[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Vandgenvinding ved fotografiske processer hos CEWE COLOR DK

5. Driftserfaringer

5.1 Driftsjournal fra indkøringen
5.2 Sammenfatning af driftserfaringer

Anlægget blev installeret hos CEWE COLOR i april 1999, og fra starten af maj har man benyttet anlægget til daglig rensning af spildevandet. I perioden 04.05-17.08.1999 er en række væsentlige driftsdata samlet i en driftsjournal, som er vist i bilag 14. Vi vil her se nærmere på disse driftsdata og vurdere anlægget og dets funktion. Anlægget er vist på to billeder i bilag 15.

5.1 Driftsjournal fra indkøringen

Driftsjournalen (bilag 14) indeholder oplysninger om:

  • Dato og tidspunkt
  • Sølvkoncentration i tilgang, efter filter I og i afløb
  • pH i afløb
  • SRP doseringsforhold (g SRP pr. g sølv)
  • Akkumuleret antal m3 samt m3/dag gennem anlægget
  • Tilført sølvmængde i g pr. dag
  • Øvrige oplysninger

I observationsperioden har tilløbet til anlægget varieret en hel del. Det fremgår af fig.5.1, hvor m3/dag og g sølv pr. dag er vist for de første 70 driftsdage. I fig.5.2 er anført både sølvkoncentrationen i tilløbet samt den totale sølvmængde.

wpe75.jpg (146900 bytes)

Fig.5.1: Daglig vandmængde og sølvmængde angivet i tilløb til renseanlæg for perioden 01.05-17.08.1999.

image988.jpg (40123 bytes)

Fig.5.2: Daglig sølvkoncentration og sølvmængde angivet i tilløb til renseanlæg for perioden 01.05-17.08.1999.

Vandmængden svinger fra 0,3 til 5,0 m3/dag. I hele perioden er der behandlet 168 m3 svarende til 2,4 m3/dag i gennemsnit.

Sølvkoncentrationen i tilløbet er nogenlunde stabil. Den svinger fra 28 til 80 mg/l med en gennemsnitsværdi for hele perioden på 35 mg/l.

Sølvmængden i tilløbet svinger fra 30 til 270 g/dag. I hele perioden er der tilført 5917 g sølv svarende til 85 g/dag i gennemsnit.

SRP-doseringen har varieret fra 11,0 til 12,5 g SRP pr. g sølv. Det svarer til et samlet forbrug i hele perioden på ca. 70 kg. Det har ligesom ved vores forsøg være nødvendigt at dosere lidt mere SRP end opgivet af Fuji Hunt (8,3 g SRP pr. g sølv) for at opnå en tilstrækkelig effektiv udfældning af sølv.

Forbruget af svovlsyre har i hele perioden været så beskeden som 8,3 kg 44% svovlsyre svarende til 50 g pr. m3 spildevand.

Erfaringer med posefilter og filterpatroner viser, at der skal tømmes filterposer efter behandling af 30-60 m3 vand afhængig af vandets sølvindhold og det sluttryk, man vælger at skifte ved. Filterposerne indeholder ved tømningen slam af mudderagtig konsistens med ca. 15% tørstof. Slammet lufttørres, før det sendes til oparbejdning.

Filterpatroner i patronfilter I skal typisk udskiftes efter rensning af 20-25 m3 spildevand. Her er det nødvendigt at udskifte alle 14 patroner, når trykket bliver uacceptabel højt. Patronerne i patronfilter II er langt mindre belastet med slampartikler, og de har kørt i et halvt år uden udskiftning.

Ser vi på kvaliteten af det rensede vand, så fremgår sølvkoncentrationen og pH-værdien af fig.5.3 og fig.5.4.

image987.jpg (43211 bytes)

Fig.5.3: Sølvkoncentration (mg/l) i stikprøver af det rensede spildevand ved udløb til kloak i perioden 01.05-17.08.1999.

wpe7A.jpg (146489 bytes)

Fig.5.4: pH-registrering i udløbet fra renseanlægget for perioden 01.05-17.08.1999.

5.2 Sammenfatning af driftserfaringer

Der har i perioder været indkøringsproblemer med anlægget, så man ikke har opnået den optimale renseeffektivitet, men det mener CEWE COLOR i dag efterhånden at have kontrol over. Der er gennemført en række mindre justeringer af driftsrutinerne. Sammenholdt med øget kendskab til anlæggets opbygning - herunder de særlig problematiske processer - har man i dag fuld kontrol og forståelse for, hvordan man opnår det mest optimale resultat, både renseteknisk og driftsmæssigt.

Det bedste resultat opnås, når anlægget ikke presses for hårdt. Kører man med flow på 0,6 til 0,8 m3/ i stedet for de maximale 1,2 m3/h falder trykket i hele systemet. Patronfiltre og filterposer kan så klare 60 m3 vand, og der opnås en bedre og mere stabil renseeffekt for sølv.

Renseeffektiviteten har været meget svingende i indkøringsperioden. Sølvkoncentrationen har i 75% af tiden ligget under 0,5 mg/l - mange dage endda betydelig lavere. I 1993 var den totale årlige sølvudledning ca. 10 kg. I dag er den reduceret til 0,8 kg/år svarende til en reduktion på 92%.

Anlægget giver tilsyneladende ikke helt så god renseeffekt for sølv, som vi opnåede på forsøgsanlægget. Dette forhold skyldes nok flere faktorer.

På forsøgsanlægget blev der doseret SRP til alt spildevandet sammen med en vis mængde returslam. Her doseres umiddelbart kun SRP 40% af vandet, som så senere efter fældning og flokkulering blandes med de resterende 60% af vandet. Returslammet doseres imidlertid til alt spildevandet. Ved vore forsøg fandt vi ud af, at man opnåede en klar forbedret udfældning af sølv, når vi efterdoserede lidt SRP i arbejdstanken. Her anvendes ingen efterdosering, og man har heller ikke en egentlig arbejdstank. Separationstanken er det, der kommer nærmest det, som vi kalder en arbejdstank, men funktionen er nu langt fra det samme.

Det ser ud til, at forbruget af SRP både hænger sammen med doseringsmetoden (som nævnt ovenfor) og spildevandets indhold af jern. Fotografisk spildevand med blegefiksér indeholder store mængder jern, som også forbruger SRP ved fældningsprocessen. Efter observationsperiodens afslutning er CEWE COLOR stort set stoppet med at bruge blegefiksér, og det har herefter været muligt at reducere SRP-doseringen fra ca. 12 g pr. g sølv til 9 g uden nedsat renseeffektivitet. Det har ikke været muligt tidligere.

Med hensyn til vandforbruget er CEWE COLOR dog nået meget langt, idet vandforbruget til fremkaldelse af film og billeder er blevet reduceret betydeligt. Før projektet startede i 1993 var vandforbruget til filmfremkaldelse 0,87 liter pr. meter film. I dag er forbruget nede på 0,35 l/m svarende til en vandbesparelse på 60%. Tilsvarende var vandforbruget til fremkaldelse af billeder tidligere 3,6 liter pr. m² papir. I dag er det 1,8 l/m², hvilket svarer til en vandreduktion på 50%.

Alt i alt kan vi konkludere, at det nye renseanlæg med SRP-fældning af sølv giver en langt mere effektiv rensning af fotografisk spildevand, end hvad der hidtil har været muligt. Anlægget er i øjeblikket det eneste i verden, som benytter SRP-fældning. Kombineret med de øvrige miljøforbedringer og vandbesparende tiltag, som CEWE COLOR har gennemført sideløbende med projektarbejdet, har virksomheden i dag nået et godt samlet resultat. Det er fuldt på højde med de mål, der var sat op, da man gik i gang med dette renere teknologi projekt - på visse punkter endda lidt bedre.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]