Undersøgelse af ISO 15181 til bestemmelse af udludningshastighed for kobber fra bundmaling

1. Baggrund og formål

Dette projekt er en fortsættelse af projektet "Opsætning af og kontrol af kritiske parametre i ISO 15181" (Larsen (2000), herefter kaldt forprojektet), der blev udført i 1999.

ISO 15181 metoden omfatter dels en opbevaring af nogle bemalede cylindre i opbevaringstank (i dette projekt er anvendt akvarier), og dels en udludning ved rotation 1 time i 1.5 liter syntetisk havvand på fastsatte dage. I forprojektet blev effekten af nogle kritiske parametre for udludningshastigheden under selve rotationen undersøgt. I dette projekt er effekten af de samme parametre i opbevaringstankene undersøgt.

Kontrollen med disse parametre er afprøvet i en første forsøgsrække over 28 dage. Herefter er en fuld 42 dages ISO 15181 test gennemført af udludningshastighederne for 2 malingstyper med henholdsvis lav og "normal" udludning af kobber.

Dette projekt er koordineret med projekt " Undersøgelse af kritisk udludningshastighed for kobber fra bundmaling på lystbåde", hvor Hempel og Dansk Sejlunion i samarbejde tester de samme 2 malinger på et antal lystbåde i danske farvande, der sejler hele sæsonen år 2000. Styrbord og bagbordsside males med hver af de to malinger, og i løbet af sæsonnen tages bådene op, og begroningen vurderes og karakteriseres for at se om den lavt udludende maling giver tilstrækkelig beskyttelse mod begroning. Begge malinger er 2-komponents malinger, hvor der udover en kobbermaling iblandes en biocid-del til glasfiberbåde, et antal træbåde bruger kobbermalingen direkte uden biocid-del tilsat.

I dette ISO 15181 projekt er der, udover to triplikat bestemmelser af udludningshastigheden for 2-komponents malingerne, lavet enkelt bestemmelser af den "rene" kobbermaling uden biocid-delen tilsat. Dette er for at vurdere om udludningshastigheden for kobber er influeret af den tilsatte biocid-del.

Endelig er et antal cylindre nedsænket i Roskilde fjord, for at se om malingerne i et naturligt miljø giver væsensforskellig udludningsrater, sammenlignet med cylindrene der måles på i laboratoriet.