Havnesedimenters indhold af miljøfremmede organiske forbindelser

Bilag 4 GC-MS Multi-screening for udvalgte organiske forbindelser

Princip: Gaschromatografi/massespektrometrimetoden dækker bestemmelsen af mere end 100 organiske forbindelser, der kan ekstraheres med et organisk opløsningsmiddel. Listen over analyserede stoffer er inkluderet i bilag 7.

Forbehandling af prøver

Faste prøver, sedimenter og slam (TS > 10%). En afvejet mængde prøve (ca. 50 g eller svarende til 10 g tørstof) ekstraheres med dichlormethan efter, at pH er justeret til under 2. Dichlormethan ekstraktet tørres og opkoncentreres. En delprøve tages fra til analyse for blødgørere. Ekstraktet behandles med aktiveret kobber, derivatiseres vha. diazomethan, oprenses på Florisil søjle.

Analyse af prøver og resultat af screening

Ekstrakterne analyseres ved GC-MS i scan mode vha. pulsed splitless injektion, kapillær kolonne og temperaturprogrammering. Kvalitativ identifikation af parametrene i ekstraktet udføres ved brug af retentionstid og relativ abundance for udvalgte karakteristiske masser (m/z), og en kvalifikationsværdi (Qvalue %) beregnes for hver kalibreret forbindelse, ved at Qualifier ion forholdet sammenlignes med metodens database.

For hvert ekstrakt bestemmes indholdet af hver specifik forbindelse i ekstraktet ved kvantisering efter kalibrering med eksterne standardopløsninger, der indeholder de ca. 100 forbindelser. Beregningen foretages vha. en karakteristisk ion under anvendelse af intern standard.

Intern kvalitetskontrol: Genfinding beregnes ud fra surrogatstandarder, der tilsættes inden ekstraktionen. Resultaterne er ligeledes kontrolleret ved samtidig analyse af spikede, naturlige jordprøver.

Detektionsgrænser: Metodens detektionsgrænser ligger mellem 10 og 50 m g/kg TS for faste prøver. Detektionsgrænserne kan evt. sænkes ved anvendelse af GC-MS i SIM mode, men herved mistes metodens fleksibilitet til at identificere ikke kalibrerede parametre.

Bestemmelse af LAS i sedimenter ved HPLC

Princip: Prøven tørres ved 105°C, neddeles og homogeniseres. 10 g prøve ekstraheres med methanol ved soxhlet i 12 timer. Ekstraktet inddampes, oprenses på C18 og analyseres ved omvendt fase væskekromatografi med UV og fluorescens detektion. Der anvendes en C8-LAS som intern standard til kvantificeringen. Identiteten bestemmes ved sammenligning med Marlon A. LAS bestemmes som summen af C10 - C14-LAS.

Detektionsgrænse: 0,2 mg/kg TS

Intern kvalitetskontrol: Resultatet kontrolleres ved samtidig analyse af spikede sedimenter og blindprøver.

Bestemmelse af totalkulbrinter i sediment

Princip: 50-100 g sediment koges med basisk metanol i 2 timer, hvorefter de organiske forbindelser rystes over i pentan. Kulbrinter bestemmes efter, at polære forbindelser er fjernet ved oprensning på en søjle med aluminiumoxid og silica. Derefter bestemmes indholdet af kulbrinter ved gaskromatografi med flammeionisationsdetektion, GC-FID.

Intern kvalitetskontrol: Resultaterne kontrolleres ved samtidig analyse af spikede sedimenter.

Detektionsgrænser: 0,5 mg/kg TS for total kulbrinter.

Reference: Intergovernmental Oceanographic Commision, Manuals & Guides No 11, UNESCO 1982