Vandmiljø-99
1. Indledning
Ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1987 blev der etableret et overvågningsprogram,
der skulle eftervise effekterne af de reguleringer, der dengang blev besluttet.
Vandmiljøplanens overvågningsprogram er tidligere blevet revideret i 1992. Den seneste
revision af overvågningsprogrammet fandt sted i 1997-1998 og resulterede i
igangsættelsen af det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003, i
daglig tale NOVA-2003.
Til varetagelsen af den overordnede drift af overvågningsprogrammet er der nedsat et
såkaldt Aftaleudvalg. Medlemmer af udvalget er Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune,
Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Skov- og
Naturstyrelsen samt Miljøstyrelsen, der varetager formandsskabet og
sekretariatsfunktionen.
1.1 Hvad er NOVA-2003?
NOVA-2003 er et program for overvågning af vandmiljøet i Danmark. Programmet er
beskrevet i Miljøstyrelsen (1999a).
Indholdet af NOVA-2003 er fastlagt i en overordnet programbeskrivelse (Miljøstyrelsen,
1999a). Programbeskrivelsen suppleres af en række tekniske anvisninger, hvori alle
metoder mv. er angivet plus et paradigma, hvori kravene til overførsel af data og
rapportering i øvrigt er beskrevet.
Med igangsættelsen af NOVA-2003 i 1998 har overvågningen udviklet sig fra at være
specifikt rettet mod at eftervise effekterne af Vandmiljøplanen til nu at omfatte
miljøkvalitet i bredeste forstand i det danske grund- og overfladevand. Denne udvikling
skyldes først og fremmest at overvågningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er
blevet opprioriteret. Desuden skyldes det at prøvetagningsstrategien er optimeret inden
for de enkelte dele af programmet.
I NOVA-2003 dækker betegnelsen miljøfremmede stoffer over egentlige menneskeskabte
stoffer og naturligt forekommende stoffer. Sidstnævnte gruppe er strengt taget ikke
miljøfremmede, men indgår i overvågningsprogrammet fordi de forekommer i
koncentrationer over baggrundsniveau. En stor del af de miljøfremmede stoffer kan
benævnes miljøfarlige eller -skadelige, fordi stoffernes egenskaber (giftighed,
nedbrydelighed eller bioakkumulerbarhed) gør dem farlige for miljøet. Ved tungmetaller
forstås i NOVA-2003 både de metaller og uorganiske sporstoffer, der indgår ud over de
stoffer og forbindelser som indgår overvågningen af næringsstoffer mv.
Hovedparten af overvågningen udføres af amterne. De statslige aktiviteter omfatter
målinger på de ekstensive havstationer, måling og beregning af nedfaldet fra
atmosfæren og drift af 27 stationer til måling af vandføring.
Under tilrettelæggelsen af NOVA-2003 er der tilvejebragt en sammenhæng mellem på den
ene side programmets hoved- og delformål og på den anden side de aktiviteter, der
udføres. Programmet omfatter følgende faglige delområder:
- punktkilder (tilledninger og udledninger til vand og jord),
- atmosfæren (nedfald til havet),
- landovervågning (påvirkninger, transporter og tab),
- grundvand (tilstand, påvirkninger og ressourcebalance),
- søer (tilstand og påvirkninger),
- vandløb (tilstand, påvirkninger og stoftransport), og
- marine områder (tilstand, påvirkninger og stoftransporter).
For effektivt at kunne dokumentere en påvirkning fra en forurening og effekterne af de
mange planer, iværksatte foranstaltninger og effekterne heraf, er det nødvendigt, at
kunne filtrere de naturlige variationer fra. Det er derfor afgørende at kende den
naturlige variation af vejret og de størrelser, som indgår i vandkredsløbet - både på
kort og langt sigt. Dette forudsætter dels, at man har et godt kendskab til de
størrelser, som indgår i vandets kredsløb, dels at have relativt lange tidsserier af de
miljøvariable, der indgår i overvågningen af vandmiljøet.
Figur 1.1
Kvælstofkredsløbet (efter Miljøstyrelsen, 1984 og 1990).
Se her
Figur 1.2
Fosforkredsløbet (efter Miljøstyrelsen, 1984 og 1990).
Se her
Prøvetagningsfrekvenserne for de mangeartede analyser mv. under NOVA-2003 er
fastlagt, så der i fornødent omfang bliver taget højde for den naturlige variation.
Hertil kommer at mange af tidsserierne efterhånden har en udstrækning, der muliggør
statistiske analyser med et højt styrkeniveau.
I regi af NOVA-2003 er der lagt vægt på kvaliteten af den metode mv., hvormed den
enkelte måling bliver udført - det være sig en kemisk analyse eller en måling af
fysiske eller biologiske forhold. I forbindelse med revisionen i 1997-1998 blev det
konstateret, at en række miljøfremmede stoffer endnu ikke er omfattet af laboratoriernes
rutinemæssige analyser. Derfor vil en række stoffer først indgå i NOVA-2003 fra år
1999, 2000 og 2001.
1.2 Rapportering af NOVA-2003
Rapporteringen af NOVA-2003 er tilrettelagt med henblik på:
- at opgøre og beskrive de væsentligste menneskelige og naturlige påvirkninger,
- at beskrive den aktuelle miljøtilstand og udviklingen heri samt årsagssammenhænge,
- at sammenholde resultaterne af overvågningen med de overordnede politiske
målsætninger for vandmiljøets tilstand og for nedbringelse af forureningen. I amternes
rapporter og i den sammenfattende nationale rapportering anvises, hvordan der politisk
eller administrativt kan arbejdes for et renere vandmiljø.
Rapporteringen af overvågningsprogrammet består i perioden 1999-2004 af en årlig
normalrapportering, af iltsvindsrapporter og af 4 tværgående temarapporter.
Normalrapporteringen finder sted på følgende 3 niveauer:
- Amternes rapportering omfatter følgende delprogrammer: landovervågning, grundvand,
vandløb og kildebække, søer, punktkilder og marine områder. Amternes rapporter skal
være en teknisk-faglig vurdering af resultaterne og skal, i det omfang det er relevant,
indeholde en vurdering af, i hvilket omfang de regionale målsætninger for vandmiljøet
er opfyldt.
- Den landsdækkende faglige rapportering finder sted for følgende delprogrammer:
landovervågning, grundvand, vandløb og kildebække, søer, punktkilder, marine områder
og atmosfærisk nedfald. Rapporterne indeholder faglige vurderinger af de indsamlede
oplysninger om vandmiljøet.
- Den sammenfattende vandmiljøredegørelse, udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen og
Miljøstyrelsen, gør status over vandmiljøets tilstand og vurderer på et
fagligt/administrativt grundlag resultaterne og effektiviteten af Vandmiljøplan I og II
og andre tiltag for et renere vandmiljø.
Grundlaget for Vandmiljø-99 er de aktiviteter der gennemføres inden for de enkelte
delprogrammer. Da NOVA-2003 ikke udgør et fuldstændigt grundlag for vurdering af
udledningerne og miljøtilstanden, er der i redegørelsen anvendt oplysninger fra det
øvrige tilsyn med vandmiljøet.
De årlige vandmiljøredegørelser, som er en del af normalrapporteringen, vil i
programperioden blive suppleret med 4 selvstændige temarapporter. Her vil
overvågningsresultaterne blive vurderet på tværs af de enkelte del-programmer. Der er
aftalt følgende tidsplan for temarapporteringerne:
2001: Vandets kredsløb, kvælstof og fosfor
2002: Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
2003: Biologisk tilstand og udvikling
2004: Resultaterne af 15 års vandmiljøovervågning
I regi af NOVA-2003 bliver der udarbejdet iltsvindsrapporter med en fast turnus i
"iltsvindsperioden" (august, september og oktober). Rapporterne, der er fælles
dokumenter fra amterne, Danmarks Miljøundersøgelser og Miljøstyrelsen, offentliggøres
som pressemeddelelser og på NOVA-hjemmesiden.
1.3 Hvor kan jeg læse mere?
Yderligere oplysninger om NOVA-2003 kan findes på programmets hjemmeside på
web-adressen http://www.mst.dk/nova. Her findes den samlede beskrivelse af programmet samt
links til de institutioner, der indgår i samarbejdet om overvågningen af det danske
vandmiljø.
Vandmiljø-99 sammenfatter på et overordnet niveau resultaterne af overvågningen.
Mere udførlige vurderinger af data findes i de landsdækkende faglige rapporter for de
enkelte delprogrammer (se litteraturlisten).
Desuden kan oplysninger om vandmiljøets tilstand og det generelle arbejde med at
begrænse forureningen findes i Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1999 (Miljø- og
Energiministeriet, 1999).
Alle de nævnte rapporter kan bestilles ved henvendelse til de respektive institutioner
eller i Miljøbutikken (se registreringsbladet, for adresse og telefonnummer).
|