[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Bilvaskehaller

Bilag 8 - Eksempler på vilkår i tilslutningstilladelser

Eksempler på vilkår i tilslutningstilladelser

I dette bilag gives eksempler på, hvordan vilkår i tilslutningstilladelser til bilvaskehaller kan udformes. Det drejer sig om udvalgte vilkår, som er centrale for tilslutningstilladelser til vaskehaller. Dvs. at de øvrige vilkår, som en tilladelse normalt bør indeholde, ikke er medtaget. For generel vejledning i udformning af tilladelser henvises til industrispildevandsvejledningen (Miljøstyrelsen, 1994).

Som tidligere beskrevet skal det understreges, at nedenstående vilkår er eksempler, som kan anvendes vejledende. Kommunen fastsætter de endelige vilkår efter en konkret vurdering af den enkelte spildevandsafledning i forhold til det lokale renseanlæg og vandområde.

Eksempler på emissionskrav

Vilkår 1.1

Tungmetaller, DEHP og mineralsk olie

Mængden af afledt tungmetal - DEHP og mineralsk olie pr. vasket bil - må som middel over kalenderåret ikke overskride:

 

Cadmium

Kobber

Bly

Zink

DEHP

Mineralsk olie

mg/bilvask

xx

xx

xx

xx

xx

xx

Det skal bemærkes, at forudsætningen om årlig vask af maksimalt xx.xxx biler pr. år – som angivet i den spildevandstekniske beskrivelse – ikke må overskrides uden forudgående aftale med kommunen.

Kontrolregel

Grænseværdierne er overholdt, hvis de målte afledte stofmængder – beregnet som anført i vilkår 3.1 - er under grænseværdierne vist i tabellen ovenfor.

Eksempler på indretnings- og driftskrav

Vilkår 2.1

Tælleværk

Bilvaskeanlægget skal have monteret tælleværk, som tæller antallet af biler, der vaskes i vaskehallen.

Vilkår 2.2

Vandmåler

Bilvaskehallen skal have monteret separat vandmåler, som måler vandforbruget til hele vaskehallen, inkl. vandforbrug til rengøring.

Vilkår 2.3

Driftsjournaler

Virksomheden skal løbende føre følgende driftsjournal for vaskehallen:

  • Antal vaskede biler pr. måned
  • Forbrug af vand pr. måned
  • Forbrug af enkeltkemikalier, herunder rengøringskemikalier pr. måned
  • Tømning af olieudskiller og sandfang. Kvitteringer arkiveres

Driftsjournalerne skal opbevares tilgængelige for myndigheden i mindst fem år.

Eksempler på kontrolkrav

Vilkår 3.1

Måleprogram

Vilkår 1.1 skal kontrolleres gennem udtagning af x stikprøve(r) pr. år udtaget efter olieudskiller inden afløb til kloak. Hver stikprøve sammenstikkes af 5 delprøver udtaget over vask af 5 biler på ét døgn. Stikprøverne udtages i januar-februar måned.

Der analyseres for nedenstående parametre:

Analyseparameter Analysemetode Bemærkning
Bly DS 2211 el. ICP-MS (EPA 200.8:1991) Oplukning efter DS 259
Cadmium DS 2211 el. ICP-MS (EPA 200.8:1991) do.
Kobber DS 263 el. ICP-MS (EPA 200.8:1991) do.
Zink DS 263 el. ICP-MS (EPA 200.8:1991) do.
DEHP *Ingen standardiseret metode -
Mineralsk olie Den af Miljøstyrelsen anbefalede analysemetode – for nærværende DS/R 208  

* Analyseres som Slamplakken (Miljøstyrelsen, 1997) modificeret til spildevandsprøver.

Akkreditering

Prøverne skal udtages af et af DANAK akkrediteret prøvetagningsfirma og analyseres på et akkrediteret laboratorium.

Kontrolberegning

Forureningsmængderne beregnes ved at gange den pågældende uges gennemsnitlige spildevandafledning pr. vask (jf. vilkår 3.3) med den i prøven målte stofkoncentration. Herefter deles forureningsmængderne med antal vaskede biler i måleperioden (jf. vilkår 3.3). Kontrolværdien er således afledt forureningsmængde pr. vasket bil.

Vilkår 3.2

Justering af kontrol efter kravoverholdelse

Efter x på hinanden følgende års overholdelse af kravværdierne (vilkår 1.1) skal [virksomheden] efterfølgende foretage spildevandsmålinger (vilkår 3.1) hvert x år.

Vilkår 3.3

Registreringer under

prøvetagning

I uger med prøvetagning (jf. vilkår 3.1) skal vandforbrug pr. døgn og antal vask pr. døgn registreres over ugens 7 døgn. På denne baggrund kan det gennemsnitlige vandforbrug pr. vask over disse 7 døgn beregnes. Der fratrækkes 5% (udslæb+fordampning) fra det gennemsnitlige vandforbrug pr. vask. Hermed fås den beregnede gennemsnitlige spildevandsafledning pr. vask til anvendelse i kontrolberegningen i vilkår 3.1.

Vilkår 3.4

Periode siden tømning af olieudskiller og sandfang

Spildevandsmålinger (vilkår 3.1) må tidligst gennemføres 6 uger efter tømning af olieudskiller og 2 uger efter tømning af sandfang.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]