Et centralt initiativ er den græsrodsbaserede kampagne Clean Clothes Campaign, som i både Sverige (Rena Kläder) og i Holland (samt 8 andre lande) har formået at skabe en øget opmærksomhed hos forbrugerne omkring problemerne. Særligt i Sverige, Holland og England er det på den baggrund lykkedes at få store tøjkæder til at deltage i udviklingen af en ordning til uafhængig verificering af, at der arbejdes aktivt med at forbedre forholdene hos deres leverandører. Virksomhederne, som deltager i ordningen, skal stille krav til deres leverandører i form af en standard Code of Conduct (på dansk: Retningslinier eller kodeks for udførelse), som leverandøren skal acceptere at leve op til. En uafhængig instans skal herefter kontrollere både virksomhedens eget leverandørkontrolsystem og tage stikprøver for, at sikre leverandørernes overholdelse af koden. Ordningen forventes klar år 2001 i Sverige.

En række af de store multinationale imagebevidste tøjvirksomheder har allerede udarbejdet deres egen Code of Conduct og egne kontrolsystemer, enten som følge af afsløringen af dårlige arbejdsforhold hos deres leverandører eller frygten for det. Troværdigheden af disse interne virksomhedssystemer er der dog fra fleres side blevet stillet spørgsmålstegn ved, og behovet for en uafhængig kontrol er blevet understreget af blandt andet fagforeninger og NGOer.

Man kan fremhæve et centralt kritikpunkt i de Codes of Conduct, som blandt andet Clean Cloth Campaign arbejder på at opbygge i flere lande: Der fokuseres alene på beklædningsindustrien - altså et enkelt led i leverandørkæden. Der optræder meget alvorlige arbejdsmiljøproblemer tidligere i tekstilernes fremstillingsforløb, og ordningen vil således ikke kunne garantere forbrugerne, at produktet fra sin vugge er fremstillet under ordentlige arbejdsvilkår.

Mange af de samme problemstillinger gør sig gældende, når der skal stilles og kontrolleres krav til leverandører inden for henholdsvis miljø og arbejdsmiljø/-forhold. Derfor er der et potentiale for større samarbejde og erfaringsudveksling mellem miljømærkearbejdet og initiativerne inden for opførselskoder. Problemerne er tæt knyttede, særligt hvis man bevæger sig fra tilskæring og syning yderligere tilbage i fremstillingsforløbet.

Herudover er det sandsynligt, at forbrugere, der stiller krav til deres tekstilprodukter, vil forvente, at produktet lever op til minimumskrav for både arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og miljø.

Anvendelsen af Codes of Conduct og opbygningen af kontrolsystemer for disse udgør dog i dag et af de mest udbredte og interessante internationale initiativer når det handler om at forbedre arbejdsmiljø og arbejdsvilkår hos leverandører. På sigt forventes det, at blive det væsentligste redskab for tekstilvirksomhedernes arbejde med krav til arbejdsmiljø og arbejdsforhold i tekstilfremstillingskæden.

4.4 Udenlandske organisationer med erfaringer med miljøkrav til leverandører

4.4.1 Bra Miljöval - Svenska Naturskyddsföreningen (SNF)³

Bra Miljöval er den Svenske Naturskyddsforenings miljømærke. Der har siden 1994 eksisteret kriterier for opnåelse af mærkning af tekstiler.

Udelukkende leverandører fra Europa

De fleste licenshavere står selv for hovedparten af forarbejdningen af tekstilproduktet – alternativt anvender de underleverandører fra det øvrige norden. Så vidt vides, er der ingen licenshavere, der anvender leverandører uden for Europa – ud over selve fiberproduktionen.

At der primært anvendes nordiske og til dels europæiske leverandører opleves som et udtryk for, at det er svært for producenterne at skaffe den nødvendige dokumentation fra leverandører for deres produkter. Inden for Norden har virksomhederne som oftest ingen problemer med at få de nødvendige oplysninger om anvendte kemikalier og stoffer i leverandørernes forarbejdning. Anderledes forholder det sig, så snart man bevæger sig længere sydpå i Europa. Her er der ofte ikke den samme åbenhed omkring virksomhedernes produktionsforhold og kemikalieanvendelse. Den nødvendige information anses ofte som forretningshemmeligheder, og leverandørerne står uforstående overfor den detaljeringsgrad dokumentationen skal have. Kommunikations- og sprogproblemer kan også have sin andel i dette.

For at overkomme dette problem optræder SNF ofte som fortrolig tredjepartskontrol: Leverandøren sender oplysninger direkte til SNF, som herigennem kan godkende leverandøren, uden at virksomheden får kendskab til detailoplysningerne. Et personligt møde mellem SNF og leverandøren medvirker ofte til at skabe en forståelse hos leverandøren og etablere den nødvendige tillid til SNFs fortrolighed.

SNF har udarbejdet blanketter, som virksomhederne kan anvende til at indhente de relevante oplysninger fra deres leverandører, men dette er sjældent tilstrækkeligt til at få informationerne.

Svært at få kemikalieoplysninger

Et af hovedproblemerne, når der skal stilles krav til leverandører, er, at få de nødvendige indholdsdeklarationer for de anvendte kemikalier (farvestoffer, slette og spindeolier m.m.). I mange tilfælde køber leverandøren deres kemikalier af mellemhandlere/importører og har ikke selv de præcise indholdsdeklarationer. De skal først indhentes fra producenterne, der som nævnt ikke altid umiddelbart er villige til at levere informationerne.

Mange leverandører gør det svært at stille krav

Mange svenske tøjproducenter har et stort antal leverandører, der ofte skiftes ud i forsøget på konstant at presse prisen og skaffe billigere produkter. De korte relationer betyder, at muligheden for at stille krav til leverandørerne, og leverandørernes interesse og villighed til at leve op til disse krav, er begrænset.

Leverandørerne er ofte også organiseret på vidt forskellige måder. Alene inden for forskellige regioner i Indien er der forskellige traditioner. I nogle regioner varetager agenter den internationale handel for en række lokale leverandører, mens leverandørerne i andre regioner selv handler direkte med aftageren i fx Sverige. Jo flere mellemled der er i leverandørkæden, jo sværere og mere ressourcekrævende bliver det at stille og kontrollere miljøkrav.

For at styrke muligheden for at stille miljøkrav vil det være en fordel, hvis virksomhederne i større grad lavede større fælles indkøb, samt lavede mere langsigtede samarbejder med deres leverandører. I øjeblikket er det dog ikke i den retning udviklingen går, vurderes det af SNF.

Markedet for miljøvenlige tekstiler i Sverige

I Sverige findes der tekstiler mærket med Bra Miljöval, Svanen samt KRAV, mens EU-Blomsten ikke er repræsenteret på markedet. Det er SNFs indtryk, at svenskerne mener, at Blomsten har en lavere troværdighed end de øvrige mærker - hvilket har sammenhæng til en generel EU-skepsis. Samtidig er kendskabet i befolkningen til de øvrige mærker langt større, da de har været anvendt en årrække.

Selvom man, som i Danmark og i andre europæiske lande, i starten af 90erne oplevede et voldsomt boom i antallet af økologiske kollektioner og et efterfølgende fald i interessen for miljø i beklædningssammenhæng, så mener SNF at virksomhederne i dag orienterer sig langt mere mod miljø.

4.4.2 Skal - international mærkning af økologiske produkter ⁵

Skal er en uafhængig, international organisation med hovedkvarter i Holland som inspicerer og certificerer bæredygtige landbrugsprodukter og produktionsmetoder.

Produkter, som lever op til kravene i Skals kriteriedokumenter, kan mærkes med Skals EKO-mærke.

Der arbejdes med 3 forskellige certificeringsprogrammer. Udover økologisk produktion er der programmer for bæredygtig tekstilproduktion og for bæredygtig skovbrug (FSC-mærkning).

Krav til bæredygtig tekstiler

Skal har siden 1994 gennemført kontrol og certificering af henholdsvis naturfiberfremstilling og af fremstillings- og forarbejdningsprocessen for færdige tekstilprodukter.

I dag er der 4 virksomheder med licens for fremstilling af økologisk bomuld og 32 licenshavere for Skals certificering af tekstilfremstillingsprocessen – det vil sige virksomheder, der kan mærke færdige tekstilprodukter. Virksomhederne med licens for tekstilfremstilling er primært hollandske, tyske og schweiziske, mens der også er enkelte i Tyrkiet, Grækenland og Peru.⁷

Der er alene tale om små og mellemstore virksomheder, der for en stor dels vedkommende sælger direkte til deres kunder fx igennem postordre. Resten af salget foregår igennem specialbutikker.

Det er Skals erfaring, at det for virksomhederne er et stort arbejde at opnå mærkning af deres tekstilprodukter. Virksomheder med kvalitetsstyringssystemer har langt lettere ved at håndtere dokumentation, men under alle omstændigheder skal virksomheden oftest ud at finde nye leverandører for en række af de øvrige stoffer og materialer, der anvendes i fremstillingen fx slettemidler, farver etc.

Interessen falder

I Holland oplevede man, parallelt til i Danmark, i starten af 90erne et boom i interessen for miljørigtige tekstiler. En række tøjkæder markedsførte økologiske kollektioner, der igennem design og farvevalg tydeligt understregede "natur"-looket. Efter en kort periode forsvandt interessen fra forbrugerens side og dermed også fra producentside. Man lider i dag stadig af virksomhedernes dårlige oplevelser fra dengang, idet det er mange virksomheders holdning, at der ikke er et marked for økologiske tekstilprodukter.⁸

I forhold til dengang da antallet af licenser toppede, har Skal oplevet et fald på cirka 50%, og det falder stadig. Det er oplevelsen, at interessen fra forbrugere og producenter også er lille for andre miljømærkede tekstiler.

Det nationale hollandske miljømærke "Milieukeur" har tidligere mærket tekstiler. Da antallet af licenser var meget lavt, og EU-Blomsten blev lanceret med kriterier, der tilnærmelsesvist lignede Milieukeurs, besluttede man at opgive mærkningen af tekstiler. Skal mener ikke, at der findes EU-Blomst-mærkede tekstilprodukter på det hollandske marked i dag.

En del af problemet er, at økologiske tekstiler stadig har et "øko"-image, og det er ikke på samme måde in i dag. Miljø/økologi skal være en del af en kvalitetsoplevelse, som ikke (nødvendigvis) skal afspejles i tøjets udseende - parallelt til etiske aspekter som arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

Det er dog samtidigt Skals oplevelse, at de fleste multinationale/større tøjvirksomheder forventer, at forbrugernes krav til bedre miljø vil stige betragteligt de kommende år. De fleste arbejder derfor aktivt med at reducere miljøproblemerne knyttet til deres tekstilfremstilling, idet ingen af de store tøjkæder har råd til et dårlig image.

For at styrke interessen for økologiske tekstiler i Holland, har Skal i 1999 forsøgt at mobilisere relevante aktører til en fælles indsats. Man skrev ud til ca. 150 NGOer, myndigheder, interesseorganisationer m.fl., men responsen har været minimal: 2 organisationer har svaret, at de vil bakke op om et fælles initiativ. Skal vurderer på den baggrund, at interessen for økologiske tekstiler for tiden ikke er tilstrækkelig. Man har derfor besluttet at se tiden an og ikke på nuværende tidspunkt selv lægge ressourcer i kampagne og markedsføringsaktiviteter.

Interessen for tøj, som er produceret under etisk korrekte forhold er derimod kraftigt voksende i Holland, og Skal overvejer, om man skal gå ind i certificering og kontrol af disse forhold. Under alle omstændigheder vil krav til arbejdsmiljø og -vilkår i Skals egne kriterier blive styrket ved den næste revision.

4.5 Internationaler Verband der Naturtextilwirtschaft e.V. - IVN  9

IVN er en tysk forening som har til formål at fremme miljøvenlig tekstilproduktion, og herunder at udvikle kriterier for en sådan produktion. Kun organisationer og virksomheder kan blive medlemmer. Tilknyttet IVN eksisterer et miljømærke som kontrolleres af en uafhængig international certificeringsorganisation IMO. Hvis man tiltræder IVNs formål kan man blive medlem, og medlemskab er således ikke afhængig af, at man producerer eller sælger IVN-mærkede tekstiler.

IVN er etableret på grundlag af de erfaringer man gjorde med foreningen Arbeitskreis Natur Textilien, AKN, som af flere grund ikke slog igennem som en markedsstandard for miljøvenlig tekstilproduktion. AKN gav imidlertid mange virksomheder appetit på at blive involveret i arbejdet. Da IVN blev etableret i januar 1999, blev den etableret med 40 medlemmer. IVN har i dag 87 medlemmer primært fra den tyske tekstilindustri og detailhandel. Ud af 18 ikke tyske medlemmer er 9 fra Schweiz. IVN har to danske medlemmer: Askeladen i Århus og Novotex i Ikast. Leif Nørgaard fra Novotex sidder i IVNs bestyrelse.

For at fremme interessen for IVN søger IVNs sekretariat at fremme samhandlen med de firmaer som har IVN-mærkede produkter. Dette gøres fx ved præsentation af virksomhederne på IVN hjemmeside.

IMO oplever at de virksomheder som har leverandører uden for EU som ikke er certificeret ofte befinder sig uden hvad man kunne betegne som minimumskrav. Det kan være meget omkostningsfuldt at ændre denne type leverandører, specielt hvis omkostningerne skal betales af kun en kunde. Selv om den del af produktionen som skal certificeres kun udgør en mindre del af produktionen så medfører det ofte at en større registreringsprocedure skal etableres i virksomheden for at kunne honorere kravene til dokumentation af produktionsvejen (chain of custody).

IMO vurderer helt klart at det stærkeste redskab til at styrke den miljøvenlige tekstilproduktion er krav fra indkøbere. En leverandør gør som hans kunder ønsker! IMO vurderer således at den europæiske tekstilindustri har et meget stor uudnyttet potentiale for at forbedre tekstilindustriens miljøprofil i de billigere forarbejdningslande. Hos de ca. 100 forarbejdningsvirksomheder fordelt på ca. 20 lande hvor der i dag er miljøcertifcering af den tekstile produktion bemærker IMO en stærk og meget positiv indflydelse på miljøstandarden som udelukkende skyldes kundernes krav til kvalitet og produktionsmetoder.

I alt 1200 produkter er i dag certificeret med IVNs mærke med postordrefirmaet Hess Natur med flest mærkede varer. I Danmark er i alt 6 farverier og trykkerier enten direkte eller indirekte godkendt som IVN leverandører.

4.6 Arbejdsmiljø og arbejdsforhold

4.6.1 ILO - International Labour Organisation ¹⁰

ILO er et FN-organ sammensat af repræsentanter fra industri, myndigheder og arbejderorganisationer.

ILO har udarbejdet en række konventioner om blandt andet arbejdsvilkår og faglige rettigheder. Disse anvendes og henvises der til, når arbejdernes grundlæggende rettigheder skal beskrives - ligesom menneskerettighederne i andre sammenhænge. ILO-konventionerne udgør grundlaget i de fleste opførselskoder. Det er dog langt fra alle lande, der har tilsluttet sig konventionerne, og der er svag kontrol af, at landene efterlever konventionerne.

I 1996 fik ILO, på baggrund af diskussioner i WTO, et forstærket mandat til at arbejde med relationen mellem international handel og arbejderrettigheder. På denne baggrund foreslog ILO i 1997 at, et globalt frivilligt mærke for varer, der er produceret under socialt acceptable forhold, skulle indføres. Ideen mødte dog stærk modstand fra en række 3. verdens lande og blev derfor taget af bordet.

Arbejdet inden for ILO med at sætte fokus på international handel mellem private virksomheder fortsætter, og i juni 1998 vedtog de 174 medlemslande at følge de 8 grundlæggende (kerne) ILO-konventioner (ILO Declaration on Fundamental Principles and Rights at Work).

Senest er det indenfor ILO blevet diskuteret, om ILO selv skal opbygge et system til akkreditering af revisorer, der kan kontrollere og godkende arbejdsmæssige og sociale forhold på virksomheder.

4.6.2 The European Initiative for Ethical Production and Consumption (Initiative Européenne pour une Production et une Consommation Ethiques, IEPCE) ¹¹

IEPCE er et nyt europæisk initiativ, støttet af EU-Kommisionen, som forsøger at bringe virksomheder, fagforeninger, myndigheder og NGOer sammen for at styrke arbejdet med "etisk" produktion og forbrug.

Målet er at skabe et permanent europæisk forum for diskussion og udveksling af erfaringer og viden. Herigennem ønsker man at hjælpe virksomheder i at definere deres opførselskoder og i at implementere og kontrollere dem samt bidrage til, at der etableres uafhængige kontrol- og appelprocedurer.

Efter sommeren 2000 følger rundbordsmøder i Holland og England, og Danmark står for tur sidst på året 2000.¹²

E-mail: info@iepce.org
Hjemmeside: www.iepce.org

4.6.3 Clean Clothes Campaign

Clean Clothes Campaign (CCC) er et internationalt netværk/en kampagne, som arbejder for at forbedre arbejdsforhold i beklædningsindustrien (alene syning og tilskæring) verden over.

Organisationerne, der deltager i netværket omkring kampagnen, spænder fra fagforeninger og forbrugerorganisationer over solidaritetsorganisationer/-butikker til ungdoms- og kirkeorganisationer.

Kampagnen omfatter alene beklædningsindustrien det vil sige tilskæring og syning ud fra et argument om, at det alene er dette led som tøjkæden/-producenten har kontrol over.

Kampagner

I de forskellige lande er der gennemført kampagner for at sætte fokus på problemet. Et af de indledende virkemidler har været at distribuere postkort til forbrugerne, med en erklæring om, at man ønsker sit produceret under ordentlige arbejdsforhold og -vilkår. Postkortet sendes eller afleveres efterfølgende til tøjkæderne af forbrugerne.

Postkortkampagnen har i flere lande banet vejen for en dialog med virksomhederne omkring arbejdsforhold og har affødt at flere store tøj- og sportskæder har udarbejdet egne Codes of Conduct til deres leverandører.

Der er også gennemført andre typer af mere aktivistorienterede aktioner som demonstrationer, kampagnedage m.m.

I Holland, England, Frankrig og Sverige har man fået flere store tøjbutikskæder til at deltage i et samarbejde omkring udvikling af en ordning til uafhængig kontrol af Codes of Conduct, samt etablering af en organisation omkring dette.

Den svenske CCC - Rena Kläder - er nået længst i dette arbejde.

4.6.4 Rena Kläder - den svenske Clean Clothes Campaign ¹⁴

I Sverige har kampagnen været aktiv siden 1995-1996.

Rena Kläder (RK) har taget initiativ til gennemførsel af et pilotprojekt, som skal undersøge, hvordan man opbygger et system til kontrol af, om en tekstilvirksomhed eller producent følger underskreven Code of Conduct.

Pilotprojekt om kontrol af opførselskodeks

De store svenske tøjkæder stiller i stigende grad krav til deres udenlandske producenter om, at de skriver under på en Code of Conduct med krav til basale arbejdsmiljøforhold og arbejdsvilkår. Det kræver i en række tilfælde ændringer hos leverandørerne inden for arbejdstider, arbejdsforhold etc. Hvis svenske tøjkæder - lige såvel som danske - overfor kunder og aktionærer skal kunne præsentere, at deres leverandører lever op til disse krav, er der behov for en tredjeparts troværdige kontrol af, at dette virkelig sker. Et sådant uafhængigt kontrolorgan - som har opbakning fra både virksomheder, NGOer og fagbevægelse - eksisterer ikke i dag.

Siden januar 1998 har RK arbejdet sammen med Hennes & Mauritz, Lindex, KappAhl og Indiska - som udgør 4 af de absolut største svenske tøjkæder - for at finde en form for en sådan kontrol. Det blev besluttet at gennemføre et pilotprojekt til formålet. Der blev etableret en styregruppe for projektet med deltagere fra de 4 virksomheder, Rädda Barnen, Röda Korsets Ungdomsförbund, Lutherhjälpen, Fair Trade Center, LO, Industrifacket, Handelsanställdas förbund og ABF (Arbejdernes Uddannelsesforbund). Herudover blev der udpeget en uafhængig formand, Tomas Brytting fra Institutionen för etik och ekonomi på Handelshögskolan. Renée Andersson, der har en fortid i Rädda Barnet og har arbejdet en årrække i Bangladesh, blev ansat som projektleder. Projektet er finansieret af virksomhederne.

Omfattende, men givende pilotprojekt

Det har været et ganske omfattende og kompliceret pilotprojekt. Der blev udvalgt 3 case-virksomheder, som leverer til de svenske tøjkæder, og for disse blev der indledningsvis gennemført interview med enkelte ansatte på virksomhederne. Dette skete uden for virksomheden for at undgå efterfølgende problemer for de ansatte. Herefter gennemførtes besøg på selve virksomhederne, hvor blandt andet de igennem interviewene indkomne kommentarer, blev afprøvet. Disse gennemførtes af Intertek Testing Services (ITS).¹⁵ Virksomhederne var klar over, at der ville komme kontrolbesøg, men ikke hvornår det ville ske.

Via gennemgangen af leverandørvirksomhederne var det ønsket at opnå viden om, hvordan et kontrolsystem kunne fungere, og ikke at hænge svenske tøjkæder ud for at deres leverandører ikke lever op til deres Codes of Conduct. Det har casene i høj grad bidraget med, men de konkrete interview og virksomhedsgennemgange er ikke offentlige. Der skal arbejdes videre med udviklingen af et system, som både tilgodeser virksomheder og ønskerne fra fagforeninger/NGOer, og som samtidigt er administrerbart i praksis uden at være for dyrt. Systemet vil være frivilligt og betalt af de deltagende virksomheder.

Inden for projektet er der arbejdet en del med at sammenligne forskellige typer af Codes of Conduct i et forsøg på at nå frem til en fælles standard for virksomhederne. Dette arbejde er dog ikke afsluttet endnu (juni 2000).

Arbejdet fortsætter

På baggrund af det første pilotprojektet er man er i styregruppen blevet enige om at gennemføre yderligere et pilotprojekt med 2 virksomheder i henholdsvis Kina og Indien.

På baggrund af det omfattende arbejde det har været at gennemgå de 2 casevirksomheder mener Renée Andersson, at det peger frem mod et system opbygget omkring:

Det er ønsket, at ordningen skal være på plads foråret 2001, men der er endnu en række forhold, der skal afklares. Det skal også være muligt for svenske virksomheder og detailhandel, der endnu ikke er så langt i arbejdet med at stille krav til arbejdsforhold hos leverandørerne, at tilmelde sig ordningen og få hjælp til at komme i gang.

Det er vigtigt, at leverandører, der lever op til opførselskoden, og som seriøst arbejder på at forbedre forholdene på virksomheden, får positive tilkendegivelser og økonomiske incitamenter fra aftagerne (tøjkæderne). Man kan tænke sig forskellige typer af initiativer, som kan hjælpe leverandørerne fx afholdelse af kurser for leverandørerne i deres lande.

Uddannelse af de ansatte er også meget vigtig. Deres opmærksomhed på problematiske arbejds- og sundhedsforhold vil fungere som den bedste kontrol af leverandørerne.

Renée Andersson mener, at vi i fremtiden vil se en voldsom vækst i antallet af virksomheder, der stiller krav til deres leverandører. Hun mener, at det er bekymrende, at alle disse krav inden for miljø, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår, som stilles til leverandører og producenter i 3. verdens lande, kan komme til at udelukke dem fra markeder i modsætning til at hjælpe dem. I den sidste ende er det jo dem og deres medarbejdere, det er målet at hjælpe. En problemstilling som også diskuteres i forbindelse med WTO-forhandlingerne.

Der har tidligere været kontakt mellem SNF og Rena Kläder i forbindelse med overvejelser om at kombinere krav til arbejdsmiljø og -vilkår, og miljøkrav. Der er dog ikke arbejdet videre med sagen. Et af argumenterne for at miljø ikke er blevet inddraget i CCC-kampagnen er, at den er rettet mod beklædningsindustrien (tilskæring og syning), hvor de miljømæssige problemer er begrænsede.

4.6.5 SA 8000/CEPAA (Council on Economic Priorities Accreditation Agency)

CEPAA søger at samle centrale aktører (primært i USA) omkring udviklingen af frivillige etiske/sociale virksomhedsstandarder og har i denne sammenhæng udviklet standarden SA (Social Accountability) 8000.

SA 8000 er en general standard omkring arbejdsforhold og -vilkår og er bygget op som de kendte kvalitets- og miljøstyringssystemer (ISO 9000 og ISO 14000). Kravene i SA 8000 er baseret på ILO og FN-konventioner. SA 8000 er interessant, fordi den udgør den første sociale standard og uafhængige kontrolordning, som har fået en vis international udbredelse. Pr. maj 2000 var 31 virksomheder certificeret, dog primært inden for legetøjsfremstilling.

SA 8000 indeholder tilnærmelsesvist de samme arbejdsmiljø- og arbejdsforholdskrav som den standard som CCC arbejder for. Der har dog været kritik fra blandt andet CCC af flere forhold omkring organiseringen af den uafhængige kontrol i SA 8000.

Kritikken går på at standarden stiller ikke krav om, at medarbejdere og NGOer skal indgå i stillingtagen til, om virksomheden skal certificeres eller ej. Samt at kontrollen foretages af certificeringsinstitutioner, der er engageret af virksomheden. Det sidste kan betyde, at de ansatte ikke tør fremføre kritik, idet det kræver en høj grad af tiltro til kontrolinstansen, hvis de ansatte - med risiko for at miste arbejde, eller det der er værre – skal komme med kritik af virksomheden. Endelig kan det være et problem, at standarden ikke indeholder krav til kontrol med virksomhedens leverandører - de skal blot "opfordres" til også at følge standarden.

CEPAA akkrediterer organisationer og virksomheder til at certificere virksomheder. I princippet kan alle organisationer, herunder fagforeninger og frivillige organisationer, blive akkrediteret, hvis de opfylder kravene. Indtil videre er det dog kun SGS-ICS, BVQI, Intertech Testing Services, Underwriters Laboratories Inc. og Det Norske Veritas - alle internationale certificeringsvirksomheder - der er blevet akkrediteret.

4.6.6 Amnesty International - etiske og sociale virksomheder

Amnesty International (AI) har de seneste år taget fat på at samarbejde med erhvervslivet om at forbedre menneskerettighederne. Det er sket i en erkendelse af, at virksomhederne igennem et aktivt engagement kan bidrage til at styrke AIs sag.

I 1997 blev den danske Amnesty Business Club oprettet; et forum, hvor danske virksomheder kan diskutere og samarbejde med AI om at forbedre menneskerettigheder i de lande, hvor de opererer. Primo 2000 var der 10 danske virksomheder tilknyttet netværket.¹⁶

I Business Club-sammenhæng har man udviklet "AIs etiske og sociale checkliste - for virksomheder , som ønsker at operere i overensstemmelse med menneskerettighedserklæringen".¹⁷ Checklisten skal fungere som en hjælp til virksomheder til at diskutere og fokusere indsatsen således, at den bedre kan leve op til standarderne i menneskerettighedserklæringen. Samt hjælpe virksomheden til at overveje hvordan den kan bidrage til at styrke menneskerettigheder i de lande, som den opererer i.

4.6.7 Andre udvalgte organisationer og initiativer inden for arbejdsmiljø og arbejdsforhold

Der findes yderligere et stort antal organisationer/NGOer, der arbejder for at forbedre forholdene for arbejdere i beklædningsindustrien. Flere af organisationerne har opnået resultater ved at hænge multinationale tøjvirksomheder/-kæder med leverandører med dårlige arbejdsmiljø og arbejdsvilkår ud, hvis de ikke går ind i en aktiv forbedring af forholdene. Flere af organisationerne anvender Internettet som hovedmedie til formidling af nyheder og viden.

Herunder er der nævnt nogle af disse initiativer:

Corporate Watch

Corporate Watch er en uafhængig organisation, der på sin hjemmeside bringer nyheder og analyser, samt præsenterer redskaber og metoder, som kan anvendes i arbejdet for at styrke internationale virksomheders ansvar i forhold til menneskerettigheder og sociale og miljømæssige forhold.

Moderorganisationen er Transnational Resource and Action Center (TRAC) i San Francisco.
Hjemmeside: www.corpwatch.org

Sweatshop Watch

Sweatshop Watch er en indflydelsesrig amerikansk koalition bestående af arbejder-, borger-, invandrer- og kvindeorganisationer samt jurister og advokater, der arbejder for at forbedre arbejdsforholdene og arbejdsmiljø i beklædningsvirksomheder primært i USA og Mexico (kaldet "sweatshops"). Virkemidlerne er blandt andet at skabe offentlig opmærksomhed om problemerne, politisk lobbyarbejde samt opbygning af samarbejder med fagforeninger m.fl.
Hjemmeside: www.sweatshopwatch.org

The Multinational Monitor

The Multinational Monitor er Multinational Ressource Centers tidsskrift, som følger multinationale virksomheders aktiviteter, særlig i den 3. verden. Tidsskriftet fokuserer på eksport af farligt affald, arbejdsmiljø, arbejdsforhold og miljø.

Hjemmeside: www.ethicaltrade.org

² I udredningen indgår der ikke en sammenligning af de forskellige mærkningsordninger (herunder deres forskellige kriterier), idet andre projekter igangsat af Miljøstyrelsen har netop miljømærker som hovedfokus.

³ Baseret på interview med Susanne Hagenfors, Ansvarlig for tekstiler, SNF, 18.4. 2000, samt information fra hjemmesiden: www.snf.se

⁴ Bra Miljöval för textil, SNF 1996.

⁵ Baseret på interview med Jan Willem Heezen, Tekstile Programme Manager, Skal, 12.4. 2000, samt oplysninger fra Skals hjemmeside.

⁶ Skal-standards for Sustainable Textile Production, Zwolle March 1999, Second Edition.

⁷ TEXTILE - List of International Licenses within the Skal Certification Programme, Skal March 2000.

⁸ Interview Jan Willem Heezen, Tekstile Programme Manager, Skal, 12.4. 2000.

⁹ På grundlag af telefoninterview med Frank-Michael Mähle, Geschäftsführer IVN og Marcus Brügel IMO samt fremsendt materiale.

¹⁰ På baggrund af hjemmesiden www.ilo.org, samt "Etik og Handel - Et studie om fair trade", Gunnel Axelsson Nycander, Konsumentverket, 1999.

¹¹IEPCE - Ethical production: A European Partnership to Improve Working Conditions through Best Practise and Respect for Human Rights.

¹² Nathalie Ajmi, Coordinator IEPCE.

¹³ Joais Oldenziel, Centre for Research on Multinational Corperations, Interview Amsterdam d. 12.4. 2000.

¹⁴ Udarbejdet på baggrund af telefoninterview med Renée Andersson , projektleder på pilotprojekt under den svenske kampagne "Rena Klädar" 4.4. 2000 samt information fra hjemmesiden.

¹⁵ Internationalt firma, der gennemfører kvalitetsrevisioner, men også sociale og etiske revisioner.

¹⁶ Amnesty, nr. 1 februar 2000.

¹⁷Amnesty Internationals etiske og sociale checkliste - for virksomheder, som ønsker at operere i overensstemmelse med menneskerettighedserklæringen, Amnesty Business Club 1999.