Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2001

1. Baggrund

I slutningen af 1996 etablerede Miljøstyrelsen Teknologipuljen som et led i en ændring af strukturen på affaldsdepotområdet. I december 1996 udarbejdede Miljøstyrelsen et program for ordningen, som er nærmere beskrevet i bilag B i Depotredegørelsen om affaldsdepotområdet 1996 /1/. Den overordnede målsætning for Teknologiprogrammet er at identificere oprydnings- og afværgeteknologier, således at det i fremtiden vil være lettere økonomisk, miljømæssigt og teknisk at vælge de oprydningsteknologier, der er optimale på de pågældende lokaliteter.

Miljøstyrelsens orientering "Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2000" /2/ indeholder en samlet liste over alle de projekter, der har været igangsat i fra puljens start til 1999, samt projekter der planlægges igangsat inden for de næste par år.

Miljøstyrelsens målsætning er, at der 5 år efter ordningens start vil være et overblik over mulige afværgeteknologier og forventede oprensningsniveauer. På denne baggrund vil det efterfølgende være muligt at konkretisere behovet for at udvikle og afprøve teknologier på laboratorieniveau. Samtidig forventer Miljøstyrelsen at få et overblik over, i hvilket omfang renset jord kan anvendes frit eller skal deponeres efter rensning.

I nærværende program beskrives projektforslag for feltprojekter og udredningsprojekter, der planlægges udført i 2001.

På Finansloven for 2001 er der afsat et beløb på 15 mio. kr. til teknologiudvikling. I finanslovsteksten er det anført :

"Ordningen er etableret med henblik på gennem en koordineret indsats på teknologiområdet m.v. at effektivisere og billiggøre oprydninger på depotområdet samt at fjerne barrierer for udvikling og anvendelse af målrettede teknologier overfor jord- og grundvandsforureninger. Der kan af bevillingen bl.a. afholdes udgifter til erfaringsopsamling på jordforureningsområdet, udvikling og afprøvning af nye teknologier, udvikling og afprøvning af metoder - bl.a. med henblik på kriteriefastsættelse, risikovurderinger og beskæftigelsesmæssige analyser samt til at dokumentere, vurdere og sammenligne afværgeteknikkers effektivitet, omkostninger og miljøpåvirkninger. Bevillingen kan endvidere anvendes til medfinansiering af udgifter til udviklings- og afprøvningsaspekter ved de afværgeprojekter, som amtsrådene, Københavns og Frederiksberg kommuner udarbejder og finansierer, hvis de indeholder et udviklingsaspekt. Der kan desuden afholdes udgifter, herunder ydes tilskud, til forsikringer vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprensninger.