[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Reduktion af krom(VI) i grundvand ved hjælp af jernspåner

2. Baggrund

Reaktive vægge med nulvalent jern er i USA og Canada &eacuten blandt en række nyere innovative teknologier til rensning af forurenet grundvand. Anvendt mod chlorerede alifater findes en række eksempler på vellykkede fuldskala installationer /2, 3, 7, 8, 9, 10, 11/. Anvendt mod kromatforureninger er metoden derimod ikke nær så udbredt. I Danmark er en række projekter under udvikling /4/ hvor teknologien vil finde anvendelse mod kromat, og et af disse er projektet ved Sct. Clara Vej i Roskilde. Litteraturen om anvendelse af nulvalent jern mod Cr(VI)-forureninger er begrænset men det er påvist, at en jernzone har en endelig kapacitet mht. reduktion af kromat /1/. Endvidere er det sandsynliggjort, at denne begrænsning skyldes kromudfældninger på overfladen af jernpartiklerne, hvorved yderligere reaktioner på den pågældende overflade hæmmes.

Eftersom omdannelsen af kromaten i jernzonen er en relativ hurtig proces, bliver det i praksis kravet til jernzonens samlede kapacitet, som bliver den dimensionerende parameter for tykkelsen af den reaktive væg/filteret. Indkøb af jernspåner er en væsentlig udgift, og udgør sædvanligvis den største enkeltpost på budgettet ved etablering af en reaktiv væg med nulvalent jern. Det er derfor af stor interesse at vide, hvorledes kapaciteten afhænger af forskellige parametre. Såfremt kapaciteten af en given jernmængde kan forøges uden større omkostninger, vil dette kunne reducere udgifterne til indkøb af jernspåner med et fald i de samlede udgifter til følge. En given jerntypes kapacitet mht. kromatreduktion er ikke en størrelse som umiddelbart kan beregnes eller er tabellagt. Kapaciteten må således i hvert enkelt tilfælde (for den aktuelle jerntype, vandtype og aktuelle øvrige omstændigheder) bestemmes.

Med udgangspunkt i den konkrete situation på Sct. Clara Vej i Roskilde er gennemført en række kolonneforsøg med henblik på, at vurdere kapaciteten af jernspånerne mht. reduktion af kromat. Der er i denne forbindelse vurderet betydningen af koncentrationsniveauet af Cr(VI), indholdet af kvartssand i jernfilteret, flowet gennem filteret (strømningshastigheden) samt pH i indløbet til filteret.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]