[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Drift af jernspånefiltre til fjernelse af krom(VI) fra grundvand

4. Konklusion

4.1 Generelt
4.2 Midlertidig vandbehandlingsanlæg
4.3 Permanent vandbehandlingsanlæg

4.1 Generelt

Effekten af en rensning af grundvand for indhold af opløst krom(VI) med jernspåner er tidligere beskrevet og dokumenteret teoretisk og ved laboratorieforsøg /1/. I nærværende projekt er det vist, at vandrensning baseret på jernspåner er gennemførlig i praksis. Dokumentationen af driften er ikke gennemført med henblik på en fuldstændig dokumentation af effekten af rensning af vand for opløst krom(VI) ved hjælp af jernspåner, men for at opfylde vilkår for tilladelse til udledning af vand til Roskilde Fjord.

4.2 Midlertidig vandbehandlingsanlæg

Med mindre forbehold angående dokumentationen som nævnt i afsnit 2 har det midlertidige jernspånefilter, der er anvendt i forbindelse med oprensningen ved Sankt Clara Vej, vist sig effektiv til at rense krom(VI)forurenet grundvand. Det anvendte anlægs renseevne er meget stor i forhold til den vandmængde, der har været behov for at rense. Årsagen er dels mindre vandmængder, dels mindre krom(VI) forureningsbelastning end forudsat. Grundlaget for dimensionering af anlægget viste sig således at være ret usikker. Usikkerheden skyldes vanskeligheder med at forudse krom(VI) belastningen af grundvandet samt vandmængderne.

I forbindelse med driften af det midlertidige vandbehandlingsanlæg er der ikke konstateret gennembrud af krom(VI)forurening i filteret. Den samlede rensekapacitet af det midlertidige vandbehandlingsanlæg er derfor ikke fundet i nærværende projekt.

Driften af det midlertidige vandbehandlingsanlæg var forbundet med ret beskedne omkostninger til selve driften og kontrol af renseevne. Ved etablering og flytning af anlæg med den aktuelle størrelse er det forbundet med ret store omkostninger, idet anlægget har en samlet vægt på 30 tons. Det vurderes derfor, at det aktuelle vandbehandlingsanlæg ikke er specielt egnet som mobilt anlæg, hvorimod mindre jernspånefiltre vil være anvendelige som mobile renseanlæg.

4.3 Permanent vandbehandlingsanlæg

De nuværende driftserfaringer med det permanente vandbehandlingsanlæg viser en effektiv fjernelse af krom(VI) i koncentrationer på under 40 µg/l til lavt niveau (fra under detektionsgrænsen til omkring 10 µg/l). Med den her nødvendige rensekapacitet er det muligt relativt enkelt at etablere anlægget under terræn.

Grundlaget for dimensioneringen af det permanente vandbehandlingsanlæg viste sig efter idriftsættelse ikke at holde stik. De aktuelle vandmængder er således mindre end skønnet, ligesom krom(VI)belastningen af grundvandet. Der var eksempelvis meget stor variation i belastningen med krom(VI), i de vandprøver der udgjorde grundlaget for dimensioneringen. Ligeledes var det ukendt, hvor meget krom(VI) der udvaskes fra restforureningen i området og tidshorisonten for denne udvaskning.

I forbindelse med driften af det permanente vandbehandlingsanlæg er der som det fremgår af tabel 3.1 ved 2 indledende analyser konstateret krom på lavt niveau efter rensning på jernspånefilteret. Årsagen her til er ukendt og i forhold til udledningskravene er kromkoncentrationerne uden betydning. Den samlede rensekapacitet for jernspånefilteret kan ikke fastlægges på det foreliggende grundlag.

Driften af det permanente vandbehandlingsanlæg har indtil nu været forbundet med små udgifter og ringe tidsforbrug til tilsyn. Omkostningerne til etableringen er ligeledes beskedne, idet der er anvendt normale brøndmaterialer.

Der er af gode grunde endnu ikke kendskab til arbejdsomfanget i forbindelse med skift af jernspånerne.

På baggrund af de hidtidige erfaringer vurderes anvendelse af et jernspånefilter som en miljømæssig og økonomisk attraktiv metode til rensning af krom(VI)forurenet grundvand, idet der ikke på nuværende tidspunkt findes andre simple løsninger til rensning af vand med krom(VI).


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]