1. Forord

1. Forord
    Kronik af miljø- og energiminister Svend Auken:  Miljøbistand til eksamen

1. Forord

Af miljø- og energiminister Svend Auken

Perspektiver for dansk miljøbistand i Østeuropa

Den danske miljøstøtteordning skal ses i et internationalt perspektiv. Kun hvis vi udmønter miljøstøtten i et tæt samspil med de enkelte lande og har øje for udviklingen i landenes muligheder samt styrker og svagheder hos andre donorlande og de internationale finansieringsinstitutioner, vil vi lykkes med miljøstøtteordningen. Den eksterne evaluering fra 1998 af den danske øststøtte viser heldigvis, at vi i høj grad er på rette spor.^[1]

Optagelsen i EU af de øst- og centraleuropæiske kandidatlande præger i stadig højere høj grad den europæiske dagsorden og dermed også den danske miljøbistand. Kandidatlandene har forpligtet sig til at påtage sig EU’s politiske målsætninger og at implementere EU’s lovgivning på miljøområdet. Derfor er den danske miljøbistand i disse lande i stadig stigende grad målrettet mod at gøre landene i stand til at leve op til EU’s miljøkrav. Allerede i dag er op mod halvdelen af øststøtten rettet mod EU-approximation, og i de kommende år vil der i stigende grad blive videreformidlet erfaringer fra den danske miljøadministration på nationalt, regionalt og lokalt niveau med henblik på at styrke østlandenes egne institutioner.

Det fremtidige EU-medlemsskab er en betydelig drivkraft for disse landes indsats, og vi vil fra dansk side medvirke til at fremme processen mest muligt ved at støtte EU kandidatlandene med at identificere gode miljøprojekter og sikre en optimal udnyttelse af de betragtelige midler, der bliver stillet til rådighed for tilnærmelsesprocessen fra EU.

Samtidigt bliver forskellen i indsatsen på miljøområdet mellem specielt de lande, der søger om optagelse i EU, og de der ikke gør, stadig mere markant. Der er en reel risiko for, at der sænker sig et nyt miljømæssigt jerntæppe mellem det udvidede EU og resten af Europa.

Derfor bliver den næste meget store udfordring at sikre den miljømæssige integration af Rusland, Ukraine og de øvrige tidligere Sovjetrepublikker. Med miljøstøtten kan vi i høj grad bidrage til et bedre samarbejde mellem de centraleuropæiske lande og staterne længere mod øst, som også skal bringes til at opfylde deres miljøforpligtelser. Mange af landene i Østeuropa har undertegnet de samme internationale aftaler som Danmark, og vi kan med miljøstøtten hjælpe dem med at leve op til aftalerne. Det er den vej den paneuropæiske miljøproces går, og den vej vil vi fortsat følge fra dansk side.

Danmark skal imidlertid ikke alene samarbejde med de enkelte modtagerlande. Vi skal fortsætte det internationale miljøsamarbejde, for kun her igennem kan vi være med til at præge den miljøpolitiske udviklingsproces i øst såvel som vest til gavn for miljøet i hele Europa. Vi er aktive deltagere i det internationale miljøsamarbejde om Østeuropa, hvor vi samarbejder med EU, OECD, FN og de internationale finansieringsinstitutioner. Endvidere deltager vi i Østersø-samarbejdet og i det nordiske miljøsamarbejde. Gennem dette samarbejde vil vi fortsat være med til at sætte miljøet på dagsordenen i Østeuropa. Det er i dette perspektiv, vi skal se miljøstøtten.

Miljøbistand til eksamen

v/miljø- og energiminster Svend Auken.^[2]

En ekstern evaluering af den danske miljøbistand til Østeuropa viser, at pengene er givet ganske godt ud.

Da muren faldt i Berlin i 1989, og da de øvrige kommunistiske lande faldt fra hinanden i de efterfølgende år, blev den ny tid hilst velkommen. Et mørkt kapitel i Europas historie var bragt til ende, hvor europæerne havde været holdt adskilt fra hinanden, og hvor basale menneskerettigheder var blevet undrtryukt i den ene halvdel af Europa.

Glæden og forventningen over de nye muligheder, som pludselig åbnede sig, var enorm, men samtidig var der også en erkendelse af, at opgaven på mange måder ville blive meget svær. På en række områder skulle de nye lande hjælpes videre, hvis de skulle kunne komme på fode igen.

Et af de områder, som det danske Folketing besluttede sig for at satse på i forbindelse med hjælpen til de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa, var miljøbistanden. En del af denne bistand er nu blevet evalueret, nemlig den såkaldte miljøstøtteordning, der administreres af Miljøstyrelsen.

I juli 1997 igangsatte Miljøstyrelsen en ekstern evaluering af den danske miljøstøtteordning for Østeuropa fra ordningens start i 1991 til udgangen af 1996. Evalueringen er gennemført af lektor Mikael Skou Andersen fra Aarhus Universitet i samarbejde med PLS Consult og KPMG C. Jespersen. Evalueringsholdet har interviewet samtlige danske projektledere, 47 udvalgte projekter er analyseret i detaljer, og holdet har besøgt otte af de 12 samarbejdslande i Østeuropa og interviewet myndigheder, interessenter og uafhængige eksperter. Når de 47 udvalgte projekter får karakterer, bliver 35 af projekterne karakteriseret som tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende, 8 som mindre tilfredsstillende og 4 som utilfredsstillende. Efter nogle begyndervanskeligheder i de første par år af støtteordningens levetid er det glædeligt, at så mange af projekterne får gode karakterer, og at evalueringsholdet konkluderer, at miljøbistanden nu har fundet en tilfredsstillende form.

På en række områder kommer evalueringen med spændende anbefalinger til arbejdet i de kommende år. Jeg vil ikke her gå i detaljer med evalueringens resultater, men f.eks. lægges der op til, at vi skal blive bedre til at måle de faktiske miljøeffekter af projeterne. Evalueringens anbefalinger vil selvfølgelig indgå i Miljø- og Energiminsteriets løbende tilpasning af indsatsen på området.

Men rapporten giver anledning til en række umiddelbare bud på de fremtidige perspektiver for den danske miljøbistand til Østeuropa.

Udviklingen i Østeuropa går rivende hurtigt og kræver hele tiden, at miljøstøtteordningen tilpasses hertil. Man må derfor også holde sig for øje, at evalueringen kun omfatter perioden frem til og med 1996, og at den tager udgangspunkt i den bilaterale støtte til de enkelte modtagerlande.

Danmark samarbejder ikke kun med de enkelte modtagerlande. Vi er aktive deltagere i det internationale miljøsamarbejde om Østeuropa, hvor vi samarbejder med EU, OECD, FN og de internationale finansieringsinstitutioner; vi deltager i Østersøsamarbejdet og i det nordiske miljøsamarbejde osv. Gennem dette samarbejde har vi som den størtste bilateriale donor – både absolut og i forhold til indbyggertal – været med til at sætte miljøet på dagsordenen i Østeuropa.

Et tegn på dette er, at danske miljøprojekter i Østeuropa har skabt grundlag for, at de internationale finansieringsinstitutioner har givet lån for i alt 6 milliarder kr. til miljøformål i landene, at landene på egen hånd har valgt af medfinansiere en stor del af projektomkostningerne. Projekterne har desuden ført til en betydelig eksport af dansk miljøteknologi.

Vi skal fortsætte det internationale miljøsamarbejde, for kun herigennem kan vi være med til at præge den miljøpolitiske udviklingsproces i øst såvel som vest til gavn for miljøet i hele Europa. I den sammenhæng var den 4. pan-europæiske miljøministerkonference i Århus i juni en vigtig milepæl, og miljøstøtteordningen skal ses i sammenhæng hermed.

Blandt de vigtigste resultater i Århus var underskrivelsen af offentlighedskonventionen, også kaldet Århus-konventionen, om brugernes miljørettigheder. Konventionen vil betyde en væsentlig udvidelse af almindelige borgeres og græsrodsbevægelsers adgang til at påvirke de miljøpolitiske beslutningsprocesser; den er en stor udfordring for de fleste lande, og den danske miljøbistand bør medvirke til implementering af denne konvention i Østeuropa.

Også de to nye protokoller på luftområdet (den ene om tungmetaller og den anden om svært nedbrydelige organiske forbindelser) samt vedtagelse af en strategi for udfastning af bly i benzin i hele Europa, var vigtige tiltag på konferencen med at sikre vedtagelse af en væsentlig hurtigere udfasning af bly i benzin i langt størsteparten af landene end den tidsfrist, der er angivet i Tungmetalprotokollen. Danmark har støttet udarbejdelsen af nationale udfasningsplaner for bly i benzin i en række østlande, og vi vil fortsat hjælpe østlandene med at nå så hurtig en løsning som muligt af dette alvorlige miljøproblem

Et parallelt eksempel er den danske bistand til de østeuropæiske landes opfyldelse af Montreal-protokollen om udfasning af ozonnedbrydende stoffer. Med en dansk støtte på kun 10 mio.kr. til udarbejdelse af nationale handlingsplaner er det lykkedes at bane vejen for gavebistand på 700 mio.kr. fra den globale miljøfacilitet (Global Evntionment Facility) til dækning af de østeuropæiske landes meromkostninger ved omstilling af deres køleskabsfabrikker og andre CFC-brugende industrier til CFC-fri teknologi. Denne bistand har reelt været med til at eliminere 20% af verdens samlede forbrug af ozonnedbrydende stoffer.

Men Århus-konferencen viste også, at der fortsat er lang vej før miljøhensyn reelt bliver en integreret del af sektorpolitikken, f.eks. på sektorerne energi, landbrug og transport. Jeg mener, vi skal styrke den sektorintegrerede miljøindsats, ligesom beskyttelse af de store naturrigdomme i Østeuropa er en opgave, der må prioriteres stadig højere. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve Østersø-initiativet, hvor landene omkring Østersøen arbejder på at skabe en regional Agenda 21 for Østersøen med bæredygtig udvikling for en række sektorer, herunder energi, landbrug, transport og skovbrug. Det bliver mere og mere vigtigt at se den danske miljøstøtteordning i internationalt perspektiv og i et samspil med de enkelte landes egne muligheder og med styrker og svagheder hos andre donorlande og de internationale finanseringsinstitutioner. Vi må bevare fleksibiliteten i den danske ordning – blandt andet fordi differentieringen mellem landene er blevet større – mellem de lande, der søger om optagelse i EU og dem, der ikke gør; mellem ansøgerlande i første og anden række; mellem landene i nord og landene i syd, mellem “gamle” lande og og nye lande, herunder de centralasiatiske republikker og det tidligere Jugoslavien; mellem demo-kratier og lande, hvor demokratiet forsat har særdeles svære vilkår.

Inden for den næste årrække vil optagelsen i EU af de østeuropæiske kandidatlande i høj grad præge den europæiske dagsorden. Disse østlande har forpligtet sig til at påtage sig EU’s politiske målsætninger og at implementere EU’s lovgivning på miljøområdet. Det er derfor vigtigt, at den danske bistand i disse lande er målrettet mod EU’s miljøkrav, og at vi i størst mulig omfang videreformidler vore erfaringer fra den danske miljøadministration på nationalt, regionalt og lokalt niveau med henblik på at styrke østlandenes egne institutioner.

I vort daglige samarbejde med østlandene oplever vi, at det fremtidige EU-medlemskab er en betydelig drivkraft for disse landes indsats på miljøområdet. Vi må forvente betydelige miljømæssige gevinster, når landene effektivt er i stand til at efterleve EU’s miljøkrav, og vi kan fra dansk side medvirke til at fremme processen mest muligt. Og vi skal udnytte vores fleksibilitet ved at støtte EU-tilnærmelseslandene med at identificere gode miljøprojekter og sikre en optimal udnyttelse af de betragtelige midler, der bliver stillet til rådighed for tilnærmelsesprocessen fra EU.

Landene i Centraleuropa er ved at blive hægtet på det miljøpolitiske tog, og indtil nu har hovedparten af den vesteuropæiske interesse været rettet mod dem. Den næste meget store udfordring bliver den miljømæssige integration af Rusland, Ukraine og de øvrige tidligere Sovjetrepublikker. Der skal stræbes efter et bedre samarbejde mellem de centraleuropæiske lande og staterne længere mod øst, som også skal bringes til at opfyldes deres miljøforpligtelser. Det er den vej den pan-europæiske miljøproces går, og den vej må vi følge.

Den Rådgivende Komité for Miljøstøtteordningen var i september i år i Rusland. Her fik medlemmerne et førstehåndsindtryk af de alvorlige miljømæssige og økonomiske problemer, landet står over for. Her såvel som i de øvrige russisk talende områder berører miljøproblemerne direkte den offentlige sundhed. Hvor vi for bare ½ år siden troede, at en økonomisk stabilisering havde bidt sig fast i Rusland på trods af store vanskeligheder, forventer IMF nu et fald i landets nationalprodukt på 6% for 1998, og vi har formentlig kun set toppen af isbjerget.

Ruslands økonomiske krise bevirker, at det bliver endnu sværere at tilvejebringe den nødvendighed nationale medfinansiering af miljøprojekterne, og krisen sætter også sit præg på de andre østeuropæiske lande. Men vi har en forpligtelse til fortsat at hjælpe Rusland og de andre tidligere Sovjetrepubolikker – af hensyn til menneskers sundhed, af hensyn til miljø såvel lokalt som globalt, og sidst – men ikke mindst – for at skabe den sikkerhed, vi alle ønsker.

Noter:

1. Bilag 3

2. Kronik i Berglingske Tidende, den 5. november 1998