Transportens eksterne omkostninger 

1. Indledning

Dette notat er et litteraturstudie foretaget for Miljøstyrelsen for Konto 14-midler bevilget i 1999. Den primære opgave i litteraturstudiet har været at danne et overblik over forskellige nationale og internationale forsøg på at værdisætte trafikkens eksterne omkostninger. Desuden har formålet været at skabe et overblik over hvilke eksternaliteter, der er forsøgt værdisat, hvilke metoder der har været anvendt, samt om der findes eksempler på forsøg på internalisering af de eksterne omkostninger ud fra princippet om marginalbeskatning. Det viste sig, at der kun findes få forsøg på internalisering ud fra marginalbeskatningsprincippet, hvorfor studiet i stedet har set på eksempler, hvor de marginale effekter af eksternaliteterne er forsøgt opgjort. De omtalte begreber gennemgås kort i projektet.

I forbindelse med projektet har der været nedsat en følgegruppe bestående af Robert Heidemann, Lisbeth Strandmark, ledet af Mona Mejsen Westergaard. Følgegruppen har under projektet bidraget med nyttige kommentarer og henvisninger til mangler og svagheder i notatet.

Der er lavet en del analyser af, hvad de samlede eksterne omkostninger af trafikken er, men kun få undersøgelser af de marginale omkostninger. De fleste kræfter har været anvendt på at se på eksisterende danske opgørelser, da disse umiddelbart er af størst interesse. Det er samtidig relevant at sammenligne de danske opgørelser med internationale studier og opgørelser.

For at skabe en fælles forståelsesramme er nogle af de centrale begreber og teorier bag eksternaliteter og internalisering beskrevet i de indledende afsnit. Denne gennemgang er langt fra tilbundsgående, men skal opfattes som en oversigt. Det samme kan siges om gennemgangen af de fundne undersøgelser, der alle baserer sig på specifikke opgørelsesmetoder og teorier. Det har ikke været muligt at gennemgå disse i detaljer.

Resultatet af dette studie er derfor nogle sammenstillede tabeller over de forskellige opgørelser af eksterne omkostninger. Der findes givetvis flere undersøgelser end de i notatet angivne, men det har ikke været muligt inden for den korte tidsramme at finde eller at analysere alle disse.

De sammenfattede resultater angives i tabel 1 i summarisk form og mere detaljeret i bilag b.

I hovedparten af de analyser og beregninger, der er gennemført, af eksterne omkostninger er der fokuseret på bestemte typer af eksternaliteter. Disse er miljøforurening og luftforurening i særdeleshed, støj, ulykker og trængsel. Der er dog andre eksternaliteter, der også bør indgå i sådanne analyser og beregninger, men som oftest ikke berøres. Af miljøeffekter drejer det sig f.eks. om påvirkninger af dyrelivet og naturen gennem barriereeffekter og de visuelle gener i landskabet. De øvrige eksternaliteter vil blive omtalt nærmere i kapitel 2.

Da der ikke er gennemført analyser af de (økonomiske) konsekvenser transportsektoren har på f.eks. dyreliv og naturkvalitet, vil disse ikke indgå i de oversigtstabeller, der præsenteres i notatet. Konsekvenserne for disse typer af eksternaliteter søges i stedet kort beskrevet i ord.

Tabel 1 Se her!
Oversigt over de "marginale" enhedspriser fra en række af de undersøgelser, der er beskrevet i dette litteraturstudie. Desuden er angivet en sammenfatning af elementerne af de enkelte undersøgelser. Priserne er ikke omregnet til et fast prisniveau.

Undersøgelse

Land

Undersøgelsesår/
Prisniveau

Opgørelsesmetoder

T&E (1993)

EU

1990

Gennemsnit pba. undgåelsesomkostninger

Cowi (1994)

DK

1991

Baseret på Trafikøkonomiske enhedspriser 1991. – Hedoniske priser samt gennemsnit

Larsen (1996)

DK

1995

Omregnet fra norsk undersøgelse. Hedoniske priser, Skadeomkostninger

Cowi (1997)

DK

1993

Omregnede Trafikøkonomiske enhedspriser 1991, Hedoniske priser, afværgeomkostninger og gennemsnit

Litman (1999)

USA

1997

Marginale priser, hedoniske priser, gennemsnit, kombinationer af disse

Cowi (1999)

DK

1997

Marginale priser

Vejdirektoratet (1999)

DK

1997

Afværgeomkostninger