Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved                            anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet

Om vejledningen

Vejledningen er blevet udarbejdet i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og COWI AS, som blandt andet har indebåret afholdelsen af regelmæssige projektmøder hvor vejledningens struktur og indhold er blevet fastlagt.

Baggrund for vejledningen

Vejledningen har baggrund i de stigende krav om, at der i forbindelse med udarbejdelsen af ny lovgivning på kemikalieområdet (såvel som på andre områder) skal foretages en vurdering af de samfundsøkonomiske konsekvenser af den påtænkte lovgivning. Der foretages således i stadig stigende omfang samfundsøkonomiske analyser såvel i Danmark som i andre EU medlemslande og i andre vesteuropæiske lande. Der eksisterer dog endnu ikke et vedtaget fælles grundlag for indhold og metode af sådanne analyser, hvorfor det kan være svært umiddelbart at sammenligne forskellige analyser. Dertil kommer, at manglen på et fælles grundlag gør det svært at anvende analysernes resultater som en del af et beslutningsgrundlag, da metoder og resultater ofte ikke er umiddelbart transparente.

Formål

Formålet med vejledningen er således at tilvejebringe forslag til ensrettede retningslinier for beregningsprincipper og opgørelsesmetoder i forbindelse med beregningerne inden for kemikalieområdet. Herved kan det sikres, at omkostningsvurderingerne foretages korrekt og på et sammenligneligt grundlag, således at beslutningsgrundlaget forbedres.. Dertil kommer, at vejledningen også har som et væsentligt formål at effektivisere arbejdet med de økonomiske analyser i og med, at den tilvejebringer et operationelt og gennemskueligt sæt af retningslinjer.

(Det skal bemærkes at denne vejledning er den første der udgives på kemikalie-området for så vidt angår samfundsøkonomiske analyser. Det er derfor væsentligt, at indhøstede erfaringer fra dens anvendelse inddrages i en eventuel senere revision af vejledningen.)

Målgruppe

Målgruppen for vejledningen forventes først og fremmest at være Miljøstyrelsens interne og eksterne økonomer samt andre, der skal foretage samfundsøkonomiske vurderinger i forbindelse med overvejelser om regulering på kemikalieområdet. På længere sigt forventes vejledningen tilsammen med de indhøstede erfaringer fra dens anvendelse at kunne udgøre et input i bestræbelserne på også at nå til enighed om et fælles set retningslinjer på EU plan.

Grundlag

Denne vejledning er blevet udarbejdet med baggrund i grundige studier af såvel eksisterende vejledninger på andre områder som allerede gennemførte omkostningsvurderinger. Som anvendte kilder og baggrundsmateriale kan således blandt andet nævnes: Finansministeriet: Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, November 1999 og Miljø- og energiministeriet: Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter, af Danmarks Miljøundersøgelser, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen, 2000.

Vejledningens opbygning

Vejledningen er opdelt i to dele. Den ene består af selve vejledningen, der indeholder korte og forholdsvis operationelle retningslinier for udførelsen af omkostningsvurderingen. Dette er suppleret med en række praktiske eksempler fra tidligere omkostningsvurderinger foretaget i såvel Danmark som i udlandet. Endvidere findes der i vejledningen en manual til, hvordan en omkostningsvurdering og resultaterne heraf bør afrapporteres. I tilknytning til selve vejledningen er der udarbejdet et baggrundsnotat. I dette uddybes problemstillingerne omkring beregningerne herunder særligt de teoretiske overvejelser, der ligger til grund for de angivne retningslinier. Denne del tænkes hovedsageligt anvendt som opslagsværk.