Havnesedimenters indhold af miljøfremmede organiske forbindelser

Bilag 1 Anvisning for prøvetagning af havnesedimenter til analyse for antibegroningsmidler og organiske forureninger

Denne anvisning beskriver, hvorledes prøvetagning og prøvehåndtering skal udføres i forbindelse med MST/VKI projektet om undersøgelser af havnesedimenters indhold af miljøfremmede organiske forbindelser.

Det blev aftalt på første møde i styringsgruppen for projektet d. 28. september 99 (se mødenotat), i hvilke havne sedimentprøverne skal udtages.

Prøvetagningsstrategi

I hver af de udvalgte havne udtages så mange sedimentkerner, så vi får en dækkende beskrivelse af forureningen i havnen. Det skønnes, at 3-5 prøver vil være tilstrækkeligt med mindre, at havnen er meget stor.

Beskrivelse af havnen

For hver havn skal der udarbejdes en beskrivelse.

Den skal indeholde en beskrivelse af
havnetype og anvendelse;
mulige forureningskilder i havnen (spildevand, overløbsbygværker, åudløb, etc.);
kort beskrivelse af havnen, herunder dybde, strøm og sedimentationsforhold;
tykkelse og arealmæssig udbreddelse af sedimentlag;
information om tidspunkt for tidligere uddybninger af havnen med oplysninger om dybde og areal med angivelse af opgravede mængder, kemiske analyser etc.
andre relevante oplysninger.

Der udarbejdes et kort, som beskriver kilderne og prøvetagningspositionerne.

Positionering

Positionen på stationen skal fastlægges med et D-GPS system eller med et system med en tilsvarende nøjagtighed.

Udtagning af prøver

Sedimentprøven (kernen) skal udtages med en "Haps" prøvetager af rustfrit stål med en minimum diameter på 80 mm (diameter skal oplyses, da dette kan påvirke resultatet). Der udtages en kerne på 20-25 cm længde.

Det skal sikres, at prøven ikke bliver kontamineret ved håndteringen ombord, f.eks. at dækket er godt rengjort (skyllet med havvand), så prøven ikke kan komme i kontakt med olie og lignende stoffer. Prøvetagningsudstyret skal skylles godt med vand fra prøvetagningsstedet inden prøvetagning på et nyt sted, for at undgå evt. kontaminering fra prøve til prøve. Hvis der anvendes handsker, skal man være opmærksom på, at de kan indeholde organiske forbindelser, som kan kontaminere prøven.

Det er vigtigt, at sedimentet indsamles så uforstyrret som muligt. Der er særligt vigtigt, at overfladesedimentet ikke hvirvles op ved prøvetagningen. Dette kan specielt ske, hvis prøvehenteren rammer bunden i en skæv vinkel eller hvis det er problemer, når den hejses op fra bunden. En sedimentkerne skal altid inspiceres, når den tages om bord for at se, om den er intakt, og man skal bl.a. sikre sig, at der står lidt vand over prøven i prøvehenteren.

Hele den udtagne sedimentkerne overføres til og opbevares i "Rilsanposer", der leveres fra VKI. Prøven fra hver position opbevares i hver sin mærkede pose.

Mærkning af prøver

Prøver skal mærkes på en unik måde, så den entydigt kan identificeres senere, med en pen/etiket, der kan modstå fugt.

Der skal som minimum registreres følgende oplysninger på prøven:
stationsnummer (position)
prøvenummer og type af prøve
prøvetagningstidspunkt- og dato og navn på prøvetager

Opbevaring og transport

Prøverne kan opbevares, enten i et køleskab eller i en køletaske med fryseelementer i op til 24 timer ved ~4 0 C, og transporteres til VKI ved ~4 0 C. Ved længere tids opbevaring skal prøverne opbevares frosne og fremsendes til VKI i frossen tilstand.

Stationsoplysninger

Følgende stationsoplysninger skal noteres i en logbog og fremsendes til VKI
navn
position fastlagt med D-GPS
tidspunkt
vejrforhold (vindstyrke, temperatur og skyforhold, vindretning og bølgehøjde) vanddybde
saltholdighed ved overflade og bundvand (måles med en CTD-sonde eller i vandprøverne)
ansvarlig for prøvetagning.

Sedimentkernen

Ved prøvetagningen skal sedimentkernen undersøges visuelt og som minimum følgende oplysninger noteres i en logbog/skema:
Sedimentkernens længdestruktur (=lagdeling og gravegange)
estimat af kornstørrelse
farve angives for de forskellige dybder ned igennem kernen lugt
makrofauna (fjern muslinger; men skriv, hvad der fjernes i logbogen)
prøvetagningsudstyr
udfyldt af (navn på person)

Fremsendelse af prøver til DHI

De udtagne prøver fremsendes enten indenfor 24 timer nedkølet til 4o C. Ved længere tids opbevaring fremsendes de nedfrosne, som beskrevet i afsnit 3.4.

Prøverne mærkes "MST Havnesediment" og sendes til:


DHI Institut for Vand og Miljø

Att.: O-lab

Agern Allé 11

2970 Hørsholm


Fremstilling af en gennemsnitsprøve

Efter modtagelsen af prøverne foretager DHI frysetørring af hvert enkelt prøve, idet der samtidigt med foretages bestemmelse af tørstofindholdet.

DHI fremstiller én gennemsnitsprøve for hver havn ved at udtage lige andele af de frysetørrede prøver. På denne måde er alle prøve fra havnen ligeligt fordelt i gennemsnitsprøven.

Gennemsnitsprøven neddeles yderligere til to prøver, hvor
den ene prøve (ca. 50 g) fryses og fremsendes til DMU, som analyserer prøverne for organiske tinforbindelser;
den anden prøve analyseres af DHI.

Der udtages så meget prøve, at der er mulighed for at udføre senere supplerende analyser. Desuden gemmes en passende mængde af de individuelle sedimentkerner, så der evt. senere kan udføres supplerende analyser. Disse prøver gemmes nedfrossen.