| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1999

1. Indledning

1.1 Vedtagelse af en ny jordforureningslov

Lov om forurenet jord blev vedtaget i Folketinget den 28. maj 1999. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2000, og samtidig er lov om affaldsdepoter ophævet. Med denne lovændring er den offentlige indsats udvidet med de nye forureninger, som har fundet sted efter affaldsdepotlovens tidsgrænser i 1970’erne. Også diffus jordforurening fra skorstene, biludstødning og opfyld m.v. er omfattet af lov om forurenet jord.

Samtidig er der indført en overordnet prioritering i lovgivningen. Amterne skal efter 1. januar 2000 koncentrere den offentlige indsats inden for indsatsområderne, hvor forurening kan true grundvand til drikkevandsforsyning eller være en risiko i boliger eller for børn i småbørnsinstitutioner. Men forurenede arealer uden for indsatsområderne skal også kortlægges. Her skal der ske regulering af jordflytninger og regulering af ændret arealanvendelse.

Lovændringen medfører, at terminologien ændres, idet den offentlige indsats i fremtiden ikke drejer sig om "affaldsdepoter", men om "forurenede arealer". Begrebet "registrering af affaldsdepoter" erstattes af "kortlægning af forurenede arealer". Kortlægning sker på 2 niveauer, henholdsvis vidensniveau 1 og vidensniveau 2. Arealer kan kortlægges på vidensniveau 1, hvis der er kendskab til aktiviteter der kan have forårsaget forurening på arealet, mens kortlægning på vidensniveau 2 forudsætter dokumentation for forurening. Uden for indsatsområderne er det tilstrækkeligt, at amterne kortlægger på vidensniveau 1, mens de inden for indsatsområderne skal føre kortlægningen frem til vidensniveau 2.

Som noget nyt indeholder den nye lov også bestemmelser om at myndighederne kan give påbud, som giver forureneren det fulde ansvar for at rydde op, med undtagelse af forureninger fra brand, hærværk og naturkatastrofer. Det fulde ansvar for oprydning træder først i kraft pr. 1. januar 2001.

1.1.1 Opfølgning på jordforureningsloven

Lov om forurenet jord er ændret allerede inden ikrafttrædelsen. Som følge af en højesteretsdom er lovens regel om undersøgelsespåbud, § 40, stk. 2, ændret ved lov nr. 1109 af 29. december 1999. Ændringen betyder, at forurenere ikke kan påbydes at undersøge forureninger, der er ophørt før den 1. januar 1992. Ændringen er trådt i kraft samtidig med loven, den 1. januar 2000.

Oplysninger om kortlægning i henhold til lov om forurenet jord skal offentliggøres ved indlæggelse i matrikelregister. Bestemmelsen herom i lov om forurenet jord § 14 er ikke trådt i kraft samtidig med loven, idet det landsdækkende matrikelregister endnu er under udvikling til at modtage oplysningerne. Københavns og Frederiksberg Kommuner bruger ikke det landsdækkende matrikelregister, men har deres egne registre, som imidlertid afventer færdigudviklingen af det landsdækkende register med henblik på at kunne modtage oplysninger om forureningskortlægning.

Det er tanken, at det skal indlægges i registeret, at en matrikel er kortlagt på vidensniveau 1 eller vidensniveau 2. Hvis amtet har udfærdiget en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af en grund til bolig, jf. lovens § 21, stk. 3, skal denne oplysning også indlægges i matrikelregisteret.

Der arbejdes hen imod, at oplysningerne ikke alene skal indlægges i registeret, men også skal markeres på det tilhørende landsdækkende matrikelkort.

1.2 Opfølgning på drikkevandsudvalgets arbejde

Ved årsskiftet 1997/98 forelå betænkningen fra Drikkevandsudvalget. Betænkningen rummer, på baggrund af redegørelser for de enkelte områder, en række anbefalinger om planlægning af grundvandsbeskyttelsen, håndteringen af forskellige forureningskilder, kortlægning og overvågning af grundvandet samt organisering af vandforsyningen.

Den 17. februar 1998 blev der indgået politisk forlig om Vandmiljøplan II, som blandt andet har til formål at reducere påvirkning af grundvandet med nitrat. Forliget er et led i gennemførelsen af Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.

Grundvandsdelen af Vandmiljøplan II blev, sammen med drikkevandsudvalgets anbefalinger, udmøntet i Lov om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning, som omfatter ændringer af Vandforsyningsloven, Miljøbeskyttelsesloven og Planloven (lov nr. 479 af 1. juli 1998).

1.2.1 Vandressourceplanlægning, zonering og indsatsplaner

Efter ændringen af Vandforsyningsloven har amterne, ifølge lovens § 11, nu en forpligtelse til at gennemføre vandressourceplanlægning som bl.a. omfatter:

1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,
3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og
4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for de særlige drikkevandsområder, som er særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening de anses for følsomme over for,
5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse indsatsområder, samt
6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af indsatsplaner.

Til at bistå sig med arbejdet skal amtet etablere et koordinationsforum med deltagelse af vandværker, kommuner, jordbrug, industri og andre berørte myndigheder.
De ovenfor nævnte punkt 1-3, udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser, er gennemført i Regionplan 1997. De øvrige punkter gennemføres i Regionplan 2001. Kravene til udpegningen er beskrevet i den statslige udmelding til Regionplan 2001.

De udpegede områder er centrale for amternes indsats i henhold til jordforureningsloven til beskyttelse af drikkevandsressourcen.

Den nye lovgivning giver vandværkerne mulighed for at bruge penge på kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra, eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra. Det er dog en forudsætning, at det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt for vandværket at udføre den supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige indsats.

Vandværkerne har altså i princippet mulighed for i særlige tilfælde at finansiere undersøgelse og oprydning af forurening i eget indvindingsopland. I praksis vil denne mulighed formentlig ikke blive udnyttet særlig ofte, da netop grundvandstruende forurening i vandværkernes indvindingsoplande har en høj prioritet i den offentlige indsats.

Følsomme indvindingsområder udpeges som de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandværker uden for de særlige drikkevandsområder, som er særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening.

Efterfølgende skal der ske en detaljeret kortlægning af områder med særlige drikkevandsinteresser og oplande til væsentlig almen vandforsyning udenfor disse.

1.2.2 Vejledning om zonering

Indsatsområder udpeges som de områder hvor der, for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning, skal iværksættes en særlig indsats ud over den generelle grundvandsbeskyttelse. Et indsatsområde kan være et område med særlige drikkevandsinteresser, eventuelt en hydrologisk afgrænset del heraf, eller et indvindingsopland til en vandforsyning.

Vejledning om zonering nr. 3, 2000 beskriver, hvordan kortlægningen af et indsatsområde kan udføres. For hvert indsatsområde udarbejdes der en samlet, detaljeret plan for indsatsen mod forureningskilderne i området: en indsatsplan.

Kortlægningen af indsatsområderne skal skabe grundlag for indsatsplanerne, herunder for eksempel ændringer i arealanvendelsen pga. for stor udvaskning af nitrat eller gennemførelse af afværgeforanstaltninger eller oprydning af forurenede lokalieteter, der hvor det er nødvendigt. Kortlægningen udføres af amterne.

1.2.3 Bekendtgørelse om indsatsplan

Indsatsplanen beskriver indsatsen i et indsatsområde udpeget i amtets regionplan. Udgangspunktet er, at amtsrådet udarbejder, vedtager og gennemfører aktiviteterne i indsatsplaner efter en tidsplan, som skal fremgå af regionplanen.

Hvis en kommune, et vandværk eller et vandværkssamarbejde ikke finder, at deres interesser tilgodeses tilstrækkeligt af amtets plan, kan de selv gå i gang.

Bekendtgørelse nr. 494 af 28. maj 2000 om indsatsplaner trådte i kraft den 17. juni 2000. Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser for indholdet af en indsatsplan.. Først er der en række krav til grundlaget for indsatsplanen, herunder en kortlægning af forureningskilder, arealanvendelse og vandindvinding og en hydrogeologisk kortlægning efter vejledning om zonering nr. 3 2000.

Dernæst er der krav til beskrivelsen af indsatsen, hvor det blandt andet er nødvendigt at gøre sig klart, hvilke aftaler der skal indgås og hvilke tilladelser mv. der er nødvendige for at gennemføre indsatsplanen. Indsatsplanen skal også indeholde en tidsplan for gennemførelsen.

Endelig indeholder bekendtgørelsen krav til proceduren for vedtagelse af indsatsplanen. Proceduren skal sikre, at alle berørte parter kan stå ved planen og bidrage til gennemførelsen af den. Indsatsplanen skal forelægges amtets koordinationsforum til drøftelse, inden den sendes i offentlig høring. Er indsatsplanen vedtaget af en kommune eller et vandværk, skal den til sidst sendes til godkendelse i amtet. Amtsrådet har 12 uger til at se på planen, og har de ikke gjort indsigelse i denne periode, er indsatsplanen godkendt.

1.3 Andre initiativer til beskyttelse af jord og grundvand

En række initiativer og videreførelse af igangsatte tiltag har til formål af beskytte jord, grundvand og dermed drikkevandsressourcen mod forurening. I de følgende afsnit er de initiativer og tiltag, som har relation til jordforurening kort beskrevet.

1.3.1 Opfølgning på MTBE handlingsplanen fra 1998

Miljøstyrelsen udsendte i juni 1998 en handlingsplan vedrørende benzinadditivet MTBE.

1.3.2 Olietankbekendtgørelsen

Den 1. januar 2000 trådte den nye olietankbekendtgørelse om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines i kraft (bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999). Bekendtgørelsen afløser den tidligere gældende olietankbekendtgørelse fra 1980 (bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980 om kontrol med oplag af olie m.v.).

Med denne nye bekendtgørelse indføres en række nye regler for olietankanlæg og pipelines. Fremover skal nedgravede anlæg på 100.000 l og derunder samt overjordiske anlæg på 200.000 l og derunder være typegodkendte i overensstemmelse med de krav, som står anført i et bilag til bekendtgørelsen. Denne typegodkendelse foretages af Prøvningsudvalget for olietanke (PUFO). Derudover indeholder den nye bekendtgørelse regler om mærkning, idet enhver typegodkendt tank samt den tilhørende påfyldningsstuds skal være forsynet med tydelig mærkning.

Den nye bekendtgørelse fastsætter også nærmere regler for etablering og sløjfning. Fremover skal den, der vil etablere nedgravede anlæg på 100.000 l og derunder samt overjordiske anlæg på 200.000 l meddele tilsynsmyndigheden, hvornår anlægget skal etableres. I bekendtgørelsens § 15 står opregnet de etableringskrav, tankene skal opfylde. For større tankanlæg end de ovennævnte må etablering ikke finde sted, før tilsynsmyndigheden har givet sin godkendelse til etableringen.

Bekendtgørelsens overgangsbestemmelser fastsætter nye regler for en del af de olietanke, der er etableret efter den tidligere bekendtgørelse. Tanke på mellem 6.000-100.000 l nedgravet før 1. april 1970 skal som hovedregel sløjfes senest 10 år efter seneste renovering, dog tidligst 1. januar 2001. Alle nedgravede kugleformede olietanke af polyethylen produceret af firmaet AJVA-Plast A/S skal desuden tages ud af brug senest 20 år efter nedgravningen, dog tidligst 1. januar 2001. Senest 1. januar 2003 skal overjordiske villatanke have installeret overfyldningsalarm, og alle villatanke må desuden ikke længere være installeret med returrør, men skal i stedet have installeret enstrenget rørsystem.

Den nye olietankbekendtgørelse viderefører i store træk de hidtil gældende bestemmelser om påbud i forbindelse med olieforureninger.