[Forside] [Indhold] [Tilbage] [Næste]

Effekt af tilsætning af Petrotech til dieselolieforurenet jord

Sammenfatning og konklusioner

Petrotech

Petrotech er et yderst effektivt brandslukningsmiddel, der er forholdsvist miljøvenligt, idet det ikke indeholder giftstoffer eller ozonlagsnedbrydende komponenter. Det er imidlertid dyrere end de almindelige brandslukningsmidler. Produktet er blevet angivet at forøge bionedbrydningen af oliestoffer. Med henblik på at undersøge hvorvidt det således kan anvendes til at fremme bionedbrydningen af olie ved on site jordrensning, blev der udført et feltforsøg med rensning af dieselolieforurenet jord i miler.

Rapportens indhold

Rapporten indeholder resultaterne af forforsøg til afklaring af de analytiske problemer ved tilsætning af Petrotech til dieselolieforurenet jord samt effekten af Petrotech på fordampningen og udvaskningen af kulbrinter fra jorden og et on site feltforsøg til afklaring af Petrotechs effekt på bionedbrydningen af dieselolie i jord. Moniteringen af feltforsøget inkluderede følgende parametre:

  • Kulbrinter i jord
  • Ilt
  • Temperatur
  • pH
  • Vandindhold
  • Respirationstests (iltforbrugsbestemmelser)
  • Mineraliseringstests (mineralisering af hexadecan)
  • Kimtal ved 21°C på jorden
  • Tælling hexadecannedbrydende bakterier i jorden.

Jorden

Den dieselolieforurenede jord blev efter opgravning ved Høvelte kaserne transporteret til Sandholmlejren til brug ved feltforsøget. De 20 tons forurenet jord blev manuelt iblandet 5 tons sand for at forbedre permeabiliteten, idet jorden var mere leret end forventet. Den blandede jord blev udlagt i to flade bunker med en højde på 20-40 cm. Der blev tilsat Petrotech til den ene af de to bunker.

Resultater af forforsøg

Forforsøgene har vist, at Petrotech ikke interfererer med analysen af kulbrinter og ikke forøger fordampningen eller udvaskningen af kulbrinter i forurenet jord. Derfor kunne feltforsøget udføres, uden at der blev taget særlige forholdsregler omkring fordampning og udvaskning.

On site feltforsøg

Petrotech resulterede ikke i en forøget bionedbrydning af dieselolien i jorden i løbet af forsøgsperioden på 90 dage udfra koncentrationen af kulbrinter i jorden.

Driftsmæssige forhold

Driftsmæssigt forløb forsøget som planlagt, idet det lykkedes at undgå begrænsning af f.eks. ilt. Det lykkedes også på en tilfredsstillende måde at homogenisere 20 tons forurenet jord.

Forsøg uden begrænsning af mikrobiel aktivitet

Respirationsforsøget i laboratoriet, der blev startet på dag 0, forløb over 125 dage. Den mikrobiologiske aktivitet fortsatte gennem hele forsøget uden at stoppe på grund af eksempelvis mangel på næringssalte.

Løbende monitering

Herunder gives et par eksempler på sammenhængen mellem nogle af de parametre, der blev målt i løbet af feltforsøget:

  • Under det meste af forsøgsperioden blev der målt et iltforbrug på 5-10 ml ilt/(dag kg TS), som svarer til en omsætning af 4,2-8,3 mg kulbrinter/(dag kg TS), hvis ilten kun benyttes til omsætning af kulbrinter, og 50% af kulstoffet indbygges i bakterierne. Under de forudsætninger burde der være omsat 370-750 mg kulbrinter/kg TS. Denne størrelsesorden passer måske med, hvad der er blevet fjernet i de to jordbunker (afhængig af tolkningen af værdierne for kulbrintekoncentrationen i jorden).
  • Der var en stor forskel på iltforbruget fra dag 0 til dag 10 i jorden med Petrotech og jorden uden på grund af nedbrydningen af Petrotech. Der var ingen forskel i mineraliseringshastigheden ved dag 0, hvilket heller ikke var forventeligt, fordi antallet af hexadecannedbrydende bakterier ved starten af forsøget var ens i jordbunkerne. Nedbrydningen af Petrotech de første 10 dage medførte en lidt højere mineraliseringshastighed på dag 13 i jorden med Petrotech i forhold til jorden uden, hvilket indikerer et større antal af hexadecannedbrydende bakterier. Jorden med Petrotech bevarer den højere mineraliseringshastighed både på dag 42 og dag 90. Mineraliseringstestene peger således på en positiv effekt af tilsætningen af Petrotech på nedbrydningen af olie. Den positive effekt reflekteres imidlertid ikke i en forøget fjernelse af olie fra jorden ifølge de målte kulbrintekoncentrationer. Årsagen kan være, at jordens indhold af olie ikke er biotilgængeligt i samme grad som hexadecanen, der tilsættes til mineraliseringsforsøgene.

 


[Forside] [Indhold] [Tilbage] [Næste] [Top]