| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udredning om miljødeklaration af forbrugerelektronik – fra viden til handling

3. Kortlægning af eksisterende miljø- og energimærkeordninger

Formålet med kortlægningen er at skabe overblik over, hvilke parametre og kriterier, der anvendes i eksisterende miljømærke- og energimærkeordninger, og bruges til at beskrive de væsentligste miljøbelastninger fra elektronikprodukter. Undersøgelsen omfatter forbrugerelektronik, som anvendes på kontoret og i hjemmet (ikke hårde hvidevarer). Kapitlet giver ligeledes et overblik over ISO standarder og kommende standarder for miljømærker og miljødeklarationer type II og miljøvaredeklarationer type III.

3.1 Miljø- og energimærkeordninger for elektronikprodukter

Dette afsnit har til formål at skabe en oversigt over hvilke produkttyper, eksisterende miljø- og energimærkeordninger har udviklet kriterier for. På generelt plan kan det siges, at de eksisterende kriterier falder i to grupper; kontorelektronik og AV-udstyr.

3.1.1 Miljømærkeordninger

Tabel 3.1 viser hvilke elektronikprodukter, der i dag kan miljømærkes. Gennemgangen er baseret på eksisterende miljømærkeordninger fra 12 forskellige lande.

Tabel 3.1
Eksisterende miljømærkeordninger med angivelse af, hvilke produkttyper, der er udviklet kriterier for i dag. Web- og e-mailadresser til miljømærkeordningerne kan ses referencelisten.

(*) angiver, at produktkriterier er under udvikling, (-) angiver et inaktivt kriteriedokument.

Formålet med samtlige mærker er at forsyne kunderne med information, som gør det muligt at foretage et miljømæssigt korrekt valg. Mærkerne henvender sig primært til forbrugere men også til producenter. For yderligere information kan adresserne til de enkelte miljømærkers hjemmesider læses i referencelisten sidst i kapitlet. Af de 12 udvalgte miljømærker er Blaue Engel og Svanen de vigtigste, idet disse har udviklet flest kriterier for elektronikprodukter. Beskrivelsen af eksisterende parametre og kriterier (afsnit 3.2) afgrænses derfor til Svanen og Blaue Engel, men også til Blomsten, som forventes at få en udbredt betydning i EU.

Produkterne falder i to grupper: kontorelektronik og AV-udstyr, hvor kontorelektronik primært har sin anvendelse på kontorer og AV-udstyr i hjemmet. For AV-udstyr er der enkelte miljømærkeordninger (kun europæiske), der har færdigudviklede kriterier. TV og video er udskilt fra AV-udstyr i tabellen, da miljømærkeordningerne Stichtung Milieukeur, Blaue Engel og AENCR kun har udviklet kriterier for TV og video og ikke for stereo.

Kun Svanen har udviklet kriterier for andet AV-udstyr (stereosystemer inklusiv højtalere, receivere, kassette, pladespillere, CD, DVD og MD).

For kontorelektronik har næsten samtlige mærkningsordninger udviklet kriterier for PC og for kopimaskiner, hvor kun Blaue Engel og Svanen har kriterier for fax og printere.

Små AV-produkter som telefoner, mobiltelefoner, små bærbare og video/digitale kamaraer er ikke velegnede for miljømærkning. Et vigtigt princip i f.eks. udvikling af svanemærkekriterier er, at det skal være muligt at stille krav, så omkring en tredjedel af en produkttype med den bedste miljøprofil kan Svanemærkes (Personlig kommunikation; Miljømærkesekretariat). Små AV-produkter har relativt ens miljøprofiler, idet deres relativt lille effektforbrug ofte leveres af batterier med samme spænding, og de har nogenlunde ens materialesammensætning inden for hver produktgruppe. Dette vanskeliggør en udvikling af kriterier for disse produkter.

Blomsten er EU’s miljømærke, Svanen er det nordiske, og Blaue Engel er det tyske miljømærke. Miljømærkerne er frivillige for varer og tjenesteydelser. Miljømærkerne er officielt anerkendte og kontrolleres af et uafhængigt sekretariat eller institut. Både producenter og importører kan få produkter miljømærket. Forudsætningen er, at der findes kriterier for miljømærkning på produktområdet.

Miljømærkeordningerne er en såkaldt type I-ordninger for produkter, hvilket bl.a. betyder, at der er fastsat et sæt af kriterier, der skal overholdes, og at en uafhængig tredje part certificerer oplysningerne. Miljø(vare)deklarationer kan betegnes som en type II-ordning eller type III-ordning (se afsnit 3.4).

Miljømærkerne er dynamiske ordninger. Ny viden og nye, mere miljømæssigt forsvarlige produktionsmetoder gør, at kriterierne skal revideres løbende (målet for Svanen og Blomsten er hvert 3 år), så kun 20-30% af markedets produkter, som har de bedste miljøegenskaber, kan efterleve de stillede krav.

3.1.2 Energimærkeordninger

Energimærkeordningernes primære formål er at fremme brugen af mere energieffektive produkter for der igennem at mindske den relaterede luftforurening fra energifremstillingen. I det følgende gennemgås hvilke produkter, der kan energimærkes efter de to vigtige energimærkeordninger: Energi Star og Energy 2000. Der gives ligeledes en karakteristik af de to energimærker og af EU’s Energimærknings ordning.

Tabel 3.2 viser de elektronikprodukter, Energy Star og Energy 2000 har udviklet kriterier for.

Tabel 3.2
Oversigt over produktgrupper, der findes energimærkningskriterier for.

Energy Star og Energy 2000 er henholdsvis et amerikansk og et schweizisk energimærkesystem. Energimærkeordningerne er lige som miljømærkeordningerne frivillige. Der opstilles strenge krav til produkters effektforbrug, som revideres og skærpes efter en fastsat periode for at udvide markedet af energieffektive produkter. F.eks. efterfølges Energy Star 2000 med Energy Star 2001 i år 2001. Til eksempel kan kun én type printere i dag efterleve Energy Star 2001 kriterierne, og det er små printere med en udskrivningshastighed på mindre end 10 sider per minut.

Produkter mærket efter Energy Star 2000 kriterier mister ikke deres mærke, selvom de ikke kan leve op til de strammere kriteriekrav stillet i Energy Star 2001.

3.1.2.2 EUs energimærknings ordning

Energimærkning af husholdningsprodukter er blevet indført i Danmark som led i en fælles obligatorisk EU-ordning. Energimærket fortæller forbrugerne om det enkelte apparats energieffektivitet i en skala fra A til G, hvor A-apparater har det laveste energiforbrug.

Følgende produkter kan i dag forsynes med energimærke: køleskabe, frysere, køle/fryseapparater, vaskemaskiner, tørretumblere og kombinerede vaske- og tørreapparater, opvaskemaskiner og lyskilder (elpærer, lysstofrør mv.).

CECED (europæisk brancheorganisation for hårde hvidevarer) indgik i 1997 en frivillig aftale, hvori de forpligtiger sig til at udfase vaskemaskiner i de 3 dårligste energiklasser (E, F og G) per 31.12 1997 og per 31.12.1999 yderligere energiklasse D (for almindelige maskiner med en kapacitet over 3 kg). På den måde udbygges markedet for mere energieffektive produkter.

3.1.2.3 GEA energimærke ordning AV-produkter

Danmark deltager sammen med Holland, Tyskland, Schweiz, Sverige, Finland, Østrig og Frankrig i et internationalt samarbejde omkring frivillig energimærkning/positivlister for produkter som TV- og videoapparater og stereoanlæg med standby funktion. Ordningen kaldes GEA ordningen (Group for Efficient Appliances). Flere produkter kan komme til på længere sigt (Energistyrelsen, bilag 0132). Information om ordningen findes på http://gealabel.org og http://www.energipilen.dk - Annette Gydesen er Energistyrelsens repræsentant.

EACEM (European Association of Consumer Electronics Manufacturers) har indgået en frivillig aftale med EU vedrørende reduktion af effektforbruget ved standby for farve TV og videobåndoptagere (EACEM, 1998). I aftalen indgår krav til de medvirkende virksomheder om et maksimalt effektforbruget ved standby på 10 W og et gennemsnitligt effektforbrug ved standby på 6 W (fra januar 2000). Virksomheder, som er omfattet af aftalen, skal kontinuert arbejde på at reducere effektforbruget ved standby. EACEM står for information om aftalen.

3.2 Beskrivelse af eksisterende parametre/kriterier i miljø- og energimærkeordninger

Dette afsnit har til formål at beskrive de kriterier, der anvendes i miljømærkeordningerne Svanen, Blomsten og Blaue Engel. Kriterierne for energimærkeordningerne Energy Star og Energy 2000 vil ligeledes blive gennemgået.

3.2.1 Miljømærkeordningerne

Formålet med miljømærkningen er at vejlede forbrugerne, så de kan vælge de produkter med den mindste miljøbelastning og dermed stimulere til fremstilling af mindre miljøbelastende produkter.

Elektronikprodukter har forskellige miljøpåvirkninger i deres livscyklus: fremstilling af råmaterialer, produktion af komponenter, produktfremstilling, brugsfase og bortskaffelse. For at udpege og udarbejde kriterier for de miljøforhold, som har størst betydning, fastsættes kriterierne først efter en forudgående vurdering af produktets miljøbelastning i hele dets livscyklus.

Elektronikprodukter har en stigende udbredelse i hjemmene og på kontorerne, hvorfor det kan forventes, at forbruget af råstoffer ved fremstillingen og mængden af elektronikskrot ved bortskaffelsen vil stige i fremtiden. Mængden af anvendte materialer afhænger bl.a. af produktets fysiske størrelse, levetid og udbredelse på markedet. PC’er, der må anses for at være et relativt stort elektronikprodukt med relativ kort brugsfase og med stor udbredelse på markedet (private hjem og kontorer), giver potentielt anledning til stort materialeforbrug og store affaldsmængder.

Ved at stille krav, der indebærer, at producenter anvender færre materialetyper, f.eks. begrænset antal af forskellige plasttyper i større plastdele, som chassis og kabinetter, øges genanvendelsen for produktet ved at separationen gøres nemmere. For at understøtte dette stilles der generelt krav om, at forskellige materialetyper skal mærkes.

3.2.1.2 Miljøskadelige stoffer

I selve produktionen af elektronik anvendes og tilsættes materialer og additiver til plast og andre komponenter for at opnå særlige egenskaber (brandhæmning, hårdhed, blødhed), der indeholder en lang række uønskede og farlige stoffer bl.a. tungmetaller, phthalater og halogener. Ved affaldshåndteringen kan disse stoffer komme ud i naturen i en kemisk form, der er skadelig for planter, dyr og mennesker.

Miljømærkeordningerne stiller en række generelle krav til, at de anvendte plastmaterialer i elektronikprodukter ikke må tilsættes farlige stoffer som flammehæmmere baseret på polybromerede organiske forbindelser eller chlorparaffiner. På komponentsiden må f.eks. batterier og PC skærme kun indeholde små mængder tungmetaller eller slet ingen tungmetaller. Der stilles krav til farlige stoffer i tonerpulver og pigmenter anvendt i printere, fax og kopimaskiner og også arbejdsmiljørelaterede krav til størrelsen af emissioner af støv, støj, ozon og styren under brug.

3.2.1.3 Energiforbrug

For en lang række elektroniske produkter gælder, at energiforbruget i brugsfasen er en væsentlig miljøbelastning, da elektricitet fremstilles ved forbrænding af fossile brændsler. Disse betragtes som ikke-fornybare ressourcer. Ved forbrænding udledes CO₂ og kvælstofforbindelser (NO_x), der bidrager til den globale opvarmning (drivhuseffekten).

For at begrænse energiforbruget fra elektronikprodukter stilles der generelt krav til effektforbrugets størrelse under normal drift og krav til, at der skal være en eller flere energibesparende funktioner, som automatisk sænker effektforbruget, når maskinen, apparatet eller anlægget ikke benyttes (standby). Desuden stilles der generelt krav til størrelsen på effektforbruget, når energisparefunktionen er aktiveret. For nogle produkter stilles der krav om, at der skal ske en frakobling af den primære energiforsyningen.

3.2.1.4 Affaldshåndtering

De voksende affaldsmængder fra elektronikskrot udgør et stigende miljø- og samfundsmæssigt problem. Af væsentlig betydning er også disse produkters indhold af farlige stoffer (se tidligere). Elektronikpanelet har identificeret et forbedringspotentiale i den eksisterende genvindings ordning for elektronikskrot. Denne udnytter i dag ikke elektronikprodukternes reelle genvindingspotentiale. I miljømærkeordningerne stilles der krav til, at mindst 90% og 75% af henholdsvis plast og metaller skal kunne genanvendes i henholdsvis PC’er og AV-apparater. Der er desuden udtrykt ønske fra flere sider om større genanvendelse af disse affaldsstrømme. Det vil sige, at der skal være et system til at håndtere dette.

Affaldshåndteringen af udtjent elektronik afhænger til dels af produktets materialesammensætning og design. Et produktdesign, hvor f.eks. separering af materialerne i fraktioner kan gøres på en enkel og hurtig måde og, hvor antallet af forskellige materialetyper (plast og metaller) er reduceret, sikrer en høj genanvendelse. I dag er det kun større plastdele og metaller, der udgør hovedparten af de materialer, som potentielt kan genanvendes eller genbruges. Det er meget begrænset, hvilke komponenter, der kan genbruges i et andet elektronikprodukt, da forbrugeren stiller store krav til kvalitet (læs senere). Mindre plastdele og små komponenter er tidskrævende at adskille og sortere og vil hovedsagelig blive kasseret og bortskaffet ved forbrænding. Farlige stoffer som tungmetallerne bly, kviksølv og cadmium i batterier må ikke komme ud i naturen, hvorfor disse ikke forbrændes men deponeres eller indsamles for genvinding.

3.2.1.5 Affaldshåndtering kan opdeles i fire typer

Genanvendelse kan ske ved enten genvinding, hvor materialer og komponenter omdannes til råstoffer og indgår i nye produkter eller ved genbrug, hvor plastdele eller komponenter uden nogen videre bearbejdning kan indgå i et nyt produkt. Ud over at materialer og komponenter kan genbruges ved, at de benyttes i nye produkter, så kan elektronikprodukter genbruges på anden vis. Ved "2^nd use" genbruges produktet ved, at brugeren/forhandleren sælger eller videregiver et brugt produktet til en ny bruger.

Generelt medtages kriterier, som direkte og indirekte stiller krav til håndteringen af elektronikskrot med det formål - gennem øget genanvendelse - at minimere mængden af affald, der går til deponi. På den måde mindskes den del af affaldet, der ellers ville gå til forbrænding eller deponering. I princippet genindvindes materialer, når de forbrændes med det formål at producere energi, eller når materialerne genindvindes som råstof. Miljømærkekriterierne skelner mellem materiale- og energigenvinding ved at stille krav til, at materialerne ikke må genindvindes ved energifremstilling.

Kriterier, som gør det nemmere at adskille elektronikprodukter, fremmer genanvendelse. Krav om færre plasttyper og mængder i fremstillingen, modulopbyggede konstruktioner, mærkning af forskellige materialer, synlige samlinger, let tilgængelighed i elektronikproduktet er alle eksempler på kriterier, der fremmer genanvendelse. Der er krav til, at samtlige materialer og komponenter skal kunne genanvendes, hvor eneste undtagelse er mindre plastdele (< 25 g eller 200 mm²). Svanen stiller desuden krav til, at nogle elektronikprodukter skal kunne adskilles inden for en begrænset tidsperiode.

I dag - og sandsynligvis også i fremtiden - genanvendes materialeaffaldet fra elektronikprodukter stort set kun ved genvinding, mens genbrug sjældent/aldrig finder sted. Genbrug af materialer og komponenter vanskeliggøres af kvalitetskrav fra kunderne. Genbrug af f.eks. chassis og kabinetter fra PC’er kræver ofte en eller anden form for "refreshing", som f.eks. en overmaling for at se nye ud, og brugte komponenter skal efterleve en holdbarheds garanti. Desuden stiller Svanen krav om, at større plastdele ikke må overmales for at sikre en bedre genanvendelse. Udtjente elektronikdele genbruges i dag kun i et beskedent omfang til andre formål i produkter, som indeholder lidt elektronik, f.eks. legetøj (Siemens) og hvor, der stilles relativt små krav til kvaliteten.

Af andre kriterier kan nævnes ansøgerens ansvar for at kunne stille en tilbagetagnings garanti. Denne skal sikre, at udtjente elektronikprodukter kan leveres tilbage af kunden ved køb af et tilsvarende miljømærket produkt, og at det miljømærkede produkt kan leveres tilbage med henblik på miljørigtig genanvendelse (affaldsminimering).

Der stilles ikke krav til, hvordan emballage og mindre plastdele skal bortskaffes. I Danmark bortskaffes hovedparten af disse materialer i dag ved forbrænding.

3.2.1.6 Holdbarhed

Krav stillet til et elektronikprodukt, som forbedrer dets holdbarhed og dermed dets levetid, medfører råstof- og energibesparelser i fremstillingsfasen. Forhold, der rykker ved denne betragtning er, at elektronikprodukter stadig bliver mere energibesparende i brugsfasen, hvorfor der også kan være en miljøgevinst i at få fjernet ældre elektronik fra markedet. Produktionsmetoderne ændres hele tiden og kan derfor principielt blive mere eller mindre energikrævende.

Miljømærkeordningerne opstiller generelt kriterier til ansøgeren om at indbygge tekniske muligheder og videregive information til kunden, som forbedrer produktets holdbarhed og dermed levetid. Eksempler på kriterier, der muliggør en længere levetid, er en reservedels garanti for vigtige komponenter og forbedrede opgraderingsmuligheder, som sikrer, at der er plads til at indsætte nye og bedre komponenter og, som også passer (kompatible) i elektronikproduktet. Krav til, at elektronikprodukter skal have energisparefunktioner, forlænger elektronikkens levetid og dermed produktets. Langt den største del af elektriciteten omsættes til varme, og for de fleste elektroniktyper er det således, at jo større produktets egenopvarmning er, jo kortere er dets levetid.

3.2.1.7 Arbejdsmiljø

Elektronikprodukter under normal drift kan give anledning til forskellige miljø påvirkninger, som har potentielle sundhedseffekter for de personer, der opholder sig i rummet. Generelt opstiller miljømærkeordningerne kriterier, som har til formål at mindske de potentielle miljøpåvirkninger fra elektronikprodukterne under normal drift. For printere, fax og kopimaskiner stilles der krav til grænseværdier for støj, ozon, støv og styren, og for PC skærme krav til elektromagnetisk stråling. For inkjetprintere skal der være oplysninger om den anvendte blæks VOC indhold (flygtige organiske forbindelser). Alle disse kriterier relaterer sig til potentielle arbejdsmiljø påvirkninger.

Emissionsstørrelserne skal måles efter anviste målemetoder, og ansøger skal dokumentere, at elektronikproduktet kan efterleve de stillede krav. Oplysningerne om emissionernes størrelser skal være tilgængelige for brugeren (f.eks. i brugervejledningen), og der skal være anvisninger på, at disse kan begrænses.

3.2.1.8 Brugerinformation

Et elektronikprodukts samlede miljøpåvirkning i brugsfasen afhænger bl.a. af, hvordan brugeren håndterer produktet. Derfor stilles der krav til brugerinformation, der, hvis den følges, kan medvirke til at minimere miljøbelastningen i brugsfasen. Der stilles også krav til information om potentielle sundhedsskadelige emissioner fra produktet.

Brugervejledningen skal indeholde information om produktets effektforbrug under normal drift, og når den energisparende funktion er aktiveret og om, hvordan funktionen udnyttes optimalt med henblik på at spare energi. Der skal være specifikke oplysninger om emissionsstørrelser og anvisninger om, hvordan apparatet bør opstilles for at mindske disse.

Derudover skal der være oplysninger om produktets opbygning, opgraderingsmuligheder og om hvilke typer batterier, der anvendes. Der skal være information om, at produktet kan tilbageleveres til ansøgeren og om, hvordan produktets forskellige materialer og væsentlige komponenter affaldshåndteres (genvinding, genbrug, deponering, forbrænding).

3.2.2 Energimærkeordninger

Generelt udvikler energimærkeordningerne Energy Star og Energy 2000 kriterierne for at udvide markedet af energieffektive produkter. Kravene revideres og skærpes efter en fastsat periode for, at kun de mest energieffektive produkter kan energimærkes.

Kriterierne stilles generelt til energisparefunktionen og ikke til effektforbruget under drift. Elektronikprodukterne er forsynede med energisparefunktioner, der fungerer forskelligt. Disse gennemgås kort nedenfor:

3.2.2.1 Energisparefunktionerne

De forskellige energisparefunktioner er tilpasset apparatets anvendelsesområde og funktion. Generelt er elektronikapparater forsynet med mindst en energisparefunktion, der kan sænke effektforbruget i forhold til effektforbruget under drift. Et apparat under energisparing befinder sig i sin standby eller sleep mode funktion, når en enkelt ordre kan de-aktivere