Principper for beregning af nitratreduktion i jordlagene under rodzonen

3. Nitratindhold i det nedsivende vand

I grundvandsdannende områder vil det nedsivende vand, fra dyrkede såvel som ikke dyrkede arealer, normalt indeholde nitrat. Koncentrationen af nitrat i det nedsivende vand vil typisk være langt højere i vand fra dyrkede arealer, hvor der normalt tilføres kvælstofholdig gødning, end fra ikke dyrkede arealer. Koncentrationen af nitrat vil afhænge af de klimatiske forhold samt arealanvendelsen og under dyrkede områder desuden af afgrødevalg og dyrkningspraksis.

Således viste målinger af vand fra plantage- og hedearealer i Rabis området i Jylland ofte koncentrationer af nitrat på under 1 mg nitrat pr. liter mens de typiske koncentration af nitrat under dyrkede areal indenfor samme område var ca. 100 mg pr. liter (Kristiansen et al., 1990). I et morænelersområde i Syv bæk, sydvest for Roskilde, varierede indholdet af nitrat i jordvand opsamlet ned til 1.6 meters dybde mellem få mg og op til 200 mg pr. liter under arealer med forskellige landbrugsafgrøder (kornafgrøder, raps og ærter) (Ernstsen et al., 1990).

I "Grundvandsovervågning 2000" ses gennemsnitskoncentrationen af nitrat under skov at variere mellem 5 og 10 mg pr. liter, for "naturområder" mellem 10 og 20 mg pr. liter og for landbrugsområder mellem 40 og 50 mg nitrat pr. liter (GEUS, 2000).