[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Målrettede værktøjer - Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder

Resumé

Formålet med projekt "Målrettede værktøjer" har været at udvikle en række værktøjer til at lette opbygning og implementering af miljøledelsessystemer i grafiske virksomheder.

Opbygning

Der er for hvert "område" i miljøledelsessystemet udviklet et værktøj. Hvert værktøj består af en Guide, som leder virksomheden gennem de aktiviteter, der skal gennemføres ved opbygning og implementering af et miljøledelsessystem og en Skabelon, som er udkast til en arbejdsbeskrivelse. Samlingen af værktøjer kaldes "Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder".

Anvendelse

Guiden kan anvendes til opbygning af et miljøledelsessystem efter EMAS-forordningen eller ISO 14001-standarden, eller virksomheden kan udvælge enkelte værktøjer og opbygge egen miljøledelse efter ambitioner og behov.

"Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder" bygger på princippet om "aktiv læring", så viden opbygges og forankres internt i organisationen og dermed bliver en del af den daglige drift. Guiden kan anvendes af virksomheden selv som en "hjælp til selvhjælp" gennem de forskellige faser i miljøledelse. Ved brug af Guiden opnår virksomheden at minimere brug af såvel eksterne som interne ressourcer, så der frigøres tid til de praktiske opgaver i forbindelse med opbygningen af miljøledelsessystemet i stedet for at bruge mange ressourcer på den mere "administrative" del, at skrive miljøhåndbogen.

"Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder" er afprøvet på 4 virksomheder, som blev miljøcertificeret/registreret ved brug af Guiden.

Guiden blev desuden anvendt af 8 virksomheder i forbindelse med et andet projekt under "Branchepakken", nemlig Netværks- og uddannelsesprojektet.

Den udviklede Guide er målrettet til grafiske virksomheder, men metoden med en guide og en skabelon kan overføres og anvendes i andre brancher.

Princippet i "Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder", hvor guiden i hvert værktøj virker som en checkliste eller dagsorden for det pågældende område, kan overføres til andre brancher, hvor det er andre konkrete opgaver, der skal løses.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]