| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

De fries land

Ordet thai betyder frihed; og frihed er noget thailænderne lægger vægt på. De har i over 800 år forsvaret Thailand som uafhængigt, og kan som det eneste land i Sydøstasien prale af aldrig at have været koloniseret.

Thailand blev kaldt "Siam" indtil 1939, og Siams historie som kongerige dateres tilbage til år 1238. Men faktisk har de frodige sletter huset en ældgammel højt, civiliseret kultur – Ban Chiang-kulturen – der i udvikling var nået til bronzealderen mindst ligeså hurtigt som de gamle riger ved floderne Eufrat og Tigris; og lang lang tid før bronzealderen i Europa.

Ban Chiang-kulturen udfoldede sig – ifølge fund af gamle lerkrukker – fra 3.600 før Kr. til 200 år før Kr. Folket dyrkede ris, holdt husdyr og brugte meget avancerede teknikker til at udsmykke deres lerkrukker, så kineserne var bestemt ikke det eneste højt udviklede civilisation i Sydøstasien.

Et par århundreder før Kr forsvandt Ban Chiang-kulturen – uvist af hvilken grund. Omkring dette tidspunkt begyndte også den gensidige kulturpåvirkning med Indien at slå igennem, og der kom en ivrig handel specielt mellem Indien og Sydthailand.

Buddisme, hinduisme, indiske love og Sanskrit sejlede af søvejen til Thailand og gled ind – og blev samtidig tilpasset den lokale kultur. Det er en anden evne, som karakteriserer Thailand også i dag, nemlig det at kunne optage mange påvirkninger udefra og alligevel fastholde den nationale identitet og kultur.

Men selve begyndelsen til det vi kender som et samlet Thailand i dag kom først langt senere. De fleste eksperter hælder til forklaringen om, at de første "rigtige" thailændere er indvandret fra Yunnan-provinsen i Kina.

De første thai’er organiserede sig i fyrstedømmer, hvoraf nogle senere blev uafhængige. Det første var Sukhothai – der kan oversættes til "lykkens morgengry". Det varede i omkring hundrede år efter at to fyrstesønner besejrede khmererne ved Sukhothai i 1238. Derefter blev den tidligere indflydelse fra mon og khmer-kulturen gradvist svækket, og resterne af deres riger indlemmet i Thailand.

Sukothai-perioden betegnes i dag som den thailandske guldalder – med en stærk, magtfuld og retfærdig patriark i spidsen; og veltilfredse borgere, der delte deres tro og beundring nogenlunde ligeligt mellem buddhisme og kongetro. Begge dele har lige siden ydet hver deres til at stå som de stabile grundpiller i samfundet.

Den thailandske udgave af buddhismen har altid været meget rummelig og givet plads til meget lokale islæt, og desuden til en pæn portion animisme med tro på og tilbedelse af det guddommelige i alt levende i naturen. Den form for buddhisme, som dyrkes i Thailand er – som mange andre steder i Sydøstasien – meget afslappet. Den kræver hverken fanatisme eller askese.

I Sukhothai-perioden udviklede civilisationen sig – med eget alfabet og skriftsprog, administration, arkitektur m.m. Der var fri handel og slaveri blev forbudt.

Elefanter er en meget vigtig del af Thailands historie. Engang afgørende for at vinde krige, i dag har de store dyr mest betydning som turist-attraktioner for heller ikke i skovindustrien er der brug for dem mere.

Denne guldalder blev afløst et nyt dynasti – Ayutthaya – og en anden kongeopfattelse, hvor herskerne blev forfremmet til en slags enevældige gudekonger. Man indførte de khmeriske hofritualer – hvor brahmaner afholdt gudstjeneste side om side med buddhistiske munke ved statsceremonierne, sådan som det stadig foregår i Bangkok i dag.

De hvide elefanter

Kong Trailok, der regerede fra 1448 til 1488, reformerede både administrationen og den sociale opbygning i landet på en måde, der holdt helt frem til det 19.århundrede. Også rangordenen i den kongelige familie blev fastlagt, ligesom adelstitler blev noget en person skulle gøre sig fortjent til og ikke kunne opnå blot gennem arv. Omkring provinserne blev der indført en mere central styring og et særligt hierarki vedrørende ejerskab til jord – med forskellige forpligtelser til såvel ejer som lejer/forpagter.

I det 16. århundrede indfandt europæerne sig i området. Ayutthaya og Burma bekrigede hinanden – elefanter var i øvrigt en afgørende del af slagene, og derfor har de mægtige dyr siden indgået i mange af landets nationale symboler. Specielt hvide elefanter var højt værdsat og gav gode varsler – så begrebet "hvide elefanter" har bestemt ikke samme odiøse skær som hos os. Men trods de hvide elefanter vandt Burma en af krigene, og i en kort periode måtte Ayutthaya fungere som vasalstat.

Med europæerne fik Ayutthayas havne en vigtig rolle som handels-knudepunkter mellem Asien og Europa. Hovedstaden blev af vesterlændinge beskrevet som "den smukkeste by i østen" med sine mange kanaler, templer og kongelige paladser.

Århundreder forløb med krige og konflikter skiftende med fred og fordragelighed. I en af de voldsomste krige i 1768 underlagde Burma sig den nordlige del af landet og udraderede hovedstaden Ayutthaya. Med den forsvandt næsten 400 års civilisation – religiøse skrifter, kultur og historiske arkiver. Samtlige templer blev brændt sammen med resten af byen. Guldstatuerne smeltet om, og der blev taget 90.000 fanger – herunder den kongelige familie.

En ung general, der senere blev til kong Taksin, erobrede området tilbage og flyttede at taktiske grunde straks hovedstaden til en lille fiskerlandsby længere nede af floden – Bangkok "landsbyen med de vilde olivenlunde".

Diplomati og reformer

Et tredje stærkt dynasti steg på tronen med Rama den første i år 1782. Ud over at sikre kongerigets grænser gjorde han meget for at genoplive og genfinde kulturen.

Kong Mongkut, der regerede fra 1851 til 1868, indså at Siams kultur kun havde en chance overfor den efterhånden massive europæiske indflydelse, ved at tage det bedste fra den og samtidig bevare de gamle traditioner. Han studerede vestlig kultur og teknologi og moderniserede politi, militær og møntfod – 500 nye love kom til i hans tid.

Hans søn, kong Chulalongkorn, overtog efter sin far og regerede længere end nogen anden – indtil den nuværende konge Bhumibol slog rekorden i 1988 steg han ned fra gude-tronen. I Chulalongkorns 42 år ved magten, afskaffede gradvist hoveriarbejde, grundlagde skoler, hospitaler.

Rama den femte udførte med succes et dygtigt diplomati i landets udenrigspolitik og undgik derved, at Siam som sine nabolande blev forvandlet til europæisk koloni. Også han holdt tætte kontakter til Europa – bl.a. via to store rejser – som begge bragte ham til København.

Hans mange reformer fik landet til at blomstre op. Moderniseringen fortsatte under hans søn, Vajiravudh – Rama den sjette. Den meget vestligt orienterede konge grundlagde det første universitet og skolerne blev for begge køn. Kongen dyrkede under pseudonym sin litterære åre og bidrog også på den måde til at fastholde og udbygge den nationale bevidsthed.

Under første verdenskrig holdt Siam sig neutralt; indtil slutningen hvor en mindre militærstyrke, som blev sendt til Frankrig i 1917, reddede landets ære hos de allierede og sikrede Siam en plads i Folkeforbundet.

Den hvide elefant på det thailandske flag blev her forvekslet med et husdyr, og det fik Rama den sjette til at ændre flaget til det nuværende med de røde, hvide og blå striber.

Et moderne militærdiktatur

Blandt Rama den sjettes mange dyder var ikke sparsommelighed, så reservefondene blev drænet i hans regeringstid. Hans bror, der afløste ham som regent i 1925, gjorde meget for at skære ned på udgifterne og gøre landets økonomi sund igen.

Også udenrigshandelen voksede. Derfor blev Siam i høj grad påvirket af den globale økonomiske krise i 1931 – specielt fordi kongen valgte at knytte den thailandske bath til det britiske pund i stedet for til guld. Det gik voldsomt ud over afregningen af den riseksport, der var det væsentligste fundament for den gode økonomi.

De økonomiske stramninger og beskæringer, der fulgte efter krisen, fik det til at ulme endnu mere hos en i forvejen mere utilfreds stand af veluddannede embedsmænd og officerer. Folk huskede samtidig kongens udtalelser tilbage i 1927, hvor han offentligt fastslog, at befolkningen endnu ikke var parat til, at man kunne indføre demokrati i landet.

24. juni 1932 sluttede det enevældige thailandske kongestyre med et militærkup, styret af Folkets Parti – hvis ledelse bestod af folk, der havde studeret i udlandet. Derefter har landet haft et konstitutionelt monarki som det danske. Men ligesom kongen erklærede det nye styre også, at befolkningen ikke var veluddannede og politisk ansvarlige nok til at regere selv! Derfor blev der reelt tale om et militærdiktatur. Kup og modkup – af såvel højredrejet som venstredrejet karakter afløste hinanden de kommende år, blandet med forsøg på demokrati.

Pibul– der var militærets mand – havde magten i 1939. Han ændrede landets navn til Thailand, forbød betel-tygning, og påbød at alle offentligt skulle bære hat og sko – ellers var der for eksempel ikke adgang til noget hospital.

Landets pro-amerikanske holdning betød, at Japan invaderede og besatte Thailand under 2. verdenskrig. Pibul overgav sig og landet – men det gjorde den thailandske ambassadør i USA ikke. Derfor erklærede Thailand officielt ikke USA krig, og slap derfor senere for at betale USA krigsskadeerstatning, men måtte dog af med et beløb til f.eks. Storbritannien.

En modstandsbevægelse i og udenfor landet startede deres kamp for Seri Thai – "Befri Thailand" som bevægelsen hed. Men ministerpræsidenten fastholdt et nært forhold til de japanske besættere. I Thailand voksede modstanden dog og i 1944 blev regeringen skiftet ud med en ny regering – denne gang domineret af civile, som vendte sig mod de japanske besættere.

Efterkrigstiden i Thailand var meget domineret af skræk for kommunisme; både internt i forhold til de mange medlemmer af den kommunistisk dominerede modstandsbevægelse og eksternt fra den voksende kommunisme i nabolandende. Så Thailand allierede sig med USA, og fik derfor også støtte f.eks. til opbygning af landets infrastruktur, til at bekæmpe guerillabevægelsen og til opbygge militæret.

Kup og modkup

I 1946 besteg den nuværende kong Bhumibol tronen, men han fortsatte sine studier i Schweiz; prins Rangsit af Chainat, der var vicekonge, regerede i hans sted frem til sin død i 1951.

Ved et ublodigt militærkup kom en gruppe yngre, ikke så vestligt orienterede officerer til magten i 1947.

Både middel- og overklassen opfattede i disse år den gryende kommunisme i nabolandene som en trussel, som var vigtigere at dæmme op for end at tage magten fra militæret.

I 1955 forsøgte man sig igen med demokrati, men to år senere blev der atter erklæret undtagelsestilstand. Ved dette kup kom tre stærke mænd til magten – marskal Sarit Thanarat, feltmarskal Thanom Kittikachorn og general Praphat Charusathiara, – der regerede nærmest som en militærjunta. Triumviratet kom til at kontrollere landets politik frem til starten af 1970’erne. Militærledelsen har altid taget meget aktivt del i den fortsatte udvikling af landet – specielt indenfor erhvervsliv og økonomi. Også i dag sidder militærfolk på mange af de betydningsfulde poster i erhvervsliv og i den finansielle verden.

I 1968 bekendtgjorde kongen en ny forfatning og general Thanom blev valgt ved almindeligt flertal. Men intern uenighed i landets ledelse og generel indre uro førte alligevel til opløsning af parlamentet i 1971 og militær undtagelsestilstand. Krisen blev tilspidset op mod oktober 1973, hvor studenterledere krævede parlamentarisk demokrati. Det førte til sammenstød mellem hæren og studenter – især fra Thammasart-universitetet og det betød 69 døde og 800 sårede.

General Thanom flygtede og kongen indsatte en midlertidig regering – med rektoren fra Thammasart-universitetet som ministerpræsident. Thailand havde derefter nærmest demokratiske forhold frem til 1976. I oktober det år vendte Thanom tilbage – iført munkedragt og officielt for at besøge sin syge far.

De studerende protesterede kraftigt over, at han fik lov at komme ind i landet igen. Protesterne førte til nye sammenstød, hvor 50 studerende blev brutalt nedslagtet. Hæren tog magten og indsatte andre generaler, der sad på magten de næste femten år. Thanom fik lov at blive i landet, men fik al sin ejendom konfiskeret.

Kong Bhumibol har som konstitutionel monark holdt sig neutral i de mange forskellige krisesituationer, og kupmagerne har altid erklæret sig loyale mod kongen. Et par gange – i 1981 og i 1992 – har kongen dog grebet ind overfor militærregeringerne for at redde landet fra ragnarok.

I maj 1992 samledes Bangkoks befolkning i et oprør, der krævede mange dødsofre og sårede. Kongen greb ind og afsatte regeringschef Suchinda. Året efter blev Chuan Leekapi, der er leder af Det Demokratiske Parti, valgt til at sidde i spidsen for en meget erhvervsvenlig koalisationsregning.

Gradvist særligt i forbindelse med den nye forfatning fra 1997 breder nye demokratiske toner sig i det gamle kongedømme. Det næste par år vil vise om landet magter reelt at omdirigere meget store dele af det gamle centralistiske styre i en decentral retning

Thailand og Danmark

Når man sammenligner Thailand og Danmark er forskellene tydelige nok; men der er også paralleller:

Begge lande er gamle kongedømmer – nogenlunde lige gamle. De har begge bevaret deres selvstændighed og uafhængighed op gennem historien. Med statsmænd med sans for det internationale diplomati har de begge manøvreret sig gennem krige og besættelser. Sidst men ikke mindst har begge lande haft og har fremsynede kongefamilier; regentpar der forstår den vanskelige balancegang mellem på den ene side at være et beundret og nationalt samlingssymbol og på den anden side regenter i et moderne demokrati – med evne til samtidigt at bevare deres egne personligheder.

Historisk rækker berøringsfladerne mellem de to lande tilbage til 1621, hvor det første danske skib lagde til ved Siam. Men først op i 1800-tallet kom der for alvor gang i handelen.

Den første betydningsfulde dansker var kaptajn Frederik Købke, der i 1868 blev den første danske konsul i Bangkok. Mange andre danskere arbejdede i Thailand de næste årtier, men tre navne springer særligt frem.

Den første var Admiral Richelieu som blev kong Chulangkorns fortrolige rådgiver, og som opbyggede den thailandske flåde og arbejdede der fra 1876 til 1902.

Samtidig begyndte en anden betydningsfuld dansker H. N. Andersen sit alsidige arbejde, som førte til dannelsen af Ø. K. der begyndte sine aktiviteter i Thailand 1897. Richelieu fik også en andel i virksomheden. Livsnerven i firmaet var skibsfart, med den hovedtanke, at virksomheden selv skulle producere sin fragt. Så meget hurtigt blev Ø.K. også et industriforetagende med produktion af og handel med bl.a. tømmer, cement og gummi.

Richelieu fik for Ø. K. koncession på at starte et sporvognselskab, og ingeniør Aage Westenholz blev ansat som næstkommanderende. I 1898 blev sporvognsselskabet udvidet til også at omfatte et elektricitetsværk. Og senere gik Aage Westenholz ind i både plantagedrift og jernbaneanlæg.

Samarbejdet og handelen mellem Thailand og Danmark steg markant efter Ø.K. begyndte sine aktiviteter - dirigeret fra hovedbygningen her; der lå som nabo til hotel Oriental.

I 1886 overtog han det første hotel i Bangkok, hotel Oriental, som stadig i dag – med en ny og højere fløj på – er et af byens mest prestigefyldte steder at bo. I den gamle fløj –som iøvrigt ligger lige ved siden af Ø.Ks tidligere hovedbygning kan man stadig drikke "five-o’clock-tea" og se de mange meget gamle fotos, bl.a. af den thailandske kongefamilie.

Også på det videnskabelige område har der været et stort thailandsk-dansk samarbejde i over 150 år, specielt på det botaniske område. Den tidligere danske ambassadør i Bangkok – Gunnar Seidenfaden er internationalt anerkendt ekspert i thailandske orkideer. Botanikeren Kai Larsen har også i høj grad været med til at udforske den rige thailandske flora.

Det historiske tilbageblik slutter derfor meget passende i den nutidige botanik med det danske regentpars statsbesøg i anden uge af februar 2001. Besøget inkluderer nemlig Dronning Sirikits Botaniske Have ved Chiang Mai i Nordthailand, hvor man skal høre om et Danced-projekt, der foregår her – og som drejer sig om at hjælpe en bedre forvaltning af den thailandske biodiversitet på vej.