[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Phytooprensning af metaller

1. Indledning

1.1 Baggrund
1.2 Formål

1.1 Baggrund

Tungmetalforureninger i jord er problematiske, fordi de fleste tungmetaller er toksiske, selv når de optræder i lave koncentrationer i jordmiljøet. Desuden optræder tungmetaller som "ikke nedbrydelige" grundstoffer, relativt hårdt bundet til og i jord, hvilket resulterer i, at metallernes opholdstider i jorden er meget lange, oftest flere hundrede år. På grund af den hårde binding til jorden er de desuden vanskelige at fjerne, og det er vanskeligt at rense jorden for metallerne.

For tiden findes der i dansk regi ikke kommercielt tilgængelige metoder til oprensning af tungmetalforurenet jord bortset fra elektrokinetik, som er en teknik under afprøvning. Derudover deponeres jorden på kontrollerede lossepladser eller i specialdepoter, hvilket er miljøbelastende, da det kræver afgravning og transport, uden at der opnås forbedring af jordens kvalitet. I "Program for teknologiudvikling" indgår tungmetalforurenet jord som et af indsatsområderne, især jord forurenet med bly, cadmium, krom, arsen, nikkel, zink, kobber og kviksølv. Programmet angiver, at der for at mindske mængden af metalforurenet jord, der skal deponeres på lossepladser, bør ske en udvikling af metoder til rensning af metalforurenet jord.

I 1997 blev der gennemført et projekt under teknologiudviklingsprogrammet, som omfattede en systematisk gennemgang af mulige metoder til håndtering af tungmetalforurenet jord. Under danske forhold skal relevante oprensningsmetoder helst kunne oprense moderate koncentrationer af flere metaller i blanding, oprense blyforureninger samt håndtere relativt lerede jorde. Af de gennemgåede metoder synes blandt andet phytooprensning af have et potentiale.

Miljøstyrelsen har under teknologiudviklingsprogrammet efterfølgende givet foreløbigt tilsagn om afprøvning af phytooprensningsteknologien på i alt 4 metalforurenede lokaliteter i henholdsvis Bornholms, Fyns, og Ringkøbing amter samt i Københavns Kommune. Af hensyn til den egentlige afprøvning af teknologien på de udvalgte lokaliteter har Miljøstyrelsen foreslået igangsættelsen af et forprojekt med henblik på at forbedre grundlaget for en eventuel afprøvning i felten. Denne rapport beskriver resultaterne af forprojektet. Projektet er udført i 1998 og 1999 af VKI i samarbejde med Afdeling for Plantevækst og Jord, Danmarks JordbrugsForskning.

1.2 Formål

Formålet med projektet er at tilvejebringe et forbedret vidensgrundlag vedrørende den praktiske oprensning af tungmetalforurenet jord ved hjælp af planter, herunder

  • udpegning af plantearter, der er særligt egnede til phytooprensning under danske forhold,
  • tilvejebringelse af en større viden om jordbundsforholdenes betydning og forureningens karakter for metodens effektivitet,
  • forbedring af det faglige grundlag for gennemførelse af afprøvninger af phytoekstraktion af metaller i feltskala.

 


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]