[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Typetal for Nitratudvaskning

Indledning

Gennem de sidste 20 år er der gennemført et intensivt forsknings- og forsøgsarbejde med henblik på at beskrive årsagerne til variationen i kvælstofudvaskningen fra landbrugsjorden. Dette arbejde har afsløret, at kvælstofudvaskningen er en kompleks funktion af mange parametre; af såvel parametre, der er knyttet til jordbunden på lokaliteten, klimatiske faktorer som den givne landbrugspraksis. Resultaterne har givet anledning til udvikling af modeller, hvor udvaskningen kan beregnes. Afprøvningen af disse modeller viser, at de kun kan forklare en del af variationen i udvaskningen, dels fordi der er en vis måleusikkerhed på udvaskningerne, ligesom der er usikkerhed på de anvendte inputdata, og dels fordi der for alle modellers vedkommende er en række parametre, der - selvom de påvirker udvaskningen - ikke er inkluderet i modellen.

Landskontoret har i 1995 beregnet typetal for nitratudvaskningen under forskellige jord-, klima- og driftsforhold i landbruget ( Miljøstyrelsen 1995). Datagrundlaget var dengang modelberegnede værdier for nitratudvaskningen på ca. 400 marker i kvadratnettet i årene 1989-1991. Nitratudvaskningen blev her beskrevet som en funktion af sædskiftet, tilførsel af husdyrgødning, jordtype og udnyttelsesprocent for kvælstof i husdyrgødning. Siden 1989-91 er der sket en meget markant udvikling i landbrugspraksis og heraf navnlig en ændring i gødskningspraksis.

Med nærværende arbejde søges udvaskningstallene opdateret med hensyn til de ændrede driftsforhold i landbruget, der er gældende efter implementering af Vandmiljøplan II. De angivne værdier for nitratudvaskningen i rapporten er "typetal", der som tidligere beskriver udvaskningen som funktion af jordtype, sædskifte og tilførsel af husdyrgødning. Typetallene angiver det mest sandsynlige niveau for nitratudvaskningen under de givne forhold. Typetallene er gennemsnitsværdier, som dækker over store forskelle i nitratudvaskningen fra enkeltmarker, som skyldes en stor variation i alle de parametre, der ikke er inddraget i beregningerne.

De opdaterede typetal er baseret på modelberegninger og resultater af målinger. Typetallene er derfor helt afhængige af de anvendte modeller og af forudsætningerne for modelberegningerne. Opmærksomheden henledes på, at såvel modeludvikling som målinger er gennemført med en anden landbrugspraksis end den, der er gældende i dag. Resultater af modelberegninger og målinger er i typetallene søgt korrigeret til den landbrugspraksis, der er gældende efter implemenrtering af Vandmiljøplan II.

Udvaskningen og koncentrationen af kvælstof i det afstrømmende jordvand er beregnet i det vand, der strømmer ud af rodzonen. Koncentrationerne af nitrat fra rodzonen siger ikke noget om, hvorvidt der kan produceres drikkevand med et tilstrækkeligt lavt nitratindhold på arealerne. Der vil altid ske en reduktion af nitrat under transporten fra rodzonen til de grundvandsmagasiner, hvorfra vandindvindingen sker.


[Forside] [Indhold] [Top] [Forrige] [Næste]