Retningslinier for opstilling af grundvandsmodeller

Sammenfatning og konklusioner

Der er opstillet retningslinier for strømningsmodellering med udgangspunkt i en modelprotokol, der i brede kredse - også i udlandet - er enighed omkring. En vigtig "livline" eller "rød tråd" i et modelprojekt er tilvejebringelsen af en god og konstruktiv dialog mellem på den ene side rekvirenten og på den anden side rådgiveren. Det anbefales af hensyn til sikring af en sådan dialog og konsensus at gennemføre modelreviews på de tidspunkter i processen, hvor dette er særligt påkrævet. Ved passagen af følgende milepæle i modelleringsprocessen vurderes dette særligt påkrævet:
opstilling af konceptuel model
modelopstilling og fastsættelse af nøjagtighedskriterier
kalibrering og validering
simuleringer og usikkerhedsanalyse

På enkelte områder vurderes det nuværende grundlag for udarbejdelse af præcise retningslinier for grundvandsmodellering utilstrækkelige. Specielt vurderes der at være et stort behov for indsamling af flere erfaringer omkring de modelbaserede analyser der nødvendigvis skal udføres i forbindelse med det sidste trin i zoneringen "dimensionering af indsatsplanerne" (svarende til trin 4 jf. Miljøstyrelsens vejledning i zonering). Følgende elementer er i dag enten utilstrækkeligt belyst eller usikre:
fastsættelse af nøjagtighedskriterier (kalibrering / validering),
metoder til kvantificering af usikkerheder (herunder betydningen af yderligere dataindsamling),
anvendelse af stoftransportmodeller (udvaskning fra rodzonen, umættet og mættet zone), og
cost/benefit- og risikoanalyser (f.eks. indsamling af nye / yderligere feltdata, udgifter til reguleringer af fladebelastning/punktkilder, design af moniteringssystemer og risiko ved forurening).

Det anbefales derfor, at de opstillede retningslinier bliver ajourført i løbet af et par år. I takt med at der indsamles et bedre erfaringsgrundlag fra ind- og udland på såvel grundvandsområdet, som for andre dele af vandkredsløbet.

Nærværende rapport har mht. stoftransportmodeller bl.a. haft som formål at beskrive, hvorvidt den metodik, der anvendes i forbindelse med opstilling af en strømningsmodel, også er direkte anvendelig ved transportmodellering. Med baggrund i den eksisterende litteratur samt en gennemgang af de enkelte delelementer ved en grundvandsmodellering er det opfattelsen, at den metodik, der forslås anvendt ved grundvandsmodellering, også udmærket kan omfatte transportmodellering, dog med enkelte tilføjelser specifikt rettet mod transportmodellering.

Der er således fortsat et aspekt omkring reaktiv modellering, som ikke er klart belyst i gennemgangen af stoftransportmodeller i nærværende rapport. Hvor man ved traditionel strømningsmodellering og konservativ stoftransport arbejder med de samme ligningssystemer, er det ved reaktiv modellering typisk op til modelløren at formulere de processer, som måtte påvirke stoffet under transporten gennem grundvandsmagasinet. Med baggrund i den store variation, der er i procesbeskrivelser rapporteret i litteraturen - endda for den samme proces - synes det nødvendigt at håndtere dette forhold separat.

Det skal derfor anbefales, at det videre arbejde med retningslinier for stoftransportmodellering foregår i to regier. Det ene omhandler tilføjelser til retningslinier for grundvandsmodellering, som vurderes at kunne tage udgangspunkt i beskrivelsen i afsnittet om disse modeller (kapitel 4 i nærværende rapport). Det andet omhandler specifikke retningslinier ved reaktiv stoftransportmodellering. Her bør der udarbejdes separate retningslinier.