| Indhold |
Orientering fra Miljøstyrelsen, 8/2001
Påbud i jordforureningssager
Denne orientering vedrører udstedelse af påbud i jordforureningssager.
Den 1.1.2000 trådte jordforureningsloven i kraft. Dermed blev der gennemført et
samlet regelsæt, der regulerer kortlægning, offentlig oprydning, meddelelse af påbud
m.v. i sager om jordforurening.
Fremover vil det således være jordforureningsloven, der er det helt centrale
regelsæt i forbindelse med udstedelse af påbud i jordforureningssager. Imidlertid vil nogle
af de såkaldte gamle forureninger fortsat være omfattet af miljøbeskyttelsesloven,
herunder olietankbekendtgørelsen.
I denne orientering er der fokuseret på dels at skabe et overblik over hvilke
bestemmelser, der skal anvendes hvornår, og dels at give en overordnet
præsentation af indholdet i påbudsreglerne.
Orienteringen indeholder ikke en gennemgang af de eventuelle muligheder for
gennemførelse af jordforureningsundersøgelser eller oprydninger, herunder dertil
relateret udgiftsdækning, der kan være en følge af anden lovgivning - som for eksempel
byggelovgivningen eller miljøerstatningsloven. Oversigten indeholder heller ikke en
gennemgang af alle de bestemmelser i jordforurenings- og miljøbeskyttelsesloven, der
vedrører påbud. For eksempel indeholder oversigten ikke en gennemgang af bestemmelserne
om hvilken myndighed, der i en given situation er den kompetente påbudsmyndighed.
Ved udstedelse af påbud skal forvaltningslovens sagsbehandlingsregler overholdes,
herunder for eksempel reglerne om forvarsel af påbud. I denne orientering henvises der
enkelte steder til de forvaltningsretlige regler, men orienteringen indeholder ikke
egentlig gennemgang heraf.
Orienteringen er struktureret på følgende måde:
Afsnit 3: |
Hvornår jordforureningsloven og hvornår
miljøbeskyttelsesloven ? |
Afsnit 4: |
Oversigt over de ændringer, der trådte i kraft den
1.1.2000. |
Afsnit 5: |
Beskrivelse af påbudsreglerne i jordforureningsloven. |
Afsnit 6: |
Beskrivelse af påbudsreglerne i miljøbeskyttelsesloven,
herunder olietankbekendtgørelsen. |
Afsnit 7: |
Miljøstyrelsens tidligere vejledninger om påbud i
jordforureningssager. |
Bestemmelserne i jordforureningsloven har givet anledning til udstedelse af en række
bekendtgørelser, vejledninger samt cirkulærer1.
Herudover forventer Miljøstyrelsen at udgive blandt andet en vejledning, der nærmere
belyser en række mere tekniske og juridiske spørgsmål i forhold til udstedelse af
påbud så som for eksempel oprydningsniveau, proportionalitet m.v.
Yderligere oplysninger om jordforureningsloven findes blandt andet i:
| Bemærkningerne til lovforslag nr. L 183 (jordforureningsloven), der blev fremsat den
10.2.1999, jf. Folketingstidende 1998-1999, Tillæg A, side 4285 ff. |
| Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af 20.5.1999 vedrørende forslaget til
jordforureningsloven, jf. Folketingstidende 1998-1999, Tillæg B, side 1202 ff. |
| Bemærkningerne til lovforslag L 91 (ændring af jordforureningsloven), der blev fremsat
den 17.11.1999, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 2554 ff. |
| Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af 8.12.1999 vedrørende forslaget om
ændring af jordforureningsloven, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg B, side 153. |
Endelig skal det bemærkes, at der forud for vedtagelsen af jordforureningsloven blev
udarbejdet en række betænkninger. Disse betænkninger indeholder en nøje beskrivelse af
mange af de overvejelser, der lå forud for fremsættelsen af forslaget til
jordforureningsloven.
Det juridiske udvalg under jordforureningsudvalget har således udarbejdet
betænkningen "Lovgivning og praksis - forurenet jord", jf. Miljøstyrelsens
betænkning nr. 1 fra 1995. Denne betænkning indeholder en grundig beskrivelse af den på
daværende tidspunkt gældende ret på jordforureningsområdet.
Jordforureningsudvalget afgav endvidere "Betænkning om forurenet jord", jf.
Miljøstyrelsens betænkning nr. 2 fra 1996, der indeholder udvalgets udkast til
lovforslag.
1. I relation til
jordforureningsloven er der på nuværende tidspunkt udstedt følgende bekendtgørelser,
vejledninger og cirkulærer:
| Bekendtgørelse nr. 1046 af 16.12.1999 om Depotrådets
sammensætning og virksomhed.
|
| Bekendtgørelse nr. 1066 af 17.12.1999 om henlæggelse af opgaver og
beføjelser efter lov om forurenet jord til Miljøstyrelsen.
|
| Bekendtgørelse nr. 1067 af 17.12.1999 om behandling af sager efter
kapitel 4 om værditabsordningen for boligejere m. v. i lov om forurenet jord.
|
| Bekendtgørelse nr. 94 af 4.2.2000 om fastsættelse af dato for
konstatering af forurening fra visse olietanke.
|
| Bekendtgørelse nr. 655 af 27.6.2000 om genanvendelse af
restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder.
|
| Bekendtgørelse nr. 675 af 27.6.2000 om anmeldelse af flytning af
forurenet jord og jord fra forureningskortlagte arealer og offentligt vejareal.
|
| Bekendtgørelse nr. 925 af 19.9.2000 om forudgående offentlighed
ved amtsrådets udarbejdelse af oversigt over undersøgelses- og afværgeindsatsen på
jordforureningsområdet.
|
| Bekendtgørelse nr. 1146 af 17.12.2000 om ikrafttræden af § 14 i
lov om forurenet jord (matrikelregisteret).
|
| Vejledning nr. 6-11, 1998 om oprydning på forurenede lokaliteter.
|
| Vejledning nr. 13, 1998 om prøvetagning og analyse af jord.
|
| Vejledning nr. 7, 2000 om rådgivning af beboere i let forurenede
områder.
|
| Vejledning nr. 8, 2000 om kortlægning af forurenede arealer.
|
| Cirkulære nr. 187 af 17.12.2000 om indberetning og registrering af
oplysninger om forureningskortlagte arealer i matrikelregister og matrikelkort. [Tilbage]
|
Udstedelse af påbud i jordforureningssager kan ske i henhold til jordforureningsloven
og i henhold til miljøbeskyttelsesloven.
Fremover vil det være jordforureningsloven, der er det helt centrale regelsæt i
forbindelse med udstedelse af påbud i jordforureningssager.
Imidlertid vil nogle af de såkaldte gamle forureninger forsat være omfattet af
miljøbeskyttelsesloven.
Spørgsmålet, om hvornår jordforureningsloven skal anvendes og hvornår
miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen, skal anvendes, afgøres ud fra
følgende "dato-betingelser":
| Undersøgelsespåbud: |
Hvis forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, så anvendes jordforureningsloven.
Hvis forureningen er ophørt før 1.1.1992 kan jordforureningsloven ikke anvendes. Dette
fremgår af § 40, stk. 2.
Med hensyn til en jordforurening, der er ophørt før 1.1.1992, indeholder
miljøbeskyttelsesloven ikke mulighed for at udstede omkostningskrævende
undersøgelsespåbud. Ikke-omkostningskrævende undersøgelsespåbud kan under visse
nærmere betingelser udstedes efter miljøbeskyttelseslovens § 72. Dette kan eksempelvis
dreje sig om et påbud om udlevering af kvittering for leveret olie.
| Oprydningspåbud: |
Hvis forureningen eller den væsentligste del heraf er sket den 1.1.2001 eller
senere, så anvendes jordforureningsloven. Dette fremgår af § 41, stk. 1 og § 42.
Hvis forureningen eller den væsentligste del heraf er sket før 1.1.2001, kan
udstedelse af oprydningspåbud under visse nærmere betingelser ske efter
påbudsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen.
| Særligt om villaolietanke: |
Såfremt en forurening fra en villaolietank er konstateret efter den 1.3.2000, kan
der (under visse nærmere betingelser) udstedes undersøgelses- og oprydningspåbud efter
jordforureningslovens § 48.
Hvis forureningen er konstateret den 1.3.2000 eller tidligere, eller hvis forureningen
i øvrigt ikke er omfattet af § 48, så anvendes påbudsbestemmelserne i
jordforureningslovens §§ 40-47 eller miljøbeskyttelsesloven, herunder
olietankbekendtgørelsen.
Lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord trådte i kraft den 1.1.2000.
Med påbudsbestemmelserne i jordforureningslovens kapitel 5 er der gennemført
følgende væsentlige ændringer:
| Ubetinget ansvar for erhvervsmæssige og offentlige forurenere, jf. § 41, stk.3, nr. 1. |
| Ubetinget ansvar for ejere af villaolietanke kombineret med en obligatorisk
forsikringsdækning, jf. §§ 48 og 49. |
| Der kan meddeles undersøgelses- eller oprydningspåbud, uanset om forureneren har
rådighed over den forurenede ejendom, jf. § 44, stk. 1. Undersøgelsespåbud kan
således udstedes til forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter den
10.2.1999 (lovforslagets fremsættelse). Oprydningspåbud kan udstedes til forurenere, der
er flyttet fra en forurenet ejendom efter 1.1.2001. I tilfælde hvor forureningen har
bredt sig til naboejendommen, kan der udstedes undersøgelsespåbud til forureneren, når
forureningen er sket den 1.1.2000 eller senere og oprydningspåbud, når forureningen er
sket den 1.1.2001 eller senere. |
| Påbud, der er udstedt før en virksomheds- eller ejendomsoverdragelse, kan efter et
eller flere ejerskifte(r) gøres gældende overfor dels en senere erhverver af en virksomhed,
jf. § 45, stk. 1, og dels en senere erhverver af en ejendom, jf. § 45, stk. 3. |
| Hvor flere forurenere har bidraget til den samme forurening, kan der under visse
betingelser meddeles påbud til dem alle, jf. § 43. |
| Miljømyndigheden skal lade oplysninger om påbud, der er meddelt eller forvarslet,
tinglyse på den forurenede ejendom for påbudsadressatens regning, jf. § 46. Dette
gælder ikke påbud efter § 48 vedrørende villaolietanke2. |
Den ændring af jordforureningsloven, der blev vedtaget den 29.12.1999, jf. lov nr.
1109, trådte ligeledes i kraft den 1.1.2000. Denne ændring, der var en opfølgning på
Højesterets dom af 28.6.19993, vedrørte alene
jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud.
De nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af påbudsbestemmelserne i
jordforureningslovens kap. 5 er omtalt nedenfor i afsnit 5.
Med jordforureningsloven (lov nr. 370 af 2.6.1999) blev der også indført nye regler i
miljøbeskyttelsesloven.
Ændringerne i miljøbeskyttelsesloven fremgår af jordforureningslovens § 90, nr. 3,
nr. 4, nr. 5, nr. 6, nr. 7 og nr. 8. Disse ændringer trådte i kraft den 1.1.2000.
Disse nye regler supplerer de allerede eksisterende påbudsbestemmelser i
miljøbeskyttelsesloven, som for eksempel § 69 om udstedelse af påbud i sager, hvor der
foreligger et ulovligt forhold.
De væsentligste ændringer i miljøbeskyttelsesloven er følgende:
| Der er indført regler om adgang til at meddele påbud, uanset at forureneren er flyttet
fra den forurenede ejendom, jf. miljøbeskyttelseslovens § 83 a, stk. 1-3. Denne
bestemmelse omfatter forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter den
10.2.1999 (lovforslagets fremsættelse). |
| Påbud, der er udstedt før en virksomheds- eller ejendomsoverdragelse, kan efter et
eller flere ejerskifte(r) gøres gældende overfor dels en senere erhverver af en virksomhed,
jf. § 83 a, stk. 4, og dels en senere erhverver af en ejendom, jf. § 83 a, stk.
6. |
| Miljømyndigheden skal lade oplysninger om påbud, der er meddelt eller forvarslet efter
miljøbeskyttelsesloven tinglyse på den forurenede ejendom for påbudsadressatens
regning, jf. § 83 b. |
| Miljøbeskyttelseslovens § 24 gælder ikke længere i sager om jordforurening. |
| Miljøbeskyttelseslovens § 84 a vedrørende større forureninger på fremmed grund er
ophævet. |
De nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens
påbudsbestemmelser er omtalt nedenfor i afsnit 6.
Bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999 om indretning, etablering og drift af
olietanke, rørsystemer og pipelines trådte i kraft den 1.1.2000.
Denne bekendtgørelse afløste den tidligere olietankbekendtgørelse, jf.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980.
Påbudsbestemmelserne i den nye olietankbekendtgørelse findes i § 22, stk. 5-8. Disse
påbudsbestemmelser er i al væsentlighed en videreførelse af påbudsbestemmelserne i den
tidligere olietankbekendtgørelses § 16, stk. 3-5, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit
5.3. Miljøstyrelsen har med skrivelse af 17. december 1999 orienteret
kommunalbestyrelser og amtsråd om indholdet i den nye olietankbekendtgørelse.
De oven for under afsnit 4.2 nævnte ændringer i Miljøbeskyttelsesloven gælder også
i forhold til påbud, der udstedes efter olietankbekendtgørelsen. De nærmere betingelser
- vedrørende olietankbekendtgørelsens påbudsbestemmelser og den hertil knyttede
anvendelse af de i Miljøbeskyttelsesloven nævnte tværgående bestemmelser - er omtalt
nedenfor i afsnit 6.
2. I
jordforureningslovens § 48, stk. 7 er der givet Miljø- og energiministeren hjemmel til
at fastsætte nærmere regler om tinglysning af påbud, der er udstedt efter § 48
vedrørende villaolietanke. Denne hjemmel er ikke udnyttet. [Tilbage]
3. UfR 1999.1600H og MAD
1999.360. Den 28.6.1999 afsagde Højesteret dom i sagen A/S Dansk Shell mod
Miljøstyrelsen og Århus Amtskommune. Højesteret tilkendegav, at det
undersøgelsespåbud, som Århus Amtskommune den 14.6.1993 havde udstedt i henhold til
Miljøbeskyttelseslovens § 72 og som Miljøstyrelsen havde stadfæstet den 3.7.1995, var
ugyldigt. Hermed omgjorde Højesteret Østre Landsrets dom af 12.12.1997. I betænkningen
til lovforslag 183 vedrørende jordforureningsloven havde miljø- og energiministeren
givet tilsagn om under visse betingelser at ændre jordforureningslovens bestemmelse om
undersøgelsespåbud, såfremt Højesteret omgjorde Østre Landsrets dom. På denne
baggrund fremsatte miljø- og energiministeren den 17.11.1999 forslag (lovforslag nr. L
91) til ændring af jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud. Med denne
ændring af loven, jf. lov nr. 1109 af 29. december 1999, blev det fastsat, at § 40 ikke
omfatter forureninger, der er ophørt før den 1.1.1992. [Tilbage]
I dette afsnit omtales de nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af
påbudsbestemmelserne i jordforureningslovens kap. 5.
Jordforureningslovens kap. 5 indeholder følgende påbudsregler:
| § 40 - undersøgelsespåbud |
| § 41 - oprydningspåbud |
| § 42 - overgangsbestemmelse vedrørende oprydningspåbud |
| § 43 - påbud til flere forurenere |
| § 44 - påbud til en forurener, der ikke har rådighed over den forurenede ejendom |
| § 45, stk. 1 - påbud, der er udstedt før overdragelsen af en virksomhed, er bindende
for en senere erhverver |
| § 45, stk. 2 - undersøgelsespåbud, der er udstedt før overdragelsen af en
virksomhed, kan følges op med et oprydningspåbud overfor for en senere erhverver |
| § 45, stk. 3 - påbud, der er udstedt før overdragelsen af en ejendom, er bindende for
en senere erhverver |
| § 46 - miljømyndighedens pligt til tinglysning |
| § 48 - undersøgelses- og oprydningspåbud til ejere af villaolietanke. |
De centrale påbudsbestemmelser er følgende:
| § 40 (undersøgelsespåbud), |
| § 41 (oprydningspåbud) samt |
| § 48 (undersøgelses- og /eller oprydningspåbud til ejere af villaolietanke). |
§§ 42, 43, 44 og 45 er tværgående bestemmelser, der vedrører overgangssituationer,
flere forurenere, rådighedsspørgsmålet og ejerskifte. Disse bestemmelser anvendes som
supplement til §§ 40 og 41. § 48, stk. 4 vedrører rådighedsspørgsmålet i forhold
til § 48.
Påbud skal altid udstedes under henvisning til én af de tre centrale bestemmelser: §
40, § 41 eller § 48. Disse bestemmelser kan så efter omstændighederne suppleres med en
eller flere af de tværgående bestemmelser.
Eksempelvis vil et undersøgelsespåbud til en forurener, der er flyttet fra den
forurenede ejendom således skulle udstedes under henvisning til § 40, jf. § 44.
Det skal bemærkes, at forvaltningslovens sagsbehandlingsregler skal iagttages ved
udstedelse af påbud. Forvaltningslovens bestemmelser er ikke nærmere omtalt i denne
orientering.
Påbud til den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev en
virksomhed, udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud) henholdsvis § 41, stk. 1
(oprydningspåbud).
Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter
jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og udstedelse
af et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den
væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.
Påbud til erhvervsmæssige og offentlige forurenere kan udstedes, uanset om
forureningen er sket på grund af forurenerens culpøse adfærd. Dette fremgår af
formuleringerne "uanset hvordan" i henholdsvis § 40, stk. 2 og § 41, stk. 2.
Dette ansvar kaldes et ubetinget ansvar. Det ubetingede ansvar betyder, at
meddelelse af påbud ikke er betinget af, at myndighederne kan påvise en
ansvarspådragende adfærd (culpa) hos forureneren.
Dette ubetingede undersøgelses- og oprydningsansvar gælder for erhvervsmæssige og
offentlige forurenere, der driver eller drev den virksomhed, hvorfra en forurening
hidrører/hidrørte. Begrebet virksomhed omfatter mobile anlæg, hvad enten der er tale om
egentlige driftsanlæg (transportable asfaltanlæg m.v.) eller transportanlæg (lastbiler,
tankvogne m.v.). Også forureninger, der sker fra oplag af affald eller stoffer, der
f.eks. anvendes i produktionen, er omfattet af bestemmelsen.
I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan
der henvises til følgende i bemærkningerne til § 41 i lovforslag L183: "Efter
administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet virksomhed
bredt som omfattende enhver aktivitet også udført af enkeltpersoner der
medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet
erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævrere, således at fysiske og juridiske
personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter, som fysiske og
juridiske personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af
bestemmelsen og dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af
bestemmelsen i stk. 3, nr. 2."
Myndighederne skal godtgøre, at forureningen hidrører/hidrørte fra den
pågældende virksomhed. Kravene til hvad myndighederne skal kunne godtgøre, er ikke helt
de samme i relation til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) som i relation til
udstedelse af oprydningspåbud (§ 41). Forskellen mellem § 40-situationen og §
41-situationen er beskrevet i de i det følgende nævnte bemærkninger til lovforslag L
183.
I forhold til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) fremgår følgende af
lovbemærkningerne til § 40: "Med formuleringen mulig forurener og eventuel
forurening i bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum angives, at undersøgelsespåbud kan
som det hidtil har været praktiseret, når der er givet undersøgelsespåbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 72 meddeles, når myndighederne har en begrundet
mistanke om, at der er en forurening, der skal undersøges, og at den mulige forurening
med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra den mulige forureners virksomhed eller
anlæg."
I forhold til udstedelse af oprydningspåbud (§ 41) fremgår følgende af
lovbemærkningerne til § 41: "Forureningen skal være forårsaget af den
pågældende virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes forurening på den
grund, hvor virksomheden er beliggende. Der skal påvises årsagsforbindelse mellem
driften af virksomheden og forureningen."
I forhold til "mulig forurener" skal det i øvrigt bemærkes, at det fremgår
af § 40, stk. 2, at der kan meddeles påbud uanset hvordan en mulig forurening er
sket. Lovforslaget indeholdt også formuleringen "mulig forurener" i stk. 1. I
forbindelse med Folketingets behandling blev denne formulering slettet. Dette havde dog
ikke til hensigt at ændre på kredsen af hvem, der kan udstedes påbud til. Denne rent
sproglige ændring er omtalt under punkt 7 i betænkningen til lovforslaget.
Hvis det af en påbudt undersøgelse fremgår, at der ikke er konstateret forurening
på det undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvist kan henføres til
påbudsadressaten, så skal den myndighed, der påbød undersøgelsen, dække de udgifter,
som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet. Dette fremgår af
jordforureningslovens § 76, stk. 4.
Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud vedrørende forurening, der ikke
pågår på påbudstidspunktet. Dette fremgår af formuleringen "uanset hvornår
en mulig forurening er sket". I relation hertil kan der endvidere henvises til afsnit
3, hvor det nævnes, at jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud forudsætter,
at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og jordforureningslovens §§ 41 og 42 om
oprydningspåbud forudsætter, at forureningen eller den væsentligste del af forureningen
er sket den 1.1.2001 eller senere. Spørgsmålet, om der er en absolut tidsfrist for,
hvornår der senest kan meddeles påbud, er omtalt nedenfor.
For så vidt angår meddelelse af undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens
§ 40 til erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der ingen undtagelser fra
det ubetingede forureneransvar. Det vil sige, at der kan meddeles undersøgelsespåbud,
uanset om forureningen er sket på grund af hærværk, naturkatastrofer eller lignende.
Dette følger af formuleringen "uanset hvordan" i § 40, stk. 2.
Der er ingen absolut tidsfrist med hensyn til hvor længe, der kan gå fra
ophøret af den forurenende aktivitet til det tidspunkt, hvor der meddeles
undersøgelsespåbud. Dette følger af formuleringen "uanset hvornår", jf. §
40, stk. 2.
Imidlertid gælder de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter
miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være
afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere indenfor en
rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt/opryddet. I relation til disse synspunkter kan der henvises til følgende
beskrivelse i bemærkningerne til lovforslag L 183, § 41: "Der vil være tale om en
konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Afgørende for vurderingen er
således ikke alene, hvornår forureningen konstateres. Miljømyndighederne skal således
have mulighed for, hvor dette ikke er umiddelbart klart, at undersøge, hvorfra kilden
stammer, det vil sige hvem der er forurener, og om der er behov for nærmere
undersøgelser eller oprydninger. Sådanne undersøgelser og vurderinger må indpasses i
myndighedernes øvrige ressourceanvendelse. Er der omvendt tale om en forurening, hvor
behovet for foranstaltninger er klarlagt, og en mulig påbudsadressat har været inddraget
i sagen, tilsiger hensynet til påbudsadressaten, at sagen inden for et forholdsvist
kortere tidsrum skal følges op af et påbud."
I relation til meddelelse af oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 til
erhvervmæssige og offentlige forurenere gælder der en række undtagelser fra det
ubetingede forureneransvar. Disse undtagelser fremgår af § 41, stk. 2.
Der kan således ikke meddeles påbud, hvor forurening er opstået på grund af krig,
borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Påbud kan heller ikke
meddeles, hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes
forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter forureneren er omfattet af
strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Der kan således godt meddeles påbud,
hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, såfremt dette skyldes
forurenerens uforsvarlige adfærd eller såfremt forureneren er omfattet af strengere
ansvarsregler ifølge anden lovgivning, hvilket f.eks. kan være miljøerstatningsloven
eller færdselslovgivningen.
Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 ophører
efter 30 år, jf. bestemmelse herom i § 41, stk. 4. Fristen løber fra ophøret af
den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der gav anledning til forureningen.
Dette er begrundet i, at det i realiteten kan være vanskeligt at fastslå, hvornår
en konkret forurenende episode har fundet sted.
Udover denne tidsfrist på 30 år gælder de almindelige forvaltningsretlige regler,
hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til bemærkningerne til lovforslag
L 183, der er citeret ovenfor i dette afsnit.
Påbud til private forurenere udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud)
henholdsvis § 41, stk. 1 (oprydningspåbud). For ejere af villaolietanke gælder der
særlige regler, jf. nedenfor i afsnit 5.5.
Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter
jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992. Udstedelse af
et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den
væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.
Undersøgelsespåbud efter § 40 og oprydningspåbud efter § 41 til såkaldte private
forurenere omfatter den personkreds, der er nævnt i § 41, stk. 3, nr. 2: "Andre,
der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller
en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning".
"Andre" refererer til andre end erhvervsmæssige og offentlige forurenere.
I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan
der henvises til følgende i bemærkningerne vedrørende § 41 i lovforslag L 183:
"Efter administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet
virksomhed bredt som omfattende enhver aktivitet også udført af enkeltpersoner
der medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet
erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævere, således at fysiske og juridiske
personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter fysiske og juridiske
personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af bestemmelsen og
dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af bestemmelsen i
stk. 3, nr. 2."
Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private forudsætter, at
den private forurener har forårsaget forureningen ved en uforsvarlig adfærd (skyld)
eller ved en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.
For den private forurener gælder der således et betinget forureneransvar. For
erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der derimod et ubetinget
forureneransvar, jf. afsnit 5.2.
Udstedelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter jordforureningslovens
§§ 40 og 41 til en privat forurener forudsætter således, at myndighederne kan påvise,
dels at forureningen hidrører fra påbudsadressaten og dels at påbudsadressaten
har forårsaget forureningen ved en ansvarspådragende adfærd (skyld).
Betingelsen om ansvarspådragende adfærd indebærer, at der ikke kan meddeles
undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private, såfremt forureningen er opstået
på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Såfremt
forureningen er opstået på grund af brand eller hærværk, kan der alene meddeles
påbud, såfremt dette skyldes påbudsadressatens uforsvarlige adfærd eller en adfærd,
der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, f.eks.
færdselslovgivningen. Eksempelvis vil en bilist, som forårsager en forurening i
forbindelse med et færdselsuheld, kunne være omfattet.
Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud uanset om forureningen pågår
eller ikke pågår på påbudstidspunktet.
Adgangen til at meddele undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til
private ophører ikke indenfor en bestemt tidsfrist. Dette fremgår af
formuleringen "uanset hvornår" i § 40, stk. 2.
Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter § 41 til private ophører efter
30 år, jf. § 41, stk. 4. Forældelsen løber fra ophøret af den aktivitet, der gav
anledning til forureningen.
I forhold til meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private
gælder der uanset de ovenfor nævnte frist-regler de almindelige forvaltningsretlige
regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og
indrettelsesynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal
således reagere inden for en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der
kunne påbydes undersøgt eller opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til
bemærkningerne til lovforslag L 183, der er citeret ovenfor i afsnit 5.2.
Med jordforureningslovens § 43 kan der meddeles påbud til flere (mulige)
forurenere, der har bidraget til samme forurening på en ejendom. I praksis ses det ikke
sjældent, at en konstateret forurening hidrører fra flere virksomheder. For eksempel kan
en forurenende virksomhed have etableret sig på en ejendom, der var forurenet i forvejen.
§ 43 forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en
ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver enkelt af
de implicerede forurenere.
Hvis flere forurenere har bidraget til forurening af en ejendom på en sådan måde, at
de enkelte forureneres andele af forureningen på ejendommen med sikkerhed kan
skilles ad, finder § 43 ikke anvendelse. I sådanne tilfælde udstedes der påbud efter
§ 40 henholdsvis § 41 til hver enkelt af forurenerne.
I de tilfælde hvor de enkelte forureneres andele af forureningen ikke med sikkerhed
kan skilles ad, vurderer myndigheden hvor stor en andel af den samlede forurening, der
stammer fra hver enkelt forurener. Hvis det ikke er muligt at vurdere én eller flere
forureneres andele af den samlede forurening, skal myndigheden i påbuddet fastsætte, at
ligelige andele af forureningen stammer fra de implicerede forurenere. Der kan dog ikke
meddeles påbud til en forurener, hvis det må antages, at kun en ubetydelig andel af
forureningen kan henføres til denne forurener, jf. § 43, stk. 2.
Bestemmelsen i § 43 omfatter såvel undersøgelses- som oprydningspåbud.
Myndigheden skal i påbuddet nøje redegøre for hvilke andre forurenere, der er
udstedt påbud til i medfør af § 43. Endvidere vil myndigheden i påbuddet skulle angive
en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af påbuddene i tilfælde af, at
der ikke kan opnås enighed herom mellem forurenerne.
Gennemtvingelse af et påbud efter § 43, stk. 1 vil normalt forudsætte, at
forurenerne er enige om at følge den af myndigheden påbudte fremgangsmåde. Såfremt der
ikke er enighed blandt forurenerne om at følge den af miljømyndigheden påbudte
fremgangsmåde, følges den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 43, stk. 3.
Såvel § 43 som § 45 omfatter de situationer, hvor flere forurenere efter hinanden
har ejet en forurenende virksomhed, og hvor de alle har bidraget til den samme - fortsatte
- forurening. Om det er § 43 eller § 45, der skal anvendes, afgøres ved, om der inden
overdragelsen var udstedt et påbud til sælgeren af virksomheden. Det vil sige, hvis der
var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden overdragelsen, så anvendes § 45.
Hvis der omvendt ikke var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden
overdragelsen, så anvendes § 43. §§ 43 og 45 har forskellige konsekvenser. I §
45-situationen kan myndigheden vælge mellem at gøre påbudet gældende overfor sælger
eller køber. I § 43-situationen skal myndigheden vælge den i § 43 nærmere beskrevne
fremgangsmåde m.h.t. fordeling mellem de forskellige forurenere.
Med jordforureningslovens § 44, stk. 1 er der adgang til at meddele påbud efter
§§ 40 og 41 uanset at påbudsadressaten ikke har rådighed over den forurenede
ejendom. Bestemmelserne tager sigte på de tilfælde, hvor en forurener er flyttet fra den
forurenede ejendom eller hvor en forurening spreder sig til en naboejendom.
Efter § 44 kan undersøgelsespåbud udstedes til forurenere, der er flyttet fra en
forurenet ejendom efter den 10.2.1999 (lovforslagets fremsættelse). Oprydningspåbud kan
udstedes til forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter 1.1.2001. I de
tilfælde hvor forureningen har bredt sig til naboejendommen, kan der udstedes
undersøgelsespåbud til forureneren, når forureningen er sket efter 1.1.2000, og
oprydningspåbud når forureningen er sket efter 1.1.2001.
Endvidere er påbud, der udstedes under henvisning til § 44, stk. 1 betinget af, at
der udstedes et såkaldt tålepåbud efter § 44, stk. 2 til ejeren af den
forurenede grund, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede
ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet med udstedelse
af tålepåbud er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til § 44 stk.
1, har den rådighed over påbuddets genstand, der efter forvaltningsretten er en
nødvendig forudsætning for påbudets gyldighed.
Bestemmelserne i jordforureningslovens § 45 fastslår, at erhververen af en
virksomhed i drift/en ejendom under visse betingelser overtager de undersøgelses-
og/eller oprydningspåbud, der er meddelt sælgeren.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter den situation, hvor en bestående virksomhed
drives videre af en ny erhverver. I den situation hvor virksomheden lukkes, kan disse
bestemmelser ikke anvendes. I disse tilfælde skal stk. 3 anvendes. Det er blandt andet en
betingelse, at der inden ejerskiftet er udstedt et påbud til den tidligere eller en af de
tidligere ejere.
I de tilfælde hvor erhververen driver virksomheden videre, jf. § 45, stk. 1 og 2, har
myndighederne valgfrihed mellem at gøre påbud gældende overfor den forurener, der
allerede har fået et påbud eller overfor den senere driftsherre, jf. lovbemærkningerne
vedrørende § 45.
De nærmere betingelser vedrørende udstedelse af påbud efter § 45 fremgår af
bestemmelsen. Med hensyn til begreberne "erhvervelsen af virksomheden" (jf. stk.
1 og 2) og "erhvervelsen af ejendommen" (jf. stk. 3) skal det bemærkes, at det
er uden betydning på hvilken måde erhvervelsen er sket. Påbuddet binder således ved
overdragelser, der sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo,
tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver og lignende. I relation til den,
der erhverver en virksomhed eller ejendom som panthaver, skal opmærksomheden dog henledes
på den særlige overgangsregel, der er fastsat i jordforureningslovens § 94, stk. 4. I
§ 94, stk. 4 er det fastslået, at et påbud kun er bindende for en panthaver efter
miljøbeskyttelseslovens § 45, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar 2000.
Ifølge § 46 i jordforureningsloven skal myndigheden lade oplysninger om påbud
udstedt i henhold til §§ 40 og 41 tinglyse på den forurenede ejendom. Påbud, der
udstedes efter § 48 vedrørende villaolietanke, skal ikke tinglyses, idet hjemlen i
jordforureningslovens § 48, stk. 7 ikke er udnyttet.
Formålet med tinglysningen er at sikre, at påbud skal kunne gøres gældende over for
senere erhververe, jf. § 45, hvorefter udstedelse af påbud til en erhverver
forudsætter, at erhververen kendte eller burde kende det til forureneren udstedte påbud.
Tinglysningsreglen har endvidere til formål at sikre, at eventuelle købere af fast
ejendom får den nødvendige information i de tilfælde, hvor der er meddelt påbud til
sælgeren. På denne måde er købere af fast ejendom informeret om, at en tidligere ejer
af ejendommen eventuelt skal gennemføre en undersøgelse eller en oprydning på
ejendommen.
Tinglysningsreglen i § 46 gælder alle forvarslinger og påbud, der meddeles efter
1.1.2000. Dog skal påbud, der er forvarslet eller meddelt efter § 44, stk. 2 - det vil
sige tålepåbud - ikke tinglyses. Begrundelsen for at disse ikke skal tinglyses er, at
formålet med tinglysning, jf. ovenfor, allerede er opnået, idet påbuddet til
forureneren er blevet tinglyst på den forurenede ejendom. Tinglysning af tålepåbud
ville alene indebære en unødvendig dobbelt tinglysning.
Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog § 46, stk. 2.
Med jordforureningslovens §§ 48-49 er der for ejere af villaolietanke fastlagt dels
et ubetinget ansvar og dels en forsikringspligt.
Med villaolietanke menes der olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 % eller
mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende tank, anvendes til beboelse.
Det ubetingede ansvar for ejere af villaolietanke har virkning for forureninger, der er
konstateret efter 1.3.2000.
Dette fremgår dels af jordforureningslovens § 48 og dels af bekendtgørelse nr. 94 af
4. februar 2000 om fastsættelse af dato for konstatering af forurening fra visse
olietanke. Baggrunden for, at §§ 48 og 49 ikke har virkning fra 1.1.2000, hvor
jordforureningsloven trådte i kraft, er, at der først skulle etableres en
forsikringsordning i forhold til forureninger fra villaolietanke.
Påbud vedrørende forureninger fra villaolietanke, der er konstateret før 1.3.2000
eller som ikke i øvrigt er omfattet af §§ 48 og 49, kan udstedes efter
jordforureningslovens §§ 40-47 eller miljøbeskyttelsesloven, herunder
olietankbekendtgørelsen.
Under henvisning til § 48, stk. 1 kan der udstedes undersøgelses- og/eller
oprydningspåbud til ejere af villaolietanke, når følgende betingelser er opfyldt:
- Forureningen er konstateret efter 1.3.2000, jf. bekendtgørelse nr. 94 af 4.2.2000,
- myndigheden kan godtgøre, at forureningen stammer fra villaolietanken,
- forureningen må ikke være opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder,
atomskader eller naturkatastrofer, jf. § 48, stk. 2, 1. punktum,
- anlægget har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af
forureningen, jf. § 48, stk. 3, 1. punktum,
- tanken skal have været i brug efter 1. marts 2000, jf. § 48, stk. 3. Dette gælder dog
ikke i de specielle situationer, der er nævnt i § 48, stk. 3, sidste punktum, og
- hvis forureningen er sket på en af de i § 49, stk. 2, nr.1-3 nævnte måder, kan
påbud efter § 48 alene udstedes, såfremt forureningen er sket efter 1.1.2000.
Såfremt de ovennævnte betingelser er opfyldt kan myndigheden meddele undersøgelses-
og/eller oprydningspåbud i medfør af § 48 til den, der på tidspunktet for udstedelsen
af et påbud ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme. Det vil sige, at
det er den til enhver tid værende ejer af villaolietanken, der kan meddeles
påbud.
§ 48, stk. 1 forudsætter som nævnt, at olieforureningen er "konstateret".
Ofte vil det umiddelbart være nemt at konstatere en olieforurening fra en overjordisk
villaolietank. Ved nedgravede tanke kan det derimod være sværere at afgøre, hvornår
man har "konstateret" en forurening, idet forureningen ofte ikke er umiddelbart
synlig. Der kan næppe opstilles noget absolut krav om, at kommunerne altid skal foretage
nærmere tekniske undersøgelser i tilfælde af en tankejers påståede udslip fra
underjordiske tanke. Der kan nemlig forekomme tilfælde, hvor indicierne/formodningen for
forurening kan være så stærk, at det reelt svarer til en "konstatering". Med
andre ord kan der forekomme tilfælde, hvor tekniske undersøgelser fra kommunen kan
undlades, idet der kan fremskaffes anden dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende
sikkert grundlag for "konstatering". En sådan situation kan forekomme, såfremt
det kan dokumenteres, at der er et markant misforhold mellem det forventede forbrug af
olie til tanken og det faktiske forbrug af olie.
Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 er ikke betinget
af, at myndighederne kan påvise en ansvarspådragende adfærd hos påbudsadressaten.
Dette fremgår af formuleringen "uanset hvordan forureningen er sket" i § 48,
stk. 1. Der gælder således et ubetinget ejeransvar.
Adgangen til at meddele undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 ophører
ikke indenfor en absolut tidsfrist. Derimod gælder almindelige forvaltningsretlige
regler, hvorefter myndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt eller opryddet. Disse regler er nærmere beskrevet i bemærkningerne til
lovforslag L 183, se nærmere herom under afsnit 5.2.
Påbud efter § 48 skal ikke tinglyses, idet der ikke er fastsat bestemmelser herom i
medfør af jordforureningslovens § 48, stk. 7.
Spørgsmålet om, hvornår påbudsbestemmelserne i henholdsvis jordforureningsloven og
miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen, anvendes, er nærmere omtalt i
afsnit 3.
I dette afsnit omtales de nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af
påbudsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven og i olietankbekendtgørelsen.
Påbudsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven og i olietankbekendtgørelsen er nøje
beskrevet i den betænkning, som det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget
afgav i 1995, jf. Miljøstyrelsens betænkning nr. 1/1995 om "Lovgivning og praksis -
forurenet jord". Kapitel 4 i denne betænkning indeholder det juridiske underudvalgs
beskrivelse af påbudsbestemmelserne og den tilhørende administrative praksis og
domspraksis.
Siden afgivelsen af betænkningen 1/1995 om gældende ret på jordforureningsområdet
er der imidlertid sket en række ændringer i såvel regelgrundlaget som ved praksis. Med
jordforureningsloven er der sket nogle ændringer i miljøbeskyttelsesloven, for eksempel
den nye § 83 a vedrørende påbudsadressatens rådighed. Endvidere er der kommet
yderligere domspraksis vedrørende påbudsbestemmelserne 3, 4, 9, 12 og 13.
I den følgende gennemgang af miljøbeskyttelsesloven og olietankbekendtgørelsen er
der medtaget de ændringer i regelgrundlaget samt i domspraksis, der er fremkommet siden
afgivelsen af betænkning 1/1995. På nogle punkter - de punkter, hvor der ikke er sket
ændringer - indeholder nedenstående en kortfattet gengivelse af betænkning 1/1995 fra
det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget. Det betyder, at der på mange
punkter kan hentes mere uddybende oplysninger i betænkning 1/1995.
For så vidt angår jordforureninger, der ikke er ophørt før 1.1.1992, er
adgangen til at udstede undersøgelsespåbud reguleret i jordforureningsloven, jf. ovenfor
i afsnit 3 og 5. Det vil sige, at miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke længere skal
anvendes i forhold til sådanne forureninger.
For så vidt angår jordforureninger, der er ophørt før den 1.1.1992, er
adgangen til at udstede undersøgelsespåbud reguleret af miljøbeskyttelseslovens § 72.
For så vidt angår de jordforureninger, der er ophørt før 1.1.1992, er det med
Højesterets dom af 28.6.19993 fastslået, at der under
henvisning til § 72 ikke kan udstedes omkostningskrævende undersøgelsespåbud.
D.v.s. der kan alene udstedes ikke-omkostningskrævende undersøgelsespåbud. Dette kan
eksempelvis dreje sig om et påbud om udlevering af kvittering for leveret olie.
Da påbud om undersøgelse af en jordforurening typisk indebærer afholdelse af
udgifter, vil miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke længere være relevant i forhold til de
fleste af de jordforureninger, der er ophørt før 1.1.1992.
Hertil kommer, at Østre Landsret den 22. januar 2001 afsagde en dom vedrørende
miljøbeskyttelseslovens § 72. Dommen vedrører et til en privat husejer udstedt påbud
om gennemførelse af undersøgelser, der udgjorde en betydelig udgift4.
Oprydningspåbud i forhold til jordforureninger, hvor forureningen eller den
væsentligste del heraf er sket den 1.1.2001 eller senere, er omfattet af
jordforureningsloven, jf. ovenfor i afsnit 3 og 5.
Med bestemmelsen i § 69, stk. 1, nr. 2 har myndighederne mulighed for at sikre
lovliggørelse af forhold, der er i strid med lovgivningen. Lovens § 69, stk. 1, nr. 2,
jf. § 19 eller § 27 indeholder således mulighed for udstedelse af påbud om at
fjerne/afværge jordforureninger.
Bestemmelsen findes i lovens tilsynskapitel og viser dermed, at der er tale om et
administrativt retshåndshævelsesskridt. Bestemmelsen forudsætter, at der, som grundlag
for et påbud, er konstateret en ulovlighed. Ulovligheden kan f.eks. bestå i, at
en forurener har overtrådt bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 19, § 27,
bestemmelser i de regler, der er udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller
konkrete afgørelser udstedt efter miljøbeskyttelsesloven. Påbud efter § 69 skal
således henvise til § 69 og til den bestemmelse/eller konkrete afgørelse, der er
overtrådt.
Miljøstyrelsen kan ikke anbefale, at der udstedes påbud, medmindre påbudets adressat
har handlet ansvarspådragende ud fra almindelige erstatningsretlige regler. D.v.s.
udstedelse af påbud forudsætter, at den skadevoldende handling kan lægges skadevolder
til last som uforsvarlig. En overtrædelse af f.eks. et vilkår i en kap. 5-godkendelse,
der resulterer i en forurening af jord og/eller grundvand, vil som altovervejende
hovedregel være udtryk for uforsvarlig adfærd.
For så vidt angår spørgsmålet om uforsvarlig adfærd henvises der i øvrigt til
Højesterets stillingtagen i Rockwooldommen5, til
Højesterets dom i Aalborgsagen6, til Højesteret dom i sagen
om Cheminova II7 samt til Højesterets dom i Phønix-sagen8.
I relation til olieleverandørers ansvar kan der, for så vidt angår vurderingen af
uforsvarlig adfærd, henvises til Højesteret dom af 1. november 19999,
hvor Højesteret lagde til grund, at olieleverandøren havde handlet uforsvarligt.
6.2.3
Miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42
Miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42 vedrører udstedelse af påbud om
nedbringelse af forurening til listevirksomheder, henholdsvis til andre virksomheder.
Hidtil har der været en vis tvivl vedrørende den nærmere rækkevidde af §§ 41 og
42 i forhold til jordforureninger.
Miljøstyrelsen har i en skrivelse af 6. juni 1994 til samtlige amter og kommuner
frarådet, at disse bestemmelser anvendes som grundlag for påbud om oprydning af
jordforureninger, idet styrelsen fandt, at der som følge af to afgørelser af 23. februar
1994 fra Miljøklagenævnet10 var rejst tvivl om
bestemmelsernes rækkevidde.
Jordforureningsloven har ikke haft til formål at afklare denne tvivl, der har været i
relation til anvendelsen af §§ 41 og 42 i forhold til jordforureninger.
Miljøstyrelsen har den 4. oktober 2000 truffet afgørelser i to klagesager vedrørende
påbud udstedt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 41. Miljøstyrelsen ophævede
påbudene med henvisning til manglende hjemmelsgrundlag i § 41. Miljøstyrelsens
afgørelser er påklaget til Miljøklagenævnet, der har besluttet at optage sagerne til
klagesagsbehandling.
Efter 1.1.2000 kan der ikke længere udstedes påbud om foranstaltninger
vedrørende jordforureninger under henvisning til påbudsbestemmelsen i
miljøbeskyttelseslovens § 24. Dette følger af den ændring af § 24, der er sket med
jordforureningslovens § 90, nr. 3.
Bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999 om indretning, etablering og drift af
olietanke, rørsystemer og pipelines (olietankbekendtgørelsen) trådte i kraft den
1.1.2000.
Denne bekendtgørelse afløste den tidligere olietankbekendtgørelse, jf.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980.
Ved udstedelsen af den nye olietankbekendtgørelse har det været udgangspunktet, at
der ikke tilsigtedes gennemført selvstændige ændringer i de eksisterende
påbudsbestemmelsers rækkevidde.
Som nævnt i Miljøstyrelsens skrivelse af 17. december 1999 til kommunalbestyrelser og
amtsråd om den nye olietankbekendtgørelse, er der dog på de tre nedenfor nævnte
punkter sket ændringer i påbudsbestemmelsernes ordlyd i den nye olietankbekendtgørelse
set i forhold til den tidligere olietankbekendtgørelse. Den under punkt 1 nævnte
ændring af bestemmelsens ordlyd er af præciserende karakter, mens de under punkterne 2
og 3 nævnte ændringer af ordlyden indebærer de beskrevne indholdsmæssige ændringer.
- Ordlyden i påbudsbestemmelserne er ændret fra "tank" til "anlæg".
Den nye formulering er en præcisering af den tidligere fortolkning af "tank",
idet det med den nye ordlyd er præciseret, at "anlæg" omfatter såvel tanken
som rørsystemer.
- Ordlyden i den tidligere bekendtgørelses § 16, stk. 3, 2. punktum "samt sikres
mod sammenstyrtning, jfr. § 14, stk. 4," er udgået. Dette er en konsekvens af, at
§ 14, stk. 4, 3. punktum om sikring mod sammenstyrtning i den tidligere bekendtgørelse
ikke videreføres i den nye bekendtgørelse. Dette betyder, at der ikke længere kan
udstedes påbud med denne begrundelse.
- Der er i de nye påbudsbestemmelser indsat et nyt selvstændigt stykke vedrørende
pipelines. Hidtil har der været en vis tvivl om hvorvidt det tidligere anvendte begreb
"tank" også omfattede pipelines. Med det nye selvstændige stykke 6 er det
slået fast, at pipelines også er omfattet af påbudsbestemmelserne.
I forhold til forureninger fra villaolietanke, skal det indledningsvist understreges,
at langt de fleste forureninger i praksis vil være omfattet af jordforureningslovens §
48. Denne bestemmelse omfatter de fleste af de forureninger, som konstateres efter
1.3.2000, jf. nærmere herom ovenfor i kapitel 5.5.
Som nævnt ovenfor i indledningen, afsnit 6.1, er den følgende gennemgang af
olietankbekendtgørelsen i vid udstrækning en kortfattet gengivelse af betænkning 1/1995
fra det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget. Dette skyldes, at der siden
betænkningens udgivelse alene er sket meget begrænsede ændringer i selve
bekendtgørelsen, jf. ovenfor under afsnit 6.3.1.
Efter olietankbekendtgørelsens § 22, stk. 5-7 er der hjemmel til at kræve olie, der
er udsivet fra anlægget, og den forurenede jord fjernet (oprydningspåbud).
En forudsætning for at anvende § 22, stk. 5 eller 6 er, at anlægget henholdsvis
pipelinen er dokumenteret at være utæt. Efter Miljøstyrelsens praksis er det
antaget, at det påhviler kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed at dokumentere dette
ved en tæthedsprøvning af anlægget henholdsvis pipelinen.
Såfremt der ikke kan tilvejebringes dokumentation for, at forureningen skyldes et
utæt anlæg (f.eks. fordi det allerede er gravet op), skal påbudshjemlen i stedet findes
i § 22, stk. 7, 2. pkt., jf. Ombudsmandens udtalelse af 22. april 1991. I denne udtalelse
fastslog Ombudsmanden, at § 16, stk. 3 (de nuværende § 22, stk. 5 og 6) forudsætter,
at anlægget er utæt. Derimod fandt Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere
Miljøstyrelsens opfattelse, hvorefter § 16, stk. 4, 2 pkt. (der svarer til den
nuværende § 22, stk. 7, 2. pkt.) kunne anvendes som hjemmel til at fjerne den
olieforurenede jord i det foreliggende tilfælde, uanset at anlæggets utæthed ikke var
dokumenteret.
Højesteret har med Aalborg-dommen6 endeligt fastslået,
at udstedelse af påbud under henvisning til olietankbekendtgørelsens bestemmelser
forudsætter, at påbudsadressaten har handlet uforsvarligt (culpøst).
Som eksempel på, at der er handlet (uforsvarligt) ansvarspådragende kan nævnes
Østre Landsrets dom af 8. maj 200012. Der var her tale om
et anlæg, der var ulovligt efter olietankbekendtgørelsens regler, idet tanken ikke var
sløjfet i overensstemmelse med den tidsgrænse, der er fastsat i bekendtgørelsen.
Andre momenter, som f. eks. om anlægget af brugeren er installeret i overensstemmelse
med gældende regler, eller om brugeren af anlægget burde have opdaget, at anlægget var
utæt, f.eks. ved uforholdsmæssigt stort forbrug, herunder undladt at give underretning
om uheld, bør efter Miljøstyrelsens opfattelse indgå i kommunens vurderinger af sagen.
Det skal bemærkes, at Østre Landsret i en dom af 2. november 199813
fandt, at selvom det viser sig, at en olieforurening stammer fra et anlæg, der er
ulovligt, fordi anlægget ikke opfylder installationsforskrifterne i
olietankbekendtgørelsen, kunne den nuværende bruger, der havde købt ejendommen med
installeret tank, ikke gøres ansvarlig.
I relation til vurderingen af om der er handlet uforsvarligt ved olieforureninger fra
anlæg, som er etableret på erhvervsvirksomheder, kan der kræves en skærpet
agtpågivenhed ved drift, indretning og vedligeholdelse af virksomheden. Højesterets dom
af 1. november 1999 i Kuwait-sagen9 er et eksempel på krav
om skærpet agtpågivenhed.
I relation til nedgravede tanke over 6000 l, eller tanke, som er installeret på
virksomheder, som er anført i bilaget til lov om erstatning for miljøskader, er det
Miljøstyrelsens antagelse, at der under henvisning til olietankbekendtgørelsen
sammenholdt med lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader kan udstedes
påbud på objektivt grundlag, d.v.s. udstedelse af påbud forudsætter ikke, at
påbudsadressaten har handlet uforsvarligt. Forureningen fra olietanken skal være sket
efter 1. september 1994 og forureningen skal stamme fra olietanken eller tilhørende
rørsystemer. Hvis forureningen på f. eks. en benzinstation alene stammer fra en defekt
benzinstander eller påfyldningsuheld, mener Miljøstyrelsen, at det er tvivlsomt om der
vil være den fornødne hjemmel i miljøerstatningsloven for det objektive ansvar.
I de helt særlige tilfælde vedrørende forureninger på servicestationer er det
Miljøstyrelsens opfattelse, at en olieleverandør, der ejer tankanlægget efter
omstændighederne kan betragtes som værende driftsherre og dermed har den fornødne
rådighed over den forurenede ejendom, uanset at olieleverandøren ikke ejer ejendommen.
Vurderingen af hvorvidt en olieleverandør, der ejer tankanlægget, må siges at være
driftsherre og dermed har den fornødne rådighed beror på en konkret vurdering af de
foreliggende omstændigheder. I denne sammenhæng må indholdet i en eventuel aftale
mellem olieleverandøren og den person, der driver servicestationen vurderes nærmere.
Med jordforureningsloven er der som nævnt under afsnit 4.2 indført
nye regler i miljøbeskyttelseslovens §§ 83 a og 83 b. Reglerne vedrører de forhold,
der er beskrevet i de følgende afsnit. D.v.s. blandt andet spørgsmålet om udstedelse af
påbud til en adressat, der ikke har rådighed over den forurenede ejendom.
Disse ændringer i miljøbeskyttelsesloven supplerer dels påbudsbestemmelser i
Miljøbeskyttelsesloven, for eksempel § 69, og dels påbudsbestemmelserne i
olietankbekendtgørelsens § 22, stk. 5 8. For at undgå unødige misforståelser
om rækkevidden af et påbud efter olietankbekendtgørelsen, anbefaler Miljøstyrelsen
imidlertid, at der ved udstedelse af påbud vedrørende forhold omfattet af
olietankbekendtgørelsen ud over henvisningen til § 83 a eller 83 b også
henvises til miljøbeskyttelseslovens påbudsbestemmelser, d.v.s. for eksempel § 69, jf.
for eksempel § 19 eller § 27.
§ 83 a, stk. 1-3 omfatter de tilfælde, hvor forureneren er flyttet fra den
forurenede ejendom. Det er imidlertid en betingelse, at påbudsadressaten, det vil sige
den fraflyttede forurener, havde rådighed over ejendommen den 10. februar 1999 eller
senere. Denne betingelse er fastsat for at begrænse reglens tilbagevirkende kraft til
tidspunktet for lovforslagets fremsættelse.
Endvidere er påbud, der udstedes under henvisning til § 83a, stk. 1 betinget af, at
der udstedes et såkaldt tålepåbud efter § 83a, stk. 2 til ejeren af den
forurenede grund, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede
ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet med udstedelse
af tålepåbud er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til § 83a,
stk. 1, har den rådighed over påbuddets genstand, der efter forvaltningsretten er en
nødvendig forudsætning.
Bestemmelsen i § 83a, stk. 1 betyder omvendt, at den forurener, der er flyttet fra den
forurenede ejendom før den 10.2.1999, som udgangspunkt ikke kan mødes med et påbud
under henvisning til olietankbekendtgørelsen eller miljøbeskyttelsesloven. Østre
Landsret afsagde den 29.10.1996 dom14 om ophævelse af et
meddelt oprydningspåbud, allerede fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede
ejendom.
Miljøbeskyttelseslovens § 83a, stk. 4 fastslår i hvilken udstrækning erhververen
af en virksomhed i drift overtager tidligere meddelte påbud, mens § 83a, stk. 6
fastslår i hvilken udstrækning erhververen af en forurenet ejendom overtager
tidligere meddelte påbud. § 83a, stk. 5 fastslår, i hvilken udstrækning der overfor
erhververen af en virksomhed i drift kan meddeles yderligere påbud vedrørende en
forurening, der er sket og afsluttet før erhvervelsen af virksomheden.
De nye bestemmelser i § 83a betyder i praksis, at et påbud, der er udstedt efter §
69, jf. for eksempel § 19, efter omstændighederne kan gøres gældende overfor
erhververen af virksomheden henholdsvis ejendommen. Det er blandt andet en betingelse, at
der inden ejerskiftet er udstedt et påbud til den tidligere eller en af de tidligere
ejere.
Bestemmelserne i stk. 4 og 5 omfatter den situation, hvor en bestående virksomhed
drives videre af en ny erhverver. I den situation hvor virksomheden lukkes, kan disse
bestemmelser ikke anvendes. I disse tilfælde anvendes stk. 6.
I de tilfælde hvor erhververen driver virksomheden videre, jf. § 83a, stk. 4 og 5,
har myndighederne valgfrihed mellem at gøre påbud gældende overfor den forurener, der
allerede har fået et påbud, eller overfor den senere driftsherre, jf. bemærkningerne
til jordforureningsloven.
De nærmere betingelser vedrørende udstedelse af påbud efter § 83a, stk. 4-6
fremgår af bestemmelserne. Med hensyn til begreberne "erhvervelsen af
virksomheden" og "erhvervelsen af ejendommen" skal det bemærkes, at det er
uden betydning på hvilken måde erhvervelsen er sket. Påbuddet binder således ved
overdragelser der sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo,
tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver og lignende. I relation til den,
der erhverver en virksomhed eller ejendom som panthaver, skal opmærksomheden dog henledes
på den særlige overgangsregel, der er fastsat i jordforureningslovens § 94, stk. 4. I
§ 94, stk. 4 er det fastslået, at et påbud kun er bindende for en panthaver efter
miljøbeskyttelseslovens § 83 a, stk. 4 -6, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar
2000.
6.4.4
Tinglysning af oplysninger om påbud (mbl. § 83 b)
§ 83 b i miljøbeskyttelsesloven fastslår, at myndigheden lader oplysninger om
påbud tinglyse på den forurenede ejendom.
Formålet med tinglysningen er at sikre, at et påbud (eksempelvist efter § 69) skal
kunne gøres gældende overfor senere erhververe, jf. § 83 a, stk. 4-6, hvorefter
udstedelse af påbud til en erhverver forudsætter, at erhververen kendte eller burde
kende det påbud, der er udstedt til forureneren. Tinglysningsreglen har endvidere til
formål at sikre, at eventuelle købere af fast ejendom får den nødvendige information i
de tilfælde, hvor der er meddelt påbud til sælgeren. På denne måde er købere af fast
ejendom informeret om, at en tidligere ejer af ejendommen forventes at skulle gennemføre
en undersøgelse eller en oprydning på ejendommen.
Tinglysningsreglen i § 83 b gælder alle forvarslinger og påbud, der meddeles den
1.1.2000 eller senere.
Dog skal påbud, der er forvarslet eller meddelt efter § 83 a, stk. 2 - det vil sige
tålepåbud - ikke tinglyses. Begrundelsen for at disse ikke skal tinglyses er, at
formålet med tinglysning, jf. ovenfor, allerede er opnået, idet påbuddet til
forureneren er blevet tinglyst på den forurenede ejendom. Tinglysning af tålepåbud
ville alene indebære en unødvendig dobbelt tinglysning.
Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog § 83 b, stk. 2.
6.4.5 Frist
for meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud
Hverken olietankbekendtgørelsen eller miljøbeskyttelsesloven indeholder bestemmelser,
der explicit fastsætter en frist for, hvor lang tid der kan gå, før myndighederne
meddeler undersøgelses- og/eller oprydningspåbud.
I Miljøstyrelsens betænkning 1/1995, side 66 har det juridiske underudvalg under
jordforureningsudvalget udtalt følgende vedrørende spørgsmålet om adgangen til at
meddele påbud:
"Da styrelsen jf. ovenfor i en række tilfælde har taget udgangspunkt i
erstatningsrettens regler, har styrelsen som en nødvendig følge heraf antaget, at påbud
ligeledes må følge erstatningsrettens forældelsesregler.
Som nævnt ovenfor deler ikke alle arbejdsgruppens medlemmer opfattelsen af, at
forældelsesreglerne har nogen betydning overhovedet i sager om påbud efter
miljøbeskyttelsesloven. Det er derimod gjort gældende, at der er tale om en ren
forvaltningsretlig problemstilling, hvorfor tilsynsmyndighederne efter omstændighederne
gennem passivitet kan afskære sig fra at bruge sine beføjelser.
Ifølge 1908-loven forældes krav på erstatning for skade 5 år efter, at fordringen
kan kræves betalt. Fristen suspenderes, hvis skadelidte er i utilregnelig uvidenhed om
sit krav.
Efter Danske Lovs 5-14-4 forældes alle fordringer 20 år efter den skadegørende
handling."
Som det fremgår af dette citat fra betænkning 1/1995 er der ikke fuldstændig enighed
om, hvorvidt påbud efter de eksisterende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, herunder
olietankbekendtgørelsen, skal meddeles inden for en absolut frist.
Miljøstyrelsen er ikke bekendt med domspraksis, der har afklaret ovennævnte
spørgsmål vedrørende en eventuel absolut frist for meddelelse af påbud efter
miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen. Det har ikke været hensigten
med jordforureningsloven at afklare dette spørgsmål.
Endelig skal opmærksomheden henledes på de almindelige forvaltningsretlige regler,
hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt/opryddet.
3. UfR 1999.1600H
og MAD 1999.360. Den 28.6.1999 afsagde Højesteret dom i sagen A/S Dansk Shell mod
Miljøstyrelsen og Århus Amtskommune. Højesteret tilkendegav, at det
undersøgelsespåbud, som Århus Amtskommune den 14.6.1993 havde udstedt i henhold til
Miljøbeskyttelseslovens § 72 og som Miljøstyrelsen havde stadfæstet den 3.7.1995, var
ugyldigt. Hermed omgjorde Højesteret Østre Landsrets dom af 12.12.1997. I betænkningen
til lovforslag 183 vedrørende jordforureningsloven havde miljø- og energiministeren
givet tilsagn om under visse betingelser at ændre jordforureningslovens bestemmelse om
undersøgelsespåbud, såfremt Højesteret omgjorde Østre Landsrets dom. På denne
baggrund fremsatte miljø- og energiministeren den 17.11.1999 forslag (lovforslag nr. L
91) til ændring af jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud. Med denne
ændring af loven, jf. lov nr. 1109 af 29. december 1999, blev det fastsat, at § 40 ikke
omfatter forureninger, der er ophørt før den 1.1.1992. [Tilbage]
4. Østre Landsret afsagde den
22.1.2001 dom i sagen Tryg-Baltica Forsikring mod Hedensted Kommune og Miljøstyrelsen.
Dommen underkendte gyldigheden af et efter miljøbeskyttelseslovens § 72 udstedt påbud
til en privat husejer om gennemførelse af undersøgelser, der indebar en betydelig
udgift. Landsretten fastslog blandt andet følgende. "En naturlig forståelse af §
72 og de handlepligter, der er anført i bestemmelsen, fører til, at privatpersoners
ansvar for forhold, der alene vedrører deres beboelse, ikke kan anses for omfattet. Når
henses til, at der, såfremt § 72 anses for anvendelig på sådanne forhold, vil kunne
pålægges almindelige husejere at foretage undersøgelser til en betydelig udgift,
hvilket må kræve klar og tydelig lovhjemmel, findes den meget vide definition af ordet
"virksomhed" i miljøbeskyttelseslovens § 2 ikke at kunne føre til andet
resultat." [Tilbage]
5. UfR 1991.674H
(Rockwool-sagen). Den 18.6.1991 afsagde Højesteret dom i sagen Rockwool International A/S
mod Høje-Taastrup Kommune og Miljøstyrelsen. Sagen vedrørte olietankbekendtgørelsens
§ 16. Højesteret tilkendegav, at olietankbekendtgørelsens § 16 ikke kunne forstås
således, at bestemmelsen gav myndighederne fornøden hjemmel til at pålægge
påbudsadressaten (Rockwool) at betale for oprydningen af den omhandlede jordforurening. [Tilbage]
6. UfR 1998.549H og MAD
1998.20 (Aalborg-sagen). Den 3.2.1998 afsagde Højesteret dom i sagen Aalborg Kommune mod
Tryg-Baltica Forsikring (tidl. Wintherthur Forsikring). Sagen vedrørte
olietankbekendtgørelsen. Højesteret tilkendegav, at olietankbekendtgørelsen ikke
indeholdt fornøden hjemmel til udstedelse af det omstridte påbud. [Tilbage]
7. UfR 1992.575H
(Cheminova II). Højesteret var enig med landsretten i, at der forelå uagtsomhed (culpa).
Højesteret frifandt alligevel Chemino under henvisning til, at erstatningsansvaret var
forældet. [Tilbage]
8. UfR 1989.692H (Phønix
Frederikssund). Højesteret fandt, at virksomheden ikke havde udvist den fornødne
agtpågivenhed. Virksomheden var en gang tidligere - i 1958 dømt til at betale
erstatning til kommunen for at forurene grundvandet med fenol. [Tilbage]
9. UfR 2000.276H (Kuwait
Petroleum-sagen). Den 1.11.1999 afsagde Højesteret dom i sagen Kuwait petroleum mod
Silkeborg Kommune. Højesteret tilkendegav, at Kuwait Petroleum efter omstændighederne -
herunder overfyldning, utætheder og spild i øvrigt ved selskabets påfyldning af tankene
- måtte anses for at have handlet uforsvarligt igennem en periode fra 1962 til 1989, og
at denne uforsvarlige adfærd måtte anses for at være årsag til forureningen. [Tilbage]
10. Den 23.2.1994 traf
Miljøklagenævnet afgørelse i sag nr. 13/082-1 (Collstrop-sagen) og i sag nr. 10-4
(Næstveds Forchromningsanstalt). Afgørelserne er nærmere refereret i Miljøstyrelsen
skrivelse af 6.6.1994 og i Miljøstyrelsens betænkning 1/1995, side 52 og 53. [Tilbage]
11. Fyns Amt havde 13.
2.1998 meddelt to påbud til virksomheden Uniscrap A/S. Ifølge påbudene, der var meddelt
i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 41, skulle Uniscrap A/S foretage oprensning af
konstateret jordforurening med olie og metaller på virksomhedens afdeling i Svendborg,
henholdsvis virksomhedens afdeling i Odense. Ved afgørelser af 4.10.2000 ophævede
Miljøstyrelsen påbudene. Miljøstyrelsen begrundede ophævelserne af påbudene med, at
der ikke er tilstrækkelig hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41 til at meddele
sådanne påbud. [Tilbage]
12. UfR 2000.1883ØL
(Fakse-sagen). Den 8.5.2000 afsagde Østre Landsret en dom, hvorved landsretten anerkendte
gyldigheden af Fakse kommunes oprydningspåbud i henhold til olietankbekendtgørelsens
daværende § 16, stk. 4, idet landsretten fandt, at påbudsadressaten havde handlet
uforsvarligt. [Tilbage]
13. UfR 1999.311 ØL
(Dragør-sagen). Den 2. november 1998 afsagde Østre Landsret dom i sagen Dansk Forsikring
mod Dragør Kommune. Østre Landsret fandt, at et af Dragør Kommune udstedt
oprydningspåbud efter daværende olietankbekendtgørelses § 16, stk. 3 var ugyldigt.
Dommen var begrundet i, at forureningen ikke skyldtes tankejeres forhold. Tanken var
ulovligt installeret af en tidligere ejer. [Tilbage]
14. Den
29.10.1996 afsagde Østre Landsret dom i sagen Bjarne Hansen mod Miljøministeriet,
Miljøstyrelsen (dommen er ikke trykt i UfR, men er omtalt i MAD 1996.967). Hermed
ophævede Østre Landsret et af Miljøstyrelsen stadfæstet oprydningspåbud, allerede
fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede ejendom. At den senere ejer af
grunden havde givet samtykke til gennemførelse af de påbudte foranstaltninger fandtes
uden betydning. [Tilbage]
Miljøstyrelsen har tidligere udsendt følgende vejledninger vedrørende udstedelse af
påbud på jordforureningsområdet:
| Skrivelse af 11.12.1991 vedrørende påbud om oprydning af olieforurening, der træffes
med hjemmel i olietankbekendtgørelsen. (Vejledningen var foranlediget af Højesterets dom
af 19.6.1991 i Rockwool-sagen.) |
| Skrivelse af 8.7.1993 vedrørende forældelsesregler i relation til sager om
erstatningsansvar for udgifter til oprydning af forurenede grunde. Skrivelse var
foranlediget af Højesterets dom i 1992 vedrørende Cheminova A/S (Lyfa-grunden). |
| Skrivelse af 6.6.1994 vedrørende påbud efter miljøbeskyttelsesloven om oprydning af
jordforureninger. Skrivelsen var foranlediget af Miljøklagenævnets to afgørelser, begge
af 23.2.1994, i sagerne henholdvis Collstrup-sagen og Næstveds Forkromningsanstalt, der
begge vedrørte miljøbeskyttelseslovens § 41. |
| Skrivelse af 14.11.1995 vedrørende behandling af påbudssager efter
olietankbekendtgørelsen. Skrivelsen var foranlediget af Østre Landsrets dom af 27.3.1995
(Aalborg-sagen) og Højesterets dom af 31.3.1995 (Nato-rørledningen). |
I relation til de ovennævnte skrivelser er det hensigten, at nærværende orientering
træder i stedet for de ovenfor nævnte fire vejledninger. Det skal dog bemærkes, at
skrivelsen af 6.6.1994 delvist refereres i afsnit 6.2.3. (vedrørende
miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42).
|
|