[Forside] [Indhold]

Affaldsforebyggelse i Danmark - status for den danske indsats

Sammenfatning og konklusioner

Nærværende rapport giver en status over arbejdet med forebyggelse af affald i Danmark.

Konklusionen er, at der kun er iværksat få aktiviteter med det eksplicitte formål at forebygge affaldsdannelsen, men at der er flere initiativer, der indirekte har medvirket til forebyggelse af affald, specielt initiativer inden for miljøledelse, renere teknologi og grønne regnskaber. 

Rapporten, der bl.a. bygger på interview og litteratursøgninger dokumenterer også, at opmærksomheden mht. problemet med store affaldsmængder generelt er lav. Dette skyldes bl.a., at der i mange år har været fokus på at skabe et velfungerende affaldsbortskaffelsessystem med vægt på bl.a. genanvendelse. Endvidere er der fokus på at udfase uønskede stoffer. 

Flere og flere erkender dog, som udtrykt i Affald 21, at affald generelt set er udtryk for ressourcespild, og at det nu er tid til at fokusere mere på affaldsforebyggelse. 

Det er væsentligt at gøre sig klart, at den samlede miljøbelastning fra et produkt kommer fra såvel råstofudvindingen, produktionsfasen, forbrugsfasen som bortskaffelsesfasen. Der genereres typisk affald i alle disse faser, f.eks. fremkommer ofte meget store affaldsmængder i forbindelse med råstofudvinding. Således kan genanvendelse af affald indirekte medføre en betragtelig forebyggelse af affald fra råstofudvinding. 

Når der skal prioriteres mellem forskellige initiativer er det vigtigt, at  ressourceforbruget og miljøbelastningen fra affald vurderes i forhold til den samlede miljøbelastning, herunder også emissioner til vand og luft. 

Nærværende rapport beskriver barriererne for at nedbringe affaldsmængderne. Grundlæggende barrierer er vores forbrugs- og produktionsmønstre, der betyder, at velstanden udnyttes til et højt materielt forbrug. Rapporten belyser endvidere forskellige ideer til affaldsforebyggelse. 

Nærværende rapport er planlagt anvendt ved en konference om affaldsforebyggelse med deltagelse af relevante parter eller aktører, således at opmærksomheden om problemet øges, samtidigt med at de forskellige aktører samarbejder om at tage initiativer til forebyggelse af affald.

[Forside] [Indhold] [Top]