[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Genvinding af afvaskningsmidler i den grafiske branche

8. Alternative oprensningsmetoder

8.1 HIAB-metode
8.2 Druck Chemie

Under projektforløbet er der dukket to kommercielle metoder op til oparbejdning af affald fra afvaskning. Disse to metoder sælges sammen med vaskemidlerne, således at kunden får et totalkoncept. De to metoder bliver kort beskrevet som følger:

8.1 HIAB-metode

Denne regenereringsmetode er baseret på vakuumdestillation. Metoden er begrænset til kun at kunne håndtere flygtige vaskemidler, dvs. den begrænser sig til mineralske produkter. Der henvises til bilag 4 for nærmere beskrivelse.

Fremgangsmåden kan beskrives som følger:

1. Der isættes en teflonpose i varmebeholderen på inddamperen.
2. Affaldsemulsionen fyldes i varmebeholderen på inddamperen.
3. Temperatur og timer indstilles på de ønskede værdier.
4. Anlægget tændes, og den mineralske fase destilleres over i slutbeholderen.
5. Slutbeholderen tømmes.
6. Temperatur og timer indstilles på nye værdier.
7. Anlægget tændes og vandet destilleres over i slutbeholderen.
8. Teflonpose med farverester og andet ikke destillerbart fjernes fra varmebeholderen.

Efter genvindingen af vaskemidlet tilsættes en foreskrevet mængde emulgatorblanding, da overskud af emulgator ender i posen sammen med de øvrige affaldsprodukter.

Løsningsmetoden er god, da den er simpel og uden mange håndteringer. Størstedelen af vaskemidlet bliver genvundet, men alle emulgatorer går tabt.

Al vand bliver destilleret, hvilket bevirker, at det kan bruges næsten ukritisk igen.

Det har ikke været muligt at få rigtige driftsdata fra leverandøren, så derfor må der henvises til bilagene angående økonomien ved denne anlægstype.

Den største ulempe ved dette anlæg er, at det ikke kan anvendes til vegetabilske afvaskere på grund af deres høje kogepunkter.

Anlægget synes at være en acceptabel løsning de steder, hvor man anvender mineralsk baserede vaskemidler, dvs. de steder hvor teknologien udviklet i dette projekt af økonomiske grunde ikke er attraktiv.

8.2 Druck Chemie

Dette afvaskningskoncept omfatter både kemi og maskine. Også her er det ideen at levere en totalløsning. Se bilag 5.

Principperne i oprensningsmetoden er baseret på rene fysiske enhedsoperationer. Metoden begrænses af, at den kun kan håndtere tungtflygtige (vegetabilsk baserede afvaskere), samt af at affaldsblandingen skal være demulgerende, dvs. at emulsionen er selvspaltende efter nogen tid.

Selve regenereringsanlægget er meget simpelt. Det består reelt af mekanisk filtrering gennem flere fysiske filtre med opsplitning af de to faser. Alle fysiske forureninger fanges af filtrene, som med passende mellemrum skal udskiftes. Vandfasen passerer 3 olieudskillere og til slut en aktiv kulfiltrering.

Fremgangsmetoden kan beskrives på følgende måde:

1. Affaldsemulsionen fyldes i første beholder.
2. Emulsionen presses gravimetrisk gennem et grovfilter, hvor en del af de partikulære forureninger fjernes.
3. Emulsionen er allerede på dette tidspunkt splittet, således at en simpel olieudskiller fungerer som den fysiske adskiller.
4. Vandfasen passerer gennem filter og aktiv kul - enten til lagertank eller til kloak.
5. Oliefasen passerer tilsvarende gennem filter til lagertank.

Efter genvindingen af vaskemidlet tilsættes en foreskrevet mængde emulgatorblanding, da en del af emulgatoren forsvinder med vandfasen.

Løsningsmetoden er god, da den er simpel og ikke kræver mange håndteringer. Størstedelen af vaskemidlet bliver genvundet.

Det har ikke været muligt at få oplyst rigtige driftsdata fra leverandøren. Derfor må der henvises til bilagene angående økonomien ved denne anlægstype.

Den største ulempe ved dette anlæg er, at metoden kun er anvendelig til affaldsemulsioner der er demulgerende. Dette er efter alt at dømme en meget stor begrænsning ved metoden.

Metoden kan ligeledes ikke anvendes til letflygtige produkter.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]