[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Naturlig nedbrydning af olie og chlorerede opløsningsmidler i grundvandet på Drejøgade 3-5.

Sammenfatning og konklusioner

Nærværende projekt beskæftiger sig med naturlig nedbrydning af oliekomponenter og chlorerede opløsningsmidler i grundvandet på lokaliteten Drejøgade 3-5, København Ø. Der er observeret fire forureningskilder på lokaliteten: En oliekilde og en PCE-kilde, der falder sammen centralt på lokaliteten samt to PCE-kilder på den sydvestlige del af lokaliteten.

Formål

Formålet med projektet har været at foretage en detaljeret redoxkarakterisering af grundvandet på lokaliteten, at karakterisere og til dels kvantificere de nedbrydningsprocesser, der foregår på lokaliteten, samt at estimere nedbrydningsraterne for de givne processer. Ydermere har det været intentionen med projektet at vurdere udvalgte analyse- og prøvetagningsmetoder af ilt, jern og methan i grundvand.

Datagrundlaget

Datagrundlaget for undersøgelserne er feltmålinger og laboratorieanalyser, udført i to moniteringsrunder i 1998. Databehandlingen er foretaget med henblik på at kortlægge redoxforholdene i grundvandsmagasinet, at vurdere og kvantificere olienedbrydningen, at vurdere nedbrydningen af de chlorerede opløsningsmidler samt at se på samspillet mellem forureningsudbredelsen, redoxforholdene og nedbrydningens forløb på lokaliteten.

Prøvetagning

Ved prøvetagning af meget flygtige komponenter (f.eks. methan, vinylchlorid) anbefales det, at der anvendes metoder, som forhindrer, at vandprøven kommer i kontakt med atmosfærisk luft. Ydermere anbefales det, at ilt måles i felten i flowcelle, samt at jern filtreres i felten direkte fra boringen.

Redoxforhold og forurening på Drejøgade

På Drejøgade er der fundet stærkt reducerede forhold (sulfatreduktion og methanogenese) ved oliekilden, jern- og sulfatreduktion i fanen nedstrøms herfor og aerobe og nitratreducerende forhold på den øvrige del af grunden.
Oliekomponenterne nedbrydes fra et koncentrationsniveau på 12 mg/l til 0,5 mg/l målt som total kulbrinter i en nedstrøms afstand på ca. 60 meter fra kilden. Det vurderes, at der foregår en olieomsætning på 25-75 kg olie/år i kilden. 1.ordens nedbrydningsrater er estimeret til 0,008-0,01 dag-1 for total BTEX og 0,005-0,007 dag-1 for total kulbrinter. Omsætningen forårsager de sulfatreducerende og methanogene forhold, der observeres ved olie-hot spot.

Forureningsfaner

Der observeres 2 fanetyper af chlorerede opløsningsmidler: En fane, der falder sammen med olie-fanen, samt en fane, der alene indeholder chlorerede forbindelser. I den første fane, hvor der er stærkt reducerede forhold, foregår der en omfattende reduktiv dechlorering, idet 99,5% af PCE omdannes til nedbrydningsprodukter. 3,25% af PCE nedbrydes fuldstændigt til ethen. I den anden fane, hvor der er aerobe og nitratreducerende forhold, forløber dechloreringen ikke lige så fuldstændigt, idet intet PCE nedbrydes fuldstændigt til ethen. Endvidere omdannes her kun 4,9% af PCE til nedbrydningsprodukter.

For både oliekomponenter og chlorerede opløsningsmidler ses grundvandskoncentrationerne at aftage med dybden, hvorfor der ikke i de dybere grundvandsfiltre (12-12,5 og 14,5-15 m.u.t.) ses samme markante redoxzonering som i det øverste (hvide) filter i den mættede zone (9,5-10 m.u.t.).

Undersøgelserne på Drejøgade har tydeligt bekræftet den formodede sammenhæng mellem olie-udbredelsen, redoxkemien og nedbrydningspotentialet for chlorerede opløsningsmidler i aquiferen. De mest reducerede forhold findes, hvor oliekoncentrationen er størst, mens de svagt reducerede hhv. oxiderede forhold findes i det mht. olie upåvirkede grundvand. I den stærkt reducerede zone nedbrydes mest PCE og fuldstændig dechlorering optræder. De chlorerede forbindelser består her hovedsageligt af nedbrydningsprodukter. I den svagt reducerede zone nedbrydes der kun lidt PCE, og der forekommer ikke fuldstændig dechlorering. I denne zone findes der fortrinsvist højere chlorerede forbindelser (PCE og TCE).

For de chlorerede opløsningsmidler er der som nævnt en tæt sammenhæng mellem hvilke redoxforhold forhold, der er i aquiferen, og hvor fuldstændigt dechloreringen forløber. Hvis der ikke er nok organisk stof tilgængeligt for bakterierne og dermed ikke tilstrækkeligt reducerede forhold, vil nedbrydningen kun forløbe delvist, og der vil akkumuleres toksiske nedbrydningsprodukter (særlig vinylchlorid). Hvis forureningen ikke skal udgøre en risiko over for grundvandsressourcen, er det en forudsætning, at PCE og TCE er nedbrudt til koncentrationer under grundvandskvalitetskriteriet, og at der ikke er dannet andre stoffer, som overskrider grundvandskvalitetskriteriet. Da PCE og TCE er hhv. unedbrydeligt og langsomt nedbrydeligt under aerobe forhold, skal nedbrydningen af disse to stoffer være foregået, når de stærkt reducerede forhold ophører.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]