Ti års miljøbistand til Østeuropa

En hjælp til Østeuropa - og til os selv

Af miljø- og energiminister Svend Auken

Danmarks miljøbistand til Østeuropa fejrer i 2001 sit tiårs jubilæum. Der er al mulig grund til, at vi danskere bør være stolte over, at vi som et af de allerførste lande valgte at yde en omfattende hjælp til genopretningen af miljøet i Øst.

Miljøproblemerne i Østeuropa viser ganske godt, at klodens tilstand er noget, der berører os alle meget mere, end vi er bevidste om i vores daglige liv. Usikre atomkraftværker i det gamle Sovjetunionen og gigantiske lossepladser med udsivning af farlige kemikalier til Østersøen er gode eksempler på dette. Mange farlige forurenende stoffer fra østlandene kan transporteres via vand, luft og fødekæder i havene til naturen og miljøet omkring Danmark.

Miljøproblemer i øst er også en trussel mod os selv, og derfor har der da også været stor opbakning til, at Danmark giver en omfattende miljøbistand til Østeuropa.

I dag er miljøproblemerne lykkeligvis også kommet højt på EU's dagsorden. Mange østlande står på spring til at blive optaget i EU, og en af de store udfordringer for landene er at leve op til EU's regler på miljøområdet. Af den grund vil den danske miljøbistand i de kommende år særligt koncentrere sig om at hjælpe landene med at leve op til EU's miljøkrav.

1200 danske miljøbistandsprojekter i Østeuropa har allerede ført til en betydeligt mindre forurening af luft, vand og jord, og også beskyttelsen af sårbare naturområder har været målet for den danske miljø-støtte. Vi glemmer tit, at nok er der mange miljøproblemer i østlandene, men landene rummer også store uberørte naturområder og en biologisk mangfoldighed, som vi ikke finder magen til i Vesteuropa. Et godt eksempel på, at Østeuropa har værdier, som vi skal værne om - og som vi kan lære af.

En del af de danske projekter har støttet de nye miljøministerier i østlandene i opbygningen af nye effektive administrationer, så landene på længere sigt selv kan tage vare på miljøet i overensstemmelse med internationale konventioner og EU-regler.

Set med danske øjne er det tankevækkende at konstatere, at miljøbistanden har vist sig at være en god økonomisk forretning for det danske samfund. Ofte eksisterer der jo en myte om, at miljøarbejde altid er dyrt og besværligt, men i kølvandet på støtteprojekterne har der været en betydeligt stigende eksport af teknologi og viden fra danske virksomheder til østlandene. Udover de konkrete ordrer har det givet virksomhederne gode muligheder for at etablere sig på de nye markeder mod øst, hvor alle forventer betydelig vækst i de kommende år.

Desværre har vi tit været alt for dårlige til at fortælle om miljøbistandsprojekterne og om resultaterne af og perspektiverne for den danske miljøbistand. Vi har haft så travlt med at få de mange projekter til at spire og gro, at vi indimellem har forsømt at gøre den betydelige danske samfundssatsning synlig og nærvæ-rende under vore egne himmelstrøg.

Det er vi i de senere år begyndt at råde bod på, og det er også en del af baggrunden for, at vi har valgt at udgive denne jubilæumsbog om Danmarks miljøbistand til Østeuropa. Vi har valgt at sætte fokus på 12 historier, der illustrerer de danske projekters gennemslagskraft.

Vi kan ikke komme hele vejen rundt om øststøtten på 60 sider, men vi håber, at bogen vil virke som en appetitvækker til at få mere at vide. Bagerst i bogen kan du se, hvor du kan få mere at vide om det vigtige miljøbistandsarbejde, der passende kan gå under overskriften: En hjælp til andre - og til os selv.

God læselyst!