Spørgsmål 3 (A): (Hvis ja til spørgsmål 1) Er der som led i amtets indkøbspolitik:

Bestemmelser om hvilke produktgrupper, der er omfattet?

Opstillet kriterier for, hvordan miljøhensyn skal inddrages ved indkøb?

Opstillet en målsætning om, hvornår miljøhensyn skal inddrages ved alle indkøb?

Udført en kortlægning af andelen af grønne indkøb af de samlede indkøb?

Udformet retningslinier for, hvordan man vil dokumentere, at der er taget hensyn til miljøet ved amtets indkøb?

2.3 Kortlægning af grønne indkøb og dokumentation af indsatsen

Som det ses af ovenstående, er der kun få kommuner og ingen amter, der har kortlagt de grønne indkøbs andel af de samlede indkøb samt udformet retningslinier for, hvordan indsatsen skal dokumenteres. Både kortlægning og dokumentation forudsætter en eller anden form for systematisering af indkøbene. Selve dokumentationen, hvis den skal ske i form af en afrapportering, kræver også en koordinering.

Den enkleste og mest almindelige måde at tilrettelægge en dokumentation på er ved at bede leverandørerne en eller flere gange årligt om at lave en opgørelse over, i hvor høj grad indkøbs- eller rammeaftalerne på de produkter, de leverer, er blevet brugt. Hvis en meget stor del af eller hele kommunens eller amtets indkøb foregår decentralt uden brug af indkøbsaftaler (kommunens eller amtets egne, regionale eller f.eks. SKI’s rammekontrakter), vil der helt naturligt opstå et problem, hvis man har et ønske om at finde ud af, i hvor høj grad miljøhensyn inddrages ved indkøb.

I undersøgelsen er der kun et par eksempler på kommuner eller amter, der har forsøgt at få institutioner til at dokumentere deres grønne indkøb. En kommune bad kun om dokumentation i forbindelse med nye udbud, mens en anden kommune fulgte op på institutionernes brug af kommunens rammeaftaler; hvis institutionerne ikke gjorde brug af dem, skulle de forklare hvorfor. Men ellers kontrollerer man ikke institutionerne, som én af de interviewede udtrykker sig.

Flere indkøbere mener, at det vil være en nærmest uoverskuelig opgave at skulle kortlægge og dokumentere kommunens eller amtets grønne indkøb. I mange tilfælde vil en samlet kortlægning betyde, at man skal have hver enkelt institution i kommunen eller amtet til at redegøre for hvert enkelt indkøb, hvilket vil betyde et enormt arbejde og et stort bureaukrati. Hvis der i forvejen ikke er hverken for mange ressourcer eller for meget tid til grønne indkøb, – hvilket er tilfældet for langt de fleste kommuner og amter - vil det være urealistisk.

For flertallet af kommuner og amter kan det i praksis blive meget svært at dokumentere, i hvor stor en andel af det samlede indkøb, miljøhensyn er inddraget. Det vil derimod være relativt nemt at kortlægge den del af indkøbene, der er foregået via indkøbs- eller rammeaftaler, ligesom der findes oplysninger for enkelte institutioner, der f.eks. er gået i gang med miljøstyring og hvor man har valgt grønne indkøb som indsatsområde.¹¹

Dokumentation af resultaterne af en grøn indkøbspolitik vil komme mere i fokus fremover; Dels er der stadig flere amter og kommuner, der udarbejder grønne regnskaber eller miljøredegørelser, hvor kommunen eller amtets indsats for at inddrage miljøhensyn ved indkøb vil være et oplagt område at rapportere på. Dels vil der politisk være et ønske om at vide, hvor langt kommunen eller amtet er nået i realiseringen af en grøn indkøbspolitik.

"Hvis man omvendt ikke holder fast i det (dvs. systematisk afrapporterer), kan det blive svært at leve op til de politiske ambitioner", vurderes det af en indkøber.

Flertallet af kommuner (75%) og amter (80%) med en grøn indkøbspolitik tager løbende den grønne indkøbspolitik op til revision. Der er her tale om en proces, hvor den grønne indkøbspolitik løbende udvikles – f.eks. hvor flere varegrupper tages med efterhånden, listen over hvilke miljøfremmede stoffer, man gerne vil undgå, revideres eller lign.

Spørgsmål 4 (K): (Hvis ja til spørgsmål 1) Bliver den grønne indkøbspolitik løbende taget op til revision og justeret?

Spørgsmål 4 (A): (Hvis ja til spørgsmål 1) Bliver den grønne indkøbspolitik løbende taget op til revision og justeret?

2.5 Ansvarlig for gennemførelse af en grøn indkøbspolitik

Ikke overraskende er der i flere kommuner og amter ikke en, men flere (nogle gange mange) ansvarlige for gennemførelsen af en grøn indkøbspolitik. "Andre" kan være en miljømedarbejder i kommunen eller amtet.

Spørgsmål 5 (K): (Hvis ja til spørgsmål 1) Hvem er ansvarlig for gennemførelsen af den grønne indkøbspolitik?

Spørgsmål 5 (A): (Hvis ja til spørgsmål 1) Hvem er ansvarlig for gennemførelsen af den grønne indkøbspolitik?

2.6 Drivkraft bag indførelse af grøn indkøbspolitik

Som det fremgår af nedenstående besvarelser, er der samme tendens i kommuner og amter til, at det især er mål om nedsættelse af miljøbelastningen i institutioner og forvaltninger, samt en politisk markering af kommunen eller amtet som grøn/miljøvenlig, der er drivkraften i indførelse af en grøn indkøbspolitik.

Spørgsmål 6 (K): Hvad har været drivkraften bag en hel eller delvis indførelse af den grønne indkøbspolitik?

Spørgsmål 6 (A): Hvad har været drivkraften bag en hel eller delvis indførelse af den grønne indkøbspolitik?

Selv om en kommune eller et amt ikke har en indkøbspolitik, der indbefatter miljøområdet, viser tilbagemeldingerne via telefoninterviewene, at der alligevel i større eller mindre grad inddrages miljøhensyn ved indkøb varierende fra, at der gås meget systematisk til værks til, at kun enkelte miljømærkede varer indkøbes. Selv blandt kommuner, der ikke har aktuelle planer om at indføre en grøn indkøbspolitik, svarer under halvdelen, at de slet ikke inddrager miljøhensyn. Flere af de kommuner, der ikke har aktuelle planer om at udarbejde en grøn indkøbspolitik, er overraskende aktive og har en meget professionel tilgang i forhold til at stille miljøkrav.

Som det er nævnt tidligere, er der dog en klar tendens til, at jo tydeligere politisk udmelding, der er i forhold til grønne indkøb, jo mere effektiv og systematisk er indsatsen. Politik, målsætninger og ressourcer er nødvendige ingredienser, hvis kommunens eller amtets indsats ikke skal være præget af tilfældigheder. Den politiske prioritering giver også en større sandsynlighed for, at der udstikkes klare retningslinier for de decentrale indkøbere.

Udover at der skal være interesse for området, og nogen, der tager initiativet, nævnes også flere andre grunde til at indføre grønne indkøb. En kommunal miljømedarbejder gør f.eks. kommunen til en kritisk forbruger:

"Her er en af de oplagte ting jo grønne indkøb, fordi vi ikke fremstiller noget selv. Vi er jo bare et serviceorgan, så det er et af de steder, hvor vi kan gøre os gældende".

Flere nævner, at det er vigtigt, at kommunen eller amtet som offentlig myndighed går foran og gør en indsats for miljøet, når man beder borgerne om at tage fat. Der skal være overensstemmelse mellem, hvad man siger, og hvad man gør:

"Så beder vi jo borgerne om at tænke sig om med affald osv. Så kan det jo ikke være rimeligt, at vi som kommune ikke også selv tager fat og får gjort et eller andet."

Hvis kommunen eller amtet endnu ikke har en indkøbspolitik, kan muligheden for at spare ret anseelige beløb også være medvirkende til, at man går i gang med at arbejde systematiseret med indkøb - hvilket igen kan lede til, at man får en grøn indkøbspolitik. I en undersøgelse som Kommunernes Landsforening har gennemført parallelt med denne spørgeskemaundersøgelse¹², viser det sig, at de kommuner, der arbejder systematiseret med indkøb, skønner at have sparet mellem 6 – 30%. Som en kommunal indkøber udtrykker det:

"Det var et spørgsmål om, at kommunaldirektøren gerne ville have ansat en medarbejder (på et andet område), og så fandt han ud af, at man kunne jo prøve på indkøbspolitikken og så spare nogle penge der, og så var det jo helt naturligt at få noget grønt ind der."

Flere peger også på, at miljøhensyn i dag er en naturlig del af en indkøbspolitik. Hvis indkøbspolitikken skal revideres, medtages miljøhensyn. Bevidstheden om miljøhensyn i indkøb har bredt sig, dels blandt indkøberne selv, dels blandt politikerne og endelig i institutionerne.

"Man ser det som en naturlig opgave. Og det er jo heldigvis nok den bedste drivkraft i det."

Sammenhæng mellem miljøindsats og grønne indkøb

Af spørgeskemaundersøgelsen og den efterfølgende interviewrunde fremgik det, at der er en tæt sammenhæng mellem kommunen eller amtets generelle miljøindsats og det faktum, at en kommune eller amt har indført en grøn indkøbspolitik eller arbejder med grønne indkøb. Erfaringer med miljø- og energistyring har betydning, ligesom lokal Agenda 21, grønne regnskaber eller andre miljøpolitiske mål er med til at skubbe på udviklingen. Grønne indkøb står derfor sjældent alene, men skal ses som et vigtigt led i en samlet miljøindsats.

Dette underbygges af det sammenfald, der er mellem kommuner og amter, der har svaret ja til, at kommunen eller amtet har forsøgt sig med grønne indkøb, f.eks. som led i energi- og miljøstyring, med antallet, der har svaret ja til, at der er institutioner eller forvaltninger, der af sig selv er gået i gang med grønne indkøb (se "Kommuner og amters erfaring med grønne indkøb"). For kommunernes vedkommende har 80 ud af 100 kommuner, der har forsøgt sig med grønne indkøb, samtidig kunne konstatere, at institutioner eller forvaltninger selv er gået i gang. 11 ud af 12 amter har forsøgt sig med grønne indkøb, mens alle 12 amter har eksempler på, at institutioner eller forvaltninger selv har taget initiativ til grønne indkøb.

Øvrig politik sætter rammerne

Et sted peges der på, at "grønne indkøb er så mangfoldigt, og man kan jo næsten vælge et hvilket som helst produkt, og man bliver nok aldrig færdig med det. Så hvad enten man vælger det ene eller det andet, så er det jo en god sag. Derfor kan man ligeså godt vælge noget, der har lidt med hinanden at gøre." Det vil sige, at man lader kommunens eller amtets øvrige politik og indsatsområder være med til at sætte rammerne for, hvilke varegrupper og indsatsområder man vælger i forbindelse med gennemførelse af en grøn indkøbspolitik. I det ovenstående citat er der tale om en kommune med en energiplan, og hvor energiforbrug og energiforbrugende apparater derfor fik særlig prioritering.

Et naturligt skridt

En indkøber siger: "Ja, det er så ret smart herovre, at man startede op for tre år siden med miljøstyring ude på institutionerne. Nu har alle institutioner lavet miljøredegørelse eller er i gang med det. Og nu har de ligesom været den mølle igennem, så nu er det nemmere for os at komme ud og tale om grønne indkøb. Det er blevet et naturligt næste skridt efter at have gjort noget for vand, el og varme, at man nu kigger på produkter."

Mest miljø for pengene

En kommune havde som led i et miljøledelsessystem opgjort den samlede miljøbelastning for rådhuset og fundet ud af, at et af de steder, hvor det virkelig ville give "mest miljø for pengene", var i forhold til indkøb. Flere andre steder er grønne regnskaber nævnt som et udgangspunkt, hvor man gennem en opgørelse af miljøbelastningen kan se, hvor det ud fra en miljømæssig betragtning bedst kan betale sig at sætte ind - herunder hvilke produkter, der skal prioriteres.

En kommune nævnte, at man helt tilbage i 1988 var blevet opmærksomme på, at der er noget, der hedder grønne indkøb. Dengang blev det udmøntet i, at Byrådet tog en beslutning om, at man skulle stoppe med at bruge engangsservice. Bolden er først taget op igen for 1-2 år siden, og kommunen er nu ved at udarbejde en meget detaljeret grøn indkøbspolitik, hvor økologisk mad bl.a. spiller en væsentlig rolle.

Led i miljøplan

En kommune valgte at sætte særlig fokus på de grønne indkøb, som led i realisering af kommunens miljøplan. Selv om kommunen ikke havde en grøn indkøbspolitik, men havde implementeret inddragelsen af miljøforhold i en samlet indkøbspolitik, ville man alligevel arbejde for at synliggøre netop de grønne indkøb.

________________________
Fodnoter:
9  Miljøprojekt nr. 197, Miljøstyrelsen 1992.
10  Af de henholdsvis 36 kommuner og 5 amter, der har en grøn indkøbspolitik.
11  I takt med at elektroniske indkøb (EDI) vinder frem, vil det efter al sandsynlighed blive væsentlig lettere at dokumentere, hvor stor en del af indkøbene, der er "grønne". Det må endvidere forventes, at det bliver mindre besværligt at fremskaffe oplysninger om produkters miljøindhold samt for indkøberne at finde frem til de ønskede produkter.
12  Kommunernes Landsforening: Indkøb for milliarder – udfordringer til fremtiden. Debatoplæg om fremtidens indkøbspolitik i kommunerne, 1998.

3. Kommuner og amters erfaring med grønne indkøb

3.1 Grønne indkøb som led i energi- og miljøstyring
3.2 Institutioner og forvaltninger, der selv er begyndt med grønne indkøb

Mange erfaringer med grønne indkøb

Der er mange kommuner og amter, der har erfaring med grønne indkøb og stiller miljøkrav til produkter – også selv om de ikke har vedtaget en grøn indkøbspolitik. 100 kommuner og 11 amter har forsøgt sig med grønne indkøb, f.eks. som led i en energi- og miljøstyringsindsats. I 149 kommuner og alle 12 amter, der har besvaret spørgeskemaundersøgelsen, er der eksempler på institutioner, der af sig selv er gået i gang med grønne indkøb.

Selv om det er den generelle vurdering, at der mangler information og efteruddannelse af både centralt og decentralt indkøbsansvarlige (se herom senere), må det baggrund af disse resultater vurderes, at der er mange erfaringer at trække på, når man fremover vil gennemføre en grøn indkøbspolitik. Allerede opnåede erfaringer – positive som mindre positive – er et væsentligt element i gennemførelsen af en kommunal og amtslig grøn indkøbspolitik.

Eksempler på grønne indkøb

I interviewundersøgelsen blev der efterspurgt eksempler på indkøb, hvor miljøhensyn er inddraget. Eksemplerne er fra kommuner eller amter, der ikke har en grøn indkøbspolitik. De mest almindelige ting, der er taget fat på, er:

• Miljømærket kontor- og skrivepapir
• Miljø- og arbejdsmiljøvenlige rengøringsmidler
• Ved (stor)indkøb af energiforbrugende apparater (kopimaskiner, pc’ere, biler, lyskilder m.v.)
• Økologiske fødevarer.

Kontor- og skrivepapir

For kontor- og skrivepapir findes der et stort antal miljømærkede kvaliteter, der – alt andet lige – gør det let at tilvælge et produkt, hvor der er taget miljøhensyn. En kommune angav, at kontor- og skrivepapir var valgt ud som indsatsområde, fordi kommunen gerne ville have et ensartet image på deres publikationer. Derudover er det et indsatsområde, der er synligt – i hvert fald i forvaltningen.

Rengøringsmidler

Spørgsmålet om, hvorfor man specielt går i gang med rengøringsmidler, besvares med, at det er et område med nogle særligt farlige stoffer, som man samtidig har en interesse i at gøre noget ved. Her er det samspillet mellem hensyn til det ydre miljø og arbejdsmiljøet, der gør sig gældende. Flere steder er det samarbejdsudvalget eller sikkerhedsrepræsentanten, der har taget initiativ til, at man får luget ud i de værste rengøringsmidler.

Energiforbrugende apparater

Mange kommuner og amter arbejder systematisk med energistyring¹³. Derfor, og fordi der er en meget tydelig sammenhæng mellem energiforbrug og økonomi, er energiforbrugende apparater et naturligt sted at stille krav til produkterne. Det er hovedsagelig energiforbruget i brugsfasen, der er interesse for.

Spørgsmål 31

Det er interessant at sammenligne ovenstående udsagn med besvarelserne af spørgsmål 31, om hvilke værktøjer kommunen eller amtet bruger til at vurdere en vare eller tjenesteydelses belastning af miljøet. Det skal bemærkes, at netop dette spørgsmål især er besvaret af kommuner og amter, der har erfaring med grønne indkøb, mens ovenstående er besvaret af kommuner og amter uden en grøn indkøbspolitik (dvs. generelt mindre erfaring med at arbejde systematisk med grønne indkøb).

Her viser det sig for kommunernes vedkommende, at rengøringsmidler, kopimaskiner og telefax, kontorartikler, papir samt kontormøbler og inventar er blandt de varer og tjenesteydelser, der hyppigst stilles miljøkrav til. For amternes vedkommende er det papir, kopimaskiner og telefax, sygehusartikler, tryksager samt rengøringsmidler, der hyppigst stilles miljøkrav til.

Økologiske fødevarer

Økologiske fødevarer kommer i spørgsmål 31 længere nede på listen både hos kommuner og amter. Grunden til, at det træder tydeligt frem i ovenstående er især, at det blandt de interviewede vurderes til at være et populært indsatsområde i institutionerne.

3.1 Grønne indkøb som led i energi- og miljøstyring

At mange kommuner og amter er i gang med miljø- og energistyring afspejles også af nedenstående besvarelser. I forbindelse med en miljøstyringsindsats er det naturligt at stille miljøkrav til produkterne - også miljøkrav, der er bredere end energiforbruget, selv om nedbringelse af energiforbruget ofte indgår som et væsentligt element i en miljøstyringsindsats.

Sammenlignes tallene for kommuner og amter, fremgår det tydeligt, at procentvis flere amter har forsøgt sig med grønne indkøb. Hvorfor det forholder sig sådan, har undersøgelsen ikke givet noget entydigt svar på. En grund kan være, at alle amter har mindst en fuldtidsbeskæftiget indkøbsmedarbejder. Dette er en god forudsætning for et centralt initiativ som f.eks. miljøstyring, hvor man også tager fat i grønne indkøb.

3.2 Institutioner og forvaltninger, der selv er begyndt med grønne indkøb

Decentrale grønne indkøb

Institutioner og forvaltninger står selv for en lang række indkøb, hvor miljøhensyn er inddraget. De fleste kommuner og amter har enten en blanding af decentral-central indkøbsfunktion eller har helt decentraliseret indkøbene (se afsnit om "Organisering af indkøbene"). Det betyder, at det er vigtigt, at institutioner og forvaltninger også selv tager initiativer i retning af at inddrage flere miljøhensyn ved indkøb.

Ud fra besvarelserne er det ikke muligt at se, om der er tale om mange eller få institutioner inden for hver kategori i kommunen eller amtet, der af sig selv har taget fat på grønne indkøb. Når et amt f.eks. sætter kryds ved hospitaler, kan det være et enkelt hospital i amtet eller alle hospitaler i amtet, der selv har taget initiativ til at inddrage miljøhensyn ved indkøb. Nedenstående besvarelser viser imidlertid med al tydelighed, at der spredt rundt om i landet tages mange decentrale initiativer til grønne indkøb, og at det ikke kun er et oppefra og ned-perspektiv – dvs. at der ikke sker noget i institutioner eller forvaltninger, før politikken er på plads. Initiativet til grønne indkøb kan også komme nedefra og op.

Institutioner eller forvaltninger i kommunen, der af sig selv har besluttet at inddrage miljøhensyn ved indkøb

Spørgsmål 8 (K): Er der institutioner eller forvaltninger, der af sig selv har besluttet at inddrage miljøhensyn ved indkøb?

Spørgsmål 9 (K): (Hvis ja til spørgsmål 8) Hvilke institutioner eller forvaltninger er der så tale om?

Institutioner eller forvaltninger i amtet, der af sig selv har besluttet at inddrage miljøhensyn ved indkøb

Spørgsmål 8 (A): Er der institutioner eller forvaltninger, der af sig selv har besluttet at inddrage miljøhensyn ved indkøb?

Ved spørgsmål 9 er der ved "andre" for kommunernes vedkommende anført biblioteker, renseanlæg og tandklinikker. For amtet er der tale om indkøbskoordineringen.

Børne- og ungeområdet topscorer

Sammenholdes besvarelserne fra kommuner og amter, om hvilke typer institutioner og forvaltninger, der af sig selv er gået i gang med grønne indkøb, er børne- og ungeområdet en topscorer. Det drejer sig om børneinstitutioner og skoler for kommunernes vedkommende samt især døgninstitutioner for unge og i mindre grad gymnasier for amternes vedkommende.

Der er flere grunde til, at det netop er her, at der tages initiativer til grønne indkøb:

• Personalet er indstillet på at arbejde med miljøforhold og tager f.eks. fat i de pædagogiske elementer i det. Derudover er der et ønske om at undgå farlige stoffer i arbejdsmiljøet
• Forældrebestyrelser eller pårørende presser på. Her drejer det sig i høj grad om børnene eller de unges sundhed, og det er både i forhold til en generel indsats for en mere miljøvenlig institution og specifikt i forhold til økologiske fødevarer.

Forvaltningerne

Af ovenstående fremgår det ligeledes, at forvaltningerne også i høj grad selv har taget fat på grønne indkøb. Her vurderes det at være en (eller flere) miljømedarbejdere eller en centralt placeret indkøber, der ofte har taget initiativet.

Det tekniske område

Endelig skal det for det tekniske område/materielgårde nævnes, at det her kan være sprøjtemidler og andre farlige kemikalier, man har ønsket at undgå. Det er altså igen arbejdsmiljøforhold, der er medvirkende faktorer til, at medarbejdere går i gang med grønne indkøb.

Nedenstående citater viser et udsnit af de kommentarer, der indkom ved spørgsmål om institutioner og forvaltningers egen indsats:

"Det er helt ned i børnehøjde. Børnene har jo været efter pædagogerne, det er jo ikke godt nok. Folk synes, at det er skægt. Det blev brugt som en leg ."

"Der er mange på institutionerne, der er miljøbevidste. Det ligger nok på pædagogsiden, at man er minded for det."

"Det er noget med at prøve at have det inde på huden. Så køber man økologisk. Selvfølgelig gør man da det!".

_____________________
Fodnoter:
13  Det fremgår i en undersøgelse, som Kommunernes Landsforening gennemførte i sommeren 1996, at 58% af de kommuner, der har besvaret undersøgelsen (eller 138), har indført energistyring. To andre undersøgelser, der er gennemført af KL i henholdsvis 1996 og 1997, viser, at over 100 kommuner har erfaringer med miljøstyring.

4. Barrierer for grønne indkøb

4.1 Svært at vurdere oplysninger om miljø fra virksomheder/leverandører
4.2 Prisen på grønne produkter som barriere
4.3 Manglende efteruddannelse som barriere
4.4 Manglende politisk eller administrativ interesse som barriere
4.5 Svært at stille krav om miljøhensyn som barriere
4.6 Decentralisering af indkøb som barriere
4.7 Manglende viden om muligheder og produkter som barriere
4.8 EU’s udbudsregler som barriere
4.9 Holdningsmæssige barrierer
4.10 Manglende ressourcer som barriere
4.11 Grænser for hvad der er praktisk muligt
4.12 Amter og kommuners vurdering af barrierer

Grønne indkøb er ikke noget "man bare lige gør"

At inddrage miljø- og energihensyn ved indkøb er ikke noget, "man bare lige gør". Der er mange faktorer, der skal spille sammen og gå op i en højere enhed, før beslutning og handling følges ad. I langt de fleste kommuner og amter er der en lang række medarbejdere, der har indkøbskompetence; lige fra den faguddannede indkøber i forvaltningen til økonomaer, pædagoger, viceskoleinspektører, plejehjemsledere og ledere af idrætsanlæg. De færreste har en egentlig indkøbsuddannelse. Endnu færre ved, hvilke miljøspørgsmål, man skal stille til leverandører, eller hvordan man skal vurdere de svar, man får tilbage.

Med mindre man i kommunen eller amtet har valgt fuldstændig at centralisere indkøbene, er det derfor en større proces, man skal igennem, før man med rette kan sige, at hele kommunen eller amtet køber "grønt" ind – dvs. medtager miljøhensyn i alle indkøb.

Udover at de politiske rammer skal være på plads, og at alle medarbejdere med indkøbskompetence skal være "klædt på" til at løse opgaven, er der også andre barrierer for grønne indkøb, der er værd at se nærmere på, herunder bl.a. prisen på produkterne og EU’s udbudsregler.

I det nedenstående kan man se, hvad kommuner og amter har svaret på spørgsmål om barrierer for grønne indkøb.

a. (K) Svært at vurdere oplysninger om miljø fra leverandører/producenter?

a. (A) Svært at vurdere oplysninger om miljø fra leverandører/producenter?

4.1 Svært at vurdere oplysninger om miljø fra virksomheder/leverandører

Den største barriere for gennemførelsen af grønne indkøb, er for indkøberne at vurdere de svar, som virksomheder og leverandører giver på indkøbernes spørgsmål om miljøforhold. Med mindre der er tale om nogle meget generelle spørgsmål, kan det i mange situationer være svært for indkøberen at vurdere, hvad virksomhederne egentlig har svaret. Er der hold i, hvad leverandørerne lover? En indkøber fortalte om en situation, hvor en leverandør tilbød PVC-fri stomiposer, selv om de reelt ikke findes på markedet.

En indkøber vurderer situationen således:

"Du kan godt spørge en leverandør, om han har en grøn indkøbspolitik eller en grøn profil, men du har ikke nogen værktøjer, der kan konstatere, om det er rigtigt, det vedkommende har sagt. Så det er en følingssag."

Nogle indkøbere vurderer, at virksomheder og leverandører heller ikke ved nok om miljøforhold og hvilke muligheder, der er.

Derudover kan det være svært at veje de enkelte miljøforhold op mod hinanden. Kan et lille kviksølvindhold i en elsparepære opvejes af et lavt energiforbrug? Både her og i forbindelse med at vurdere producenter og leverandørers svar om miljøforhold, er det flere steder erfaringen, at indkøberne kan gøre god brug af de kommunale eller amtskommunale miljømedarbejderes viden.

Flere peger på mærkning af produkter (Svanen, Blomsten, Energy Star m.v.) og miljøcertificeringer (EMAS og ISO-ordningen) af virksomheder som "redningen". Selv garvede indkøbere ser mærkning og miljøcertificering som en væsentlig hjælp til at gennemføre et grønt indkøb. Selv med rigelig information og efteruddannelse kan man ikke forvente, at alle indkøbsansvarlige medarbejdere i kommuner og amter vil blive i stand til fuldt ud at vurdere de svar, de får fra virksomheder og leverandører om produkters miljøforhold. Dette vurderes især at være gældende for decentrale indkøbere.

"Når man kommer ind og skal vurdere forskellige miljøtekniske oplysninger, så bliver det altså svært. Derfor er det også dejligt nemt, hvis de har en miljøcertificering. Så indikerer det altså, at de har noget i gang. Det samme med miljømærker."

4.2 Prisen på grønne produkter som barriere

b. (K) Prisen på grønne produkter?

b. (A) Prisen på grønne produkter?

Prisen på varer og tjenesteydelser er en barriere, der vejer tungt i forhold til at få indført og gennemført en grøn indkøbspolitik. Som det fremgår af afsnittet om "Økonomi, indkøbsaftaler og priser", vælger stort set alle kommuner og amter at fortsætte med samme budgetter, selv om "grønne" produkter kan betyde en prisforskel.

Særlig i forhold til økologiske madvarer fremhæves prisen som en barriere. Selv om det er muligt at omlægge kosten, sådan at der serveres flere grøntsager og mindre kød, vil man stadig kunne komme til at stå med en prisforskel enten på grund af en merpris for varerne eller en udgift til flere arbejdstimer. Nogle indkøbere mener endda, at det kun er i forhold til økologiske varer, at prisen reelt optræder som en barriere.

En indkøber i et amt udtrykker det således:

"Det er klart, hvis man går ind til en institution og siger, at nu skal I købe 100% økologisk, men det medfører en 20% fribinding på Jeres budget, så kan man jo ikke finde de 20% ved at skære ned på forbruget. For patienterne skal jo have mad. Det kan ikke nytte noget, at de kun får mad hver anden dag."

Han fortsætter: "Vi er i gang med at nedsætte en arbejdsgruppe, i øjeblikket på de mindre institutioner, omkring økologisk kost, hvor vi kan sige, at de måske bedre kan håndtere det inden for egne budgetrammer, fordi deres forbrug er mindre. Men når vi snakker centralt køb, så vil vi også meget gerne, men det er nogle helt andre summer, vi snakker om."

Det er værd at bemærke, at i kommuner og amter, der har indført en grøn indkøbspolitik, viser prisen på grønne produkter sig som en forholdsvis mindre barriere end i de kommuner, der endnu ikke har vedtaget en grøn indkøbspolitik. Dette kan dels skyldes, at prisforskellen måske reelt ikke er så stor, som flere kommuner og amter mener, dels at det er muligt gennem en styret indkøbspolitik, at få priserne for grønne produkter forhandlet ned. Endelig kan det skyldes, at der i de kommuner og amter, der har en grøn indkøbspolitik, måske også generelt er en mere positiv holdning til de grønne produkter, hvilket gør, at prisen ses som en mindre barriere.

Alle tre argumenter/holdninger bekræftes af de gennemførte interviews. Her fremgår det bl.a., at man netop gennem en styret indkøbspolitik, hvor kommunen eller amtet selv eller flere kommuner sammen indgår indkøbsaftaler med leverandører og producenter af miljøvenlige varer, er det faktisk muligt at forhandle prisen ned. På denne måde bliver det billigere for institutionerne at benytte indkøbsaftalerne, hvor miljøhensyn er indtænkt end selv at foretage indkøb af den samme vare, hvor der ikke er taget miljøhensyn.

Følgende citat er fra en indkøber, der peger på et interessant aspekt af opfattelsen af prisen på grønne produkter:

"Det har været for nemt for nogle leverandører at sætte en højere pris for grønne produkter end for andre produkter. F.eks. kopipapir. Tidligere har det været sådan, at genbrugspapir har været dyrere, og det har man ligesom accepteret. Og der har jeg lidt sværere ved at forstå det, fordi det alt andet lige må være mere bekosteligt at fremstille nyt papir. Her får du trods alt noget papir, der godt nok skal opflænses, og der skal blandes noget nyt i, men ofte får de papiret stort set gratis... Det er på den rigtige vej nu, og der har selvfølgelig været opstartsomkostninger ved at få sådan en produktion i gang. Men man har accepteret at betale mere for en genbrugsvare."

Meget tyder dog på, at der for en del produktgruppers vedkommende reelt er etableret et marked, hvilket også betyder en udjævning af prisforskelle. Der er flere leverandører til den samme ydelse eller produkt, teknologien er udviklet osv. Dette kan indkøberne også mærke.

Se endvidere afsnittet "Økonomi, indkøbsaftaler og priser".

4.3 Manglende efteruddannelse som barriere

c. (K) Manglende efteruddannelse af indkøbere/indkøbsansvarlige?

c. (A) Manglende efteruddannelse af indkøbere/indkøbsansvarlige?

Som det ses af spørgsmål 10 a og 10 e, kan det for den enkelte indkøber være svært at stille miljøhensyn og sværere at vurdere de indkomne svar. Disse ting optræder derfor som en barriere for gennemførelsen af de grønne indkøb. Et af svarene kan være manglende efteruddannelse af indkøberne, hvilket i knap en tredjedel af kommunerne (29,0%) og en tredjedel af amterne (33,3%) vurderes til at være "i høj grad" af en barriere.

Blandt de decentrale indkøbere vurderes der stadig at være et behov for at informere om miljømærker, energimærker og andre mærkningsordninger, brug af miljøvejledninger, samt om hvordan man stiller miljøkrav. Derudover er der for alle indkøberes vedkommende brug for at få en større viden om, hvilke erfaringer indkøbere i andre kommuner og amter har gjort sig (dvs. sprede erfaringer – gode som dårlige). Endelig er der flere, der har efterspurgt konkrete anvisninger på, hvilke produkter, man kan købe og samtidig være sikker på, at der er taget miljøhensyn.

Selv om mere uddannelse af flere af de interviewede vurderes til at være et helt centralt indsatsområde – særlig i forhold til at få de decentrale, ikke-professionelle indkøbere klædt på til at gennemføre miljøhensyn ved indkøb, er det et spørgsmål, om uddannelse og information alene er nok til at få alle i kommuner og amters institutioner og forvaltninger til at inddrage miljøhensyn ved indkøb. Der er flere, der nævner, at det nærmere er en kombination af flere indsatsområder og værktøjer, der skal til; her er et større udvalg af miljømærkede varer et væsentligt element.

4.4 Manglende politisk eller administrativ interesse som barriere

d. (K) Manglende politisk eller administrativ interesse?

d. (A) Manglende politisk eller administrativ interesse?

Det er meget væsentligt for en effektiv indsats for grønne indkøb, at politikerne i amtet eller kommunen interesserer sig for området. Hvis der i amtsrådet eller kommunalbestyrelsen er en holdning om, at indkøb handler om kroner og ører og ikke politik, så er der nogle klare begrænsninger for, hvor meget grønne indkøb kan prioriteres i amtets eller kommunens arbejde. Manglende politisk interesse er dog ikke det samme som, at amtet eller kommunen ikke gør en indsats.

Hvis man i amtet eller kommunen politisk har vedtaget en grøn indkøbspolitik, er det stadig muligt at støde på modstand i forvaltninger eller institutioner, men området må nødvendigvis prioriteres. Dette giver indkøbere i kommuner, der har en grøn indkøbspolitik også udtryk for; det er langt lettere at overbevise institutionerne om, at de aktivt skal inddrage miljøhensyn ved indkøb, når der ligger en politisk beslutning og nogle målsætninger for indsatsen. Der kan være større eller mindre entusiasme, men indsatsen skal gøres.

Manglede administrativ interesse optræder især som en barriere, hvis der ikke er politisk interesse for grønne indkøb. Så står og falder en indsats i højere grad med den enkeltes interesse og formåen. Flere nævner dog, at det i højere grad er manglende ressourcer, det drejer sig om, end egentlig manglende interesse.

4.5 Svært at stille krav om miljøhensyn som barriere

e. (K) Svært at stille krav om miljøhensyn?

e. (A) Svært at stille krav om miljøhensyn?

24% af kommunerne og 17% af amterne mener, at det at stille miljøkrav i høj grad er en barriere for grønne indkøb. Langt hovedparten af de indkøbsansvarlige medarbejdere i amter og kommuner har, som tidligere nævnt, ingen miljøfaglig baggrund. Der er derfor et stykke vej fra, at man beslutter sig til at købe "grønt" ind, til at målsætningen bliver ført ud i livet fuldt ud. Som en miljømedarbejder i en kommune udtrykker det:

"Det, der betyder mest, er ikke engang økonomi. For den enkelte indkøber ude på institutionen er det at overskue, hvad der egentlig er miljørigtigt. Hvad er det for nogle spørgsmål, man skal stille."

Som tidligere nævnt kan miljømærker m.v. være en hjælp for den enkelte indkøber. I interviewrunden var flere desuden inde på, at Miljøstyrelsens miljøvejledninger til indkøbere var en hjælp. En medarbejder i et amt udtaler:

"Jeg synes, at de miljøvejledninger, som Miljøstyrelsen laver, hjælper ret meget, fordi de gør det nemt. Jeg ville ikke ane, hvilke miljøkrav jeg skulle stille til elektriske kørestole og rullatorer. Men ellers synes jeg, at det er svært. F.eks. med rengøringsmidler; hvilke krav skal man stille til stoffer? Markedet udvikler sig jo hele tiden. Og det er jo ikke meningen, at hver enkelt skal sidde og lave dybdegående studier."

4.6 Decentralisering af indkøb som barriere

Decentralisering af indkøb som barriere

f. (K) Decentralisering af indkøb til institutioner?

f. (A) Decentralisering af indkøb til institutioner?

Begrundelser

Hvert fjerde amt og kommune finder, at det i høj grad er en barriere, at indkøbene er decentraliserede til institutioner. Indvendingerne går især på, at:

• Der er mange medarbejdere med indkøbsansvar. Alle indkøbsansvarlige skal vide, hvordan man inddrager miljøhensyn ved indkøb
• Der mangler i højere grad viden og erfaring om grønne indkøb blandt de decentrale indkøbere, end hos de centrale, "professionelle" indkøbere
• Der mangler koordinering af indkøbene. Hvis indkøbene er helt decentraliserede, og der ikke er nogen central indkøbsansvarlig til at lave indkøbsaftaler, hvor miljøhensyn er inddraget, vil det i mange tilfælde tage længere tid at gennemføre en grøn indkøbspolitik. Der er ingen til at informere og sprede opnåede erfaringer.

Omstilling tager tid

Derfor kan det tage lang tid at omstille hele amtet eller kommunen til grønne indkøb. Som en miljømedarbejder i et amt siger:

"Hvis de her ting skal bundfælde sig, og ikke bare være et eller andet modefænomen, så tager det bare lang tid. Det nytter ikke noget, at være utålmodig, fordi det handler om at vende en skude. Og der er meget arbejde i det."

Det er i øvrigt vigtigt at påpege, at 59% af kommunerne og 75% af amterne svarer, at decentralisering kun i mindre grad eller slet ikke er en barriere for grønne indkøb. Besvarelserne af spørgsmål 7, 8 og 9 tyder også på, at der er både erfaringer og vilje i institutioner og forvaltninger til at gå i gang med grønne indkøb.

Se i øvrigt "Organisering af indkøbene i kommuner og amter", hvor området behandles nærmere.

4.7 Manglende viden om muligheder og produkter som barriere

g. (K) Manglende viden om muligheder/produkter?

g. (A) Manglende viden om muligheder/produkter?

For indkøbere, der skal i gang med at inddrage miljøhensyn ved indkøb, og som ingen tidligere erfaring har med grønne indkøb, kan det være en barriere at finde ud af, hvilke miljøvenlige produkter, der er på markedet. Indkøberne kan muligvis ikke handle med de leverandører, der plejer at levere produkter, og er derfor nødt til at finde nye leverandører for at kunne indkøbe mere miljøvenlige produkter. I det hele taget hænger dette spørgsmål snævert sammen med spørgsmål 10 a og 10 e.

Indkøbere med mere erfaring i grønne indkøb har i interviewene ikke nævnt dette område som et stort problem. Nogle har dog været inde på, at det ville være rart med mere central information om, hvilke "grønne" produkter, der findes på markedet. En enkelt indkøber foreslog, at der blev fremstillet et varekatalog over miljøvenlige produkter på CD-rom.

Forskellen mellem amter og kommuners besvarelse på dette spørgsmål skal højst sandsynlig forklares ved dels den statistiske usikkerhed; kun 12 amter har svaret. En besvarelse rykker knap 10%. Dels at amterne set over en bred kam måske er bedre end kommunerne til systematisk at udnytte hinandens erfaringer om produkter f.eks. via netværk.

4.8 EU’s udbudsregler som barriere

h. (K) EU’s udbudsregler?

h. (A) EU’s udbudsregler?

EU’s udbudsregler optræder kun "i høj grad" som en barriere i 13% af kommunernes besvarelser og i ingen af amternes. Dette kan godt undre, idet der optræder begrænsninger i udbudsdirektiverne i forhold til, hvordan og i hvor høj grad det offentlige kan stille miljøkrav ved udbud af varer og tjenesteydelser.¹⁴

Idet der ikke er tvivl om muligheden for at stille miljøkrav til produkter, er det ikke fuldt afklaret, i hvilket omfang der kan stilles krav om miljømærker (Blomsten og Svanen), Ø-mærkede fødevarer samt miljøcertificering af virksomheder (f.eks. EMAS). Derudover er det tvivlsomt, i hvilket omfang det er muligt at stille specifikke miljøkrav til produktionsprocessen (f.eks. energiforbrug eller særligt forurenende stoffer).¹⁵

Udover krav til produktionen kan det desuden diskuteres, om det er muligt inden for udbudsdirektiverne at stille miljøkrav til transporten af produkterne.

I interviewene var der flere indkøbere, der udtrykte ønske om, dels at få nogle præcise retningslinier for, hvordan man inddrager miljøhensyn i forbindelse med udbud, dels at de tvivlsspørgsmål, der har hersket på området, klarlægges og om muligt elimineres.

4.9 Holdningsmæssige barrierer

i. (K) Holdningsmæssige barrierer?

i. (A) Holdningsmæssige barrierer?

Holdningsmæssige barrierer optræder i høj grad som en barriere i ca. 15% af kommunerne og 50% af amterne. Der er ingen entydig forklaring på denne forskel i besvarelser fra kommuner og amter. En mulighed kan dog være, at amterne generelt har store institutioner, der kan opleves som tunge at omstille.

Selv om holdninger i høj grad optræder som en barriere i halvdelen af amterne, giver mange af de interviewede udtryk for, at holdningerne til grønne indkøb har rykket sig, sådan at det er blevet mere naturligt at beskæftige sig med miljø og indkøb:

"Man flytter sig stille og roligt. Der er ikke den samme modstand, som der måske har været tidligere, fordi det nu er blevet mere accepteret også at kigge på grønne værdier. Også lidt mere accepteret at kigge på bløde værdier. Så den vej rundt kommer det helt automatisk."

En indkøber mente, at måden at bearbejde holdninger - både hos dem, der var overbeviste om grønne indkøb og dem, der var imod - var at sætte sig sammen i arbejdsgrupper, når der skulle udarbejdes kravspecifikationer eller lign. På den måde var det svært at bevare de helt enøjede holdninger, da der skulle komme et resultat ud af arbejdsgruppens arbejde; man skulle altså blive enige.

Udover den politiske og administrative modstand, der nogle steder kan konstateres mod grønne indkøb, kan der særlig i forbindelse med økologisk mad også være en modstand hos brugerne. Dette skyldes især, at man for at holde sig inden for de samme budgetter er nødt til at servere flere grøntsager og brød og mindre kød - dvs. lægge kosten om. En kommunal indkøber udtrykker det således:

"Men som hun sagde, de gamle mennesker vi har på vores plejehjem, de skal have sovs og nogle kartofler. De skal have det, de er vant til at spise. De vil ikke have sådan noget kaninføde. Men de (køkkenlederne på plejehjemmene) er vældig interesserede i økologisk mad, men stadigvæk skal du se på, hvem det er du skal ud og aflevere maden til."

Et andet sted sammenfattes modstanden således:

"Hvorfor betale mere for økologiske varer, når man ikke kan smage forskel?"

4.10 Manglende ressourcer som barriere

Udover ovennævnte barrierer, der behandles i spørgeskemaet, nævner flere, at det er en stor barriere, at der ikke er afsat (ekstra) ressourcer til realisering af kommunens eller amtets grønne indkøbspolitik. Der mangler medarbejdertimer og i et vist omfang "eksperthjælp". Der er flere af de adspurgte, der også nævner manglende ressourcer, som en direkte årsag til, at kommunen ikke har planer om at indføre en grøn indkøbspolitik. Der er hverken tid eller ressourcer til at udarbejde den eller til at få den gennemført.

Derudover blev det fremhævet, at der, trods et konstateret behov for efteruddannelse, ikke er penge til at arrangere eller sende medarbejdere på kurser eller lign. Gode intentioner og høje ambitioner kan derfor i værste fald delvist strande, i bedste fald være meget lang tid om at blive realiserede.

"Det er såmænd ikke så vanskeligt at få politikerne varmet op til det. Problemet er at skaffe penge. Det er det, der er problemet."

En indkøber mener også, at det er væsentligt at være opmærksom på, at selv om der fastlægges en politik og udarbejdes gode vejledninger og retningslinier, så skal arbejdet stadig gøres i de enkelte institutioner og forvaltninger. Dette skal man også være opmærksom på politisk.

4.11 Grænser for hvad der er praktisk muligt

Endelig er der stadig er nogle begrænsninger i markedet. Et amt gør f.eks. opmærksom på, at de i øjeblikket har nogle politiske diskussioner om en grøn indkøbspolitik, hvor de politiske ambitioner har vist sig at være højere end, hvad der er praktisk muligt. Selv om man gerne vil bestemme, at alle amtets institutioner kun skal spise økologisk mad, så er man nødt til at indgå et kompromis, indtil der er forsyningssikkerhed.

Derudover er der specielt for hospitaler krav om anvendelse af en bestemt teknologi, som måske kun fremstilles af en producent på markedet. Her kan det ligeledes være svært at efterspørge mere miljøvenlige produkter, hvis producenten ikke mener, at det er muligt.

4.12 Amter og kommuners vurdering af barrierer

De største barrierer

Amterne og kommunernes vurdering af barrierer for grønne indkøb følges i hovedsagen ad. Samlet set optræder:

• Svært at vurdere oplysninger om miljø fra leverandører/producenter
• Prisen på grønne produkter
• Manglende efteruddannelse af indkøbere/indkøbsansvarlige

som de største barrierer. Derudover er manglende viden om muligheder/produkter et problem i kommunerne, mens halvdelen af amterne mener, at holdningsmæssige barrierer er et problem for gennemførelsen af grønne indkøb.

Barrierer i kommuner og amter med grøn indkøbspolitik

Sammenligner man besvarelserne fra kommuner og amter med en grøn indkøbspolitik med besvarelserne fra kommuner og amter uden en grøn indkøbspolitik, forskyder barriererne sig. Den største barriere er fortsat at vurdere producenter og leverandørers oplysninger om miljøforhold. Hele 64% af de kommuner og 60% af de amter, der har en grøn indkøbspolitik, finder at det i høj grad er en barriere, at vurdere producenter og leverandørers oplysninger om miljø.¹⁶

Derudover mener 45% af kommunerne og 20% af amterne med en grøn indkøbspolitik, at manglende viden om muligheder og produkter i høj grad er en barriere.¹⁷ Henholdsvis 36% og 20% af amterne mener, at decentralisering af indkøbene i høj grad er en barriere.

I dette kapitel har der især været fokus på, i hvor høj grad et område optræder som barriere for at løse de problemer, der er i forbindelse med gennemførelsen af en grøn indkøbspolitik i amter og kommuner. Det er imidlertid vigtigt afslutningsvis at pointere, at hovedparten af besvarelserne går på, at et område kun i mindre grad eller slet ikke er en barriere.

_______________________
Fodnoter:
14 Det vil føre for vidt at komme ind på de tekniske detaljer om, hvordan kommuner og amter stiller miljøkrav i forbindelse med udbud.
15  Kommissionen har i meddelelse af 11. marts 1998 forpligtet sig til i løbet af 1999 at udsende et forklarende dokument, hvori der nærmere gøres rede for, hvorledes miljøhensyn kan inddrages i offentlige udbud.
16  Mod henholdsvis 42% og 58% i kommuner og amter generelt.
17  Mod henholdsvis 31% og 8% i kommuner og amter generelt.

5. Information og uddannelse om grønne indkøb

5.1 Eksempler på information
5.2 Aktiviteter for at fremme grønne indkøb
5.3 Budget til indførelse af grønne indkøb

Langt den overvejende del af de medarbejdere, der køber ind i kommuner og amter, har ikke en miljøuddannelse. Det er derfor heller ingen overraskelse, at mange kommuner og amter mener, at der er et behov for mere uddannelse og bedre information til både centrale og decentrale indkøbere (se nedenfor). Således mener ca. 37% af kommunerne og 33% af amterne, at der i høj grad er behov for mere uddannelse om grønne indkøb for centrale indkøbsansvarlige, og 40% af kommunerne og 58% af amterne mener, at der i høj grad er behov for efteruddannelse af decentrale indkøbere. Derudover menes der i høj grad at være behov for mere information om grønne indkøb:

• For centrale indkøbere i 38% af kommunerne og 58% af amterne
• For decentrale indkøbere i 44% af kommunerne og 67% af amterne.

Efterspørgsel af uddannelse og information

Kommuner og amter efterspørger følgende i forbindelse med både uddannelse og information:

• Generel viden om, hvordan et "grønt" indkøb skal gribes an
• Hvordan stiller en offentlig indkøber miljøkrav?
• Miljømærker; hvilke findes, hvad dækker de og kan man stole på dem?
• Miljøstyrelsens miljøvejledninger; hvordan anvendes de m.v.?
• Hvordan vægtes forskellige miljøforhold i forhold til hinanden?

Kommuners vurdering af behov for mere uddannelse

Spørgsmål 11 (K): Er der behov for mere uddannelse om grønne indkøb for

Centrale indkøbsansvarlige?

Indkøbere i kommunale institutioner?

Amters vurdering af behov for mere uddannelse

Spørgsmål 11 (A): Er der behov for mere uddannelse om grønne indkøb for

Centrale indkøbsansvarlige?

Indkøbere i amtskommunale institutioner?

Behov for mere information i kommuner

Spørgsmål 12 (K): Er der behov for mere information om grønne indkøb for

Centrale indkøbsansvarlige?

Indkøbere i kommunale institutioner?

Behov for mere information i amter

Spørgsmål 12 (A): Er der behov for mere information om grønne indkøb for

Centrale indkøbsansvarlige?

Indkøbere i amtskommunale institutioner?

Stor efteruddannelses- og informationsindsats

Som nævnt tidligere i rapporten, er der mange medarbejdere i en kommune eller i et amt, der har indkøbskompetence. Mange af disse har ikke viden om, hvordan miljøhensyn kan inddrages ved indkøb. Det betyder, at gennemførelsen af en grøn indkøbspolitik vil medføre en stor uddannelses- og informationsindsats af den enkelte kommune eller amt, hvis målsætningen er, at alle med indkøbskompetence skal blive i stand til at gennemføre et grønt indkøb.

Det er derfor også et problem i forhold til gennemførelse af efteruddannelse m.v., at mange indkøbere ikke har indkøb som hovedfunktion. Hvis en medarbejder kun har mellem ½ og 1 time om ugen til indkøb, vil selv et endagsseminar være en ressourcemæssig belastning. Med mindre amtet eller kommunen specielt prioriterer efteruddannelse i forbindelse med indførelsen af grønne indkøb, vil det være urealistisk at forvente, at vedkommende vil kunne deltage i et egentligt kursus af flere dages varighed.

Samarbejde som efteruddannelse

Af det ovenstående fremgår, hvilke områder, der efterspørges i forbindelse med uddannelse og information. Derudover peger en kommunal indkøber på, at det hun har lært mest af, og som har været det bedste "efteruddannelse" hun kunne få, er at indgå i et samarbejde med andre kommuner og amtet om at udarbejde kravspecifikationer og rammeaftaler.

5.1 Eksempler på information

27 kommuner og 8 amter har gennemført informationsaktiviteter. Informationen kan strække sig fra udarbejdelse og udsendelse af kortfattede pjecer, der f.eks. beskriver amtet eller kommunens grønne indkøbspolitik, til udarbejdelse af "grønne sider" til de decentrale indkøberes indkøbsmappe.

En kommune fortæller, at man i forbindelse med indførelse af en grøn indkøbspolitik har gennemført en informationsrunde, hvor der er holdt møder inden for hvert fagområde. De aftaler, der er specielle for netop det bestemte fagområde, blev gennemgået, herunder fordele og ulemper ved indkøbsaftalerne. Ved afholdelsen af møderne er kommunens indkøbspolitik også blevet præsenteret.

I en anden kommune har man informeret både skriftligt og mundtligt, og siger, at den tilbagemelding, man har fået, går på, at det er blevet positivt modtaget i institutionerne.

5.2 Aktiviteter for at fremme grønne indkøb

66 kommuner og 9 amter har gennemført aktiviteter med henblik på at fremme grønne indkøb. Indsatsen har især koncentreret sig om igangsættelse af projekter eller forsøg, udarbejdelse af informationsmateriale eller lign. samt – for kommunernes vedkommende – andet.

Har kommunen gennemført aktiviteter med henblik på at fremme grønne indkøb?

Spørgsmål 13 (K): Har kommunen gennemført aktiviteter med henblik på at fremme grønne indkøb?

Spørgsmål 14 (K): (Hvis ja til spørgsmål 13) Hvilke?

Har amtet gennemført aktiviteter med henblik på at fremme grønne indkøb?

Spørgsmål 13 (A): Har amtet gennemført aktiviteter med henblik på at fremme grønne indkøb?

Spørgsmål 14 (A): (Hvis ja til spørgsmål 13) Hvilke?

Andre aktiviteter for at fremme grønne indkøb

Ved "Andet" har kommunerne og amterne anført en lang række forskellige aktiviteter. Det kan være:

• Eksperthjælp i forbindelse med udvælgelse af produkter
• Rekvirering og fremsendelse af informationsmateriale
• Nedsættelse af brugergrupper
• Afholdelse af MIOS-temadage
• Agenda 21-arrangementer
• Ansættelse af grøn guide
• Samarbejde med andre kommuner.

Flere kommuner, der ikke har en grøn indkøbspolitik, har nævnt, at grønne indkøb er et prioriteret område i miljøhandlingsplanen. En enkelt kommune nævner, at man har anbefalet institutionerne at gå i gang med grønne indkøb¹⁸. Det anføres endvidere flere steder, at man har lavet lister over typer af produkter, der bør prioriteres (f.eks. økologiske fødevarer, miljø- og arbejdsmiljøvenlige rengøringsmidler og kontorartikler).

Flere kommuner og et amt har endvidere anført andre miljøaktiviteter, f.eks.:

• Miljø- og energistyring
• El-, vand- og varmebesparelser
• Afskaffelse af pesticider
• Indførelse af fiberrengøring.

5.3 Budget til indførelse af grønne indkøb

Som det ses af nedenstående besvarelser har kun få kommuner, men halvdelen af amterne afsat penge til afholdelse af kurser, informationsvirksomhed m.v. (17 kommuner og 6 amter).

Ansættelse af indkøbskoordinator

Enkelte steder er der ansat en indkøbskoordinator, der på hel- eller deltid skal koordinere arbejdet med grønne indkøb. En kommune nævner ved interviewet, at man har bevilliget en ansættelse, men regner med at få udgiften hjem igen ved besparelser på indkøbene. Besparelser, der kan opnås ved en koordinering og systematisering af indkøbene, bl.a. gennem bedre og samlede indkøbsaftaler.

Ikke nok ressourcer

De fleste adspurgte kommuner og amter mente ikke, at der var sat nok ressourcer af til at leve op til de ambitioner, man havde for de grønne indkøb. I en kommune, hvor der var etableret et godt samarbejde mellem indkøbschef og miljøafdeling, blev der alligevel udtrykt ønske om, at det ideelle ville være, hvis der blev ansat en "ekspert" i f.eks. 3 år. "Det er jo en tung opgave at komme i gang med, også fordi det er en fremmedartet opgave for os, som har den almindelige kontoruddannelse."

Se i øvrigt "Økonomi, indkøbsaftaler og priser".

Budget specielt til aktiviteter i forbindelse med indførelse af grønne indkøb

Spørgsmål 15 (K): Er der afsat penge på kommunens budget specielt til aktiviteter i forbindelse med indførelse af grønne indkøb i kommunen? (F.eks. kurser, vikarer for køkkenpersonale, information og lign.).

Spørgsmål 15 (A): Er der afsat penge på amtets budget specielt til aktiviteter i forbindelse med indførelse af grønne indkøb i amtet? (F.eks. kurser, vikarer for køkkenpersonale, information og lign.).

_______________________
Fodnoter:
18  Denne kommune har ikke en grøn indkøbspolitik, og har heller ikke planer om at indføre en.

6. Økonomi, indkøbsaftaler og priser

6.1 Ramme- og indkøbsaftaler
6.2 Indkøbs Services rammekontrakter
6.3 Villighed til at betale merpris for grønne produkter
6.4 Faktorer, der kan moderere "prisen" på produkter
6.5 Sammenligning af priser
6.6 Hvad er "prisen" for at inddrage miljøhensyn ved indkøb?

Rammeaftaler

73 kommuner (30%) og 8 amter (67%) har indgået rammeaftaler om indkøb af miljøvenlige varer. Når kun 30% af kommunerne svarer ja til spørgsmålet hænger det sammen med, at hovedparten af kommunerne ikke har en indkøbschef¹⁹, hvorfor kommunerne ikke indgår ramme- eller indkøbsaftaler. Mange af disse kommuner benytter sig af Indkøbs Services rammekontrakter. Nogle kommuner uden egen indkøbschef indgår dog i indkøbssamarbejder, hvor en centralt ansat indkøber udarbejder rammeaftaler på vegne af flere kommuner.²⁰

6.1 Ramme- og indkøbsaftaler

Bedste priser ved benyttelse af indkøbsaftaler

Amter og kommuner får generelt de bedste priser, når det er muligt at garantere et vist salg af et givet produkt, dvs. når alle institutioner og decentrale indkøbere skal benytte indkøbsaftalen, eller at alle indkøb foretages centralt. Som det fremgår af afsnittet om "Organisering af indkøbene i kommuner og amter" er det imidlertid sjældent at alle indkøb er centraliserede. De fleste amter og kommuner har en kombination af centrale-decentrale indkøbsfunktioner.

Flere modeller for benyttelse

Der findes flere modeller for i hvor høj grad indkøbs- eller rammeaftaler skal benyttes:

Det er frivilligt at bruge de indkøbsaftaler, kommunen eller amtet har indgået

Kommunen eller amtets indkøbsaftaler skal bruges, med mindre institutionen selv kan få et billigere tilbud

Nogle indkøbsaftaler skal benyttes, mens andre indkøbsaftaler er frivillige

Nogle institutioner er tvunget til at bruge en indkøbsaftale, mens det er frivilligt for andre

Alle indkøbsaftaler skal benyttes.

Institutioner skal inddrage miljøhensyn

Selv om det kan være frivilligt for institutionerne at benytte amtets eller kommunens indkøbs- eller rammeaftaler, så er institutionerne også underlagt en eventuel politisk beslutning om grønne indkøb. Dvs. hvis institutionerne ikke vil benytte indkøbsaftalerne, skal de alligevel inddrage miljøhensyn ved indkøb.

Udover en mulig økonomisk fordel for institutionerne ved at benytte de centrale indkøbsaftaler kan der også være om en holdning blandt de decentrale indkøbere om, at det er "mere fornuftigt" eller "rigtigt" at benytte indkøbsaftaler, hvor miljøhensyn er medtænkt end at lade være.

I afsnittet om "Miljøhensyn, miljøkrav og spørgsmål til leverandører" kan man se mere om, hvilke miljøkrav kommuner og amter stiller, og som følgelig indgår i indkøbsaftalerne. Derudover kan ting som pris, kvalitet, funktion også indgå.

6.2 Indkøbs Services rammekontrakter

Indkøbs Services²¹ rammekontrakter benyttes af mange, særlig små kommuner. Det har derfor stor betydning, hvorvidt Indkøbs Service også medtager miljøforhold i deres rammekontrakter. Flere kommuner har enten i spørgeskemaet eller i de efterfølgende interviews udtrykt tillid til, at rammekontrakterne indeholder de miljøkrav, der var nødvendige:

"Vi benytter os af Indkøbs Service, og deres grønne politik følger vi."

"Udover Indkøbs Service gør vi ikke meget i det. Vi håber, det hele kommer fra Indkøbs Service på et tidspunkt. Jeg har ca. 15-30 minutter om ugen til indkøb. Der kan jeg ikke nå det helt store, og derfor har vi sagt, at Indkøbs Service må være måden at gøre det på."

Indkøbs Service har inddraget miljøhensyn i rammekontrakter²², f.eks. miljø- og energimærkningsordninger, kriterier udarbejdet af branchen, og man har taget udgangspunkt i miljøvejledningerne. Der er desuden givet præferencer til producenter, der har et godkendt miljøledelsessystem, og som har gennemført arbejdspladsvurderinger.

Indkøbs Service vil fremover prioritere inddragelsen af miljøhensyn i rammekontrakterne højere og arbejder nu efter et koncept, hvor produkter inden for samme varegruppe får en miljøkarateristik f.eks. fra 1-5, hvor 1 er det miljømæssigt bedste valg. På denne måde vil det i højere grad være muligt for kommunen eller amtet at tilvælge mere miljøvenlige produkter.

6.3 Villighed til at betale merpris for grønne produkter

Der er i undersøgelsen ikke fundet eksempler på hverken kommuner eller amter, der har forhøjet indkøbsbudgettet, fordi der er indført grønne indkøb. Er prisforskellen lille er man generelt villig til at betale en eventuel merpris, og man mener ikke, at det betyder noget i det store regnskab. F.eks. nævnes papir af flere som et område, hvor papir med et højt indhold af genbrugsfibre er lidt dyrere end jomfrueligt papir, men hvor prisforskellen skønnes så lille, at man køber det alligevel. Hovedreglen er dog klar; selv om indkøbene bliver "grønne", skal de foretages inden for den økonomiske ramme, der en gang er afsat. Det samlede budget for indkøb skal altså overholdes. Det betyder, at der er mulighed for at betale en merpris for nogle varer, hvis man til gengæld sparer på andre.

En kommunal indkøber siger:

"Der er ikke sat flere penge af til indkøb, fordi man har indført de bestemmelser omkring miljøhensyn i indkøbspolitikken. Som et af hovedprincipperne i indkøbspolitikken står de forretningsmæssige principper, og der skal i forbindelse med indkøb tages de hensyn - miljøhensyn skal indgå på lige fod med de øvrige; pris, kvalitet, service, leveringsbetingelser osv."

En amtslig indkøber supplerer:

"Det kan være lidt svært at sælge idéen, når man ikke har en pose penge med, men jeg tror på sigt, at det kan blive mere bæredygtigt. Man lærer at tænke, at man ikke bare skal bruge en masse flere penge, bare fordi det skal være miljøvenligt. Derfor drejer det sig jo også om, at starte med de områder, hvor der ikke er en væsentlig merpris."

En af de interviewede anfører dog:

"Det at købe grønt eller økologisk, der ligger det jo stadig prismæssigt stadigvæk i et niveau, som er temmeligt højt på nogle ting. Og hvor meget det har indflydelse, det ved jeg sådan set ikke. Jeg ved, at de sætter det meget højt, i hvert fald ude på institutionerne, at der bliver købt rigtigt ind."

Inden for særligt prioriterede områder, f.eks. økologiske fødevarer, kan der blive tale om, at man vælger at betale merprisen. Dette betyder dog stadig ikke, at det samlede budget sættes op. F.eks. har flere omtalt, at en merudgift på fødevarer måtte opvejes af færre udgifter andre steder eller f.eks. et mindre energiforbrug.

I de kommuner og amter, hvor man har en blanding af central/decentral indkøbsfunktion, er der flere, der peger på, at det er muligt for de centrale indkøbere at forhandle rammeaftaler på plads, der - selv om miljøforhold og væsentlige miljøkrav er medtaget - stadig er et bedre tilbud for den enkelte decentrale indkøber, end hvad den enkelte indkøber selv kan forhandle sig frem til. Der er altså tale om bedre (billigere) tilbud, hvor miljøet samtidig er blevet prioriteret.

6.4 Faktorer, der kan moderere "prisen" på produkter

Flere indkøbere er i interviewene inde på, at der er flere ting, der bør inddrages, når prisen på et produkt vurderes, f.eks. tidsperspektivet. Her og nu kan produkter være dyrere, men set over en årrække, vil faktorer som kvalitet og holdbarhed spille ind. Dette forhold er der nogle, der også tager med i deres beregninger af, hvad der er et miljømæssigt bedre valg.

Derudover overvejes produktets forbrug af ressourcer i driften (typisk energiforbrug), eller at produktet "passer" til en miljøvenlig brug. Dette er også oplagt noget, der gør, at man vælger at investere i et på papiret dyrere produkt, selv om det på længere sigt - når man tænker driften med ind - er væsentlig billigere end et andet produkt, der opfylder samme funktion.

6.5 Sammenligning af priser

53% af kommunerne og 75% af amterne mener, at miljøvenlige produkter vurderet over en bred kam er dyrere end "almindelige" produkter.

I de neden for nævnte varegrupper, vurderes de mindste prisforskelle at optræde inden for kontor og papirvarer samt rengøringsmidler. Energiforbrugende apparater vurderes af 42% af kommunerne og 58% af amterne at være dyrere, når miljøhensyn er inddraget. Endelig mener 67% af kommunerne og 75% af amterne, at miljøvenlige fødevarer er dyrere – her tænkes nok især på økologiske fødevarer.

Ingen amter mener, at miljøvenlige produkter er billigere end "almindelige" produkter, mens få kommuner melder ud, at de forskellige produktgrupper er billigere, når miljøhensyn er indtænkt²³. Det skal bemærkes, at der for nogen har været usikkerhed om, hvordan spørgsmålet skulle besvares – skulle nogle af ovenstående betragtninger inddrages eller ej? Hovedkonklusionen må imidlertid være, at hovedparten af amter og kommuner mener, at miljøvenlige produkter er dyrere.

Alle miljøvenlige produkter?

Papir og kontorvarer?

Rengøringsmidler?

Energiforbrugende apparater?

Fødevarer?

Alle miljøvenlige produkter?

Papir og kontorvarer?

Rengøringsmidler?

Energiforbrugende apparater?

Fødevarer?

6.6 Hvad er "prisen" for at inddrage miljøhensyn ved indkøb?

Ingen udsigt til forhøjelse af indkøbsbudgetter

Som det fremgår af ovenstående, er der ikke fundet eksempler på kommuner og amter, der har forhøjet indkøbsbudgetterne, fordi der er vedtaget en grøn indkøbspolitik. Indkøbere i både forvaltninger og institutioner skal for størstedelens vedkommende klare sig inden for de økonomiske rammer, der en gang er afsat. Som en indkøber udtrykker det, "er det et spørgsmål om vilje", for udsigten til at der kommer flere penge til indkøb ("forbrug") på de kommunale og amtskommunale budgetter, er for de fleste kommuners og amters vedkommende urealistisk.

Indirekte tilførsel af midler

Nogle steder vil andre puljer helt eller delvist kunne dække en meromkostning eller en anskaffelse. Under telefoninterviewene er energisparepulje, pulje til Agenda 21 og miljøpulje blevet nævnt. Her er det altså indirekte, at man – i begrænset omfang - tilfører området midler.

______________________
Fodnoter:
19  Kun 92 kommuner har en indkøbschef.
20  F.eks. Indkøb Nord.
21  Indkøbs Service A/S er et selskab, der ejes af Finansministeriet og Kommunernes Landsforening. Kerneydelsen er en abonnementsordning på rammekontrakter, der tilbydes statslige institutioner, amter og kommuner (herunder amtskommunale og kommunale institutioner).
22  Indkøbs Service har f.eks. foretaget en grundig miljøvurding af: Møbler og inventar, papirvarer, kontorartikler, computere og rengøringsartikler.
23  Der er – som det ses – kun en enkelt kommune, der mener, at alle miljøvenlige produkter er billigere end "almindelige" produkter. Kommunen har en grøn indkøbspolitik.

7. Organisering af indkøbene i kommuner og amter

7.1 Medarbejdere med indkøb som hovedbeskæftigelse
7.2 Organisering af indkøbene
7.3 Decentralisering af indkøbene
7.4 Koordinering af indsatsen

Organisering af indkøb

Der findes tre hovedformer for organisering af indkøbene i amter og kommuner:

1. Central indkøbsfunktion
2. Central/decentral indkøbsfunktion
3. Decentral indkøbsfunktion.

Central indkøbsfunktion

Ved den centrale indkøbsfunktion udføres alle (eller næsten alle) indkøb til forvaltning, institutioner m.m. fra et centralt indkøbskontor i den amtskommunale eller kommunale administration.

Decentral indkøbsfunktion

Når et amt eller en kommune har en decentral indkøbsfunktion, foretages alle indkøb af de respektive institutioner og forvaltninger. Institutionerne vælger selv hvilke leverandører, der handles med, og der er ingen central koordinering af f.eks. større indkøb eller forhandling af indkøbsaftaler.

Central/decentral indkøbsfunktion

En central/decentral indkøbsfunktion er en blanding af de to ovenstående modeller. Det er forskelligt, hvor stor en del af indkøbene, der foretages eller tilrettelægges henholdsvis centralt og decentralt. Det kan f.eks. være, at den centrale indkøbsfunktion står for gennemførelse af udbud, forhandling af indkøbsaftaler m.v., mens det i princippet er institutionerne selv, der foretager indkøbene. Som tidligere forklaret (i "Økonomi, indkøbsaftaler og priser") er det forskelligt, om institutioner og forvaltninger skal eller kan benytte sig af amtets eller kommunens indkøbs- og rammeaftaler.

Nogle amter og kommuner har en model, hvor indkøbsafdelingen mere har en koordinerende funktion f.eks. i forhold til udarbejdelse af indkøbsaftaler, samt i øvrigt stiller sin viden tilrådighed i det omfang de decentrale indkøbere måtte ønske det.

Hovedparten af amter og kommuner (henholdsvis 67% og 59%) har en blanding af central/decentral indkøbsfunktion. Tendensen går endvidere mod, at beslutninger og budgetter decentraliseres, hvilket også har betydning for indkøbsstrukturen.

7.1 Medarbejdere med indkøb som hovedbeskæftigelse

96 kommuner har en medarbejder, der primært er beskæftiget med indkøb. I omkring halvdelen af kommunerne er der en enkelt indkøbsmedarbejder, mens kun 3 kommuner har 5 eller derover indkøbsmedarbejdere. I 108 kommuner (44%) er der ingen medarbejdere, der har indkøb som deres primære arbejdsområde.

Amterne er bedre stillede; alle amter, der har besvaret spørgsmålet, har mellem 1 og 20 fuldtidsbeskæftigede indkøbsmedarbejdere. 4 amter svarer, at de har 7-10 fuldtidsmedarbejdere, der har tilrettelæggelse af indkøb som deres primære område.

Det er vurderingen blandt de medarbejdere, der blev interviewet til undersøgelsen, at en effektiv indsats for grønne indkøb - alt andet lige – blev styrket af, at der er en medarbejder til at koordinere indsatsen.

Kommuner, der ikke har en indkøbschef, indkøbskoordinator eller lign., vil i forhold til at få gennemført en grøn indkøbspolitik som udgangspunkt stå dårligere end kommuner og amter, der har en indkøbschef.

Selv om alle amter har mindst en fuldtidsbeskæftiget indkøbsmedarbejder, behøver det ikke at betyde, at amtet ikke har decentraliseret indkøbene. Den eller de fuldtidsbeskæftigede indkøbsmedarbejdere kan f.eks. være indkøbsansvarlige på et hospital.

7.2 Organisering af indkøbene

Som nævnt i indledningen er der i hovedsagen tre modeller for, hvordan indkøbene er organiserede i amter og kommuner (central, decentral og central/decentral). Hovedparten af amter og kommuner har valgt at koordinere indkøbene ved en central/decentral indkøbsfunktion.

I en god tredjedel af kommunerne (33,9%) og en fjerdeldel af amterne (25%) er indkøbene helt decentraliserede. Det er især små kommuner, der fuldt har decentraliseret indkøbene.

Som en overvejende decentral-central indkøbspolitik? (Forstået som, at institutioner og forvaltninger anvender centralt indgåede rammeaftaler eller lign., men selv foretager indkøbene i praksis).

Som en overvejende central indkøbspolitik? (Forstået som, at indkøbsafdelingen eller centralforvaltningen står for både indkøbstilrettelæggelsen og selve indkøbene).

Som en overvejende decentral indkøbspolitik? (Forstået som, at institutioner og forvaltninger m.m. fuldt ud tilrettelægger sine indkøb, uden videre samspil med indkøbschef eller centralforvaltning).

Som en overvejende decentral-central indkøbspolitik? (Forstået som, at institutioner og forvaltninger anvender centralt indgåede rammeaftaler eller lign., men selv foretager indkøbene i praksis).

Som en overvejende central indkøbspolitik? (Forstået som, at indkøbsafdelingen eller centralforvaltningen står for både indkøbstilrettelæggelsen og selve indkøbene).

Som en overvejende decentral indkøbspolitik? (Forstået som, at institutioner og forvaltninger m.m. fuldt ud tilrettelægger sine indkøb, uden videre samspil med indkøbschef eller centralforvaltning).

I de amter og kommuner, der har en kombination af central/decentrale indkøb, vil udbud typisk bliver foretaget centralt, ligesom rammeaftaler og fælles indkøbsaftaler på udvalgte produktgrupper udarbejdes her. Indkøbschefen eller indkøbskoordinatoren har ansvaret for at formidle indgåede aftaler til institutioner og forvaltninger.

Nogle amter og kommuner har indgået indkøbssamarbejder, hvor indkøbsaftaler og rammeaftaler forhandles på plads via et fælles indkøbskontor. Endelig har nogle kommuner valgt at lægge indkøbsfunktionen uden for den kommunale organisation.²⁴

7.3 Decentralisering af indkøbene

Stort set alle kommuner og amter, der har decentraliseret indkøbene til institutionerne, giver udtryk for, at det er mere besværligt at "skubbe" en indkøbspolitik i gang. Udtryk som tungt, langsommeligt og tidskrævende dukker op.

Den primære forklaring på, at det kan være svært at komme i gang, er, at der er mange medarbejdere i et amt eller en kommune, der har indkøbskompetence. Som eksempel kan tages en kommune på over 20.000 indbyggere. Her vil der typisk være ca. 100 personer i forvaltninger og institutioner, der har indkøbskompetence. Hvis kommunen ikke har en eller anden form for central indkøber, der kan koordinere indsatsen, og som kan forhandle indkøbs- og rammeaftaler på plads, så skal alle med indkøbskompetence vide, hvordan man stiller miljøkrav (og gøre det) samt vide, hvordan man "kontrollerer" de svar, der kommer retur fra leverandører og virksomheder.

"Hvis vi snakker grøn indkøbspolitik, så siger de fleste, at de ikke ved, hvordan de skal gøre det. De efterspørger redskaber og viden til at samle oplysninger ind og en struktureret måde at gøre det på. Lige præcis hvad angår det med at indhente miljøoplysninger, så er det faktisk dødsmart, at vi har decentraliseret vores indkøb, som vi har." (miljøstyringsmedarbejder i en kommune)

Der kan være en række fordele ved at decentralisere budgetterne og dermed indkøbene til den enkelte institution. Det kan være et ønske om større brugerindflydelse eller muligheden for, at hver institution udvikler sit helt eget præg. Dét en institution sætter fokus på, behøver ikke være det, en anden institution synes er vigtigst.

Når der er tale om forholdsvis perifere ting - dvs. områder, der fagligt ikke er centrale for institutionen, som f.eks. indkøb - kan det imidlertid være en ulempe. Selv om der er eksempler på det modsatte, vil der f.eks. ofte være grænser for, hvor mange årsværk en skole vil ofre på indkøb.

Nogle steder har man dog valgt at tage konsekvensen af decentralisering. F.eks. har man i en kommune, der fuldstændig har decentraliseret indkøbene - som led i realisering af en miljøhandlingsplan - udpeget en miljøansvarlig i hver institution. Det er hensigten, at vedkommende også skal være ansvarlig for at inddrage miljøhensyn i indkøb. De miljøansvarlige skal samtidig deltage i samarbejds- og sikkerhedsudvalgsmøder, hvor man vil koordinere indsatsen.

7.4 Koordinering af indsatsen

Koordinering af indsatsen

Ligesom det kan være en fordel, at kommuner og amter samarbejder om grønne indkøb, og f.eks. Miljøstyrelsen udarbejder miljøvejledninger til indkøbere for at undgå, at hver kommune eller amt skal "opfinde den dybe tallerken", er det også en fordel (nogle mener forudsætning), at kommunen eller amtet internt koordinerer indsatsen. At forlange at hver enkelt indkøber i selv helt små institutioner skal foretage miljømæssige afvejninger, er en meget høj ambition.²⁵

Koordinering nødvendig

De fleste af de interviewede peger da også på, at en eller anden form for koordinering og systematisering af indsatsen er nødvendig, hvis indsatsen for grønne indkøb skal være effektiv. Det vil spare en masse tid for den enkelte decentrale indkøber, og er med til i højere grad at sikre, at viden og erfaringer bliver spredt.

Nogle af de interviewede havde været ude for, at den centrale indkøbsfunktion var blevet helt eller delvist sparet væk i de seneste år. De mente, at det havde betydet en forringelse af mulighederne for at støtte institutionerne, også i forbindelse med inddragelse af miljøhensyn ved indkøb. Selv om interviewede selv er blevet berørt af nedskæringen, og derfor må forventes at have en subjektiv holdning til decentraliseringen, bakkes deres udtalelser op af andre indkøbere og miljømedarbejdere, der ikke er ramt af nedskæringer.

_____________________
Fodnoter:
24  Er f.eks. tilfældet for Aabybro, Dronninglund, Fjerritslev, Hirtshals, Hjørring, Skjern, Sæby og Læsø kommuner, der alle benytter et privat indkøbsfirma (Indkøb Nord). Indkøbsfirmaet er lønnet af kommunerne.
25  I takt med at kendskabet til miljømærkerne breder sig og antallet af miljømærkede produkter stiger, vil det dog være realistisk at forvente, at decentrale indkøbere i stigende grad vil efterspørge produkter med miljømærker.

8. Miljøhensyn, miljøkrav og spørgsmål til leverandører

8.1 Lister over miljøbelastende stoffer
8.2 Æbler og pærer
8.3 Indkøbshåndbog med miljøvenlige indkøb
8.4 Spørgeskemaer til leverandører og producenter
8.5 Erfaring med at stille miljøkrav til leverandører om produkters miljøbelastning, ved nybyggeri og anlæg samt ved udlicitering.
8.6 Indhentning af oplysninger om produkters miljøforhold
8.7 Kommunen eller amtets særlige stilling som storindkøber

Selv om der i de senere år i stigende grad har været opmærksomhed om grønne indkøb som politisk indsatsområde, og selv om mange kommuner og amter har høstet erfaringer med grønne indkøb, er der – som det fremgår af nedenstående - stadig et stykke vej til, at alle indkøb er "grønne".

Inddragelse af miljøhensyn i 1996

Ud af de 116 kommuner og 10 amter, der har svaret på spørgsmålet, har 99 kommuner og 9 amter vurderet, i hvor mange procent miljøhensyn har været inddraget ved indkøb i 1996. 17 kommuner og 1 amt mener ikke, at miljøhensyn overhovedet har været inddraget. I den anden ende af skalaen melder 6 kommuner og ingen amter tilbage, at miljøhensyn har været inddraget i mellem 80% - 100% af indkøbene.

Svært at redegøre for inddragelse af miljøhensyn

Det fremgår af besvarelserne, at det er svært for amter og kommuner at redegøre for, i hvor høj grad miljøhensyn har været inddraget²⁶. Dette hænger sammen med manglende registrering af indkøbene, samt at der især i en del kommuner mangler en egentlig koordinering af indkøbene.

Som det fremgår tidligere i rapporten, er der stadig nogle barrierer, der i større eller mindre grad gør sig gældende for indførelsen af grønne indkøb, og som skal overvindes. Det drejer sig bl.a. om:

• At det er svært at vurdere oplysninger om miljø fra leverandører/producenter
• Prisen på grønne produkter
• Manglende efteruddannelse af indkøbere/indkøbsansvarlige.

I takt med at disse barrierer bliver mindre, at der gennemføres informations- og uddannelsesaktiviteter om grønne indkøb, samt at kommuner og amter gennemfører en grøn indkøbspolitik, må det forventes, at andelen af indkøb, hvor miljøhensyn er inddraget, stiger væsentligt.

Antal procent hvor miljøhensyn har været inddraget

Spørgsmål 20 (K): I hvor mange procent af kommunens indkøb i 1996 vurderes miljøhensyn at have været inddraget?

Spørgsmål 20 (A): I hvor mange procent af amtets indkøb i 1996 vurderes miljøhensyn at have været inddraget?

8.1 Lister over miljøbelastende stoffer

Lister over miljøbelastende stoffer

Flere kommuner og amter vælger at lave en liste over stoffer, der er uønskede, og som derfor skal undgås ved indkøb. Det kan f.eks. være på grund af giftighed, at de har en uønsket virkning på miljøet eller mistanke om, at de er kræftfremkaldende. Sådanne positiv- eller negativlister (alt efter hvordan man betragter det) er dog ikke særlig udbredte. Som det ses af nedenstående har 18 kommuner og 9 amter lavet lister over miljøbelastende stoffer, man gerne vil undgå ved indkøb.

Eksempler på stoffer

Eksempler på stoffer, kommuner/amter gerne vil undgå, kan være:

• PVC
• Tungmetaller (f.eks. bly, kviksølv, cadmium, nikkel og arsen)
• LAS i rengøringsmidler
• CFC
• Andre klorforbindelser.

Lister fungerer som rettesnor

Kommuner og amter, der har sådanne lister, giver udtryk for, at det letter hverdagen i forhold til, hvilke krav man skal stille til produkterne. Listerne er en rettesnor i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmateriale, og er en stor hjælp for de decentrale indkøbere, der i hverdagen skal stille krav og spørgsmål til leverandører og producenter.

Andre områder kommuner og amter spørger til, er f.eks.:

• Energi- og vandforbrug i driften
• Andre former for ressourceforbrug
• Emballage
• Transport
• Økologiske fødevarer.

Hvor meget, den enkelte kommune eller amt spørger om, er vidt forskelligt:

"Det er en balanceakt. Man skal jo ikke spørge om så meget, at du ikke har mulighed for at behandle det i dit eget system."

Kommuner med liste over miljøbelastende stoffer

Spørgsmål 21 (K): Har kommunen udarbejdet en liste over miljøbelastende stoffer man gerne vil undgå ved indkøb?

Amter med liste over miljøbelastende stoffer

Spørgsmål 21 (A): Har amtet udarbejdet en liste over miljøbelastende stoffer man gerne vil undgå ved indkøb?

8.2 Æbler og pærer

I mange tilfælde vil det være svært for indkøberen med sikkerhed at afgøre, hvilket produkt, der er mest miljøvenligt. Et produkt udmærker sig måske på et område, og et andet produkt på et andet område; Hvad er bedst? Hvor får man mest miljø for pengene?

"F.eks. omkring indkøb af kopipapir, der har vi lænet os op af, hvad Miljøstyrelsen anser for det mest miljørigtige, at vi f.eks. kører på genbrugspapir. Det har været oppe at vende i direktionen, at vi følger Miljøstyrelsens anbefalinger."

En anden indkøber peger på, at det nogle gange kan være svært at finde ud af, hvad man skal tro:

"Nu hørte jeg lige i dag, at genbrugspapir var farligere end andet papir. Der var flere giftige stoffer. Der kan man se, hvor vanskeligt det er. Hvad er det for hensyn, man skal tage. Er det det ene hensyn eller det andet."

I nogle tilfælde vil det være muligt for den enkelte indkøber enten selv at lære at lave en afvejning eller også at trække på kommunens eller amtets miljøfolk til at foretage vurdering af produkter. I andre tilfælde kan det være relevant at lade andre faktorer, f.eks. økonomi, være udslagsgivende.

8.3 Indkøbshåndbog med miljøvenlige indkøb

For at sprede viden og erfaringer om grønne indkøb, lette decentrale indkøberes mulighed for at stille miljøkrav og gennemføre grønne indkøb har 23 kommuner og 3 amter udarbejdet en indkøbshåndbog eller lign., hvor miljøvenlige indkøb indgår. En indkøbshåndbog kan f.eks. bestå af et ringbind indeholdende den grønne indkøbspolitik, "grønne" indkøbsaftaler, oplysning om miljømærker, faktaark fra Grøn Information m.v.

Specielt for decentrale indkøbere, peges der på, at der fra indkøbskoordinatorens side er behov for, at man udarbejder meget præcise vejledninger, som påpeger, hvor man skal sætte ind i forhold til bestemte varegrupper. Sådanne vejledninger kan typisk også indgå i en kommunal eller amtskommunal indkøbshåndbog.

Spørgsmål 22 (K): Har kommunen udarbejdet en indkøbshåndbog eller lign., hvor miljøvenlige indkøb indgår?

8.4 Spørgeskemaer til leverandører og producenter

Der er efterhånden en række eksempler på amter og kommuner, der udarbejder et spørgeskema til producenter og leverandører, hvori de beder om redegørelse for produkters miljøforhold. Spørgeskemaerne kan tage udgangspunkt i lister over særligt miljøbelastende stoffer, man ønsker at undgå (PVC, tungmetaller, klorforbindelser m.v.) eller i kommunens eller amtets grønne indkøbspolitik. Flere kommuner og amter skriver i den grønne indkøbspolitik, at man vil prioritere produkter med miljømærker, energimærker el. lign., eller at man skal se på miljøbelastningen i hele produktets livscyklus.

Det er forholdsvis almindeligt, at indkøberne beder leverandører og producenter om at dokumentere en miljøprofil. Det kan f.eks. være om virksomheden har en miljøpolitik, eller om man er eller er i gang med at blive miljøcertificeret (EMAS eller ISO 14001).

Ligesom det er tilfældet med miljømærkerne, er det meget let for den enkelte indkøber at spørge om en virksomhed er miljøcertificeret samt efterfølgende at kontrollere, om det er rigtigt. En indkøber udtrykker det således:

"Hvis man kunne nøjes med at stille det ene spørgsmål, om firmaet var miljøcertificeret efter f.eks. ISO 14000, så ville en lang række af de detailspørgsmål, man kunne finde på at stille i forbindelse med de enkelte leverancer, være overflødige."

Nogle af de interviewede gav udtryk for, at leverandører og producenter syntes, at det er svært at forholde sig til en række forskellige spørgeskemaer fra forskellige kommuner og amter. Miljøstyrelsens miljøvejledninger kan her være en hjælp til både de offentlige indkøbere og leverandørerne. Leverandører og producenter må dog nok også fremover forvente, at amter og kommuner også udarbejder egne spørgsmål, der relaterer sig til amtets eller kommunens indkøbspolitik.

Flere mener, at elektroniske indkøb og opbygning af interne netværk vil bidrage til frigørelse af ressourcer samt en effektivisering af kommunens grønne indkøb. At basere indkøbsarbejdet på moderne teknologi vil samtidig betyde en lettelse for dem, der skal give et bud på levering af produkter eller ydelser. En indkøber mener endvidere, at indførslen af elektroniske indkøb vil betyde en standardisering af udbudsmateriale og spørgeskemaer, samt at det ville blive nemmere efterfølgende at behandle leverandørers svar.

8.5 Erfaring med at stille miljøkrav til leverandører om produkters miljøbelastning, ved nybyggeri og anlæg samt ved udlicitering

Samlet set har:

• 67 kommuner og 9 amter stillet miljøkrav til leverandører i forhold til produkters miljøbelastning
• 50 kommuner og 2 amter stillet miljøkrav ved nybyggeri og anlæg
• 47 kommuner og 1 amt har stillet miljøkrav ved udlicitering af opgaver.

Der er to ting, der springer i øjnene; dels at relativt flere amter end kommuner har stillet krav til leverandører i forhold til produkters miljøbelastning, dels at – igen relativt – dobbelt så mange kommuner som amter har stillet miljøkrav ved udlicitering af opgaver.

Krav til leverandører i forhold til produkters miljøbelastning

Spørgsmål 23 (K): Har kommunen stillet krav til leverandører i forhold til produkters miljøbelastning?

Spørgsmål 23 (A): Har amtet stillet krav til leverandører i forhold til produkters miljøbelastning?

Miljøkrav ved nybyggeri og anlæg

Spørgsmål 24 (K): Har kommunen stillet miljøkrav ved nybyggeri og anlæg?

Spørgsmål 24 (A): Har amtet stillet miljøkrav ved nybyggeri og anlæg?

Miljøkrav ved udlicitering

Spørgsmål 25 (K): Har kommunen stillet miljøkrav ved udlicitering af opgaver?

Spørgsmål 25 (A): Har amtet stillet miljøkrav ved udlicitering af opgaver?

8.6 Indhentning af oplysninger om produkters miljøforhold

Størstedelen af de oplysninger, som kommuner og amter indhenter om produkters miljøforhold, stammer fra forhandleren eller producenten selv. Dette hænger meget godt sammen med den strategi, de fleste har lagt i forhold til grønne indkøb; at man ved at spørge (og blive ved med at spørge) om mere miljøvenlige produkter kan påvirke virksomheder og leverandører. Derudover er producenten og forhandleren, der i øvrigt kender de pågældende produkter, også det nærmeste sted at spørge. Flere efterspørger både mere og mere uvildig information til indkøberne om "grønne" produkter f.eks. på Internettet. Se i øvrigt afsnittet om "Værktøjer til vurdering af miljøforhold på udvalgte produkter".

Relativt få henvender sig til indkøbere i andre kommuner eller amter (15% af kommunerne og 17% af amterne) for at indhente viden om produkters miljøforhold. Endelig benytter 24% af kommunerne og 42% af amterne sig af "andre" til at indhente oplysninger om produkters miljøforhold. Andre kan f.eks. være Grøn Information, der udgiver faktaark om forskellige produkters miljøbelastning samt vurdering af, hvilke produkter, der har den mindste miljøbelastning.

Spørgsmål 26 (K): Hvor indhentes oplysninger om produkters miljøforhold?

8.7 Kommunen eller amtets særlige stilling som storindkøber

Kommuner og amter som storindkøber

Inden for visse varegrupper og ydelser optræder kommunen eller amtet som storindkøber. Særlig i forbindelse med udbud vil dette være markant, men også for varer og tjenesteydelser, der falder under tærskelværdien, vil kommunen eller amtet være en kunde, "man regner med", og som leverandører og producenter meget gerne vil handle med.

Denne stilling kan benyttes dels til at skabe mere fokus på grønne indkøb, dels til at indgå et samarbejde med producenter om udvikling af mere miljøvenlige alternative produkter.

Belastning at stille spørgsmål om miljø

Særlig i de kommuner og amter, der angiver at have en grøn indkøbspolitik eller som på anden måde arbejder aktivt med grønne indkøb, mente indkøberne, at det havde en betydning, at de stillede spørgsmål til producenter og leverandører om miljø. Ved at stille spørgsmål om f.eks. miljøcertificering, miljøpolitik og lign. har flere af de interviewede givet udtryk for, at det er med til at fremme virksomhedens stillingtagen til miljøforhold. Ved at stille spørgsmål til miljøforhold og holdninger til miljø giver indkøberen på kommunens eller amtets vegne udtryk for, at miljøet skal tages alvorligt, og at miljøparametre prioriteres.

"Alene det, at vi tvinger virksomhederne til at gøre sig nogle overvejelser om det. Og gør de andre kommuner det også, så er det klart, at så må leverandørerne gøre sig nogle overvejelser."

Specialiserede produktområder

Nogle produktområder kan imidlertid være så specialiserede, at der sættes nogle klare begrænsninger i muligheden for at stille krav eller påvirke leverandøren. En indkøber i et amt udtaler:

"Fordi der er jo nogle områder, hvor du - især når vi snakker sygehusvæsen - faktisk er givet af nogle andre forudsætninger, end hvis man snakker kopimaskiner eller kopipapir. Og det er klart, hvis man sidder i en situation, hvor der faktisk kun er et produkt, der kan løse den opgave, så kan man stille alle de spørgsmål, men det er svært at få leverandøren til at gøre noget ved det, hvis han ikke har nogen konkurrence på parameteren."

Gode muligheder for at påvirke

Alt i alt må det dog konkluderes, at kommuner og amter har gode muligheder for at påvirke producenter og leverandører til at udvikle og tilbyde mere miljøvenlige alternativer.

________________________
Fodnoter:
26  Der er adskillige, der har besvaret spørgsmålet med et spørgsmålstegn.

9. Netværk og samarbejder om grønne indkøb

9.1 Samarbejde internt i kommunen eller amtet
9.2 Inddragelse af brugerne i forbindelse med grønne indkøb
9.3 Miljøgrupper og indkøbssamarbejder på tværs af   kommunegrænser og med amtet
9.4 AMERFA og SINERFA
9.5 Samarbejde i IKA
9.6 MIOS - Miljøvenligt Indkøb i den Offentlige Sektor

Netværk og samarbejde kan styrke indsatsen

Netværk og samarbejde kan være en styrke i de grønne indkøb. Netværk kan etableres internt i kommune eller amtet mellem de decentrale indkøbere eller centralt mellem indkøbskoordinatorer i kommuner og amter. Tilsvarende kan der samarbejdes om grønne indkøb i kommunen og amtet, f.eks. mellem indkøbere og miljømedarbejdere, ved inddragelse af brugerne eller på tværs af kommune- og amtsgrænser om kravspecifikationer, indkøbsaftaler og lign.

Bedre økonomi og mere miljø

Arbejder flere kommuner, amter eller kommuner og amter sammen, vil det i en række tilfælde være muligt at få økonomisk mere fordelagtige indkøbs- og rammeaftaler i stand end den enkelte kommune eller amt hver for sig.²⁷ Derudover kan det være lettere at komme igennem med miljøkrav til leverandører, hvis man er flere om at formulere dem. Endelig er der en tendens til, at samarbejde virker fremmende for, at specielt kommuner vælger at indføre en grøn indkøbspolitik.

Fordel for små kommuner

Ved at indgå i netværk eller samarbejde undgår den enkelte kommune og amt hver især at skulle "opfinde den dybe tallerken". Dette er især en fordel i små kommuner, hvor kommunen ikke har mulighed for selv at ansætte en indkøbschef.

Der vil typisk ikke blive afsat ekstra ressourcer til samarbejde, hvad enten det er på tværs af kommunegrænser, amterne imellem eller f.eks. i IKA-regi. På den anden side er der også meget (jf. ovenstående), der tyder på, at de ressourcer, der gives ud, også kommer retur.

9.1 Samarbejde internt i kommunen eller amtet

I 36 kommuner og 4 amter er der etableret et samarbejde mellem de(n) indkøbsansvarlige og miljøafdelingen. Af de 36 kommuner har 20 vedtaget en grøn indkøbspolitik, mens kun et enkelt amt med en grøn indkøbspolitik har et samarbejde mellem indkøbere og miljømedarbejdere.

I et samarbejde vil indkøbere og miljømedarbejdere generelt kunne supplere hinandens viden og kompetencer, og på den måde styrke indsatsen for grønne indkøb. Der er flere eksempler på kommuner og amter, hvor indkøber og miljømedarbejdere sammen udarbejder miljøkrav til varer og tjenesteydelser, og hvor miljømedarbejderne kan medvirke ved vurderingen af leverandørers svar vedr. miljøforhold. Der var også flere af de interviewede, der nævnte, at miljøafdelingen havde medvirket ved udarbejdelse af en liste over miljøbelastende stoffer, man ville undgå ved indkøb.

I en kommune klagede indkøberen imidlertid over, at miljømedarbejdernes viden var for specialiseret: "Miljømedarbejderne ved en masse om, hvordan man skal hælde spildevandet ud, men hvad der i grunden kommer i det spildevand, ved de ikke meget om." "…der var de jo meget forbløffede, når vi f.eks. satte krav til olien, hvilken slags. De tager kun stilling til, om olien må hældes ud eller ikke må hældes ud. Hvad det er, og om der er alternativer til den, det går de ikke ind i."

Miljømedarbejderne sidder ikke nødvendigvis inde med viden om hverken produkternes indhold af forskellige stoffer eller med viden om alternative produkter. I nogle kommuner og amter kan det derfor være nødvendigt, at miljømedarbejderne "lærer at tænke på en anden måde" eller efteruddannes.²⁸

De fleste af de interviewede mente imidlertid, at samarbejdet var nødvendigt:

"Der står i vores indkøbspolitik, at ved et hvert større indkøb skal der sikres, at der foretages miljøvurdering, inden indkøbsaftalen indgås. Så har man så Teknisk Forvaltnings miljøkontor på som konsulent på opgaven. Vi ved jo godt, at vi som indkøbere ikke kan sidde og være fagfolk på miljøområdet."

I ovenstående citerede kommune, havde miljøkontoret været med til at udarbejde et miljøspørgeskema til et udbud af rengøringsmidler. Miljøkontoret og indkøbskontoret samarbejdede også, når miljøoplysninger senere skulle vurderes. Samarbejdet var direkte nævnt i kommunens indkøbspolitik.

Er der etableret samarbejde mellem de(n) indkøbsansvarlige og miljøafdelingen om grønne indkøb?

Spørgsmål 27 (K): Er der etableret samarbejde mellem de(n) indkøbsansvarlige og miljøafdelingen om grønne indkøb?

Spørgsmål 27 (A): Er der etableret samarbejde mellem de(n) indkøbsansvarlige og miljøafdelingen om grønne indkøb?

9.2 Inddragelse af brugerne i forbindelse med grønne indkøb

I realiseringen af indkøbspolitikken, dvs. udmøntningen i f.eks. "grønne" indkøbsaftaler, er der flere eksempler på kommuner og amter, der vælger at nedsætte brugergrupper med bred deltagelse af medarbejdere - dog først og fremmest de, der er direkte berørt, eller som har særlig viden på området. Er der f.eks. tale om udarbejdelse af en kravspecifikation på rengøringsmidler, er det oplagt, at repræsentanter for rengøringspersonalet deltager. Det er desuden almindeligt, at sikkerhedsrepræsentanter og miljømedarbejdere også deltager.

Udover rengøringsmidler, som flere nævner som et område, hvor der har været nedsat bruger- eller arbejdsgrupper, er områder som kontorartikler, kontormaskiner, inventar, papir, bleer og engangsservice også nævnt. Derudover nævnes flere gange grupper, der er nedsat i forbindelse med etablering af miljøstyring, der arbejder specielt med el-, vand- og varmebesparelser, indførsel af økologisk mad i institutioner, opvarmning i nybyggeri (f.eks. solvarme) m.v. Disse arbejdsgrupper er også knyttet til en indsats for grønne indkøb.

Som det fremgår af nedenstående besvarelser har 38 kommuner og 5 amter erfaringer med inddragelse af brugerne i forbindelse med grønne indkøb.

9.3 Miljøgrupper og indkøbssamarbejder på tværs af kommunegrænser og med amtet

Samarbejde på tværs af kommunegrænserne

Samarbejde på tværs af kommunegrænserne om miljøforhold kan være et bærende element i forhold til at få realiseret en grøn indkøbspolitik. Det kan dog være et problem, at der er stor forskel på, hvor mange ressourcer kommuner (eller amter) vil bruge i arbejdet med f.eks. at lave fælles rammeaftaler eller i at undersøge, hvilke miljøkrav, der kan stilles til et bestemt produkt. Nogle kommuner har – ligesom det sikkert er tilfældet i flere amter, der samarbejder med kommuner i amtet - ytret, at det er desillusionerende altid at trække læsset. Sålænge der er relativ stor forskel på kommunernes størrelse, og dermed på de ressourcer, det er muligt at afsætte til f.eks. grønne indkøb, er der ikke umiddelbart nogen løsning på dette problem.

Eksempler på samarbejde

Der findes en række eksempler på mere eller mindre formaliserede samarbejder om grønne indkøb. Flere af nedennævnte samarbejder er indgået bredt om miljøforhold, herunder også grønne indkøb. Som eksempler kan nævnes:

• Frederiksundfingeren, hvor otte kommuner samarbejder (Bl.a. Ballerup, Ølstykke, Stenløse)
• Green City (Herning, Silkeborg, Ikast og Videbæk)
• Green Network (Bl.a. Vejle Amt, Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle)
• 5-by samarbejdet (Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers)
• ERFA-gruppe, der dækker hele storkøbenhavnsområdet, incl. Helsingør og Roskilde, samt samarbejde i Nordkommuneregi (Bl.a. Gladsaxe, Lyngby, Gentofte og Værløse), hvor man har lavet fælles udbud (f.eks. på hjælpemidler).

Alssund-samarbejdet

De syv kommuner i Alssund-området, der samarbejder om grønne indkøb, bør her nævnes som et interessant eksempel. Alssund-samarbejdet, der især består af mindre kommuner, har fælles indkøbsfunktion, og her udarbejdes såkaldte sti-aftaler, som er frivillige for kommunerne at anvende. Samarbejdet kom i stand på foranledning af Nordborg Kommune, der i 1995 havde ansat en indkøber halvtids, og tilbød de øvrige kommuner at indgå i fællesskabet mod, at de tilsammen betalte de resterende timer til en fuldtidsstilling.²⁹ For yderligere at koordinere indsatsen er der nedsat en styregruppe med deltagelse fra kommunerne. Fællesskabet betegnes som en succés.

En af de deltagende kommuner opridser fordelen ved samarbejdet således:

"Vores kommune er den største med 30.000 indbyggere, men alligevel, når du indgår et samarbejde med syv kommuner, så bliver man omkring 120.000 indbyggere. Og der er jo pokkers til forskel på, hvordan du køber ind til 120.000 end til 30.000. Det har noget med rabatter at gøre, og det har noget med, at man ikke hver især skal opfinde den dybe tallerken."

Udover det mere formelle samarbejde, som er nævnt i det ovenstående, finder der også mange uformelle kontakter sted på tværs af kommune- og amtsgrænser i forbindelse med udveksling af spørgeskemaer til leverandører, hvordan man sikrer miljøhensyn ved indkøb af bestemte produkter osv.

9.4 AMERFA og SINERFA

Indkøberne i amterne har dannet to ERFA-grupper; SINERFA, der består af indkøbere på sygehuse og hospitaler og AMERFA, der bredt dækker hele amternes indkøb. Hensigten med de to ERFA-grupper er dels at sprede erfaringer, dels konkret at udarbejde kravspecifikationer og udbudsmateriale, som amterne kan benytte sig af. Derudover har man i SINERFA i fællesskab udarbejdet standardbetingelser og fælles aftaler for en række produktgrupper, hvilket har betydet økonomiske fordel for de amter, der har benyttet sig af dem.

Som noget nyt har AMERFA nedsat en miljøkravgruppe, der skal arbejde med at få miljøkrav ind i det udbudsmateriale, som AMERFA udarbejder.

9.5 Samarbejde i IKA

Indkøbernes egen faglige forening, IKA³⁰, har nedsat arbejdsgrupper om miljøbevidste indkøb. Det drejer sig om visionsgrupper, der arbejder med at udvikle grønne indkøbspolitikker samt arbejdsgrupper om udvikling af kravspecikationer til varer og tjenesteydelser. Her drejer det sig ikke om at indgå fælles indkøbsaftaler, men om udvikling af værktøjer på miljøområdet.

IKA har udarbejdet flere kravspecikationer, som offentlige indkøbere kan rekvirere mod et mindre beløb. Som en del af disse kravspecikationer er der udarbejdet et miljøspørgeskema til leverandører og producenter. IKA formidler endvidere kontakt til amter og kommuner, der har udarbejdet kravspecikationer eller andet relevant materiale.

IKA's bestyrelse har desuden nedsat et miljøudvalg, der tilrettelægger kurser og konferencer om grønne indkøb.

9.6 MIOS - Miljøvenligt Indkøb i den Offentlige Sektor

MIOS

MIOS, der blev etableret i 1991, er et samarbejde mellem Ballerup, Herning og Odense kommuner om grønne indkøb. Formålet med MIOS er bl.a. fremme forståelsen for miljøvenlige indkøb i den offentlige og private sektor samt styrke de decentrale indkøberes muligheder for at inddrage miljøhensyn ved indkøb.

MIOS arrangerer foredrag og afholder temadage for indkøbere. Temadagene har især været rettet mod decentrale indkøbere.

____________________
Fodnoter:
27  På side 14 i "Indkøb for milliarder – udfordringer til fremtiden" (Kommunernes Landsforening, 1998) fremgår det, at omtrent halvdelen af kommunerne i dag indgår i et samarbejde med andre kommuner eller amter. Indkøbssamarbejderne har typisk 6-8 kommuner og koncentrerer sig om fælles rammeaftaler, fælles EU-udbud, fælles brugergrupper og generel erfaringsudveksling. Det er især mindre kommuner, der indgår i indkøbssamarbejder.
28  En sådan efteruddannelse ville kunne falde i tråd med en indsats for vejledning af virksomheder om Renere Teknologi.
29  Bl.a. Sønderborg Kommune har dog også selv en indkøber.
30  IKA er en forkortelse af Indkøbere i Kommuner og Amter. Foreningen er nu omdøbt til Foreningen af Offentlige Indkøbere.

10. Miljømærker og miljøvejledninger

10.1 Miljøvejledninger

Stor tillid til miljømærker

Miljømærkerne nyder generelt ret stor tillid blandt indkøberne. Hvis der er miljømærkede produkter indenfor en varegruppe, så er det opfattelsen blandt de indkøbere, der blev spurgt, at så behøver man ikke selv at gøre en større indsats på at undersøge produktet nærmere. "Der er nogen, der har gjort arbejdet for os." Når et produkt har fået et miljømærke, så er opfattelsen, at det er miljømæssigt i orden.

"Hvis jeg står og skal købe kopipapir, og det ene er svanemærket, og det andet ikke er, så vælger jeg da det svanemærkede."

Også - eller for flere indkøbere netop - i forhold til de decentrale indkøbere i institutionerne vil flere miljømærkede produkter betyde, at det bliver meget lettere at føre en grøn indkøbspolitik ud i livet.

"Det er helt klart, det bliver en handlingsparameter at køre efter de anerkendte miljømærkninger. Her tænker jeg på Svanemærket. Det er i hvert fald helt entydigt i forhold til de decentrale indkøbere, at sige her er en vare, der er godkendt."

I en kommune havde man tilrettelagt hele sin grønne indkøbsstrategi på miljømærkerne:

"Det jeg selv kigger på, det er de der miljømærker - Svanemærket, EU-mærket og Der Blaue Engel. Men jeg går ikke ind og spørger til, hvor meget vand der bliver brugt til at producere en enhed. Og jeg går ikke ind og ser på, om der er kræftfremkaldende stoffer i. Det gør vi ikke - og det tror jeg heller ikke, at vi kommer til."

Det er sjældent at støde på den skepsis, som følgende kommunale indkøber giver udtryk for:

"Det er ikke lige sort eller hvidt. Jeg er meget forsigtig, når vi har et genbrugsmærke på, eller vi har et miljømærke på. Det er for mig ikke tilstrækkelig blåstempling, fordi det er for nemt at sætte på. Papir er for taknemmeligt. Derfor vil jeg godt undersøge tingene lidt mere til bunds end bare lige acceptere et miljømærke."

De fleste af de indkøbere, der har erfaring med at arbejde med grønne indkøb, dvs. stille miljøkrav m.v., bruger miljømærkerne som støtte, men er i de tilfælde, hvor der ikke er et miljømærket produkt, også parat til selv at foretage miljøvurderingen.

Der er i alt 108 kommuner og 8 amter, der har svaret på nedenstående spørgsmål om henholdsvis miljømærker og miljøvejledninger. Af dem vurderer 47 kommuner og 5 amter, at miljømærker har stor betydning for valg og køb af miljøvenlige produkter, mens 50 kommuner og 2 amter vurderer, at miljømærkerne har middel betydning. 30 kommuner og 2 amter vurderer, at miljøvejledningerne vil få stor betydning for grønne indkøb i kommunen eller amtet.

Baseret på tilbagemeldingerne fra interviewene kan specielt tallene for miljømærkerne godt undre. Særligt i forhold til indkøbere i kommunale og amtskommunale institutioner nævner de interviewede netop miljømærkerne som afgørende i forhold til de decentrale indkøberes muligheder for at gennemføre grønne indkøb.

10.1 Miljøvejledninger

Miljøstyrelsens miljøvejledninger

Miljøstyrelsens miljøvejledninger til indkøbere omfatter foreløbig 9 varegrupper med i alt 25 miljøvejledninger.³¹ Udover en beskrivelse af, hvilke stoffer man skal undgå ved køb af produktet m.v., indeholder miljøvejledningerne også et spørgeskema, som indkøberne kan bruge i forbindelse med udformning af kravspecifikationer samt i dialog med leverandøren.

Miljøvejledningerne er en hjælp

De adspurgte indkøbere er generelt positive over for miljøvejledningerne. De ser miljøvejledningerne som en hjælp til dem, når de skal stille krav til produkterne - hvis de spørger efter de ting, der er anbefalet i miljøvejledningerne, er de inde på rette spor. Indkøberne peger desuden på, at det er en lettelse for leverandørerne, der nu kun har et standardiseret spørgeskema at forholde sig til.

En indkøber i et amt siger:
"Jeg synes, at de miljøvejledninger, som Miljøstyrelsen laver, hjælper ret meget, fordi de gør det nemt. Især omkring hjælpemidler. Jeg ville ikke ane, hvilke miljøkrav jeg skulle stille til elektriske kørestole og rullatorer."

Problemer ved miljøvejledningerne

Indkøberne peger dog også på nogle problemer:

• Det kan være svært at anvende miljøvejledningerne, hvis man ikke har en stor miljøfaglig viden. Der forudsættes et samarbejde med miljømedarbejdere, særlig når der skal følges op (dvs. vurdere leverandører og producenters besvarelser)
• De regner ikke med, at miljøvejledningerne får nogen betydning for de decentrale indkøbere. Igen er det især opfølgningen (konsekvensvurderingen) af leverandørernes svar, der bliver trukket frem som den store barriere.

En indkøber i et amt siger:
"Så er der miljøvejledningerne, som Miljøstyrelsen laver nu omkring grønne indkøb. De er gode nok, fordi de hjælper en til at stille krav, men så får man nogle svar retur, og hvordan skal man vurdere dem - det er det der med æblerne og pærerne."

Vurdering af miljøvejledningernes betydning for grønne indkøb

Spørgsmål 30 (K): Hvor stor betydning vurderes Miljøstyrelsens "miljøvejledninger til indkøbere" at få for grønne indkøb i kommunen?

Spørgsmål 30 (A): Hvor stor betydning vurderes Miljøstyrelsens "miljøvejledninger til indkøbere" at få for grønne indkøb i amtet?

Samlet set må der på baggrund af ovenstående konkluderes, at der er både kendskab og tillid til miljømærker og miljøvejledninger. Der er lidt større forbehold over for miljøvejledningerne, hvilket især skønnes at bero på, at de i høj grad er rettet mod professionelle indkøbere, samt at de – trods sproglig bearbejdning m.v. – indeholder forholdsvis kompliceret miljøfagligt stof.

_______________________
Fodnoter:
31  Pr. 2. november 1998.

11. Værktøjer til vurdering af miljøbelastning på udvalgte produkter

11.1 Kommuners brug af "værktøjer" til vurdering af miljøbelastning
11.2 Amters brug af "værktøjer" til vurdering af miljøbelastning

Sidste spørgsmål i spørgeskemaet om grøn indkøbspolitik bestod af et skema, som er gengivet efterfølgende (se i øvrigt Bilag 1 og 2 ). Den enkelte kommune og amt har haft mulighed for at sætte flere krydser ud for hver varegruppe eller tjenesteydelse. Samlet set kan det konkluderes, at de kommuner og amter, der – vurderet ud fra besvarelserne af hele spørgeskemaet – har gjort en stor indsats for at gennemføre en grøn indkøbspolitik (evt. er på vej med en), benytter sig af flere – evt. alle – værktøjer, når miljøforhold skal vurderes i forbindelse med et indkøb.

Varedeklarationer hyppigst brugt

Både kommuner og amter anvender hyppigst varedeklarationer som værktøj, når en vare eller tjenesteydelses belastning af miljøet skal vurderes. Efter varedeklarationer følger i nævnte rækkefølge:

• Specifikke miljøkrav til produktet
• Miljømærker
• Krav til firma om miljøpolitik, miljøstyring, certificering m.v.
• Krav om arbejdspladsvurdering (APV)
• Andet.

Som nævnt er varedeklarationer den mest benyttede måde at skaffe sig oplysninger om produktgruppers miljøbelastning på. Flere kommuner har anført, at de benytter sig af Indkøbs Services rammekontrakter, der indeholder (en form for) varedeklarationer.

Specifikke krav til produktet

At det er mere anvendt at opstille specifikke krav til produktet end at benytte miljømærker kan dels have en baggrund i, at amtet eller kommunen – via den grønne indkøbspolitik eller miljøpolitik – gerne vil undgå bestemte stoffer i produkterne, dels at miljømærkerne endnu ikke er lige hyppigt forekommende på alle produktgrupper.

I skemaerne er antal positive besvarelser angivet. På grund af den forholdsvis lave svarprocent på dette spørgsmål, er det ikke relevant med procentangivelse.

Tabel: [Se her]

I alt 68 kommuner har svaret på skemaet. Besvarelserne varierer dog fra ganske få krydser til besvarelser, hvor kommunen har svaret for alle kategorier.

Den produktgruppe, der samlet set er stillet flest miljøkrav til, er rengøringsmidler. Dette underbygges af interviewundersøgelsen, hvor flere kommuner pegede på rengøringsmidler som et godt sted at starte, eller hvor kommunen havde ydet en stor indsats i forhold til at stille miljøkrav (bl.a. med involvering af brugergrupper m.v.). Mere miljøvenlige rengøringsmidler følges også af et bedre arbejdsmiljø, hvilket er endnu et argument for at tage fat i denne varegruppe. Endelig har indkøbernes egen organisation IKA udarbejdet kravspecifikationer for rengøringsmidler bl.a. i samarbejde med brancheorganisationen, hvilket sandsynligvis også har fremmet interessen for netop dette indsatsområde.

Efter rengøringsmidler følger kopimaskiner og telefax, kontorartikler, papir samt kontormøbler og inventar som de varegrupper, der hyppigst er stillet miljøkrav til.

Ikke overraskende "scorer" papir højest, når man ser på krav om miljømærker. Der findes forholdsvis meget miljømærket (især Svanemærket) papir på markedet, det er let at få fat i og koster stort set ikke mere.

Fødevarer kommer ind på en ottendeplads³². Økologiske fødevarer nævnes i interviewundersøgelsen som et hyppigt indsatsområde. Grunden til, at området ikke scorer så højt her, skal nok søges i, at det især er de kommunale institutioner, der selv tager fat i området. Det kan formodes, at der ikke krydses af i nedenstående fordi indkøberen ikke selv har stillet miljøkrav.

Derudover er økologiske fødevarer et meget synligt indsatsområde, som har manges bevågenhed. I forhold til de samlede varekøb fylder økologiske fødevarer måske reelt mindre, end opmærksomheden berettiger til? Dette skal dog undersøges nærmere, før det er muligt at konkludere noget.

De produktområder, hvor der er færrest eksempler på, at kommunen har benyttet de oplistede værktøjer i vurderingen af miljøbelastningen ved indkøb, er bygningsvedligeholdelse, transportmidler, rengøringsydelser, brændstof/brændsel samt arbejdstøj.

11.2 Amters brug af "værktøjer" til vurdering af miljøbelastning

Hvilke værktøjer benytter amtet til at vurdere en vare eller tjenesteydelses belastning af miljøet?

Spørgsmål 31 (A): Hvilke værktøjer benytter amtet til at vurdere en vare eller tjenesteydelses belastning af miljøet?

Tabel: [Se her]

I alt 8 amter har svaret på skemaet. Tilsvarende besvarelserne fra kommunerne varierer besvarelserne fra ganske få krydser til besvarelser for alle kategorier.

Flest miljøkrav

For amterne er papir og kopimaskiner og telefax de varegrupper, hvor der hyppigst inddrages miljøhensyn. I begge tilfælde er der både benyttet miljømærker, specifikke krav til produktet samt varedeklarationer.

Færrest miljøkrav

I bunden gemmer skolemøbler og bygningsvedligeholdelse sig, efterfulgt af transportmidler, brændstof/brændsel samt arbejdstøj.

Det er interessant at se, at det – på nær skolemøbler – er de samme varegrupper, som kommunerne scorer lavt på. De lave point kan skyldes flere ting, bl.a. at der ikke er tradition for at stille miljøkrav, samt at andre end den centrale indkøber/indkøberen i forvaltningen varetager de pågældende indkøb. Flere indkøbere nævnte endvidere i interviewundersøgelsen, at man "låner" af hinanden, når der skal stilles miljøkrav og vurderes miljøforhold.

____________________
Fodnote:
32  Opgjort efter hvor mange miljøkrav, der er stillet (dvs. antal krydser). En kommune kan dog sagtens sætte flere krydser ved samme varegruppe.

12. Borgmestrene, indkøbspolitik og miljø

Spørgeskema til borgmestre

Som nævnt i indledningen bestod spørgeskemaundersøgelsen af tre spørgeskemaer, hvoraf det sidste – om grønne indkøb – er det, nærværende rapport beskæftiger sig med. Særlig i forbindelse med en vurdering af den fremtidige indsats for grønne indkøb kan det imidlertid være interessant at se nærmere på, hvad kommunernes borgmestre svarede på spørgsmål om indkøb og miljø.³³

Positiv holdning til miljø

Som det fremgår af nedenstående, har de kommunale borgmestre generelt en positiv holdning til inddragelse af miljøhensyn ved indkøb. Mest interessant er nok, at der ikke er nogen (eller kun ubetydelig) forskel mellem besvarelserne set under et, sammenlignet med besvarelserne fra de kommuner, der har indført en grøn indkøbspolitik. De holdninger, der kommer frem i nedenstående afspejler altså en generel indstilling til grønne indkøb blandt borgmestre.

I modsætning til resten af spørgeskemaet (skema 2 og 3) er spørgsmålene i skema 1 udformet som politiske statements. Der er ikke fulgt særskilt op på spørgeskemaet ved efterfølgende interviews, og udsagnene vil derfor i nogen grad stå for sig selv.

Økonomi og miljøhensyn

Spørgsmål 32 (K): Jeg mener, at økonomi og miljøhensyn kan gå hånd i hånd i kommunens indkøbspolitik.

Vil skåne miljøet, selv hvis det ikke er bedst og billigst

Spørgsmål 33 (K): Jeg er villig til at skåne miljøet gennem kommunens indkøb, selv hvis det ikke er bedst og billigst.

Selv om der fra borgmestrenes side er en klar holdning til, at man gerne vil vælge miljøvenlige varer, selv om de ikke er bedst og billigst, så er der i denne undersøgelse ikke eksempler på hverken kommuner eller amter, der som konsekvens har afsat flere penge til indkøb (dvs. merforbrug). Derimod er der flere kommuner og amter, der har sat penge af til efteruddannelse, kursusvirksomhed eller særlige anskaffelser (f.eks. som led i omstilling til økologisk køkkendrift). Man vil altså gerne betale enkeltbeløb, men ikke lade udgifterne stige generelt. Den politiske vilje går tilsyneladende mere på, at man gerne må betale mere for et produkt, hvor miljøindholdet er i orden, hvis man samtidig holder sig inden for det samlede budget.

Kommunen som kritisk kunde

Spørgsmål 34 (K): Jeg mener, at kommunen i højere grad skal vise sig som den kritiske kunde f.eks. i forhold til miljø, design og innovation.

Samlet set er der tale om ret klare politiske udmeldinger fra borgmestrene om miljø og indkøb. Hvis udmeldingerne omsættes i handling, vil det betyde en kraftig vækst i kommunernes indsats for grønne indkøb.

____________________
Fodnote:
33  Amternes borgmestre har ikke besvaret et tilsvarende spørgeskema. Besvarelserne dækker altså kun kommunerne.

13. Udarbejdelse og realisering af en grøn indkøbspolitik

13.1 Hvad kan en grøn indkøbspolitik indeholde?
13.2 Eksempler på grøn indkøbspolitik
13.3 Hvad er med til at sikre en realisering af en grøn indkøbspolitik?
13.4 10 gode råd – fra teori til praksis

Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte kommuner og amter tilrettelægger processen med at udarbejde en grøn indkøbspolitik. Det kommer først og fremmest an på, hvilke mål indkøbspolitikken rummer, samt hvordan politikken skal omsættes til handling. Derudover spiller de erfaringer, der er i kommunen eller amtet med indkøb, organisering af indkøbene samt traditioner for politikformulering også en stor rolle.

Stor forskel på grøn indkøbspolitik

Der er meget stor spredning på, hvordan en kommunal eller amtslig grøn indkøbspolitik ser ud. Der er eksempler på meget enkle politikker, hvor der stort set kun står, at miljøhensyn skal inddrages i kommunens/amtets indkøb på lige fod med andre faktorer som pris, design m.v. Andre kommuner og amter vælger at formulere en mere detaljeret grøn indkøbspolitik, hvor kriterier og målsætninger for politikken er klart formuleret.

Handlingsplan

Både kommuner med en meget enkel politik og kommuner eller amter med en mere detaljeret politik kan vælge efterfølgende at udarbejde en handlingsplan, hvoraf ansvarsfordeling, målsætninger, ressourcer m.v. fremgår.

Demokratisk proces

I udformningen af politikken er der flere eksempler på kommuner, der har valgt at tilrettelægge en meget demokratisk proces, hvor mange af de indkøbsansvarlige i kommunens institutioner og forvaltninger deltager i udarbejdelsen af forslaget til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Hvordan den grønne indkøbspolitik kommer til at se ud endeligt, vil i sidste ende selvfølgelig altid være en politisk beslutning, men det kan være en fordel at inddrage medarbejdere i det indledende arbejde. Det er jo netop de medarbejdere, der skal føre indkøbspolitikken ud i virkelighed.

Fordele

Der kan konstateres flere fordele ved en udvidet demokratiske proces:

• Der opnås større forståelse af miljøproblemstillinger undervejs i arbejdet
• Der er større interesse for at gennemføre en politik, medarbejderne selv har været med til at præge
• Det sikres i højere grad, at brugernes særlige ønsker medtages, erfaringer anvendes og problemer og muligheder synliggøres.

Det skal dog siges, at det – særlig i de største kommuner (og i amterne) – kan være et meget stort arbejde at sikre størst mulig medindflydelse for alle, og at der er grænser for, hvor mange det praktisk er muligt at sidde rundt om bordet. Her er høringsrunder eller møder med repræsentanter for de enkelte afdelinger måske et bedre udgangspunkt, end at alle med indkøbskompetence, miljømedarbejdere, sikkerhedsrepræsentanter m.v. mødes.

Kortere tidshorisont

Fordelen ved en "smallere" proces, hvor kun få er med til at formulere oplægget til politikerne, er først og fremmest en kortere tidshorisont. Der behøver ikke at være langt fra tanke til handling. Det kan f.eks. være en fordel, hvor der er et ønske i kommunalbestyrelsen eller amtsrådet om hurtig indsats på området.

13.1 Hvad kan en grøn indkøbspolitik indeholde?

Det eneste, der overordnet kan konkluderes i forhold til, hvordan amter og kommuner har formuleret deres grønne indkøbspolitik, er, at der er utrolig stor forskel på, hvad indkøbspolitikker indeholder fra kommune til kommune, fra amt til amt. Der findes ikke en eller to modeller, der er de mest benyttede. Nedenstående er derfor en opsummering af, hvad en kommunal eller amtskommunal grøn indkøbspolitik kan indeholde.

Indhold i grøn indkøbspolitik

Den grønne indkøbspolitik kan indeholde:

1. En overordnet politik, der sætter rammerne. F.eks. formålet med indkøbspolitikken, omfang og afgrænsning m.v.
2. Miljømæssige mål (+ evt. en definition heraf).

Miljømål

Eksempler på miljømæssige mål for indkøbte produkter kan være:

• Nedbringelse af vandforbrug
• Nedbringelse af el- og varmeforbrug
• Nedbringelse af forbruget af fossile brændsler (for at nedbringe CO2-udsendelsen)
• Særlige stoffer, der skal undgås ved indkøb (f.eks. PVC, CFC, tungmetaller, ozonlagnedbrydende stoffer)
• Mindst mulig sundhedsrisiko.

3. Flere har også valgt at knytte et ønske om mindst mulig miljøbelastning i hele produktets livscyklus, dvs. ved produktion, brug og bortskaffelse.³⁴
4. Særlige krav eller ønsker om miljømærker (Svanen, Blomsten og Der Blaue Engel), økologimærker (Ø-mærket) og genbrugsmærker.
5. Særlige krav eller ønsker om miljøcertificering (EMAS og ISO 14001) samt miljøpolitik hos virksomheder.
6. En tidsplan f.eks. med fastlæggelse af indsatsområder indtil et bestemt årstal (f.eks. 2000, 2005 osv.).

13.2 Eksempler på grøn indkøbspolitik

Som nævnt varierer det en del fra kommune til kommune, fra amt til amt, hvordan man vælger at opstille en grøn indkøbspolitik. I det følgende ses uddrag fra grønne indkøbspolitikker fra kommuner og amter.

Eksempel 1(uddrag):

"… Kommunes indkøbsarbejde gennemføres efter nedenstående 10 indkøbsnøgler³⁵:
1.2.1 Miljø/økologi
… Kommune prioriterer miljø og økologi meget højt. Alle produkter, der indkøbes, bør fra leverandørens side være miljøbeskrevet, ligesom … Kommunes indkøbere foretrækker leverandører, der er miljøcertificerede – frem for andre.

Dette er i 1996 ikke realistisk, idet kun meget få virksomheder har miljøcertificering. Og kommunen kan ikke fungere uden forsyninger.

… Kommune vil derfor understrege vigtigheden af, at miljøcertificeringer gennemføres. Virksomheder, der udarbejder miljøredegørelser, vil, indtil certificeringen foreligger, blive foretrukket som leverandører. Sammen med de nuværende leverandører, der ikke lever op til dette krav, udarbejdes der handlingsplaner over en tidsperiode for sikring af nødvendig tid til omstilling.

… Kommunes miljøgruppe vil være rådgivende for Kommunens indkøbsorganisation i overvejelser omkring miljøkrav og –udvikling."

Eksempel 2 (uddrag):

"Vi vil:

• Prioritere miljøhensyn på linie med økonomi, funktion, kvalitet, service og leveringssikkerhed
• Efterspørge produkter, som er vurderet "fra vugge til grav" og som i det samlede forløb belaster miljøet mindre end tilsvarende produkter
• Træne, uddanne og rådgive amtets indkøbere, så de kan tage miljøhensyn ved indkøb."

Eksempel 3 (uddrag):

"Det er kommunalbestyrelsens mål at fremme bæredygtighedsprincippet og lade dette indgå den fremtidige tværgående planlægning. Derfor skal indkøberne være opmærksomme på, at der foretages miljøbevidste indkøb....Indkøb foretages miljøbevidste ved, at der indkøbes produkter med mindst mulig miljøbelastning i fremstillings-, forbrugs- og bortskaffelsesfasen. Varen skal endvidere have et lavt energiforbrug og udgøre den mindst mulige sundhedsrisiko."

Eksempel 4 (uddrag):

"Målsætning:
De fire … kommuner ønsker med en fælles miljøvenlig indkøbspolitik aktivt at arbejde for at nedsætte miljøbelastningen og fremme en udvikling og anvendelse af mindre miljøbelastende produkter og tjenesteydelser.

Strategi:
Dette søges opnået gennem en bevidst inddragelse af miljøforhold ved indkøb af produkter og tjenesteydelser dels fra private som offentlige virksomheder. Der bør sikres, at miljøbelastningen er så lille som mulig i hele produktets livscyklus, som omfatter: Miljødesign, råstofudvinding, produktion, planlægning, transport, forbrug, bortskaffelse og genanvendelse, optimal levetid.

Kommunerne har til hensigt at udarbejde handlingsplaner for opfyldelse af målsætningen.

Hvilke retningslinier skal der gælde for indkøb af produkter og tjenesteydelser?

Kommunerne bør sikre, at alle produkter og tjenesteydelser overholder de af danske myndigheder fastsatte retningslinier og krav. Derudover skal kommunerne arbejde hen imod, at alle produkter har et af de nedennævnte officielle miljømærkningsordninger: EU Miljømærkeordning, Nordisk Råds Miljømærkeordning, "Der blaue Engel" Miljømærkeordning, Ø-mærket."

Eksempel 5 (uddrag):

"… Kommunes indkøbspolitik er grøn, dvs. at der så vidt muligt handles efter økologiske principper. Dette skal forstås bredt – ud fra devisen at økologi er sund fornuft men hensyn til naturressourcerne på lang sigt – og omfatter således produkterne i hele deres "livscyklus". …, skal disse generelle retningslinier inddrages i indkøbsarbejdet:

1. Tag miljøhensyn i alle indkøb;…
2. Opprioriter miljøforhold ved produkter, hvor det samlede køb udgør en væsentlig miljøbelastning. Større indkøb bør fremtidssikres ved særlig hensyn til miljøforhold.
3. Køb efter behov;…
4. Bed brugergrupper om at formulere kvalitets- og miljøkrav, og spørg så leverandøren, om han kan opfylde dem.
5. Bed altid leverandøren oplyse produkternes miljø- og arbejdsmiljøforhold; forlang dokumentation for sammensætning eller indhold af problematiske stoffer, ….
6. Søg supplerende, uvildig information og sørg for at have opdateret viden og aktuelle data.
7. Se efter produkter med anerkendt og dokumenteret miljømærke….
8. Inddrag driftsomkostninger og miljømæssige omkostninger ved forbrugsstoffer og tænk også på energi- og vandforbruget ved drift.
9. Vælg produkter med optimal holdbarhed og undersøg garantier og muligheder for reparation, inden produktet kasseres.
10. Stil miljøkrav ved udbud af tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver.
11. Udform udbudsmaterialet hensigtsmæssigt i forhold  til EU-reglerne;…"

13.3 Hvad er med til at sikre en realisering af en grøn indkøbspolitik?

Faktorer, der kan sikre realisering

I de gennemførte interviews peges på flere ting, der kan være med til at sikre en realisering af en grøn indkøbspolitik:

• Indsatsen skal prioriteres gennem allokering af ressourcer. Det er ikke muligt - eller går i hvert fald langsomt - at realisere en målsætning, hvor der ikke er afsat ressourcer til indhentning af viden, efteruddannelse, koordinering m.v.
• Det er vigtigt, at ansvarsfordelingen er klar fra starten. Herunder styrker det indsatsen, at der er en koordinator.
• Det styrker processen, hvis der er en eller flere ildsjæle - dvs. personer, der virkelig brænder for idéen. Ildsjælene går typisk foran og prøver nye ting af. De kan virke som inspiration for andre. Hvis man er så heldige at have nogle medarbejdere i institutioner eller forvaltninger, der synes, at grønne indkøb er en rigtig god idé, er det derfor oplagt at støtte disse personer.
• Som led i implementeringen af den grønne indkøbspolitik er der kommuner og amter, der vælger at udarbejde en indkøbsguide/-vejledning, indkøbshåndbog eller lign., der indeholder retningslinier for, hvordan de decentrale indkøbere skal forholde sig til indkøbssituationen - dvs. gennemføre de grønne indkøb. Typisk vil indkøbsguiden også indeholde de "grønne" ramme- eller indkøbsaftaler, der er indgået og være et egentligt indkøbskatalog.

13.4 10 gode råd – fra teori til praksis

I pjecen "Grøn indkøbspolitik i kommunerne", der er en del af det samlede projekt, og som udkom i forbindelse med afholdelse af konferencen "Indkøb for milliarder", er der oplistet 10 gode råd til, hvordan man kommer fra teori til praksis. Selv om pjecen er udarbejdet med kommunerne som målgruppe, er rådene også aktuelle for amter. De 10 gode råd gengives her:

1. Brug andre kommuners erfaringer
På nuværende tidspunkt er der høstet mange erfaringer med grønne indkøb rundt om i kommunerne – erfaringer, der kun venter på at blive brugt. I stedet for at starte helt fra bunden er det en god idé at kontakte indkøbere i kommuner, der arbejder med grønne indkøb. Langt de fleste vil gerne bidrage med råd og dåd, eksempler på indkøbsaftaler, informationsmateriale og lignende.

2. Samarbejd på tværs af kommunegrænser
En del kommuner samarbejder allerede på tværs af kommunegrænser enten i formelle indkøbssamarbejder eller som led i erfaringsudveksling -–f.eks. mellem nabokommuner. En af de store fordele ved at samarbejde er, at man systematisk og forholdsvis hurtigt kan opbygge en viden om miljøforhold i forhold til forskellige produktgrupper.

3. Inddrag kommunens miljøfolk
Ingen kan være eksperter på alle områder, og der er ingen, der på forhånd forlanger af en indkøber, at hun eller han skal kunne alt om miljøforhold. Derfor er det en god idé for indkøberen at etablere et samarbejde med miljømedarbejderne i kommunen, f.eks. når der skal stilles miljøkrav, eller når leverandørens svar skal vurderes.

4. Tag udgangspunkt i de officielle miljømærker
Særlig for de decentrale indkøbere i institutioner, der ofte ikke har en miljøfaglig baggrund, kan det være en god idé at starte med at købe ind efter de officielle miljømærker, Blomsten og Svanen. Det er hurtigt og nemt, og stiller ingen krav om efteruddannelse.

5. Start i det små, sæt realistiske mål og gå systematisk til værks
Start med at vælge nogle få produktgrupper ud – gerne nogle, der allerede er erfaringer med i andre kommuner, f.eks. rengøringsmidler, møbler og inventar, kontorartikler, elartikler eller fødevarer. Når man først har nogle erfaringer, er det lettere at gå videre og efterhånden inddrage flere varer eller tjenesteydelser.

6. Synlighed og information er med til at sælge idéen
Der er mange personer, der både skal være indforståede og deltage aktivt, når kommunen skal realisere en grøn indkøbspolitik. Der er derfor vigtigt, at alle med indkøbskompetence er informerede om kommunens mål med grønne indkøb og de retningslinier, der skal købes ind efter.

7. Brug Miljøstyrelsens miljøvejledninger til indkøbere
Miljøvejledningerne er et godt udgangspunkt, når indkøberne i kommunen skal stille krav til producenter og leverandører. Miljøvejledningerne indeholder oplysninger om de vigtigste miljøhensyn, gode råd før indkøbet samt et checkskema. Der er udgivet baggrundsdokumentation til hver miljøvejledning. Miljøvejledningerne er gratis, og omfatter bl.a. produktgrupperne: Kopimaskiner, komfurer, skrive- og kopipapir, handicaphjælpemidler og ark-offset.

8. Tag udgangspunkt i Indkøbs Services rammekontrakter
Indkøbs Service har udarbejdet er række rammekontrakter, hvor miljøforhold er indarbejdet (f.eks. informationsteknologi, møbler og inventar, kontor og papir, samt rengøringsmidler). Rammekontrakterne kan være en genvej for kommuner, der ønsker at købe grønne produkter.

9. Inddrag grønne indkøb i miljøinitiativer, der allerede er i gang i kommunen
Grønne indkøb hænger tæt sammen med kommunens øvrige miljøindsats. Er der allerede taget initiativ til energi- og miljøstyring, er grønne indkøb et naturligt led heri. Grønne indkøb kan også tages op som en del af kommunens lokal Agenda 21-indsats.

10. Der skal være en koordinator
Sidst, men ikke mindst, er det nødvendigt, at der er en person, der er ansvarlig eller koordinator for de grønne indkøb. Hvis kommunen i forvejen har en indkøbschef, er det oplagt at lade ham eller hende være ansvarlig. Der er også eksempler på kommuner med en decentral indkøbsstruktur, der vælger at lade Agenda 21-koordinatoren eller miljøstyringsmedarbejderen være tovholder. Uanset hvilken løsning, der vælges, er det vigtigt med en person, der koordinerer indsatsen.

________________________
Fodnoter:
34  Der er dog nogle kommuner og amter, der på grund af udbudsdirektiverne stiller spørgsmål ved om det overhovedet er muligt. En kommune har gennemført en særlig variant af "vugge til grav"; her har man valgt at forpligte leverandørerne, sådan at leverandører af produkter også er ansvarlige for bortskaffelse og genbrug/oparbejdning af produkter.
35  I citatet nævnes kun en. De 10 indkøbsnøgler har overskrifterne: Miljø/økologi, Leverandørforhold, Samhandelsforhold, Medarbejderindflydelse, Borgerinddragelse, Udviklingskontrakter, Mellemkommunalt samarbejde, EU-udbud, Service, Lokale indkøb.

14. Anbefalinger om en fremtidig indsats for grønne indkøb i kommuner og amter

14.1 Dokumentation og registrering af indsatsen
14.2 Informations-, kursus- og efteruddannelses- aktiviteter
14.3 EU-udbudsreglerne – afklaring af mulighederne for at stille miljøkrav
14.4 Organisering af indkøb i kommuner og amter, herunder netværk
14.5 Fortsat udvikling af "værktøjer" til indkøbere
14.6 Lister over grønne produkter
14.7 Information som modtræk til rygter

Styregruppens anbefalinger

Styregruppen er på baggrund af undersøgelsens resultater kommet med følgende anbefalinger om, hvordan en fremtidig indsats for grønne indkøb i kommuner og amter kan styrkes. Der er i anbefalingerne ikke taget hensyn til, hvordan den nærmere tilrettelæggelse af aktiviteter m.v. skal foregå, om det er muligt inden for en kort tidshorisont, samt hvordan aktiviteterne skal prioriteres.

14.1 Dokumentation og registrering af indsatsen

Forudsat at miljøhensyn er medtaget i kommunens eller amtets indkøbs- eller rammeaftaler, er det i dag muligt for en del kommuner og amter, at redegøre for i hvor høj grad miljøhensyn er inddraget ved indkøb. Den enkelte kommune eller det enkelte amt kan bede leverandørerne om f.eks. en gang årligt at afrapportere, i hvor høj grad indkøbsaftalerne er blevet brugt af institutioner og forvaltninger, og hvor stort et beløb der er købt ind for under de enkelte varegrupper. Det samme er muligt, hvis kommunen eller amtet anvender Indkøbs Services rammekontrakter. I takt med, at elektroniske indkøb (EDI) vinder frem, vil det efter al sandsynlighed blive væsentlig lettere at registrere og dokumentere, hvor stor en del af indkøbene, der er "grønne".

Med mindre alle amtets eller kommunens indkøb foregår via indkøbsaftaler eller lign., vil leverandørernes afrapportering kun dække en del af de samlede indkøb, idet en større eller mindre del af indkøbene foretages i den enkelte institution uden om indkøbsaftaler. Der er altså tale om minimumstal.

I mange kommuner og amter er budgetansvaret og dermed indkøbene blevet lagt ud til institutionerne. Med mindre kommunen eller amtet har ansat en indkøbskoordinator, indkøbschef eller lign., der gør det muligt for institutionen at anvende centrale indkøbsaftaler samt koordinerer indsatsen, vil det være institutionen selv, der skal registrere indkøbene.

En del – især mindre – kommuner samt enkelte amter arbejder endvidere ikke systematisk med indkøb og indgår derfor heller ikke indkøbsaftaler. For disse kommuner er det ikke muligt uden en ekstraordinær indsats her og nu at registrere og dokumentere, i hvor høj grad miljøhensyn inddrages ved indkøb.

Der er behov for et udviklingsarbejde, sådan at det bliver muligt for kommuner og amter på en enkel og ubureaukratisk måde at registrere andelen af grønne indkøb. En registrering kan både bruges i forhold til en ekstern afrapportering f.eks. som led i et grønt regnskab og internt f.eks. i forbindelse med en opgørelse af, om politiske målsætninger nås. I udviklingen af dokumentationsværktøjer skal man være opmærksom på, at ikke alle vil være interesserede i at offentliggøre/afrapportere direkte på indkøbsaftaler.

Det anbefales,
at der centralt tages initiativ til udvikling af værktøjer, som kommuner og amter kan anvende i forbindelse med registrering og dokumentation af andelen af grønne indkøb. I udviklingen af værktøjerne bør der tages hensyn til, at registreringen og dokumentationen skal foregå på en let, fleksibel og ubureaukratisk måde. Derudover bør der tages højde for, at kommuner hhv. amter har forskellig organisering af indkøbene, hvilket sætter krav til, at registrerings"værktøjet" kan anvendes i forskellige indkøbsstrukturer, samt at det skal være muligt at tilpasse dokumentationen til de politiske målsætninger (f.eks. om indsatsområder), de enkelte kommuner og amter har opstillet.

14.2 Informations-, kursus- og efteruddannelsesaktiviteter

Behov for vidensopbygning

Et stort antal medarbejdere i kommuner og amter har indkøbskompetence. Af undersøgelsen fremgår det, at der er et behov for vidensopbygning hos både centrale og decentrale indkøbere, men at behovet er størst hos de decentrale, dvs. ikke-faguddannede, indkøbere. Vidensopbygningen kan ske både gennem information og forskellig kursusaktivitet, herunder temadage.

Der er udarbejdet forskelligt informationsmateriale til indkøbere. Her kan f.eks. nævnes:

• Bedre miljø gennem indkøb – Håndbog til miljø- og energibevidst indkøb i det offentlige
• Miljøvejledninger til indkøbere (se senere)
• Grøn Informations faktablade, der giver grønne råd om produkter
• Debatpjecen om Grøn indkøbspolitik i kommunerne, der er udgivet i forbindelse med dette projekt.

Derudover er der kommuner og amter, der selv har udarbejdet informationsmateriale.

Der kan imidlertid konstateres et udækket behov for information til offentlige indkøbere. I forhold til de centrale indkøbere drejer det sig især om information om registrering og dokumentation af de grønne indkøb, mens de decentrale indkøbere vurderes at kunne have god brug for en kortfattet, informativ pjece om grønne indkøb.

Oplysningskampagne

Udover ovennævnte forslag bør det overvejes, om der er brug for en generel informationsindsats, f.eks. i form af en oplysningskampagne om grønne indkøb, der sigter på en holdningspåvirkning af befolkningen som sådan. En oplysningskampagne må forventes at have en afsmittende effekt på de kommunale og amtskommunale engagement og indsats for grønne indkøb.

Kurser og temadage

Det har i de senere år været muligt for både centrale og decentrale indkøbere at deltage i kurser og temadage om grønne indkøb udbudt i f.eks. IKA- eller MIOS-regi. Derudover har konsulentfirmaer, AMU (Efteruddannelsesudvalget for statsligt uddannede) samt kommuner og amter også selv arrangeret kurser, temadage m.v.

De kurser, der udbydes til indkøbere i kommuner og amter vurderes til generelt at have en høj og tilfredsstillende standard. Med undtagelse af AMU-kurserne anses prisen dog i mange tilfælde at være for høj, hvilket er en reel hindring for deltagelse for specielt decentrale indkøbere. En lavere pris for deltagelse i temadage om grønne indkøb vil efter al sandsynlighed betyde større deltagelse af både centrale og decentrale indkøbere.

Hvis alle medarbejdere med indkøbskompetence i kommuner og amter skal have mulighed for at deltage i en eller anden form for efteruddannelse i grønne indkøb, er det nødvendigt med et samspil af flere ting; først og fremmest skal grønne indkøb prioriteres politisk i de enkelte amter og

kommuner. Dernæst vil det betyde et løft, hvis Miljøstyrelsen økonomisk støtter udvikling af efteruddannelsesaktiviteter, og endelig vil det styrke indsatsen, hvis flere faglige organisationer i højere grad prioriterede grønne indkøb og f.eks. tilbød kurser om grønne indkøb til deres medlemmer.

Det anbefales,
at der udarbejdes informationsmateriale til decentrale indkøbere. Informationsmaterialet bør have karakter af en kortfattet pjece indeholdende en inspirationsliste, som indkøberne selv kan plukke af. Derudover bør behovet for information til indkøbere i fremtiden undersøges.

Det anbefales endvidere,
at der udarbejdes en pjece til de centrale indkøbsansvarlige i kommuner og amter om registrering og dokumentation af inddragelse af miljøhensyn ved indkøb.

Endelig anbefales det,
at Miljøstyrelsen støtter udvikling af (regionale) temadage og kurser, således at deltagergebyret bliver holdt på et minimum. Derudover bør muligheden af, at få faglige organisationer, der er tilknyttet det offentlige arbejdsmarked til at sætte grønne indkøb på dagsordenen, herunder at tilrettelægge kursusaktiviteter om grønne indkøb for medlemmerne, undersøges.

14.3 EU-udbudsreglerne – afklaring af mulighederne for at stille miljøkrav

Reglerne for offentlige udbud af henholdsvis varer, tjenesteydelser, samt bygge og anlæg er uklare med hensyn til mulighederne for at stille miljøkrav. Indkøbere i både stat, amter og kommuner har derfor i flere år afsøgt grænserne for, hvad der er muligt.

Det virker urimeligt, at kommuner og amter i øjeblikket kan risikere sagsanlæg fra virksomheder, der er stillet miljøkrav til, fordi EU’s regler og praksis på området er uklare. I kommuner og amter er der derfor også udtrykt ønske om at få nogle klare retningslinier for, hvornår et indkøb, hvor der er stillet miljøkrav, er i overensstemmelse med EU-reglerne for offentlige udbud.

Kommissionen arbejder i øjeblikket med at få nogle klarere og mere enkle regler for offentlige udbud, herunder også retningslinier for det offentliges mulighed for at stille miljøkrav. Det er dog på ingen måde givet, hvad udfaldet af dette arbejde bliver.

Det er styregruppens håb, at det bliver muligt at stille miljøkrav til produkterne i hele livscyklussen, herunder også til produktionsprocesser, sådan at indkøberne kan stille miljøkrav, der går videre, end hvad virksomhederne skal leve op til ifølge de enkelte landes lovgivning. Det er endvidere håbet, at der også i forbindelse med udbud af tjenesteydelser (herunder også rådgivning) bliver vidtgående muligheder for at stille miljøkrav.

Det anbefales,
at Miljøstyrelsen fortsat arbejder på at få afklaret, hvilke muligheder offentlige indkøbere har for at stille miljøkrav og for i øvrigt lade miljøforhold vægte ved udbud af varer og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsprojekter.

Det anbefales endvidere,
at Miljøstyrelsen tager initiativ til at formidle, hvilke muligheder der er for at stille miljøkrav i forbindelse udbud af tjenesteydelser.

Endelig anbefales det,
at Miljøstyrelsen i samarbejde med Erhvervsministeriet får miljøkrav ind i standardbetingelserne for udbud af tjenesteydelser.

14.4 Organisering af indkøb i kommuner og amter, herunder netværk

I både kommuner og amter er der en tendens til en øget decentralisering af ansvar og budgetter til de enkelte institutioner. Det betyder – som tidligere nævnt – at indkøb varetages af den enkelte institution.

Erfaringen fra både kommuner og amter er, at der imidlertid kan være god fornuft i at koordinere indkøbene og dermed indsatsen for grønne indkøb. Der er brug for, at der er en medarbejder, der kan koordinere indsatsen og f.eks. stå for udarbejdelse af indkøbsaftaler, hvor miljøkrav er indarbejdet, tilrettelægge og gennemføre informations- og efteruddannelsesaktiviteter, samt løbende følge op og bistå de decentrale indkøbere.

Miljøstyrelsen har lagt op til, at offentlige grønne indkøb prioriteres i det nye Program for Renere Produkter m.v., sådan at det bliver muligt for amter og kommuner at søge støtte til f.eks. efteruddannelsesaktiviteter, ansættelse af "grønne" indkøbskoordinatorer m.m.

Det har i undersøgelsen vist sig, at samarbejde på tværs af kommunegrænser eller med amtet om indkøb eller miljø virker fremmende på indsatsen for grønne indkøb. Specielt for mindre kommuner kan samarbejde med andre kommuner nogle gange være en forudsætning, men også større kommuner og amter har høstet fordele af samarbejde og netværk.

Hvis kommunen ikke har ressourcer til at ansætte en indkøbskoordinator, kan et samarbejde på tværs af kommunegrænser også give en mulighed for at få ansat en koordinator, der kan varetage de grønne indkøb.

Det anbefales,
at Miljøstyrelsen og Miljørådet for renere produkter under det nye Program for Renere Produkter prioriterer at yde tilskud til ansættelse af koordinatorer af grønne indkøb i kommuner og amter.

14.5 Fortsat udvikling af "værktøjer" til indkøbere

Både miljømærker og miljøvejledninger ses som væsentlige elementer i amter og kommuners muligheder for at realisere grøn indkøbspolitik. Miljømærkerne (herunder også Ø-mærket) nyder generelt stor tillid blandt indkøberne, og mange ser dem som vejen til grønne indkøb for decentrale indkøbere.

Miljøvejledningerne spås især at få betydning for de centrale indkøbere, men her er man generelt også glade for dem. Det er derfor styregruppens anbefaling, at Miljøstyrelsen fortsætter arbejdet med at udvikle nye miljøvejledninger til indkøbere. Udover de planlagte miljøvejledninger, foreslås det desuden at udvikle miljøvejledninger om udbud af tjenesteydelser (se ovenfor) samt retningslinier for miljøkrav i forbindelse med byfornyelse, nybyggeri og anlæg.

Det anbefales,
at Miljøstyrelsen fortsætter udarbejdelsen af miljøvejledninger til offentlige indkøbere, samt at denne indsats gerne forstærkes.

Derudover anbefales det,
at det undersøges, hvordan mulighederne for at stille miljøkrav ved udbud bedst formidles. Derudover bør der tages initiativ til at formidle og evt. opstille retningslinier for at stille miljøkrav i forbindelse med byfornyelse, nybyggeri og anlæg til indkøbere.

14.6 Lister over grønne produkter

Mange indkøbere i både kommuner og amter angiver manglende viden om muligheder og produkter som en stor barriere for at gennemføre grønne indkøb. Dette skal ses i sammenhæng med, at det samtidig er vanskeligt for mange indkøbere at stille miljøkrav og efterfølgende at vurdere besvarelser fra virksomheder og leverandører om miljøforhold.

Der er ingen tvivl om, at det ville være langt mindre besværligt for de offentlige indkøbere (både centrale og decentrale) at vælge og indkøbe "grønne" produkter, hvis der var lister over de mest miljøvenlige produkter. På denne måde ville hver enkelt indkøber slippe for at "opfinde den dybe tallerken", hvilket nogle gange – når der tales om grønne indkøb – kan være en ret omstændelig proces.

I forbindelse med udarbejdelse af lister over grønne produkter skal opmærksomheden i øvrigt henledes på projektet "Det Grønne IndkøbsNet", som Indkøbs Service har igangsat i dette efterår. Formålet med projektet er at udvikle og etablere en internetside om grønne indkøb og om miljøkrav til udvalgte produktgrupper.

Styregruppen er opmærksom på, at det ikke er problemfrit at udarbejde lister, der anbefaler bestemte produkter, men i erkendelse af det udbredte ønske, der er blandt offentlige indkøbere, bør muligheden alligevel overvejes. Hvordan det nærmere design kan være (f.eks. om listerne skal være tilgængelige på Internettet), samt hvordan de reelle muligheder er for at udarbejde lister over grønne produkter, tager styregruppen ikke stilling til.

Det anbefales,
at der tages initiativ til udarbejdelse af en liste over grønne produkter. En liste kunne f.eks. indeholde en oversigt over miljømærkede produkter.

14.7 Information som modtræk til rygter

Urigtige oplysninger om miljøforhold

Der har været flere tilfælde af, at der har cirkuleret urigtige oplysninger om produkters reelle miljøvenlighed. Grunden til, at rygterne opstår, skal sandsynligvis søges i, at der altid vil være en miljøbelastning ved en produktion – og har man afhjulpet en form for miljøbelastning, er det muligt, at der opstår en ny. Hvorvidt den nye miljøbelastning er større end den gamle, og hvorvidt de "nye oplysninger" om produkters miljøvenlighed er korrekte eller ej, kan være svært at afgøre for udenforstående uden speciel indsigt i det pågældende produkts produktionsmetode m.v.

Det anbefales,
at der f.eks. gennem fagblade og lign. informeres i de tilfælde, hvor forkerte oplysninger om produkters miljøbelastning cirkulerer, sådan at der ikke opstår uheldige misforståelser eller usikkerhed om miljøvenlige produkters reelle miljøvenlighed.

Bilag 1: Spørgeskema til kommuner om grønne indkøb

Bilag 2: Spørgeskema til amter om grønne indkøb

Bilag 3: Spørgeskema til borgmestre om indkøbspolitik

Bilag 4: Spørgeskema til kommuner om indkøbspolitik

Litteratur

Amtsrådsforeningen, Energistyrelsen, Indkøbs Service A/S, Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen, 1995. Bedre miljø gennem indkøb. Håndbog til miljø- og energibevidst indkøbspolitik i det offentlige.

Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen, 1998. Se www.kl.dk. Pjece: Grøn indkøbspolitik i kommunerne.

Miljøstyrelsen, 1992. Miljøprojekt nr. 197. Grønne indkøb i amter og kommuner.

Kommunernes Landsforening, 1998. Pjece: Indkøb for milliarder – udfordringer til fremtiden.

Miljøstyrelsen. (udkommer løbende om forskellige emner). Se www.mst.dk. Miljøvejledninger til offentlige indkøbere.