Debatoplæg om Indikatorsæt til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling

9. By- og boligudvikling

Det er regeringens overordnede mål at fremme en bæredygtig udvikling af byer, boliger og byggeri. Beboere og brugere i de enkelte byog boligområder skal deltage aktivt heri, blandt andet gennem en livsstil, der bygger på, at man i det daglige tager hensyn til miljøet og begrænser ressourceforbruget. Byen med dens sociale liv, bygninger og infrastruktur skal organiseres og forvaltes med sigte på at opnå betydelig reduktion af ressourceforbrug og miljøbelastning. Byerne skal være levende og mangfoldige, og bymidterne skal styrkes som centre for handel og kultur. De enkelte dele af byen skal indeholde både boliger, serviceerhverv og offentlige institutioner, så byen bliver mere levende.

Byernes arealmæssige vækst skal begrænses, og de ældre erhvervs- og havneområder skal udnyttes bedre. Byens trafikskabende funktioner skal ligge sådan, at flest mulige mennesker med fordel kan bruge den kollektive trafik. Og de negative konsekvenser af den stigende biltrafik i byerne skal begrænses, ligesom miljø-belastning i byerne skal nedbringes. Der skal være et varieret udbud af boliger, og der skal være en forstærket indsats i belastede bykvarterer. I byfornyelsen skabes balance mellem nyt og gammelt, og der lægges vægt på kvalitet, god arkitektur og byøkologi, ligesom de bevaringsværdige kulturmiljøer skal sikres. Samtidig skal kvaliteten af byernes rekreative muligheder gøres bedre, og kolonihaver skal sikres.

Perspektiver:

Det er et mål i strategiforslaget at sikre levende og mangfoldige by- og boligområder af høj kvalitet med et varieret udbud af boliger. Der kan derfor være behov for at belyse mulighederne for at udvikle indikatorer på dette område. Der er igangsat et arbejde for at udvikle en egentlig bystatistik. I den forbindelse arbejdes der på at etablere indikatorer for bykvalitet i mere bred forstand. Regeringens Byudvalg har besluttet, at der skal udvikles indikatorer for bysocial udvikling, som kan vise udviklingstendenser i udsatte by- og boligområder. For at følge op på arbejdet i Erhvervs- og Bypolitisk Udvalg vil der blive udviklet indikatorer for byudvikling og erhvervsforhold.

Tabel 9.  By- og boligudvikling

Mål og indsats

Indikatorer

Byernes arealmæssige vækst skal begrænses

  1. Areal til byzone

Nye bystrukturer skal mindske transportefterspørgselen

  1. Andel af nybygget kontorerhverv i Hovedstadsområdet, der er bygget indenfor en afstand af 500 meter til en S-togsstation

Kvaliteten af byernes rekreative muligheder skal gøres bedre

  1. Kvm. grønt område, der er tilgængeligt indenfor en afstand af 15 min. gang pr. indbygger i hhv. Odense, Aalborg og København.

Yderligere krav til energiog ressourceforbrug

  1. Energiforbrug til rumopvarmning i byen som helhed (energiforbrug pr. kvm.)

  1. Indeks for udvikling i elforbrug, vandforbrug og affaldsmængde i boliger/husholdningen (opgjort pr. indbygger).