Debatoplæg om Indikatorsæt til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling

4. Fødevareproduktion
-fødevaresikkerhed, landbrug og fiskeri

Målsætningen for fødevareproduktion i Danmark er at sikre, at de fødevarer, der produceres og afsættes til forbrugerne, er sunde og af høj kvalitet samt at sikre et højt informationsniveau herom. Det indebærer, at produktionsforhold, der bevarer jordbrugs- og fiskerierhvervenes ressourcegrundlag samt sikre miljø, dyrevelfærd og gode arbejdsbetingelser skal fremmes. Samtidig skal lønsom produktion og afsætning inden for de fødevareproducerende erhverv fremmes.

4.1. Fødevaresikkerhed

Forbrugerne har krav på, at fødevarer er sikre, og det er uacceptabelt, hvis fødevarer udgør en sundhedsmæssig risiko. Regeringen finder det vigtigt, at vurderingen af sikkerhed og risiko i relation til fødevarer tager udgangspunkt i forsigtighedsprincippet i de situationer, hvor der er rejst en videnskabeligt baseret mistanke, men hvor der endnu ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for at be- eller afkræfte denne mistanke.

Tabel 4.1 Fødevaresikkerhed

Mål og indsats

Indikatorer

Et vigtigt mål er at opnå et ubetinget højt niveau af fødevaresikkerhed

  1. Antal fødevarebårne sygdomstilfælde

4.2 Landbrug

Landbrugsproduktionen skal foregå på en måde, der sikrer bæredygtighed. Det betyder, at rent vand (både grundvand, overfladevand og hav), ren jord og luft skal sikres. Samtidig skal den biologiske mangfoldighed på land og i vand sikres, og der skal være en balanceret husdyrtæthed i forhold til natur og miljø. Endelig skal landbrugets plante- og dyregenetiske ressourcer bevares. Det er desuden vigtigt, at en fremtidig udvikling også sikrer levende landdistrikter.

Tabel 4.2 Landbrug

Mål og indsats

Indikatorer

Landbrugets tab af nitrat, fosfor og ammoniak skal reduceres til et niveau som ikke er til gene for mennesker, som sikrer vandmiljøet og sårbare naturtyper, og som giver mulighed for et rigt dyre og planteliv

  1. Balanceopgørelse af tilført og fraført N og P; herunder fordelingen af tab ved udvaskning og fordampning

Landbruget som naturforvalter. Naturen skal beskyttes og den biologiske mangfoldighed sikres (sårbare naturtyper, småbiotoper, spredningskorridorer)

  1. Antallet af bedrifter som har grønne regnskaber og/eller naturplaner

Regeringen ønsker inden for de kommende år at fjerne overforbrug af pesticider

  1. Behandlingshyppighed for pesticider på det konventionelt dyrkede areal (fordelt på afgrøder)

Den økologiske tankegang skal ligge til grund for indsatsen på alle relevante politikområder, og økologisk landbrug skal fremmes

  1. Antal og areal af økologiske brug, samt forbrugernes køb af økologiske fødevarer

Regeringen finder, at det er afgørende at bryde sammenhængen, så fortsat økonomisk vækst sker uden tilsvarende vækst i miljøbelastning af natur og miljø

  1. Indeks: Landbrugets miljøpåvirkning: 3 miljøpåvirkninger f.eks. pesticid (behandlingshyppighed), antal dyreenheder og kvælstofoverskud) i forhold til udvikling i BFI (landbrugetssektorens primære produktion)

  1. Antal bedrifter, størrelse og specialisering

Vurderingen af GMO'er skal foretages på baggrund af en konkret miljø-, sundheds- og landbrugsmæssig vurdering, hvor forsigtighedsprincippet inddrages i alle led

  1. Antal ansøgninger og antal tilladelser

Perspektiver:

De ovenstående indikatorer er på nuværende tidspunkt tilgængelige. Indikatorsættet vil løbende blive udviklet.

EU har igangsat et omfattende arbejde med at udvikle indikatorer for den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension af et bæredygtigt landbrug og bæredygtig landdistriktsudvikling. Forslaget til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling indeholder væsentlige mål om at opnå mere helhedsorienterede EU-støtteordninger og om at sikre levende landdistrikter. Her kan udvikling af indikatorer i EU-regi blive central. Resultaterne af det internationale arbejde vil blive inddraget i det nationale sæt af indikatorer.

For landbrugets rolle som naturforvalter kan det være relevant at udvikle en indikator, der belyser zonering af agerlandet på forskellige typer arealer.

Der vil også blive arbejdet for at udvikle indikatorer, der kan vise miljøeffekter af brugen af GMO'er.

4.3. Fiskeri

Fiskeriet er afhængig af, at fiskebestandene fungerer som en fornyelig naturressource. Bæredygtigt fiskeri er en betingelse for at bevare havets fiskebestande og økosystem, og er dermed også en betingelse for erhvervets udvikling i fremtiden. Størst mulig viden om virkninger af fiskeri og andre påvirkninger af havets ressourcer er afgørende for at kunne sikre en bæredygtig forvaltning af fiskeriet og dermed for tilstrækkelige og sunde fødevarer fra havet.

Fiskebestandene, fiskernes adgang til dem og anden miljøpåvirkning på havområdet er i meget høj grad grænseoverskridende. Størstedelen af dansk fiskeri og danske fiskebestande er afhængig ikke alene af den danske indsats men også andre tilgrænsende landes indsats. En effektiv politik skal derfor bygge på målrettet internationalt samarbejde og aftaler.

Perspektiver:

Der kan være behov for fortsat at udvikle indikatorerne for at opnå større målesikkerhed.

En redegørelse er under forberedelse med henblik på afdækning af viden og problemer i forbindelse med bundslæbende fiskeredskabers påvirkning af havbunden. I forlængelse heraf vil mulighederne for at udvikle indikatorer for dette område blive vurderet.

Et rent havmiljø er vigtigt for at sikre fiskeriets naturgrundlag. Det vil være relevant at vurdere mulighederne for at udvikle indikatorer, der kan belyse havmiljøets tilstand. Der vil blive set på mulighederne for at identificere særligt skadelige påvirkninger (forurening m.v.) og for at registrere virkningen af initiativer, der skal mindske disse påvirkninger.

Tabel 4.3 Fiskeri

Mål og indsats

Indikatorer

Havets fiskebestande og økosystem skal bevares

  1. Gydebiomasse og fiskedødelighed set i forhold til fiskekvoter, fangsternes størrelse og biologisk sikre grænser

Omfanget af udsmid skal reduceres

  1. Størrelse af bifangst og udsmid fordelt på fiskeredskaber og fiskerier (baseret på estimater)

Fangstredskaber skal gøres mere selektive, så utilsigtet bifangster (herunder marsvin) og uønskede påvirkninger af havbunden bedre kan undgås

  1. Bifangst af marsvin (estimater) og monitering af effekt ved særlige afværgeforanstaltninger (fx. elektroniske afværgemidler)

Flådestørrelse og sammensætning, der er bedre tilpasset fangstmulighederne

  1. Fiskeriflådens kapacitet (tonnage, motorkraft, mv.) og sammensætning

Den nationale indsats for at udvikle indikatorer må ske med løbende reference til den internationale overvejelser om at udvælge og udvikle egnede indikatorer for at belyse bæredygtig udvikling. Der er væsentlige drøftelser om dette i EU og i ICES (det internationale havundersøgelsesråd).