| Indhold |

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 1, 2001

Impulsstøj

Objektiv målemetode for impulsers tydelighed og                   for tildeling af impulstillæg

Indholdsfortegnelse

Sammenfatning og konklusioner

Problemstilling

Ifølge Miljøstyrelsens nugældende vejledninger, nr. 5 og 6 fra 1984 om ekstern støj fra virksomheder, skal det målte lydtrykniveau L_Aeq korrigeres med et tillæg på 5 dB, hvis støjen indeholder tydeligt hørbare impulser. Tillægget gives på baggrund af en subjektiv vurdering. Der er ingen definition af impulsbegrebet, og de eneste retningslinier er et antal eksempler på impulsholdige støjkilder. Det samme gælder selv de nyeste internationale standarder. Dette medfører betydelig usikkerhed over for impulstillægget og fører til forskellig praksis på de forskellige laboratorier.

Projektarbejdet

Med henblik på at afklare problemstillingen har DELTA Akustik & Vibration for Miljøstyrelsen gennemført et projekt med bl.a. følgende delmål:

1. Definition af begrebet "impuls" i relation til genevirkningen af ekstern støj
2. Om muligt at udarbejde en enkel og objektiv målemetode

Af den indledende littereaturundersøgelse fremgik det, at der opereres med tillæg på 2-15 dB for at kompensere for den ekstra gene, impulser giver anledning til. Dog nævnes det, at et 10 dB-tillæg bør reduceres til mellem 5 og 9 dB, når der er anden støj. Tillæggets størrelse afhænger af baggrundsstøjens niveau og det resulterende forhold mellem impuls og baggrundsstøj. Endvidere fremgik det, at de objektive mål, som bedst forklarer resultaterne fra lytteforsøg refereret i litteraturen, baserer sig på mål, der karakteriserer lydens begyndelse.

Nærværende projekt er gennemført efter følgende metode:

1. Der er fremskaffet i alt 47 lydeksempler med varierende grader af impulsindhold. Eksemplerne er hovedsagelig lyde fra virksomheder, men kunstigt frembragte lydeksempler indgår også.
2. 17 personer har lyttet til lydeksemplerne og vurderet impulserne.
3. På de samme lydeksempler er der udført målinger af et stort antal fysiske parametre.
4. Resultaterne af de fysiske målinger er sammenholdt med resultaterne af lytteforsøgene.
5. De kombinationer af fysiske parametre, som gav bedst overensstemmelse med lyttetesten, indgår i en objektiv målemetode for impulser.

Lydeksemplerne til lytteforsøgene bestod af støj (primært virksomhedsstøj) fra det eksterne miljø, som blev præsenteret for lytterne på den mest realistiske måde. Der blev benyttet kunsthovedoptagelser af støjeksemplerne, som blev præsenteret for lytterne over kalibrerede hovedtelefoner. For at gøre illusionen om det eksterne miljø mere nærværende var der i lytterummet ophængt fotografier fra boligområder. Lydene og annonceringen af lydeksemplerne blev præsenteret på baggrund af ekstern baggrundsstøj. Formålet med baggrundsstøjen var delvist at maskere impulserne, at give en kontekst ved at skabe den rette "atmosfære" samt at virke som "referenceniveau" for vurderingen af impulserne.

Der blev ved lyttetesten skelnet mellem auditive målinger og affektive test. Auditive målinger er (objektive) vurderinger af lydens karakter ud fra en klar definition af, hvad der skal vurderes. Mennesker benyttes så at sige som måleinstrumenter, og præferencer efterspørges ikke. Affektive test er lytternes subjektive tilkendegivelse af, hvad de synes om lyden; herunder hører vurderinger af lydens genepotentiale.

Resultater

Der blev foretaget en lang række objektive målinger på de testede lydeksempler både med udgangspunkt i A-vægtede lydtrykniveauer og ud fra psykoakustiske parametre. For de A-vægtede mål blev undersøgelsen koncentreret om mål med tidsvægtning F, da denne giver den bedste tilnærmelse til hørelsens dynamiske egenskaber.

De psykoakustiske parametre gav de bedste resultater, og det åbner på længere sigt interessante perspektiver for støjmålinger. Det blev dog konkluderet, at hvis metoden skulle være enkel og operationel at bruge for de godkendte laboratorier med almindeligt tilgængeligt måleudstyr, var det nødvendigt at vælge mål baseret på A-vægtede lydtrykniveauer.

De bedste resultater blev opnået med et mål for impulsernes tydelighed, der beskriver, hvor brat og hvor meget lydstyrken af impulserne øges i forhold til den jævne støj.

Definition af "impuls" og målemetode

Det lykkedes at finde en definition af impulsbegrebet, som gav konsistente resultater ved lyttetesten og at udarbejde en målemetode.

Målemetoden går ud fra, at jo tydeligere impulser høres, jo mere generer de. Modellen antager, at impulsernes hørbarhed skal over en vis grænse, før der er tale om tydeligt hørbare impulser og dermed en forøget gene. Når impulserne bliver gradvist tydeligere, gives et gradvist voksende tillæg. I praksis kommer tillægget kun sjældent over ca. 12 dB.

Den objektive målemetode sigter mod at bestemme tydeligheden af impulserne i overensstemmelse med et gennemsnit af subjektive vurderinger.

Definitionen af en impuls er som følger:

For impulser bestemmes tydeligheden P af:

Tillægget K_I, til L_Aeq bestemmes af:

Miljøstyrelsens vejledninger om ekstern støj, nr 5 og 6 fra 1984, giver ikke mulighed for et gradueret tillæg. Indtil videre kan metoden kun bruges til støtte for de subjektive vurderinger, der udføres i henhold til de nugældende vejledninger. Det anbefales at overveje at give 5 dB-tillægget, når K_I >3, og når impulserne er karakteristiske for driften.

Summary and conclusions

Introduction

In the Danish guidelines for measurement of environmental noise it is stated that a penalty of 5 dB shall be added to the measured L_Aeq if clearly audible impulses are present in the noise. Results from an interlaboratory test with 38 participating Danish laboratories showed not surprisingly that there was a strong need for more specific guidelines on this topic.

The purposes of the present work were:

1. To define the concept of "impulse" in relation to annoyance for environmental noise.
2. To describe the psychoacoustic background for measurements of the audibility of impulses.
3. To develop an objective measurement method, if possible. It is emphasised that the method shall be so simple to use that the approved Danish laboratories can use it for practical noise measurements with generally available measuring equipment.

Neither the Danish guidelines nor ISO 1996-2 Amd.1 1998 give a definition of impulsive sound. The only guidelines in these papers are a number of examples of sound sources. However, it is not the sound sources, but the perceived sound which is the objective.

Therefore, first of all we need a clear definition of impulsive sound starting at the perceived sound. From there we can go on with the search for a physical quantification with optimum correlation to subjective ratings of the sound.

In the report a method for measurement of the prominence P of the impulses is described. Based on the assumption that the prominence of the impulses plays an important role for the annoyance, the prominence is transformed into a graduated adjustment to L_Aeq.

Listening tests

In general listening tests are called subjective, but listening tests may give objective answers.

The results of listening tests can be characterised as objective when the test persons are asked to quantify or compare specific and well-defined characteristics. This kind of measurements is called perceptive measurements or auditive analyses. The characteristics to be evaluated may be defined either by words or by examples, so that the test persons (trained persons: "experts") know exactly what to listen for. Preferences are not asked for.

If we ask for preferences, the listening tests are subjective. Such tests are called affective tests or preference tests. The answers depend on the perceived sound, but are influenced by the selected group of people, their knowledge of and attitude to the sound sources, their expectations, the circumstances and context of the interviews or the evaluations, etc. An example of this kind are investigations of annoyance. For the reasons just mentioned annoyance measurements in a laboratory are doubtful. The term "annoyance potential" may be a proper name for such kinds of measurements.

So, if we want objective answers from the test persons quantifying the prominence of the impulses, we need a clear definition of an impulse.

For the purpose of the listening test the following general definition was applied:

"Impulsive sounds are sounds of any duration with a sudden onset, which attracts attention through the continuous part of the noise, including the background noise.

Impulsive sounds are characterised by their sudden onset, which makes the noise noticeable. This means that the impulses may make it easier to identify the sound source. Impulses may be heard louder than continuous noise types."

Please note that the impulse is defined as the sudden onset and not the sound as a whole. The idea is that the concept of impulsiveness shall be connected to the startle effects. If the sound has a long duration, only the sudden start shall give a penalty for impulsiveness. If the high level of the sound continues, this level will contribute to the total value of L_Aeq.

We search for a physical measure that correlates with the perception of impulses. - But what we really want is a measure that correlates with the (extra) annoyance caused by the impulses. For these investigations we made the assumption that the specific annoyance potential of the impulses in different noise examples can be measured relatively to each other when the sounds were presented with the same L_Aeq. Furthermore it is assumed that the prominence of the impulses plays an important role for the annoyance.

Result of the listening tests

5 experts and a test panel of 12 "ordinary" people participated in the listening test on industrial and other sounds. Three groups of noise examples were presented to the listeners:

It is seen that the P-group differs from the L- and H-groups in several aspects.

Each sound had a duration of approximately 30 sec. and was presented together with natural background noise with a constant A-weighted level of 40 dB. The sample numbers were announced with (calibrated) natural speech. The artificial head recordings were presented twice over calibrated open headphones. 12 photographs (42 ´ 60 cm) from outdoor residential environments were put on the walls of the listening room.

Figure 1
Example of a 15 cm answering scale for the listening test. The test persons were instructed to judge the perceived sound and not the nature of the sound source.

All test persons were asked to judge the prominence, the degree of intrusiveness of the impulses and the "annoyance" of the sounds under the assumption that the examples were representative of the noise outside their residence. Scales as the one shown on Fig 1. were used. The 5 experts were furthermore asked to mark on a fivepoint scale whether they judged the impulses to be so clearly audible that a 5-dB penalty should be given.

There was high correlation (up to R² = 0.98 on the parameter "prominent") between the mean values of the answers from the experts and the answers from the test panel. The standard deviations of the answers from the test panel were a little larger than for the experts.

Figure 2
The left figure shows the correlation between the judgements of the test panel and the experts for the prominence of the impulses. The right figure shows the relation between "annoyance" and "prominence" for all listeners. "40 dB" and "60 dB" refer to the L_Aeq of the examples. "7.profic.test" refers to a group of 13 examples presented at L_Aeq = 60 dB to the experts only and without background noise.

The examples at L_Aeq = 60 dB was in average found to be 4.6 cm more "annoying" than the more distant sounds at L_Aeq = 40 dB. There was a high correlation R² = 0.97 between "prominent" and "intruding", so there is no reason to distinguish between these two terms. The correlation between "annoyance" and "prominent" was only R² = 0.67.

There was the same ranking of the prominence of the examples at the two levels, but the average judgement of the prominence of the impulses was 3.4 cm higher for L_Aeq = 60 dB than for L_Aeq = 40 dB. (The background noise level was 40 dB(A) in both cases).

Auditive analysis - a temporary solution?

The listening tests showed good correlation (R² = 0.90 for the shown curve) between the 5 experts' judgements of the prominence and penalty, see Figure 3.

This gave the idea of performing the measurements of the prominence as an auditive analysis. This could be done by gathering the examples from the listening tests on a reference CD together with a catalogue with the results from the listening test. The result from the listening test - for the example with the greatest resemblance with the actual noise - should then be the starting point of the relative judgement of the prominence of the impulses on an axis as in Figure 1. The definition of impulses is given in the last paragraph of Section 3. By means of Figure 3 this judgement could then be converted to a penalty to be added to the measured L_Aeq for the actual noise.

Figure 3
The relation between the experts' judgements of prominence of the impulses and their tendency to impose a penalty.

Listening test results and physical measurements

Metrics with one parameter

The correlations with the results from the listening test (all the three groups of noise examples: L, H, and P) and a number of physical measures have been investigated.

The following metrics based on the A-weighted sound pressure levels with time weighting F were tested. (Of the standardised time weightings S, F, and I, F gives the best approximation to the loudness perception. Therefore the investigations have concentrated on measures with time weighting F): L_AmaxF - L_Aeq in one-second periods, L_A,F - L_A,S as a running measurement, and L_AmaxF,30sec., L_AmaxF - L_Aeq,30sec., and L_AmaxF - L_A95 in 30-second periods. Onset rate (dB/s) and level difference (dB from background SPL to 90% of max. SPL). F and S denote time weightings F and S, respectively. Furthermore the A-, B-, C-, and D-weighted L_eq-values were tested.

One of the reasons that psychoacoustically related metrics may be more relevant for impulsive noise than descriptors based on A-weighted levels is the following: When an impulse occurs, the bandwidth of the total noise spectrum becomes wider. When the bandwidth becomes more broadbanded, there will be an increase in loudness, but not necessarily in the A-weighted level.

The following psychoacoustic measures were tested: Loudness (sone), sharpness (acum), roughness (asper), fluctuation strength (vacil), onset rate (sone/sec.) and level ratio (sone/sone) from background level to 90% of max. level).

Results are shown in Table 1.

Table 1
R-squared values for the correlation between physical measures and the results from the listening test. The figures are based on all the tested noise examples. L_AF - L_AS (theoretical max. = 8.9 dB) is measured by a running process as the difference in dB in the outputs from two RMS-detectors with time weightings F and S.

On this background it was concluded that no single parameter can characterise - with sufficient accuracy - the prominence of the impulses or the extra "annoyance" (extra = the part of the "annoyance" not already explained by L_Aeq) caused by the impulses.

Metrics with more than one parameter

The main conclusions are based on the L- and H-samples, with additional analysis performed on all noise examples.

The data analysis is mainly based on linear regression with the average of the listeners' judgements of "Prominent" as the Y-input and one or more objective measures or transformations of these as variables. Test for the significance of the variables was also made.

Good correlations were found between "Prominent" and the logarithm of the onset rate and the logarithm of the level difference. The best results of the A-weighted variables were obtained with the following combination: 2.41 · log (onset rate) + 3.43 · log (level difference); R² = 0.74 for L- and H-samples and R² = 0.57 if P-samples were included.

For a similar combination of psychoacoustic data R² = 0.75 was obtained for L- and H-samples and R² = 0.60 if P-samples were included. If also sharpness was included, the R²-values increased to 0.78 and 0.61. The highest R²-value was 0.83 obtained with a combination of several psycho-acoustic parameters.

Definition of impulsive sound

In the listening tests high correlation was obtained between the listeners' response and an objectively combined psychoacoustic measure. This is taken as an indication of the definition of impulses used in the listening tests being capable of leading to systematic judgements of impulses. Therefore the following definition is suggested for impulsive sounds:

With this definition the judgements of impulses do not have to depend on the type of sound source, but may be based on how prominent the impulse characteristic is perceived.

Perceived prominence

A combined measure consisting of onset rate and level difference gave good correlation with the listening tests (R² = 0.74). Higher correlations were obtained with psychoacoustically based measures, but these are still considered too advanced for practical use.

A result based on a combination of the psychoacoustically related measures for level difference (sone ratio: sone_backgr./sone_max.), onset rate (sone ratio/s), and sharpness are shown in Figure 4. Al-though this seems promising, an A-weighted measure was preferred for practical reasons.

Figure 4
The listeners' judgements of "Prominent" and the prominence predicted from psychoacoustic measures based on sone and sharpness.

Figure 5
The listeners' judgements of "Prominent" and the prominence predicted from A-weighted measures with time weighing F.

As mentioned a linear combination of log (onset rate) and log (level difference) gave the highest R²-value, but the constants were not critical, low values for slow (50 km/h) car passes-by and high values for sharp and loud artificial pulses. The measure was furthermore designed to give a maximum around 15.

The optimised equation which gave an R²-value of 0.73 is:

where the "onset rate" in dB/s and the "level difference" in dB are defined in Section 5. Log is the logarithm with base 10. The correspondence with the listeners' judgements is shown in Figure 5.

From the definition "The sudden onset of a sound is defined as an impulse" it seems reasonable to express the impulsiveness of an event as a combination of onset rate (how suddenly the sound starts) and the level difference (how much the level increases). Although psychoacoustic measures for these characteristics give the best results, the A-weighting and the time weighting F for this purpose seem to give an acceptable and practical approximation to the characteristics of the hearing.

Adjustment to L_Aeq

Many researchers have found that impulsive sounds are more annoying than other sounds with the same L_Aeq. Therefore there is a need for an adjustment or penalty to the measured L_Aeq for impulsive sounds. The adjustment of L_Aeq for impulses shall not depend on the type of sound source, but on how prominent the impulse characteristic is perceived through the continuous part of the noise, including the background noise.'

For sounds with onset rates larger than 10 dB/s the following adjustment K_I, based on the predicted prominence P, may be applied:

It is suggested that this adjustment is made to L_Aeq,30min on the basis of the one event with the maximum value of P in the 30-minute period.

Figure 6 illustrates Equation (2) and shows the adjustment K_I to L_Aeq for some noise examples.

Figure 6 Se her!
The adjustment to L_Aeq as function of the prominence (X), Equation (2), with noise examples.

Definitions for the Measurement Method

Measurements shall be made on the basis of the A-weighted sound pressure level with time weighting F. If digital sampling is involved, the output of the F-detector shall be sampled at least every 25 ms. Measurements made on the basis of shortterm L_eq-values (e.g. 10 ms) shall (e.g. by computation) be approximated to time weighting F before the readings of onset rate and level difference are made.

Definitions:

The values of level difference and onset rate may be found from analogous or digital level recordings. The results may also be found by measuring the reverberation time T of the reversed events. In this case the onset rate is 60/T. (Some systems are capable of measuring T of the onset without reversing the signal).

Conclusions

Together with a preliminary explanation of impulsive noise to the listeners, a distinction between subjective and objective results in the performed listening tests has led to a definition of impulses.

A measurement method for the prominence, P, of impulses is developed on the basis of A-weighted measurements with time-weighting F. The prominence is found as a combination of onset rate (how suddenly the sound starts) and the level difference (how much the level increases). The timeweighting F is an approximation to the dynamic characteristics of the hearing system and the method correlates well with the average of listeners' perception of impulses.

Slightly better results were obtained with measurements based on psychoacoustic parameters, but these are still considered to be too advanced for noise measurements in practice.

The prominence, P, is transformed into a graduated adjustment K_I to L_Aeq for impulses. The more prominent the impulses are, the larger the adjustment.

The relation between P and K_I is set by two constants k₃ and k₄. These constants are set to be in reasonable accordance with findings in the literature, but should be considered in more detail.

The method provides the possibility of operating with different adjustments for different categories of noise sources.

The time period for adjustment of L_Aeq is preliminarily set to 30 minutes. This period should indeed be considered when further investigations are made.

A more precise description of a measurement method is developed in a NORTEST project and will be published from NORDTEST and on www.delta.dk.

List of Danish words

This list of words is meant as a help to understand figures, tables and main results in the Danish report.

Afvigende, deviating
Andel af forklaret varians, fraction of explained variance (R²)
Antal, number
A-vægtning, A-weighting
Baggrund, background
Baggrundsstøj, background noise
Beregnet, calculated
Billeder, pictures, photographs
Bolig, residence
Expertlyttere, expert listeners
Extern støj, environmental noise
Farve, colour
Flerdimensionale, multidimensional
Forhold, condition
Formål, purpose
Forslag, proposal
Forsøgspersoner, test persons
Redigering, editing
Rækkefølge, order
Sammenhæng, correlation
Sammenlignende måling, proficieny test
Skæring, crossing
Spørgsmål, question
Standard afvigelse, standard deviation
Forudsætning, presumption
Forventning, expectation
Gene, annoyance
Gennemsnit, average
Gruppe, group
Grå, grey
Hovedresultater, main results
Humør, mood
Hyppighed, frequency
Højre, right
Hørbar, audible
Hørbarhed, audibility
Hørelse, hearing
Hørestyrke, loudness
Hørestyrkeniveau, loudness level
Jævn, continuous
Karakter, characteristics
Kombineret, combined
Stejlhed, onset rate
Støj, noise
Støjbelastning, noise exposure
Svarskema, answering form
Sædvanlig, normal
Tidsvægtning, time weighting
Tillæg, adjustment
Tydelig, prominent
Kunsthoved, artificial head
Lyd, sound
Lydeksempel, sound exsample
Lyttepanel, panel of listeners
Lytter, listener
Lyttetest, listening test
Middelværdi, mean value
Miljø, environment
Miljøstyrelsen, Danish Environmental Protection Agency
Mål, measure, metric
Målemetode, measurement method
Måling, measurement
Niveau, level
Opgave, task
Optagelse, recording
Punkt, point
Påtrængende, intrusive
Sammenfatning, conclusion
Udstyr, equipment
Vejledning, guideline
Venstre, left
Virksomhed, activity, industry
Vurdering, judgement

1. Baggrund

1.1 Problemstilling

Ifølge de nugældende vejledninger fra Miljøstyrelsen [15] og [16] om ekstern støj fra virksomheder skal det målte (eller beregnede) lydtrykniveau L_Aeq korrigeres med et tillæg på 5 dB for at udtrykke støjbelastningen i de tilfælde, hvor støjen indeholder tydeligt hørbare toner eller tydeligt hørbare impulser. Allerede i den første støjvejledning fra 1974 er disse forhold omtalt, og i målevejledningen nr. 6/1984 [16] indgår en objektiv målemetode for tydelige toner. Denne målemetode har, bl.a. ved flere sammenlignende støjmålinger, vist sig at give resultater med høj reproducerbarhed. Det er således muligt at afklare objektivt, hvorvidt der skal gives tillæg for toneindhold.

En tilsvarende vurderingsmetode findes ikke for impulsindhold, som derfor alene kan bestemmes subjektivt. End ikke retningslinier til støtte for den subjektive vurdering eller en definition af impulsbegrebet i relation til ekstern støj er givet. Dette medfører betydelig usikkerhed over for impulstillægget og medfører forskellig praksis på de forskellige laboratorier.

I den 7. sammenlignende støjmåling, som Referencelaboratoriet afholdt i 1990 [17], indgik en række støjeksempler, som deltagerne skulle aflytte og derpå afgøre, om der efter deres opfattelse skulle gives impulstillæg. Resultaterne viste for de fleste støjeksempler en betydelig spredning mellem laboratoriernes vurdering. I omkring halvdelen af eksemplerne valgte halvdelen af laboratorierne at give tillæg, mens den anden halvdel ikke fandt grundlag for et impulstillæg. Havde der været tale om konkrete støjsager, ville det i disse tilfælde være helt tilfældigt, om der blev givet impulstillæg eller ej.

Denne situation er klart uholdbar. Da der siden vejledningerne udkom i 1984 er publiceret en lang række forskningsarbejder inden for dette emne, er nærværende projekt igangsat med henblik på en nærmere afklaring af problemstillingen.

1.2 Formål

Formålet med projektet er at afklare problemstillingen omkring tildeling af tillæg for tydeligt hørbare impulser i støj fra virksomheder og om muligt at beskrive en enkel objektiv målemetode.

Der arbejdes mod følgende delmål:

1. Gennemgang af litteratur om emnet
2. Definition af begrebet "impuls" i relation til genevirkningen af ekstern støj
3. Fastlæggelse af det psykoakustiske grundlag for en måling af støjens impulsindhold
4. Om muligt at udarbejde en objektiv målemetode. Der lægges vægt på, at metoden bliver enkel og operationel at bruge for de godkendte laboratorier med almindeligt tilgængeligt måleudstyr.

Ved test af målemetodens egnethed og overensstemmelse med subjektive vurderinger tages der i første omgang udgangspunkt i analyser af støjeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling. Der udføres desuden supplerende lytteforsøg med forsøgspersoner, der dels vurderer eksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling, dels andre eksempler på impulsholdig støj under kontrollerede forhold.

Projektets resultater kommunikeres umiddelbart til den arbejdsgruppe, som er i gang med at revidere ISO 1996, og hvor én af DELTA Akustik & Vibrations medarbejdere er medlem.

Det primære mål er at belyse forholdene i forbindelse med ekstern støj fra virksomheder. Dette ses ikke som en begrænsning, hvis en generelt anvendelig metode kan defineres.

1.3 Status i nugældende vejledninger om ekstern støj

Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder [15] indeholder følgende om impulser i støjen:

"2.1 Begreber

..... Det er almindeligt anerkendt, at tydeligt hørbare toner i en støj medfører, at støjen er mere generende end en tilsvarende støj med samme styrke, men uden hørbare toner, selv om det ækvivalente støjniveau i dB er det samme.

Denne kendsgerning tilgodeses, ved at man giver et tillæg på 5 dB til den målte værdi af det ækvivalente støjniveau i dB(A) for at få et mere korrekt mål for støjulempen ..…

Lignende forhold gør sig gældende, hvis der findes tydeligt hørbare impulser i støjen. Der gives derfor et tillæg på 5 dB til den målte værdi af det ækvivalente støjniveau i dB(A), hvis der findes tydeligt hørbare impulser i støjen. Som eksempel på støj, der indeholder tydeligt hørbare impulser, kan nævnes støj fra bankning og nitning.

Der gives aldrig mere end ét tillæg på 5 dB, selv om begge fænomener optræder samtidigt .....

Som eksempler på støjtyper, der indeholder tydeligt hørbare impulser, kan nævnes:

- støj fra nitning
- støj fra banken
- støj fra trykluftværktøj
- støj fra trykluftafblæsning
- støj fra ventilåbning

Tillæg på grund af tydeligt hørbare impulser gives i dag alene på grundlag af en subjektiv vurdering, idet der ikke foreligger en almindelig anerkendt objektiv målemetode, der kan danne basis for afgørelse af, om et tillæg skal gives.

Der findes heller ikke almindeligt anerkendte retningslinier for, hvor hyppigt impulserne skal optræde, for at der skal gives et tillæg."

Som det fremgår er det i høj grad op til den enkelte tekniker at beslutte, om det er rimeligt at give et 5 dB-tillæg for impulser i støjen.

1.4 Afgrænsning af emnet

Ideelt set skal grænser for ekstern støj sættes således, at kun en lille del af befolkningen i nærheden af støjkilderne føler sig generede. Det er altså genen vi ønsker at måle. Indtil nu har genemålinger været gennemført som sociologiske undersøgelser med interview af de støjbelastede personer. Denne metode er udmærket, når man vil undersøge, om en støjkilde giver anledning til gener, men er i sine nuværende former ikke egnet til dagligdags konstateringer af, om virksomheder overholder fastsatte grænser for den støjgene, de måtte give anledning til.

Som et tilnærmet udtryk for støjgene bruges støjbelastning, dvs. L_Aeq med forskellige korrektioner for støjkildernes drift og støjens karakter. Nyere forskning i støjgener synes at vise, at kun en mindre del af støjgenen (i de "bedste" undersøgelser op mod 35%) kan korreleres direkte med forskellige objektive mål for støjens styrke. Sociologiske, kulturelle og holdningsmæssige forhold og forventninger m.m. har en ganske væsentlig indflydelse på den oplevede gene.

Når forhold, der ikke direkte er relateret til støjen, men snarere til støjkilden og dens omgivelser, har så stor betydning for den oplevede gene, er det særdeles vigtigt, at det baggrundsmateriale, der benyttes, vedrører den aktuelle problemstilling, nemlig impulser i støj fra virksomheder. Meget af det tilgængelige materiale beskæftiger sig med impulsstøj i forbindelse med civil eller militær skydning med forskellige våbenkategorier. Af ovennævnte grunde er de mange referencer inden for dette område ikke omtalt eller lagt til grund for denne undersøgelse i noget videre omfang.

Det tillæg, der gives for impulser i støjen, skal kompensere for den ekstra gene, som impulserne giver anledning til. Genen af impulser er altså det primære, men det antages, analogt til proceduren for hørbare toner for støj, at impulsernes tydelighed er et vigtigt element i en målemetode til administration af tillægget. Som det senere vil fremgå, anses impulsernes tydelighed for at være en objektiv parameter, der er tilgængelig for måling med mennesker som måleinstrumenter ved lytteforsøg i et laboratorium. Parameteren "gene" er derimod dels subjektiv, og dels er den stærkt afhængig af en række forhold, der ikke kan reproduceres i et laboratorium. Derfor er forventningerne til resultaterne af den laboratoriemålte gene væsentligt mindre.

Problemstillingen vedrører genevirkningen af impulser i ekstern støj. Forhold, som vedrører høreskader fra impulsstøj, er ikke anset for relevante i den sammenhæng og er ikke behandlet i denne rapport.

1.5 Indledende betragtninger

I Bilag 14 er gengivet forskellige refleksioner over genebegrebet og impulslyd. Bilaget udgjorde et generelt idegrundlag, før det egentlige projektarbejde begyndte.

2. Litteraturgennemgang

Her resumeres viden af relevans for projektet og evt. analyse- og vurderingsmetoder, især sådanne, der anvendes i andre landes miljølovgivning, som evt. har interesse i EU sammenhæng eller i forbindelse med international standardisering. Kun de vigtigste artikler omtales. Anden litteratur, som har været gennemgået i forbindelse med projektet, er nævnt i Afsnit 13.

2.1 Hørelsens egenskaber i relation til impulser

I [28] er hørelsens dynamiske egenskaber beskrevet i detaljer. Maskeringsfænomener i tidsdomænet, opfattelsen af niveauændringer og hørestyrke er angivet under en række nærmere specificerede forhold. Her skal kun refereres de to væsentligste forhold i tids- og frekvensdomænet.

2.1.1 Temporale forhold

Figur 2.1
viser det opfattede hørestyrkeniveau af 2 kHz tonepulser med forskellig varighed, men med samme amplitude.

Figur 2.1
Hørestyrkeniveauet (loudness level L_N) - fuldt optrukket kurve i afhængighed af pulslængde T_i, sammenlignet med forskellige tidsvægtninger S, F og I. Efter Brüel & Kjær og [28].

Det fremgår, at jo længere impulsen er, jo kraftigere opfattes den op til en grænse på ca. 100 ms, hvor hørestyrkeniveauet begynder at stabilisere sig. De punkterede kurver viser responsen ved målinger med de standardiserede tidsvægtninger S, F og I. Det ses, at tidskonstanten F bedst approksimerer ørets opfattelse af impulser. Dette stemmer også overens med tidligere udførte lytteforsøg [19] og [24], hvor den subjektivt opfattede styrke blev fastlagt ved en equal loudness attenuationteknik. Den bedste overensstemmelse med de subjektive vurderinger blev opnået for tidsvægtningen F.

2.1.2 Spektrale forhold

Impulslyde er oftest lyde, der kommer fra andre kilder end baggrundsstøjen, og oftest er spektret anderledes end baggrundsstøjen. Impulslyde er typisk mere bredbåndede end den maskerende baggrundsstøj. Tilføjelse af en impulslyd vil derfor ofte medføre en båndbreddeforøgelse af lyden. Selv om det A-vægtede niveau holdes konstant, vil båndbreddeforøgelsen opfattes af øret som et forøget hørestyrkeniveau, se Figur 2.2.

Figur 2.2
Hørestyrkeniveauet L_N af støj med forskellig båndbredde omkring 1 kHz med samme A-vægtede lydtrykniveau L_A = 60 dB. Efter Brüel & Kjær og [28].

Figuren viser, at støj med stigende båndbredde opfattes med stigende hørestyrkeniveau, selv om det A-vægtede lydtrykniveau holdes konstant. Det betyder, at når båndbredden stiger, vil en A-vægtet måling undervurdere stigningen. For impulser betyder det, at det kan vise sig attraktivt at måle hørestyrke (loudness) frem for A-vægtede niveauer. Et eksempel på, at dette kan være relevant i praksis, er givet i Afsnit 6.8.

2.2 Definitioner af impulsstøj

En væsentlig del af oplysningerne fra før 1996 er hentet i artiklen "Human Response Effects of Impulsive Noise", C. G. Rice, 1996 [25], som giver et fremragende overblik over tidligere viden, og som præsenterer ny viden inden for både skadevirkning og gener af impulsstøj.

Af Rice, 1996 [25] fremgår det, at man i 1953 i USA formulerede problemet som: "En støj, som er forholdsvis kontinuert, i det mindste i perioder af nogle sekunder, antages at være mindre generende end impulsive støjtyper."
"Indtil videre er der ikke foreslået nogen fast definition af impulsiv støj i kvantitative termer, og der kræves en vurdering for at skelne mellem impulsiv og kontinuert støj." (Der gives ca. 5 dB-tillæg til støjniveauet for impulsive støjtyper). Dette sidste udsagn er ifølge Rice næsten lige så sandt i dag (1996), som for ca. 40 år siden.

I Europa fulgte vurderingen af støj i boligområder en lidt anden vej. Impulsstøj blev her defineret som: "Hvis der er banken, klirren/drøn, slag, hamren, nitning eller andre betydende uregelmæssigheder i støjen; også hvis støjen er uregelmæssig nok til at tiltrække sig opmærksomhed."

Disse formuleringer blev ifølge Rice, 1996 [25] indlemmet i Britisk Standard BS 4142 fra 1967 i let ændret form: "Hvis der er betydende impulsive uregelmæssigheder i støjen (banken, klirren/ drøn, slag), eller hvis støjen er uregelmæssig nok til at tiltrække sig opmærksomhed, læg 5 dB til det målte støjniveau." Dette blev senere ændret til: "Hvis der er tydelige impulser i støjen (banken, smæk/klik, klapren, slag), eller hvis støjen er uregelmæssig nok til at tiltrække sig opmærksomhed, læg 5 dB til det målte støjniveau," og denne formulering fremgår også af standardens 1994-udgave.

ISO standarden R 1996 fra 1971 angiver, at "jævn støj med en impulsiv karakter (som hamren og nitning) eller med diskrete støjimpulser angives (rated) ved lydtrykniveauet i dB(A) plus en korrektion på +5dB(A)." Revisionen i 1987 nævnte, at "hvis impulser er en væsentlig egenskab ved lyden inden for et specificeret tidsinterval, kan der foretages en justering, for dette tidsinterval, til det målte ækvivalente kontinuerte lydtrykniveau, L_Aeq." I en note angives, at man kan beskrive impulsiviteten ved forskellen L_AeqI - L_Aeq, ved spidsværdierne og ved antallet af impulser inden for en specificeret tid.

I et forsøg på en objektiv definition er der i et EC direktiv fra 1979 (113, EEC journal No L33/ 15-29) angivet, at støj har en impulsiv karakter, hvis L_AI - L_AS > 4 dB. Index AI og AS refererer til de A-vægtede støjniveauer målt med tidsvægtningerne I (Impulse) og S (Slow).

Rice, 1996 [25] nævner, at "ikke-konstanthed" er en faktor, som har en tendens til at forværre genen, specielt når der er hurtige og abrupte ændringer i niveauet.

Franks, 1996 [11] definerer impulsstøj i relation til støj på arbejdspladsen som lyd, der hurtigt stiger til en skarp spids og derefter hurtigt aftager. Støjen kan have en "ringende" karakter som f.eks. slag på en metalplade. Impulsstøj kan være gentagen eller bestå af en enkelt impuls. Hvis impulserne optræder i hurtig rækkefølge, skal støjen ikke beskrives som impulsholdig.

Niedzielski, 1991 [18] har i 1990 sendt 100 breve til "environmental agencies" i USA, Canada, Vesteuropa, Japan og Australien foruden til forskellige akademiske institutioner angående impulsstøj m.m. Af de citerede svar fremgår det, at impulsstøj i almindelighed karakteriseres som kortvarige lyde (som regel mindre end et sekund) med brat start og slutning. Ofte nævnes hamren og eksplosioner som eksempler. En enkelt undtagelse fremgår af en definition på "Short duration repetitive sounds", som er lyde, der forekommer mere end én gang i timen, som er klart skelnelige som en hændelse, og som giver anledning til en forøgelse på mindst 6 dB(A) med tidsvægtning F over det lydtrykniveau, der observeres umiddelbart før og efter hændelsen, som typisk skal have en varighed på mindre end 10 sekunder. (Der gives et tillæg på 5 dB til den målte støj).

ISO 1996-2 Amd.1 [9] giver ikke nogen konkret definition af impulslyd, men giver en række eksempler på impulsagtige lyde, som er inddelt i tre klasser:

Stærkt impulsiv lyd (highly impulsive sound): Lette våben, hamren på metal og træ, faldhammerramning, sænksmedning, pælebanker, tryklufthammere, betonbrækkere … eller lyde med tilsvarende karakteristika og påtrængenhed. Støjen i denne klasse involverer sædvanligvis slag eller en eller anden slags lille eksplosion (gunfire).

Højenergi-impulsiv lyd (high-energy impulsive sound): Eksplosioner, industrielle processer, der bruger eksplosiver, lyd fra våben og bomber (og andre eksplosiver, hvor den ækvivalente masse af dynamit overstiger 25 g) og andre lignende lyde med samme karakteristika og påtrængenhed.

Moderat impulsiv lyd (ordinary impulsive sound): En impulsiv lyd, som hverken er stærkt impulsiv, eller som er en højenergi-impulsiv lyd. Lyde, som af og til beskrives som impulsive, men som ikke vurderes at være så påtrængende som stærkt impulsive lyde. Typiske eksempler er smækken med bildøre, udendørs boldspil (fodbold, basketball), kirkeklokker og selv fuglesang (afhængigt af sammenhængen). Meget hurtige passager af fartøjer, tog eller lavtflyvende militære fly.

DS/ISO 10843 [8], som beskæftiger sig med enkeltimpulser eller serier af impulser, definerer en impuls som: "Et enkelt kort udbrud (burst) eller en serie af korte udbrud af lydtryk. Tryktidshistorien af de enkelte udbrud inkluderer opvoksen til et spidslydtryk efterfulgt af et aftagende trykforløb". Selv om det ikke direkte fremgår, synes det for givet, at man ikke i denne sammenhæng forestiller sig, at en stationær del kan være indeholdt i dette forløb.

2.3 Gene af impulsstøj

Af Rice, 1996 [25] fremgår det, at i løbet af 1980’erne blev der af 7 europæiske laboratorier fra følgende lande: Danmark, Frankrig, Irland, Tyskland, Italien, Holland og England udført forskning i både felt og laboratorier af effekten af impulsstøj på mennesker. Det blev konkluderet, at impulsstøj var signifikant mere generende end konstant støj, samt at det 5 dB-tillæg, som blev anbefalet i standarderne, var for konservativt, specielt i situationer med lav baggrundsstøj. Yderligere blev det bekræftet, at der var stærke negative følelser knyttet til impulsstøj (undersøgelsen omfattede også skudstøj) i modsætning til vejtrafikstøj.

Rice gør opmærksom på, at formålet med at måle ekstern støj er at kvantificere det sande genepotentiale af støjen, dvs. at give numeriske resultater, som er tro mod den subjektive vurdering foretaget af en gennemsnitsperson. Han lægger vægt på, at vi her kun beskæftiger os med genepotentialet af støjen, hvilket skal skelnes fra den oplevede støjgene. Relationen mellem disse to begreber involverer psykologiske, socioøkonomiske og andre ikke fysiske variable, som er uden for nærværende formål, men som danner den næste logiske udvidelse.

Niedzielski, 1991 [18] nævner, at pludselige eller kraftige lyde giver anledning til reaktioner i kroppen, stigende blodtryk og hjertefrekvens, muskelspænding og hormoner i blodstrømmen m.m. En typisk "flygt eller kæmp"-reaktion, som også kan opstå under søvn.

2.4 Tillæg for impulsstøj

ISO standarden R 1996 fra 1971 angiver som tidligere nævnt, at "jævn støj med en impulsiv karakter (som hamren og nitning) eller med diskrete støjimpulser angives (rated) ved lydtrykniveauet i dB(A) plus en korrektion på +5dB(A)." Revisionen i 1987 nævnte, at "hvis impulser er en væsentlig egenskab ved lyden inden for et specificeret tidsinterval, kan der foretages en justering, for dette tidsinterval, til det målte ækvivalente kontinuerte lydtrykniveau, L_Aeq."

I 1994-udgaven af Britisk Standard fremgår det, at "hvis der er tydelige impulser i støjen (banken, smæk/klik, klapren, slag), eller hvis støjen er uregelmæssig nok til at tiltrække sig opmærksomhed, skal der lægges 5 dB til det målte støjniveau."

Ifølge Rice, 1996 [25] gav feltdata ikke bevis for et niveau-afhængigt tillæg for impulser, hørt isoleret fra anden baggrundsstøj. Der var dog et stærkt bevis for, at tillægget skulle være mindst 10 dB. Laboratoriemålingerne viste dog tydeligt et behov for et niveau-afhængigt impulstillæg varierende fra 10 dB(A) ved lave niveauer (50 dB(A)) og til 0 dB(A) ved højere niveauer (80 dB(A)) i forhold til jævne støjtyper som f.eks. vejtrafikstøj. Andre undersøgelser synes at bekræfte behovet for et 10 dB(A)-tillæg ved niveauer, der er aktuelle for ekstern støj. Det fremgår af artiklen, at de ovenfor nævnte korrektioner er gyldige for impulslyde, der ikke er hørt i sammenhæng med anden støj eller med lav baggrundsstøj.

De typer støj, der indgik i undersøgelserne, var støj fra ramning, hamren på metal, militær og civil skydning, eksplosioner og syntetiske geværskud. I alle tilfælde blev impulsstøjen bedømt mere generende end kontinuert støj (vejstøj), men der var forskelle i bedømmelserne afhængigt af impulsstøjens karakter.

I [3] (støj fra lavtflyvende jagerfly, er nærmere omtalt i Afsnit 2.10.2) og [9] (ISO 1996-2:1987) opereres med tillæg i størrelser på op til hhv. 11 og 12 dB, og der omtales tillæg på mellem 2 og 15 dB. Disse tillæg lægges dog ikke til L_Aeq for hele referencetidsrummet, men i princippet kun til den energi, der direkte kan henføres til impulserne - tillægget gives til L_AE-værdien af impulserne. Det betyder, at kun hvis impulserne leverer langt hovedparten af den energi, der bestemmer L_Aeq, slår tillægget igennem med sin fulde størrelse.

I [9] opereres med tre begreber (jf. Afsnit 2.2): "stærkt impulsiv lyd", "højenergi-impulsiv lyd", og "moderat impulsiv lyd". For stærkt impulsiv lyd skal tillægget være på 12 dB, og for moderat impulsiv lyd skal tillægget være 5 dB. For højenergi-impulsiv lyd anbefales et tillæg, der er signifikant større end 12 dB, hvis målingen baserer sig på A-vægtede værdier. (Nogle lande vurderer disse lyde (sprængninger o.l.) med C-vægtede spidsværdier eller med SEL-værdier).

2.5 Impulsernes hyppighed og regularitet

Rice, 1996 [25] angiver, at for impulser hørt alene betyder impulsernes regularitet med hensyn til amplitude og tid mindre. En undersøgelse med syntetiske skud, hvor skud hvert halve sekund blev sammenlignet med skud med forskellige intervaller mellem 0,2 og 2 sekunder og med skud af varierende L_Aeq mellem 35 og 65 dB, viste, at de forskellige hyppigheder og varierende amplituder ikke gav signifikante forskelle i genevirkningen. I alle tilfælde var genevirkningen ca. 10 dB større end for vejtrafikstøj med samme L_Aeq.

2.6 Indflydelse fra anden jævn støj

Når impulsstøj og jævn støj optræder i kombination, bliver problematikken ifølge Rice, 1996 [25] væsentligt mere indviklet, bl.a. fordi spørgeteknikken skal give svar på den kildespecifikke gene (impulser eller vejtrafikstøj) frem for den totale gene af den kombinerede støj. Vurderinger af den totale gene følger generelt en "dominant kilde"-model med en lille forøgelse af den totale gene, når de separate kildespecifikke gener er ens. Både felt- og laboratorieundersøgelser viser, at impulsstøjen er mindre generende, når den maskeres delvist af anden støj. Indflydelsen kan reducere det omtalte 10 dB-impulstillæg med mellem 5 og 9 dB afhængigt af baggrundsstøjens niveau og det resulterende forhold mellem impuls- og baggrundsstøj. I den beskrevne problematik antages det, at impulsstøjen kommer fra en anden kilde end den jævne støj.

2.7 Impulsivitet

Af Rice, 1996 [25] fremgår det, at den opfattede impulsivitet er en funktion af det absolutte niveau af lyden. Impulsivitet må ikke forveksles med gene, men impulsiviteten afhænger i sig selv af både signal/støjforhold og det absolutte niveau. Desuden har frekvensindholdet af både impulser og maskerende støj betydning for den opfattede impulsivitet.

Når impulser udbreder sig, vil de ændre karakter. Det viser sig, at det absolutte niveau har væsentligt mere indflydelse på den opfattede impulsivitet end ændringen af lydens karakter under udbredelsen.

Det tidligere nævnte mål for impulsivitet L_AI - L_AS > 4 dB er også blevet undersøgt i denne sammenhæng. Ifølge Rice, 1996 [25] viser det sig. at ca. 25% af lydene, både de kontinuerte og de impulsive bliver forkert klassificeret efter dette mål.

Bisping, 1996 [5] nævner (med henvisning til Rice), at genevirkningen af impulsagtig støj tilsyneladende er uafhængig af den oplevede impulsivitet, og henviser til, at en støj meget vel kan være impulsiv og stille eller jævnt kraftig og støjende. Der synes altså at være en vis uafhængighed mellem niveau og impulsivitet. Bisping har undersøgt impulsiviteten af forskellige tone bursts mellem 250 og 4000 Hz og varigheder mellem 10 og 1000 ms med stigtider på ca. 2 ms. Impulsiviteten blev vurderet af 13 forsøgspersoner. Det fremgår ikke, hvorledes de var udvalgt, og hvordan de blev instrueret eller trænet (dvs. hvordan begrebet impulsivitet var defineret over for forsøgspersonerne). Han konkluderer, at "loudness" stiger med varigheden af impulsen, mens impulsiviteten falder, jo længere den er.

2.8 Subjektive målinger af impulsstøj

Rice, 1996 [25] nævner, at én af de forvirrende faktorer, som knytter sig til menneskers respons på lyd, er, at styrken af det opfattede indtryk ikke altid er proportionalt med den fysiske størrelse af lyden. Endvidere kan de deskriptorer, der bruges til at klassificere disse indtryk, give anledning til flertydigheder i mening og brugen af dem (især) på tværs af kulturer og sprog. Sædvanligvis bruges begreberne "loudness" (hørestyrke), "noisiness" (støjstyrke) og "annoyance" (gene). Disse har følgende generelt accepterede definitioner:

Loudness (hørestyrke) antages generelt at være et udtryk for en persons auditive indtryk af styrken af en lyd, dvs. det subjektive indtryk, der er relateret til intensiteten af lyden.

Noisiness (støjstyrke) har været defineret, som det subjektive indtryk af en ikke uventet, ikke smerte- eller frygtfremkaldende lyd, som er en del af personens omgivelser.

Annoyance (gene) har været defineret som værende en følelse af ubehag knyttet til enhver årsag eller tilstand, som reelt eller indbildt påvirker et individ eller en gruppe negativt.

Selv om det ofte er nyttigt eller nødvendigt at fokusere på en enkelt miljømæssig faktor (som f.eks. støj), skal man gøre sig klart, at den enkelte årsag eller tilstand i det virkelige liv er én ud af et kompleks af miljømæssige påvirkninger (stressorer).

Laboratorieforsøg giver en hurtig mulighed for at opstille modeller for menneskers respons på lyd/støj, som senere kan valideres under feltforhold. Laboratorieforsøg og feltforsøg har hver deres fordele og ulemper.

Fordelene ved feltmålinger er, at situationen er i det virkelige liv, og at den gene, man kan efterspørge er den oplevede gene, og at man kan vælge en repræsentativ gruppe af personer. Ulemperne er, at den støj, man ønsker at undersøge, sjældent optræder alene, og at det ofte er dyrt og tidskrævende.

Laboratoriemålingerne (lytteforsøg) gør det muligt at gentage forsøgene. Man kan præsentere de enkelte støjtyper isoleret, og man har god kontrol over støjens fysiske parametre. De er forholdsvis hurtige og billige at udføre. Ulemperne er, at det er simulerede lyttefaciliteter, og at genen skal projekteres over i det virkelige liv ("hvis du hørte denne støj hjemme ....."). Støjpåvirkningerne er som regel kortvarige, og der er som regel ingen andre påvirkninger fra kilder og omgivelser. (Flere forskere, bl.a. R. Guski og Brigitte Schultze-Fortkamp hævdede på "Forum Acusticum" i Berlin marts 1999, at dette var en af hovedårsagerne til, at man ikke kunne måle gene i laboratorieforsøg).

Valget af metode må afhænge af formålet og de til rådighed værende midler. Af afgørende vigtighed er valget af deskriptorer.

Rice, 1996 [25] mener, at selv om "gene" utvivlsomt indeholder komponenter af individuelle reaktioner, er det den ideelle deskriptor til feltmålinger. Ved laboratoriemålinger vil resultaterne være afhængige af de instruktioner, der gives i forbindelse med målingerne, så genevurderingen er ikke absolut, men kan dog bruges til en kvantitativ rangordning af effekterne af forskellige fysiske lyde. I øvrigt mener Rice, at det samme kan siges om andre deskriptorer som "loudness", "noisiness", "uønskethed", "uacceptabelhed", "vil protestere mod" og "utilfredshed". Rice forslår, at man anvender et andet udtryk for alle disse synonymer, nemlig "rapporteret gene". I laboratorieforsøgene indgik spørgsmålet: "Hvor generende vil du vurdere denne støj, hvis du hørte den hele tiden i dit eget hjem?" Denne hjemmeprojektion gav ikke signifikant anderledes resultater end det direkte spørgsmål om, hvor generende den pågældende støj var.

Når man sammenligner felt- og laboratorieforsøg, er en vigtig forskel eksponeringstiden, som oftest er væsentligt kortere i laboratoriet. I forbindelse med forsøgene i 1980’erne (Rice, 1996 [25]) blev det undersøgt, om lyttesessionernes varighed havde indflydelse på de målte genevirkninger. Fire grupper på 18 personer blev udsat for syntetisk skudstøj med L_Aeq varierende mellem 35 og 65 dB i perioder à hhv. 1, 5, 15 og 30 minutter. Der var ingen signifikant forskel på den opnåede respons på genevirkningen for de fire grupper. Yderligere blev den tidligere omtalte niveau-afhængige korrektion bekræftet.

2.9 Objektive mål for impulsstøj

I et direktiv fra Europakommissionen (1979, 113, EEC journal No. L33/15-29) er det angivet, at støj har en impulsiv karakter hvis L_AI - L_AS > 4 dB. Index AI og AS refererer til de A-vægtede støjniveauer målt med tidsvægtningerne I (Impulse) og S (Slow). Ifølge Rice, 1996 [25] blev 25% af lydene, både de kontinuerte og de impulsive forkert klassificeret efter dette mål.

Andre studier har forsøgt sig med mere konventionelle mål som L_AI, L_AS, L_AF, L_AF95%, uden at det gav specielt brugbare resultater.

Berry, 1987 [4]. I dette arbejde er genen målt i laboratoriet (simuleret dagligstue) af forskellige støjeksempler på 5 minutter med L_Aeq-værdier på mellem 35 og 65 dB. Det nødvendige impulstillæg - for at give samme gene som trafikstøj - blev brugt som målestok for den subjektive respons. Ud over den multiple korrelationskoefficient R for et 3. ordens polynomium med den aktuelle objektive parameter i forhold til de subjektive resultater blev også rms-afvigelserne (rms = root mean square) af resultaterne fra en toliniers tilnærmelse beregnet. Der var følgende resultater:

hvor v_i er de samplede værdier af lydtrykket, og S er:

For denne deskriptor blev R² = 0,69, og rms-afvigelsen fra den to-retlinede tilnærmelse var 1,62 dB.

Figur 2.3 viser sammenhængen mellem subjektive tillæg for gene og objektive data.

Berry konkluderer, at de bedste resultater opnås med ISO-descriptoren (X), hvor der blev opnået R² = 0,69 ved en 3. ordens regression, og at denne er mindre følsom end de øvrige mål over for ubestemtheder i de objektive målinger. Han anbefaler, at metoden bliver testet med flere slags eksempler, hvor den subjektive effekt er kendt, før metoden tages i brug.

Figur 2.3
Sammenhængen mellem forskellige objektive mål for impulser og det subjektivt vurderede nødvendige impulstillæg )D _s i dB for at give samme gene som kontinuert trafikstøj for forskellige støjtyper. Fra Berry, 1987 [4].

Berry, 1989 [2] forsøgte senere at bruge følgende parametre: L_AeqI - L_Aeq, topfaktor (forholdet mellem spidsværdi og RMS-værdi), standardafvigelse af L_Aeq(10ms) og salience (fremspring) (L_Aeq(10ms)max - L_Aeq(1s)). Increment suppleres i denne reference med "increment" af L_Aeq10ms og ISO-metoden udviklet for helikopter "blade slap". Subjektive vurderinger af impulsivitet gav de mest lovende resultater med metoder baseret på tidsserier af_, specielt "increment", hvor forskellen mellem successive værdier af L_Aeq(10ms) beregnes og den største positive differens findes.

Brambrilla, 1991 [7] sammenligner genevirkningen af impulsive lyde med et mål, han kalder L_DI-index, som er defineret som L_Aeq + Lj , hvor Lj er et mål baseret på 10 ms L_eq-værdier, og som er en kombination af størrelsen af opadgående spring og deres antal. Genevirkningen (uden nærmere definition) af 54 støjeksempler blev vurderet af 40 naive lyttere, på en 9-punkts skala. Lydeksemplerne var 22 dagligdags lyde, som blev gengivet med A-vægtede niveauer på mellem 35 og 70 dB og en varighed på 20 sekunder. Korrelationskoefficienten mellem genevirkningen og L_DI var kun en ubetydelighed større end for L_Aeq alene, idet den for impulsagtige lyde steg fra 0,883 til 0,884. Resultatet er vist på Figur 2.4. Umiddelbart ser det ikke af figuren ud til, at Lj bidrager væsentligt til variansen inden for de enkelte niveauklasser.

Figur 2.4
Sammenhængen mellem Noise Disturbance level, L_DI og lytternes angivelse af "gene". Efter [7].

Brambilla, 1998 [6] har her sammenlignet tre forskellige objektive mål med 48-112 lytteres vurdering af støjens impulsivitet. Personerne blev - for hver af 26 lyde af 20 sekunders varighed gengivet ved et A-vægtet niveau i laboratoriet på 55 dB - bedt om at angive, om de vurderede lyden som impulsiv (begrebet er ikke defineret i artiklen).

De tre objektive mål var:

Den højest opnåede korrelationskoefficient var 0,65. Den blev opnået mellem Raising og den procentdel af lytterne, der vurderede lyden som impulsiv. Dette svarer til en andel af forklaret varians på 0,43. Brambilla konkluderer, at Raising viser det bedste resultat, mens I er den mest specifikke deskriptor med en grænseværdi (50% ja for impulslyd) på 10 dB. Brambilla finder resultaterne lovende og mener, at det er ønskeligt at få målene valideret i en større skala med henblik på kommende standarder.

2.10 Målemetoder i andre lande

2.10.1 DS/ISO 1996-2 Amd.1

DS/ISO 1996-2 Amd.1 [9], der udkom 1998-09-15 og er godkendt som DS 1998-11-24, beskriver, hvorledes tillæg for støj administreres. Der gøres dog straks i forordet opmærksom på, at TC 43 SC 1 har anbefalet en revision af hele ISO 1996-serien, og at det derfor også må påregnes, at tillægget for impulsiv lyd vil blive undersøgt nærmere.

Det konstateres i afsnittet med definitioner, at der p.t. ikke eksisterer en klar og utvetydig deskriptor, der kan definere tilstedeværelsen af impulsiv lyd, hvorfor man i stedet opdeler impulsive lyde i tre klasser fastlagt ved eksempler. Disse klasser er "stærkt impulsiv lyd", "højenergi-impulsiv lyd" og "moderat impulsiv lyd", som beskrevet i Afsnit 2.2.

Støjbelastningen findes ved at give et tillæg til det målte L_Aeq for toner og impulser. Tillægget for impulser beregnes forskelligt, alt efter om der er tale om impulser i klasse 1 eller klasse 2.

Klasse 1 udgøres af impulsive lyde, der klart kan identificeres og måles separat som enkelthændelser fra en distinkt kilde. I dette tilfælde måles støjdosen L_AE (sound exposure level) for hver af impulserne. For hver impuls gives et tillæg til det målte L_AE på 12 dB, hvis den er en stærkt impulsiv lyd, eller på 5 dB, hvis det er en moderat impulsiv lyd. De således korrigerede L_AE-værdier summeres og omregnes til et ækvivalent niveau i det pågældende referencetidsrum. Dette beregnede ækvivalente niveau adderes til niveauet fra de øvrige (kontinuerte) støjbidrag.

Der er altså tale om en graduering, der både tager højde for antallet, varigheden og størrelsen af impulserne. Ulempen er, at impulserne skal måles separat, og at det tillæg på 5 eller 12 dB, der gives til de målte L_AE-værdier, ikke er begrundet i, hvor tydeligt impulserne høres. Der er dog noter i dokumentet, der siger, at hvis impulserne ikke kan høres, skal der ikke gives tillæg, og hvis impulserne kommer så tidsmæssigt tæt (mere end ca. 20 pr. sekund), så de ikke længere opfattes som særskilte impulser, skal der heller ikke gives tillæg.

En af de væsentligste mangler ved denne standard er, at den ikke tager hensyn til, i hvilket omfang impulserne er maskeret af anden støj.

2.10.2 Onset rate

Ud fra betragtningen om at impulser er pludselige lyde, er begrebet "onset rate" relevant. Begrebet er et mål for, hvor hurtigt lydtrykniveauet vokser, og måles i dB/sekund. Målingen foretages på det A-vægtede lydtrykniveau målt med tidsvægtning F.

Begrebet er introduceret i konsekvens af, at genevirkningen af pludselige og kraftige støjhændelser med uregelmæssig forekomst ikke beskrives tilstrækkeligt med L_DN-niveauet.

I forbindelse med lavtgående militære fly (f.eks. 92 fods (ca. 31 m) højde og en hastighed på 484 knob (800 km/h), onset rate: 72 dB/s) vurderes genevirkningen (fundet ved et "rented home"-forsøg) ifølge Berry [3] bedst ud fra L_DN-niveauet i den travleste måned på året, når der indføres en onset rate-justering på de enkelte "sound exposure levels" (SEL), før støjbelastningen beregnes.

I forbindelse med dette er det et problem, at onset rate i praksis måles på forskellige måder, som kan give forskellige resultater, pga. at hældningen af lydens forflanke ikke er lineær. Berry foreslår en metode, hvor man finder onset rate ud fra intervallet mellem 40 dB under maksimum og til maksimum. Andre metoder ser på forskellen fra 5 dB over baggrundsstøjen til 5 dB fra maksimum.

Størrelsen af onset rate-tillægget fundet ved "rented home"-forsøget er vist på Figur 2.5.

Figur 2.5
Tillæg til SEL-værdier for lavtgående militære fly før beregning
af støjbelastningen.

Det ses, at tillægget vokser fra 0 dB ved en onset rate på 15 dB/s til 11 dB ved 150 dB/s. Princippet bruges i ANSI S12.9-1996 [1].

2.11 Sammenfatning og konklusion

2.11.1 Definition af impulsbegrebet

I almindelighed er impulsbegrebet hovedsageligt knyttet til korte lyde, der starter og evt. slutter brat (der er ikke givet nærmere specifikationer for "kort" og "brat"), uden at begrebet dog er klart afgrænset til sådanne lyde.

I mangel af en definition er begrebet i flere sammenhænge illustreret ved eksempler på lydkilder. Det har dog den svaghed, at forholdet mellem den impulsive lyd og baggrundsstøjen ikke kommer til udtryk i definitionen.

I nogle referencer betegnes lyde som impulsive, når bestemte relationer mellem måletekniske parametre er opfyldt, men selve begrebet "impuls" er ikke defineret. Det gælder f.eks. definitionen L_AI - L_AS > 4 dB fra IEC direktiv 113 fra 1979, som dog ved lytteforsøg har vist sig at fejlklassificere en uacceptabelt stor del af de testede lyde.

I Britisk standard BS 4142 ligestilles impulser (defineret ved eksempler) med støj, der er uregelmæssigt nok til at tiltrække sig opmærksomhed, hvad angår et 5 dB-tillæg, og i den seneste ISO 1996 bruges impulsbegrebet også i forbindelse med lavtflyvende jagerfly.

Det må konkluderes, at selv om der er en nogenlunde fælles opfattelse, mangler der en definition af impulsbegrebet. Dette må siges at være en væsentlig kilde til usikkerhed både ved lytteforsøg og ved udvikling af målemetoder, at det ikke er klart, hvad man skal vurdere og måle.

2.11.2 Gene, impulsivitet og tillæg

Flere undersøgelser måler gene under laboratorieforhold, f.eks. ved at bede forsøgspersonerne angive genen på en skala. Nogle forskere mener, at dette ikke er et udtryk for gene, mens andre mener, at man kan bestemme støjens genepotentiale på denne måde.

Det kan i det mindste konkluderes, at man skal skelne mellem "gene" målt i et laboratorium og gene fundet ved interviewundersøgelser i felten.

Den relative gene er også søgt kvantificeret under laboratorieforhold, men i hjemmelignende situationer ved sammenligning med eller ved justering af niveauet, indtil samme gene angives for impulsstøj og vejtrafikstøj. Denne metode kræver ikke nødvendigvis, at impulsbegrebet er defineret, men der er også eksempler på undersøgelser, hvor man beder forsøgspersonerne angive, om en støj er impulsiv, uden at begrebet er defineret.

Det er undersøgt, i hvilken grad eksponeringstiden har indflydelse på den laboratoriemålte gene. Eksponeringer fra 30 minutter og ned til 1 minut giver tilsyneladende samme respons for L_Aeq-niveauer mellem 35 og 65 dB. (Ved interviewundersøgelser i felten anbefales det, at støjforholdene har været uændrede i ca. et år, før sådanne undersøgelser gennemføres).

De mange undersøgelsesmetoder og forsøgsdesign gør det vanskeligt direkte at sammenligne resultaterne, som dels har til formål at fastsætte størrelsen af det tillæg til L_Aeq, som kompenserer for den ekstra gene, og dels har til formål at finde en objektiv målemetode til administration af tillægget.

I de gennemgåede referencer er der nævnt tillæg på mellem 2 og 15 dB. Det fremgår også, at tillægget skal være mindre, hvis baggrundsstøj delvist maskerer impulserne.

På baggrund af de gennemgåede referencer kan det ikke konkluderes, om der er behov for et niveau-afhængigt impulstillæg.

2.11.3 Objektive mål

Det er karakteristisk, at de fleste referencer tager udgangspunkt i de måletekniske muligheder. Der er tilsyneladende ikke reflekteret så meget over hørelsens egenskaber.

Mange forskellige målestørrelser og kombinationer af sådanne er undersøgt. De mest lovende, dvs. de mål, som giver bedst overensstemmelse med lytteres vurdering af gene eller impulsivitet, synes at være de mål, der vedrører opvoksningsforløbet af lyden.

Der synes derfor at være grund til at rette opmærksomheden mod mål, der er i overensstemmelse med hørelsens egenskaber, og som kvantificerer starten af lydene.

3. Syvende sammenlignende støjmåling

I 1990 afholdt Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for Støjmålinger den 7. sammenlignende støjmåling, se [17]. En af opgaverne bestod i en subjektiv vurdering af, om der skulle gives et impulstillæg på 5 dB til en række lydeksempler, som var udsendt på bånd. Lydeksemplerne er nærmere beskrevet som gruppe P (proficiency test) i Bilag 15. Lydene var dels kunstigt frembragte og dels optagelser fra virkelige støjkilder. Lydene var alle i mono og havde forskellige L_aeq-værdier.

Det blev anbefalet, at laboratorierne aflyttede eksemplerne med hovedtelefoner, men hvordan aflytningen konkret foregik og ved hvilket niveau, vides ikke.

Laboratorierne kunne afgive deres svar under to forudsætninger:

1. De udvalgte 30-60 sekunders optagelse er det eneste tidspunkt inden for hver halve time, hvor der forekommer impulser i støjen (svarende til referencetidsrummet om natten).
2. De udvalgte 30-60 sekunders optagelse er repræsentative for hele driftstidsrummet.

Vi vil i nærværende sammenhæng kun beskæftige os med svarene under forudsætning 2.

3.1 Den subjektive respons

Figur 3.1
Svarene på, om der skulle gives 5 dB-tillæg for impulser (ja-%) fra de laboratorier, der deltog i 7. sammenlignende støjmåling.

Ved tolkningen skal man være opmærksom på, at svarene fra laboratorierne er en samlet vurdering af impulsernes tydelighed, deres hyppighed eller antal og det rimelige i at tildele impulstillægget på 5 dB til de aktuelle støjeksempler (afvejning af støjulemper efter teknikernes vurdering og evt. økonomiske hensyn). Vurderingen er sket på baggrund af de nugældende støjvejledninger [15] og [16] og deres angivelser af impulsiv lyd (eksempler på lydkilder) samt teknikernes erfaring fra praksis. Andre forhold end teknikernes vurdering af lydens karakter har således haft indflydelse på vurderingerne. Det må forventes, at især kategoriske forhold med hensyn til lydkildernes art har haft væsentlig indflydelse, da eksemplerne på impulsholdige kilder i vejledningen er de eneste konkrete holdepunkter, teknikerne har for deres vurderinger.

Det fremgår af Figur 3.1, at der langt fra var enighed om tildeling af tillægget. For de lydeksempler, der ligger i nærheden af en ja-% på 50, må det nærmest betegnes som en tilfældighed, om der gives tillæg eller ej. Set i en administrativ sammenhæng er det selvfølgeligt uheldigt, men set som et lytte- og vurderingsforsøg er det naturligt, at der er en glidende overgang mellem den %-del, der siger ja til tillæg for de forskellige lydeksempler og den %-del, der ikke gør det. Dette illustrerer det urimelige i at administrere med et fast tillæg, som ikke gradueres efter lydens karakter.

Lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling har i modificeret form (samme L_Aeq for alle lydeksempler) indgået i lytteforsøgene for nærværende projekt. Eksemplerne kan således betragtes som et bindeled mellem laboratoriernes vurderinger og lytteforsøgene med de ovenfor nævnte forbehold for indflydelse af ikke-akustiske faktorer.

4. Lydeksempler

4.1 Indledende overvejelser

4.1.1 Generelt

Da det ikke er overkommeligt at teste alle relevante lyde, skal det udsnit, man vælger, og den måde, det præsenteres på, være så repræsentativt for den aktuelle problemstilling som muligt. Der er derfor gjort en del overvejelser for at sikre, at valget af eksempler og forsøgsmetodikken giver resultater, som så vidt muligt kan generaliseres til at dække hele problemstillingen.

Der er lagt vægt på, at de lydeksempler, der indgik i lyttetesten, repræsenterede realistiske lyde i det eksterne miljø, samt at de blev præsenteret for lytterne på den mest realistiske måde.

De benyttede lyde stammer fra det eksterne miljø og præsenteres ved lyttetesten sammen med baggrundsstøj. Lydene er optaget med kunsthovedteknik og blev præsenteret for lytterne over hovedtelefoner. Denne teknik muliggør lokalisation af lydkilder og baggrundsstøj. Lytterne kan på denne måde identificere de aktuelle støjkilder ved retningen foruden ved kildernes spektrale og temporale karakteristika.

Når der benyttes lyde fra praksis, sætter det ret snævre grænser for de variationer, der er mulige at teste på en systematisk måde. Man kan ikke - som med kunstige lyde- variere hældningen af for- og bagflanker (stige- og henfaldstider), niveauspringenes størrelse, spektrale egenskaber m.m.

For alligevel at kunne variere støjkildernes styrke i forhold til baggrundsstøjen og antallet af impulser er lydeksemplerne konstrueret ved redigering og miksning af lyde fra virkelige støjkilder og virkelig baggrundsstøj.

For med en rimelig indsats at få et bredt udvalg af støjkilder er rålyden fra støjkilderne hentet fra en samling af lydeffekt-CD’er som beskrevet i Afsnit 4.2. Denne fremgangsmåde har den ulempe, at der ikke er kendskab til de akustiske forhold under optagelserne samt evt. brug af signalbehandling under optagelse og redigering af lydene, før de blev lagt på CD’en. Når metoden alligevel er fundet forsvarlig, skyldes det, at såvel fysiske målinger som lytternes vurderinger sker på det samme materiale.

Ovenstående overvejelser om valg af lydeksempler, baggrundsstøj m.m. gælder ikke lydeksemplerne fra den 7. sammenlignende støjmåling, som indgik i næsten uændret form (og dermed uden baggrundsstøj) i lyttetesten.

4.1.2 Valg af niveau

Helt overordnet er det relevante område for L_Aeq-værdier 20-70 dB med eller uden 5 dB-tillæg for impulser. For at begrænse arbejdet er det valgt at præsentere lydene ved kun to L_Aeq-niveauer på hhv. 40 og 60 dB.

4.1.3 Valg af lyde

Lydeksemplerne er valgt, så der både er lyde, der normalt anses for impulsive, og lyde, som normalt ikke anses for at tilhøre denne kategori. Lydene er valgt, så de ud fra en indledende vurdering repræsenterer forskellige grader af pludselighed og forskellige grader af, hvor fremtrædende impulserne er. Eksemplerne er også udvalgt, så der er forskellige forhold mellem L_{A max, F} og L_Aeq for de valgte eksempler. Dette er illustreret i Bilag 20.

Endelig er der ved valget taget hensyn til, at lydene normalt kan optræde med niveauer i nærheden af 40 og 60 dB (L_Aeq-værdier) i det omgivende miljø.

Til brug for introduktion af problemstillingen for forsøgspersonerne er valgt eksempler, der illustrerer yderpunkter: Lyserød støj med en niveauvariation, der simulerer en forbikørsel med 50 km/h i 7,5 m afstand, et (kunstigt frembragt) tågehorn med konstante toner, skarpe (kunstigt frembragte) impulser og hammerslag på metal. Der er ved introduktionen valgt til dels at bruge kunstigt frembragte lyde for at undgå en kategorisering af lydkilderne, som måske kan påvirke selve lytteforsøgene.

4.1.4 Baggrundsstøj

Det er valgt at præsentere lydene på baggrund af en konstant omgivelsesstøj uden identificerbare enkeltkilder.

Formålet med baggrundsstøjen er:

1. delvist at maskere impulserne,
2. at give en kontekst og skabe den rette "atmosfære",
3. at virke som "referenceniveau" for vurderingen af impulserne.

For at opfylde disse formål blev det besluttet, at baggrundsstøjen skulle være tilstede uafbrudt under lyttesessionerne, dvs. dels under lydeksemplerne, men også i pauserne mellem lydeksemplerne og ved annonceringen af lydeksemplernes numre mv.

4.2 Optagelse

Fra en samling på 10 lydeffekt-CD’er til film- og videobrug blev de lydeksempler udvalgt, der var mest relevante til nærværende formål. Disse eksempler blev kritisk gennemlyttet med hensyn til realisme og optagekvalitet. De mest velegnede eksempler blev overspillet til DAT-bånd og herefter overført digitalt til en PC. Omvejen via DAT-båndet gav en bedre kvalitet af de lagrede signaler end direkte optagelse fra PC’ens lydkort.

Da lydeksemplerne var stereooptagelser til aflytning på højttalere, blev båndet med lydeksempler afspillet på en stereoopstilling bestående af 2 stk. Genelec højttalere model 1031 A (frekvensområde 47-22 kHz (-3 dB), max. 120 dB SPL (peak), 1m) med en fælles Genelec subwoofer model 1094 A (frekvensområde 29-80 Hz (± 2.5 dB), max. 120 dB SPL, 1m). Afspilningen foregik udendørs om natten med lav (L_pA = 40-42 dB), men hørbar baggrundsstøj fra fjerne kilder (trafikstøj). Højttalerne var opstillet med basisbredder på 10 m og på 5 m og i ca. 1m højde over en græsplæne og tæt op ad en husmur. Denne var den eneste reflekterende genstand inden for en radius på ca. 90 m bortset fra buske og træer.

Optagelsen blev foretaget med et kunsthoved Brüel & Kjær type 4100, som via en forforstærker Brüel & Kjær type 2672 var forbundet til en DAT-båndoptager HHB Portadat type PDR 1000. Afstanden mellem stereoopstillingens basislinie til kunsthovedet var den samme som afstanden mellem højttalerne. Højden af kunsthovedet svarede til en stående person på 1,8 m. En kontrollytning på kunsthovedets plads gav et realistisk indtryk af støjkilderne med god lokalisation. Niveauet af lydeksemplerne ved kunsthovedet lå højere over baggrundsstøjen under optagelsen end ved de senere sammenmiksede lydeksempler til lyttetesten.

Lydeksemplerne blev optaget i to versioner. Den ene version, som ved lyttetesten skulle præsenteres ved L_Aeq = 60 dB, blev optaget med en basisbredde på 10 m. Den anden version, som skulle præsenteres ved L_Aeq = 40 dB, blev optaget med en basisbredde på 5 m. For at simulere større afstand til støjkilderne - svarende til 40 dB-niveauet, var disse eksempler frekvensvægtet ved afspilningen som vist på Figur 4.1. Frekvensvægtningen foregik ved hjælp af en 1/3-oktavbånds grafisk equalizer Klark type DN 360.

Figur 4.1
Frekvensvægtning af "60 dB"-lydeksemplerne før optagelsen til "40 dB"-
lydeksemplerne.

For at gøre de senere præsentationer så realistiske som muligt, blev der også foretaget kalibrerede annonceringer til brug ved lyttetesten. Ved denne optagelse stod taleren 1,5 m fra kunsthovedet.

Der blev desuden lavet en kunsthovedoptagelse af baggrundsstøjen (hovedsagelig fjern trafik) på stedet.

4.3 Redigering

Efter den udendørs kunsthovedoptagelse blev lydene overført digitalt til PC. Lyden fra støjkilderne blev redigeret med PC-programmet "Cool-edit": Enkelte af lydeksemplerne blev redigeret i tidsdomænet, så de forekom i to versioner med forskelligt antal impulser. Uønskede lyde (f.eks. stemmer på et af eksemplerne) blev klippet fra. De mest relevante 30 sekunder af lydeksemplerne blev udvalgt, og alle eksempler, der ikke bestod af isolerede impulser uden anden støj, blev fadet op og ned i løbet af 1 sekund i starten og slutningen af eksemplerne. Niveauerne af lydeksemplerne blev justeret individuelt, så de alle havde samme L_Aeq-værdi.

Baggrundsstøjen blev redigeret ved at bortklippe passager med identificerbare enkeltkilder, således at der var et kontinuert forløb på ca. 10 minutter med et konstant niveau (L_A,F) inden for 1-2 dB.

Endelig blev lydeksempler, annonceringer og baggrundsstøj mikset sammen, så lydeksemplerne havde L_Aeq-niveauer på hhv. 40 og 60 dB. Annonceringerne blev præsenteret ved samme niveau som ved optagelsen, og baggrundsstøjen repræsenterede et niveau på L_Aeq = 40 dB.

4.4 De færdige lydeksempler

Alle eksemplerne har en varighed på 30 sekunder. Lyden varierer, og de impulsagtige aktiviteter udfylder ikke i alle tilfælde de 30 sekunder. Det er den samlede 30-sekunders periode, der skal vurderes. Ved indledende test af forsøgsmetodikken fandt nogle personer det svært at give en helhedsvurdering af lydeksemplerne, efter at lyden var ophørt. Desuden er der en risiko for, at den sidste del af eksemplerne vejer tungest i vurderingerne. Derfor blev eksemplerne fremstillet efter følgende koncept:

1. Annoncering af lydeksemplet.
2. Første præsentation af lydeksemplet: Lytteren koncentrerer sig om at lytte og om at skabe et helhedsindtryk af lydeksemplet - dvs. alle 30 sekunder.
3. Lytteren bliver bedt om at udfylde svarskemaet.
4. Anden præsentation af lydeksemplet: Lytteren udfylder svarskemaet, mens eksemplet høres for anden gang.
5. 10 sekunders pause før annonceringen af næste eksempel

Baggrundsstøjen fortsatte uafbrudt, også under annonceringerne og i pauserne mellem eksemplerne, og dannede - sammen med annonceringerne i naturligt niveau - en referenceramme for vurderingerne.

Der blev produceret fire bånd til lyttetesten, to bånd med L_Aeq = 40 dB og to bånd med L_Aeq = 60 dB. De nummererede lydeksempler blev randomiseret til hvert af de fire bånd med udgangspunkt i romerske kvadrater. Herefter blev der foretaget mindre ændringer af rækkefølgen, så der ikke forekom lyde med et meget højt forhold mellem L_AmaxF og L_Aeq lige efter lyde med et lavt forhold mellem disse størrelser og omvendt. Dette er illustreret i Bilag 20. Ud over lydeksemplerne indeholdt båndene kalibreringssignaler til brug ved indstilling af niveauet ved lyttesessionen.

Lydeksemplerne er beskrevet i detaljer i Bilag 15.

5. Lyttetest

5.1 Generelt om lyttetest

Ofte kaldes lyttetest for subjektive målinger, fordi resultaterne opnås på baggrund af menneskers vurderinger i modsætning til fysiske målinger, der normalt opfattes som objektive. Ved veltilrettelagte lyttetest, hvor entydigt definerede egenskaber ved lyden skal vurderes, kan menneskers sanser dog bruges som "måleinstrumenter" på linie med teknisk måleudstyr. Idet lyttetest alt efter formål og udførelse kan være subjektive eller objektive, er det nødvendigt med en nuancering af disse begreber.

5.1.1 Affektive test

Der er tale om subjektive lyttetest, hvis lytternes præferencer efterspørges. Resultaterne vil i almindelighed afhænge af, hvilken gruppe mennesker og under hvilke omstændigheder man spørger. For at undgå begrebsforvirring kaldes sådanne lyttetest i det følgende ikke subjektive, men affektive test. Undergrupper af disse kan være markedsanalyser og præferencetest. Som specielle præferencetest figurerer test, hvori genebegrebet indgår.

Sædvanligvis bruges udvalgte persongrupper, som er repræsentative i forhold til den problemstilling, man ønsker belyst. Eksperter eller trænede lyttere kan normalt ikke anses for repræsentative og bruges normalt ikke i denne sammenhæng. Man kan sige, at hovedformålet med denne slags test er at give information om mennesker i en given kontekst.

5.1.2 Auditive målinger

Hvis lyttetestens formål er at belyse, hvordan en bestemt egenskab ved lyden opfattes af hørelsen, kaldes testen objektiv eller analytisk. Det kræves, at den egenskab, der skal vurderes, kan beskrives eller eksemplificeres objektivt og på en sådan måde, at alle lyttepersonerne har en klar og entydig opfattelse af, hvilken egenskab ved lyden de skal lytte efter og vurdere. Man benytter sædvanligvis eksperter eller trænede lyttere til sådanne test. Objektive målinger, hvor mennesker bruges som måleinstrumenter, kaldes også perceptive målinger.

Inden for levnedsmiddelforskningen bruges begrebet sensoriske analyser, og i forbindelse med lyttetest bruges udtrykket auditive målinger eller analyser. For de auditive målinger kan man hævde, at hovedformålet er at give information om lyden eller en bestemt egenskab ved den, som den opfattes af hørelsen.

5.1.3 Sammenfatning

Ovenstående kan sammenfattes i Figur 5.1.

Figur 5.1 Se her!
Illustration af relationerne mellem Målepunkt 1 (fysiske målinger), Målepunkt 2 (perceptive/ auditive målinger) og Målepunkt 3 (affektive test).

I Målepunkt 1 kan vi udføre fysiske målinger ved hjælp af teknisk måleudstyr (mikrofoner, lydtrykmålere, analysatorer m.m.). Disse målinger er objektive.

Filter 1 illustrerer vores sanser. Bag ved dette kan vi i Målepunkt 2 udføre objektive målinger med mennesker som måleinstrumenter (perceptiv måling). Præferencer efterspørges ikke, der spørges kun til intensiteten/styrken og karakteren af sanseindtrykket i objektive termer. Når sanseindtrykket er lyd, taler vi om en auditiv måling. Psykoakustikken har sit grundlag i Målepunkt 2.

Filter 2 illustrerer den subjektive indflydelse på menneskers opfattelse af omverdenen. Bag dette kan vi i Målepunkt 3 udføre de affektive test, herunder præferencemålinger og undersøgelser af støjgener. Resultatet afhænger i almindelighed af konteksten (den sammenhæng, i hvilken undersøgelsen foregår) og vil typisk være påvirket af en lang række faktorer herunder stimuli fra andre sanser samt holdningsmæssige og sociale faktorer.

Ideelt set er der en klar opdeling mellem auditive målinger og præferencemålinger, og det er vigtigt at skelne mellem dem, når lyttetest planlægges, udføres og fortolkes. I praksis forekommer der et vist overlap, og der er ikke altid en klar skillelinie mellem de to slags test. Dette kan føre til usikre og usammenlignelige resultater. Holdbare generaliseringer ud fra lyttetest kræver, at man har styr på disse problemstillinger.

5.2 Lyttetest af impulslyd

Som det fremgår af Afsnit 5.1, skal der dels skelnes mellem auditive målinger (impulsernes tydelighed) og affektive test (dvs. målinger af gene i nærværende sammenhæng). I det følgende beskrives, hvorledes dette er håndteret i nærværende projekt.

5.2.1 Impulsers tydelighed/påtrængenhed

Der arbejdes ud fra en hypotese om, at impulsernes tydelighed indgår som et væsentligt element i den gene, impulserne giver anledning til. En evt. måle- eller vurderingsmetode for impulsernes tydelighed skal udløse et tillæg til L_Aeq, som "kompenserer" for den ekstra gene, som impulserne giver anledning til. En måling/vurdering af tydeligheden anses derfor som et vigtigt led i administration af et tillæg for impulser.

Målingen af, hvor tydelig impulser i støjen opfattes, er en objektiv måling, hvor svaret opnås ved en auditiv analyse. Dette forudsætter, at impulsbegrebet er defineret eller eksemplificeret på en måde, så alle lytterne har en klar og entydig opfattelse af, hvilken egenskab ved lyden, de skal vurdere.

I relation til dette projekt er der et paradoks: På den ene side skal begrebet impuls og impulsens tydelighed beskrives eller eksemplificeres objektivt for lytterne til brug for den auditive måling; på den anden side ønsker vi en bedømmelse, som gør det muligt dels at fastlægge begrebet og dels at definere en målemetode, der kan bruges til at karakterisere det.

For at omgå dette paradoks er der gjort følgende:

1. I instruktionen til lytterne blev der givet en bred definition af impulsbegrebet: Impulslyde er lyde af kortere eller længere varighed med en pludselig start, der skiller sig ud fra det generelle støjbillede, dvs. den mere jævne del af støjen, herunder baggrundsstøjen.
2. I forbindelse med denne karakteristik af impulslyde blev der nævnt eksempler på impulslyde, se Bilag 18.
3. Som en del af træningen blev lytterne præsenteret for lydeksempler, som repræsenterede ydergrænserne af tydelige impulser: jævnt varierende lyserød støj og meget tydelige og karakteristiske impulslyde.
4. For at minimere risikoen for indvirkningen af evt. semantiske problemer blev lytterne bedt om både at vurdere impulsernes tydelighed og påtrængenhed.

Som supplement til begrebet "tydelig" er der søgt efter et sammenfattende begreb for pludselighed, relativt højt niveau og hørbarhed; et begreb, som relaterer sig til lydens karakter, og som - uden at det nævnes direkte - måske også inkluderer noget om antallet af impulser. Efter overvejelse af forskellige alternativer er det besluttet at bruge ordet "påtrængende". Ordet er måske lidt mere subjektivt præget og knapt så beskrivende i forhold til lydens karakter som "tydelig". Det er forsøgt at finde et ord, som ikke er værdiladet. Nogle finder lyden af knaldfyrværkeri plagsom og generende, mens andre synes, den er spændende og interessant, men begge kan vel være enige om, at den er påtrængende.

Til vurderingen af impulsernes tydelighed (og påtrængenhed) skal ideelt set benyttes trænede lyttere eller eksperter. DELTA’s ekspertlyttere indgik som én gruppe, men vurderingerne blev også foretaget af testpanelet efter en kort introduktion som nævnt ovenfor. Derudover blev hele første lytterunde betragtet som en træningssession, idet resultaterne herfra kun blev brugt til at vurdere lytternes konsistens i vurderingen af de forskellige lydeksempler, se Afsnit 5.4.2.2.

5.2.2 Gene

Hvor generende man opfatter en lyd, afhænger som tidligere nævnt af lydkilden, personens holdninger til den, sociale faktorer, tidspunkt på døgnet, personens beskæftigelse (fritid, læsning, arbejde, søvn …), lydens styrke og karakter m.m. Måling af støjgene er således en affektiv måling, og mange internationale eksperter er af den opfattelse, at gene ikke kan måles i et laboratorium, men kun kan findes ved interviewundersøgelser de steder, hvor folk i praksis er udsat for støjen.

I nærværende undersøgelse er det alligevel valgt at spørge lytterne, hvor generende de opfatter de forskellige støjeksempler. Denne laboratoriemålte støjgene kaldes af og til for den psykoakustiske gene eller støjens genepotentiale. Formålet var i nærværende sammenhæng at få en relativ vurdering af, hvor ubehageligt eller generende forskellige lydeksempler opfattes i forhold til hinanden.

Genebegrebet er ikke i forbindelse med lyttetesten blevet defineret over for forsøgspersonerne, idet det forudsættes, at der i almindelighed er en generel opfattelse af, hvad gene er. Det antages derfor, at det er muligt at spørge til "gene" uden nogen nærmere definition af begrebet.

De lyttere, der deltager i lyttetesten, gør det, fordi de på en eller anden måde finder det interessant at være med. Det må derfor antages, at der først er tale om en egentlig gene i forbindelse med lyttetesten, når lyden bliver direkte ubehagelig at høre på. Med maksimalniveauer, L_AmaxF, på højst 80 dB vil dette ikke være udpræget. Derfor er det valgt at stille et hypotetisk spørgsmål, der vedrører lytterens hjemmesituation. Som det fremgår af instruktionen til lytterne i Bilag 18, skal lytterne vurdere, hvor generende den støj, de præsenteres for i laboratoriet ville være, hvis støjen var karakteristisk for forholdene uden for lytterens egen bolig. Denne hjemmeprojektion er er ofte benyttet i tilsvarende undersøgelser. Det vides ikke, i hvilken grad det genepotentiale, der på denne måde er målt i laboratoriet, indgår i den gene, der konstateres ved interviewundersøgelser af gene i det virkelige liv.

For at gøre det lettere for forsøgspersonerne at forestille sig hjemmesituationen var der ophængt 12 farvefotografier (42 ´ 60 cm), hvor motivet var opholdsarealer uden for boliger (etageboliger, rækkehuse og parcelhuse), se Bilag 16. Baggrunden for dette var et udsagn fra lytterne i første lytteforsøg (eksemplerne i P-gruppen: 7. sammenlignende støjmåling) om, at det var svært at forestille sig genen hjemme, når man sad i laboratoriet. Et par af lytterne i de senere runder gav uopfordret udtryk for, at billederne gjorde det lettere at forestille sig hjemmesituationen.

Da der er tale om en affektiv test, bør der ideelt set ikke bruges eksperter. Det er dog valgt at bruge både eksperter og "almindelige mennesker", som er rekrutteret fra DELTA’s testpanel. Dette er nærmere omtalt i Afsnit 5.3.2. Grunden til dette har bl.a. været et ønske om at skabe sammenhæng mellem de vurderinger, der blev foretaget af de godkendte laboratorier (dvs. ekspertvurderinger) ved 7. sammenlignende støjmåling og DELTA’s ekspertlyttere, og dels et ønske om at forsøge at skabe sammenhæng mellem ekspertvurderinger og almindelige menneskers vurderinger.

5.3 Overvejelser vedrørende lytteforsøg

5.3.1 Overordnet strategi

Lyttetesten gennemføres efter følgende plan:

1. Første lyttesession: 8 personer med kendskab til og erfaring i måling af ekstern støj fra virksomheder vurderer de 13 lydeksempler fra 7. sammenlignende støj måling.
2. Anden lyttesession: 12 personer uden kendskab til støjmålinger vurderer lydeksemplerne, der er beskrevet i Afsnit 4.4.
3. Tredje lyttesession: 5 ekspertlyttere udvalgt blandt de 8 personer fra første lyttesession vurderer lydeksemplerne, der er beskrevet i Afsnit 4.4 efter samme procedure som ved anden lyttesession.

Begrundelsen for dette forløb er følgende:

De vurderinger af lydeksemplerne, der blev foretaget i forbindelse med 7.sammenlignende støjmåling, se Afsnit 4, var ikke udført under kontrollerede forhold. Opgaven ved 7. sammenlignende støjmåling var at tage stilling til tildeling af impulstillæg og ikke direkte at vurdere støjens karakter.

For at få foretaget en vurdering under mere kontrollerede forhold af både impulstillæg og støjens karakter og for at få muligheden for at skabe forbindelse mellem eksemplerne i 7. sammenlignende måling og de eksempler, der i øvrigt indgår i nærværende undersøgelse, foretages i første lyttesession fornyede vurderinger af eksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling af en "ekspertgruppe".

Da ekspertgruppen er bekendt med problematikken omkring tildeling af impulstillæg, er det muligt både at få en vurdering af lydens karakter og af rimeligheden i at tildele et 5 dB-impulstillæg.

Ved vurderingen af lydens karakter er det alene tydeligheden og "genen" af impulserne, der skal vurderes. Der er ikke spurgt, om man mener, at kilden skal karakteriseres som en impulsstøjkilde. Eksperternes praktiske erfaring og arbejde med de nugældende støjvejledninger kan betyde, at deres vurderinger af lydens karakter er påvirket af kildens art i større grad, end tilfældet er for "ikke-eksperterne". Dette undersøges ved at sammenligne resultaterne af tredje lyttesession med resultaterne af anden lyttesession, som jo er vurderinger fra 12 "ikke-ekspertlyttere".

Blandt de 8 personer, der deltog i første lyttesession, skulle udvælges 5 ekspertlyttere til tredje lyttesession. Kriterierne for udvælgelse er: god overensstemmelse med de øvrige ekspertlyttere og rimelig overensstemmelse med resultatet af 7. sammenlignende støjmåling.

5.3.2 Valg af forsøgspersoner

De 8 lyttere til første lytteforsøg (lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling) blev udvalgt blandt ingeniører, som arbejder med støjmålinger, og som er ansat på DELTA Akustik & Vibration.

De 12 "ikke"-eksperter blev valgt blandt DELTA’s testpanel på i alt 60 personer. Disse personer har ingen specielle forudsætninger for at deltage, ud over at de har reflekteret på en annonce om at være med til lytte- og kiggeforsøg og forskellige andre målinger, der kræver medvirken af mennesker. Ud over at være medlem af testpanelet havde lytterne ingen direkte tilknytning til DELTA Akustik & Vibration, og de havde ingen interesser i problemstillingen eller forudgående erfaring i emnet.

De 12 personer blev udvalgt blandt personer, der angav at have normal hørelse, og ud fra kriterier om en ligelig fordeling mellem kvinder og mænd samt en passende aldersspredning.

5.3.3 Overvejelser og begrundelser for udformning af spørgeskemaer

Det er grundlæggende valgt at gennemføre lyttetesten som en semantisk differentieret test uden tilstræbt sammenligning af lydeksempler. Lytterne markerer deres vurderinger på svarakser, som er trykt på papir. For at undgå direkte sammenligninger mellem vurderingerne af lydeksemplerne er spørgsmålene til hvert lydeksempel anført på en side for sig, så der skal blades om til næste side for hvert eksempel.

Akserne er principielt lukket i begge ender, men der er tilføjet en vis "reserve" i den høje ende af aksen til svar, der kunne vise sig at skulle have en endnu højere vurdering end det, forsøgspersonen først troede var det højeste. Formålet med dette er at give forsøgspersonerne større mod på at udnytte hele intervallet mellem de to markeringer. Svarakserne har en længde på 15 cm. Det har i andre sammenhænge [26] vist sig at være en hensigtsmæssig længde.

Det er valgt først at spørge efter en vurdering af "genen" og dernæst at spørge efter impulsernes tydelighed og påtrængenhed. Formålet med denne rækkefølge er at undgå en for snæver sammenhæng mellem vurderingen af lydens gene og tydeligheden/påtrængenheden af impulserne.

For eksperternes vedkommende er spørgsmålet om tildeling af impulstillæg anbragt til sidst som en slags konklusion af de gennemførte vurderinger.

Eksperterne er bedt om at tage stilling til det 5 dB-tillæg, som de har erfaring med. (Der ligger ikke i dette, at et fremtidigt tillæg nødvendigvis skal være 5 dB). For alligevel at få en vis graduering i besvarelserne kan eksperterne i fem afkrydsningsbokse angive, hvor overbeviste de er om tildelingen af impulstillægget.

Spørgeskemaerne med den tilhørende instruktion er vist i Bilag 17 og 18.

5.4 Afvikling af lyttetest

5.4.1 Udstyr til præsentation af lydeksemplerne

De producerede DAT-bånd, se Afsnit 4.4, blev afspillet på en DAT-båndoptager HHB Portadat type PDR 1000. Fra båndoptageren blev signalet fra de to kanaler (venstre og højre) ført til hver sin passive attenuator (Danbridge og GR), så niveauet kunne reguleres i kalibrerede trin af hhv. 1 og 0,1 dB. Fra attenuatorerne blev signalerne ført til en hovedtelefonforstærker Brüel & Kjær type ZE 0769 og derfra fordelt til 8 sæt kalibrerede hovedtelefoner Sennheiser HD 580 (åben type). Hovedtelefonerne er udvalgt, så forskellene i lydtrykniveauet i området 50-5000 Hz typisk er mindre end ca. 1 dB.

Inden lytteforsøget blev lytteniveauet indstillet ved at anbringe et sæt hovedtelefoner på et kunsthoved Brüel & Kjær type 4100, som via en forforstærker Brüel & Kjær type 2672 var forbundet til to Brüel & Kjær måleforstærkere type 2610, hvorpå lydtrykniveauerne kunne aflæses.

Kunsthoved og måleforstærkere blev kalibreret med en akustisk kalibrator Brüel & Kjær type 4130.

Afspilleudstyret var anbragt i samme lokale som lytterne. Lytterne kunne hverken se eller høre udstyret (bortset fra hovedtelefonerne) ved lyttetesten.

5.4.2 Lokale og forløb

Lytteforsøgene blev som planlagt, se Afsnit 5.3.1, udført ad 3 omgange. Alle tre sessioner blev afholdt i lytterummet hos Instituttet for Akustisk teknologi på DTU. Efterklangstiden i rummet er indreguleret i henhold til IEC 268-13 [13] og svarer til efterklangstiden i en gennemsnitsdagligstue. Dette har ikke direkte betydning for aflytningen af lydeksemplerne, som skete via hovedtelefoner, men nok indirekte gennem oplevelsen af det akustiske miljø før og efter selve lyttetesten. Baggrundsstøjen var lav – for det meste L_AF = under 25 dB uden lyttere. Rummets dimensioner er L ´ B ´ H = 7,5 m ´ 4,7 m ´ 2,8 m, og der er således god plads til 8 lyttere. Under forsøgene var lytterne, højst 7 ad gangen, placeret på stole, som var opstillet i en rundkreds med ryggen ind mod rummets midte. Lytterne kunne kun med besvær se hinandens svarskemaer, og hver lytter havde i anden og tredje lyttesession "udsigt til" 3-4 af de 12 ophængte farvefotos.

Den ene tredjedel (ca.) af rummet var delt fra af et tyndt gardin. Bag dette var forsøgslederen og det tekniske udstyr placeret.

Instruktionen for lyttesessionen blev udleveret og gennemgået. Lyttesessionen startede direkte, dvs. uden træningsrunde før selve lyttesessionen, som varede ca. 10 minutter.

De 13 eksempler fra 7. sammenlignende støjmåling havde i deres oprindelige form forskellige L_Aeq-værdier, men blev i dette lytteforsøg alle præsenteret med et L_Aeq-niveau på 60 dB, hvilket lytterne blev gjort bekendt med. Det formodes at være lettere at tage stilling til impulstillægget, når det på forhånd vides, at lydene har samme L_Aeqværdi. Lydene blev præsenteret i samme rækkefølge som ved den 7. sammenlignende støjmåling. Lydene blev præsenteret uden anden baggrundsstøj end den ubetydelige støj, der var i lokalet fra de stillesiddende forsøgspersoner.

Der deltog 8 mandlige lyttere udvalgt blandt ingeniører, som arbejder med støjmålinger, og som er ansat på DELTA Akustik & Vibration. Kun resultaterne fra de 5 udvalgte ekspertlyttere går videre i databehandlingen.

En enkelt lytter bemærkede efter sessionen, at det var svært at finde et relevant svarniveau i starten, og at vurderingen af de første eksempler måske ville have været anderledes, hvis han havde kendt nogle af de øvrige på forhånd.

Efter en kort velkomst blev lytterne placeret i lytterummet, hvor instruktionen blev gennemgået, herunder også instruktion i at placere hovedtelefonerne korrekt - bl.a. med hensyn til placering af højre og venstre telefon (dette blev kontrolleret af forsøgslederen).

Herefter blev demonstrationseksemplerne afspillet og proceduren med afkrydsning på akser mv. gennemprøvet. Der blev så holdt en kort (5-7 minutter) pause uden for lytterummet, hvorefter lyttesessionen blev afviklet som følger:

Lytterne fik systematisk nye pladser i hver lytterunde, så de ikke sad ud for de samme billeder i hver runde.

Anden lyttesession blev afviklet ad to omgange med 6 lyttere i hver omgang. Der blev benyttet forskellige randomiseringer af signalerne i de to omgange.

De første 7 eksempler i første runde betragtes som træningseksempler. Ud fra resultaterne af de sidste 10 eksempler i første og tredje runde vurderes konsistensen af lytternes svarafgivelse. Kun resultaterne fra anden og tredje runde udnyttes i den videre databehandling.

I denne session deltog i alt 12 personer - 5 mænd og 7 kvinder - fra DELTA’s testpanel. Disse betragtes i denne sammenhæng som naive lyttere. Personerne var mellem 18 og 62 år, gennemsnitsalderen var 37,6 år.

På baggrund af resultaterne fra første lyttesession– se Afsnit 5.5.1 - blev 3 lyttere fravalgt. De 5 resterende "ekspertlyttere" vurderer de samme lydeksempler som lyttepanelet og under samme omstændigheder.

Alderen på de 5 udvalgte mandlige ekspertlytterne var mellem 30 og 55 år, gennemsnitsalderen var 45,6 år.

5.5 Resultater af lyttetest

5.5.1 Vurdering af testpersonernes kvalifikationer

Det var på forhånd besluttet, at kun et mindre antal af ekspertlytterne skulle være gennemgående i første og tredje lyttesession. Kriteriet for udvælgelse var god overensstemmelse med de øvrige ekspertlyttere og resultatet af 7. sammenlignende støjmåling. Udvælgelsen af de 5 gennemgående ekspertlyttere skete ud fra resultaterne af første lyttesession som beskrevet i det følgende.

Der blev for hver person og hvert lydeksempel dannet en middelværdi af alle svarene undtagen af svarene på genespørgsmålet, som generelt afveg fra de øvrige svar. Disse middelværdier blev korreleret med en tilsvarende middelværdi for alle forsøgspersoner kombineret med svarene fra de laboratorier, der deltog i 7. sammenlignende støjmåling. De tre personer, der havde den laveste korrelation med denne kombinerede værdi, blev udelukket i den videre databehandling. De resterende 5 personer havde alle en korrelationskoefficient, som var større end 0,70 med den kombinerede middelværdi. Disse personer kan således i denne sammenhæng i rimeligt omfang anses for repræsentative for personer, der udfører støjmålinger og herunder vurderer støjens karakter.

Testpanelets kvalifikationer som lyttere ved vurdering af impulser var ukendte, og der blev derfor foretaget vurderinger af svarenes konsistens mellem første og anden runde. For ikke at træningseffekter skulle have for stor indflydelse, blev de 7 første svar i hver runde udeladt. Konsistensen blev udtrykt som standardafvigelsen af forskellene mellem første og anden runde midlet over de tre parametre "gene", "tydelig" og "påtrængende". Denne standardafvigelse lå for de fleste personer mellem 1 og 3 cm og lavest for ekspertlytterne.

Figur 5.2
Konsistensen af testpersonernes svar udtrykt som standardafvigelsen
af forskellene mellem de sidste 10 lydeksempler i første og anden runde
midlet over de tre parametre "gene", "tydelighed" og "påtrængenhed".
Data fra andet og tredje lytteforsøg. Personerne nr. 1-12 er naive lyttere,
personerne nr. 13-17 er ekspertlyttere.

Det ses, at person nr. 5 ligger markant højere end alle andre i denne test, og at person nr. 15 ligger højere end de øvrige ekspertlyttere. Person 15’s resultat i denne test skyldtes en enkelt outlier (som udelades i den videre databehandling) i første runde.

Supplerende blev der foretaget vurdering af, om personernes svar lå langt fra middelværdierne. Svar, der afviger mere end 1,5 gange standardafvigelsen, bliver i det følgende kaldt "afvigende svar", mens svar, der afviger mere end 3 gange standardafvigelsen, benævnes som "outliers".

Figur 5.3
Antal afvigende resultater (afvigelse fra middelværdien større end
K = 1,5 gange standardafvigelsen) for de forskellige forsøgspersoner.
De tre parametre "gene", "tydelighed" og "påtrængenhed" indgår i
beregningerne. Data er fra anden og tredje lyttesession. Personerne
nr. 1-12 er naive lyttere, personerne nr. 13-17 er ekspertlyttere.

Det ses, at person nr. 5 har mange afvigere. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i, idet det kunne skyldes en anden brug af svarskalaerne end flertallet af lyttere, men set i sammenhæng med de inkonsistente svar, se Figur 5.2, synes det relevant at udelade denne persons svar i den videre databehandling. Imidlertid ændrer forholdene sig med hensyn til afvigende resultater, når man kun betragter anden runde med L_Aeq = 60 dB, idet andre personer så har et større antal afvigende resultater.

I stedet for at udelukke personer som helhed blev datamaterialet gennemset for outliers, dvs. for resultater, der afveg mere end 3 gange standardafvigelsen fra middelværdierne. Der var for eksemplerne med L_Aeq = 60 dB i alt 10 enkeltresultater i anden runde, som kunne betegnes som outliers. Disse blev udelukket af materialet.

5.5.2 Ekspertlyttere kontra lyttepanel

I dette afsnit sammenlignes svarene fra ekspertlytterne med responsen fra lyttepanelet.

Figur 5.4
Sammenligning af middelværdierne af svarene fra ekspertlytterne (5 personer) og middelværdierne af svarene fra lyttepanelet (12 personer) for lytteforsøgene ved L_Aeq=40 dB og L_Aeq = 60 d B . Korrelationskoefficienter mellem panel og eksperter: "gene" 0,90, "tydelig" 0,93 og "påtrængende" 0,90.

Tabel 5.1 Se her!
Resultater af lyttetesten. Gennemsnitlige vurderinger fra testpanel, eksperter og alle. Tallene i tabellen er i cm.

Af Figur 5.4 ses, at for alle tre parametre "gene", "tydelig" og "påtrængende" gælder det, at lydeksemplerne ved L_Aeq = 60 dB vurderes højere end lydeksemplerne ved L_Aeq = 40 dB.

For "gene" er det helt entydigt, idet alle lydeksemplerne L_Aeq = 60 dB (middelværdi 10,8 cm) vurderes højere end lydeksemplerne ved L_Aeq = 40 dB (middelværdi 6,2 cm). Med de valgte lydeksempler svarer en forskel i L_Aeq på 20 dB i gennemsnit til 4,6 cm på geneaksen. Der er en tendens, til at eksperterne vurderer 60 dB-eksemplerne som mere generende end panelet, mens det er omvendt ved 40 dB-eksemplerne, men i det store og hele er der ikke væsentlig forskel på eksperternes og panelets vurderinger af "genens" størrelse.

Generelt ses af Figur 5.4, at spredningen for "gene" er lidt større for panelet end for eksperterne. Det bemærkes, at spredningen er mindre ved 60 dB (standardafvigelse 1,7 cm) end ved 40 dB (standardafvigelse 3,1 cm). Det kan skyldes mætningsfænomener i den høje del af skalaen. Der er kun meget få vurderinger over 13 cm, der er afmærket med en streg betegnet "Stærkt generende" (skalaen går til 15 cm).

Eksempel 13L Trykbor ved 40 dB har størst afvigelse mellem panel og eksperter med hensyn til "gene".

Der er god overensstemmelse mellem eksperter og panel med hensyn til "tydelig" og "påtrængende".

For "tydelig" og "påtrængende" ved 40 dB var standardafvigelserne stort set ens for eksperter og panel (se Tabel 5.1), mens den var væsentligt mindre for eksperterne ved 60 dB.

Når standardafvigelserne tages i betragtning, er der generelt ikke væsentlig forskel på middelværdierne af panelets og eksperternes vurderinger. Den største forskel forekommer ved 40 dB for "påtrængende", hvor eksperterne giver den laveste vurdering.

Ud fra det foregående konkluderes det, at der overordnet ikke er grund til at skelne mellem eksperternes og panelets vurderinger. Generelt er spredningen mindre for eksperterne, men middelværdierne af eksperternes vurderinger og af panelets vurderinger ligger nær hinanden set i lyset af standardafvigelsernes størrelse. I det følgende benyttes derfor middelværdierne af både panelets og eksperternes vurderinger. I et enkelt tilfælde synes det klart, at eksperterne bedre har skelnet mellem det generelle lydbillede og den efterspurgte egenskab. Det vil derfor være relevant i enkelte tilfælde at se på eksperternes vurderinger separat.

5.5.3 Sammenhæng mellem "gene", "tydelig" og "påtrængende"

Figur 5.5
Sammenhængen mellem "gene", "tydelig" og "påtrængende" for lytteforsøgene ved L_Aeq=40 dBog L_Aeq = 60 dB og 7. samml. . Middelværdierne af alle lytteres vurderinger (i eksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling er der kun resultater fra ekspertlyttere). Korrelationskoefficienter: "gene"-tydelig 0,67, "gene"-påtrængende 0,75 og tydelig-påtrængende 0,97.

Af Figur 5.5 ses, at der tilsyneladende er en generel, men ikke specielt udpræget sammenhæng mellem "gene" og henholdsvis "tydelig" og "påtrængende". Hvis man betragter sammenhængen mellem "gene" og tydelig (den øverste figur) og "gene" og påtrængende (den midterste figur), ses det, at de tre grupper af lydeksempler (L: L_Aeq = 40 dB, P: 7. sammenlignende støjmåling (L_Aeq = 60 dB) og H: L_Aeq = 60 dB) udgør næsten lodrette grupper med "gene"-værdier på omkring 4-6 cm, 7-10 cm og 9-12 cm. Andelen af forklaret varians inden for de tre grupper i øverste figur er hhv. L: 0,57, P: 0,51 og H: 0,05. I de to første grupper forklarer tydeligheden ca. halvdelen af variansen på geneaksen, mens der for den sidste gruppe ikke kan siges at være nogen reel sammenhæng.

Både lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling og H-gruppen af lydeksempler blev præsenteret ved L_Aeq = 60 dB. Alligevel falder de to sæt resultater i to grupper. Det er undersøgt, om grunden til dette er, at 7. sammenlignende støjmåling alene er vurderet af eksperterne, mens de to andre grupper repræsenterer gennemsnittet af både eksperternes og panelets vurderinger. En graf som den øverste graf på Figur 5.5, men kun med eksperternes vurderinger, viste dog samme opdeling af punktgrupperne. Det må derfor konkluderes, at omstændighederne ved aflytningen af P-gruppens lydeksempler har haft væsentlig indflydelse på resultaterne. P-gruppen adskiller sig fra L- og H-grupperne bl.a., ved at lydene blev præsenteret i mono og uden baggrundsstøj samt ved en anden rækkefølge af spørgsmålene, jf. evt. Afsnit 7.1.

Lytterne blev bedt om at vurdere, hvor generende de ville opfatte støjen, hvis den var karakteristisk for støjen uden for deres bolig. Med et L_Aeq-niveau på 60 dB giver dette anledning til vurderinger af genen (middelværdien er 10,5 cm for panelet og 11,5 cm for eksperterne, jf. Tabel 5.1), som ligger nær skalaens øvre markering (13 cm) med betegnelsen "Stærkt generende". Mætningsfænomener ved brug af svarskalaen kan således være en mulig forklaring på den manglende sammenhæng for H-gruppen. Denne hypotese underbygges af, at spredningen på "gene" kun er halvt så stor for H-gruppen som for L-gruppen. (Spredningen på "tydelig" er den samme for L- og P-gruppen). I hvert fald kan det undre, at impulserne ikke angives som mere generende, jo tydeligere de vurderes. En anden mulig forklaring kan være, at nogle undersøgelser (jf. Afsnit 2.4) viser et mindre behov for impulstillæg ved højere niveauer (L_?? = 80 dB(A)) end ved lave niveauer (L_?? = 50 dB(A)).

Af den nederste del af Figur 5.5 ses det, at der er en meget tydelig og lineær sammenhæng mellem "tydelig" og "påtrængende". Med en korrelationskoefficient på 0,97 er der ikke grund til generelt at skelne mellem de to begreber. Det skal dog bemærkes, at et par lyde fra den 7. sammenlignende støjmåling skiller sig ud fra det generelle billede, nemlig 3P Vindmølle og 6P Aflæsning af sten. Disse har ikke så udpræget impulskarakter (starter "blødt"), men hændelsen er forholdsvis påtrængende. Disse signaler er også "lange", hvilket kan stride mod en evt. opfattelse hos lytterne af, at impulser skal være "korte" lyde.

Selv om det er fristende at opnå større statistisk sikkerhed ved at slå parametrene "tydelig" og "påtrængende" sammen (f.eks. ved at danne middelværdien), er det valgt hovedsagelig at gå videre med "tydelig", da den høje korrelation gør det overflødigt at medtage begge.

5.5.4 Sammenhæng mellem testen ved L_Aeq = 40 dB og L_Aeq = 60 dB

Figur 5.6
Sammenhængen mellem resultaterne ved L_Aeq = 40 dB og L_Aeq = 60 dB. Middelværdi for alle lyttere for parametrene "gene", "tydelig og "påtrængende". Korrelationskoefficienterne er: "gene" 0,42, "tydelig" 0,93 og "påtrængende" 0,83.

Ud over forskellen i niveau på eksemplerne med L_Aeq = 40 dB og 60 dB skal det erindres, at eksemplerne blev præsenteret med en baggrundsstøj på L_Aeq = 40 dB, og at der var foretaget en frekvensvægtning, der skulle simulere større afstand for eksemplerne ved 40 dB.

Hvis der var en helt entydig sammenhæng mellem eksemplerne ved 40 og 60 dB, ville punkterne ligge på en linie med hældningen 1. For "gene" er der en tendens, men den er ikke særligt entydig. Som det tidligere er bemærket, er spredningen på vurderingerne større for 40 dB-eksemplerne end for 60 dB-eksemplerne.

For parameteren "tydelig" er der en tydelig sammenhæng mellem eksemplerne ved de to niveauer. Dvs. tydeligheden af impulserne rangordnes stort set ens uanset niveauet. Den gennemsnitlige vurdering af impulsernes tydelighed ligger dog ca. 3,4 cm højere for 60 dB-eksemplerne. Dette resultat er forventeligt, da baggrundsstøjen i begge tilfælde var L_Aeq = 40 dB.

Sammenhængen af impulsernes "påtrængenhed" var ikke helt så entydig som for "tydelighed".

5.5.5 Sammenligning med resultaterne fra 7. sammenlignende støjmåling

Som nævnt i Afsnit 3 foretog laboratorierne ved den 7 sammenlignende støjmåling bl.a. vurderinger af, hvorvidt der skulle gives impulstillæg ud fra en antagelse om, at de udvalgte 30-60 sekunders optagelser er repræsentative for hele driftstidsrummet.

I den sammenlignende måling kunne man svare enten ja eller nej til tillæg. Dette blev rapporteret som den procentdel af laboratorierne, der havde sagt ja.

Ved lytteforsøget havde de fem ekspertlyttere 5 svarmuligheder: "Nej!", "Måske nej", "I tvivl", "Måske ja" og "Ja!". Ved databehandlingen blev disse svarkategorier tildelt værdierne fra 1-5, således at 1 svarer til "Nej" osv.

For at kunne sammenligne blev procentdelen af ja-svar divideret med 20. Ja-%/20 giver da værdien 0, når alle svarer nej (svarende til 1 ovenfor), og 5, når alle svarer ja (svarende til 5 ovenfor).

Figur 5.7
Sammenligning mellem laboratoriernes vurderinger med ekspertlytternes vurderinger ved lyttetesten af om der skal gives et 5 dB-impulstillæg.

Af Figur 5.7 ses, at der er en pæn sammenhæng mellem laboratoriernes og gennemsnittet af ekspertlytternes vurderinger, når de sikkert meget forskellige lyttebetingelser tages i betragtning.

Tabel 5.2
L_Aeq-værdierne af lydeksemplerne i den 7.sammenlignende støjmåling. I nærværende lyttetest blev alle eksemplerne afspillet ved L_Aeq = 60 dB.

Et meget konkret forhold er, at ved lyttesessionen blev alle eksemplerne præsenteret ved L_Aeq = 60 dB, mens de relative værdier af L_Aeq ved 7. sammenlignende støjmåling fremgår af Tabel 5.2. Det ses af Figur 5.7, at der er overvægt af de høje niveauer i den laveste del af punktgruppen, mens der er overvægt af lave niveauer i den øvre del af punktgruppen. Det svarer til, at laboratorierne har vurderet tydeligheden af impulserne i de eksempler med de højeste L_Aeq-værdier højere, hvilket er i overensstemmelse med iagttagelserne i Afsnit 5.5.4.

I øvrigt ses det, at de største afvigelser mellem eksperternes og laboratoriernes vurderinger fås for:

5.5.6 Sammenhæng mellem "tydelig" og impulstillæg

Sammenhængen mellem ekspertlytternes vurderinger af tydelighed og tildeling af et 5 dB-impulstillæg fremgår af Figur 5.8

Figur 5.8
Venstre(øverste) figur: Gennemsnittet af ekspertlytternes tildeling af tillæg (givet ved de fem kategorier: Nej! = 1, Måske nej = 2, I tvivl = 3, Måske ja = 4 og Ja! = 5) afbildet mod deres vurderinger af impulsernes tydelighed. Højre figur: Sammenhængen mellem "tydelig" og tillæg i dB angivet som
Y = 5× sin²(x× p /22).

Det ses, at der er en pæn sammenhæng, og at vurderingen af, om der skal gives et 5 dB impulstillæg er overvejende, når impulsernes tydelighed overstiger 5-6 cm på svarskalaen for tydelighed. Med til vurderingen af den pæne sammenhæng hører, at vurderingen af "tillæg" blev fortaget umiddelbart efter vurderingen af de andre parametre og på samme ark papir.

Det bemærkes, at punkterne fra 7. sammenlignende måling ligger højt i punktskaren. Det kan måske skyldes, at disse lydeksempler blev præsenteret uden baggrundsstøj.

Ud over den spredning, som altid forekommer ved lytteforsøg, må det antages, at svarene på, om der skal gives et 5 dB-impulstillæg, også indeholder vurderinger af impulsernes hyppighed. Det blev betonet over for lytterne, at det var selve lyden og ikke lydkilden, de skulle vurdere, men det kan ikke udelukkes, at vurderinger af lydkilden også kan have påvirket vurderingen.

5.6 Konklusioner af lyttetesten

5.6.1 Præmisser

Lyttetestens resultater afhænger dels af lydeksemplerne og dels af lytterne, lyttebetingelser, omgivelser, instruktion m.m.. Der er redegjort nærmere for dette i Afsnit 5.3 og 5.4.

Paradokset med på den ene side at beskrive begrebet impuls og impulsens tydelighed objektivt på en måde, så alle lyttepersonerne har en klar og entydig opfattelse af, hvilken egenskab ved lyden de skal bedømme, og på den anden side at få en bedømmelse, som gør det muligt at fastlægge begrebet og en målemetode, blev løst ved at give en bred definition af impulsbegrebet ved instruktionen og på svarskemaerne. Dette er nærmere beskrevet i Afsnit 5.2.1.

5.6.2 Kvalifikation af lyttere og resultater

Lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling blev vurderet af otte ekspertlyttere, som arbejder med støjmålinger. Ud fra et kriterium om, at svarene skulle være ensartede inden for gruppen og nogenlunde i overensstemmelse med resultaterne af vurderingerne fra de 29 laboratorier, der deltog i 7. sammenlignende støjmåling, blev fem lyttere udvalgt.

Tolv utrænede personer fra DELTA’s testpanel deltog i vurderingerne af 2 ´ 34 lydeksempler sammen med de fem udvalgte ekspertlyttere. Vurderingerne af lydeksemplerne blev foretaget i tre runder efter en grundig instruktion og aflytning af fire illustrative lydeksempler. Første runde (som blev gentaget som sidste runde) tjente som træningsrunde og blev desuden brugt til at vurdere konsistensen af lytternes svar. Dette gav ikke grundlag for at udelukke lyttere generelt, men 10 svar, der afveg mere end 3 gange standardafvigelsen fra middelværdien, blev karakteriseret som outliers og udelukket.

Ud fra en sammenligning af ekspertlytternes og testpanelets vurderinger kan det konkluderes, at spredningen generelt er mindre for eksperterne, men middelværdierne af eksperternes vurderinger og af panelets vurderinger ligger nær hinanden set i lyset af standardafvigelsernes størrelse. Som resultat af lyttetesten benyttes derfor middelværdierne af både panelets og eksperternes vurderinger. I et enkelt tilfælde synes det klart, at eksperterne bedre har kunnet skelne mellem det generelle lydbillede og den efterspurgte egenskab.

Der er konstateret en høj korelation mellem parametrene "tydelig" og "påtrængende". Det er derfor valgt hovedsagelig at se på parameteren "tydelig" i det følgende. Korrelationen mellem "tydelig" og "gene" er til stede, men ikke udpræget, så de to parametre er relevante hver for sig.

5.6.3 Sammenhæng med laboratoriernes vurderinger

Der er en acceptabel overensstemmelse mellem resultaterne af de 29 laboratoriers vurdering af, om der skal gives impulstillæg, og de valgte ekspertlytteres vurdering. Forskellene kan til dels forklares ud fra forskelle i lytteniveauet, så det må antages, at de vurderinger, der er foretaget i lytteforsøget sandsynligvis vil ligge på linie med vurderinger foretaget af de godkendte laboratorier under tilsvarende forhold.

5.6.4 Konkrete resultater af lyttetesten

Lydeksemplerne ved L_Aeq = 60 dB er i gennemsnit karakteriseret som 4,6 cm mere "generende" på den 15 cm lange geneakse end samme eksempler ved L_Aeq = 40 dB.

Lydeksemplerne ved de to niveauer 40 og 60 dB rangordnes stort set ens med hensyn til impulsernes tydelighed. Den gennemsnitlige vurdering af impulsernes tydelighed ligger dog ca. 3,4 cm højere for 60 dB-eksemplerne. Dette resultat er forventeligt, da baggrundsstøjen i begge tilfælde var L_Aeq = 40 dB.

Blandt ekspertlytterne er der en overvejende vurdering af, at der skal gives et 5 dB-impulstillæg, når impulsernes tydelighed overstiger 5-6 cm på svarskalaen for "tydelig".

Variationen i "gene" er større for 40 dB-eksemplerne end for 60 dB-eksemplerne. Sammenhængen mellem "tydelig" og "gene" er ikke til stede i 60 dB-eksemplerne.

6. Fysiske målinger

6.1 Mulige objektive mål

Der er i Afsnit 2 nævnt forskellige mulige objektive mål og kriterier for impulslyd. De mest lovende af disse har været udgangspunkt for nogle af de objektive mål, der her er efterprøvet. En del af litteraturens definitioner taler om korte lyde (nogle få sekunder), enkelte om pludselige niveauændringer. Nogle af de lovende objektive mål giver høje værdier på den positive flanke uanset pulsens længde. Disse mål tager udgangspunkt i 10 ms Leqværdier, uden at denne størrelse er relateret til hørelsens egenskaber i øvrigt.

I nærværende projekt er det besluttet at koncentrere undersøgelsen om målinger med tidsvægtning F. Tidsvægtningen F (Fast) er den standardiserede tidsvægtning, der stemmer bedst overens med ørets tidskonstanter, jf. Afsnit 2.1.1.

Generelt er der i første omgang søgt efter metoder, der kan give overensstemmelse med lyttetestens resultater. Dernæst er der lagt vægt på, at metoden bliver enkel og operationel at benytte for de godkendte laboratorier med almindeligt tilgængeligt måleudstyr.

6.2 Generelt om målingerne på lydeksemplerne

Alle de nævnte målinger i dette afsnit er udført på de lydeksempler, der blev benyttet ved lyttetesten. Rent praktisk er lydeksemplerne fra lyttetesten overført til et "måle"-DAT-bånd ved kopiering gennem et diffust feltfilter i forforstærkeren Brüel & Kjær type 2672. Herved korrigeres for den hævning på 3-9 dB i frekvensområdet 2-7 kHz, som kunsthovedet giver anledning til. Efter korrektionen svarer den lyd, der måles på, tilnærmelsesvis til lyden optaget gennem en målemikrofon.

Der forekommer mindre niveauforskelle mellem højre og venstre kanal af optagelserne. Dette er i første omgang vurderet som værende af mindre betydning. Alle psykoakustiske parametre er målt i begge kanaler, men de A-vægtede målinger er kun udført i venstre kanal. Analyseresultaterne er alle angivet for venstre kanal.

6.3 Måling af L_AF - L_AS

L_AF - L_AS angives i dB og er den øjeblikkelige forskel mellem de A-vægtede lydtrykniveauer med tidsvægtninger F og S.

Baggrunden for, at det er valgt at undersøge denne størrelse, er, at L_AF ændrer sig nogenlunde i takt med hørestyrken, og at L_AS kan tages som udtryk for en løbende gennemsnitsværdi. L_AF - L_AS kunne således tænkes at være et tilnærmet mål for, hvor meget hørestyrken stiger op over det gennemsnit, som lige har været.

Figur 6.1
Lydtrykniveauets opvoksen for tidsvægtningerne I, F og S i afhængighed af
længden af en toneimpuls.

Figur 6.1 viser, hvorledes lydtrykniveauet vokser op for forskellige længder af tonepulser. Hvis man for de samme pulser danner forskellene mellem tidsvægtningerne, fås resultaterne, som er vist på Figur 6.2.

Figur 6.2
Forskel mellem S- og henholdsvis F- og I-tidsvægtning som funktion af tiden efter et brat opadgående niveauspring. Kurverne kan også tolkes som forskellen i maksimalværdier i afhængighed af pulsens længde.

Det fremgår af figuren, at det teoretiske maksimum for L_AF - L_AS er 9 dB. I praksis udføres målingen som vist på Figur 6.3.

Figur 6.3
Måleopstilling til måling af L_AF - L_AS. Det er vigtigt, at niveauskriverens stel er "flydende", da det forbindes til den positive udgang af den nederste måleforstærker.

Når lydtrykniveauet stiger, vokser L_AF hurtigere end L_AS, og værdien bliver positiv. Når lydtrykniveauet aftager, falder L_AF hurtigere end L_AS, og værdien bliver negativ. Der går ca.10 sekunder, efter at et signal er påført, før værdien er uden synlig indflydelse fra starttransienten. I en serie af flere ens impulser vil den første få en højere værdi end de efterfølgende, hvis de efterfølgende kommer inden for 10 sekunder fra den første.

Hvis impulserne kommer tættere end 1 pr. ca. 10 sekunder, mindskes værdien af L_AF - L_AS, og kommer hyppigheden over 4 pr. sekund, er værdien nær 0 dB.

6.4 Måling af L_AmaxF - L_Aeq,1sek

Målingen af L_AmaxF - L_Aeq kan foretages med forskellige integrationstider af L_Aeq-værdien. I dette afsnit beskrives målinger med en integrationstid på 1 sekund.

Målingen udføres simpelt med en lydtrykmåler, der samtidigt logger L_AmaxF og L_Aeq,1sek, hvert sekund. I dette projekt er benyttet en lydtrykmåler Brüel & Kjær type 2236, hvorfra de loggede data er overført til et regneark til videre behandling. Her blev L_AmaxF - L_Aeq plottet som en kurve, og maksimalværdien blev aflæst for hvert lydeksempel.

L_AmaxF - L_Aeq, lider teoretisk af den "fejl", at hvis der er tale om en impuls, der er længere end integrationstiden for L_Aeq, eller et niveauspring, afhænger L_Aeq-værdien af, hvornår i integrationsperioden, den forekommer. Hvis det forekommer sidst i perioden, bliver L_AmaxF - L_Aeq større, end hvis det forekommer først i perioden. Med de konkrete lydeksempler har dette vist sig, ved at der for de samme hammerslag i eksempel 2H Hammer1 blev målt op til 18,9 dB, selv om langt de fleste målinger lå på 9,1 dB. Tilsvarende blev der for eksempel 14H målt 6,4 dB, hvor de fleste værdier lå omkring 2,5 dB.

I modsætning til L_AF - L_AS kan L_AmaxF - L_Aeq også antage store værdier, hvis et niveau eller en impuls ophører brat i starten af en integrationsperiode for L_Aeq.

6.5 Måling af L_AmaxF, L_Aeq,30sek og L_A95

Størrelserne L_AmaxF, L_Aeq,30sek og L_A95 blev for hele varigheden af hvert lydeksempel målt med støjanalyseprogrammet NOISELAB.

6.6 Måling af niveaudifferens på basis af L_AF

Niveaudifferensen er stigningen af lydtrykniveauet målt i dB fra baggrundsstøjen og op til impulsens maksimum. Da baggrundsniveauet, som i denne sammenhæng er den kontinuerte del af støjen incl. baggrundsstøj, ikke nødvendigvis er konstant, er baggrundsniveauet aflæst på L_AF-registreringen i sekundet umiddelbart før impulsernes forflanke.

Der forekommer i flere af eksemplerne mange forskellige impulser i løbet af de ca. 30 sekunder. Målingen baserer sig på den impuls, der visuelt var den tydeligste på en A-vægtet registrering.

I Afsnit 11.2 er der givet en mere præcis definition af begrebet. Da de i nærværende afsnit omtalte målinger blev udført i en afsøgende fase er de ikke nødvendigvis udført strengt efter denne definition. Mindre afvigelser, som skønnes uvæsentlige for projektets konklusioner, kan derfor forekomme, hvis målingerne gentages strengt efter definitionen.

6.7 Måling af onset rate på basis af L_AF

Onset rate er stigningen af lydtrykniveauet målt i dB/s. Hvilken del af impulsernes forflanke der måles, har ofte indflydelse på resultatet, da hældningen af forflanken sjældent er konstant hele vejen op.

Der er generelt benyttet følgende strategi: Onset rate måles mellem det tidspunkt, hvor signalet første gang overskrider baggrundsniveauet med mere end 10% af niveaudifferensen, og til det tidspunkt, hvor signalet først overskrider 90% af niveaudifferensen (dvs. 10% under maksimum).

For forbipasserende køretøjer, fly m.m. ændrer forflanken sig meget, alt efter hvor på flanken man måler. Det er her fundet mere hensigtsmæssigt og i bedre overensstemmelse med [3] at måle onset rate mellem det tidspunkt, hvor signalet første gang overskrider baggrundsniveauet med mere end 50% af niveaudifferensen, og til det tidspunkt, hvor signalet først overskrider 95% af niveaudifferensen (dvs. 5% under maksimum).

Målingerne er gennemført ved at måle "efterklangstiden" af impulsernes forflanke imellem de ovenfor angivne punkter med støjanalyseprogrammet NOISELAB. Onset rate bliver da -60/T, hvor T er efterklangstiden. Det A-vægtede lydtrykniveau med tidsvægtning F samples 40 gange pr. sekund (dvs. hvert 25. ms), og T bestemmes i programmet ved hjælp af lineær regression af de punkter, der udgør den markerede flanke. Målingen baserer sig på den impuls, der visuelt var den tydeligste på en A-vægtet registrering.

I Afsnit 11.2 er der givet en mere præcis definition af begrebet. Da de i nærværende afsnit omtalte målinger blev udført i en afsøgende fase er de ikke nødvendigvis udført strengt efter denne definition. Mindre afvigelser, som skønnes uvæsentlige for projektets konklusioner, kan defor forekomme hvis målingerne gentages strengt efter definitionen.

6.8 Måling af psykoakustiske parametre

De psykoakustiske parametre "loudness", "sharpness", "modulation strength" og "roughness" er interessante, fordi de i højere grad end de A-vægtede mål svarer til hørelsens opfattelse jf. Afsnit 2.1.2. Et konkret eksempel på dette illustreres i Figur 6.4 ved at sammenligne en A-vægtet registrering med en registrering af "loudness".

Figur 6.4 Se her!
A-vægtet niveauregistrering (øverst) og loudnessregistrering (nederst) af eksempel 9P fra 7. sammenlignende støjmåling. Eksemplet er nærmere beskrevet i Bilag 15.

Lydeksemplet er simulerede trykluftafblæsninger bestående af tre hændelser à 0,5 sekunder med bredbåndet lyserød støj. Disse hændelser havde et niveau på ca. 12 dB under den stationære støj, som bestod af lyserød støj filtreret gennem et 500 Hz 1/1-oktav filter. På trods af det lave niveau kan impulserne høres (parameteren "tydelig" er i gennemsnit vurderet til 2,7 cm).

Impulserne kan ikke ses som stigning i det A-vægtede lydtrykniveau, men ses tydeligt på loudnessregistreringen.

Selv om laboratorierne i almindelighed ikke råder over udstyr til loudnessmålinger, viser ovenstående eksempel, at det kan være en særdeles relevant måde at udføre målingerne på. Derfor blev sådanne målinger udført på lydeksemplerne.

Målingerne af de psykoakustiske parametre blev foretaget med en PC og Brüel & Kjær Sound Quality program type 7698 version 3.1. Dette program gør det muligt at foretage bestemmelser af onset rate og niveaudifferens udtrykt i loudnesstermer ved hjælp af markøraflæsninger af relevante punkter på loudnessregistreringerne. Markøraflæsningerne blev overført til regneark for videre bearbejdning. Målingen af nævnte størrelser er foretaget på den impuls, der visuelt var den tydeligste på loudnessregistreringen.

7. Fysiske målinger og lyttetest

7.1 Indledende bemærkninger

Vi har tre grupper af støjeksempler, som adskiller sig på flere måder som angivet i Tabel 7.1.

Tabel 7.1 Se her!
Oversigt over egenskaberne ved de tre grupper af støjeksempler. Gruppe P betegner de lydeksempler, som har været anvendt i 7. sammenlignende støjmåling ("7. Proficency test").
* Undtagen eksempel 1 (stereo).

Det ses, at gruppe P adskiller sig på flere måder fra de to andre grupper. De væsentligste forskelle er, at lydeksemplerne i gruppe P:

- kun er vurderet af 5 personer (eksperterne),

- blev præsenteret uden baggrundsstøj.

- blev præsenteret i mono.

Endvidere blev spørgsmålene stillet i en anden rækkefølge.

Endelig var der det særlige ved gruppe P, at lytterne var eksperter med mange års erfaring i administration af impulstillæget efter Miljøstyrelsens vejledninger. Derfor kan det ikke udelukkes, at der forekommer en bias af den lyttemæssige vurdering, som er forårsaget af støjkildens art (jf. Afsnit 1.1).

Disse forskelle vurderes at være så væsentlige, at det vil være relevant at betragte de opnåede resultater både med og uden gruppe P. Dette illustreres af Figur 7.1 og Figur 7.2 i det følgende. Ved tolkningen af angivelser af andelen af forklaret varians, R², skal man være opmærksom på, om datasættet indeholder P-gruppen (L, H, og P udgør i alt 47 datapunker) eller ej (L- og H-gruppen udgør 34 datapunkter).

Et andet forhold, man skal gøre sig klart er, at når lydeksemplerne præsenteres ved flere niveauer (L_Aeq), vil en del af den varians, der optræder i resultaterne, direkte kunne forklares ved niveauet. Dette illustreres af Figur 7.1.

Figur 7.1
Sammenhængen mellem L_Aeq og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes "gene" fra lytteforsøgene ved L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. . I højre(nederste) figur er lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling (P-gruppen) udeladt.

På figurerne er anført værdien af R². R er korrelationskoefficienten, og R² angiver den del af variansen, som data kan forklare. (Ved sammenligning med andre undersøgelser skal man være opmærksom på, om det er R eller R², der opgives; R-værdierne giver større tal, hvilket umiddelbart ser mere overbevisende ud).

Det ses, at når alle data er medtaget, forklarer L_Aeq 58% af variationen i data. Hvis P-gruppen udelades (højre figur), stiger andelen af forklaret varians til 78%. Punktgrupperne varierer imidlertid i x-aksens retning, hvilket er et udtryk for den del af variansen, som ikke forklares af L_Aeq. Ved tolkningen af resultaterne i det følgende er det altså ikke alene en høj værdi af R², der betyder noget. Det er lige så vigtigt, at den betragtede parameter forklarer variansen inden for hver af de tre grupper L, H og P.

Det er ikke overraskende, at der en direkte sammenhæng mellem L_Aeq og genepotentialet af støjen. Derimod kan det umiddelbart undre, at der også er en sammenhæng mellem L_Aeq og impulsernes tydelighed som illustreret på Figur 7.2.

Sammenhængen er dog langt svagere og må karakteriseres som indirekte, idet impulserne med L_Aeq på 60 dB rent faktisk er tydeligere, fordi de generelt er mere fri af baggrundsstøjen. De udstrakte vandrette punktgrupper viser også, at der er en væsentlig del af variansen, som ikke forklares af L_Aeq.

Figur 7.2
Sammenhængen mellem L_Aeq og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes tydelighed fra lytteforsøgene ved L_Aeq = 40 dB, L_Aeq = 60 dB og 7. samml. . I højre (nederste) figur er lydeksemplerne fra 7. sammenlignende støjmåling (P-gruppen) udeladt.

7.2.1 L_AF - L_AS

Ud fra målingerne af L_AF - L_AS (se Afsnit 6.3) er der angivet to forskellige værdier, nemlig den maksimale værdi for hvert lydeksempel og middelværdien af de tre højeste værdier for hvert eksempel.

Figur 7.3
L_AF - L_AS afbildet mod middelværdien af parameteren "tydelig" af alle lytteres svar. Til venstre vises sammenhængen med maksimalværdien af L_AF - L_AS. Til højre(nederste) vises sammenhængen med middelværdien af de tre højeste værdier af L_AF - L_AS. Signaturer: L_Aeq = 40 dB, L_Aeq = 60 dB og 7. samml. . Hvis kun ekspertlytternes svar medtages, er korrelationskoefficienten R² = 0,42 for sammenhængen mellem Max. (L_AF - L_AS) og "tydelig".

Det ses af Figur 7.3, at der er en sammenhæng mellem L_AF - L_AS og parameteren "tydelig", men korrelationskoefficienten er lav.

I forhold til resultaterne af lyttetesten er specielt eksempel 8P Slibning og banken for lavt placeret, hvilket skyldes, at hammerslagene kommer med en hyppighed på næsten 4 pr. sekund, jf. Afsnit 6.3.

To af de eksempler, der får en høj værdi af L_AF - L_AS (3P Vindmølle L_AF - L_AS = 7,2 og 5H Udluftning L_AF - L_AS = 8,9) i forhold til vurderingen af impulsernes tydelighed, er karakteristiske, ved at der er tale om en hurtig niveauændring snarere end en kort impuls.

Figur 7.4
L_AF - L_AS afbildet mod ekspertlytternes vurderinger af "tillæg"(til venstre) og middelværdien af parameteren "gene" af alle lytteres svar (til højre)(nederste). Signaturer: L_Aeq=40 dB, L_Aeq = 60 dB og 7. samml. .

Ekspertlytternes vurderinger af, om der skal gives tillæg, korrelerer med R² = 0,49. Der forekommer værdier af L_AF - L_AS på mellem 2,2 dB og 8,9 dB i gruppen med gennemsnit mellem "Måske tillæg" og "Ja!" til tillæg. Til sammenligning kan nævnes, at vejtrafikstøj (med 7,5 m til nærmeste vejbane) for enkelte bilpassager giver L_AF - L_AS = 3,8 dB ved 50 km/h og 5,8 dB ved 110 km/h. Vejtrafikstøjen har i øvrigt ikke været vurderet ved lytteforsøgene.

Det ses af højre figur, at der ingen sammenhæng er mellem "gene" og L_AF - L_AS.

Det kan konkluderes, at korrelationen med relevante parametre fra lyttetesten ikke kommer højere end R² = 0,5. Der vil forekomme fejlklassificeringer af lydeksempler i forhold til lyttetestens resultater.

Ud fra eksperternes vurderinger af de foreliggende eksempler bør der i hvert fald gives tillæg for L_AF - L_AS > 6dB, men der forekommer også eksempler med værdier af L_AF - L_AS, ned til 2,2 dB, som bør have tillæg.

Det skal betones, at L_AF - L_AS ved denne måling er resultatet af en samtidig og løbende måling af L_AF og L_AS. En simpel subtraktion af L_AmaxF og L_AmaxS,vil give andre resultater.

7.2.2 L_AmaxF - L_Aeq,1sek

gur 7.5
L_AmaxF - L_Aeq afbildet mod middelværdien (af alle lytteres svar) af parameteren tydelig (til venstre) og ekspertlytternes vurderinger af "tillæg"(til højre) (nederste) . For et enkelt datapunkt (2H) er benyttet værdien 9,1dB, som blev målt flest gange, men en enkelt måling gav værdien 18,9 dB for samme punkt, se nærmere Afsnit 6.4. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Der er en sammenhæng mellem lyttetestens resultater og L_AmaxF - L_Aeq,1sek, men korrelationen er lav. Som tidligere nævnt (Afsnit 6.4) kan der tilfældigt opstå høje måleresultater, hvis der i yderkanten af en integrationsperiode for L_Aeq,1sek forekommer impulser, der er længere end integrationsperioden.

Problemet med forekomsten af for høje måleresultater kan afhjælpes ved at gentage målingen med forskudt start nogle gange og derefter vurdere resultaterne. Målingen kan også udføres med en integrationsperiode for L_Aeq,1sek, som fastlægges i forhold til impulsen efter nærmere fastsatte principper. Begge muligheder vil dog besværliggøre målingen væsentligt.

Det må konkluderes, at korrelationen med relevante parametre fra lyttetesten er lav, og metoden kan give fejlagtigt høje resultater. Dette kan i nogen grad afhjælpes, men det vil besværliggøre metoden.

Ud fra eksperternes vurderinger af de foreliggende eksempler bør der i hvert fald gives tillæg for L_AmaxF - L_Aeq,1sek > 7dB (hvis risikoen for fejlagtigt høje resultater elimineres), men der forekommer også eksempler med værdier af L_AmaxF - L_Aeq,1sek ned til 2,3 dB, som bør have tillæg.

7.2.3 L_Amax, L_AmaxF - L_Aeq,30sek og L_Amax - L_A95

Størrelserne L_Amax, L_AmaxF - L_Aeq,30sek og L_Amax - L_A95 er på Figur 7.6 og Figur 7.7 sammenlignet dels med vurderingen af impulsernes tydelighed og dels med vurderinger af "gene".

Figur 7.6
Sammenhængen mellem middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes tydelighed og parametrene L_Amax, L_AmaxF - L_Aeq,30sek samt L_Amax - L_A95 .(7. sammenlignede støjmåling er kun vurderet af de fem ekspertlyttere). Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Der er en korrelation, men korrelationskoefficienterne er lave. For L_Amax ses det, at resultaterne grupperer sig pænere, hvis man betragter resultaterne ved 40 dB og 60 dB hver for sig. Korrelationskoefficienterne (R²) er hhv. 0,47 og 0,53. Resultaterne fra 7. sammenlignende støjmåling, som altså kun er middelværdien af svarene fra de fem eksperter, havde dog kun R² = 0,26.

Figur 7.7
Sammenhængen mellem L_AmaxF og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes gene (7. sammenlignede støjmåling er kun vurderet af de fem ekspertlyttere). Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Man kunne umiddelbart have den fornemmelse, at maksimalniveauet alene havde en sammenhæng med genen. Med de væsentlige forbehold, der tidligere er givet udtryk for i relation til den laboratoriemålte gene, ses i Figur 7.7 sammenhængen mellem L_AmaxF og "gene" Ud fra den venstre figur at dømme er der tilsyneladende en pæn sammenhæng, men hvis L_Aeq-værdien trækkes fra, ses af den højre figur, at L_AmaxF kun forklarer en meget lille del af variansen.

Det kan også udtrykkes på den måde, at sammenhængen mellem L_AmaxF og "gene" inden for de tre punktgrupper i venstre figur er vanskelig at få øje på.

7.2.4 Niveaudifferens ud fra L_AF

Sammenhængen mellem niveaudifferensen (denne størrelse er defineret i Afsnit 6.6) og den gennemsnitlige vurdering af impulsernes tydelighed er vist på Figur 7.8.

Figur 7.8
Sammenhængen mellem niveaudifferensen og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes tydelighed. De to figurer viser samme data. Venstre (øverste)  figur har lineær ordinatakse, højre figur har logaritmisk. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Af den venstre figur med lineær ordinatakse ses det, at der vil kunne opnås en rimelig lineær korrelation, hvis der indføres et loft på f.eks. 25 dB for niveaudifferensen. Denne måde at begrænse data på ses jævnligt ud fra en betragtning om, at når værdierne når op på en vis størrelse, er effekten af dem gået i mætning. En måske mere rimelig måde er at antage, at de største værdier har en i forhold til deres størrelse mindre betydning, end en lineær sammenhæng medfører. Denne betragtning kan føres ud i livet ved indførelse af en logaritmisk skala som vist til højre. Det ses, at andelen af forklaret varians R² stiger fra 0,36 til 0,42 ved indførelse af den logaritmiske skala.

Endelig ses det af figuren, at især inden for de to grupper "40 dB" og "60 dB" forklarer dette mål en pæn del af variansen af parameteren "tydelig".

Niveaudifferensen er lidt i familie med størrelsen L_AmaxF - L_Aeq,1sek , men ved sammenligning med Figur 7.5 ses det, at niveaudifferensen giver en bedre sammenhæng med lyttetesten; dette gælder også inden for de tre punktgrupper.

7.2.5 Onset-rate ud fra L_AF

Onset rate er defineret i Afsnit 6.7.

Figur 7.9
Sammenhængen mellem onset rate og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes tydelighed. De to figurer viser samme data. Venstre (øverste) figur har lineær ordinatakse, højre figur har logaritmisk. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Med samme begrundelser som anført for niveaudifferensen kan det overvejes at sætte loft over værdierne. Af den venstre figur ses, at et passende loft kunne være 400 dB/s. Dette lidt kunstige indgreb kan udelades ved indførelse af en logaritmisk skala. Som det ses af den højre figur, kommer andelen af forklaret varians herved op på 0,57, hvilket er den højeste, der er opnået med nogen enkeltparameter i denne undersøgelse.

Det skal også bemærkes, at også inden for grupperne "40 dB", "60 dB" og "7.samml." forklarer dette mål en pæn del af variansen.

7.2.6 Antal impulser

Det er ofte diskuteret, om antallet af impulser er af betydning for tydeligheden/genen af impulsstøj.

I denne undersøgelse har lydeksemplerne næsten samme længde. Det betyder, at hvis der er mange og dermed hyppige impulser kan de pga. hørelsens tidskonstanter flyde sammen til et hele. Hvis de optræder regelmæssigt, vil de så opfattes enten som et tonefænomen. Hvis de optræder uregelmæssigt, kan de opfattes som et støjlignende signal.

Få impulser bidrager ikke meget til L_Aeq. Man kunne derfor i nærværende undersøgelse forvente, at få impulser giver større gene end mange impulser, da få impulser er ensbetydende med højere maksimalniveauer, fordi L_Aeq-værdierne af lydeksemplerne er ens inden for de tre grupper af lydeksempler.

Ovenstående spekulationer, antyder, at hvis der er en sammenhæng med antallet af impulser, vil den nok ikke være lineær, og brugen af lineær regression kan i så fald være misvisende.

Figur 7.10
Sammenhængen mellem antallet af impulser pr. minut og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulserne. Den venstre figur viser med lineær ordinatakse den nederste del af punktmængdens sammenhæng med "tydelig", mens den højre(nederste) med logaritmisk ordinat viser alle punkters sammenhæng med genen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Det må ud fra Figur 7.10 konkluderes, at nærværende undersøgelse ikke viser nogen sammenhæng mellem hverken gene eller tydelighed og antallet af impulser i de 30-50 sekunder lange lydeksempler; hverken generelt eller inden for de tre grupper af lydeksempler.

Det må her være på sin plads at advare mod en for vidtgående generalisering af dette resultat.

I visse sammenhænge defineres gene som antal gange i løbet af en dag, man bliver forstyrret af støjen. Der kan være tale om forstyrrelser ved arbejde, læsning, TV-kikkeri, samtaler mv. Ud fra resultaterne i Figur 7.10 og ovenstående vil det måske snarere være antallet af hændelser indeholdende impulser i løbet af en dag, der har betydning, end antallet af impulser i hver hændelse.

Der er i ovenstående ikke direkte grundlag for at fastsætte varigheden af en hændelse. Den er tilsyneladende længere end 0,5-1 minut og skønnes at være en del kortere end et døgn. En rimelig hypotese vil være, at en impulsholdig hændelse har betydning for opfattelsen af støjen (og støjgenen) i en periode på mellem nogle minutter og en time.

Med henblik på den praktiske administration af et tillæg for impulser er tidsrum i denne størrelsesorden også håndterbare.

7.2.7 Psykoakustiske mål

Som for de A-vægtede mål gælder også for de psykoakustiske mål, at størstedelen af genepotentialet forklares af et mål for lydens styrke, nemlig "loudness". Det fremgår af Figur 7.11. Det kan umiddelbart undre, at R² for sammenhængen mellem "gene" og "loudness" er lidt ringere end mellem gene og L_Aeq.

Figur 7.11
Sammenhængen mellem "loudness" (til venstre) (øverste), "Psychoacoustic Annoyance"(til højre) og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes genepotentiale. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

I [28] er størrelsen "Psychoacoustic Annoyance" (PA) defineret. Det er i denne reference anført, at man i laboratoriesituationer ikke kan vurdere alle faktorer, der bidrager til genevirkningen af en støj, men at "Psychoacoustic Annoyance" beskriver de psykoakustiske elementer, som bidrager til genen. PA er givet ved:

hvor N₅ er 5%-percentilen af "loudness"

hvor S er "sharpness".

hvor F er "fluctuation strength", og R er "roughness".

Figur 7.11 (højre del) viser sammenhængen mellem PA og middelværdien af lytternes vurdering af "gene" for de lydeksempler, der indgik i lyttetesten.

Af de tre punktgrupper "40 dB", "60 dB" og "7. samml." ses, at størstedelen af variansen af "gene" forklares af niveauet. Inden for hver gruppe er der ingen påfaldende sammenhæng mellem "gene" og "Psychoacoustic Annoyance".

Figur 7.12
Sammenhængen mellem "sharpness", "fluctuation strength" samt "roughness" og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes genepotentiale. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

Af den midterste figur ses det, at "fluctuation strength" er den enkeltfaktor, der korrelerer bedst med lytternes vurdering af gene. Beliggenheden af de tre punktgrupper viser, at niveauet forklarer en væsentlig del af variansen, men også inden for grupperne er der dog en sammenhæng mellem "gene" og "fluctuation strength". Sammenhængen er tydeligvis ikke den samme for de tre punktgrupper.

R² for sammenhængen mellem "fluctuation strength" og "tydelig" er lidt mindre, nemlig 0,41, men det antyder alligevel, at signalets niveauvariation er en væsentlig parameter for lytternes vurdering af både gene og impulsernes tydelighed.

7.2.8 Niveaudifferens og onset rate ud fra "loudness"

Niveaudifferensen kan bestemmes ud fra en loudness-registrering efter samme principper som nævnt i Afsnit 6.6 for den A-vægtede niveaudifferens.

Da målestørrelsen son (for "loudness") angiver, hvor mange gange kraftigere eller svagere man opfatter en lyd i forhold til en anden, udtrykkes begrebet niveaudifferens mest hensigtsmæssigt som forholdet mellem son-værdierne af de to lyde, man sammenligner; i dette tilfælde altså forholdet mellem son-værdierne for baggrundsstøjen og maksimum af impulsen.

Onset ratio kan ligeledes bestemmes ud fra en loudness-registrering efter tilsvarende principper som nævnt i Afsnit 6.7 for den A-vægtede onset rate.

For onset rate bliver den relevante størrelse den forholdsmæssige ændring af son-værdien pr. sekund.

Figur 7.13
Sammenhængen mellem niveaudifferens udtrykt som son-forhold (til venstre (øverste)) hhv. onset rate udtrykt som son-forhold pr. sekund (til højre) og middelværdien af alle 17 lytteres vurdering af impulsernes tydelighed. Bemærk, at begge figurer har logaritmisk ordinat. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

R² er lidt højere for den loudness-baserede niveaudifferens end for den A-vægtede. R² for onset rate er derimod højere for den A-vægtede niveaudifferens end for den loudness-baserede. Det sidste kan give anledning til undren.

Der er derfor ikke gjort yderligere for at opklare ovennævnte problemstilling.

7.2.9 Oversigt og konklusion af endimensionale variable

Tabel 7.2 giver en oversigt over de testede endimensionale variable og R²-værdierne. Ved tolkningen af tabellen skal man være opmærksom på, at en høj R²-værdi kan skyldes en udpræget niveau-afhængighed, som måske allerede tilgodeses ved L_Aeq eller "loudness". Ved vurderingen af resultaterne skal man derfor også vurdere variationen inden for de tre punktgrupper L: "40 dB", H: "60 dB" og P: "7. samml. måling".

Tabel 7.2
R²-værdier for sammenhængen mellem forskellige fysiske mål og lyttetestens resultater.

På baggrund af de foregående afsnit og oversigten over R²-værdier i Tabel 7.2 konkluderes det, at ingen enkeltparameter med tilstrækkelig sikkerhed kan karakterisere impulsernes tydelighed eller den ekstra "gene" - ud over hvad der allerede er forklaret ved deres niveau (L_Aeq eller "loudness") - de giver anledning til.

De mest lovende mål for impulsernes tydelighed udgøres af "log (level difference)" og "log (onset rate)" baseret på A-vægtede værdier med tidsvægtning F samt "log (level difference)" baseret på loudness-værdier. Det sidste mål er ikke væsentligt bedre end det tilsvarende A-vægtede mål, og da det af måletekniske grunde er mindre attraktivt, koncentreres opmærksomheden mod de to førstnævnte.

7.3 Flerdimensionale mål

For de flerdimensionale mål gælder også de indledende bemærkninger i Afsnit 7.1, og arbejdsprocessen har i princippet været den samme. Da antallet af mulige og tilsyneladende relevante kombinationer er stort, vil kun de mest relevante blive vist i grafisk form.

Når flere variable kombineres til en målestørrelse, opstår der et behov for at vurdere, hvilke af de indgående variable der er signifikante. p-værdien udtrykker sandsynligheden for, at den fundne sammenhæng kan forklares ved en tilfældighed. Jo mindre p er, jo mere sikkert er resultatet. p-værdien eller signifikansniveauet markeres med en stjernemærkning af resultaterne på følgende måde:

*** p < 0,001

** 0,001 < p < 0,01

* 0,01 < p < 0,05

- 0,05 < p <0,1

De trestjernede resultater har altså den højeste signifikans og "-" den laveste af de mærkede signifikanser. Hvis p > 0,1, kaldes resultaterne for nemheds skyld for "ikke signifikante", selv om der er kan være tale om en vis grad af signifikans alt efter størrelsen af p.

7.3.1 A-vægtede mål og "tydelig"

Af Tabel 7.3 ses det, at andelen af forklaret varians, R², for de regressioner, der indeholder alle tre grupper af lydeksempler (regressionerne 1-5), er lavere end for de regressioner, der kun indeholder grupperne L og H. Årsagen til dette er omtalt i Afsnit 7.1.

Tabel 7.3 Se her!
Regressionsanalyser mellem A-vægtede mål og parameteren "tydelig". Felter med grå farve indikerer, at denne parameter indgår i analysen. Antallet af stjerner angiver signifikansen. *** er højeste signifikans, "-" er lav signifikans, og gråt felt uden indikation angiver, at p > 0,1, jf. teksten. R er korrelationskoefficienten, og R² angiver andelen af forklaret varians.

Regressionerne 1 og 2 har den højeste R²-værdi. I regression 2 indgår logaritmen til onset rate og niveaudifferens (level diff.) i stedet for de begrænsede værdier ("limit") i regression 1 af årsager, som er anført i Afsnit 7.2.4 og 7.2.5. Det ses, at R² er uændret. L_Amax indgår i begge, men er ikke signifikant. I regression 3 er L_Amax udeladt, hvilket ikke ændrer R² nævneværdigt.

I regressionerne 4 og 5 indgår logaritmen til produktet mellem onset rate og niveaudifferens (level diff.) dels med og dels uden L_Amax. Data er illustreret i Figur 7.14. Det ses, at variansen forklares rimeligt for punkterne L: "40 dB" og H: "60 dB", mens sammenhængen for punkterne fra P-gruppen: "7.samml." er ringe. Dette dokumenteres også af regressionerne 15-17, som gælder for logaritmen til produktet mellem onset rate og niveaudifferens og de tre punktgrupper hver for sig.

Af figuren fremgår det også, at det er uvæsentligt, om L_Amax er med (venstre figur) eller ej (højre figur).

Figur 7.14
Illustration af data bag regressionerne 4 (venstre (øverste) figur: L_Amax og log (onset rate × level diff.)) og  5 (højre figur: log (onset rate × level diff.)), jf. teksten og Tabel 7.3. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "tydelig", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

I de følgende regressioner er punktgruppen P udeladt.

Vi ser nu på regressionerne 9 og 10, som er illustreret på Figur 7.15. I begge analyser indgår logaritmen til produktet mellem onset rate og niveaudifferens, i venstre figur sammen med L_Aeq og i højre figur sammen med L_Amax. Det ses, at figurerne stort set er identiske. Begge analyser giver en andel af forklaret varians på 0,77.

Ved at betragte resultaterne nærmere kan man få den ide, at sharpness kan forklare enkelte datapunkters beliggenhed. I analyse 8 er denne parameter tilføjet, og R² er steget en smule til 0,78. Da måling af sharpness, øger kompleksiteten af målingen væsentligt, er det vurderet, at fordelen er for lille i forhold til de praktiske problemer.

Figur 7.15
Illustration af data bag regressionerne 9 (venstre (øverste) figur: L_Aeq og log (onset rate × level diff.)) og 10 (højre figur: L_Amax og log (onset rate × level diff.)), jf. teksten og Tabel 7.3. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "tydelig", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB  og L_Aeq = 60 dB .

Regressionerne 9 og 10 har en pæn stor andel af forklaret varians og kan umiddelbart synes ideelle. Imidlertid er vi er ude efter en målestørrelse, der skal supplere målingen af L_Aeq, og det vil derfor være passende, at L_Aeq ikke indgår i målestørrelsen. (Det vurderes, at L_Aeq og L_Amax kan betragtes under et i denne sammenhæng).

Det ses endvidere af Tabel 7.3, at logaritmen til produktet mellem onset rate og niveaudifferens har en højere signifikans end både L_Aeq og L_Amax, hvilket antyder, at onset rate og niveaudifferens i kombination er de væsentligste. Regression 11 viser, at hvis L_Aeq og L_Amax udelades, falder R² til 0,74, hvilket stadig er et pænt resultat.

I regressionerne 9 og 10 indgår L_Aeq henholdsvis L_Amax samt produktet mellem onset rate og niveaudifferens. Der kan skabes en ekstra frihedsgrad ved at lade de to størrelser onset rate og niveaudifferens indgå hver for sig, hvilket er tilfældet i regressionerne 6 og 7. Det ses, at andelen af forklaret varians øges til 0,78, og at alle de indgående parametre er signifikante.

Ideelt set bør en lytterrespons på 0 cm for "tydelig" modvares af en "beregnet tydelig" på 0, svarende til at regressionslinien går gennem (0,0). Af Figur 7.15 ses det, at dette ikke er tilfældet. Hvis regressionslinien tvinges gennem (0,0), ses det af regression 14, at R² falder fra 0,78 til 0,76.

Hvis man for regressionerne 6 og 7 udelader L_Aeq og L_Amax ses det af regression 12, at R² falder til 0,74. Af regression 13 ses det, at hvis man i dette tilfælde tvinger regressionslinien til at gå gennem (0,0), falder R² ikke yderligere.

Endelig skal det bemærkes, at hvis man sammenligner regressionerne 12 og 13 med regression 11 ses det, at det ikke gør den store forskel, om parametrene onset rate og niveaudifferens indgår hver for sig eller som et produkt (sidstnævnte betyder, at de får samme koefficient). Ved at lade parametrene indgå hver for sig åbnes imidlertid for en optimering, hvilket er omtalt nærmere i Afsnit 8.

Ud fra de overvejelser, der er redegjort for i det foregående, konkluderes det foreløbigt, at et mål, der bygger på parametrene onset rate og niveaudifferens, er det mest hensigtsmæssige mål, som bedst forklarer variationen i lytternes respons, når impulsernes tydelighed vurderes.

7.3.2 A-vægtede mål og "gene"

Der er udført en række regressionsanalyser til belysning af sammenhængen mellem den laboratoriemålte gene (genepotentialet) og A-vægtede mål for støjens styrke og karakter.

Tabel 7.4 Se her!
Regressionsanalyser mellem A-vægtede mål og parameteren "gene". Felter med grå farve indikerer, at denne parameter indgår i analysen. Antallet af stjerner angiver signifikansen. *** er højeste signifikans, "-" er lav signifikans, og gråt felt uden indikation angiver, at p > 0,1, jf. teksten. R er korrelationskoefficienten, og R² angiver andelen af forklaret varians.

Som det fremgår af Tabel 7.4, er det kun de mål, der direkte afspejler støjens styrke, der er signifikante. Ved sammenligning med regression nr. 21, som kun indeholder L_Aeq, ses det, at langt den største del af variansen forklares af denne størrelse alene, og at R² ikke stiger nævneværdigt, når der suppleres med andre mål. Dette illustreres af Figur 7.16.

Figur 7.16
Illustration af data bag regressionerne 21 (venstre (øverste) figur: L_Aeq) og 22 (højre figur: L_Aeq og et tillæg baseret på en subjektiv vurdering, jf. Figur 5.1), jf. teksten og Tabel 7.4. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "gene"; og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB og L_Aeq = 60 dB .

Den venstre del af figuren viser tydeligt, at det er niveauet, der er afgørende for lytternes respons på "gene"-aksen. Denne del af figuren er i øvrigt principielt identisk med Figur 7.1. I højre del af Figur 7.16 er det valgt at vise den ekstra parameter, som sammen med L_Aeq giver den største R²-værdi, nemlig det subjektivt relaterede tillæg, som er omtalt i Afsnit 5.5.6. Tilsvarende afbildninger af regressionerne 24 og 25 (ikke bragt i rapporten) viser næsten identiske billeder. De her omtalte størrelser "beregnet tydelighed" (predicted prominence, P) og "tillæg" (penalty, K_I) er nærmere omtalt i Afsnit 9 og 10. Det ses, at variansen inden for de to punktgrupper ikke forklares af den ekstra parameter, idet punkterne i så fald burde følge regressionslinien i højere grad.

Det kan undre, at andelen af forklaret varians på den laboratoriemålte gene ikke stiger mere, når der gives et tillæg for impulser, som har en god sammenhæng med den opfattede tydelighed af impulserne. Forklaringen er primært, at der heller ikke i lyttetesten blev fundet en klar sammenhæng mellem "tydelig" og "gene", se nærmere i Afsnit 5.5.3.

7.3.3 Psykoakustiske mål og "tydelig"

Ud fra praktiske, måletekniske grunde skal der være væsentlige fordele ved de psykoakustiske mål, for at disse foretrækkes frem for de A-vægtede mål. Tabel 7.5 giver en oversigt over de gennemførte regressionsanalyser.

Tabel 7.5 Se her!
Regressionsanalyser mellem psykoakustiske mål og parameteren "tydelig". Felter med grå farve indikerer, at denne parameter indgår i analysen. Antallet af stjerner angiver signifikansen. *** er højeste signifikans, "-" er lav signifikans, og gråt felt uden indikation angiver, at p > 0,1, jf. teksten. R er korrelationskoefficienten, og R² angiver andelen af forklaret varians.

Først bemærkes det, at den højest opnåede andel af forklaret varians opnås i regression 30 med R² = 0,83. Dette er illustreret i venstre del af Figur 7.17. Det højest opnåede R² med A-vægtede mål var 0,78 (sammenlign evt. med Figur 7.15). Venstre del af Figur 7.17 viser en særdeles nydelig sammenhæng mellem lytterresponsen og den beregnede tydelighed ud fra de psykoakustiske mål. Det bemærkes imidlertid, at der er temmelig mange parametre indblandet, og kun onset rate udtrykt i son/s er direkte signifikant. En mere "fornuftig" analyse er regression 34, som er vist i højre del af figuren. R² er faldet til 0,80, hvilket også er et pænt resultat.

Figur 7.17
Illustration af data bag regressionerne 30 (venstre (øverste) figur: mange psykoakustiske parametre) og 34 (højre figur: "loudness", "sharpness", "roughness", "fluctuation strength", log (onset range) og log (son-ratio)), jf. teksten og Tabel 7.5. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "tydelig", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB  og L_Aeq = 60 dB .

Fælles for regressionerne 32-34 er, at onset rate og son-ratio har den højeste signifikans, og at sharpness også er signifikant. Ved sammenligning af regression 31 med regression 33 ses det, at sharpness øger R² fra 0,75 til 0,78, se Figur 7.18.

Figur 7.18
Illustration af data bag regressionerne 31 (venstre (øverste) figur: log (niveaudifferens) og log (onset rate) ud fra loudness) og 33 (højre figur: log (niveaudifferens), log (onset rate) ud fra loudness samt sharpness), jf. teksten og Tabel 7.5. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "tydelig", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB  og L_Aeq = 60 dB .

Idet de her angivne mål for niveaudifferens og onset rate baserer sig på "loudness", kan regressionslinien i venstre figur beskrives med:

Y = 3,40 × log (niveaudifferens [son/son]) + 3,17 × log (onset rate [son ratio/s]) - 0,42

Regressionslinien i højre figur kan beskrives med:

Y = 3,20 × log (niveaudifferens [son/son]) + 4,43 × log (onset rate [son ratio/s]) + 1,35 × sharpness [acum] - 2,44

En sammenligning mellem regressionerne 31 og 12 viser, at forskellen på R² for onset rate kombineret med niveaudifferens er ubetydelig mellem A-baserede og loudness-baserede værdier. Det samme gælder ved sammenligningen mellem regression 3 og 28, hvor alle lydeksemplerne indgår. I begge tilfælde er de loudness-baserede værdier dog højest.

7.3.4 Psykoakustiske mål og "gene"

Tabel 7.6 giver en oversigt over regressioner mellem psykoakustiske parametre og "gene".

Tabel 7.6 Se her!
Regressionsanalyser mellem psykoakustiske mål og parameteren "gene". Felter med grå farve indikerer, at denne parameter indgår i analysen. Antallet af stjerner angiver signifikansen. *** er højeste signifikans, "-" er laveste signifikans, og gråt felt uden indikation angiver, at p > 0,1, jf. teksten. R er korrelationskoefficienten, og R² angiver andelen af forklaret varians.

Et gennemgående træk er ligesom for sammenhængen mellem de A-vægtede parametre og genen, at niveauet, dvs. "loudness", er den mest signifikante parameter. Dernæst følger "fluctuation strength", "onset ratio" og "sharpness". Et mål kombineret af "loudness" og "fluctuation strength" kunne være relevant for den aktuelle problemstilling, men vil lide af den svaghed, at lyde med langsomme niveaustigninger og brat afslutning ville få samme vurdering som lyde, der starter brat og slutter langsomt.

I regressionerne 35 og 37 er der forholdsvis ukritisk medtaget stort set alle psykoakustiske parametre, hvilket medfører redundans mellem nogle af parametrene. Det ses, at der opnås en høj andel af forklaret varians; højest når eksemplerne fra P-gruppen, "7. samml", udelades. Figur 7.19 viser resultaterne.

Figur 7.19
Illustration af data bag regressionerne 35 (venstre (øverste) figur) og 37 (højre figur). Begge indeholder de samme og stort set alle psykoakustiske variable. I højre figur er P-gruppen af data udeladt, jf. teksten og Tabel 7.5. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "gene", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB , L_Aeq = 60 dB  og 7. samml. .

I begge figurer ligger data fra H-gruppen pænt, mens variansen i de to andre grupper forklares dårligere, når der ses bort fra den del, som kan forklares med niveauet.

Regressionerne 38 og 39 må betegnes som mere "fornuftige" idet der her kun er medtaget de "normale" psykoakustiske mål, som i regression 39 er suppleret med onset rate og niveaudifferens baseret på "loudness". I begge tilfælde er "loudness" den afgørende faktor, men "fluctuation strength" er dog også signifikant. Signifikansen af "fluctuation strength" aftager, når onset rate og niveaudifferens medtages i analysen, fordi de overtager en del af forklaringen, men de er ikke i sig selv signifikante.

Resultatet er vist i Figur 7.20.

Figur 7.20
Illustration af data bag regressionerne 38 (venstre (øverste) figur: de "sædvanlige" psykoakustiske  parametre samt log (niveaudifferens) og log (onset rate) ud fra loudness) og 39 (højre figur:
de "sædvanlige" psykoakustiske parametre uden log (niveaudifferens) og log (onset rate) ud  fra loudness), jf. Tabel 7.6. Abscissen angiver lytternes respons på parameteren "gene", og ordinaten er de beregnede værdier ud fra resultaterne af regressionsanalysen. Signaturer: L_Aeq = 40 dB  og L_Aeq = 60 dB .

Også af Figur 7.20 ses det, at størstedelen af variansen forklares af "loudness". Inden for L-gruppen er R² = 0,28, og inden for H-gruppen er R² = 0,38, og det er således kun en lille del af variansen af "gene", der forklares af andet end "loudness".

7.3.5 Konklusion af flerdimensionale mål

I Afsnit 7.3.1 blev det fundet, at log (onset rate) og log (niveaudifferens) baseret på A-vægtede værdier var væsentlige i kombination. Hvis L_Aeq eller L_Amax var med i regressionen, øgedes R² en smule, men det var uønsket at have disse to størrelser med i et mål, der netop skulle supplere dem.

Lytternes vurdering af "tydelig" lå for enkelte lydeksempler (med en skarpere lyd) højere, end man umiddelbart skulle forvente ud fra de gennemførte regressioner. Hvis "sharpness" blev medtaget i regressionerne, steg andelen af forklaret varians en smule, men det blev vurderet, at gevinsten var for lille til at opveje de ekstra besværligheder ved praktiske støjmålinger.

Regressioner med både log (onset rate × niveaudifferens) og med hver af størrelserne log (onset rate) og log (niveaudifferens) blev udført. Forskellen var ikke stor, men ved at lade størrelserne indgå hver for sig åbnes der muligheder for optimering ud fra andre hensyn.

I Afsnit 7.3.3 blev "tydelig" undersøgt i lyset af psykoakustiske parametre. Også her viste størrelserne log (onset rate) og log (niveaudifferens) - her baseret på loudness-målinger - sig væsentlige. Desuden viste "sharpness" sig at være signifikant i de relevante kombinationer. Generelt gav de psykoakustiske mål lidt større R²-værdier end analyserne baseret på A-vægtede værdier, men igen vurderes det, at de praktiske problemer p.t. er for store i forhold til gevinsten, til at det er fornuftigt at basere støjmålinger på mål indeholdende psykoakustiske parametre.

Analyserne af den laboratoriemålte gene (Afsnit 7.3.2 og 7.3.4) viste, at niveauet var den altdominerende faktor i "gene". De psykoakustiske mål var her væsentligt bedre, idet en kombination af disse kunne forklare 87% af variansen i lytterresponsen, mens de A-vægtede mål højest kunne forklare 79% af variansen.

Det viste sig, at et tillæg for impulser til L_Aeq (eller til "loudness") kun øgede den forklarede varians på den laboratoriemålte gene en smule.

Det har ikke været muligt inden for rammerne af dette projekt at gå dybere ned i denne problemstilling, hvoraf de væsentligste emner er:

I erkendelse af problemets omfang er det (som det i øvrigt også praktiseres med tydeligt hørbare toner i støjen) valgt at koncentrere arbejdet om at definere en metode, der kan udtrykke impulsernes tydelighed.

Ud fra sammenfatningen i det foregående konkluderes det, at det mest anvendelige mål for impulsernes tydelighed til brug for praktiske målinger bør bestå af en kombination af størrelserne log (onset rate) og log (niveaudifferens) baseret på A-vægtede målinger. Hvis psykoakustiske mål på et senere tidspunkt vinder indpas i forbindelse med støjmålinger, ligger der muligheder for forbedringer ved at udnytte de tilsvarende psykoakustiske parametre, evt. kombineret med "sharpness".

8. Definition af impulslyd i relation til ekstern støj fra virksomheder

Det, at det er lykkedes at opnå andele af forklaret varians på op til 80% mellem fysiske mål og lytternes vurdering af "tydelig", tyder på, at den definition, der er givet af impulser ved lyttetesten, gør det muligt at foretage vurderinger ud fra ensartede kriterier.

Uanset, at det er en udbredt opfattelse, at impulser er noget forholdsvis kortvarigt, er der altså fordele ved at benytte den definition, der indgik i lyttetesten, hvor en impuls defineres som den bratte begyndelse af en lyd.

Ifølge de almindelige definitioner på impulsbegrebet - jf. Afsnit 14.3 - er der intet til hinder for generelt at bruge samme definition som ved lyttetesten.

Det foreslås derfor, at impulslyde karakteriseres på følgende måde: