| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Principper for beregning af nitratreduktion i jordlagene under rodzonen
På trods af et meget stort antal af forskellige analysemetoder til jord og sedimenter,
findes der for indeværende ikke en standardmetode til analyse af jordlagenes
nitratreduktionskapacitet.
Pedersen (1992) anvendte en metoden baseret på vådkemisk oxidation af reducerende
stoffer med en blanding af kaliumdichromat og svovlsyre til at beskrive den totale
nitratreduktionskapacitet (TRC-værdien) i jord og grundvand. Metoden bygger på
princippet for metoden til COD (Chemical Oxygen Demand) bestemmelser og indebærer en
total nedbrydning af organisk komponenter samt oxidation af reducerende stoffer (inkl.
Fe(II), mangan(II) og sulfider). Resultaterne for sandede og lerholdige sedimenter viste
en sammenhæng mellem den ved metoden bestemte TRC-værdi og det geokemiske miljø
sedimentprøven repræsenterede. For sandede sedimenter fra grundvandsmagasinerne viste
resultaterne ydermere et sammenfald mellem redoxgrænse fastlagt ud fra TRC-værdierne og
den dybde hvor koncentrationerne af ilt og nitrat aftog til under detektionsgrænsen.
På baggrund af TRC-værdier og totale indhold af organisk stof (TOC) konkluderede
Pedersen (1992), at TRC-værdierne i lerholdige sedimenter overvejende kunne tilskrives
organisk stof, der sandsynligvis fandtes adsorberet til eller udfældet på overfladen af
partiklerne. Sidstnævnte anføres som en mulig årsag til generelt større TRC-værdier
for lerholdige end for sandede sedimenter og forklares ved større overfladearealer og
dermed bedre adsorptionsegenskaber for lerede sedimenter end for sandede sedimenter.
Gravesen et al. (1990) vurderede imidlertid i en kortlægning af potentialet for
nitratreduktion i et bakkeø-hedeslette område at metoden gav realistiske TRC-værdier
for sandede sedimenter med organisk stof men at den for øvrige sedimenter gav urealistisk
høje værdier.
En alternativ metode til bestemmelse af jordlagenes reduktionskapaciteter under
anvendelse af en svovlsur opløsning af cerium(IV)sulfat som oxidationsmiddel er beskrevet
af Thömning & Calmano (1998). Metoden, der blev anvendt i forbindelse med en
undersøgelse af forurenede jordprøver fra en akkumulatorvirksomhed, vides ikke anvendt
til bestemmelse af danske sedimenters og jordprøvers reduktionskapaciteter.
For begge metoder gælder det, at brugen af meget kraftige iltningmidler som de her
nævnte, vil resultere i et mål for sedimentets totale (eller potentielle)
reduktionskapacitet. Disse værdier kan være væsentlig forskellige fra jordlagenes
aktuelle reduktionskapaciteter (der er udtryk for den faktisk tilgængelige pulje) dersom
tilgængelighed og kinetiske aspekter ikke inddrages. Dette kan føre til at sedimenternes
reduktionskapaciteter stærkt overvurderes.
Manglen på en enkelt analysemetode til bestemmelse af jordlagenes
reduktionskapaciteter betyder derfor at disse værdier fremkommer som et summeret udtryk
efter analyse af sedimenternes indhold af forskellige reducerende stoffer hvor
tilgængeligheden beregnes ved forskellen mellem indholdet i de endnu ikke iltede
sedimenter med værdier for de tilsvarende iltede sedimenter.
Foruden de her nævnte kemiske metoder til bestemmelse af jordlagenes indhold af
forskellige reducerende stoffer har en række mikrobiologiske undersøgelsesmetoder været
anvendt i forbindelse med undersøgelser af jordlagenes denitrifikationskapaciteter. Disse
metoder vil ikke blive nærmere omtalt her idet den mikrobielle denitrifikationsproces,
som tidligere nævnt, anses af mindre betydning for jordlagene under rodzonen.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|