[Forside] [Indhold]

Renere teknologi og miljøledelse i træ- og møbelbranchen

Projektartikel

Renere teknologi og miljøledelse i træ- og møbelbranchen

Nyt værktøj til møbelbranchen

"Praktisk anvendelse af renere teknologi og miljøledelse i træ- og møbelbranchen" er et værktøj til træ- og møbelbranchen, der skal lette arbejdet med at indføre renere teknologi og miljøledelse i virksomhederne. I forkortet form hedder værktøjet samlingen af indsatslister, og den er udarbejdet af

Dansk Teknologisk Institut

COWI Rådgivende Ingeniører AS

Midtjydsk Teknologi-Center

i samarbejde med og finansieret af Rådet for genanvendelse og mindre forurenede teknologi.

Baggrund

Ideen til "Indsatslisten" opstod på baggrund af en efterspørgsel på praktiske data om renere teknologi fra medlemmer i Herning Snedkerlaug. Medlemmerne ønskede større gennemskuelighed omkring renere teknologi og miljøledelse.

Formål

Projektets formål blev herefter:

  • at indsamle eksisterende resultater inden for renere teknologi i træ- og møbelbranchen
  • at udarbejde praktiske og håndterbare indsatslister over konkrete renere teknologieksempler med referencer, som virksomheder kan have tillid til
  • at få afprøvet indsatslisterne på de 9 virksomheder, som har forpligtet sig til at forholde sig til materialet
  • at få udbredt anvendelse af de eksisterende renere teknologier i branchen med udgangspunkt i erfaringer med de 9 virksomheder via netværk i branchen og de udarbejdede indsatslister
  • at formidle succeshistorier om eksempelvis ressourcebesparelser, øget konkurrenceevne og øget medarbejderinvolvering

Processen med indsamling af den eksisterende viden indledtes med, at de ni deltagende virksomheder blev besøgt for at fastlægge niveauet for arbejdet med renere teknologi og miljøledelse. Herefter blev der udarbejdet en liste over mulige indsatser for branchen og den emnemæssige afgrænsning blev fordelt på i alt 7 hovedkategorier:

  1. Træbearbejdning/procesteknologi
  2. Energibesparelser
  3. Overfladebehandling
  4. Materialeoptimering
  5. Affaldshåndtering
  6. Grønne produkter/livscyklus
  7. Miljøledelse

 

Resultater

Branchens virksomheder og projektets styregruppe har lige fra starten af projektet været meget fokuseret på, at det udarbejdede materiale ikke måtte være en gentagelse af de traditionelle rapporter omkring renere teknologi og miljøledelse. Samlingen af indsatslister består derfor af 37 konkrete projekter vedrørende renere teknologi eller miljøledelse, som er gennemført i virksomheder i træ og møbelbranchen., Ved at slå op i listen kan man for eksempel se, hvordan man kan håndtere "UV-lakering – valsepåføring", "Polsterlimning", " Afbrænding af opløsningsmiddeldampe", "Kantlister", "Bejdsning" – for blot at nævne en lille del af emnerne.

For hvert af indsatsområderne kan man hente oplysninger om for eksempel "Pay-back", den konkrete leverandør og virksomhed samt til relevant litteratur om emnet. Man kan yderligere få oplysninger om energi, arbejdsmiljø, kvalitet, affald, investering og generelle bemærkninger.

Gør arbejdet lettere

Virksomhederne i projektet understreger, at listerne letter både ledernes og medarbejdernes muligheder for at arbejde med miljø og arbejdsmiljø i virksomheden, og listerne hjælper ledelsen med at få sat gang i renere teknologi og miljøledelse. I konklusionen på en rundspørge blandt de involverede parter hedder det, at branchens virksomheder har været meget tilfredse med oplysningerne i samlingen af indsatslister. Der er, ifølge virksomhederne og de deltagende brancherepræsentanter i styregruppen, stor tilfredshed med opbygningen og strukturen i samlingen af indsatslister.

Et par citater fra rapporten understreger virksomhedernes tilfredshed:

  • "Indsatslisternes opbygning er meget god og overskuelig", M.P. Låger.
  • "Det er meget vigtigt, at det er et dynamisk værktøj", Kilsgaard Døre A/S.
  • "Det er væsentligt, at der er detaljerede økonomi oplysninger", Invita køkkener A/S.
  • "En god måde at få ideer frem", Sunds Møbelfabrik A/S.
  • "Meget interessant og informativ materiale/værktøj", Compo Tech A/S

Formidling og det videre arbejde

Fasen med formidling af projektet har vist, at der er stor interesse for det blandt både producenter, leverandører, myndigheder og uddannelsesinstitutioner. Der er blevet spurgt efter en abonnementsordning på indsatslisterne. Der har også fra udlandet været interesse for indsatslisterne. I projektet er der skabt en model, som er velegnet til formidling af viden om renere teknologi og miljøledelse, og styregruppen såvel som arbejdsgruppen konkluderer, at den er velegnet til løbende opdatering, vedligeholdelse og supplering.


[Forside] [Indhold] [Top]