Rapport fra Underudvalget for Miljø og Sundhed

6 Eksponering af mennesker samt sundhedseffekter

6.1 Eksponering og effekter på beskæftigede i jordbruget
6.1.1 Indledning
6.1.2 Ulykker og skader
6.1.3 Arbejdsbetingede forhold ved henholdsvis pesticider og mekaniske metoder
6.1.4 Risiko for kræft
6.1.5 Andre effekter
6.1.6 Konklusioner
6.2 Eksponering og effekter på befolkningen
6.2.1 Anvendelse og risikogrupper
6.2.2 Risikopopulation og individuel sårbarhed
6.2.3 Eksponering af befolkningen
6.2.4 Beregninger af befolkningens indtagelse af pesticider
6.2.5 Bestemmelse af pesticiders effekter på befolkningen
6.2.6 Langtidseffekter af lavdosis-eksponering
6.2.7 Konklusioner
6.3 Forgiftninger på grund af pesticider
6.3.1 Konklusioner
6.4 Underudvalgets konklusioner og anbefalinger
6.4.1 Underudvalgets anbefalinger

Jordbruget og arbejdsmiljø

Det primære jordbrug omfatter landbrugsbedrifter, gartnerier, hønserier, pelsdyrfarme og planteskoler. De beskæftiger totalt ca. 96.000 svarende til knap 4% af den samlede beskæftigelse. Ca. 12.000 af disse er beskæftiget inden for havebrugsområdet. Antallet af bedrifter var i 1997 på 60.900, med en gennemsnitlig bedriftstørrelse på 44 ha. Heraf har ca. 400 bedrifter fem eller flere ansatte (Danmarks Statistik 1998). Disse bedrifter skal have en sikkerhedsrepræsentant pr. 1. januar 1999. Jordbrugerens gennemsnitsalder er 52 år.

Der findes relativt få oplysninger om arbejdsmiljøforholdene i havebruget, idet der foreligger flere oplysninger om landbruget. I landbruget findes ud over arbejdsulykker mange af de klassiske arbejdsmiljøbelastninger, som kendes fra andre erhverv. Disse arbejdsmiljøbelastninger kan fx være:

• Arbejde i støvende omgivelser (stalde), der bl.a. indeholder allergifremkaldende materialer fra dyr og planter.
• Meget fysisk belastende arbejde (malkning, løft af tunge byrder, traktorkørsel, arbejde med dyr).
• Støjpåvirkning (svinestalde, traktorkørsel).
• Håndtering af og arbejde med kemiske stoffer (sprøjtemidler - blanding, udbringning).
• Kontakt til andre kemiske produkter i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af maskiner/bygninger (maling, organiske opløsningsmidler, svejserøg).
• Forskelligt håndværktøj (vinkelsliber, motorsave).
• Alenearbejde.

Som baggrund for afsnit 6.1 er der bl.a. i oktober-november 1998 gennemført interview med nøglepersoner inden for området (Bjørn, Rothmann 1998) og telefoniske henvendelser til en række forskellige aktører inden for landbruget. Afsnittet er i øvrigt baseret på den offentligt tilgængelige viden.

Behandlingshyppigheden med pesticider inden for gartneri og frugtplantager er væsentligt større end i landbruget. I produktionen af æbler er behandlingshyppigheden således typisk 20-25, i jordbær 11 og i produktionen af grøntsager 4-12. I planteskoler anvendes pesticider med en behandlingshyppighed på 4-14. Der findes ingen opgørelser for behandlingshyppigheden i væksthuse, men den er formentlig højere end behandlingshyppigheden på friland. En undtagelse er produktionen af agurker og tomater mm. i væksthuse, hvor der anvendes biologisk bekæmpelse.

Arbejdsmiljøforhold ved ukrudtsbekæmpelse

I tabel 6.1 er vist en oversigt over de forhold, som har betydning for arbejdsmiljøet henholdsvis uden og med pesticider. Det er i tabellen nævnt, at grøntsager ud over den mekaniske ukrudtsbehandling også kræver manuel lugning. Som eksempel skal gulerødder luges manuelt én gang pr. sæson og løg to gange. I større brug benyttes en "liggevogn". På denne ligger 10-15 personer på maven med bl.a. støtte af hovedet. Vognen køres med en hastighed på ca. 600 meter i timen over rækkerne, og disse luges manuelt.

Tabel 6.1
Forhold af betydning for arbejdsmiljøet henholdsvis uden og med pesticider (Efter Bjørn, Rothmann 1998).

Generelle ergonomiske problemer

Kørsel med traktor kan medføre kraftig belastning af ryggen, da føreren ofte må sidde med drejet ryg for at følge arbejdsgangen. Dette gælder såvel pløjning, harvning og andre former for ukrudtsbehandling, såvel som såning og sprøjtning. I forbindelse med såningen er der risiko for rygskader, da sække med såsæd vejer 50 kg. Desuden frembyder manuel indsamling af marksten risiko for fysiske skader, både ved håndtering af tunge sten og ved brug af stengreb til mindre sten. Staldarbejde, herunder håndtering af husdyr, er ofte hårdt fysisk arbejde. Det synes at være generelt accepteret blandt de beskæftigede i landbruget, at arbejdet indebærer en betydelig risiko for nedslidning og for at komme til skade. De almindeligt forekommende skader drejer sig om "rygproblemer", "dårlig fod" eller "klemte fingre". Derimod ser det ud til, at de unge ikke vil udsættes for store belastninger eller benytte metoder, der betragtes som fysisk nedslidende.

Specielle problemer med pesticider

Risikoen ved brug af pesticider kan reduceres betydeligt ved brug af egnet sikkerhedsudstyr og ved at følge de foreskrevne sikkerhedsmæssige regler. Alligevel er nogle brugere ikke trygge ved at bruge pesticider, idet der kan opstå tvivl om handsker, åndedrætsværn og andet sikkerhedsudstyr virker (Bjørn, Rothmann 1998). Da kontakt med midlerne i praksis ikke helt kan undgås, føler nogle brugere usikkerhed over for evt. kroniske effekter. Hos andre sættes evt. langtidseffekter i anden række i forhold til sikring af høsten, således at arbejdsmiljøet ikke får den højeste prioritet.

Anmeldte arbejdsskader

Arbejdstilsynet har for perioden 1993-1997 behandlet de statistiske oplysninger vedrørende anmeldte arbejdsskader i landbruget (Bjørn, Rothmann 1998). Arbejdstilsynet har anvendt beskæftigelsestal fra landbruget pr. 1. januar 1994. I de tre største detailbrancher er der beskæftiget:

Disse tre detailbrancher omfattede ca. 75% af de beskæftigede inden for landbruget, og er også de tre detailbrancher, der har det største antal anmeldte arbejdsulykker.

I perioden 1993-1995 er der anmeldt 26 dødsulykker, hvoraf 20 fandt sted i de nævnte tre detailbrancher. For meget alvorlige ulykker som amputation, knoglebrud eller skade på omfattende dele af legemet var der også flest fra disse tre detailbrancher, nemlig 256 anmeldelser ud af 395. Der blev for hele landbruget anmeldt arbejdsulykker for 1.318 personer.

For personer på 45 år eller derunder anmeldtes flest "meget alvorlige ulykker" (311 ud af 395). For personer over 45 år anmeldtes flest dødsulykker (21 ud af 26). Det bemærkes, at selvom ca. 50% af de beskæftigede er over 50 år, er det de yngre aldersgrupper, der har de højeste anmeldeincidenser (8-12 anmeldelser pr. 1000 beskæftigede). Den gennemsnitlige incidens for anmeldte arbejdsulykker er i hele landbruget 4 anmeldelser pr. 1000 beskæftigede. Grupperne 18-24 år, 25-29 år samt 30-34 år står for 54% af samtlige anmeldte arbejdsulykker. Anmeldelse af ulykker i aldersgruppen 18-24 år udgør for meget alvorlige arbejdsulykker 27%. Tidspunktet på året, hvor der forekom flest arbejdsulykker, var i august-september.

For børn og unge under 18 år fandtes de fleste anmeldelser i aldersgruppen 16-17 år. Denne aldersgruppe udgjorde 84% af børn og unge under 18 år i beskæftigelse i landbruget. For denne gruppe anmeldtes de fleste arbejdsulykker inden for de første seks måneders ansættelse. Tidspunktet på året for de fleste anmeldelser for børn og unge var juni-juli. Landbruget er den branche, hvor der forekommer det største antal dødsulykker, sammenlignet med alle andre brancher.

Ulykkeshændelsestype

Ca. 1/3 af ulykkeshændelsestyperne er rubriceret under "mistet kontrol med maskiner, hjælpemidler og systemer", men også ulykker i forbindelse med arbejdet med dyr (aggressive dyr/dyr uden for kontrol) samt faldulykker tegner sig tilsammen for ca. 1/3. I perioden 1993-1997 er der i alt anmeldt 2.429 arbejdsulykker og 979 arbejdsbetingede lidelser. Kun materialet for perioden 1993-1995 er blevet grundigt gennemanalyseret.

Traktorulykker

I perioden 1993-1995 var der 26 dødsulykker, heraf 12 dødsulykker, hvor årsagen var "mistet kontrol med maskiner, hjælpemidler og systemer", og i de 6 af dødsulykkerne var traktorer involveret. Af 4 dødsulykker ved fald fra højere til lavere niveau var de to ulykker ved fald fra traktor. Af 2 dødsulykker ved trafikal hændelse var den ene dødsulykke forårsaget af bakkende traktor. I perioden er der i alt anmeldt 72 arbejdsulykker med traktorer. Disse skader er ofte meget alvorlige. Der er således forholdsvis mange dødsulykker, nemlig 9 ud af 72, hvor traktorer har været involveret.

Ulykker med skade på bevægeapparatet

Under kategorien "mistet kontrol med egen bevægelse" (bevægeapparat-skade) er anmeldt 79 arbejdsulykker i perioden 1993-1995, heraf 6 alvorlige arbejdsulykker (primært knoglebrud). Disse ulykker sker hyppigst ved arbejde med løft, skub og/eller træk af genstande og dyr.

Arbejdsbetingede lidelser

Blandt de anmeldte arbejdsbetingede lidelser er der i perioden 1993-1995 anmeldt flest i diagnosegruppen "bevæge-apparatsygdomme". Herefter kommer høreskader og hudsygdomme efterfulgt af lungesygdomme, såvel allergiske som ikke-allergiske. Der er i perioden anmeldt ét kræfttilfælde. Det har ikke været muligt at finde mere end én navngiven pesticideksponering, nemlig methylparathion, rubriceret under "andre sygdomme". Der er således heller ikke oplyst hvilken specifik sygdom, denne eksponering medførte. Enkelte andre pesticideksponeringer kan være rubriceret i gruppen "kemisk påvirkning uden specifikation".

"Ringkøbing undersøgelsen"

Med baggrund i det store antal ulykker, der forekommer i landbrugserhvervet, har man fra Ringkøbing Amt, Arbejdsmedicinsk Klinik, Herning Centralsygehus i samarbejde med Landbrugets Rådgivningscenter analyseret på mulige årsager til ulykker i landbruget. Selve projektet var opdelt i 3 faser (citeret af Bjørn, Rothmann 1998).

Første fase

Første fase bestod i en registrering af alle alvorlige landbrugsulykker i Ringkøbing Amt, som blev udført i 1992. Der blev konstateret 257 alvorlige arbejdsulykker, heraf 4 dødsulykker. I hele amtet findes ca. 8000 bedrifter.

Anden fase

I anden fase blev ca. 400 bedrifter med ca. 1600 landmænd, medhjælpere, ægtefæller og børn tilfældigt udvalgt fra tre landbocentre i Herning og Holstebro. Igennem et år (1993-1994) skulle landmanden én gang om ugen registrere såvel små som store ulykkesbegivenheder opstået ved landbrugsarbejdet. Der blev samtidig registreret arbejdstimer ved de forskellige typer arbejde, så som mark-, stald-, og reparationsarbejde m.v. Der blev bl.a. registreret 389 ulykker med personskade til følge. Heraf krævede 28% lægebehandling. Arbejdsulykkerne rammer alle aldersgrupper ligeligt, når der korrigeres for anvendt arbejdstid. 62% af alle selvstændige landmænd havde en personskadeulykke pr. år. Det tilsvarende tal for medhjælpere var 22%. Med hensyn til arbejdet viste det sig, at 45% af ulykkerne fandt sted i forbindelse med den direkte kontakt til dyr. Hvis faldulykker i stald og arbejdsulykker ved anvendelse af staldmaskiner taltes med, var ulykkesandelen i stalde på 51% af samtlige ulykker.

Arbejdet med dyr kræver mange arbejdstimer. Tages der hensyn hertil, bliver dyre- og maskinulykker relativt set næsten lige hyppige. Hvis der foretages denne tidsvægtning vil reparation og vedligeholdelse have en 7 gange øget risiko for arbejdsulykke sammenlignet med det gennemsnitlige landbrugsarbejde.

Der forekommer flest arbejdsulykker om efteråret, hvor der også anvendes flest timer med arbejdet på bedriften. Hvis man har flere arbejdstimer, øges antallet af arbejdsulykker, men foretages der en korrektion for den øgede risikotid, er der ikke nogen øget hyppighed på grund af lang arbejdstid.

Tredje fase

I tredje fase foretog man en sikkerhedsmæssig gennemgang af bedriften. Samtidig havde man hold af 10-15 personer til undervisning på et sikkerhedskursus, hvor bl.a. arbejdsvaner og arbejdsmetoder blev diskuteret. De bedrifter, der var med i forsøgsgruppen, havde før den forebyggelsesmæssige intervention 29,2 ulykke pr. 100.000 arbejdstimer. Efter interventionen var der et fald på knap 40% til 17,5 ulykke pr. 100.000 arbejdstimer. I kontrolgruppen blev der i samme tidsperiode registreret 21,3 ulykke pr. 100.000 arbejdstimer ved starten af projektet, og 20,0 ulykke pr. 100.000 arbejdstimer ved projektets afslutning. Også de mere alvorlige arbejdsulykker blev reduceret med ca. 40% i forsøgsgruppen. Der fandtes i undersøgelsen en sammenhæng mellem stress og arbejdsulykke, således at de, der havde angivet de fleste stress-symptomer, også var dem, der havde de fleste ulykker. I projektet blev der spurgt til anvendt tid til marksprøjtning. I gennemsnit anvendtes 39,5 time pr. brug pr. år. For det enkelte brug varierede anvendt tid til sprøjtning pr. år fra 0 til 1.133 timer (Bjørn, Rotmann 1998).

Den økologiske sektors status i Sønderjylland

Arbejdsmiljøforholdene hos økologiske landmand indgår i en særlig spørgeskemaundersøgelse i Sønderjyllands Amt blandt landmænd fra såvel økologiske som konventionelle brug samt blandt landbrugskonsulenter. Undersøgelsen, som omfatter 90 personer, er refereret af Bjørn og Rothmann (1998). Der indkom i alt 48 besvarelser.

Vedrørende arbejdsmiljø indkom 36 svar. Heraf fandt 24 landmænd, at den økologiske driftsform ikke har givet mere manuelt arbejde. 12 landmænd syntes, det har givet anledning til mere manuelt arbejde i form af fodring, roeoptagning, flytning af kvier samt strøning af halm. Én landmand angiver slidgigt, der figurerer som den eneste opgivne arbejdsskade.

På spørgsmålet om omlægningen har givet gener med hensyn til støv, svarede 41 personer "nej", mens to landmænd sagde "ja" og nævnte halmstrøning og kartoffelhypning. På spørgsmålet, om der er oplevet positiv effekt ved ikke længere at anvende sprøjtemidler, svarer 26 landmænd, at de har oplevet positiv effekt, mens 8 landmænd svarer, at de ikke har oplevet nogen positiv effekt. Som væsentlige årsager til, at en omlægning har fundet sted, er det især ønsket om nye udfordringer samt mistillid til pesticider, der ligger til grund for beslutningen om omlægning til økologisk drift.

Sprøjteførerens udsættelse for pesticider

Der foreligger en betydelig viden om, hvor stor en eksponering sprøjtemandskabet udsættes for ved forskellige sprøjtescenarier (EUROPOEM 1997). Denne viden er bl.a. lagt på internettet (DJF 1998). Figur 6.1 og 6.2 viser scenarier for et dansk gennemsnitligt landbrugssceneri ved anvendelse af en traktorbomsprøjte, hvor sprøjteføreren dels fylder tank og udsprøjter, enten ved at anvende en sprøjtevæske (figur 6.1), eller et pulverformigt pesticidprodukt (WP, wetable powder) (DJF 1998). Det er i scenarierne antaget, at sprøjteføreren anvender værnemidler, og at handskerne henholdsvis klæderne tilbageholder 50%. Der regnes med en daglig arbejdstid på 6 timer, hvorunder 20 ha sprøjtes. Der er tale om den potentielle eksponering af huden, dvs. den mængde pesticid, der ligger uden på huden, idet den mængde, som optages i organismen, afhænger af det enkelte pesticids evne til at trænge gennem huden. Det ses af figurerne, at 85-99% af eksponeringen sker under påfyldningen af tanken, selvom dette arbejde kun udgør en tidsmæssig lille del af den samlede arbejdstid ved sprøjtning.

 (7 Kb)

Figur 6.1
Traktorførerens eksponering for væskeformige produkter via henholdsvis indånding, hænder og krop ved forskellige arbejdsoperationer (fyldning af tank og selve sprøjtningen). Den totale eksponering for de to operationer er anført til højre (DJF 1998; EUROPOEM 1997).

Hændernes andel af den samlede belastning udgør 62-94% af den samlede belastning. De pulverformige produkter giver desuden en relativt stor eksponering af den øvrige krop. Eksponeringen gennem lungerne er minimal i forhold til den samlede belastning. Det skal dog bemærkes, at eksponering gennem lungerne normalt er farligere end eksponering gennem huden. Belastningen er gennemsnitligt 117 mg pr. dag ved anvendelse af væskeformige produkter, mens pulverformige produkter, der opløses i tanken, giver en gennemsnitlig eksponering på 822 mg pr. dag. Der er tale om en lav beskyttelsesgrad (50%) af værnemidler og klæder, men hvis der ikke anvendes værnemidler, eller de ikke fungerer efter hensigten, kan eksponeringen være dobbelt så stor.

 (8 Kb)

figur 6.2
Sprøjteførerens eksponering for pulverformige produkter via henholdsvis indånding, hænder og krop ved forskellige arbejdsoperationer (fyldning af tank og selve sprøjtningen). Den totale eksponering for de to operationer er anført til højre (DJF 1998; EUROPOEM 1997).

Det er vist, at den potentielle eksponering kan reduceres ca. 75% ved anvendelse af ekstraudstyr bestående af bl.a. præparatfyldeudstyr, hydraulisk bomlift, hydraulisk ind- og udfoldning af bom, non-dryp-ventiler, selvrensende filter samt tankskylledyse (Lund, Kirknel 1995). Den årlige eksponering af sprøjteførere for pesticider vil afhænge af, hvor mange dage om året de udfører sprøjtning. Idet eksponeringen pr. sprøjtedag kan være 500-4000 gange større end den gennemsnitlige daglige indtagelse af pesticider med fødevarer (se afsnit 6.2), vil den årlige eksponering af sprøjteførere med mange arbejdsdage være betydeligt større end den årlige eksponering via fødevarer.

Eksponering af væksthusgartnere

For gartnere i væksthuse kan eksponeringen ske ved selve sprøjtningen samt ved arbejdsprocesser i væksthuset efter sprøjtning. Efter sprøjtning afhænger eksponeringen af, hvor lang tid der går efter sprøjtningen, før arbejdet i væksthuset udføres, den såkaldte re-entry. Under arbejdet har mængden af pesticider og det areal af blade, som bliver berørt af gartneren i løbet af en arbejdsdag, afgørende betydning. Herunder har arbejdsdagens længde, samt stoffernes nedbrydning, fordampning og evne til at overføres til gartneren fra de behandlede planteoverflader væsentlig betydning.

Der findes meget få undersøgelser af væksthusgartneres eksponering med pesticider, som kan anvendes til modeller for eksponering. Kirknel et al. (1997) angiver enkelte tyske og nogle hollandske undersøgelser på dette område. Resultatet af de danske undersøgelser er i overensstemmelse med de tyske og hollandske undersøgelser. De danske undersøgelser må anses for at være repræsentative for et bredt udsnit af arbejdsfunktioner i potteplantegartnerier, idet ikke kun arbejde direkte med planter, men også flytning af borde og pakning af planter er inkluderet. Hollandske undersøgelser i høje afgrøder i væksthuse, såsom tomater og agurker, falder inden for resultatet af den danske model. Resultatet af den danske model er udtrykt som 90-percentilen, det vil sige den højeste eksponering som 90% af en gruppe gartnere kan udsættes for. Dette afskæringspunkt er generelt anset for højt med en god sikkerhed. Udsprøjtningen af pesticider er ikke inkluderet i de danske undersøgelser. De fleste udsprøjtninger af pesticider i væksthuse foretages automatisk med lille risiko for eksponering. Der foretages dog i begrænset omfang sprøjtning i danske væksthuse med håndholdt sprøjteriffel, hvor eksponeringen vurderes til at være relativt høj. Målinger af denne arbejdsfunktion er ved at blive undersøgt i England (pers. oplysning, Erik Kirknel).

Kirknel et al. (1997) har udarbejdet en model for eksponeringen og optagelsen af pesticider ved re-entry i væksthuse. Den daglige potentielle eksponering kan her nå ca. 100 milligram pesticid pr. arbejdsdag, men vil typisk ligge i intervallet 1-60 milligram på en arbejdsdag på 6 timer med kontakt til de behandlede planter, som falder dagen efter pesticidbehandlingen. Den mest kritiske variabel er den hastighed, hvormed pesticidet forsvinder fra plantens overflade. I modellen for eksponering tages der også hensyn til den mængde pesticid, der kan trænge gennem huden. Det er kun den mængde, der trænger gennem huden, der giver evt. sundhedseffekter. Den mængde vil normalt være mindre end den mængde, der lander på huden.

Pesticider og kræft

Humane data om eksponering for pesticider og kræft er overvejende baseret på erhvervsmæssig eksponering i land-, skov- og havebrug samt blandt arbejdere beskæftiget med fremstilling af pesticider. Ved reviews af disse studier er ikke fundet signifikant stigning i den samlede dødelighed af kræft blandt personer erhvervsmæssigt eksponeret for pesticider (Dich et al. 1997; Maroni, Fait 1993; Blair, Zahm 1991). Endvidere fandtes den samlede dødelighed lavere for disse grupper af pesticideksponerede sammenlignet med den generelle befolkning, hvilket oftest blev tilskrevet en "healthy worker effect" og for arbejdere beskæftiget i landbruget tilskrevet en sundere livsstil blandt landbrugsfamilier. Imidlertid synes specielt landmænd at have en højere forekomst end den generelle befolkning for visse typer af kræft omfattende non-Hodgkin's lymfom, Hodgkin's sygdom, multipel myelom, leukæmi, bløddelssarkom, og kræft i hjernen, huden, læbe, mave og prostata (Dich et al. 1997; Blair, Zahm 1995; Blair et al. 1992). Epidemiologiske studier om kræft og pesticider har sædvanligvis beskæftiget sig med pesticider som en samlet gruppe og mangler detaljeret information om eksponeringen. Der findes meget få studier, der har evalueret enkelte stoffer eller klasser af pesticider. Sådanne studier er både vanskelige at designe og vanskelige at fortolke, idet personer sjældent er eksponeret for kun et pesticid. Organo-chlorforbindelser (hvortil det forbudte stof DDT hører) er blevet associeret med kronisk lymfatisk leukæmi, maligne lymfomer, multipelt myelom og bløddelssarkomer, og organofosfater og phenoxysyrer er blevet associeret med non-Hodgkin's lymfom. I kohortestudier er insekticider som gruppe blevet associeret med øget risiko for lungekræft, malignt lymfom, multipelt myelom, leukæmi, hudkræft og kræft i hjerne og bugspytkirtel. Et review af epidemiologiske undersøgelser om herbicider og kræft fandt rimelig evidens for at antage en association mellem non-Hodgkin's lymfom og phenoxysyre-herbicider (Morrison et al. 1992). Endvidere fandt flere studier store stigninger i risikoen for bløddelssarkomer ved eksponering for phenoxysyrer, men manglende bevis for et dosis-respons forhold. Triazin-herbicider er ligeledes blevet associeret med non-Hodgkin's lymfom og bløddelssarkomer samt endvidere med leukæmi, multipelt myelom, colon- og ovariecancer. Et review finder imidlertid de epidemiologiske data for utilstrækkelige til at afgøre, hvorvidt der eksisterer en association mellem eksponering for triaziner og kræft blandt mennesker (Sathiakumar, Delzell 1997).

Kræft hos børn af brugere af pesticider

Kun få studier foreligger om sammenhængen mellem lavdosis-ekspone-ring for pesticider og kræft blandt børn. Studierne er baseret på forskellige scenarier for eksponering - prænatalt, postnatalt, eksponering i hjemmet og forældres potentielle eksponering for pesticider i deres erhverv. De fleste data er fra case-kontrolundersøgelser, og den meste forskning har været koncentreret om leukæmi og hjernekræft formentlig som udtryk for den lave forekomst af andre kræfttyper blandt børn. Studierne er ofte begrænset af uspecifikke oplysninger om pesticideksponeringen, potentiel recall bias, få tilfælde, og de fleste sammenligninger er sædvanligvis baseret på mindre end 10 eksponerede personer. Imidlertid er mange af de kræfttyper, der hos børn er associeret med pesticider, de samme typer, som gentagne gange associeres med pesticideksponering blandt voksne (Zahm et al. 1997), hvilket kunne tyde på en sandsynlig association. Endvidere er de observerede risici ofte større blandt børn end voksne, hvilket kunne tyde på, at børn er mere sårbare for den carcinogene effekt af pesticider. Hjernekræft er et eksempel på en kræfttype blandt børn, der hyppigt relateres til eksponering for pesticider.

Andre kræfttyper, der er blevet associeret med eksponering for pesticider omfatter bl.a. osteosarkom, bløddelssarkom, colorektalcancer, testikelkræft samt anden malignitet i kønsceller, Hodgkin's sygdom og retinoblastom. Med ganske få studier for hver type kan der ikke drages konklusioner om pesticiders mulige betydning for ætiologien til disse kræfttyper.

Begrænsninger i undersøgelsen af kræft hos børn

Samlet betragtet er undersøgelserne præget af metodologiske begrænsninger. Fejlklassifikation af eksponering, utilstrækkelige gruppestørrelser, bias i valg af kontrolpersoner og ukontrolleret konfundering er nogle af de primære begrænsninger i case-kontrolstudierne af pesticider og kræft blandt børn. Kun få studier har skelnet mellem de forskellige pesticidgrupper, og oftest er eksponeringen dikotomiseret til på et eller andet tidspunkt eller aldrig nogensinde at have brugt pesticider uden hensyn til hyppigheden eller varigheden af eksponeringen. Eksponeringsoplysningerne i alle studier er indirekte og baseret på forældrenes jobtitler, erhverv og brug af pesticider i boligen. Endvidere må der formodes en vis grad af recall bias vedrørende detaljer omkring hyppighed og timing af brugen af pesticider i forhold til konceptionen, graviditeten og barnets diagnose - forhold, der kan ligge mange år tilbage i tiden. De studier, der fandt en association mellem pesticider og kræft, syntes at være dem, der havde fået mere detaljerede oplysninger om eksponeringen med hensyn til timing, intensitet eller pesticidtype. Selvom adskillige studier antyder en association mellem pesticideksponering og visse kræfttyper, synes der ikke at være tilstrækkelig epidemiologisk evidens for et ætiologisk forhold mellem eksponering for pesticider og kræft blandt børn (Daniels et al. 1997; Zahm, Ward 1998).

Undersøgelser af kræftrisiko i forbindelse med brug af pesticider kompliceres ofte af, at den enkelte landmand anvender mange forskellige slags sprøjtemidler, samt at de enkelte pesticider har forskellige toksikologiske profiler. Der har været flere undersøgelser, der har rejst mistanke om pesticideksponering som mulig årsag til øget hyppighed af bestemte kræftformer i blod- og lymfevæv (Zahm et al. 1997). Genotoksiske skader, som ses hos non-Hodgkin's lymfom patienter, er også fundet i lymfocyter fra perifert blod hos pesticideksponerede (Garry et al. 1996). I forbindelse hermed skal det nævnes, at beskæftigede i landbruget udsættes for en lang række eksponeringer, der også kan påvirke den enkelte landmands immunapparat (Blair, Zahm 1995).

I Danmark har der ikke været foretaget egentlige epidemiologiske undersøgelser vedrørende pesticidudsættelse af beskæftigede inden for landbruget, men flere forskere har undersøgt pesticidudsættelse blandt beskæftigede i gartnerier. Der er foretaget enkelte undersøgelser af "dødelighed og erhverv".

Undersøgelser af kræfthyppighed

En analyse af kræfttilfælde i årene 1970-79 relateret til erhverv viste inden for landbruget en overhyppighed af nogle kræftformer udgået fra blod og lymfatisk væv. For mænd beskæftiget inden for landbrug fandtes for akut leukæmi 22 tilfælde mod forventet 12. Endvidere fandtes en signifikant øget risiko for kronisk leukæmi blandt mænd i landbruget med 32 tilfælde af ikke-akutte leukæmier mod forventet 19,2 tilfælde. Lungekræfttilfælde blandt landbrugsbeskæftigede var i denne undersøgelse signifikant mindre end forventet (Olsen, Jensen 1987). Der foreligger ingen opfølgning af denne undersøgelse fra perioden efter 1979.

Undersøgelser i dette afsnit er omtalt af Skadhauge (1998). De bedst dokumenterede undersøgelser af pesticider er imidlertid udført med stoffer, som ikke længere anvendes eller som ikke har været anvendt i Danmark.

Reproduktionstoksicitet

Det er dokumenteret, at den erhvervsmæssige eksponering for pesticider kan udvise en negativ effekt på fertiliteten (Smith et al. 1997; Strohmer et al. 1993; de Cock et al. 1994). Et kendt eksempel er stoffet dibrom-chlorpropan (DBCP), der medførte azoospermi og oligospermi blandt californiske arbejdere beskæftiget med stoffet (Whorton, Foliart 1983). Andre pesticider som fx. ethylendibromid, kepon og carbaryl har været associeret med mandlige reproduktive effekter (Baker, Wilkinson 1990). Nogle studier har fundet en association mellem spontane aborter og fosterdød og erhvervsmæssig eksponering for pesticider (Pastore et al. 1997; Goulet, Thériault 1991), hvorimod andre ikke har kunnet påvise en sådan sammenhæng (Restrepo et al. 1990; Willis et al. 1993; Kristensen et al. 1997a).

I en reviewartikel fra 1995 konkluderes det, at der ikke findes klar epidemiologisk evidens for en sammenhæng mellem eksponering for pesticider og øget reproduktiv risiko (Nurminen 1995). En stor norsk undersøgelse af medfødte misdannelser blandt børn, som var født af forældre, der var registreret som landmænd, fandt en association med pesticider for misdannede kønsorganer (Kristensen et al. 1997b). For nylig blev der publiceret en omfattende reviewartikel, der undersøgte studier vedrørende potentielle associationer mellem fosterdød, både spontane aborter og dødfødsler, og specifikke pesticider samt forældres beskæftigelse i erhverv med potentiel eksponering (Arbuckle, Sever 1998). Data antydede en øget risiko for fosterdød associeret med pesticider i almindelighed og moderens beskæftigelse i det landbrugsmæssige erhverv. Undersøgelsen konkluderede imidlertid, at de studier, der er foretaget til dato, ikke giver svar på spørgsmålet vedrørende individuelle pesticiders toksiske effekt på den humane reproduktion.

Effekter på forplantningen

En undersøgelse af væksthusgartnere viste signifikant reduceret plasma-cholinesterase aktivitet sammenlignet med en ueksponeret kontrolgruppe (Lander et al. 1995). I en undersøgelse af sædkvalitet og kromosomskader hos pesticideksponerede væksthusgartnere blev der ikke fundet en kobling mellem enkeltfaktorer, herunder eksponering for pesticider. Dette gjaldt både en specifik sammenkædning med målte eksponeringer for pesticider og bredt med gartneriets forbrug af pesticider (Abell et al. 1997). Undersøgelsens vigtigste iagttagelse var, at både kromosomskader og sædkvalitet var relateret til den aktuelle pesticideksponering, og at sprøjtning var af mindre betydning end eksponering ved re-entry. I undersøgelsen blev der ikke påvist forskelle mellem gartnernes sædkvalitet og sædkvaliteten hos økologiske dyrkere. Desuden havde gartnerne generelt en højere sædkvalitet end den øvrige befolkning. På den anden side blev det iagttaget, at jo længere tid, de undersøgte personer havde arbejdet som gartner, desto dårligere sædkvalitet kunne påvises. Dette var dog ikke entydigt korreleret til pesticideksponeringen. Der blev desuden ikke fundet en korrelation mellem det pågældende gartneris pesticidforbrug og sædkvaliteten, men de lavt eksponerede gartnere havde bedre sædkvalitet end de højt eksponerede. Undersøgelsens resultater tilskynder derfor til en øget indsats mod at mindske eksponering af væksthusgartnere ved håndtering af sprøjtede planter.

Udviklingsmæssig toksicitet

Udviklingsmæssige effekter som følge af forældres erhvervsmæssige eksponering for pesticider er vist i flere studier. I det ovennævnte norske studie af medfødte misdannelser blandt nyfødte til forældre, der var registreret som landmænd, fandtes en moderat øget risiko for spina bifida og hydrocephalus, som var stærkest for eksponering for pesticider i frugtplantager og drivhuse sammenlignet med børn, som var født af ikke-landmænd i landbrugskommuner (Kristensen et al. 1997b). Eksponering for pesticider, især for kornavlere, var også associeret med defekter af lemmer. Et hollandsk studie fra 1996 viste en øget risiko for spina bifida blandt børn født af mødre beskæftiget i landbruget sammenlignet med en kontrolgruppe, men associationen kunne ikke forklares ved brug af pesticider (Blatter et al. 1996). I et finsk studie af medfødte misdannelser og mødre beskæftiget i landbruget fandtes imidlertid ingen øget risiko for arbejde med pesticideksponering sammenlignet med ueksponerede landbrugsarbejdere (Nurminen et al. 1995). En nylig reviewartikel beskriver metoder og resultater af studier vedrørende erhvervsmæssig eksponering for pesticider, fortrinsvis blandt landbrugsarbejdere, og risikoen for medfødte misdannelser. På baggrund af den tilgængelige information synes der imidlertid ikke til dato at være tilstrækkeligt bevis til hverken at be- eller afkræfte en sammenhæng mellem eksponering for pesticider og misdannelser (García 1998).

Neurotoksicitet

Med hensyn til pesticiders neurotoksiske effekter i voksenpopulationer har adskillige studier af pesticideksponerede arbejdere fundet, at effekter i det perifere nervesystem kan optræde blandt arbejdere med enten akut forgiftning eller ved kronisk erhvervsmæssig eksponering uden åbenlyse neuropatiske syndromer (Keifer, Mahurin 1997; Ecobichon 1996). De kognitive effekter af eksponering for pesticider er oftest blevet studeret for organofosfater på grund af den udbredte anvendelse.

Efter akutte eksponeringer for høje doser af organofosfater med gentagne akutte kliniske signifikante intoksikationer er lejlighedsvis observeret toksiske effekter, der på langt sigt berører adfærd samt den mentale og visuelle funktion (Rosenstock et al. 1991; Ames et al. 1995; Steenland et al. 1994). De tilgængelige data indikerer imidlertid ikke, at asymptomatisk eksponering for organofosfater er forbundet med en øget risiko for forsinkede eller permanente neuropsykopatologiske effekter (Daniell et al. 1992; Eyer 1995).

Blandt fungicider har dithiocarbamaterne i få tilfælde været associeret med neurotoksicitet. I et studie fra Holland fandtes både autonome og perifere neurotoksiske effekter blandt arbejdere kronisk eksponeret for zineb og maneb i blomsterproduktionen (Ruijten et al. 1994). Imidlertid er disse pesticider ikke selv mistænkt for at være perifere neurotoksiner, men carbondisulfid, der er en af de metaboliske produkter, er et kendt neurotoksin. Endvidere har erhvervsmæssig eksponering for pesticider indeholdende mangan været nævnt som en mulig årsag til manganforgiftning af centralnervesystemet. (Ferraz et al. 1988).

I et populationsbaseret studie fra Calgary, Canada fandtes en tre gange øget risiko for Parkinsons sygdom blandt personer med tidligere erhvervsmæssig eksponering for herbicider (Semchuk et al. 1992).

Immunotoksicitet og sensitivitet

Et amerikansk studie af 280 tilfælde med aplastisk anæmi fandt en association med erhvervsmæssig eksponering for organochlorforbindelser og organofosfater (Fleming, Timmeny 1993). Det kan konkluderes, at der er evidens for kontakthypersensitivitet som følge af erhvervsmæssig eksponering for pesticider.

Eksperimentelle og kliniske data har vist, at visse pesticider (chlornitrobenzen, carbamater, captan og organofosfater) kan inducere kontakthypersensitivitet (type IV-reaktionen) i forsøgsdyr og mennesker (Baker, Wilkinson 1990).

Dødelighed hos landmænd

I 3. delrapport fra Sundhedsministeriets Middellevetidsudvalg findes der angivelser af standardiserede mortalitets ratioer (SMR) for forskellige erhvervsgrupper, og inden for hvert erhverv har man også set på dødsårsager. Der er foretaget undersøgelse for perioden 1986-90. Sammenlignet med stort set alle andre erhverv har "selvstændige i landbrug" den laveste SMR (Ingerslev et al. 1994).

Det vurderes, at risikoen for akutte effekter af pesticider er væsentligt mindre i dag end for blot 10 år siden. Ved anvendelse af de værnemidler, der anbefales for det enkelte pesticid i henhold til klassifikationen og mærkningen, vil der være en minimal risiko for at pådrage sig kroniske helbredsskader. En vis risiko kan ikke udelukkes for personer, der ikke overholder de givne forskrifter for personlig beskyttelse og korrekt anvendelse af pesticiderne, uhensigtsmæssige arbejdsrutiner og dårlig arbejdshygiejne. Underudvalget noterer sig dog, at der kan være tale om en betydelig eksponering af sprøjteføreren og af gartnere i væksthuse og i produktionen af frugt og grøntsager, hvor pesticidanvendelsen er hyppig.

Ved traktorarbejde på marken forekommer helkropsvibrationer. Traktorførerne foretager desuden mange vrid i ryggen. De har ofte behov for at kigge bagud, hvorved hvirvelsøjlen, nakke og skuldre belastes. Der er generelt øget risiko for slidgigt hos landmænd, som er associeret til malkning, traktorkørsel samt tungt fysisk arbejde, der ofte påbegyndes før 16 års-alderen. Ved arbejde under støvfyldte forhold er risikoen for astma og kronisk bronkitis forøget.

Der forekommer støjpåvirkning i landbruget, som dels er forårsaget af arbejdet i stalde, dels af støj fra traktorer og andre landbrugsmaskiner.

Følgende specifikke konklusioner kan uddrages:

• Der er ikke tradition for at beskæftige sig med arbejdsmiljø, hverken i det konventionelle eller økologiske landbrug og der foretages ikke indberetning af alle skader. Den generelle dødelighed er dog lav i forhold til andre erhvervsgrupper.
   
• Landbruget har mange alvorlige ulykker og har de fleste dødsulykker sammenlignet med alle andre erhverv.
   
• Der kan forekomme EGA (ensidigt, gentaget arbejde) ved manuel ukrudtsbekæmpelse i specialafgrøder med risiko for lidelser i lænd og ryg.
   
• Ulykkesrisici kan stige i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse ved indførelse af flere maskiner, der kræver reparation og vedligeholdelse.
   
• Der er i flere undersøgelser dokumenteret massiv underanmeldelse af såvel arbejdsulykker som arbejdsbetingede lidelser.
   
• Langtidseffekter hos mennesker ved erhvervsmæssig eksponering svarende til danske forhold er ikke vist i epidemiologiske undersøgelser.
   
• Underudvalget påpeger, at der mangler viden om pesticider og deres hjælpestoffers evne til at fremkalde allergi og deres påvirkning af immunsystemet.
   
• Langtidseffekten ved udsættelse for pesticider, der medfører en større risiko for skader, kan ikke påvises med sikkerhed svarende til danske forhold. Som følge af den intensive anvendelse af pesticider i planteskoler og produktionen af frugt, grønt og bær, anbefaler Underudvalget en øget indsats mod at mindske eksponeringen med pesticider specielt for disse produktioner.
   

Pesticider bruges i landbruget og gartnerierhvervet til at bekæmpe ukrudt, svampe, insekter og andre skadedyr samt til at påvirke væksten af afgrøder som frugt, grøntsager og korn. I Danmark er der i øjeblikket godkendt omkring 90 forskellige aktivstoffer, der indgår i ca. 550 midler.

Der er gennem årene sket en markant stramning af kravene til godkendelsen af de enkelte pesticider. Dette har bl.a. bevirket, at anvendelsen af en række pesticider er blevet forbudt på grund af deres uheldige miljømæssige og/eller sundhedsmæssige egenskaber. Dette gælder således en række chlorholdige pesticider, som fx DDT, dieldrin m.v.. På grund af deres manglende nedbrydelighed findes de dog fortsat i miljøet, hvorfra de finder vej til fødevarerne.

Anvendelsen af pesticider spænder vidt. Inden for fødevareområdet er det især i forbindelse med produktionen af frugt og grøntsager, at der er størst risiko for restindhold.

Pesticider anvendes ligeledes i stor udstrækning ved dyrkning af korn til behandling mod ukrudt og mod svampeangreb samt til regulering af vækst. Ofte finder sprøjtningen sted længe før høst, hvorfor nedbrydningen af pesticidet vil være fremskreden. Ved sprøjtning kortere tid før høst, må restindhold normalt forventes at være til stede.

Akutte og kroniske effekter af pesticider er undersøgt i talrige eksperimentelle studier og i studier af personer med erhvervsmæssig eksponering både i ind- og udland. Bort set fra højdosis-eksponering i forbindelse med ulykker eller selvmord er der for den generelle befolkning i Danmark overvejende tale om lavdosis-eksponering primært som følge af pesticidrester i fødevarer og drikkevand eller ved privat brug af bekæmpelsesmidler i eller omkring boligen.

Befolkningsundersøgelser

Der findes kun yderst sparsomme epidemiologiske data vedrørende sundhedsmæssige effekter blandt den generelle befolkning som følge af lavdosis-eksponering for pesticider. Der vil være forskelle både i eksponering og følsomhed for pesticider i befolkningen afhængig af bl.a. alder, køn, spisevaner, miljømæssige faktorer og/eller livsstil. Dele af befolkningen må således kunne forventes at udvise sundhedsmæssige effekter ved eksponering for væsentligt lavere doser af pesticider end de, der giver effekter i den øvrige befolkning. Bl.a. børn udgør en særlig risikogruppe specielt som følge af kvalitative og kvantitative forskelle i indtagelsen af de forskellige fødevaretyper mellem børn og voksne. Andre risikogrupper kan være personer med dårligt immunforsvar eller personer med visse kroniske sygdomme. For yderligere uddybning af emnet pesticiders effekt på folkesundheden henvises til Skadhauge (1998).

Metabolitter

Pesticiderne omdannes i levende organismer til metabolitter. Der vil normalt i dokumentationsmaterialet bag godkendelsen af pesticider foreligge oplysninger om de fleste metabolitter fra det pågældende stof, men der udføres normalt ikke selvstændige toksikologiske undersøgelser af de enkelte metabolitter. Generelt anses den toksiske virkning af metabolitter for mindre end af det oprindelige stof, fordi de ofte er mere vandopløselige og dermed udskilles hurtigere fra organismen (Hayes, Laws 1991). Der er imidlertid en del væsentlige undtagelser, hvor biotransformation resulterer i et mere toksisk produkt (fx oxondannelse af thiophosphater og epoxyforbindelser dannet af visse insekticider som dieldrin og heptaklor). Atrazins metabolitter deethylatrazin og desisopropylatrazin er mere akut toksiske end atrazin, de er lettere udvaskelige end det oprindelige pesticid og kan dermed udgøre et større problem. I den udstrækning der er kendskab til sådanne omdannelsesprodukter, vil dette indgå i godkendelsesproceduren, herunder ved fastsættelsen af grænseværdier i fødevarer.

Ved eksponering for en potentiel toksisk faktor omfatter risikopopulationen traditionelt den del af befolkningen, der udsættes for 1) øget eksponering, 2) øget dosis ved samme eksponering eller 3) øget effekt ved samme eksponering i forhold til den øvrige befolkning.

Øget eksponering kan forekomme ved ulykker eller erhvervsmæssig eksponering, men kan fx også forekomme i en vis udstrækning i befolkningsgrupper med særlige kostvaner (fx vegetarer eller personer med et andet fødevaregrundlag) eller med naboskab til sprøjtede arealer.

Børn som risikogruppe

Børn udgør en risikogruppe, fordi de ofte udsættes for en større dosis af pesticider sammenlignet med voksne ved samme type eksponering. På grund af et hurtigere åndedræt i forhold til kropsvægten end voksne inhalerer de relativt mere luft. Børns særlige kostmønster og indtagelse af pesticidrester er behandlet i en rapport fra det amerikanske National Research Council (NRC). Her fandtes både kvalitative og kvantitative forskelle mellem børn og voksne med hensyn til eksponering for pesticidrester i levnedsmidler (National Research Council 1993). Dels indtager børn mere energi pr. kg kropsvægt end voksne, og dels indtager børn langt færre typer af levnedsmidler end voksne. Endvidere er indtagelsen af vand, både som drikkevand og som komponent i levnedsmidler, meget forskellig mellem børn og voksne. Komitéen konkluderede, at forskelle i kost og dermed kostmæssig eksponering for pesticidrester kunne forklare de fleste af forskellene i pesticidrelaterede sundhedsmæssige risici mellem børn og voksne. Forskelle i eksponering var generelt en vigtigere årsag til forskelle i risiko end aldersbetingede forskelle i den måde stofferne virker på i organismen. Imidlertid fandtes påvirkninger af bl.a. neurologiske og immunologiske udviklingsmæssige processer utilstrækkelig belyst.

Med hensyn til en øget effekt ved samme eksponering for pesticider er der enighed om, at fostre og børn udgør en speciel gruppe (Goldman 1995; Reigart 1995). Som det anføres i ovennævnte NRC-rapport, findes både kvalitative og kvantitative forskelle i toksiciteten af kemiske stoffer, herunder pesticider mellem børn og voksne (National Research Council 1993). Rapporten giver eksempler, mest vedrørende lægemidler, hvor børn er henholdsvis mere eller mindre følsomme over for de enkelte stoffer. Disse forskelle beror på, om stofferne nedbrydes med forskellig hastighed i kroppen hos børn og voksne og nedbrydningsprodukternes større eller mindre toksicitet sammenlignet med moderstoffet. De kvalitative forskelle i toksicitet skyldes eksponering i specielt sårbare perioder i den tidlige udvikling, hvor eksponering for et toksisk stof permanent kan ændre strukturen eller funktionen af et organsystem. De kvantitative forskelle i toksicitet mellem børn og voksne skyldes til dels aldersbetingede forskelle i absorption, metabolisme, detoksifikation og ekskretion af de miljøfremmede stoffer, dels forskelle i størrelse, ikke fuldt udviklede biokemiske og fysiologiske funktioner samt variation i kroppens sammensætning (vand, fedt, protein og mineralindhold), der alle kan påvirke graden af toksicitet. Da nyfødte er den gruppe, der anatomisk og fysiologisk adskiller sig mest fra voksne, må de anses for at have de mest udtalte kvantitative forskelle i sårbarhed for pesticider. Rapporten fandt, at kvantitative forskelle i toksicitet mellem børn og voksne sædvanligvis er mindre end en faktor 10.

I henhold til ovenstående skønner den amerikanske miljøstyrelse (US-EPA), at børn udgør en særlig risikogruppe, hvorfor der i enkelte tilfælde i USA er anvendt en ekstra usikkerhedsfaktor foruden den sædvanlige faktor 100 ved fastsættelse af maksimalgrænseværdier i forbindelse med risikovurderinger, der er baseret på dyreforsøg, og hvor disse ikke skønnes tilstrækkelige til at belyse børnenes særlige situation. Eksempler på sådanne stoffer og de tilhørende usikkerhedsfaktorer (i parentes med angivelse af årstal) er: heptachlor (200 i 1990), triazophos (500 i 1990), fentin (200 i 1970; 500 i 1991), abamectin (500 i 1992), amitrol (midlertidig usikkerhedsfaktor på 1000 i 1993), phosalon (200 i 1993) og propylenthiourinstof (metabolit fra probineb, 1000 i 1993).

Andre risikogrupper

Gravide kvinder, ældre mennesker og personer med et dårligt fungerende immunforsvar er andre grupper, der må formodes at være særligt sårbare med hensyn til sundhedsmæssige effekter af eksponering for pesticider.

Den generelle befolkning kan eksponeres for pesticider ved indtagelse af pesticidrester gennem fødevarer og via drikkevand eller ved anvendelse af pesticider i og omkring boligen, skoler, kontorer, offentlige anlæg, landbrug (afdrift og fordampning). Endvidere kan eksponering ske ved ulykker, lækager ved uhensigtsmæssig opbevaring, spild, forurening fra produktionsanlæg eller affaldsdepoter. Specielt børn kan eksponeres for pesticider ved indtagelse af kontamineret jord, ved kontakt med kæledyr behandlet med pesticider eller fra forældre, der er udsat for pesticider i deres erhverv.

Eksponering i boligen

Der kan ske eksponering for pesticider i forbindelse med brug af pesticider i og omkring boligen, fx i insektbekæmpelse og behandling af husdyr. Ud over den direkte behandling med pesticider indendørs kan der ske en afgivelse af pesticider fra potteplanter, som behandles med pesticider i gartneriet. Der foreligger ikke undersøgelser af denne eksponering i Danmark (Skadhauge 1998).

Eksponering via fødevarer

Den væsentligste eksponering af befolkningen for pesticider må regnes at ske via fødevarer. Rundt regnet 60% af denne indtagelse sker via importerede fødevarer. Eksponering via grøntsager og især bær og frugt er dominerende. Kilderne til oplysningerne herom er Veterinær- og Fødevaredirektoratets årlige rapporter over den landsdækkende kontrol og overvågning af restindhold af pesticider i vegetabilske og i animalske levnedsmidler på det danske marked. Prøverne udtages i engrosleddet. Undersøgelserne omfatter både dansk producerede og udenlandske fødevarer og gennemføres som en stikprøvekontrol suppleret med en målrettet mistankekontrol.

 (8 Kb)

Figur 6.3
Hyppighed af frugt og grøntsager med pesticidrester for danske henholdsvis importerede afgrøder, 1993-1997 (frugt og grøntsager med de højeste prøvetal er præsenteret). Der er påvist pesticidrester i gennemsnitlig ca. en fjerdedel af den danske og importerede frugt vist på figuren. For grøntsagerne er der væsentlig flere importerede prøver med indhold, idet der er påvist pesticidrester i gennemsnitlig 20% af de importerede grøntsager i figuren mod 6% af de danske grøntsager.

Levnedsmidler

I stikprøvekontrollen udtages prøverne tilfældigt blandt de afgrøder, som det er besluttet at undersøge i det pågældende år. Denne kontrol er tilrettelagt med henblik på at bestemme niveauet af restindhold i de undersøgte afgrøder. Prøverne udtages tilfældigt (randomiseret) blandt de afgrøder, som det er besluttet at undersøge i det pågældende år. Udtagningen foregår hos grossister, producenter og importører, og den foretages af levnedsmiddelkontrolenhederne, samt Plantedirektoratet og Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Generelt udtages prøverne med en geografisk fordeling og fordelt over hele året. For frugt og grønt udtages prøver ugentligt. I alt udtages ca. 2000 prøver årligt, heraf 600-900 prøver af dansk producerede levnedsmidler. I 1997 blev der således udtaget i alt 1947 prøver, der fordelte sig med 83% på frugt og grønt (1613 prøver), 3% på honning (dansk og udenlandsk), 8% på kød, 6% på korn (heraf 1/3 på importeret korn). De 1613 prøver på frugt og grønt fordelte sig med 919 prøver på udenlandske produkter og 694 på danske. Stikprøvekontrollens omfang udgjorde både i 1996 og 1997 ca. 0,0002% af den danske produktion af grøntsager, frugt og bær.

Generel stikprøvekontrol af fødevarer

Undersøgelserne af frugt og grønt har gennem de senere par år dækket ca. 150 forskellige pesticider omfattende almindeligt brugte insekt- og svampemidler samt nogle ukrudtsmidler. Ved fastlæggelsen af stofprofilen for undersøgelserne prioriteres de stoffer, der har danske grænseværdier (ofte svarende til EU) og/eller bruges her i landet. I øvrigt prioriteres de pesticider, der har lave grænseværdier og udbredt anvendelse. Animalske produkter og fisk indgår i undersøgelserne og kontrolleres for indhold af chlororganiske pesticider, der tidligere har være godkendt til anvendelse og i dag optræder som en udbredt miljøforurening. Samtidig undersøges for industrikemikaliet PCB. Der forekommer desuden en række chlorholdige pesticider i fisk og især i de fede fisk. Da disse stoffer længe har været forbudt, bliver de reguleret og opfattet som miljøforureninger. Forekomsten af disse stoffer i fisk vil ikke være påvirket af en reduktion eller evt. udfasning af anvendelsen af pesticider i Danmark.

Særlige undersøgelser (mistankekontrol)

Derudover foretages særlige undersøgelser, herunder såkaldt mistankekontrol, som er en målrettet kontrol, der tages i anvendelse, hvor og når der er mistanke om - overskridelser af gældende maksimale grænseværdier. Mistanken kan typisk opstå i forbindelse med den løbende stikprøvekontrol. Karakteren og omfanget af mistankekontrollen vil variere fra sag til sag og omfatte et par eller flere prøver udtaget i detail- og/eller engrosleddet. Kontrollen kan evt. suppleres med inspektionsbesøg hos producent og/eller forhandler. Mistankekontrollen er normalt afgrænset til et enkelt pesticid i en enkelt fødevaretype, og der udtages alene prøver fra et bestemt område eller land.

Der er i årene 1988-1997 ikke foretaget mistankekontrol på dansk producerede afgrøder.

Overskridelser af grænseværdier

De hidtidige undersøgelser har gennem mange år vist, at restindholdet af pesticider i fødevarer på det danske marked generelt set overholder gældende regler. Der findes overskridelser af de fastsatte grænseværdier i 1 - 2% af de undersøgte prøver. Der er tale om mindre overskridelser, der sjældent overstiger grænseværdierne med mere end 50 - 100%. Det er karakteristisk for undersøgelserne, at der med de anvendte rapporteringsgrænser ikke er fundet indhold i den alt overvejende del af de undersøgte prøver. Normalt rapporteres indhold i én tredjedel eller derunder af de undersøgte prøver. I den samlede opgørelse er påvisningshyppigheden større i udenlandske prøver end i danske som vist i figur 6.3, men inden for de enkelte afgrøder varierer påvisningerne både kvalitativt og kvantitativt fra år til år, afhængig af handelsmæssige og klimatiske forhold samt forskelle i behandlingsbehov (Büchert 1998). De hyppigst påviste pesticider i 1996 var følgende (i alfabetisk rækkefølge): captan, carbendazim, chlorothalonil, dithiocarbamater, endosulfan (sum), iprodion, quintozen, tolylfluanid og vinclozolin. Ingen af fundene har givet Veterinær- og Fødevaredirektoratet anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder (Büchert, Engell 1998).

Fund og overskridelser i relation til afgrøder

Undersøgelserne viser en tendens til relativt flere påvisninger af restindhold i frugt, herunder bl.a. citrusfrugter og vindruer end i grøntsager som fx kål og kartofler. Den samlede, gennemsnitlige indtagelse af pesticider er domineret af især citrusfrugter (appelsiner og mandariner), kartofler og æbler samt i lidt mindre omfang tomater, pærer, vindruer og jordbær, der står for den største del af belastningen. Summen af disse stoffer omfatter imidlertid pesticidrester med meget forskellige toksikologiske egenskaber, således at disse stoffer ikke umiddelbart er sammenlignelige, ligesom deres kombinerede virkning ikke er kendt. Fødevareministeriet har netop igangsat en undersøgelse, som i løbet af nogle år vil belyse disse spørgsmål. Et andet væsentligt forhold ved den udførte sammentælling af pesticidresterne i levnedsmidlerne er, at der ikke inkluderes reduktionsfaktorer. En del af pesticidresterne fjernes således ved tilberedningen, fx ved skrælning af appelsiner, mandariner osv., hvor skrællen sjældent anvendes. Der foreligger dog endnu ikke tilstrækkelige data, som kan belyse reduktionsfaktorernes størrelse i dansk kost. Dette aspekt bliver ligeledes medtaget i en ny undersøgelse, som er igangsat af Fødevareministeriet. En nærmere sammenligning mellem de enkelte levnedsmidler og deres betydning for indtagelsen af pesticider, og dermed deres muligt toksiske effekter, er af flere grunde vanskelig, bl.a. fordi datagrundlaget ofte er for begrænset, men også fordi de enkelte pesticider har forskellige toksikologiske egenskaber. Det skal dog nævnes, at den højere påvisningsrate i udenlandske afgrøder afspejler tendensen til, at der for sammenlignelige afgrøder er færre påvisninger i danske produkter end i udenlandske. Denne tendens er mest udtalt for afgrøder som tomater, agurker og peberfrugter, der er væksthusafgrøder i Danmark og dyrkes på friland i udlandet. Tendensen gælder dog ikke for alle afgrøder. Der er også eksempler, fx solbær, hvor der er flere påvisninger i danske afgrøder end i udenlandske.

Beregning af pesticidindtagelse fra fødevarer og drikkevand på det danske marked

Den efterfølgende beregning af danskernes indtagelse af pesticider gennem kosten er baseret på moniteringsdata fra Veterinær- & Fødevaredirektoratets løbende kontrol- og overvågningsundersøgelser i 1996 og 1997 (Büchert 1998). Disse data er ikke blot de nyeste, men samtidig gennemført med sammenlignelige metoder og rapporteringsgrænser. Det er karakteristisk, at der ikke påvises indhold i hovedparten af de undersøgte prøver. Uanset dette må det antages, at der i behandlede afgrøder altid vil være et vist restindhold, så den manglende påvisning kan alene tages som udtryk for, at indholdet i givet fald vil være mindre end den analytiske detektionsgrænse .

Beregningsmetoder

Der kan anvendes forskellige modeller til beregning af pesticidindtagelsen fra afgrøder, hvor der ikke er påvist noget indhold. I situationer, hvor der er tilstrækkeligt mange data over detektionsgrænsen, kan fordelingen under detektionsgrænsen bestemmes med rimelig statistisk sikkerhed. Desværre er det ikke tilfældet for de foreliggende moniteringsdata. Restindholdet i prøver uden påvist indhold må således udtrykkes på anden vis. Dette kan ske ved at sætte pesticidindholdet til 0 (nul) eller modsat, ved at antage, at det svarer til detektionsgrænsen. Begge dele er dog ret grove tilnærmelser.

I denne sammenhæng skal det understreges, at den analytiske detektionsgrænse ikke er nogen fast størrelse. Den varierer fra pesticid til pesticid og fra afgrøde til afgrøde, ligesom der er en variation fra den ene analyse til den anden af det samme stof i samme afgrøde. Da de eksakte data imidlertid ikke er umiddelbart tilgængelige, er beregningerne baseret på de mere generelle detektionsgrænser, der bl.a. er fastlagt for de enkelte stoffer ved valideringen af metoderne. Beregningerne af restindholdet i prøver med påvist indhold er foretaget ved at sætte indholdet i sådanne prøver til middelværdien mellem det højeste og laveste påviste indhold.

Beregningernes omfang

Beregningerne af restindholdet i de undersøgte afgrøder er gennemført for alle de pesticider, der blev påvist ved undersøgelserne i 1996 og 1997. Der er kalkuleret med indhold i både danske og udenlandske afgrøder af samme type, også når stoffet blot er påvist i prøver af den ene eller den anden oprindelse. Det er ligeledes en overestimering, at beregningerne gennemføres med en antagelse om, at påvisningen af et pesticid i en enkelt afgrødetype er ensbetydende med, at hele produktionen af den pågældende afgrøde har været behandlet med det pågældende pesticid og derfor har et restindhold af pesticidet, der er forskelligt fra 0.

Der er ikke kalkuleret med indtagelse af pesticider, der ikke er påvist ved kontrolundersøgelserne, hverken i danske eller udenlandske afgrøder. Dermed er der heller ikke taget hensyn til en indtagelse af sådanne stoffer, der evt. forekommer i indhold under de analytiske detektionsgrænser, eller ikke er omfattet af de anvendte analytiske metoder.

Ved beregningen af de danske forbrugeres belastning for pesticidrester gennem maden ganges det estimerede indhold i afgrøderne med det gennemsnitlige daglige kostforbrug af den pågældende afgrøde. De anvendte kostdata er baseret på Veterinær- & Fødevaredirektoratets kostundersøgelser fra 1985 og 1995 og på handelsstatistiker.

Variationer i befolkningen

Det skal understreges, at der i praksis vil være mange afvigelser i befolkningen fra den gennemsnitlige kostmodel både i relation til køn, alder, etnisk baggrund og sociale forhold. Ved en nærmere risikovurdering for sådanne grupper er der således behov for mere præcise kostdata, men det må dog understreges, at den opstillede model på rimelig vis giver mulighed for en mere generel vurdering af pesticidindtagelsen på landsplan, herunder den bredere betydning af at friholde danske afgrøder for pesticidbehandling.

Fordelingen mellem danske og importerede fødevarer

Der foreligger ikke gode data for fordelingen af det danske konsum mellem danske og udenlandske afgrøder. Dette skyldes især, at der med det "indre marked" ikke længere føres officielle statistiker over import og eksport mellem landene i det europæiske fællesskab. Ved de gennemførte beregninger er fordeling skønnet på baggrund af tidligere handelstal og landbrugsstatistikker, der indikerer, at fordelingen mellem import og egenproduktion er 1:1 for frugt som æbler, pære, blommer, bær m.v., medens eksotiske frugter som fx citrus og kiwi udelukkende er importerede afgrøder. For grøntsager er fordelingen omkring 1:4, dog ikke for agurk, tomat og lignende, hvor importen fordelt over hele året udgør omkring 70% af det samlede forbrug. For kornområdet er majs og ris udelukkende importerede afgrøder, medens forbruget af byg helt baseres på danske produkter. For rug, hvede og havre dækkes henholdsvis 5%, 20% og 65% af forbruget af import.

I tabel 6.2 er vist det gennemsnitlige daglige forbrug af dansk producerede, henholdsvis importerede korn og kornprodukter i Danmark.

Tabel 6.2
Det gennemsnitlige forbrug af danske og importerede korn og kornprodukter angivet som gram pr. dag.

Danskernes kostmønster

Variationen i de danske forbrugeres kostmønster kan bedømmes på baggrund af Levnedsmiddelstyrelsens kostundersøgelse i 1995. Resultaterne af denne undersøgelse, der omfattede mere end 1800 personer er sammenfattet i den efterfølgende tabel 6.3, der angiver den gennemsnitlige indtagelse og udvalgte fraktiler for den voksne del af befolkningen.

Tabel 6.3
Variation i den danske kost angivet i g/dag for voksne m/k (Büchert 1998).

På baggrund af værdierne i tabel 6.3 kan det beregnes, at 90%-fraktilen for kostforbruget af grøntsager udgør ca. 225% af middelindtagelsen, medens den for frugt udgør ca. 300%, og for kornprodukter er omkring 200% af middelforbruget. Usikkerheden på tallene afspejles bl.a. ved, at værdierne for 90%-fraktilerne er af samme størrelsesorden som summen af middelindholdet og standardafvigelsen. Det skal tilføjes, at der ikke er foretaget beregninger over sandsynlighederne for, hvorledes befolkningsgrupper og enkeltpersoner sammensætter deres kostforbrug.

Reduktionsfaktorer og korrektioner

Indtagelsesberegningerne for frugt og grønt, der som beskrevet baseres på moniteringsdata, afspejler forekomsten af pesticider i råvarerne, og der er således ikke taget højde for reduktion af indholdet under tilberedningen af råvarerne (skrælning, kogning m.v.). Dette hænger sammen med, at der kun er begrænset information i litteraturen om sådanne reduktionsfaktorer, og typisk er disse data af en karakter, der ikke gør dem anvendelige på danske forhold. Der er derfor ikke medtaget reduktionsfaktorer i de aktuelle beregninger af indtagelsen fra frugt og grønt, hvilket fører til en overestimering af indtagelserne i forhold til de reelle værdier. Mangel på data, for hvor stor en del af en bestemt afgrøde, der er blevet behandlet med et bestemt pesticid, har ligeledes umuliggjort en korrektion for faktisk anvendelse. Det gælder især i relation til importerede produkter. Det betyder bl.a., at indtagelsen fra citrusfrugter - og dermed fra importerede afgrøder - estimeres for højt.

Den estimerede indtagelse fra frugt og grønt

Indtagelsen af pesticidrester gennem kosten er beregnet for alle de pesticider, der blev påvist ved undersøgelserne af frugt og grønt i 1996 og 1997. Der er foretaget særskilt beregning af indtagelsen fra dansk producerede afgrøder og fra udenlandske afgrøder uden nærmere specifikation af afgrødernes oprindelsessted (for detaljer: se Büchert 1998). Resultaterne viser en samlet gennemsnitlig indtagelse af pesticider fra frugt og grønt på ca. 165 mikrogram pr. dag. Indtagelsen af 6 pesticider/pesti-cidgrupper, carbendazim, dithiocarbamater, iprodion, o-phenyl-phenol, procymidon og thiabendazol, svarer til halvdelen af den samlede indtagelse, medens den anden halvdel er fordelt på omkring 60 individuelle forbindelser.

Den beregnede samlede indtagelse af pesticider fra frugt og grønt på ca. 165 mikrogram pr. dag fordeles med ca. 60 mikrogram pr. dag, svarende til 36%, fra dansk producerede afgrøder og ca. 105 mikrogram/dag, svarende til 64%, fra de udenlandske afgrøder.

Det skal understreges, at enhver størrelsesmæssig sammenligning af de beregnede indtagelser bør ses i lyset af, at pesticiderne har forskellige toksiske egenskaber og potens. En mindre indtagelse af et potent stof kan således meget vel være mere betænkelig ud fra en sundhedsmæssig vurdering, end en kvantitativ større indtagelse af et mindre potent stof.

Sammenligning med ADI

For de pesticider, som godkendes til brug på spiselige afgrøder, fastsættes en acceptabel daglig indtagelse (ADI) efter samme principper som for tilsætningsstoffer og med krav om tilsvarende omfattende datagrundlag. ADI for pesticider fastsættes for at beskytte mod mulige langtidseffekter. ADI fastsættes ud fra dyreforsøg. I hvert forsøg fastlægges NOAEL (No Observed Adverse Effect Level), som er den dosis, der ikke giver nogen skadelig virkning. ADI fastsættes ved at vælge NOAEL fra den mest følsomme undersøgelse og reducere denne med en usikkerhedsfaktor, der skal tage højde for den usikkerhed, der ligger i ekstrapolationen fra dyr til menneske samt de variationer, der findes i følsomhed og levevis blandt mennesker. Der er international enighed om, at der som udgangspunkt anvendes en usikkerhedsfaktor på 100

Der er foretaget en sammenligning mellem de beregnede indtagelser og de af eksperterne anbefalede øvre grænser for acceptable indtagelser for en person på 70 kg, beregnet som ADI-værdierne multipliceret med vægten (ADI mg/kg bw/dag gange 70 kg). Alle de beregnede indtagelser udgør kun en mindre del af den indtagelse, der kunne accepteres uden at give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. Middelværdien for de beregnede indtagelser af de enkelte pesticider ligger på 0,31% af den øvre grænse for deres acceptable daglige indtagelser, med en spredning på 0,46% og med den højeste enkeltværdi (for methidathion) på ca. 2,2%. Selv med store variationer i kostforbruget af de enkelte afgrøder vil forbrugerne holde sig under ADI-værdierne.

Variationerne i pesticidbelastningen via frugt og grønt er belyst ved beregning af indtagelsen ved 90%-fraktilerne. Halvfems%-fraktilen for grøntsager og for frugt er sat til henholdsvis 225% og 300% af middelværdien for den pågældende afgrødegruppe.

En vurdering af maksimalbelastningerne af befolkningen foretages bedst på baggrund af de beregnede middelindtagelser og de angivne værdier i tabel 6.3 for hele gruppen af grøntsager eller af frugt. En vurdering af indtagelsen via de enkelte afgrøder kan ligeledes foretages på baggrund af datamaterialet, hvorimod en opsummering af det maksimale bidrag fra de enkelte afgrøder ikke er mulig uden nærmere beregninger over sandsynlighederne for at samme person eller befolkningsgruppe har maksimalt forbrug af flere kombinationer af afgrødetype og en bestemmelse af, hvilke afgrødetyper dette drejer sig om. Umiddelbart må det vurderes, at et sammenfald af maksimalt forbrug af to eller flere afgrøder vil være undtagelsen, og at en storforbruger af en afgrøde normalt vil have et begrænset forbrug af andre afgrødetyper. Dvs., at hvis der sker en maksimal belastning af pesticider via én afgrødetype, så vil belastningen fra andre typer ofte være tilsvarende lavere.

Estimerede indtagelser fra korn og kornprodukter

Korn og klid har siden 1987 været medtaget i de løbende undersøgelser af pesticidrester i fødevarer på den danske marked. Undersøgelserne er gennemført med en skiftende søgeprofil fra år til år. I de sidste par år er prøverne undersøgt med en multimetode dækkende 24 forskellige stoffer. I 1997 er der foretaget en særlig undersøgelse for restindhold af stråforkortningsmidlerne chlormequat og mepiquat. Undersøgelserne viser, at restindholdet af pesticider i korn og kornprodukter overholder gældende grænseværdier, men generelt set gælder det, at datamaterialet er for spinkelt til en mere forfinet beregning af befolkningens belastning med pesticider fra denne type produkter. Det højeste indhold af chlormequat på 3,8 mg pr. kg er fundet i en prøve havregryn fra England. Generelt er der flere og højere fund i danske kornprodukter set i sammenligning med de importerede, og der er fund af pesticider i næsten alle prøver, dog ikke i ris og i en prøve økologisk hvede. For en detaljeret gennemgang henvises til Granby og Poulsen (1998). Beregningerne af indtagelsen er gennemført ud fra en mere konservativ vurdering af restindholdet i de pågældende afgrødetyper. Beregningerne er gennemført på samme måde som for frugt og grønt, men omfatter alle de pesticider, der er påvist i hele perioden fra 1987 til 1997.

Reduktionsfaktor

Ved beregningerne er der ikke umiddelbart skelnet mellem, om restindholdet er påvist i klid, i kerner eller i mel. Hvis et stof er påvist i den ene type produkt, er det antaget, at stoffet ligeledes findes i de andre. Det vil normalt være klid, der har det største restindhold, og der vil normalt ske en reduktion af restindholdet i mel, når skaldelene fjernes, og yderligere når kernerne formales, og når melet bages til brød (brød indgår ikke i de gennemførte undersøgelser). Til gengæld befinder størstedelen af pesticidresterne sig i klidproduktet. For chlormequat er der fundet en reduktion ved formaling af hvedekerner til mel med en faktor på ca. 4. På den baggrund er der ved beregningen af indtagelsen fra korn og kornprodukter forsigtigt regnet med en reduktion af restindholdene med en faktor 2 i forhold til de målte indhold. I 1997 blev der udtaget 21 klidprøver (18 prøver hvedeklid og 3 prøver havreklid), som blev undersøgt for 26 pesticider. Ingen prøver overskrider grænseværdierne, selv om restindholdene er højere i klid end i hele kerner og mel. Der skal dog tages forbehold for, at undersøgelserne af indholdet af glyphosat har været af begrænset omfang.

Resultatet af de gennemførte beregninger er sammenfattet i tabel 6.4, der angiver den beregnede pesticidindtagelse med og uden reduktion ved forarbejdning af kornet. Som det fremgår af tabellen, er den gennemsnitlige indtagelse estimeret til ca. 26 mikrogram pr. dag fordelt med ca. 2/3 fra dansk produceret korn og 1/3 fra udenlandsk.

Bromid fra begasning med methylbromid

Det bemærkes, at restindholdet af bromid ikke er medtaget ved opsummeringen af den samlede indtagelse. Bromid er ikke i sig selv et pesticid, men indgår i undersøgelserne som udtryk for evt. anvendelse af methylbromid, der anvendes til fumigering af bl.a. kornprodukter. Kontrolmetoden til måling af methylbromid er baseret på bestemmelse af bromid, men da dette findes naturligt, er det et spørgsmål om at måle, om bromidindholdet er forhøjet i forhold til det normale indhold i kornproduktet. Med andre ord svarer det absolutte indhold af bromid ikke til restindholdet af methylbromid, og det vil være en grov overestimering at medtage bromidindholdet ved opsummeringen af den samlede indtagelse.

Den gennemsnitlige indtagelse af de enkelte pesticidrester fra korn og kornprodukter er som for frugt og grønt typisk mindre end 1% af ADI-værdierne (se Büchert 1998).

Variationerne i pesticidbelastningen fra korn og kornprodukter kan vurderes ud fra tabel 6.3, hvoraf det bl.a. fremgår, at 90%-fraktilen for korn og kornprodukter svarer til ca. 200% af middelindtagelsen.

Tabel 6.4
Estimeret pesticidindtagelse fra udenlandsk og dansk korn og kornprodukter (Büchert 1998). Der foreligger meget få undersøgelser af glyphosat i korn og kornprodukter. Tomme rubrikker angiver, at der ikke er påvist rester. Undersøgelserne har omfattet pesticider, som ikke er påvist i nogen af prøverne.

link til tabel

Den estimerede indtagelse fra animalske levnedsmidler og fisk

Veterinær- og Fødevaredirektoratet har gennem mange år overvåget indholdet af pesticidrester i animalske levnedsmidler. Undersøgelserne har primært været rettet mod de chlorerede pesticider som DDT, HCB og lignende fedtopløselige forbindelser, men der er også foretaget undersøgelser for restindhold af fosforholdige pesticider i kød.

Der er ikke påvist restindhold af fosforholdige pesticider i kød, men derimod er der et kronisk indhold af chlorerede pesticidrester i både animalske levnedsmidler og i fisk. Imidlertid repræsenterer dette restindhold stoffer, der ikke har været tilladt anvendt som pesticider i mange år. Deres forekomst i fødevarerne er derfor et resultat af den anvendelse, som tidligere har fundet sted med en omfattende og permanent miljøforurening med disse meget vanskeligt nedbrydelige stoffer som resultat.

Da belastningen af forbrugerne med pesticidrester fra animalske levnedsmidler og fisk i første række er et spørgsmål om "fortidens synder" og ikke vedrører de i dag godkendte bekæmpelsesmidler, vil belastningen være uafhængig af omfanget af anvendelsen af de pesticider, der i øjeblikket anvendes i Danmark.

Den estimerede indtagelse fra drikkevand

Det er gennem de senere år erkendt, at der er en udbredt forurening af vort grundvand med pesticider, hvorfor der er en potentiel risiko for sådanne forureninger i vort drikkevand og dermed en risiko for en belastning af befolkningen gennem vandet.

Da drikkevandsboringer, hvor der er påvist restindhold, hidtil er blevet lukket, vil den reelle belastning af forbrugerne være begrænset. Dette udelukker ikke, at der kan være uopdagede forureninger af lokale boringer, der kan give en betydende belastning af beboerne i et nærområde.

Det må derfor generelt antages, at drikkevandet overholder gældende grænseværdier, der angiver, at indholdet af individuelle pesticidrester ikke må overstige 0,1 mikrogram pr. liter, medens det samlede indhold af pesticider ikke må overstige 0,5 mikrogram pr. liter.

Med et normalt forbrug på 2 liter vand i døgnet vil en forbruger således indtage mindre end 0,2 mikrogram af et enkelt pesticid, og den samlede pesticidindtagelse fra drikkevandet vil være mindre end 1 mikrogram pr. dag.

Sammenholdes den estimerede maksimalindtagelse fra drikkevand på 1 mikrogram pr. døgn med den estimerede indtagelse på ca. 190 mikrogram pr. dag fra frugt og grønt samt korn, må det konkluderes, at indtagelsen fra drikkevand generelt set er negligeabelt og forsvinder i den usikkerhed, der ligger på estimatet af indtagelsen fra vegetabilske fødevarer.

Samlet vurdering af indtagelse fra fødevarer og drikkevand

Som det fremgår af den foranstående gennemgang af pesticidindtagelsen fra de forskellige typer af fødevarer og drikkevand, vil de helt dominerende kilder til den generelle befolknings belastning med pesticider være indtagelsen fra frugt og grønt og fra korn og kornprodukter, medens indtagelsen fra drikkevand, animalske fødevarer og fisk er uden betydning for den samlede belastning.

Den samlede gennemsnitlige belastning fra de enkelte typer af fødevarer og drikkevand er opsummeret i tabel 6.5.

Tabel 6.5
Estimerede gennemsnitlige pesticidindtagelse fra danske og udenlandske fødevarer (Büchert 1998).

Som det fremgår af tabellen er den samlede gennemsnitlige belastning estimeret til ca. 200 mikrogram pesticid pr. dag, hvoraf ca. 60% kommer fra udenlandske produkter, medens danske produkter, herunder korn, bidrager med 40% af belastningen.

Variationsbredden i den daglige indtagelse af pesticider

Der kan foretages en overslagsberegning over variationsbredden i indtagelsen af pesticider. Disse beregnede yderpunkter skal tages med forbehold, idet en nøjere statistisk beregning forventes udført i fremtiden. Den laveste indtagelse af pesticider findes hos dem, der enten har et meget lavt forbrug af vegetabilske fødevarer eller udelukkende baserer deres forbrug på ubehandlede, evt. økologiske produkter. På den høje side må yderpunktet formodes at være en såkaldt veganer, der baserer hele sit energiforbrug på indtagelse af traditionelt dyrkede frugt og grøntsager. Efter al sandsynlighed er der ikke mange 100% veganere, der udelukkende lever af planteføde. Typisk vil vegetarer basere en del af deres energibehov på indtagelse af mejerivarer og æg. Der er derfor heller ikke detaljerede oplysninger om den typiske sammensætning af sådanne veganeres kost, men en samlet indtagelse af frugt og grøntsager samt korn og kornprodukter på ca. 2½ kg pr. dog må klart betragtes som værende i overkanten af det reelle forbrug. Dette svarer til et forbrug på 3 gange det gennemsnitlige forbrug der er lagt til grund for beregningerne af gennemsnitsdanskerens indtagelse af pesticider gennem kosten. Vurderet på denne måde kan yderpunkterne for pesticidindtagelsen skønsmæssigt antages, at ligge fra det meget lave indtag til ca. 3 gange det beregnede gennemsnitsindtag svarende til 570 mikrogram pr. dag. På trods af, at der her er tale om en overslagsberegning af overgrænsen, er den i god overensstemmelse med den beregnede indtagelse for 90%-fraktilen af befolkningen

Belastningen i forhold til ADI

Beregningerne viser ligeledes, at den gennemsnitlige belastning på enkelt stof-niveau typisk er omkring 1% eller mindre af den acceptable daglige indtagelse (ADI-værdien) for de enkelte forbindelser. Selv ved store variationer i kostforbruget vil belastningen således ligge under de acceptable niveauer. Som vist på figur 6.4 findes 7 pesticider med restindhold over 1 % af ADI værdien for det pågældende pesticid, idet de øvrige pesticider alle ligger under 1 % af ADI (Büchert 1998). Denne figur viser ikke nødvendigvis de 7 mest spiste typer af pesticidrester, hvilket illustreres ved, at over 90 % af de to pesticider orto-phenylphenol og methidathion ifølge de benyttede kostdata indtages igennem citrusfrugter. Citrusfrugter skrælles hovedsageligt inden de spises, og der er i dag eksperimenter, som viser at methidathion reduceres med 95 % i citrusfrugter ved skrælning. Det betyder, at tallene for methidathion og formentlig også for orto-phenylphenol kan være mere end 80 % for høje. Andre pesticidrester findes hovedsageligt på afgrøder, som ikke skrælles eller forarbejdes (fx agurker, æbler og pærer) og indtagelsen af disse pesticider kunne i realiteten være mere væsentlig end det reelle indtag af pesticiderne, som er vist i figur 6.4. Det skal fremhæves, at det ikke entydigt kan hævdes, at alle beregninger uden inkludering af reduktionsfaktorer er for høje, idet pesticider ved tilberedning kan nedbrydes til forbindelser, som er ligeså skadelige eller mere skadelige end det oprindelige pesticid. Generelt vil man dog forvente, at inkludering af faktorer for forarbejdning/tilberedning af afgrøderne i beregningerne vil formindske værdien for indtagelse. Inden for indeværende år vil der foreligge endelige og gennemprøvede beregninger, som medtager reduktionsfaktorer og understøttes af toksikologiske data, som gør det muligt at bedømme indtagelsen af de forskellige pesticider over for hinanden.

 (8 Kb)

Figur 6.4
Indtagelse af pesticider, som udgør over 1% af ADI-værdien, når der ikke er taget højde for faktorer som skrælning og lignende, der reducerer restindholdet af pesticider. Den lodrette streg angiver middelværdien for alle pesticider (0,3% af ADI).

Figur 6.5 viser de vigtigste afgrøder, som ud fra beregningerne bidrager til den daglige indtagelse af pesticider. Det skal bemærkes, at der ikke er taget hensyn til skrælning og andre faktorer, som reducerer restindholdene af pesticider. Da citrusfrugter spises uden skræl, og æbler spises med skræl, kunne det reelle forhold mellem disse to indtag se en del anderledes ud end på denne figur. Dernæst skal det her tilføjes, at denne figur ikke siger noget om den sundhedsmæssige effekt, som er forbundet med de forskellige pesticidrester i de forskellige afgrøder. Som eksempel kunne det være vildledende at rapportere, at fx æbler bidrager mest til indtagelsen af pesticider, hvis toksikologerne har vist, at de pesticidrester, som æbler indeholder, er mindre skadelige sammenlignet med andre pesticidrester.

(6 Kb)

Figur 6.5
Den samlede gennemsnitlige indtagelse af pesticidrester (benævnt I) fra forskellige frugt og grøntsager i mikrogram pr. dag. Beregningen har ikke medtaget skrælning og andre faktorer, som kan reducere restindholdet af pesticider i fødevarerne.

Usikkerheder og forbehold

Det skal erindres, at de gennemførte beregninger er behæftet med relativt stor usikkerhed. Det gælder fastlæggelsen af restkoncentrationsindholdet af de enkelte pesticider såvel som de anvendte kostdata. Samtidig er de anvendte restkoncentrationsindhold fastlagt ud fra en mere forsigtig vurdering, der bevirker, at værdierne må antages at ligge over de reelle indhold. Der er således tale om en overestimering af indtagelsen for såvel danske som for udenlandske produkter. Der er ligeledes tale om en stor variation på de anvendte data for indtagelse af kost. Denne variation skyldes dels en usikkerhed på bestemmelsen af middelindtagelsen af de enkelte fødevarer og dels en variation som følge af forskellige kostvaner i befolkningen. Samlet kan indtagelsen af de enkelte fødevarer, som er vist i tabel 6.5, variere med flere hundrede procent fra den ene person til den anden.

Det må dog understreges, at den person, der har et relativt stort forbrug af én type fødevare, ofte vil have et mindre forbrug af andre typer, hvorfor variationer i den samlede pesticidbelastning ikke nødvendigvis vil variere i samme grad som kostforbruget.

Optagelse og udskillelse af pesticider

Optagelse af pesticider sker primært ved oral indtagelse og i mindre grad, ved inhalation eller via huden. Absorption via lungerne er sædvanligvis hurtig sammenlignet med de andre eksponeringsveje på grund af den tynde alveolemembran og den rigelige blodgennemstrømning. Optagelse via huden er ofte langsom, men for pesticider, der metaboliseres hurtigt i leveren, kan hudeksponering være den mest betydende eksponeringsvej. Med hensyn til eksponering af fostret har dyreeksperimentelle studier fundet bevis for, at visse pesticider, specielt organofosfater og carbamater, kan passere moderkagen (Salama et al. 1993).

Metabolisme

Metabolisme eller biotransformation af den absorberede, biologisk tilgængelige dosis (den interne dosis) bestemmer, hvor stor en del, der når målorganet. Næsten alle de kemiske ændringer, som pesticider undergår i kroppen, skyldes specielle enzymer (Hayes, Laws 1991). Det første led i biotransformationen foregår sædvanligvis via microsomale enzymer, der katalyserer en oxidations- eller reduktionsreaktion. Disse enzymer omfatter alle cytochrom P450-enzymsystemerne i leveren, der er det vigtigste organ for biotransformation af kemikalier. Nedbrydningsprodukterne er normalt mindre toksiske og elimineres lettere end pesticidet selv. For enkelte pesticider er der dog tale om en aktivering, hvor der kan dannes mere toksiske metabolitter.

Bioakkumulation

Nogle pesticider, der akkumuleres i kroppens fedtfase, kan have halveringstider, der er meget lange. Disse såkaldte persistente stoffer tillades nu ikke længere anvendt. Til disse hører de chlorholdige pesticider som DDT og dieldrin.

Godkendelse og risikovurdering af pesticider med henblik på folkesundheden

I henhold til et EU direktiv (91/414/EØF) om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler skal der ved godkendelse af disse foretages en risikovurdering af produktets sundhedsmæssige og miljømæssige egenskaber. Den reelle og den potentielle eksponerings størrelse skal fastlægges for såvel brugerne som forbrugerne. Ved brugerne forstås sprøjtepersonale, arbejdere og andre, som under og efter udbringningen udsættes for midlet. Forbrugerne udsættes for pesticiderne gennem kosten, drikkevand eller fx via jordforurening.

Grænseværdier

Fastlæggelse af grænseværdier for indhold i fødevarer er et led i denne godkendelse. Hvis et stof kan godkendes til anvendelse, fastsættes maksimalgrænseværdien MRL (Maximum Residue Limit), der angiver det maksimale acceptable restindhold af pesticidet eller dets nedbrydnings- eller omdannelsesprodukter i fødevarer.

Grænseværdien i fødevarer er baseret på dels en toksikologisk vurdering af den sundhedsmæssige risiko ved indtagelse af det pågældende pesticid med fastsættelse af en Acceptabel Daglig Indtagelse (ADI) og dels de restkoncentrationer i vegetabilske levnedsmidler af pesticidet, der konstateres efter anvendelse af "god landbrugsmæssig praksis" (GAP Good Agricultural Practice). Ved GAP forstås de nationalt autoriserede brugsmetoder, som under aktuelle betingelser er nødvendige for effektiv bekæmpelse af skadevoldere. For fastlæggelse af maksimalgrænseværdien kombineres det sundhedsmæssige aspekt (ADI) med anvendelsen af det pågældende pesticid (GAP). Dette gøres ved at sammenholde ADI med den teoretiske maksimale daglige indtagelse (TMDI) beregnet ved hjælp af kostmodeller, idet man antager, at alle afgrøder, hvortil pesticidet må anvendes, indeholder den maksimalt tilladte mængde af pesticidet. TMDI skal ligge under ADI, for at en grænseværdi kan fastsættes. I Danmark er det Veterinær- og Fødevaredirektoratet, der fastsætter grænseværdierne for fødevarer.

Godkendelse af pesticider

Ved godkendelsesproceduren skal der foruden undersøgelse af pesticidets fysiske/kemiske egenskaber samt stabilitet og nedbrydning i naturen foretages undersøgelser af stoffets toksiske egenskaber. Der foreligger internationalt vedtagne retningslinier for udførelse af de toksikologiske undersøgelser, der indgår i risikovurderingen af pesticider. Således skal både aktivstoffet og produktet undersøges for akutte effekter, og aktivstoffet undersøges for kroniske effekter ved gentagen eksponering over længere tid (carcinogenicitet, mutagenicitet samt effekter på reproduktionen inkl. fosterskader). Endvidere skal der foretages undersøgelser vedrørende stoffets absorption, metabolisering, akkumulering og elimination samt eventuel virkning på enzymer og andre biokemiske parametre. Ved gennemførelsen af den toksikologiske testning af kemikalier skal der tages højde for stoffets renhed, stabilitet i eksponeringsopstillingen samt reproducerbarhed ved eventuelt gentagne forsøg.

Ifølge sagens natur foretages der overvejende forsøg på dyr (oftest mus og rotter) frem for på mennesker, når der skal undersøges for sundhedsmæssige effekter af pesticider. Der kan være forskelle mellem forsøgsdyr og mennesket med hensyn til metabolisme, og sædvanligvis bruges langt højere doser i dyreforsøgene end de eksponeringer, som den almene befolkning vil kunne udsættes for.

Akut referencedosis

For visse pesticider er der imidlertid kun en ret snæver margen mellem de doser, der virker akut giftige, og de doser, der har langtidseffekter. For sådanne pesticider fastsættes ud over den sædvanlige ADI, også en akut referencedosis, som skal beskytte mod akutte forgiftninger. Der henvises i øvrigt til afsnit 8.3 om forsigtighedsprincippet.

Målinger af den potentielle eksponering

Den potentielle humane eksponering for pesticider kan undersøges ved direkte målinger i fødevarer, drikkevand eller i miljøet. De mest nøjagtige data for eksponering er præsenteret i kasuistikker, men ofte er der kun anvendt en gruppebetegnelse (fx insekticid, fungicid eller herbicid) ved karakterisering af eksponeringen, og den anvendte mængde er angivet i form af selvrapportering. I flere studier vedrørende børn og pesticider er fx varigheden af forældres erhverv med potentiel pesticideksponering samt hyppigheden af brug af pesticider anvendt som indirekte mål for eksponeringsgraden. Andre studier har estimeret eksponeringens størrelse ved at kombinere typer af afgrøder i et område med informationer om forbruget af pesticider, der er specifikke for denne afgrøde. Desto grovere mål, der er anvendt for klassificering af typen og omfanget af eksponering, desto større er sandsynligheden for, at en eventuel reel øget risiko for sundhedsmæssige effekter af specifikke pesticider ikke vil blive opdaget.

Indikatorerne kan være for grove

Ved mange af studierne er en vurdering af effekter ligeledes ofte baseret på grove indikatorer. En nøjagtig karakterisering af effekterne er særdeles vigtig, men kan ofte være problematisk som fx pesticiders neurotoksiske effekter, der kan være meget vanskelige at identificere og sætte tal på. Ofte baseres vurderinger på sammenligninger af middelværdier, hvorved særligt afvigende smågrupper kan overses. For kræft kan vævsundersøgelser være nødvendige for at stille specifikke kræftdiagnoser. Undertyper af enkelte sygdomme, fx leukæmi, kan have forskellig årsag, og sammenblanding af disse undertyper vil kunne sløre en eventuel sammenhæng med en given eksponering. På grund af en ringe præcision ved vurdering af såvel eksponering som effekt i den traditionelle epidemiologi er fejlklassifikation sandsynlig, hvilket resulterer i en lav følsomhed af disse metoder, se nedenfor.

Epidemiologiske undersøgelser

Oplysninger om sammenhænge mellem udsættelse for pesticider eller andre miljøfaktorer og opståen af sygdom hos mennesket opnås ofte gennem epidemiologiske undersøgelser (også kaldet befolkningsundersøgelser). Man skal være meget forsigtig med tolkningen af resultater fra epidemiologiske undersøgelser på grund af en række fejlkilder og indbyggede svagheder ved de forskellige epidemiologiske undersøgelsesmodeller. Det skal allerede indledningsvis slås fast, at epidemiologiske undersøgelser - i klassisk forstand - alene ikke er tilstrækkelige til at bevise årsagssammenhænge.

Modellerne omfatter 1) beskrivende epidemiologiske undersøgelser (populationsbaserede) og 2) analytiske epidemiologiske undersøgelser (individbaserede).

Tværsnitsundersøgelser (beskrivende undersøgelser)

I de beskrivende epidemiologiske undersøgelser registreres typisk gruppers, fx hele landes befolkningers livsstil eller levevilkår som årsagsfaktorer. Det kan dreje sig om forbruget af et givet pesticid i forskellige befolkningsgrupper, som kan sammenholdes med oplysninger fra statistikker over sygelighed og dødelighed i disse befolkningsgrupper, eller ændringer i forbruget af pesticider og sygelighed eller dødelighed over tid i samme befolkningsgruppe. En indlysende ulempe ved beskrivende undersøgelser er, at det ikke er muligt at korrigere for kendte risikofaktorer på individniveau (fx rygning, fedmegrad eller alkoholindtagelse). I beskrivende undersøgelser vil man kunne finde visse mønstre mellem eksponering og sygdom. Fx kan et højt forbrug og dermed sandsynligvis eksponering for pesticider i større afgrænsede befolkningsgrupper (fx landmænd) være forbundet med øget forekomst af kræft. En sådan sammenhæng siger imidlertid ikke noget om årsagssammenhænge, dvs. at en høj eksponering for pesticid ikke ud fra ovenstående data kan siges at være årsag til kræft. Det kan dog give mistanke om årsagssammenhænge, som så må undersøges nærmere.

Analytiske undersøgelser: case-control

Case-referent undersøgelser (også kaldet case-control undersøgelser) er de mest almindelige analytisk epidemiologiske undersøgelser. Man sammenligner årsagsfaktorer, fx livsstil, hos personer med en given sygdom eller anden faktor, som man ønsker at undersøge, med raske personer. Kontrolpersonerne bør udvælges tilfældigt og med de samme in- og eksklusionskriterier fra samme befolkningsunderlag som cases. Case-referent undersøgelser er retrospektive. Hukommelse spiller derfor en afgørende rolle. Det er desuden sådan, at netop hukommelsen hos syge ofte er stærkt påvirket af sygdommen og kan give anledning til systematisk fejl (bias). Det er ofte også usikkert, hvilken periode i den syges liv, der er mest relevant for undersøgelsen. Dette problem tiltager, jo længere tiden er mellem en skadelig påvirkning og opståen af erkendt sygdom. En undersøgelse, som sammenligner pesticidindtagelsen gennem kosten hos kvinder, som har født et barn med en fødselsdefekt, med indtagelsen hos kvinder, som har født raske børn, er et eksempel på en case-referent undersøgelse, som er behæftet med disse fejlmuligheder.

Analytiske undersøgelser: kohorter

Svaghederne som er nævnt under case-referent undersøgelserne, er mindre ved en anden hyppigt anvendt analytisk epidemiologisk undersøgelse: den prospektive kohorteundersøgelse. Ved denne type undersøgelse indsamles relevante oplysninger hos raske mennesker, hvorefter de følges i en periode, oftest en række år, og sygeligheden registreres. Når en sygdom opstår, har man derfor mulighed for at finde tilbage til de faktorer, som var karakteristiske for personer, der senere blev syge og sammenligne med personer, der ikke blev syge. I kohorteundersøgelser har man desuden den mulighed at udtage og opbevare biologisk materiale til senere undersøgelse. Eksempelvis vil analyser af blodprøver, fedtvævs-prøver og ammemælk sige noget om eksponeringen for pesticider.

Kohorteundersøgelser har den væsentlige ulempe, at de kræver mange deltagere, fordi incidensen (antal nye tilfælde pr. år) af almindelige sygdomme (fx. kræft) er relativ lav. Et andet forhold er, at forløbet kan være langvarigt. Ved kræft kan der således gå 20 år eller længere fra initieringsfasen til klinisk diagnose (se senere). Disse forhold betyder, at kohorteundersøgelser bliver betydeligt dyrere at gennemføre, og vanskeligere at håndtere end case-referent undersøgelser.

Heller ikke ved kohorteundersøgelser kan det afgøres om der er tale om en årsagssammenhæng. Personer med en høj eksponering for et pesticid adskiller sig sandsynligvis også på andre områder fra de personer, der er karakteriseret ved en lavere eksponering. I undersøgelser korrigeres ofte statistisk for faktorer, som kan sløre resultatet, fx socioøkonomisk status, rygevaner, alkoholindtagelse, fysisk aktivitet, brug af hormoner. Disse faktorer benævnes "confounders" eller konfunderende faktorer. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at forskellige i fx i livsstil og levevilkår omfatter et meget stort antal faktorer, hvis virkning på sygdomsudvikling er mangelfuldt kendt.

Øvrige fejlkilder

Mangel på større forskelle i eksponering i den undersøgte befolkningsgruppe kan være et problem i undersøgelser af pesticiders effekt på folkesundheden. Ovenfor er kun nævnt få af de fejlkilder, der er indbygget i epidemiologiske undersøgelser. Usikkerheden i fx indtagelse af pesticider bliver især problematisk, når der kun er en lille variation i indtagelsen i den undersøgte befolkningsgruppe. Medens den sande forskel i risiko for fx kræft mellem et nedre og øvre niveau af et snævert indtagelsesinterval sandsynligvis er lille, vil den observerede forskel blive tiltagende mindre ved større måleusikkerhed. Et negativt resultat, dvs. mangel på sammenhæng mellem eksponering for et pesticid og sygdomsrisiko, kan derfor ikke tages til indtægt for, at en sådan sammenhæng ikke eksisterer.

For en nærmere diskussion af confounding og andre fejlkilder ved epidemiologiske indtagelses-/eksponeringsundersøgelser, se Tarasuk, Brooker 1997.

Det endelige bevis findes ikke

Der kan ikke på basis af epidemiologiske undersøgelser føres bevis for, at pesticider i de mængder, den generelle befolkning udsættes for, fx gennem kosten, er sundhedsskadelige. Man kan tilsvarende heller aldrig med fuldstændig sikkerhed videnskabeligt bevise, at et pesticid ikke vil kunne medføre sundhedsrisiko, men man kan sandsynliggøre en sundhedsrisiko eller manglen på samme med større eller mindre (u)sikkerhed. Dette gælder alt videnskabeligt arbejde, herunder også forsøg udført på dyr.

Lavdosis-eksponering indebærer en længerevarende, enten vedvarende eller lejlighedsvis eksponering for lave niveauer af pesticider. Ved denne form for eksponering kan kroppen langsomt ophobe en mængde af et eller flere pesticider, der er tilstrækkelig til at fremkalde uhensigtsmæssige effekter i kroppen. I modsætning til sundhedsmæssige effekter af erhvervsmæssig eksponering for pesticider (se afsnit 6.1.) foreligger der kun sparsomme epidemiologiske studier af sammenhængen mellem eksponering af den generelle befolkning og sygdomsrisiko. I det følgende opsummeres fundene af eksisterende undersøgelser vedrørende pesticiders effekt på reproduktion, det hormonelle system, kræft, nervesystemet og det immunologiske system. For en mere uddybende oversigt over den eksisterende viden henvises til Skadhauge (1998).

Reproduktionstoksicitet

Reproduktionstoksiske effekter kan vise sig ved øget ventetid til graviditet (nedsat fertilitet eller ikke erkendt tidlig abort), infertilitet, abort og fosterdød (Smith et al. 1997). For kvinder kan effekterne også manifestere sig ved menstruationsforstyrrelser (som følge af ændret funktion af den neuro-endokrine funktion i hypothalamus, hypofyse og ovarier) og for mænd ved lavt antal spermatozoer eller ændringer i deres bevægelighed eller udseende.

Adskillige pesticider har i dyreforsøg vist sikre reproduktionstoksiske effekter (Traina et al. 1994). Man har især været interesseret i pesticider med hormonlignende (østrogene) effekter, men en række andre kemiske stoffer har i dyreforsøg vist sig at kunne påvirke reproduktionssystemet med bl.a. nedsat sædkvalitet og infertilitet til følge, uden at der for disse stoffer umiddelbart kan peges på en østrogenlignende virkning. Som anført tidligere har flere undersøgelser af erhvervsmæssigt højt eksponerede individer vist negative effekter på reproduktionssystemet, især på fertiliteten. Når talen imidlertid er om den generelle befolkning er data betydeligt mere usikre.

Miljøstyrelsen udgav i 1995 en rapport, som konkluderede at sædkvaliteten hos i øvrigt raske mænd har været faldende siden slutningen af 1930'erne (Miljøstyrelsen 1995a). I samme periode er der konstateret en markant stigning af testikelkræft hos især yngre mænd. Der synes også at være opstået en øget hyppighed af visse misdannelser af kønsorganerne hos drengebørn. Der var imidlertid ikke tilstrækkelig dokumentation til at afgøre, om (tidligere) eksponering af pesticider kan have været en årsag til disse reproduktionstoksiske effekter. Hvad angår de fleste kemiske forureninger, som findes i vores miljø, er det ukendt 1) om de har østrogen effekt eller ej, 2) hvor stor deres virkning er enkeltvis eller kombineret og 3) eksponeringens faktiske størrelse (Editorial 1995).

Kræft

For en række tidligere anvendte pesticider foreligger der bevis for carcinogenicitet i dyr, hvorimod arsenik og arsenikholdige blandinger er de eneste pesticider klassificeret af IARC (International Agency for Research on Cancer), der har tilstrækkelig evidens for at være carcinogene for mennesker baseret på en øget risiko for lungekræft og hudkræft.

Der findes p.t. nogle få pesticider på markedet, der klassificeres som kræftfremkaldende i gruppe 3 (Carc 3), se afsnit 8.1 og Lindhart et al. (1998).

Mekanismer bag udvikling af kræft

Den kræftfremkaldende effekt kan udøves på forskellig måde. Nogle pesticider kan indvirke på cellernes arvemateriale og i værste fald inducere netop de ændringer, der sætter cellen i stand til at udvikle ondartede egenskaber (initiatorer). Andre pesticider kan forårsage kræftudvikling ved at stimulere initierede celler til videre deling (promotorer). I relation til pesticider har man især rettet blikket mod deres hormonlignende effekt, idet bl.a. østrogener kan promovere hormonafhængige initierede celler (fx brystkirtelceller). Pesticider kan imidlertid også tænkes at indvirke på kræftudviklingen på andre og mere indirekte måder, fx ved at hæmme specifikke dele af det immunologiske system.

Kræft kan ikke forudsiges

En stor vanskelighed ved at undersøge en sammenhæng mellem eksponering for en miljøfaktor og risiko for kræft er, at kræftudvikling ofte er en meget langvarig proces, der kan tage op til 20 år, måske længere. Til trods for en stor forskningsindsats er der ikke identificeret sikkert valide biomarkører for tidlige stadier i kræftudviklingen.

Fund i epidemiologiske undersøgelser

Der findes kun få epidemiologiske undersøgelser om sammenhængen mellem kræftrisiko og eksponering for pesticider i den generelle del af befolkningen. De fleste studier har undersøgt sammenhængen mellem niveauet af organochlorforbindelser i blodet og risikoen for brystkræft. I 1993 vakte en undersøgelse fra New York nogen opmærksomhed (Wolf et al. 1993). I denne undersøgelse fandtes omkring 4 gange større hyppighed af brystkræft hos kvinder med høj blodkoncentration af DDE og PCB. Dieldrin blev ikke målt. I 1994 blev en lignende undersøgelse udført i Californien, og her var sammenhængen ikke nær så stærk, selv om eksponeringen for DDT var betydeligt større (Krieger et al. 1994). Et tredje stort amerikansk studie kunne ikke påvise nogen sammenhæng mellem blodindholdet af organochlorforbindelser og risiko for brystkræft. Opfølgningsperioden var dog kort, og problemer med confounderkorrektion medførte en dårlig statistisk styrke (Hunter et al. 1997). Endelig viste et nyligt publiceret dansk studie en statistisk signifikant dosisrelateret sammenhæng mellem blodindholdet af dieldrin og brystkræftrisiko (Høyer et al. 1998).De øvrige sammenhænge mellem kræftrisiko og blodindholdet af henholdsvis beta-hexachlorocyclohexan, DDT og PCB var ikke statistisk signifikante.

Sammenhængen mellem pesticider og kræft ikke dokumenteret

Som resultaterne af nævnte epidemiologiske undersøgelser viser, er der informationer, der viser, at eksponering for organochlorforbindelser kan være forbundet med øget risiko for brystkræft, omend ikke med tilstrækkelige, entydige holdepunkter til at tolke betydningen for den generelle befolkning. Et videnskabeligt panel nedsat af the National Cancer Institute of Canada nåede til en lignende konklusion ved en gennemgang af studier af overvejende erhvervsmæssig eksponering og kræftrisiko (Ritter 1997). Panelet konkluderede, at der ikke fandtes tilstrækkelig videnskabelig dokumentation til støtte for, at pesticider bidrog signifikant til den samlede kræftdødelighed.

Hormonel toksicitet

Det er veldokumenteret, at en række persistente kemikalier kan påvirke det endokrine system ved indvirkning på de hormoner i kroppen, der er ansvarlige for opretholdelse af homeostase og reguleringen af de udviklingsmæssige processer (Gray, Ostby 1998; Kavlock et al. 1996; Tilson, Kavlock 1997; Porter et al. 1993). Hormonforstyrrende stoffer (endocrine disruptors) er bredt blevet defineret som eksogene stoffer, der indvirker på produktion, frigivelse, transport, metabolisme, binding, virkning eller elimination af kroppens naturlige hormoner (Kavlock et al. 1996; Tilson, Kavlock 1997). Nogle af disse stoffer kan inducere cytokrom P450 systemerne i leveren. Dette kan påvirke omsætningen af steroidhormoner (bl.a. kønshormoner) samt thyroide hormoner, hvorved der kan induceres sekundære effekter i hormonafhængige organer.

Viden om hormonforstyrrende stoffer er imidlertid ufuldstændig, og betegnelsen endocrine disruptor har i nogle tilfælde været brugt, hvor den biologiske sammenhæng er langt fra klarlagt. Mistanken mod de meget persistente stoffer, DDT, DDE og PCB er berettiget set ud fra de effekter, disse stoffer har på vildtlevende dyr (fx sæler, odder og alligatorer). Også for de hormonforstyrrende stoffer eksisterer problemer med at ekstrapolere fra studier af forsøgsdyr udsat for relativt høje eksponeringer til de relative lave eksponeringer, der forekommer i miljøet, og de ganske små mængder, som mennesker udsættes for. Disse hormonforstyrrelser er ikke påviselige i nuværende testsystemer, men der arbejdes p.t. i OECD-regi på at forbedre testprogrammet for nye kemikalier, så dyreforsøgene bedre bliver i stand til at påvise sådanne effekter.

Udviklingsmæssig toksicitet

Udviklingsmæssige effekter er effekter, der måtte opstå på individet under udvikling som resultatet af eksponering forud for konceptionen, i fostertilværelsen eller postnatalt frem til, at individet er fuldt udviklet. Resultatet af de udviklingsmæssige forstyrrelser kan være død, strukturelle abnormiteter, hæmmet vækst eller funktionelle forstyrrelser. Hvorvidt spontan abort eller fosterdød skyldes reproduktions- eller udviklingsmæssige effekter, vil imidlertid ofte være vanskeligt at afgøre.

Der findes ikke tilstrækkelige undersøgelser om sammenhæng mellem eksponering for pesticider og udviklingsmæssige effekter. Dette gælder også potentialet for, at pesticider og gødningsstoffer i kontamineret grundvand skulle kunne fremkalde reproduktive og udviklingsmæssige toksiske effekter hos mennesker.

Neurotoksicitet

Neurotoksicitet er en betegnelse, der bruges til at beskrive et stofs potentiale til at ændre nervesystemets struktur eller funktion, defineret ved neurokemiske, neuropatologiske organforandringer, adfærd og specifikke psykologiske processer som fx sansning, indlæring og hukommelse. Mange af disse forstyrrelser kan måles direkte ved neurokemiske, neurofysiologiske og neuropatologisk teknikker, hvorimod andre må tolkes alene ved at betragte adfærden. Virkningsmekanismen for adskillige grupper af pesticider, specielt insekticiderne, hvis tilsigtede mål er det perifere nervesystem, fører umiddelbart til en overvejelse af deres potentielle neurotoksicitet, hvorimod det neurotoksiske potentiale for andre grupper er mere uigennemskueligt. For undersøgelser af neurotoksiske effekter gælder, at de er vanskelige at gennemføre og tolke, hvorfor der kun findes meget få konklusive studier.

Eksperimentelle undersøgelser har vist, at nervesystemet under udvikling er mere sårbart over for eksponering for kemiske stoffer end det fuldt udviklede nervesystem. Forsøg med dyr har vist, at neurotoksicitet som følge af lavdosis-eksponering for pesticider som organofosfater, pyrethroider, DDT og paraquat under hjernens udvikling kan føre til irreversible forandringer i den voksne hjerne og inducere adfærdsmæssige og cholinerge forandringer i det voksne dyr, hvorimod eksponering af en voksen for det samme stof kun har mindre eller ingen effekt (Eriksson 1997; Williams et al. 1997). Eksponering for kemiske stoffer under nervesystemets udvikling kan variere kvalitativt og kvantitativt afhængig af fasen i nervesystemets udvikling (non-lineær dosis-responskurve). Det kan derfor være problematisk at vurdere effekter af lavdosis-eksponering igennem længere tid på baggrund af korttidsstudier. Endvidere er udviklingen af nervesystemet afhængig af endokrine systemer, der er ansvarlige for den seksuelle udvikling og vækst og bl.a. nøje associeret med tilstedeværelsen af cirkulerende thyroide hormoner. Moderate til svære ændringer i koncentrationen af thyroidhormon under udviklingen resulterer i motorisk dysfunktion, kognitive defekter og andre neurologiske abnormiteter (Porterfield, Hendrich 1993). Neurotoksiske effekter kan som anført være vanskelige at vurdere. National Research Council (1993) fandt, at den nuværende strategi for at teste toksicitet var utilstrækkelig for vurdering af toksicitet over for flere organsystemer, bl.a. neurologiske udviklingsmæssige processer.

Parkinsons sygdom har i flere epidemiologiske undersøgelser været sat i forbindelse med pesticidanvendelse (bl.a. Semchuk et al. 1992). Der har været fokuseret på paraquat, der nu ikke længere er tilladt i Danmark, og hvis kemiske struktur kan minde om et kemikalium (MPTP), der eksperimentelt kan inducere parkinson-lignende symptomer hos forsøgsdyr. Der findes ikke undersøgelser, der specielt belyser effekten af paraquat.

Neurotoksicitet hos børn

Der foreligger kun meget få studier om børn og neurotoksiske effekter som følge af eksponering for pesticider, og fra disse kan der ikke drages klare konklusioner. Der synes ikke at være tilstrækkelig dokumentation for neurotoksiske effekter i det fuldt udviklede nervesystem som følge af lavdosis-eksponering for pesticider. På baggrund af eksperimentelle data findes derimod grundlag for at antage, at nervesystemet under udvikling er sårbart for pesticideksponering bl.a. som følge af forstyrrelse af endokrine systemer, der har betydning for nervesystemets normale udvikling.

Immunotoksicitet

De toksikologiske undersøgelser, der som minimum forlanges, før et plantebeskyttelsesmiddel kan godkendes, kan i et vist omfang påvise, om et kemisk stof har en potentiel immunotoksisk effekt, når organismen eksponeres herfor. Dog har undersøgelsesmetoderne visse begrænsninger specielt, når det gælder følsomhed, dvs. deres evne til at påvise eventuelle svage immunotoksiske effekter. Generelt gælder det, at kemiske stoffer herunder pesticider med klar immunotoksisk effekt vil blive påvist i de krævede toksikologiske undersøgelser, medens der kan være et problem med stoffer, der besidder middel til svag effekt.

Immunotoksisk effekter af kemiske stoffer, herunder pesticider, kan opstå som følge af, at immunsystemet enten svækkes eller forstærkes, eller hvis immunsystemet responderer på det kemiske stof som et antigen, hvilket kan fører til allergi eller autoimmunitet.

Adskillige dyreeksperimentelle studier har påvist immunologiske forandringer efter akut eller kronisk eksponering for pesticider (Banerjee et al. 1996; WHO 1996). I mange tilfælde er resultaterne fra disse undersøgelser vanskelige at tolke, ligesom en del af undersøgelserne kunne pege på, at den immunotoksiske effekt kan være en følge af anden, systemisk, toksisk effekt. Dog viser undersøgelserne, at pesticider såvel som andre kemiske stoffer kan besidde en potentiel effekt på organismens immunsystem (WHO 1996).

Dyreeksperimentelle undersøgelser i gnavere tyder på, at immunsystemet i organismen under udvikling er mere sårbart end det fuldt udviklede. Eksperimentelle og kliniske data fra arbejdsmiljøet har tillige vist, at kemiske stoffer herunder visse pesticider (chlornitrobenzen, captan og organofosfater) kan inducere kontakthypersensitivitet (type-IV-reaktion) i forsøgsdyr og mennesker (Cronin 1980).

Den epidemiologiske evidens for immunotoksiske effekter som følge af eksponering for pesticider er sparsom. Straks-reaktioner (type-I-reaktion) er således kun beskrevet i enkelte kasuistiske meddelelser, der har været vanskelige at bekræfte (Baker, Wilkinson 1990).

Data fra undersøgelser af kemiske stoffer herunder visse pesticider viser, at disse kan påvirke immunsystemet under særlige eksperimentelle forhold. De undersøgelser, der normalt ligger tilgrund for den toksikologiske vurdering, kan udpege de pesticider, der har en mulig betydelig effekt på immunsystemet. Med undtagelse af kontakthypersensitivitet som følge af erhvervsmæssig eksponering for pesticider er der utilstrækkelige data til at konkludere, at eksponering for pesticider i miljøet under normale omstændigheder vil medføre sundhedsskader for befolkningen generelt som følge af en effekt på immunsystemet (Baker, Wilkinson 1990; Banerjee et al. 1996; WHO 1996).

Der er ikke tilstrækkelig epidemiologisk evidens for hverken at be- eller afkræfte en sammenhæng mellem sundhedsmæssige effekter og lavdosis-eksponering for pesticider igennem længere tid. Der er flere årsager til, at der er betydelige vanskeligheder med at opnå en mere sikker viden om pesticiders indflydelse på menneskers sundhed. De epidemiologiske studier vedrørende humane effekter af eksponering for pesticider er præget af upræcise mål for både eksponering og effekt, relativ kort opfølgningstid og manglende kontrol af konfunderende faktorer. Begrænsede gruppestørrelser betyder desuden, at data ofte samles i større grupper, hvorved følsomheden yderligere reduceres. På grund af lav eksponeringskontrast og mange konfunderende faktorer er der ofte problemer med at påvise evt. effekter.

Følgende specifikke konklusioner kan drages:

• Såfremt en sammenhæng skal kunne påvises ad epidemiologisk vej, vil det kræve bedre mål for både eksponering og effekt. Udviklingen af biomarkører kan være et skridt i denne retning.
   
• Det er vigtigt, at testmetoderne til dyreforsøg hele tiden forskningsmæssigt opdateres ud fra erfaringer i mennesker.
   
• Gennemgangen af pesticidindtagelsen fra fødevarer og drikkevand viser, at de dominerende kilder til befolkningens belastning er indtagelsen fra bær, frugt og grønt og tildels korn og kornprodukter, medens indtagelsen fra drikkevand, animalske fødevarer og fisk er uden betydning for den samlede belastning.
   
• Den samlede gennemsnitlige belastning fra fødevarer er estimeret til ca. 200 mikrogram pesticid pr. dag, hvoraf mere end halvdelen kommer fra nogle få fødevaretyper, nemlig citrusfrugter, kartofler og æbler. Omkring 60% kommer fra udenlandske produkter og 40% fra danske produkter. Der er store variationer i de beregnede talværdier, og den samlede indtagelse skønnes i praksis at variere fra en meget lav indtagelse til ca. 600 mikrogram pr. dag. Da hovedparten af restindholdene i citrusfrugter sidder i skrællen, som kasseres, vil den reelle daglige indtagelse af pesticider være mindre end 200 mikrogram pesticid pr. dag. I sidstnævnte scenario vil indtagelsen via danske produkter være større end 50% af den samlede indtagelse.
   
• I behandlede afgrøder antages der almindeligvis at være et vist restindhold af pesticider, som reduceres jo længere tid, der forløber mellem sprøjtnings- og høsttidspunkt, et forhold der dog især har betydning, såfremt behandling sker direkte på de på høsttidspunktet spiselige afgrøder eller plantedele, dvs. efter afblomstring, frøsætning og lignende. Der er imidlertid inden for den landbrugsmæssige praksis en række andre faktorer, der har indflydelse på pesticidindholdet i afgrøden. Dette gælder ikke blot plantens udviklingstrin på behandlingstidspunktet, men også behandlingskoncentration, udbringsmåde m.v. Manglende påvisning af rester er dog ikke ensbetydende med, at afgrøden er pesticidfri, men kan snarere tages som udtryk for, at indholdet er mindre end den analytiske detektionsgrænse.
   
• Restindhold i indhøstede afgrøder hidrører som oftest fra behandlinger udført på tidspunkter og ved behandlinger, hvorunder applikation af sprøjtemiddel sker direkte på planter i deres frø-, bær- eller frugtbærende vækststadier. En reduktion af restindholdet i de mest belastede vegetabilske fødevarer vil derfor kunne opnås ved forlængede sprøjtefrister, inkl. begrænsning af sprøjtning til kun at finde sted før afblomstring, skridning el.lign.
   
• Den gennemsnitlige belastning på enkeltstofniveau er typisk omkring 1% eller mindre af den på et overvejende eksperimentelt, toksikologisk grundlag fastsatte acceptable daglige indtagelse (ADI-værdien), hvorved sikkerhedsmargenen mellem gennemsnitlig human eksponering og nul-effekt-niveauet for den mest følsomme effekt i det mest følsomme af de nuværende testsystemer er mere end 1000.
   
• Bestemmelsen af sikkerhed ved brug af pesticider baseres hovedsageligt på dyreforsøg, da sikkerheden ved lavdosis-eksponering over livstid hverken af etiske eller praktiske årsager kan etableres på basis af forsøg med mennesker.
   
• Opdagelsen af nye effekter, som der ikke tidligere har været undersøgt for eller lagt vægt på, fx effekter på det endokrine system og på nervesystemet under udvikling, anskueliggør vigtigheden af konstant forskningsmæssig videreudvikling. Således er en forbedring af de eksisterende dyretests til godkendelse af pesticider påkrævet for så vidt angår påvisning af stoffer med hormonelle effekter (endocrine disrupters).
   
• Forskelle i følsomhed fra dyr til menneske og mennesker imellem gør det nødvendigt at anvende (u)sikkerhedsfaktorer, når Acceptabel Daglig Indtagelse, ADI, skal fastlægges ud fra datagrundlaget.
   
• Som følge af de nævnte vanskeligheder ved gennemførelse af langtids-epidemiologiske undersøgelser af effekterne af lavdosis-eksponering kunne man imidlertid overveje at koncentrere forskningen om områder, hvor mangelfuld dokumentation bør mane til forsigtighed, fx behovet for evt. indførelse af en ekstra usikkerhedsfaktor for at beskytte børn, hvor der ikke foreligger tilstrækkelige toksikologiske oplysninger.
   
• Risikovurdering af de hjælpestoffer, der ofte anvendes i betragtelige mængder, bør indgå med større vægt ved den samlede vurdering af de enkelte pesticidprodukter, og der bør foretages en regelmæssig vurdering af hensigtsmæssigheden ved anvendelse af de enkelte stoffer.
   
• For nedbrydningsprodukter af pesticider i miljøet er der i nogle tilfælde mangel på viden om deres sundhedsmæssige effekter. Dette gælder specielt, hvis der i miljøet dannes andre metabolitter end hos forsøgsdyr og mennesker.
   
• Det forhold, at der indtages mange forskellige kemiske stoffer samtidigt, bør i større udstrækning inddrages i den sundhedsmæssige vurdering, specielt for risikogrupperne (børn og gravide).
   
• Der kan ikke på basis af epidemiologiske undersøgelser føres bevis for, at pesticider i de mængder, den generelle befolkning udsættes for, fx gennem kosten, er sundhedsskadelige. Man kan tilsvarende heller aldrig med fuldstændig sikkerhed videnskabeligt bevise, at et pesticid ikke vil kunne medføre sundhedsrisiko, men man kan sandsynliggøre en sundhedsrisiko eller manglen på samme med større eller mindre (u)sikkerhed. Dette gælder alt videnskabeligt arbejde, herunder også forsøg udført på dyr. Ethvert udsagn om sikkerhed ved anvendelsen af kemiske stoffer baserer sig desuden på den nuværende viden med mulighed for senere fund af i dag uforudsigelige effekter.
   
• De epidemiologiske studier vedrørende humane effekter af eksponering for pesticider er præget af upræcise mål for både eksponering og effekt, kort opfølgningstid og manglende confounderkontrol. Begrænsede gruppestørrelser betyder derudover, at data ofte pooles, hvorved sensitiviteten yderligere reduceres.
   
• Epidemiologiske undersøgelser af effekter af metabolitter, som dannes i miljøet, eksisterer stort set ikke.
   
• Hjælpestoffer er dårligt undersøgt i epidemiologiske undersøgelser.
   

Sundhedsstyrelsen har foretaget en undersøgelse af hospitalsindlæggelser, ambulante forløb og dødsfald i Danmark forårsaget af pesticider i perioden 1987-1996 ved udtræk fra henholdsvis Landspatientregistret og Dødsårsagsregistret. Imidlertid er tallene for indlæggelser fra perioden før 1994 behæftet med diagnostiske fejlkodninger (Skadhauge 1998). For perioden 1994-1996 har der været tale om i alt 88 indlæggelser. Heraf udgjorde børn under 11 år 48% og kvinder 39%. Vedrørende ambulante forløb er der først foretaget landsdækkende registreringer fra 1995. Der er registreret 127 forløb i 1995 og 51 i 1996. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle af kodningerne i 1995 er diagnostiske fejlkodninger. Ved manuel gennemgang af dødsattester fandtes 48 dødsfald, hvoraf 45 var selvmord og 3 ulykkestilfælde hos mindreårige børn. Det er ikke muligt for indlæggelserne og de ambulante forløb at afgøre, om forgiftningerne er sket i forbindelse med erhvervsarbejde i jordbruget. De nævnte 3 dødsfald blandt børn er sket i landkommuner. To af tilfældene var forårsaget af ulovlig opbevaring i umærket emballage.

Til Giftinformationen på Bispebjerg Hospital, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, har der var i 1997 været i alt 163 henvendelser vedrørende pesticider. 47% drejede sig om børn 0-14 år. Henvendelserne fordelte sig på følgende stofgrupper:

Nogle henvendelser var vedrørende parathion, som ikke har været brugt erhvervsmæssigt i flere år. I to tredjedele af tilfældene er skaden sket i hjem eller have, 12% er sket inden for landbruget og 5% i skovbrug eller gartnerier. Det skal dog fremhæves, at tallene ikke kan anses for at være repræsentative, da henvendelserne til Giftinformationen kun udgør en lille del af de faktiske forekommende begivenheder.

• Der registreres årligt et forholdsvis stort antal forgiftninger med pesticider. Der konstateres dødsfald ved selvmord og ulykkestilfælde hos mindreårige børn. Ca. halvdelen af de registrerede indlæggelser i forbindelse med forgiftninger med pesticider drejer sig om børn.
   
• Der forekommer fortsat forgiftningstilfælde med pesticider, der har været ude af brug i flere år.
   

Det vurderes, at risikoen for akutte effekter af pesticider er væsentligt mindre i dag end for blot 10 år siden, da de mest skadelige midler ikke længere er tilladt. En vis risiko kan ikke udelukkes for personer, der ikke overholder de givne forskrifter for personlig beskyttelse og korrekt anvendelse af pesticiderne, uhensigtsmæssige arbejdsrutiner og dårlig arbejdshygiejne. Underudvalget noterer sig dog, at der kan være tale om en betydelig eksponering af sprøjteføreren og af gartnere i væksthuse og i produktionen af frugt og grøntsager, hvor pesticidanvendelsen er hyppig.

Underudvalget konkluderer, at risikoen for arbejdsulykker kan stige i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse ved indførelse af flere maskiner, der kræver reparation og vedligeholdelse. Endvidere vil øget manuel lugning kunne indebære hyppigere skader i forbindelse med ensidigt, gentaget arbejde (EGA). Der er generelt øget risiko for fysiske skader, især slidgigt, hos beskæftigede i landbruget, som er associeret til staldarbejde, malkning, traktorkørsel samt tungt fysisk arbejde, som ikke er relateret til anvendelsen af pesticider.

• Gennemgangen af pesticidindtagelsen fra fødevarer og drikkevand viser, at de dominerende kilder til befolkningens belastning er indtagelsen fra bær, frugt og grønt og tildels korn og kornprodukter, medens indtagelsen fra drikkevand, animalske fødevarer og fisk er uden betydning for den samlede belastning.
   
• I behandlede afgrøder må der altid antages at kunne være et vist restindhold, således at den manglende påvisning alene kan tages som udtryk for, at indholdet i givet fald vil være mindre end den analytiske detektionsgrænse.
   
• Begrænset tilladelse til at sprøjte efter blomstring eller frøsætning vil nedsætte restindholdene.
   
• Den samlede gennemsnitlige belastning fra fødevarer er estimeret til ca. 200 mikrogram pesticid pr. dag, hvoraf mere end halvdelen kommer fra nogle få fødevaretyper, nemlig citrusfrugter, kartofler og æbler. Omkring 60% kommer fra udenlandske produkter og 40% fra danske produkter. Der er store variationer i de beregnede talværdier, og den samlede indtagelse skønnes i praksis at variere fra en meget lav indtagelse til ca. 600 mikrogram pr. dag. Da hovedparten af restindholdene i citrusfrugter sidder i skrællen, som kasseres, vil den reelle daglige indtagelse af pesticider være mindre end 200 mikrogram pesticid pr. dag. I dette scenario vil indtagelsen via danske produkter være større end 50% af den samlede indtagelse.
   
• Den gennemsnitlige belastning på enkeltstofniveau fra fødevarer er typisk omkring 1% eller mindre af den nuværende acceptable daglige indtagelse (ADI-værdien).
   
• Der kan ikke på basis af epidemiologiske undersøgelser føres bevis for, at pesticider i de mængder, den generelle befolkning udsættes for, fx gennem kosten, er sundhedsskadelige. Man kan tilsvarende heller aldrig med fuldstændig sikkerhed videnskabeligt bevise, at et pesticid ikke vil kunne medføre sundhedsrisiko, men man kan sandsynliggøre en sundhedsrisiko eller manglen på samme med større eller mindre (u)sikkerhed. Dette gælder alt videnskabeligt arbejde, herunder også forsøg udført på dyr. Ethvert udsagn om sikkerhed ved anvendelsen af kemiske stoffer baserer sig desuden på den nuværende viden med mulighed for senere fund af i dag uforudsigelige effekter.
   
• Epidemiologiske undersøgelser om effekter af metabolitter og ikke-aktive stoffer, der ofte udgør en væsentlig del af produkterne, er stort set ikke eksisterende.
   

• Der er ikke tradition for at beskæftige sig med arbejdsmiljøet i landbruget, hverken i den konventionelle eller den økologiske driftsform, og der foretages ikke indberetning af alle skader på trods af, at landbruget har mange alvorlige ulykker og har de fleste dødsulykker sammenlignet med alle andre erhverv. Underudvalget anbefaler, at arbejdsmiljøet i landbruget opprioriteres såvel i forbindelse med konventionel som pesticidfri drift.
   
• Underudvalget påpeger, at der mangler viden om pesticider og deres hjælpestoffers evne til at fremkalde allergi og deres påvirkning af immunsystemet.
   
• Som følge af den intensive anvendelse af pesticider i planteskoler og produktionen af frugt, grønt og bær, anbefaler Underudvalget en øget indsats mod at mindske eksponeringen med pesticider.
   
• En mere udstrakt brug af biomarkører for eksponering for og effekt af pesticider vil kunne lette muligheden for ad epidemiologisk vej at påvise en sammenhæng.
   
• Opdagelsen af nye effekter, som der ikke tidligere har været undersøgt for eller lagt vægt på, som fx effekter på det endokrine system (hormoner) og på nervesystemer under udvikling, anskueliggør vigtigheden af konstant udvikling af forskningen på området.
   
• Det forhold, at der indtages mange forskellige kemiske stoffer samtidigt, bør i større udstrækning inddrages i den sundhedsmæssige vurdering af pesticider, specielt for risikogrupper.