatibiliteten af pigmentet med resten af trykfarven. Dispergeringhjælpemidler er overfladeaktive stoffer.

4 hovedtyper af dispergerings-hjælpemidler

Der findes forskellige typer af dispergeringshjælpemidler:

Nonioniske: Nonylphenolethoxylater og ethoxylater baseret på fedtsyrer er eksempler på disse.

Anioniske: Anioniske stoffer er kendetegnet ved at have en negativ ladning.
Eksempel på anioniske dispergeringshjælpemiddel er ammoniumsalte af fedtsyrer.

Kationiske: Kationiske dispergeringshjælpemidler er kendetegnet ved at have en positiv ladning.
Eksempler på disse er alkalisalte af quarternære fedtsyreforbindelser.

Amfotere: Amfotere forbindelser er kendetegnet ved at have både negative og positive ladninger.

Alkyldimethylbetain er et eksempel på et stof tilhørende denne gruppe.

Blødgører (plastisicer) forekommer i såvel opløsningsmiddelholdige som vandfortyndbare flexotrykfarver. Blødgører tilsættes for at gøre filmen/binderen mere flexibel.

Hovedgrupperne af blødgørere er adipater, butyrater, citrater, phthalater og sebacater.

Filmdanner (coalescing agent) tilsættes både opløsningsmiddelholdige og vandfortyndbare flexotrykfarver.

Funktion indtræder ved diffusionstyret fordampning

Filmdanner tilsættes for at hjælpe filmdannelsen når den diffusionsstyrede fordampning af opløsningsmiddel indtræder. Filmdannere er altid højtkogende opløsningsmidler.

Eksempler på hovedgrupper af filmdannere er glykolethere og esteralkoholer.

Gnidefasthed og friktionskoefficient

Voks tilsættes i alle former for flexotrykfarver for at kontrollere friktionskoefficienten og øge gnidefastheden af tryksagen. Voks medfører desuden ofte en nedsættelse af glansen af tryksagen.

Eksempler er polyethylen-, polypropylen-, polytetrafluoroethylen-, paraffin- og amidvoks.

Skumdæmper tilsættes næsten udelukkende til vandfortyndbare flexotrykfarver, for at reducere/eliminere skumdannelse. Skumdæmpere virker ved at nedsætte overfladespændingen på væsken.

Der skelnes mellem to hovedtyper af skumdæmper silikoneholdige og ikke-silikoneholdige skumdæmpere.

Hindring af vækstdannelse

Konserveringsmiddel tilsættes til vandfortyndbare flexotrykfarver. De tilsættes for at hindre vækstdannelse af svampe og bakterier.

Eksempel på en anvendt stofgruppe er isothiazolinon.

Crosslinker (sikkativ) tilsættes for at fremskynde hærdning af trykfarven. Crosslinker kan forekomme i såvel opløsningsmiddelholdige som vandfortyndbare flexotrykfarver, men anvendes oftest i sidstnævnte.

Crosslinker i forbindelse med flexotrykfarver er polyaziridiner. Metalsalte af fedtsyrer anvendes sjældent i flexotrykfarver.

Antioxidanter tilsættes for at reducere oxidation/nedbrydning af trykfarven. De anvendes i både opløsningsmiddelholdige og vandfortyndbare flexotrykfarver.

Et eksempel er methyl ethyl ketoxim.

Normalt tilsættes additiver i små mængder - typisk under 1%, men det kan være helt op til 5-10%.

Udover de ovennævnte additiver kan følgende nævnes:

• Ridsefasthedsforøgende additiver

• Antikorrosive additiver

• Antistatiske additiver

• Glansforøgende additiver

• Additiver til nedsættelse af glans (matteringsmidler)

• UV-absorbere, lysstabiliserende additiver

• Additiver til forbedring af varmestabilitet

• Viskositetregulerende additiver

5. Beskrivelse af markedet

5.1 Virksomhedsopgørelse
5.2 Markedsandele
5.2.1 Emballage- og anden industri
5.2.2 Etiketindustrien
5.2.3 Konvolutindustrien
5.3 Samlet vurdering

5.1 Virksomhedsopgørelse

På grund af flexoindustriens meget store spændvidde og virksomhedernes meget forskellige størrelse og produktion er det svært at finde en fællesnævner for, hvordan virksomhederne skal karakteriseres.

Svært at definere typisk flexotryksag

Den flexografiske trykproces i dag begynder at konkurrere med trykprocesser som dybtryk og lithografi, hvilket gør at det bliver stedse vanskeligere at definere en typisk flexotryksag og en typisk flexovirksomhed.

Man kan karakterisere virksomhederne ud fra det substrat, der trykkes på. Problemet her er, at flexo netop kan anvendes til trykning på mange forskellige substrater og at substratet ofte efterbehandles, således at samme substrat kan anvendes i mange forskellige sammenhænge og til mange forskellige formål.

Karakterisering ved produkt

Man kan vælge at karakterisere virksomhederne ud fra en samlet rubricering af produkter, f.eks konvolutter, bæreposer, tapet o.s.v. Her er problemet at kende de mange forskellige produkter, som trykkes med flexo. Tilgængelige statistiske data eksisterer ikke for alle disse grupper - man kan ikke med sikkerhed vide at de er trykt i flexo.

Det er alligevel valgt at karakterisere virksomhederne efter produktsortiment.

Det gode ved en stringent karakterisering af en virksomhedsstruktur er, at den efterfølgende opgave med at formulere relevante miljøparametre bliver lettere.

For at få alle flexovirksomheder med har det været nødvendigt med meget løse krav til, hvordan virksomhedsstrukturen defineres.

Der er valgt 3 løse inddelinger af virksomheder:

Inddeling af virksomheder

1. Emballagevirksomheder, som kan omfatte alt fra lette indpakningspapirer over fleksible folier til tunge kartonnager og bølgepap.
   Dette er nok den mest "uformelige" indeling, men markedet er statistisk set så uigennemskueligt, at det er svært at definere det nærmere.

2. Etiketteringsvirksomheder, som hovedsaligt omfatter smalbanevirksomheder, her trykkes dog også på alle former for substrat.

3. Konvolutfabrikker, som er en ret veldefineret virksomhedsstruktur.

Udvælge virksomheder samt indsamle statistisk materiale

Udgangspunktet for informationsindsamling og vurdering af branchens størrelse og produktion har været rettet mod dels at skabe et overblik ved udvælgelsen af virksomheder, som trykker i flexo, dels at skabe et overblik over den danske flexoindustris størrelse ved hjælp af statistisk materiale.

Der er indsamlet statistisk information om danske virksomheder som med (næsten) sikkerhed vides, at fremstille produkter ved flexotrykning. Relevante (og mulige) informationer om virksomhederne:

1) antallet af medarbejdere og
2) oplysninger om virksomhedens samlede omsætning.

Oplysningerne er indhentet gennem:

Statistik information
KOMPASS (1993/94), KOMPASS-Online
KRAKS Grafiske Katalog (1991)
Medlemsliste fra Dansk Flexo Forum
Personligt branchekendskab
76 virksomheder

Resultatet af undersøgelsen er, at der er fundet 76 virksomheder, hvoraf de 30 har oplysninger om omsætning og 72 har oplysning am antallet af ansatte. Oplysninger om antallet af ansatte har i visse tilfælde været baseret på indeling i grupper (det præcise antal ansatte har ikke været oplyst). Her er den mest konservative betragtning anvendt, hvilket vil sige, at det mindste antal ansatte for den respektive gruppe er benyttet.

Virksomhederne fordeler sig på de foromtalte kategorier i tabel 5.1.

Tabel 5.1 Virksomheder med flexotrykning delt op efter %-fordeling, antal ansatte og samlet omsætning. Tallene i parantes angiver antallet af virksomheder hvor den ønskede information har været til stede.

Omsætningen for de ovennævnte virksomheder har været på DKK 6.096.300.000 (6.1 milliard [mia] DKK). Tallene skal tages med en del forbehold:

1. Tallene er fra virksomheder med flexoudstyr, men det er meget almindeligt, at andre former for trykning anvendes indenfor samme virksomhed.

2. Tallene er ikke "aflusede" for evt. misvisende faktorer (det kan ikke afvises, at der er blandt virksomhederne er ikke-flexotrykkende virksomheder, d.v.s omsætningen indtjenes ved anden aktivitet).

Ved betragtning af antal ansatte og omsætning ses, at hver medarbejder i genemsnit indtjener ca. DKK 1.1 million. Det skal bemærkes, at ovenstående tal er fremkommet ved kun at betragte virksomheder, hvor både antal ansatte og omsætning er oplyst.

5.2 Markedsandele

Markedsandelen for offsettrykmetoden, som er langt den største af alle, andrager over 50% (i Europa). Dybtryk har en markedsandel på ca. 20%, men andelen er vigende, hvorimod flexo, som også andrager 20%, har en stigende markedsandel (Haarmeier,).
Flexografi som trykmetode har i de senere år haft en gennemsnitlig vækstrate på 5% i Europa. I Europa har flexo i dag en markedsandel på ca. 45% i emballageindustrien.

Beregnet ud fra samlet grafisk produktion

GA: omsætning ca. DKK 7.6 mia (1991)

Ifølge Grafisk Arbejdsgiverforening (GA) (Laursen, 1993) opgives, at den samlede omsætning for emballage- og papirvareindustrien i Danmark (1991) udgør et beløb på DKK 7.611 mia. Alle former for trykning (offset, flexo, dybtryk og silketryk) er indregnet i disse tal og kun virksomheder med mere end 5 ansatte indgår.

Den totale omsætning fundet ved virksomhedssøgningen udgør 80% af markedets omsætning på DKK 7.611 mia.

Dette er en temmelig stor andel. Flexotrykning udgør ikke alene så stor en andel. Flere årsager hertil kan gives:

1. Virksomhederne trykker ikke kun med flexo. Især store virksomheder anvender flere trykkemetoder.

2. En del af virksomhedsoplysningerne kan være forkerte (virksomheden anvender ikke flexo). Herved vil den samlede totale omsætning falde.

Tal for Europa dur ikke

Anvendes flexoandelens størrelse for Europa, 20%, fås at flexoandelen her i Danmark udgør DKK 1.522 mia (7.611 * 0.2 = 1.522). Dette virker lavt.

I Skandinavien er dybtryk (emballagedybtryk ikke medregnet) som trykmetode ikke særlig udbredt, hvorfor det må forventes, at flexoandelen for Danmark er større end 20%.

Det har ikke været muligt at finde tal for, hvor stor en andel den danske flexoindustri andrager. Derfor er det nødvendigt at estimere flexotrykkeriernes andel af den samlede omsætning.

Dybtryk ikke udbredt

På baggrund af dybtryks lille udbredelse i Danmark (Skandinavien), begås formodentlig ikke en alvorlig fejl ved at antage, at flexoandelen andrager ca. 30%, mod ca. 20% for Europa som helhed.

Antagelsen af en andel på 30% understøttes af de oplysninger, der er indsamlet for virksomhederne. Det relativt store antal virksomheder må betyde, at flexos andel er betydelig.

Flexo andrager ca. 30 %

Hvis man anvender 30%, som flexos andel fås, at omsætningen er DKK 2.283 mia. Dette virker mere sandsynligt, men bør undersøges nærmere.

5.2.1 Emballage- og anden industri

Omsætning I Europa 608 mia DKK (1992)

I Vesteuropa andrager emballageindustriens totale omsætning ultimo 1992 ca. DKK 608 mia. Tabel 5.2 opregner den procentvise andel for emballageindustriens totale omsætning i forskellige lande/dele af Europa (Klooster, 1993).

Tabel 5.2 Markedsandele for emballageindustrien i % for Vest-europa.

Skandinaviens markedsandel

I Vesteuropa anslås andelen for flexomarkedet for emballageindustrien at være ca. DKK 78 mia (Klooster, 1993), hvilket medfører, at den samlede omsætning for flexoandelen i Skandinavien (Danmark, Sverige, Norge og Finland) udgør ca. DKK 6.24 mia (78 * 0.8 = 6.24) under den forudsætning, at de 8% kan anvendes til beregning af andelen af flexo for emballageindustrien.

Omsætningen på DKK 6.24 milliarder for Skandinaviens andel skal relateres til den danske omsætning. Det er et problem med at anslå den danske del af omsætningen på DKK 6.1 mia (indsamlede oplysninger) eller DKK 7.6 mia (GA).

For emballageindustrien var omsætningen i 1991 DKK 5.939 mia (Laursen, 1993). Anvendes de før omtalte 30% som flexos andel fås en omsætning på DKK 1.782 mia (5.939 * 0.3 = 1.782).

Danmarks andel ca. 30 % i Skandinavien

Sammenholdes omsætningen på DKK 6.24 mia for Skandinavien med DKK 1.782 mia for Danmark fås, at den danske andel af omsætningen i emballageindustrien udgør ca. 29% i Skandinavien og i Europa ca 2.3%.

Tallene er usikre på grund af de mange antagelser, men der er ikke fundet kilder, som bedre har kunnet belyse det.

5.2.2 Etiketindustrien

Flest flexomaskiner installeret

Indenfor etiketindustrien andrager andelen af installerede (fra 1987 og fremefter) flexomaskiner i Vesteuropa til trykning af etiketter på ruller en større del end bogtrykmaskiner, se tabel 5.3 nedenfor (Schilstra, 1991).

Tabel 5.3 Installationer fra hovedproducenter og leverandører af etikettrykmaskiner i Vesteuropa siden 1987 (1991).

Tabel 5.4 lister tilsvarende det totale antal af trykmaskiner, som hovedproducenter og leverandører har installeret til etiketindustrien (til trykning af etiketter på ruller).

Tabel 5.4 Totale antal installationer af etiketmaskiner fra hovedproducenter og leverandører i Vesteuropa (1991).

50 % af nye instal-lationer er flexo-maskiner

Af tabel 5.3 og 5.4 ses, at flexotrykkemaskinerne udgør ca. 1/3 af alle installerede maskiner. Tendensen inden for etiketindustrien er tydelig, idet ca. 50% af alle installerede trykmaskiner i Europa er beregnet til flexo.

Sammenholdes ovenstående tal med antallet af fundne/klassificerede etikettrykkerier i Danmark, 32, så skulle ca. 11 virksomheder have et flexotrykværk. De Danske Etiket Producenter (DEP) udgiver en medlemsfortegnelse med en liste over virksomhedernes trykformåen. Listen viser, at mindst 25 etikettrykkerier i Danmark er i stand til at trykke i flexo.

Etikettrykkerier i Danmark har været hurtigere til at benytte flexotrykning ved fremstilling af etiketter end Europa som helhed. Dette faktum giver yderligere næring til antagelsen af, at flexos andel i Danmark er større end 20% som gælder for Europa som helhed.

5.2.3 Konvolutindustrien

Ingen data for konvolutindustrien

Ingen statistiske data har kunnet indsamles. Antallet af virksomheder er dog lille, hvorfor oplysninger fra ovennævnte kilder må anses for realistiske (se tabel 5.1).

5.3 Samlet vurdering

Mere end 76 virksomheder

Antallet af virksomheder, som trykker i flexografi, er ved søgning i forskellige databaser/kilder opgjort til 76.

Dette tal er antageligt lavt sat, idet der sikkert findes flere virksomheder, der som én af trykketeknikkerne anvender flexografi.

Markedsandelen på den totale omsætning i grafisk produktion er anslået til 30% for flexografi i Danmark.

Dette er en realistsik størrelse, set i forhold til de oplysninger der har kunnet indsamles, samt at Danmark har været foregangsland inden for flexografisk produktion.

Hvor markedsandelen for flexografi i resten af Europa har en sti-gende tendens, så er tendensen i Danmark mere uklar. Data for stigende/faldende tendenser har ikke kunnet fremskaffes, men det er sandsynligt, at markedsandelen ikke ændres synderligt i Danmark.

På grundlag af forskellige opgørelsesmetoder anslås flexomarkedets omsætning at udgøre ca. 2,5 mia. DKK ialt.

Fordelt på sektorerne fås (mia DKK):

Emballageindustrien: 1,8 (side 50, 1,782)
Etiketindustrien: 0,4 (tabel 5.1, 30%)
Konvolutindustrien: 0,3 (tabel 5.1, 100%)

Denne opgørelse er behæftet med stor usikkerhed og angiver derfor kun en størrelsesorden.

6. Virksomhedsbesøg

6.1 Indledning
6.1.1 Valg af virksomheder
6.2 Definitioner af parametre
6.3 Erfaringer fra virksomhedsbesøg
6.4 Generelle tendenser

6.1 Indledning

Der er indsamlet miljødata fra flexografiske virksomheder. Disse informationer er endvidere anvendt til livscyklusvurdering. Denne del afrapporteres i en særskilt delrapport.

6.1.1 Valg af virksomheder

For at få et repræsentativt udsnit af markedet er ni virksomheder indenfor følgende markedssektioner besøgt:

De ni virksomheder repræsenterer et antal arbejdere i produktion (heri ikke medregnet administrationpersonale) på 285 personer. Virksomhederne repræsenterer en estimeret årlig omsætning på ca. DKK 1,7 milliarder.

6.2 Definitioner af parametre

I forbindelse med virksomhedsbesøgene er der anvendt et spørge-skema. Spørgeskemaet har tjent som hjælpemiddel/disposition ved besøget.

Virksomheden har inden besøget modtaget en orienterende skrivelse om, hvilke punkter der har interesse.

De besøgte virksomheder er nummereret i tilfældig orden og resultaterne af hvert enkelt af de 9 besøg kan ses i bilag 1.

Det er tilstræbt at anvende dokumenterede resultater/bilag for estimering af massestrømme. Det har i mange tilfælde været nødvendigt at estimere materialestrømme. De steder, hvor der er foretaget en estimation, er markeret med en *.

Generelle retningslinier for virksomhedsbeskrivelse

Virksomhedens navn er anonymiseret, hvilket medfører, at virk-somhederne skal betragtes som eksempler på en given type virksomhed.

Der er kun angivet det antal ansatte som direkte er involveret i flexotrykningen. Personer i administration er ikke medregnet.

Kun antallet af flexotrykværker er angivet.

Virksomhedens forbrug og produktion pr. år er sat op som et ind/ud skema.

Følgende punkter er med i skemaet: Substrat (m2), farver/tilbehør (kg), klichéer (m2), el (kWh), (vand (m3) og naturgas (Nm3), hvor det er skønnet nødvendigt), tryksager (m2), tryksagsaffald (kg), farverester (kg) og (klude (kg) og andet affald (kg)).

Der er ikke tale om en egentlig massebalance, idet de informationer der p.t. er indsamlet slet ikke kan forsvare opstillingen af en (masse)balance.

Der er tilstræbt at anvende samme enheder for alle virksomheder. Dette har dog givet visse problemer, især hvis f.eks. tryksagsaffald har skullet estimeres ud fra et kendskab til spildprocenten i m2.

Forholdene samt kapaciteten, eventuelt nærmere specificeret på enkelte afkast, for virksomhedens ventilation og styring af temperatur og fugtighed er beskrevet i generelle vendinger.

Forhold vedrørende virksomhedens energiforbrug er søgt beskrevet i generelle vendinger af hensyn til konfidentialitet. På de efterfølgende sider er virksomhedens energiforbrug, hvor det har været muligt, specificeret nærmere.

6.3 Erfaringer fra virksomhedsbesøg

Konklusionerne er delt op i 2 afsnit - det første relaterer til beskri-velserne i de foregående kapitler. Det andet relaterer til generelle tendenser, der er iagtaget ved besøgene.

CI-trykpresser mest almindelig

Trykpressekonfigurationer Ved trykning på flexibel film/laminat er det udelukkende sattelitpresser (Common Impression, CI-presser) som anvendes. Trykning på kartonnage/papir/bølgepap anvender såvel staktrykpresser som CI-presser. In-line trykværker anvendes udelukkende ved etikettrykning.

Kammerrakelsystemer på vej frem

Farveværker Farveværker med rakelsystemer er fremherskende. Kammerrakelsystemer vinder stadig større indpas i forbindelse med nøjagtigere farvedosering. Enkelte trykkerier anvender stadig traditionelle farveværker.

Punktudsug. Stort set alle trykkerier anvender punktudsugning ved farveværkerne - luftafkastet ledes oftest urenset ud.

Fotopolymer mest anvendt

Trykplade De fleste besøgte virksomheder anvender fotopolymerplader som trykplade - nogle få anvendte gummi.

Viskositetskontrol Automatisk viskositetskontrol anvendes kun i større trykkerier.

Alkalisk afvaskning med tensider

Afvaskning De trykkerier, som anvender vandfortyndbar flexotrykfarve, bruger alle afvaskning af trykkeriudstyr i en alkalisk, tensidopløsning. Nogle trykkerier har kombineret afvaskningen med ultralydsudstyr. Vaskevandet sendes til KommuneKemi. Trykkerier som anvender opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver vasker udstyret med opløsningsmidler i lukkede systemer.

Sommetider kombineres afvaskningen i opløsningsmidler med af-vaskning i alkalisk opløsning.

Overfladebehandling Ved trykning på flexibel film med vandfortyndbar flexotrykfarve anvendes coronabehandling.

6.4 Generelle tendenser

Emballagesektoren i DK er stor

Virksomheder med meget stort forbrug af substrat findes over-vejende indenfor emballagesektoren. Etiketindustrien producerer, i forhold til substratforbruget, relativt store mængder tryksagsaffald.

Kun papir genanvendes

Genanvendelse af tryksagsaffald/substrat finder udelukkende sted, når der er tale om celluloseprodukter. Tryksagsaffald fra etiketindustrien og flexibel film/laminat-industrien destrueres ved afbrænding.

Opl. middelbaserede trykfarver til film

Trykning på flexibel film/laminat (ikke sugende substrat) finder overvejende sted med opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver. Der bliver udført trykning på flexibel emballage med hvid vandfortyndbar flexotrykfarve.

Til trykning på sugende substrater anvendes såvel opløsningsmiddelbaserede som vandfortyndbare flexotrykfarver.

Få trykker I UV-flexo

Trykning med UV-flexotrykfarver i større målestok finder p.t. ikke sted i Danmark. Få etikettrykkerier anvender i dag UV-lak. En del etikettrykkerier anvender UV-offsetfarver.

Store emissioner af opløsningsmidler

Luftafkastet bliver oftest ikke behandlet før afkast til atmosfæren. Dette medfører store emissioner af opløsningsmidler i forbindelse med trykning med opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver.

Enkelte virksomheder renser afkastet ved hjælp af aktive kulfiltre eller termisk katalyse.

Spildevand opstår ved trykning med vand-fortyndbare farver Spildevand fra flexotrykkende virksomheder kommer overvejende, når der trykkes med vandfortyndbare flexotrykfarver. Virksomhederne har to kilder til spildevand. Spildevandet kan genereres ved afvaskning af farveværket/trykværket på maskinen eller fra alkalisk afvaskning af valser i specielle indretninger.

Oftest bliver spildevandet fra den alkaliske rensning sendt til KommuneKemi, men ultrafiltrering og/eller bundfældning af spildevandet inden udledning til offentlig kloakering anvendes også.

Udover affald fra selve trykningen forekommer der også affald fra f. eks. farvespande og anden emballage. I visse tilfælde bliver farvespande returneret til genbrug, men det er mest almindeligt at sende det til destruktion ved afbrænding. Farverester bliver almindeligvis også destrueret ved afbrænding, men der findes firmaer, som aftager farven og separerer farven i nogle af dens bestandele.

Udviklingen indenfor UV afventes

Flere trykkerier afventer udviklingen indenfor trykning med UV-hærdende flexotrykfarver. Der efterlyses metoder til karakterisering af tryksagen. Her tænkes for eksempel på migration og hærdningsgrad.

7. Konklusioner

Denne første del beskriver både det flexografiske tekniske stade og trykfarvers sammensætning.

Flexoindustrien er inde i såvel en teknisk som en miljømæssig udviklings-/omstillingsproces.

Udviklingen er dels betinget af tekniske krav til såvel maskineri som flexotrykfarve dels af myndighedernes krav til overholdelse af gældende lovgivning.

De tekniske udvikling for flexotrykmakiner i dag går imod:

• Flere farveværker i samme trykværk. Dette giver mulighed for bedre farveseparation i såvel fuldtone som rasterflader.

• Hurtigere trykning, dette indbefatter også hurtigere om-stillingstid.

• Bedre register og nemmere pasning af dette.

• Farveudmåling skal være mere præcis. Udviklingen går derfor mod anvendelsen af kammerrakelfarveværker og finere aniloxvalser.

• Lydsvaghed, reduktion af støj.

• Betjeningsvenlighed. Dette opnås bl.a. ved at automatisere og indføre computerstyring på de automatiske processer.

• Bedre (energi)økonomi.

Indenfor periferiudstyr sker også en udvikling:

• Mere miljøvenlige og effektive vaskeprocesser. Nye metoder udvikles.

• Nye fotopolymerplader udvikles, bl.a vandudvaskbare plader. Lasergravering af såvel gummi som fotopolymerplader. Pladen kan monteres på maskinen.

Udviklingen indenfor UV afventes

Udviklingen af trykning med UV-flexo sker oftest i store koncerner. Der er en afventende tendens i Danmark, hvor udviklingen i ind- og udland vurderes. Enkelte etikettrykkerier er begyndt at anvende UV-trykning.

Mere end 76 virksomheder

Antallet af virksomheder, som trykker i flexografi, er opgjort til 76. Dette tal er antageligt lavt sat, idet der sikkert findes flere virksomheder, der anvender flere trykketeknikker.

Flexo udgør ca. 30 % i DK

Markedsandelen på den totale omsætning i grafisk produktion er anslået til 30% for flexografi i Danmark. Data for stigende/faldende tendenser har ikke kunnet fremskaffes.

På grundlag af forskellige opgørelsesmetoder anslås flexomarkedets omsætning at udgøre ca. 2,5 mia. DKK.

Ni virksomheder interviewet

Ni virksomheder er besøgt/interviewet med henblik på at beskrive forbrug og belastning ved trykning af forskellige produkter. Indtrykkene ved besøgene samt massestrømskemaer er beskrevet. Besøgene har yderligere givet materiale til livscyklusvurderinger (LCA).

Virksomhederne er opmærksomme på de miljømæssige krav, som stilles ved håndtering og trykning i flexo.

Virksomheder som trykker på flere typer af materiale producerer relativt store mængder tryksagsaffald.

Affaldshåndtering

Genanvendelse af tryksagsaffald/substrat finder udelukkende sted, når der er tale om rene celluloseprodukter. Tryksagsaffald fra etiketindustrien og flexibel film/laminat-industrien destrueres ved afbrænding.

Flexibel film - opl. middelbaseret farve Trykning på flexibel film/laminat (ikke sugende substrat) finder overvejende sted med opløsningsmiddelbaserede flexotrykfarver.

Luftafkastet bliver oftest ikke behandlet før udslip til atmosfæren. Enkelte virksomheder anvender rensning af luftafkastet ved hjælp af aktive kulfiltre eller termisk katalyse.

Skift til vandfortyndbare trykfarver - på papir

En række virksomheder har skiftet fra opløsningsbaseret trykning til vandfortyndbar trykning på celluloseprodukter (papir, bølgepap m.v.).

Spildevand

Spildevand fra flexotrykkende virksomheder kommer overvejende, når der trykkes med vandfortyndbare flexotrykfarver. Spildevandet sendes oftest til KommuneKemi, men ultrafiltrering og/eller bundfældning af spildevandet inden udledning til offentlig kloakering anvendes også.

Litteratur

An introduction to flexography I, Types of flexographic press. Euro Flexo Magazine, 1, 7 (1991)

An introduction to flexography III, Plate cylinders and mounting materials. Euro Flexo Magazine, 4, 7 (1991)

An introduction to flexography IV, Technical data concerning the flexographic press, Euro Flexo Magazine 6, 7 (1991)

An introduction to flexography V, Set it and maintain it. Euro Flexo Magazine 9, 7 (1991)

An introduction to flexography VI, Solvent versus water. Euro Flexo Magazine 10, 7 (1991)

An introduction to flexography IX, Types of flexographic press. Euro Flexo Magazine 8, 8 (1992)

An introduction to flexography IX, Printing plate choices. Euro Flexo Magazine 8, 8 (1992)

An alternative to laminating with solvent-based adhesives.Euro Flexo Magazine 8, 8 (1992)

Broer, D., Schilstra, D. Interesting PaPro. Euro Flexo Magazine 6, 7 (1991)

DFTA, Technik des flexodrucks 3. auflage. COATING Verlag Thomas & Co., (1991)

Flexo flashes, Werneke introduces even flow inking system. Euro Flexo Magazine 2, 9 (1993)

Foundation of Flexographic Technical Association, Flexography, principles and practices 4. ed. (1991)

Griebsch, P. Printability of different films. Euro Flexo Magazine 9, 7 (1991)

Haarmeier, O. Flexotryk på tærsklen til det 21. århundrede. Dansk Flexo Forum, Diverse, s. 1-5

Holland, C. Environmental equation. Euro Flexo Magazine, 3, 8 (1992)

Holland, C. Managing the recession - with mis. Euro Flexo Magazine 6, 8 (1992)

Holland, C., Lightening the load. Euro Flexo Magazine 9, 9 (1993)

Holman, R., Oldring, P., UV & EB curing formulation for printing inks coatings & paints. (1988) SITA - Technology U.K.

Kallesø, M. Computeren som desig-værktøj. Dansk Flexo Forum, Form, s. 1-2

Karsten Lackrohstoff-Tabellen. 8.Auflage. Curt R. Vincentz Verlag. 1987

Klooster, A. van der, The European packaging industry after 1992. Euro Flexo Magazine 1, 9 (1993)

Lang, Udvikling af nye trykteknikker. Dansk Flexo Forum, Tryk, s. 9-13

Laursen, O. Sådan har den grafiske branche det. De Grafiske Fag 3, 3 (15/3 1993)

Leach, R.H., Armstrong C., Brown, J.F., Mackenzie, M.J., Randall, L., Smith, H.G. The printing ink handbook, 4. ed. (1988).

Omland, Ø., Pedersen, C.L. Hudproblemer ved anvndelse af (meth)acrylatbaserede UV-hærdende trykfarver og lakker i Danmark (1996) Arbejdsmiljøfondet

Schilling, R. Cleaning unit without water for ink and adhesive ducts. Euro Flexo Magazine 3, 8 (1992)

Schilstra, D. Space technology for viscosity control systems. Euro Flexo magazine 10, 6 (1990)

Schilstra, D. Rapid expansion for direct printing on corrugated board. Euro Flexo Magazine, 1, 7 (1991)

Schilstra, D. Two hot cylinders evaporate the rinsing water problem. Euro Flexo Magazine 2, 7 (1991)

Schilstra, D. Keywords of the '90s: environment, electronics and quality. Euro Flexo Magazine 5, 7 (1991)

Schilstra, D. Jubilee Seminar of EFTA-NL. Euro Flexo Magazine 1, 8 (1992)

Schilstra, D. Cleaning anilox rolls. Euro Flexo Magazine 9, 9 (1993)

Sewell, P. Selection and use of a viscometer. Ink Viscosity and Colour Control at the Press, EFTA (U.K.), Official report on day seminar, 9th january 1980

Shields, G.N. Troubleshooting Ink Delivery Systems. Flexo, August 1995

Silfverberg, E. Farvelære I, trykfarvernes materialelære, 5 udg. Kompedium, den Grafiske Højskole (1985)

Siljebratt, L. Vattenburen tryckteknik på foliematerial inom flexografisk industri. Nordisk Industrifond (NI), 1993.

Teichmann, H.-J. Flexo press manufacturers anticipate growing demand for UV-applications. Euro Flexo Magazine 3, 9 (1993)

Tension in flexographic machines I. Euro Flexo Magazine 5, 6 (1990)

Todd, R.E. Printing Inks. Formulation principles, manufacture and quality control testin procedures. PIRA International (1994)

Wallstöm, E., Lindqvist, U., Jylhä, O., Mattson, L.-Å. Vattenburna tryckärger för flexografisk tryckning på polyethylen. NI-projektrapport, EnPro ApS (1991)

Wallström, E., Persson, B., Siljebratt, L., Lindquist, U. Materialspecifikation för vattenburen flexotryckning. Nordisk Industrifond (NI), Juni 1994.

Ordliste

Akrylat En generel kemisk betegnelse for en stofgruppe, der er baseret på akrylsyre. Det er ofte underforstået, at der hermed menes en polymer.

Methakrylater, som kemisk set er forskellige fra akrylater, henregnes også som akrylat.

Akryleret olie Organisk kemisk forbindelse fremstillet ud fra en naturligt forekommende olie. Olien epoxideres ved at lade den reagere med peroxid, hvorefter den acryleres med acrylsyre/methacrylsyre.

Additiv Et stof som tilsættes en blanding for at ændre/forbedre egenskaberne for blandingen. Et additiv kan også tilsættes for at modvirke uønskede egenskaber. Et additiv tilsættes i små mængder.

Adhæsion Ved adhæsion forstås vedhæftning eller sammenhængning i de yderste lag mellem 2 flader.

Afvaskning Rensning af trykkeudstyr og udstyr der er relateret til trykningen.

Alifatisk hydrocarbon Organisk kemiske forbindelser i hvis molekyler alle kulstofatomer er ordnet i kæder. Alifatiske hydrocarboner fås ved fraktionering af råolie. Anvendes i polyamid-systemer og som co-solvent. Kan ikke anvendes sammen med trykplader af naturligt gummi og butylgummi.

Alkoholer Organiske forbindelser der indeholder hydroxylgruppen -OH.

Aniloxvalse Aniloxvalsen er en mekanisk- eller lasergraveret forchromet stål- eller keramisk valse, som anvendes i flexografi til at udmåle den farvemængde, som via trykpladen overføres til substratet.

Antioxidant Et antioxidant er et stof som forhindrer oxygen (ilt, O2) i at reagere med andre stoffer som er modtagelige for oxidation. Antioxidanter oxideres selv idet de beskytter andre stoffer.

Arylamid Strukturel kemisk enhed som indeholder en amidgruppe. Til nitrogenatomet (kvælstofatomet) er der bundet en aromatisk kerne.

Bane Papir, folie, film eller andet fleksibelt materiale fra en rulle. Materialet spoles af rullen og trykkes/bearbejdes. Typisk vil banen igen blive rullet op efter bearbejdningen. Udskæring til ark fra banen finder også sted.

Banespænding Banespænding er den kraft pr længdeenhed i banens tværsnit, som trækker i banen. For flexible foliers vedkommende afhænger banespændingen også af for tykkelsen af foliet.

Benzilketal Organisk kemisk struktur som indeholder en aromatisk acetal samt en benzoylgruppe. Benzilketaler anvendes som fotoinitiatorer til UV-hærdende systemer.

Benzoin Organisk kemisk struktur som indeholder en benzylalkoholgruppe samt en benzoylgruppe. Benzoinderivater anvendes i stor udstrækning som fotoinitiatorer til UV-hærdende systemer.

Binder Naturligt eller syntetisk komplekst organisk stof uden et veldefineret smeltepunkt, som i trykfarven giver egenskaber, der "binder" trykfarvens bestanddele til det underlag, der trykkes på.

Blødgører En betegnelse for et stof som forårsager at trykfarvefilmen bliver (mere) flexibel.

Blødgøringstemperatur Den temperatur hvor et plastisk materiale vil begynde at flyde uden nogen form for ydre fysisk påvirkning.

Bogtryk Trykmetode, hvor de trykgivende elementer står i højrelief, f. eks. træsnit og blysats.

Cellevolumen Cellevolumenet refererer til aniloxvalsens koppe/celler og er et mål for, hvor meget farve aniloxvalsen vil overføre til trykpladen.

Celluloseacetatbutyrat (CAB) Cellulose som er forestret med acetat- og butyratgrupper. Modificeringen af cellulosen giver CAB værdifulde egenskaber i forbindelse med anvendelsen som binder i opløsningsmiddelholdige flexotrykfarver. CAB er en klar termoplastisk polymer.

Cellulosepropionat (CAP) Se celluloseacetatbutyrat (CAB). CAP er en klar termoplastisk polymer.

Centrifugalpumpe Roterende strømningspumpe til transport af et flydende medium. Pumpevirkningen opnås ved, at væsken usættes for et centrifugalkraftfelt, således at der er et større tryk i periferien end i midten af pumpehuset.

Coalescing agent Se filmdanner.

Coronatreating Overfladebehandling af et materiale, hvis overfladespænding er for lav, ved hjælp af elektriske udladninger mellem 2 ledere. Corona-behandlingen sker ved ionisering af atmosfæren/luften i umiddelbar nærhed af det materiale, der ønskes overfladebehandlet. Coronatreating er hastighedsbegrænset.

Crosslinker En crosslinker er en betegnelse for stoffer som kemisk vil reagere med et termoplastisk binder. Ved reaktionen lænkes materialet sammen, idet der skabes en stivere struktur.

Dispersion I kemien en betegnelse for faste (kolloide) partikler i en væske.

Dimensionsstabil Indikerer modstand overfor ændringer i de fysiske dimensioner som følge af en fysisk (f. eks atmosfærisk) påvirkning.

Dybtryk Trykmetode hvor de trykgivende elementer står som fordybninger i trykpladen.

Emulsion En blanding, hvor 2 eller flere ikke-blandbare komponenter holdes sammen i en homogen blanding ved et tredie komponents indvirkning.

En-cylinder-trykværk Det samme som et satellittrykværk. Trykværkerne er arrangeret omkring én fælles modtrykcylinder, om hvilken banen føres.

Epoxyakrylat En organisk kemisk forbindelse, som anvendes meget indenfor UV-hærdende systemer. De fremstilles ved lade et epoxid reagere med akrylsyre/methakrylsyre.

Ester Organisk kemisk forbindelse, der dannes ved at lade hydroxylgruppen i et syreholdigt molekyle reagere med et alkoholmolekyles hydroxygruppe.

Extrudering Fremstilling af en kontinuert film ved at presse et varmt termoplastisk materiale gennem dyser.

Farvekar En beholder på trykværket, hvori trykfarven fra reservoiret pumpes op. Trykfarven i farvekarret holder et konstant niveau, idet farven recirkuleres. I et traditionelt trykværk henter gummivalsen trykfarven fra farvekarret.

Farvestof Farvegivende stof, som er opløseligt i det medium, hvori det anvendes. Farvestof er overvejende syntetisk, organisk fremstillede produkter.

Farveudmåling Dosering af trykfarve fra aniloxvalsen i afstemt mængde.

Film Bøjeligt, ikke-fibrøst, tyndt fleksibelt (som oftest organisk) materiale. I trykketeknisk sammenhæng overstiger en film normalt ikke en tykkelse på 0,00025 m (250 ìm).

Filmdanner En filmdanner er et højtkogende opløsningsmiddel, som hjælper ved filmdannelsen (den fase, hvor den diffusionsstyrede tørring er sat ind) via en midlertidig blødgøring af binderen. Ofte kan en filmdanner også være en blødgører.

Filmløst system Referer til et system, hvor trykpladen fremstilles uden at anvende en fotografisk film.

Flammebehandling Overfladebehandling af et materiale, hvis overfladespænding er for lav, ved hjælp af flammer.

Flexografi En direkte (i modsætning offsettrykning) trykkemetode, hvor den trykkende del er hævet over valsens niveau. De trykkende dele er fremstillet af flexibelt (elastisk) materiale, hvoraf navnet flexografi kommer.

Folie Bøjeligt, tyndt, fleksibelt, metallisk materiale. Overstiger normalt ikke en tykkelse på 0,00015 m (150 ìm).

Fotoaktivator En fotoaktivator er et stof, som ikke selv er "fotoaktivt", men medvirker til hurtigere hærdning ved kompleksdannelse med fotoinitiatoren.

Fotoinitiator Et stof i en UV-trykfarve, som ved belysning aktiverer den reaktion, som hærder den trykte film.

Foton I henhold til kvanteteorien for lys er en foton den elementære enhed (kvante) af lysenergi. Populært kan en foton kaldes et lysbundt.

Fotopolymer Syntetisk fremstillet polymer, som er hærdet ved elektromagnetisk belysning. Fotopolymere anvendes meget ved fremstilling af trykplader.

Fuldtonetryk Et tryk, der dækker hele den trykte flade.

Fumarater Fumarater er betegnelsen for en bindertype, som fremstilles ud fra fumarsyre og kolofonium ved en Diels-Alder reaktion.

Fysisk hærdning En proces, hvorved et materiale forstærkes/stivner og bliver modstandsdygtigt overfor givne påvirkninger. Forstærkningen sker ved en fysisk påvirkning, f.eks. varme.

Glykol Glykoler er divalente alkoholer med hydroxylgrupperne, -OH (alkoholgrupperne), placeret på hvert sit kulstofatom (se i øvrigt polyol).

Glykolether Organisk kemisk forbindelse der dannes ved vandfraspaltning fra alkoholer (eller glykoler) og glykoler.

Gravering Indridsning i formbart materiale.

Gravitation Den egenskab ved enhver masse, at den tiltrækker andre masser. Gravitation er årsag til tyngdekraften.

Gummi Et elastisk materiale, som er i stand til at genskabe den oprindelige form efter store deformationer.

Gummivalse En valse bestående af gummi. I traditionel flexografisk trykning er gummivalsens funktion at hente farve fra farvekarret til aniloxvalsen.

Homolyse Adskillelse uden indvirkning fra andre stoffer.

Hygroskopisk Det samme som vandsugende.

Højtryksmetode Såfremt de dele, som trykker, er hævet over det niveau, hvor de er fastgjort på, kaldes det en højtryksmetode. Højtryksmetoden blev i Europa opfundet af Gutenberg. Bogtryk er en højttryksmetode.

Hærdning En proces, hvorved et materiale bliver modstandsdygtigt overfor givne påvirkninger.

Håndgravering Indridsning i formbart materiale med hånden.

Inert Reaktionstræg. Anvendes om f.eks. om gasser, som ikke eller kun meget modvilligt reagerer med andre stoffer.

Incineration Synonym for forbrænding. Anvendes ofte i flexotryksammenhænge om forbrænding af opløsningsmidler. Slutproduktet af en forbrænding af organiske opløsningsmidler (chlorholdige produkter ikke medregnet) er typisk kuldioxid, CO2, og vand.

In-line-trykværk Et trykværk, som er koblet til en anden arbejdsoperation. Trykværket kan være koblet til f. eks et andet trykværk eller et lakeringsværk. De forskellige arbejdsoperationer er fysisk adskilte.

Integral cylinder En cylinder, der ikke kan ændres i de fysiske dimensioner. Trykpladen påklistres den integrale cylinder.

Ion En ion er et atom eller et molekyle som ikke er elektrisk neutralt, men bærer en elektrisk ladning. En kation bærer en positiv ladning, mens en anion bærer en negativ ladning.

Ioniserende Ved ioniserende forstås evnen til at omdanne et atom eller et molekyle til en ion.

Isocyanat Kemisk betagnelse for gruppen -N=C=O. Isocyanatgruppen er overordentlig reaktiv.

Kachering Forening af to eller flere folier/film ved limning med efterfølgende tryk.

Kaliber Tykkelsen af et stykke papir eller trykbart materiale. Kaliberen måles under fastsatte betingelser.

Kammerrakel En kniv, der afgrænser trykfarven til et indelukke/kammer, og skraber overflødig trykfarve af aniloxvalsen.

Kappe En cylinder hvorpå trykpladen er påmonteret. Kappen kan fjernes fra trykværket.

Katalysator En katalysator er et materiale, som ændrer (starter eller fremskynder) hastigheden af en reaktion mellem to eller flere stoffer uden selv at ændre sammensætning.

Katalytisk incinerering Ved katalytisk incinerering forbrændes opløsningsmidlerne ved hjælp af en katalysator. Typisk ligger temperaturen ved en katalytisk forbrænding mellem 260oC og 650oC. Forbrændingstemperaturen afhænger af katalysatorvalget. Temperaturen i luften med opløsningsmidler hæves til den ønskede temperatur ved hjælp af en gasflamme. I forhold til en termisk incinerering kan gasforbruget nedsættes væsentligt.

Kationisk hærdning Hærdning ved hjælp af UV-belysning, hvor hærdningen forløber via en kationisk mekanisme.

Kemisk hærdning En proces, hvorved et materiale forstærkes/stivner og bliver modstandsdygtigt overfor givne påvirkninger. Forstærkningen sker ad kemisk vej, f. eks via en kationisk mekanisme.

Keton Organiske forbindelser der er oxidationsprodukt af sekundære alkoholer. Ketoner indeholder radikalet =CO.

Kolofonium Kolofonium er et naturprodukt, som fås fra nåletræer. der skelnes mellem kolofonium, som udvindes fra levende træer (engelsk: gum rosin) og kolofonium, som udvindes fra stubben af nåletræer (engelsk: wood rosin). Kolofonium består af ca. 90% organiske syrer og ca. 10% neutralt organisk materiale. Den nøjagtige kemiske sammensætning er ikke fastlagt (blandt andet fordi det er et naturprodukt), men en af hovedkomponenterne af de organiske syrer er abeitinsyre.

Kolofonium er et relativt billigt råstof, som, efter forarbejdning, finder stor anvendelse indenfor en lang række industrier. Eksempelvis kan nævnes malervareindustrien, trykfarveindustrien og papirvareindustrien. Som raritet kan nævnes, at det anvendes som klæbemiddel til håndbold.

Ren kolofonium er på listen over allergifremkaldende stoffer.

Kop Graveret celle i aniloxvalsen.

Kopdybde Den lodrette dybde af aniloxvalsens celler regnet fra valsens plane niveau.

Kraftmoment Fysisk enhed, som angiver størrelsen af en kraft, der virker på et legemes tyngdepunkt. Kraften virker på legemet i en given afstand og får derved tyngdepunktet til at rotere. Kraftmomentet defineres som kraft * arm, hvor "armen" er den vinkelrette afstand til legemets tyngdepunkt. Kraftmomentet har enheden Nm (Newtonmeter).

Lakering Påføring af et gennemsigtigt lag ovenpå et tryk med henblik på at beskytte trykket mod fysisk overlast. Lakering kan ske i specielle lakeringsværker eller i et flexotrykværk. Ved lakering er lagtykkelsen mindre end ved kachering.

Lakeringsværk Speciel enhed til lakering af et tryk.

Laminat Et produkt fremstillet ved at smelte/hæfte 2 eller flere lag film. Laminater har typisk større styrke end kacherede produkter.

Laminering Den proces, hvorved et laminat fremstilles.

Lasergravering Indridsning i et formbart materiale ved hjælp af laserstråler.

Linietæthed Linietætheden er et mål for aniloxvalsens finhed. Linietætheden måles i linier per centimeter (evt. linier per tomme).

Lavviskos En væske, som flyder under selv svag kraftpåvirkning kaldes lavviskos.

Lithografi En plantrykmetode, hvor trykkende og ikke-trykkende dele holdes adskilt ved hjælp af (fugte)vand.

Maleinater Maleinater er betegnelsen for en bindertype, som fremstilles ud fra maleinsyreanhydrid og kolofonium ved en Diels-Alder reaktion.

Membranfiltrering Filtrering af en væske (vand), hvor væsken presses gennem en membran med henblik på at rense væsken.

Membranpumpe Pumpe, hvor pumpekammerets ene væg dannes af en membran. Membranen kan bestå af syntetisk eller naturlig gummi. Pumpevirkningen opnås ved at lade membranen bevæge sig frem og tilbage, hvorved kammerets volumen ændres og pumpevirkningen opnås.

Merkaptan Betagnelse for organiske forbindelser som indeholder svovl, S.

Modtrykcylinder En cylinder som holder underlaget, som der trykkes på, mod den trykkende cylinder.

Monomer Lavmolekylært, organisk reaktivt stof. Danner den repeterende enhed i homopolymere. I UV-trykfarver er monomeren det viskositetsregulerende stof og indgår som byggesten ved hærdningen.

Nitrocellulose En binder, der anvendes i en vis udstrækning i solventbaserede flexotrykfarver.

Olefin Betegnelse for en organisk forbindelse som indeholder en/flere ikke-aromatiske dobbeltbindinger.

Opløsningsmiddel Det medium, som anvendes til opløsning af et stof. Kaldes også for et solvent.

Oscillation Ved oscillation forstås svingning.

Overfladespænding Defineres som den kraft, som alle overflader har og som søger at minimere overfladen. Overfladespænding måles i enheden N/m. Mere anvendt er dog mN/m eller dyn/cm.

Overgang Overgang defineres som trykpladens samling på en cylinder mellem top og bund.

Ozon Giftig luftart, O3. Produceres når ilt, O2, udsættes for UV-belysning eller ved elektriske udladninger.

Ozonbestandig Evnen til modstå ozon.

Overfladebehandling En behandling der enten 1) har til formål at beskytte et tryk f. eks. lakering 2) har til formål at forøge et materiales overfladespænding.

Pasning Anbringelsen af 2 billeder over hinanden så de "passer" sammen. (Anvendes meget ved flerfarvetryk).

Peristaltisk pumpe Pumpe, som ved at presse/trykke transporterer væsker ved gentagne, i bølger optrædende bevægelser.

Pigment Farvegivende stof, som er uopløseligt i det medium, hvori det anvendes. Pigmenter er overvejende syntetisk, organisk fremstillede produkter.

Plade Den flexible del, som overfører trykfarven fra aniloxvalsen til underlaget. Pladen kan bestå af såvel naturlig som syntetisk gummi eller af fotopolymer.

Polyamid Polymer, der indeholder amidgrupper. Anvendes som binder i solvent-baserede flexotrykfarver.

Polyamidimid Polymer, som indeholder såvel amid- som imidgrupper. Fremstillingsmetoden kan variere afhængigt af brug. Polyamidimid anvendes som binder i solvent-baserede flexotrykfarver.

Polyen-system Organiske molekyler, som indeholder reaktive dobbeltbindinger. Anvendes i UV-hærdende systemer.

Polyester Polymer, der indeholder estergrupper.

Polyesterakrylat Organisk kemiske forbindelser, som fremstilles ved at kondensere de resterende hydroxylgrupper i polyesteren med akrylsyre/methakrylsyre. Alternativt kan de resterende syregrupper i polyesteren kondenseres med en primær umættet alkohol. Polyesterakrylaterne anvendes inden for UV-hærdende systemer som prepolymere/monomere.

Polyetherakrylat Organisk kemiske forbindelser som fremstilles ved at lade akrylsyre/methakrylsyre reagere med endestillede hydroxylgrupper hos en polyether. Polyetherakrylaterne anvendes inden for UV-hærdende systemer som prepolymere/monomere.

Polymer Makromolekyle, som dannes ved sammenkædning (polymerisering) af identiske, reaktive grundenheder (monomere). Sammenkædningen kan også ske med forskellige monomere, det kaldes da en copolymerisering.

Polyol Polyoler er multivalente alkoholer, hvor alkoholgrupperne (hydroxylgrupperne, -OH) sidder på hvert sit kulstofatom.

Polyoler anvendes ved fremstilling af polyestre og alkyder.

Polyvinylacetat Polymer som fremstilles ved at lade vinylacetat polymerisere. Hvis polymeristaionen sker i vand fremstilles en latex. Hydrolyseres polyvinylacetat (hydroxylgrupper adderes til polymeren) opnås polyvinylalkohol (dette er den eneste kommercielle måde at fremstille dette stof på).

Polyvinylbutyral Polyvinylbutyral henregnes kemisk set til polyvinylacetalerne. Polyvinylbutyral indeholder 3 forskellige monomére; vinylbutyral, vinylalkohol og vinylacetat. Polyvinylbutyral fremstilles ved at reagere butyraldehyd med delvist/fuldstændigt hydrolyseret polyvinylacetat (polyvinylalkohol).

Prepolymer Organiske molekyler af en vis størrelse (molekylvægt), som ved hærdning reagerer med monomere under dannelse af en polymer. Grænsen mellem en prepolymer og en monomer er flydende og afhænger både af molekylvægt og viskositet.

Primær I (organisk) kemisk nomenklatur betegner primær, at gruppen sidder som eneste substituent (udover hydrogen). Eksempelvis er 1-propanol en primær alkohol mens 2-propanol (isopropanol) er en sekundær alkohol.

Radikalmekanisme Hærdning ved hjælp af UV-belysning, hvor hærdningen forløber via en radikal mekanisme.

Radikal I fysisk/kemisk forstand er et radikal et molekyle (atom), som har en uparret elektron. Radikaler er meget reaktive.

Rakel En tynd fleksibel kniv monteret parallelt med og justerbar mod aniloxvalsen. Rakelen skraber overflødig trykfarve af aniloxvalsen inden farven overføres til trykpladen.

Raster Fotografisk billede dannet ved et mønster af små prikker. Prikkerne varierer i form og størrelse, men har en ensartet (optisk) densitet. Et rastreret billede giver indtrykket af at være et fuldtonetryk set på afstand.

Reservoir Den beholder, hvor overskydende trykfarve fra farvekarret løber tilbage til.

Retarder Udtryk anvendt om et opløsningsmiddel, som anvendes til reducere fordampningshastigheden med.

Satellittrykværk Det samme som et en-cylinder-trykværk. Trykværkerne er arrangeret omkring én fælles modtrykcylinder, om hvilken banen føres.

Shellak Shellak er et naturligt bindemiddel, som stammer fra insektet Lacifer lacce kerr.

Solvent Det samme som et opløsningsmiddel.

Solventfarve En trykfarve, som er baseret på et opløsningsmiddel (solvent).

Staktrykværk En samling af trykværker i en enhed, men med hver deres modtrykcylinder.

Stansning Fjernelse af materiale fra banen ved trykning med en hård genstand. Det stansende element kan have mange udformninger, men er ofte anbragt på en cylinder eller fungerer som et stempel.

Stempelpumpe Pumpe til transport af et flydende medium. Pumpningen foregår med stempler.

Stepgravering Gravering med laser, hvor der graveres i forskellige dybder med laserlyset.

Substrat Det materiale hvorpå, der ved trykning, afsættes trykfarve. Kalde også underlaget.

Sugende (underlag/substrat) En betegnelse for fibrøse materialer, hvor trykfarven blandt andet tørrer ved, at nogle af trykfarvens bestanddele suges ind i materialet.

Syretal Et syretal defineres som den mængde kaliumhydroxid, KOH, for at neutralisere de frie syrer i 1 g af stoffet.

Tensid Betegnelse for en gruppe af stoffer, som besidder vaskeaktive egenskaber.

Termisk incinerering Ved termisk incinerering forbrændes opløsningsmidlerne ved anvendelse af varme. Luften med opløsningsmidlerne varmes op til med en gasflamme til ca. 800oC i et forbrændingskammer.

Termoplastisk Ved termoplastisk forstås evnen til at blive varmet op og nedkølet uden at ændre fysiske egenskaber. For en termoplastisk binder betyder det endvidere, at den i flydende tilstand ikke reagerer under varmepåvirkning.

Termostat Aggregat/apparat som holder temperaturen på et givet fastlagt niveau.

Termostatering Opnåelsen af et givet fastlagt temperaturniveau.

Thiol/polyen-system Organisk kemiske forbindelser, hvor olefiner (forbindelser med dobbeltbindinger) copolymeriseres med mercaptaner (svovlholdige forbindelser). Systemerne kaldes ofte for enten polyol/polythiol- eller thiol/polyen-systemer.

Torsionsfjeder En torsions-fjeder eller stang består af et materiale med kendt stivhed. Ved måling med et rotationsviskosimeter påvirkes en kendt geometri med en kraft (vridningsmoment). Kraften måles via torsionsfjederen og kan omregnes til en viskositet.

Trajektorie Det baneforløb et fritfaldende legeme vil beskrive, når det kun påvirkes af tyngdekraften.

Transesterifikation En kemisk reaktion, hvorved der dannes en ny ester ud fra en anden ester. reaktionen kræver tilstedeværelsen af en alkohol, som forestres, samt en ester, der omdannes til en alkohol.

Trykfarveværk Et trykfarveværk er en samlet betegnelse for de forskellige dele som udgør trykkeheden.

Trykplade Trykpladen er den del i den flexografiske proces, som overfører trykfarven til substratet. Trykpladen kan enten være fremstillet af gummi eller af fotopolymer.

Trykpladecylinder Trykpladecylinderen er den del, hvorpå trykpladen er fastgjort. Cylinderen roterer henholdsvis mod aniloxvalsen og substratet.

Trykserie En trykserie er betegnelsen for et trykt oplag, hvor det samme motiv bliver trykt.

Tympan Bar En modtrykcylinder, som anvendes ved trykning på meget strækfølsomme folier.

Tørstof Tørstof er betegnelsen for den del af et system, som ikke fordamper ved henstand i varmeskab ved 105-110oC i et givet tidsrum (ofte 1-2 timer).

Udløbsbægre Bægre til bestemmelse af viskositeten for newtonske eller nær-newtonske væsker/trykfarve. Viskositeten bestemmes, idet udløbstiden for en given mængde væske måles. Herefter kan udløbstiden omsættes til en viskositet, men ofte anvendes udløbstiden som mål for viskositeten. Der findes mange forskellige udløbsbægre.

Ultrafiltrering Filtrering af en væske gennem en membran. Filtreringen kræver højt tryk, men god renhed på den filtrerede væske opnås.

Ultralyd Lyd med en frekvens, som ligger højere end det niveau, det menneskelige øre kan opfatte (ca. 20.000 Hz).

Ultrasonisk Frembringelse og anvendelse af ultralyd.

Upolær Betegnelsen upolær (antonym: polær) anvendes ofte om opløsningsmidler som ikke indeholder (stærkt) elektronegative atomer og ikke kan danne brintbindinger. Eksempelvis er heptan (d.s.s. rensebenzin) et upolært opløsningsmiddel.

Urethanakrylat Organisk kemiske forbindelser, som fremstilles ved at lade et molekyle med en isocyanatgruppe reagere med en hydrxylgruppe fra en acrylisk eller methacrylisk monomer. Anvendes meget indenfor UV-hærdende systemer, idet der kan opnås mange forskellige hårdheder efter hærdning med urethanakrylater.

UV-farver Trykfarver som hærder ved hjælp af bestråling af lys i det ultraviolette område kaldes også UV-farver.

Vandfortyndbar Trykfarver, hvis hovedbestanddel af opløsningsmiddel er vand, kaldes for vandfortyndbare trykfarver.

Vinyler En meget stor gruppe organisk kemiske forbindelser som indeholder den umættede gruppe 2HC=CH-. Stoffer som indeholder de(n) reaktive vinylgruppe(r) polymeriseres let og anvendes som basismateriale i mange sammenhænge i forbindelse med coatings og plastmaterialer.

Viskositet Den egenskab ved en væske, som gør, at den modsætter sig bevægelse. Viskositet måles i newton sekunder per kvadratmeter, Ns/m2 [Pa*s] (SI-enhed), eller i Poise (c.g.s-enhed).

Voks En voks defineres som en fedtet, viskøs eller fast varmefølsom forbindelse som hovedsaligt består af højmolekylære hydrokarboner eller estre/amider af fede syrer (C16 - C30) og som er uopløselige i vand, men opløselige i mange organiske opløsningsmidler.

I forbindelse med trykfarver kan en voks også forstås som en lavmolekylær polyethylen (PE), polypropylen (PP) eller polytetrafluoroethylen (PTFE) eller blandinger heraf.

Ægthedsegenskaber Ved en tryksags ægthedsegenskaber forstås evnen til at modstå en given påvirkning.

Følgende liste over ægthedstests er ikke udtømmende, men viser den store varition af disse:

• Lysægthed

• Vandægthed

• Opløsningsmiddelægthed

• Alkali/syreægthed

• Sæbeægthed

• Vaskemiddelægthed

• Osteægthed

• Spisefedt/olieægthed

• Voks/paraffin-imprægnineringsægthed

• Krydderiægthed

• Isægthed

• Gnideægthed

• Ridseægthed

• Fryse/tøægthed

• Sterilisationsægthed

• Blødningsægthed over for fugt

Virksomhedsbeskrivelser

Virksomhed 1

Antal ansatte i produktion: 29

Antal trykværker: 42

Substrat 2.650.000 m2 Tryksager 2.385.000 m2

Klichéer 197 m2 Farverester 13.200 kg

Vand 1.000 m3

Ventilation

8 indblæsningsanlæg

9 udsugningsanlæg med varmegenvinding.

Udsugning, flexo 90.101.556 Nm3/år

Udsugning, andet 63.328.500 Nm3/år

Samlet ventilation 150.106.256 Nm3/år

Afvaskning

Vandbaseret: Farvekar, rakler, valser renses i mekanisk renseenhed med udsugning. Brugt rensevæske afleveres til Kommune Kemi.

Opløsningsmiddelsbaseret: Afvaskningen af udstyr brugt til opløsningsmiddelbaseret trykning (sprit) samt serigrafisk trykning renses i separat enhed (i forhold til vandfortyndbar del).

Andre oplysninger:

Klude: 300 kg af kludene genbruges efter vask

400 kg af kludene sendes til modtagestation

Forbrug af farve og tilbehør se her

Farverester:

Vandfortyndbare farver afleveret til Kommune Kemi 9.000 kg/år

Spritbaserede flexofarver afleveret til Kommune Kemi 4.200 kg/år

Virksomhed 2

Antal ansatte i produktion: 10 (154)

Antal trykværker: 14

Forbrug/produktion pr. år

Substrat 47.000.000 m2 Tryksager 40.420.000 m2

Klichéer 100 m2 Farverester 12.075 kg

Vand 8.050 m3

Ventilation

Der er ingen udsugning ved trykkeudstyret.

Virksomheden har rumudsugning med varmegenvinding.

Energiforbrug

En væsentlig del af energiforbruget går til andre formål end trykning.

Spildevand

Afvaskningsvandet spædes med kølevand fra bølgepapmaskine. Virksomheden har et membranfilteranlæg til rensning af spildevandet, men leder på forsøgsbasis ufiltreret vand til kommunalt spildevand. Spildevandet indeholder blandt andet barium og kobber.

Afvaskning

Alle trykværker har (fuld)automatisk afvaskning. Der anvendes vand ved afvaskningen.

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker udelukkende med vandfortyndbare farver.

Virksomhed 3

Antal ansatte i produktion: 22

Antal trykværker: 14

Forbrug/produktion pr. år

Substrat 55.000.000 m2 Tryksager 52.800.000 m2

Klichéer 1.200 m2 Farverester 35.000 kg

Vand 2.100 m3

Naturgas 155.915 m3

Ventilation

Udsugning ved trykkeudstyret er forsynet med kulfilter.

Ingen fælles luftudskiftning.

Termostatreguleret rumtemperatur ved lave temperaturer.

Ingen registrering af luftfugtighed.

Energiforbrug

Langt den største del af energiforbruget stammer fra produktionen.

Spildevand

Spildevand renses ved mebranfiltrering efter behov, d.v.s. ved niveaumåling. Slam fra rensningsanlæg indeholder bly, cadmium, chrom og nikkel i henhold til analyserapport.

Afvaskning

Virksomheden anvender ultralyd/mekanisk rensning af aniloxvalser. 1 charge rækker til 12-13 rensninger.

Forbrug af vand til afvaskning 220 m3

Forbrug af farve og tilbehør

Virksomheden trykker udelukkende med vandfortyndbare trykfarver.

* = 63 m3

Virksomhed 4

Antal ansatte i produktion: 7

Antal trykværker: 20

Forbrug/produktion pr. år

Substrat 2.500.000 m2 Tryksager 2.250.000 m2

Klichéer 130 m2 Farverester 2.120 kg

El 211.700 kWh Klude 310 kg

Ventilation

Der er punktudsugning på hvert trykværk. Hver trykmaskine har separat udsugningsenhed. Der er fælles afkast for udsugningen med rensning af afkastet ved hjælp af kulfiltre. Kulfiltrene skiftes hver 3. måned.

Der reguleres ikke for luftfugtigheden, men der er termostaregulering på temperaturen ved lav temperatur.

Udsugning, 20 flexotrykværker| 10.000 m3/t

Anden udsugning| 3.150 m3/t

Samlet udsugningskapacitet| 13.150 m3/t

Energiforbrug

En del af energiforbruget går til andre opgaver end flexotrykning. Energiforbruget pr time pr. trykværk baseret på oplysninger fra Nilpeter

Flexotrykning, bred 27,0 kW

UV-bogtryk, værk 35,4 kW

Virksomheden anvender coronatreating af substratet.

Energiforbruget til corona-treating er 18 kWh

Afvaskning

Virksomheden har mekanisk afvaskning af valser med recirkulering og filtrering af vaskevandet. Vaskevandet er en basisk tensidblanding.

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker overvejende med vandfortyndbare flexotrykfarver.

Farverester og andet affald

Virksomhed 5

Antal ansatte i produktion: 30

Antal trykværker: 26

Forbrug/produktion pr. år

Substrat* 37.468.030 m2 Tryksager* 35.313.618 m2

Klichéer 16 m2 Farverester 9.600 kg

Ventilation

Fælles centralt udsugningsanlæg til udsugning af både luft og papir. Ingen rensning af afkast. Til afkastet er knyttet en varmeveksler. Luftfugtigeden reguleres, såfremt denne bliver for lav. Termostatstyret regulering af rumtemperatur, d.v.s. kun regulering for lave temperaturer.

Den totale udsugningskapacitet er 18.000 m3/h

Energiforbrug

Maskiner| 841.303 kWh

Andet 358.697 kWh

Afvaskning

Der anvendes kun meget lidt vand i forbindelse med afvaskning.

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker udelukkende med solventbaserede farver.

Virksomhed 6

Antal ansatte i produktion: 51

Antal trykværker: 40

Substrat* 14.000.000 m2 Tryksager* 13.000.000 m2

Klichéer * 500 m2 Farverester 5.500 kg

El 1.000.000 kWh Klude 14.700 kg

Andet affald 34.240 kg

Ventilation

Hal-vis udsugning med varmegenvinding. Termostatstyret regulering af temperatur ved lave temperaturer.

Energiforbrug

En del af energiforbruget går til andre formål end trykning.

Afvaskning

Virksomheden har mekanisk afvaskning af aniloxvalser. Ved afvaskning af aniloxvalser anvendt ved solventbaseret trykning benyttes en opløsningsmiddelblanding. Ved afvaskning af aniloxvalser anvendt ved vandfortyndbar trykning anvendes en basisk tensidopløsning. Til afvaskning af udstyret ved maskinerne anvendes overvejende ethanol.

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker både med vandfortyndbare og solventbaserede farver, dog overvejende med solventbaserede farver.

Farverester og andet affald

Virksomhed 7

Antal ansatte i produktion: 22

Antal trykværker: 19

Substrat 5.700.000 m2 Tryksager 5.130.000 m2

Klichéer * 100 m2 Farverester 7.500 kg

Ventilation

Hver trykmaskine har separat udsugning.

Indblæsning med varmeveksling med et luftskifte på 3-4 gange.

Termostatstyret regulering af rumtemperatur ved lave temperaturer.

Luftfugtighed reguleres ved for lav luftfugtighed.

Energiforbrug|

Energiforbruget er estimeret, idet det antages, at langt den overvejende del af energiforbruget skyldes trykning eller enhedsoperationer relateret til trykningen.

Energiforbruget pr time pr trykværk baseret på oplysninger fra Nilpeter:

Flexotrykning, bred 27,0 kW

Afvaskning

Virksomheden anvender mekanisk rensning af aniloxvalser. Væsken i renseren recirkuleres efter filtrering. Vand anvendes til afvaskning ved maskinen.

Afvaskningsmidler 1400 kg/år

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker udelukkende med vandfortyndbare farver.

Virksomhed 8

Antal ansatte i produktion: 114, heraf 4 i trykfarveproduktion

Antal trykværker: 18

Substrat* 10.000.000 m2 Tryksager* 9.500.000 m2

Klichéer * 250 m2 Farverester 56.000 kg

Ventilation

Punktudsug ved hvert trykværk. Hver flexotrykpresse har separat afkast. Afkastet renses ikke. Virksomheden har oplyst, at afkastet, udover atmosfærisk luft, består af klasse III stoffer. Det er overvejende ethanol, methylethylketon, ethylacetat og propanol. Ethanol udgør størsteparten.

Mængden svarer til 273.000 kg/år

Total udsugningskapacitet 160.000 m3/t

Energiforbrug

Virksomheden har et væsentligt større energiforbrug grundet andre enhedsoperationer end flexotrykning.

Spildevand

Virksomheden har ingen udledningstilladelse, idet den kun har sanitært spildevand. Vand/opløsningsmiddel fra afvaskning ved vandfortyndbar trykning sendes til kommunekemi.

Afvaskning

Virksomheden anvender en blanding af ethylacetat og methylethylketon til afvaskning af trykkeudstyret ved maskinerne. Aniloxvalser (og dybtrykvalser) afvaskes mekanisk i indkapslet afvaskningsmaskine (Rumindhold ca. 300 l). Afvaskningsmidlet, der er en blanding af ethylacetat og methylethylketon, destilleres og genanvendes. Hvert kvartal udskiftes afvaskningsblandingen og destrueres sammen med farverester ved kommunekemi.

Virksomhed 8

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker overvejende med solventbaserede farver, men er ved at indføre vandfortyndbare flexofarver, hvor det er teknisk muligt. Ca. 15-20% af virksomhedens farveforbrug er genbrug.

Farverester og andet affald

Virksomheden har kun få strømme til genbrug. Langt den overvejende del afleveres til forbrænding.

* Heraf 34.000 kg/år PE, PP og polyester.

Virksomhed 9

Antal ansatte i produktion: 112

Antal trykværker: 18

Substrat 30.646.785 m2 Tryksager 29.114.446 m2

Klichéer * 1.000 m2 Farverester 82.833 kg

Naturgas ? m3

Ventilation

Punktudsug ved hvert trykværk. Afkast fra henholdsvis trykværk og tørrekanal samles og renses inden afkast til omgivelserne.

Samlet kapacitet på flexotrykværkerne 25.500 m3/t

Samlet luftskifte| 96.000 m3/t

Termostatreguleret styring af temperaturen ved lav temperatur. Ingen kontrol af luftfugtigheden.

Energiforbrug

En del af energiforbruget går til andre formål end flexotrykning.

Spildevand

Virksomheden har intet spildevand udover sanitært spildevand.

Afvaskning

Solventer, ethylacetat og n-propanol, anvendes til afvaskning af udstyr på maskinerne.

Afvaskning af aniloxvalser og dybtrykcylindre sker i ultralydsrenser, hvor en basisk tensid opløsning anvendes. Indholdet i ultralydsrenseren opkoncentreres ved bundfældning og sendes til kommunekemi ca. 1 gang om måneden.

Slam fra ultralydsrenser (maksimalt) 6 m3/år

Virksomhed 9

Afvaskning af farvereservoir, rakler og farvekar sker i en vasketunnel, hvor udstyret spules med opløsningsmiddel. Vasketunnelen er indkapslet. Opløsningsmidlerne fra spulingen vakuumdestilleres og genanvendes. Det opkoncentrerede slam sendes til kommunekemi.

Total mængde slam + farverester 82.833 kg/år

Forbrug af farver og tilbehør

Virksomheden trykker både i flexo og emballagedybtryk. Virksomheden trykker udelukkende med solventbaserede trykfarver.

Virksomhedens totale farveforbrug 500.000 kg/år

heraf flexofarve 250.000 kg/år

Virksomheden fremstiller selv trykfarve. Trykfarvemængden udgør ca. 30% af det totale forbrug. Farverne genbruges, hvor det er muligt. Opløsningsmidlet fra farverester genindvindes ved vakuumdestillation og anvendes som fortynder. De opkoncentrerede farverester sendes til kommunekemi. Virksomheden anvender termisk forbrænding af opløsningmiddeldampene inden afkast til omgivelserne. Afkastet renses 99.9%.