| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Fangere og forskere

Hvem skal have magten over jagten? Hvad vil bæredygtighed sige, når det gælder rensdyr, hvidhval eller lomvie? Hvordan varetages konflikterne om miljøet? En del af Danceas miljøprogram støtter aktiviteter, der medvirker til at løse lokale miljøproblemer.

"Jeg kan blive noget så harm, hvis man på-står, at der mangler en miljødebat i Grønland. Er der noget de diskuterer, så er det det. Hele tiden. Men folk diskuterer bare ikke miljøspørgsmål på den måde, politikerne vil have det", fnyser Frank Sejersen, der er eskimolog på Københavns Universitet.

"Jeg beskæftiger mig med bæredygtighed generelt", siger Frank Sejersen lidt mere rolig og fortsætter: "Alle bruger ordet bæredygtighed, men mener meget forskelligt med ordet. Det er disse forskellige synsvinkler på bæredygtighed, jeg forsøger at kridte op. For at vise forskellighederne og for at vise hvorfor folk går forbi hinanden, når vi skal snakke om bæredygtighed, og tror vi snakker om det samme."

Frank Sejersen er forsker. Og forskere er altid i tvivl. Er principielt aldrig skråsikre.

"Jeg har opholdt mig meget i Sisimiut, fordi det er et sted, hvor de her konflikter kommer tydeligt til syne", siger Frank Sejersen, "simpelthen fordi der er mange forskellige interessegrupper repræsenteret."

Lad os tage et konkret eksempel som hvidhvalfangst. Alle i Grønland må gå på hvidhvalfangst. Dvs. når du går på hvidhvalfangst, møder du borgmesteren, du møder millionæren, du møder fangeren, du møder fritidsfangeren. Alle. Men de har forskellige behov for denne her hvidhval. Nogen mener, det er deres ret, at det har med kulturelle værdier at gøre. For andre er det simpelthen noget, man har lyst til. Andre igen siger "hvis jeg ikke får den her hvidhval, kan jeg ikke betale mine regninger". Derfor udspiller der sig mange konflikter under sådan en hvidhvalfangst.

Hvem skal have hvor meget af hvalen? Det lyder nærmest som om, der foregår både slagsmål og retssager henover ryggen på hvalen?

"Der har været optræk til slagsmål og der er faktisk en fritidsfanger, der har anlagt sag mod en gruppe erhvervsfangere, fordi han mente, at han fik for lidt", fortæller Frank Sejersen.

Diskussionerne foregår lokalt. Det ser Frank Sejersen som en styrke, fordi kontrollen hele tiden ligger hos folk selv. En anden styrke er, at det er en standende debat. Faste regler vil fange folk i nogle kategorier. Fleksibiliteten mistes.

Men det kan føre til, indvender jeg, at den fanger, der immervæk skal leve af sin fangst, at han bliver trynet?

"Sagtens", svarer han, "men det kan også være modsat. Hvem skal have ret til hvalerne?" spørger Frank Sejersen retorisk.

Flere fangstselskaber har haft aktiviteter i Østgrønland. Her en fangsthytte fra Kap Biot, Jameson Land. En isbjørn har revet døren af.

Magten over Jagten

Fangerne er organiseret på forskellig måde. Der er de lokale fanger- og fiskerforeninger (KNAPP), der er den centrale fanger- og fiskerforening (KNAPK), der varetager forhandlinger med politikerne, og der er den nye organisering af fritidsfangere. Hjemmestyret er meget interesseret i et samarbejde med fangerne. Det er ikke overraskende, at en central organisation netop søger at få et samarbejde i stand med lokale repræsentanter. Men - som Frank Sejersen påpeger det - man kan også gøre det modsatte og uddelegere magten til lokale råd. Hjemmestyret kunne udmærket sige "I må skyde 200 rensdyr, men selv finde ud af, hvordan I vil fordele dem. Til gengæld må I også være med til at holde kontrol med bestanden." Og der behøver end ikke at være den samme ordning fra det ene lokalsamfund til det andet. Det kunne nemt vise sig at være biologisk og socialt bæredygtigt, men spørgsmålet er, om hjemmestyret vil betragte det som "politisk" bæredygtigt.

Kort sagt: Statsmagten - i dette tilfælde Hjemmestyret - har sine ideer og præmisser for, hvad bæredygtighed er. Biologerne har deres. De lokale fangere atter deres egne ideer og præmisser for, hvordan fangsten skal foregå og forvaltes.

"Min opgave er", siger Frank Sejersen, "at skitsere de forskellige bæredygtighedsstrategier."

Hjemmestyret er tydeligvis utrolig tilbageholdende med at komme med forbud eller kvoter. Det er sket med bl.a. lomvie, moskusokse, rensdyr, finhval og vågehval. I en krisesituation, hvor fangernes økonomi er trængt, blusser diskussionerne op igen. I Sisimiut går en af skillelinierne mellem rekreative og økonomiske interesser. Det tilbagevendende spørgsmål er derfor: Hvad er socialt retfærdigt?

Et nyt aspekt er turisternes interesser. Turisterne kan komme og købe sig ind hos fangere. Gå med fangerne på jagt og på den måde få del i udbyttet. Det må give nogle nye økonomiske muligheder.

"Det tror jeg ikke på", siger Frank Sejersen kategorisk. "Der er nogle få fangere (outfittere), som kan håndtere det. Det kræ-ver nemlig en hel del. Store investeringer. Efteruddannelse. Samtidig med at fangerne får dårligere og dårligere indhandlingsmuligheder, klamrer mange sig til turismen som fremtidens erhverv. Det må da være et udmærket alternativ til fangsten, forestiller man sig. Det passer også fint med vores forestilling om, at fangerne kan tage turisterne med ud og således agere lokale guider. Men en banal ting som at tage en turist med ud i sin jolle, det er forbudt. For at tage en turist med ud skal der være så og så meget sikkerhedsudstyr. Det koster og jollen bliver så tung, at den ikke kan sejle. Dertil kommer at der måske kun er få folk, der kan klare de sprog, som turisterne kræver. Når du så har betalt en rejse, så vil du også være sikker på, at guiden er der, når du ankommer. Så nytter det ikke, at naturguiden lige er taget på fangst. Det kræver nogle helt andre prioriteringer i hverdagen." At se fangerne som nye naturguider for økoturister betragter Frank Sejersen som tankespind og kun et alternativ for meget få i den korte sæson.

Ressource

Fangerne snakker om økonomisk og social bæredygtighed, mens biologerne snakker om økologisk bæredygtighed. Biologerne er i princippet ligeglade med, hvem der nedlægger hvalerne. Det er ikke deres beslutning. Det der skal afgøres er, hvad der er forsvarligt, hvad der er nødvendigt, og hvad der er retfærdigt. Al naturforvaltning gør ondt, og det er nok derfor, at Hjemmestyret tøver i mange sager.

Ved hvidhvalfangst er udgangspunktet, at alle grønlændere skal have mulighed for at gå på fangst. Men lige nu, hvor der er så mange problemer, synes erhvervsfangeren, at det er urimeligt, at hans nabo, der er millionær, skal kunne gå ud og få lige så meget hvidhval som han selv.

Fra Hjemmestyrets side har man fx forbudt at skyde hvaler fra trawlere. Det betyder, sagt i klart sprog, at trawlerejerne får at vide: Koncentrer jer om det, I er gode til, nemlig at fiske rejer. I får jeres indtægt derfra. Lad andre udnytte hvidhvalerne.

Traditionelt er fangerne flyttet omkring, i takt med fangstdyrene. Enten til en sommerfangstplads eller til helt nye fangstområder. Det drejede sig om familiens overlevelse, ikke om at sikre byttedyrene. Traditionelt er der således ikke tale om økologisk bæredygtighed.

Bæredygtighed er et moderne begreb, som er baseret på nogle grundholdninger: 1. Der er nogle bestande. 2. Du skal kontrollere din adfærd, så du ikke overudnytter denne bestand, og du skal holde styr på hvor mange individer, der er i bestanden. 3.Du forvalter en ressource.

Alene ordet ressource er en del af en moderne betragtning.

Den gang - i gamle dage - opfattede man dyrene som personlignende væsener, som reinkarnerede, når du havde skudt dem. Dyrenes sjæle vendte tilbage til fangeren år efter år i form af nye dyr, hvis han respekterede dem ordentligt. Så kan man sige, at det at dyr har en sjæl, det er et luftigt begreb. Men det er en bestand også. Har du for eksempel set en bestand for nyligt?

Man kan derfor ikke sige, at jagt er bære- dygtig, blot fordi den foregår i princippet som i gamle dage. Gør man det, bidrager man ikke til debatten om, hvad bæredygtighed er. Det er mangel på respekt både for det traditionelle og det moderne samfund.

I det gamle fangersamfund var der periodisk hungersnød. Det vil vi ikke acceptere nu om dage.

For det andet er antallet af mennesker mangedoblet. Vi vil ej heller acceptere, at det skal være nødvendigt at flytte på grund af fangstdyrene.

"Det er en demokratisk styrke at initiativerne kan komme fra alle sider", slutter Frank Sejersen. "Det kan være KNAPK (fangernes organisation), det kan være lokale ildsjæle, det kan være Hjemmestyret. Det er ikke afgørende, hvem der spiller ud, når der fx tales om kvoter. Kvoter på hvidhvaler har overhovedet ikke været nævnt før sidste år af andre end biologer og naturforvaltere. Men forvaltningen af kvoterne, hvorden man vil løse konflikterne, det kan jo være man vil løse dem forskelligt! Hvorfor ikke stille sig åben for det?"

Debat og undervisning

Frank Sejersens forskning betales fuldt og helt af Dancea. Dels en forskning hvor han skitserer forskellige gruppers syn på bæredygtighed - biologernes, fangernes, politikernes osv. Han påpeger, at bæredygtighed er et moderne begreb med et fremadrettet perspektiv. Derfor mener han, at det er vigtigt at få kortlagt folks visioner om, hvordan landet skal benyttes og beskyttes.

Endelig er han i gang med at skrive en debatbog om naturforvaltning i Grønland, hvor han håber at kunne trække nogle paralleller til andre samfund, specielt andre inuit-samfund.

Frank Sejersen påpeger, at når Miljøstyrelsen har et programpunkt, som stiler mod at øge miljøbevidstheden i Arktis, så kan det forstås som udefrakommende kræfter, der søger at forvalte udnyttelsen af den grønlandske natur. Men samtidig er der faktisk flere og flere grønlændere, der efterlyser en øget miljødebat og ønsker miljøundervisning af den grønlandske ungdom, der lige som ungdommen i andre dele af verden bliver mere og mere fremmedgjort over for naturen.