| Forside | | Indhold | | Næste |

Afgift på farligt affald

Resumé

Når der ikke hidtil har været en afgift på farligt affald, skyldes det primært hensynet til en effektiv indsamling. Indsamlingen af farligt affald er dog ikke gratis, og gebyrerne, der også omfatter omkostningerne i forbindelse med bortskaffelsen af affaldet, varierer fra nogle hundrede kroner til flere tusinde kroner pr. ton affald. På denne baggrund kunne man formode, at en yderligere afgift på nogle få hundrede kroner pr. ton affald, der bortskaffes på godkendte behandlingsanlæg, ikke ville gøre den store forskel med hensyn til effektiviteten af indsamlingssystemet.

En afgift på farligt affald svarende til affaldsafgiften vil højst generere et årligt provenu på omkring 65 mio. kr., og afgiften bør derfor ikke gennemføres alene af fiskale årsager.

Ud fra et miljømæssigt synspunkt bør det overvejes, hvordan en afgift bl.a. kan forbedre genanvendelsen af farligt affald. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at genanvendelsen af farligt affald primært foretages af små private virksomheder, og ikke af Kommunekemi, der, til trods for at virksomheden er det centrale anlæg til bortskaffelse af farligt affald, kun er i stand til at genanvende omkring 1 pct. af de tilførte mængder af farligt affald.

I rapporten er der foretaget en analyse af effekterne af forskellige modeller af en afgift på farligt affald. En afgift på farligt affald, der er udformet som den eksisterende affaldsafgift, vil kun give et svagt signal tilbage i omkostningskæden til affaldsproducenterne. For de professionelle aktører vil en afgift på de mængder af farligt affald, der tilføres godkendte behandlingsanlæg, og refunderes for de mængder, der fraføres anlæggene, imidlertid give et ikke ubetydeligt incitament til at øge genanvendelsen. Ganske vist kan afgiften overvæltes på producenterne af farligt affald, men den vil også forstærke konkurrencen om at oparbejde det farlige affald. De operatører, som kan identificere rentable genanvendelsesmetoder, vil kunne tilbyde lavere priser for at aftage affaldet. Det er dog teknisk kompliceret at genanvende farligt affald, og i modsætning til genanvendelse af ikke-farligt affald, hvor det er forholdsvist let at separere forskellige fraktioner, forudsætter det som regel en specialviden.

Også med hensyn til de økonomiske effekter af en eventuel afgift er det et problem, at der ikke er en stærkere konkurrence indenfor bortskaffelse af farligt affald. Der er således risiko for, at en afgift på farligt affald blot vil blive overvæltet på affaldsproducenterne, mens en afgiftsrefusion for affald, der genanvendes, vil kunne tilfalde affaldsbehandlerne. Det er i den forbindelse en central forskel, at Kommunekemi og de alternative indsamlere og behandlere af farligt affald i modsætning til de almindelige affaldsbehandlingsanlæg ikke er underlagt hvile-i-sig-selv princippet.

På denne baggrund er der derfor i rapporten skitseret, hvordan en afgift på farligt affald vil kunne medvirke til at fastholde presset på affaldsproducenterne og -behandlerne for at forbedre genanvendelsen, samtidig med at den giver de færreste muligheder for reguleringsskabte fortjenester ('windfall profits'). Dette kan bl.a. ske ved en afgift på deponeringen af farligt affald.