[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Drift af jernspånefiltre til fjernelse af krom(VI) fra grundvand

Forord

Som led i udviklingen og afprøvningen af metoder til rensning af krom(VI) forurening har Roskilde Amt og Miljøstyrelsen under Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforureninger renset krom(VI)forurenet grundvand i et midlertidigt og i et permanent jernspånefilter.

Nærværende rapport beskriver dimensioneringen og driftsresultaterne fra et jernspånebaseret vandbehandlingsanlæg etableret i forbindelse med oprensningen på Sankt Clara Vej i Roskilde (det midlertidige vandbehandlingsanlæg). Endvidere beskrives dimensioneringen samt de første erfaringer og resultater fra driften samme sted af et permanent jernspånebaseret vandbehandlingsanlæg. Anlægget behandler vand fra et dræn, etableret for at forhindre ukontrolleret spredning af forurenet grundvand.

Ved oprensningen af jordforureningen er der fjernet jordfyld forurenet med det miljømæssigt stærkt betænkelige krom(VI), fra et område der anvendes til private haver. Det var ikke muligt at fjerne hele forureningen, idet det forurenede område rækker ind under vejarealer og bygninger, hvor en jordudskiftning ikke var mulig/hensigtsmæssig.

I forbindelse med forureningsundersøgelserne blev det forud for oprensningen vist, at grundvandet i delområder var forurenet med krom(VI) i op til 5.000 µg/l /1/. Ved oprensningen blev der fjernet krom(VI)forurenet jord under grundvandsspejlet i området. Det var derfor nødvendigt - både under afgravningen og efter afgravningen - at sikre en forsvarlig håndtering af grundvand potentielt forurenet med krom(VI), dels for at tørholde afgravningsområderne, dels for at forhindre, at krom(VI)forurenet grundvand ved særligt højvande skulle stige op og forurene de nye, rene tilkørte materialer.

Som grundlag for beslutning om vandbehandlingsmetode blev der af Roskilde Amt og Miljøstyrelsens Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforureninger i samarbejde med DTU, Institut for Miljøteknologi (IMT) gennemført laboratorieforsøg med rensning af jord og grundvand ved reduktion af krom(VI) til krom(IV) ved reaktion med reaktivt jern(0) (jernspåner) /1/. De gunstige resultater af forsøgene med rensning af krom(VI)forurenet grundvand med reaktive jernspåner dannede grundlag for at etablere et vandrensningsanlæg under gennemførelsen af jordoprensningen og i forbindelse med den efterfølgende sikring mod spredning af krom(VI)forurenet grundvand.

Vandprøvetagningerne samt analyserne blev gennemført for at dokumentere at vilkår for vandudledning overholdtes.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]