Danmarks miljøsamarbejde med Afrika, Miljøstyrelsen

De globale miljøproblemer kan kun løses, hvis verdens lande arbejder sammen om det. Samarbejdet kan foregå i store internationale fora, hvor landene politisk forpligter hinanden; men også fra land til land skal der samarbejdes - sådan at det ene lands viden og erfaring nyttiggøres i det andet.

En af konklusionerne på den internationale konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 var netop, at overførsel af viden og teknologi fra de velstillede til de fattigere lande var en forudsætning for en bæredygtig global udvikling. Hvis alle lande skal gøre deres egne erfaringer og alene opbygge viden og teknologi, vil det ikke lykkes. Den dybe tallerken er opfundet, og miljøproblemernes alvorlige karakter giver os simpelthen ikke tid til, at det skal gøres igen og igen.

Derfor besluttede Folketinget i 1992 at lade ord følge af handling, og Danmark har siden gradvist udbygget sin miljøbistand til lande i Øst- og Centraleuropa og i udviklingslandene. I Afrika og Asien er udvalgt to regioner med både fattige lande og lande, der er inde i økonomisk og industriel vækst.

I Miljø- og Energiministeriet arbejder vi under Danced programmet primært med den sidste gruppe lande, hvor man genfinder mange af de problemer, som Danmark har kæmpet med gennem de sidste årtier. Et af landene er Sydafrika, som er emnet for denne bog, landet står netop over for udfordringer og problemer, som Danmark har været igennem, og hvor vi derfor har noget at byde på.

Bogen vil give en række eksempler på samarbejdet, og jeg vil her bare fremhæve et forhold, som ligger mig stærkt på sinde. Sydafrika har som Danmark en stærk tradition for græsrodsorganisationer, de såkaldte NGO'er eller Non-Governmental Organizations. I Danmark har NGO'erne bidraget stærkt til den udbredte miljøbevidsthed, og Danced ser gerne NGO'er i Sydafrika spille den samme rolle. NGO'er er ofte den mest direkte vej til de enkelte borgere. Og samtidig kan de bedste af dem levere gode bidrag til den offentlige debat og være med til at holde myndighederne fast på deres målsætninger og løfter. Derfor er der en række NGO'er med i den brede buket af Danceds projekter i Sydafrika, der spænder hele vejen fra de ansvarlige ministerier til konkret indsats mod forureningen.

Takket være Danceds ankomst i Sydafrika kort efter Nelson Mandelas indsættelse i 1994 har vi formået at bidrage til en sammenhængende proces, der har rakt fra det helt overordnede arbejde med ny lovgivning til forsøgsprojekter, der giver praktiske eksempler på løsning af Sydafrikas miljøproblemer. Den danske bistand gør det ikke alene, men kan gøde jorden for, at landet selv øger miljøindsatsen. Danceds bistand er hjælp til selvhjælp.

Projekterne i bogen er udvalgt så de giver læseren et bredt indtryk af miljøsamarbejdet med Sydafrika. Det betyder, at der også er medtaget projekter, som ikke er gået ganske som planlagt. For sådan er virkeligheden jo ofte. Det er en svær og stor opgave, vi har sat os for. Men jeg er overbevist om, at resultaterne vil stå mål med anstrengelserne, og jeg synes at man som dansker kan være lidt stolt over vores indsats.

	København, april 2001
	Svend Auken

Danmarks miljøbistand

Som opfølgning på FN's konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992 besluttede Folketinget, at Danmark ved siden af udviklingsbistanden skulle give miljøbistand til udviklingslandene. Denne miljøbistand er led i forsøget på at skabe en bæredygtig udvikling i verden og udmøntes primært gennem direkte samarbejde mellem Danmark og udvalgte udviklingslande.

Natur, miljø og energi

Danmarks miljøbistand til udviklingslandene sigter mod at bistå landene og deres befolkninger med at

Beskytte naturen og fremme en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne

Forebygge og begrænse forureningen af luft, jord og vand

Fremme anvendelsen af vedvarende energi og effektivisere energiudnyttelsen

I overensstemmelse med princippet om, at indsatsen skal være styret af lokale behov, er der meget vide rammer for de områder, hvor miljøbistanden kan anvendes. I virkeligheden udelukker strategien ingen af de områder, som vi i Danmark forbinder med natur, miljø og bæredygtig energi, og også arbejdsmiljøet kan være mål for indsatsen.

Ligeværdige parter

En grundlæggende ide i miljøbistanden er at skabe alliancer mellem myndigheder og organisationer i Danmark og de tilsvarende institutioner i samarbejdslandene. Det kan være samarbejde på regeringsniveau, mellem kommuner, virksomheder, universiteter eller mellem danske og lokale miljøorganisationer. Ønsket fra Folketinget er at inddrage så stor en del af det, der til daglig går under betegnelsen den danske ressourcebase, i forsøget på at hjælpe udviklingslandene med miljøproblemerne.

Den største del af miljøbistanden bruges i regering til regering samarbejdet. Det vil typisk være aktiviteter med det formål at styrke landenes administrationer på miljø- og energiområdet. Projekterne identificeres og beskrives i et samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet og de relevante fagministerier i landene. Derefter gennemføres de af de lokale myndigheder med hjælp fra danske eksperter, der normalt kommer fra danske rådgivningsvirksomheder, men som også kan være hentet i ministerier eller i amter og kommuner.

En mindre del af miljøbistanden går til danske miljøorganisationers samarbejde med tilsvarende organisationer i landene. Der vil ofte være tale om aktiviteter, der går ud på at øge miljøbevidstheden i befolkningen. På universitetsområdet er der med Danceds støtte etableret et omfattende netværk mellem 8 danske universiteter og en lang række universiteter i Afrika og Asien. Endelig er der som led i miljøbistanden etableret et særligt virksomhedssamarbejde, hvor dansk miljøviden og teknologi anvendes af virksomheder i Thailand og Malaysia

Behov og ejerskab

De bærende principper for dansk miljøbistand er, at indsatsen skal være styret af lokale behov og at der skal være lokalt ejerskab til det enkelte projekt. Derudover er det i de fleste tilfælde afgørende ved valg af indsatsområde, at der findes dansk viden og erfaring på området.

I forhold til de midler, der er sat af til miljøbistand, er miljøproblemerne enorme, og det er derfor afgørende at satse på områder, hvor behovene er store, og hvor aktiviteterne kan give en varig og langsigtet effekt. Udvælgelsen af områderne sker i en stadig dialog på regeringsplan, som resulterer i et fælles program, der så bliver styrende også for indsatsen fra de private organisationer, virksomheder og universiteter.

Ejerskabet til de enkelte projekter sikres gennem en deltagerbaseret proces. Denne vil normalt bestå i afholdelse af 2-3 seminarer, hvor projektideen præsenteres og diskuteres blandt alle de parter, som har interesser på området. Diskussionerne formidles af en dansk konsulent, og processen resulterer i en projektbeskrivelse, som de involverede parter er enige om, og dermed et projekt, som har lokal opbakning, når det iværksættes.

En del af Danceds bistand gaar til at sikre naturområder og truede dyrearter. Sydafrika har natur i verdensklasse, men også en stor befolkning, hvis aktiviteter ofte er en trussel mod miljøet

Heldigvis vil det normalt være sådan, at der i Danmark er ekspertise på de områder, som gennem dialogen identificeres som de væsentligste. Danceds samarbejdslande er inde i en udvikling med kraftig industrialisering og byvækst, og de slås typisk med de samme miljøproblemer, som dem vi i Danmark har været konfronteret med gennem de seneste årtier.

Tre værktøjer

Den grundlæggende metode i miljøbistanden er udvikling af kapacitet hos myndighederne, i organisationerne„, i virksomhederne, på universiteterne og skolerne og inden for medierne. Det drejer sig om den administrative og tekniske kompetence, der er nødvendig for at løse de konkrete problemer, men i høj grad også kompetencen til formidling af viden om miljø og ressourcer. Forståelse og accept i alle dele af samfundet er en forudsætning for at myndighedernes indsats vil få en varig effekt.

Sideløbende med kapacitetsudviklingen gennemføres demonstrationsprojekter, hvor konkrete metoder til beskyttelse og forvaltning af miljø og natur afprøves og demonstreres. Det kan for eksempel være tekniske anlæg, indsamlingsordninger for affald, metoder til bæredygtig skovdrift og rammer for, hvordan lokalbefolkningens behov og beskyttelsen af vigtige naturområder kan gå hånd i hånd. Ideen bag demonstrationsprojekterne er naturligvis, at metoderne spredes til at blive anvendt også i andre dele af landet eller i nabolandene i regionen. Men demonstration af nye metoder har også stor betydning i forbindelse med kapacitetsudviklingen, fordi det ofte fremmer engagementet, når man ser ting ske i den virkelige verden.

Det tredje værktøj i kassen er hjælp til etablering af samarbejde mellem relevante parter. Det kan være mellem danske organisationer og organisationer i for eksempel Sydafrika og mellem danske og sydafrikanske universiteter og forskningsinstitutioner. Danced kan også med miljøbistandsmidler støtte etablering af samarbejde mellem regeringer og finansielle institutioner med henblik på finansiering af store miljøinvesteringer. Her kan relativt små danske midler være med til at hjælpe landene til store miljømæssige fremskridt.

Under Miljø- Freds- og Stabilitetsrammen (MIFRESTA) giver Danmark miljøbistand til lande i Øst- og Centraleuropa og til udviklingslande i Afrika og Asien. MIFRESTA-rammen vil udgøre en halv procent af Danmarks bruttonationalindkomst, når den er endeligt udbygget i 2005, og det vil til den tid svare til omkring 6 milliarder kroner. I dag er rammen på næsten 4 milliarder, og halvdelen af pengene går til miljøbistanden, som fordeles ligeligt mellem de østeuropæiske lande og udviklingslandene.

Miljøbistanden til udviklingslandene administreres af Miljø- og Energiministeriet og Udenrigsministeriet i fællesskab. Der er udpeget lande i to regioner i Afrika og Asien til bistanden - 5 lande i Sydøstasien og 11 lande i det sydlige Afrika. Ansvaret for samarbejdet med de enkelte lande er delt op mellem de to ministerier, så Udenrigsministeriet administrerer bistanden til de fattigste lande, mens Miljø- og Energiministeriet arbejder i de mere velstående lande.

Til at stå for den daglige administration af miljøbistanden til disse lande har Miljø- og Energiministeriet oprettet en særlig sektion, Danced, som står for Danish Cooperation for Environment and Development.; Danced har hovedkontor i Miljøstyrelsen og har enheder på ambassaderne i Pretoria i Sydafrika, Bangkok i Thailand og Kuala Lumpur i Malaysia. Endvidere indgår enheder fra Skov- og Naturstyrelsen og Energistyrelsen

Danceds budget er i 2001 på godt 400 millioner kroner. Pengene fordeles nogenlunde ligeligt mellem de to regioner i Asien og Afrika. I perioden fra starten i 1994 og frem til 2000 har Danced anvendt ca. 2 milliarder kroner til omkring 300 større projekter.

Danced har defineret miljøsagen så bredt, at programmet også indkluderer de slumproblemer, der følger med storbyers ukontrollerede vækst

Oprydning i en splittet nation

Det indre Johannesburg var engang en europæisk by i Afrika, hvor sorte kun fik adgang i dagtimerne for at arbejde. I dag er det blevet en afrikansk storby, hvor fattigdommen og kriminaliteten spejler sig i industrisamfundets facader.

Sydafrika rummer hele verdens komplekse miljøproblemer i ét land. Industriens udledninger flyder gennem et landskab nedbrudt af Afrikas fattigdom.

Sydafrika er en ung nation i gamle kulisser, der blev født den 10. maj 1994. Den dag blev Nelson Mandela indsat som landets første sorte præsident, efter et mindretal af hvide europæere og deres lokalt fødte efterkommere i næsten 350 år havde regeret Sydafrika.

Mandela overtog ansvaret for to vidt forskellige verdener i ét land: Den ene verden var et lille stykke Europa på Afrikas sydspids, den anden var en afrikansk verden med mange af de problemer, der præger resten af kontinentet. En voldsom rigdom levede side om side med fattigdommen i alle dens forklædninger.

Som resten af landets nyere historie er Danceds arbejde foregået midt i forsøget på at skabe én nation ud af disse to parallelle verdener. En kolossal udfordring, fordi den tidligere opsplitning handlede om alt fra politik til geografi og miljø.

Det gamle Sydafrika brugte kolossale ressourcer på at sikre, at den moderne del af landet kunne tordne af sted uden at skulle tage for store hensyn til det fattige flertal. I det ny Sydafrika er udfor-
dringen at forene de to verdener.

Den hvide verden

Landets tidligere, hvide regering definerede Sydafrika som det lille stykke Europa, de siden hollænderen Jan van Riebeecks ankomst i det senere Cape Town i 1652 havde skåret ud af bugen på Afrika. Ambitionen med det såkaldte apartheidsystem var en total adskillelse af racerne, hvor sorte kun fik adgang til den hvide verden som arbejdere og tjenestefolk.

Geografisk betød det, at 87 procent af det nuværende Sydafrika var reserveret til 13 procent hvide. Her lå alle storbyer og hovedparten af den bedste landbrugsjord. I den oprindelige apartheidstrategi var planen, at den sorte del af befolkningen skulle forflyttes til de resterende 13 procent af landet og bo i ti såkaldte sorte hjemlande, sorteret efter stammer. Fire af disse hjemlande nåede at acceptere deres "selvstændighed"- som internationalt kun var anerkendt af Sydafrika - inden systemet kollapsede.

Over en kop kaffe i shoppingcentrenes air conditionerede verden er det nemt at glemme, at Sydafrika også har en anden virkelighed, hvor forkosten indtages i osen fra biler.

Denne overordnede opsplitning af landet var genspejlet omkring samtlige byer i Sydafrikas hvide verden. Byerne havde hver deres såkaldte township, en ghetto langt fra bymidten, hvor der i princippet kun måtte bo nøjagtigt så mange arbejdere og tjenestefolk, som det var nødvendigt for at holde det "hvide" Sydafrika kørende. Resten af den sorte befolkning skulle forflyttes til hjemlandene.

Ambitionen med at skabe et europæisk land i Afrika lykkedes på mange måder, hvis vi et øjeblik ser bort fra den raceundertrykkelse, der efter kolonitidens ophør var blevet uacceptabel i Europa. Statsadministrationen og retsvæsenet fungerede. Hæren havde kontinentets bedste våben - inklusive seks atombomber - hvoraf de fleste var produceret af Sydafrika selv. Indtægterne fra guld- og diamantminerne og den lave pris på arbejdskraft sikrede det hvide mindretal en levestandard, der var blandt verdens højeste. I biler fra blandt andre Mercedes' og BMW's egne samlefabrikker i landet kørte man rundt på et fremragende motorvejsnet med udsigt til mønsterlandbrug - og til osende industri.

Sydafrikas hvide verden havde alle de samme miljøproblemer, man kæmpede mod i det industrialiserede Europa. Forskellen var blot, at man i Sydafrika først sent begyndte at kæmpe. Miljøsagen var sjældent blandt de områder, hvor man forsøgte at efterligne Europa. Det skyldtes væsentligst to ting: Sydafrikas stigende isolation og en fornemmelse af, at landet og ressourcerne var uendelige.

Isolationen var omverdenens og FN's forsøg på at tvinge apartheidstyret til at indføre flertalsstyre - altså reelt give magten til landets sorte. Fra midten af 1980erne gennemførte næsten samtlige lande i verden en handels-, sport- og kulturboykot af Sydafrika. Mens effekten af handelssanktionerne kan diskuteres, lykkedes den åndelige isolering af det i forvejen fjerne land ganske godt. Derfor efterlod den voksende miljøbevidsthed i Europa op gennem 80erne ikke mange spor i Sydafrika.

Samtidig følte det hvide Sydafrika ikke noget presserende behov for at spare på ressourcerne eller begrænse forureningen. For de knap fem millioner hvide på et landområde svarende til Frankrig og Spanien tilsammen forekom verdenen endeløs, kulminerne bundløse og havet så stort, at det kunne opsluge al forurening. Omverdenens oliesanktioner havde meget begrænset effekt i et land, der i 30 år havde produceret olie af kul på en unik fabrik i byen Sasolburg, opkaldt efter det nationale olieselskab.

Ved Mandelas magtovertagelse i 1994 havde Sydafrikas hvide verden med andre ord de fleste af industrialiseringens problemer og meget lidt af den miljøbevidsthed, man tacklede problemerne med i Europa.

Den afrikanske virkelighed

I de sorte hjemlande og townshippene omkring storbyerne fandtes et ganske andet Sydafrika, der var præget af fattigdom og overbefolkning.

Apartheidsystemets ideologi om "adskilt udvikling" i det hvide Sydafrika og hjemlandene dækkede i virkeligheden over to sæt standarder: En høj for hvide, en lavere for alle andre. Det gjaldt i alle livets forhold, fra uddannelse til sundhedsvæsen til boliger. Det smittede også af på miljøproblemerne: Hvor det hvide Sydafrikas hovedpiner var skabt af luksus og industrialisering, var det sorte flertals problemer dem, der traditionelt vokser ud af overbefolkning. I landområderne i hjemlandene var det udpining af jorden, overgræsning som følge af for meget kvæg på for lidt land og den erosion af jorden, der følger med. I townshippene var det affaldsproblemer - fra kloaksystemer til afhentning af skrald. Men oveni lagde apartheidstyret også meget af landets mest forurenende industri klos op ad hjemlande og townships.

Miljøproblemerne havde også en politisk dimension, der hang sammen med kampen mod apartheid. Hvor hvide havde frit valg hos alle ejendomsmæglere, var sorte tvunget ind i bestemte boliger. Det kunne være i de små, standardiserede huse, regeringen havde bygget i townshippene, eller de herberger for mænd, som var opført omkring minerne. Kærligheden til disse påtvungne omgivelser var ikke stor. Og da kampen mod apartheid for alvor tog fart i 80erne, var et af dens slogans "at gøre landet uregerbart". Det blev blandt andet fortolket som nedbrydning af apartheidstyrets infrastruktur, herunder townshippene. Samtidig nægtede townshippenes indbyggere ofte - igen som en politisk protest - at betale for el og vand, hvilket førte til sammenbrud vedligeholdelsen. Sådan bidrog både apartheids magthavere og kampen mod raceundertrykkelsen til en forslumning af de sorte boligområder.

Lidt forsimplet kan man sige, at hvor det hvide Sydafrika havde en fornemmelse af verdens og ressourcernes uendelighed, skyldtes den sorte befolknings apati, at dens miljøproblemer var alt for synlige og uoverkommelige. Mens selv det fattigste sydafrikanske hjem gerne står nyskuret, fik affaldsbjergene og stanken fra tilstoppede kloakker derfor lov at brede sig udenfor.

Det ny Sydafrika

Fælles for de to sydafrikanske verdener var, at ingen før 1994 for alvor havde haft overskud til at beskæftige sig med miljøet. Med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser handlede miljøbevidsthed om at passe på dyrene i de verdensberømte nationalparker.

Mens den grønne bølge ramte Europa og USA i 80erne, havde de fleste potentielle miljøaktivister i Sydafrika - de unge og de politisk bevidste - travlt med at bekæmpe apartheidstyret. Da Brundtlandrapporten "Vor Fælles Fremtid" udkom i 1987, var de politiske uroligheder i de sydafrikanske townships på deres højeste. Fem år senere, da FN-topmødet i Rio fik hele verden til at diskutere miljøproblemer, var Sydafrika præcis midtvejs i de svære forhandlinger mellem Nelson Mandelas løsladelse i 1990 og hans magtovertagelse i 1994.

Det betød dog langtfra, at ingen tænkte. Allerede i 1992 udgav det senere regeringsparti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) sin "Rekonstruktions- og Udviklingsplan" med kapitler om miljøet, der senere blev et skelet for den første demokratisk valgte regerings politik. Den ny forfatning fra 1996 forpligter nationen til at beskytte både nuværende og kommende generationer mod skader på miljøet.

Byernes befolkning vokser med fem procent om året. Et stort antal gadebørn er kun et enkelt eksempel på, at urbani langtfra altid sker på en organiseret måde.

Sådan har Sydafrika siden 1994 haft både bureaukratisk og politisk overskud til at arbejde med miljøproblemer i begge de verdener, som apartheidsystemet efterlod. Men økonomien har ikke altid tilladt landet at føre idealerne ud i livet. Det følgende er et overblik over den politiske og økonomiske virkelighed, som Sydafrikas egne myndigheder og Danced arbejder i:

Politisk stabilitet: Sydafrika holdt sit andet demokratiske valg i juni 1999, hvor Thabo Mbeki efterfulgte Nelson Mandela som præsident. Med få og mindre undtagelser har landet overstået den politiske vold, der prægede årene op til valget i 1994. De to største af de traditionelt sorte partier, ANC og Inkatha Frihedspartiet (IFP), regerer i koalition, mens de to største traditionelt hvide partier, Det Demokratiske Parti og Det Nationale Parti, midt i 2000 slog sig sammen til Den Demokratiske Alliance.

Selv om alle partier ihærdigt forsøger at tiltrække vælgere af alle racer, repræsenterer disse to altdominerende blokke i praksis hver sin af landets to verdener: ANC/IFP regerer på sorte stemmer - Den Demokratiske Alliance henter sine vælgere blandt hvide og de godt tre millioner af blandingsrace, som primært er efterkommere af tidligere slaver fra Malaysia. Alliancen slås hårdt for, at forbedringer for det sorte flertal ikke sker på bekostning af mindretallets privilegier.

Stram økonomisk styring: ANC fik næsten to tredjedele af stemmerne ved valget i 1999 til trods for, at partiledelsen siden 1994 har gennemført en ofte upopulær økonomisk politik. Efter at have prædiket marxisme i 1980erne satser partiet nu på at skabe arbejdspladser gennem økonomisk vækst. Ambitionen er at skabe gode vilkår for erhvervslivet og tiltrække udenlandske investeringer. Inflationen er holdt nede og den offentlige sektor er skåret ned, uden at landet omkring årsskiftet 2000-2001 endnu havde set de store resultater af den stramme politik.

Der har været konstant økonomisk vækst siden 1994, men de fleste år lige i underkanten af befolkningstilvæksten, når man medregner en stor illegal indvandring. Den turbulente globale økonomi samt kriminalitet, stærke fagforeninger og et lavt uddannelsesniveau får skylden for, at det store økonomiske opsving er udeblevet.

Nationens genopretning

Man kan hen ad vejen forvente en række sammenstød mellem ønsket om en stærk økonomisk vækst og de ambitioner om at forbedre indsatsen for miljøet, som Danced støtter. Et af Sydafrikas vigtigste fortrin i den internationale kamp om markeder og investeringer er lave energipriser og billige råstoffer. Den planlagte massive vækst på over seks procent om året kan derfor hurtigt medføre voldsomme trusler mod miljøet, hvis ikke regeringen tager drastiske skridt til at begrænse industriens forurening og sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

Hidtil har meget af Sydafrikas miljøpolitik været præget af det lige så reelle behov for at samle den splittede nation. Både landets egen indsats og Danceds støtte har ofte haft en dobbelt funktion: Mange projekter er rettet mod de miljøproblemer, som overbefolkningen skabte i de tidligere sorte hjemlande og townships. Men da disse problemer har en meget direkte effekt på folks levevilkår, indgår projekterne ofte også i kampen mod fattigdommen.

Danced har i mange tilfælde skullet forholde sig til den politiske og historiske arv, der skabte Sydafrikas to forskellige verdener. Det er spørgsmålet om vedvarende energi et glimrende eksempel på. Sydafrika er begavet med mange solskinstimer og stærke vinde, der ifølge energiministeriet kunne udnyttes til sol- og vindenergi.

Men landet har også et meget stærkt nationalt elselskab - Eskom - der i apartheidårene opførte Afrikas eneste atomkraftværk. Som et af de få elselskaber i verden forsker Eskom stadig i atomkraft og satser på at prøvekøre en ny reaktortype i 2001. Kombinationen af atomkraft og billige kul fra landets egne miner har hidtil gjort det meget vanskeligt at komme ret langt med alternativ energi i nogen større målestok.

Et bjerg af udfordringer

På affaldsbjerget Goudkoppies får den 15-årige Daniel Lesupi skraldebilerne til at trykke sine indsamlede øldåser flade, så de er nemmere at tage til skrothandleren.

Danceds program i Sydafrika er designet til at spænde højt og bredt: Hvert tema forfølges fra ministeriernes skriveborde til virkeligheden i townshippene. Og de enkelte projekter er tvunget til at tage komplicerede hensyn til landets særlige historie.

Hver dag efter skoletid bestiger 15årige Daniel Lesupi et af Sydafrikas største affaldsbjerge, kendt som Goudkoppies eller Guldhøjene i udkanten af Johannesburg.

Bjerget bestod oprindeligt af slaggerne fra de guldminer, der skabte landets rigdom. Men siden blev det til en losseplads, som Daniel og hundreder af andre lever af. Nogle samler til genbrug, andre spiser direkte af resterne.

Kampen om de bedste bidder er hård. De modigste springer op på skraldebilernes stinkende leverancer, endnu mens affaldet er på vej ud gennem bagklappen. I én lang, glidende bevægelse rutcher skraldet ned ad tipladet og ind under menneskemængden, der har nogle få minutter til at finkæmme det for alt af værdi. De langsomste må springe for ikke at blive knust af de bulldozere, der kort efter jævner affaldet ud.

Den 15-årige Daniels specialitet er sodavandsdåser, som han sælger til genbrug gennem skrothandlerne. På en god dag samler han på tre timer dåser for ti rand - ca. ti kroner. På en dårlig dag tager det fem timer.

Mange steder i Sydafrikas fattigste områder er affaldsproblemerne så påtrængende, at det er svært at motivere befolkningen til at rydde op i det daglige

"Det er hårdt derhjemme. Vi har ofte ingen mad", forklarer Daniel om sit nødvendige fritidsjob.

Drengen kommer oplagt fra et hjem med moral. Mange af hans jævnaldrende bekæmper en lige så desperat fattigdom gennem kriminalitet. Men Daniels historie er først og fremmest et billede på svælget mellem rig og fattig i Sydafrika, der er blandt verdens største.

Apartheid gjorde den enes affald til den andens guld. Og siden Danceds første udsendinge landede i Johannesburg i 1994, er de konstant blevet konfronteret med de kolossale dilemmaer, som denne splittelse har skabt.

De fleste af Sydafrikas miljøproblemer kræver skræddersyede løsninger, der tager ofte indviklede hensyn til landets politiske og historiske bagage. Og de fleste af Danceds projekter er løbet ind i fuldstændigt uforudsigelige reaktioner, når de forsøgte at ændre tingenes tilstand.

Også her er Goudkoppies leveringsdygtig i anskuelighedsundervisning: Da de lokale miljømyndigheder i efteråret 2000 sendte en mand op på bjerget for at analysere affaldets sammensætning med henblik på organiseret genbrug, jagede bjergets faste klientel ham væk med en pistol. Han skulle ikke røre deres guld.

Sydafrika har meget få skove i forhold til landets og befolkningens størrelse. Der er derfor hårdt brug for at beskytte dem - men det støder ofte sammen med befolkningens behov for brænde og byggematerialer.

I den store sammenhæng

Sådan kræver enhver miljøindsats i Sydafrika, at man ser tingene i endda meget store sammenhænge. Det fik Danced en enestående chance for ved at være på plads i landet mindre end et år efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994.

Landets miljømyndigheder havde stadig travlt med at finde deres ben, efter miljøsagen i årtier mest havde handlet om nationalparker og vilde dyr. I ministerier og departementer knoklede politikere og embedsmænd med at skrive og vedtage landets nye miljøpolitik.

Det førte til et samarbejde, hvor sydafrikanerne og danskerne påvirkede hinanden: Danced hjalp med at udarbejde miljøpolitikken. Og Sydafrikas prioriteringer fik en meget direkte indflydelse på sammensætningen af Danceds landeprogram, der lå færdigt i 1998. Den samlede danske miljøbistand til Sydafrika er på 540 millioner kroner for perioden 1995-2002.

Landeprogrammet har fire hovedtemaer:

Miljøforvaltning i byområder

Forureningsbekæmpelse og affaldshåndtering

Vedvarende energi og bæredygtig energiudnyttelse

Bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer

Valget af temaer tog blandt andet hensyn til, hvor Danmark havde særlig ekspertise. Desuden forsøgte Danced at hjælpe på områder, der ikke i forvejen fik stor støtte fra statskassen eller andre donorer. Vedvarende energi er et godt eksempel på opfyldelse af begge disse kriterier.

Fra top til bund

Ved at være med fra starten fik Danced foræret en klar sammenhæng i sit eget program i Sydafrika: Efter at have været med til at udarbejde den overordnede politik og støtte de ansvarlige ministerier, kunne Danced bagefter følge op med praktiske projekter i marken, hvor det politiske skelet fik kød og blod.

Flugten til byerne er en konstant udfordring. Skurbyer vokser ofte op med kort varsel og uden godkendelse. For at afværge sygdomsepidemier forsøger myndighederne at holde trit med inbyggerne ved at sørge for toiletter, kloakker og renovation.

Også her leverer landets affaldsproblemer et godt eksempel på, hvordan indsatsen er foregået på fire niveauer:

Den store plan: Danceds konsulenter var med til at skrive den landsdækkende affaldsstrategi og en stor handlingsplan, der for første gang i Sydafrikas miljøhistorie skal rydde op i alle kroge, (se "Dyre idealer" side 42). Det var en kolossal ambition, fordi der i virkeligheden var tale om opgør med to sæt forældede ideer på én gang: Apartheidstyret brugte mange penge på at holde hvide bydele rene, mens de sorte områder fik lov at forfalde. Det skal rettes op. Den anden store udfordring er at lave mindre affald. Hvor det gamle Sydafrika næsten udelukkende overvejede, hvordan man skaffede sig af med skraldet og forureningen, forsøger det ny styre i moderne europæisk stil at slå til langt tidligere i affaldskæden: De samlede mængder skal begrænses gennem genbrug og renere teknologi.

Her er gang i genopbygningen af en vej, der er styrtet sammen under en oversvømmelse.

En bedre kontrol: Denne store plan kan kun føres ud i livet, hvis der er nogen til at udføre og håndhæve den. Det arbejde ligger ikke mindst i Sydafrikas ni provinser. Derfor valgte Danced at støtte miljødepartementerne i to provinser: Hovedstadsprovinsen Gauteng med storbyerne Johannesburg og Pretoria og den mere landlige Mpumalanga-provins, (se "Mod til at bestemme" side 65). De nødvendige revolutioner var bestemt ikke mindre her. For første gang skulle industrien vænnes til en effektiv kontrol. Samtidig skulle ofte unge medarbejdere i de nye miljødepartementer klædes på med både viden og selvtillid for at føre ambitionerne ud i livet.

Fingrene ned i skidtet: Ud over indsatsen ved ministeriernes og provinsadministrationernes skriveborde har Danced sendt konsulenter derud, hvor forureningen og affaldet for alvor gør ondt. Forskellige projekter har forsøgt at finde effektive måder at rydde op i de sorte townships, hvor affaldsproblemerne hænger tæt sammen med landets historie, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46 og "Revolution fra rendestenen" side 51).I industrien handler det om renere teknologi. Sværvægtere i fiske-, metal- og tekstilindustrien skal lære at bruge færre ressourcer og begrænse affaldsmængderne, (se "Med stok og støtte" side 56).

Støtte til græsrødderne: Med sit udgangspunkt i Danmark ved Danced, at meget af den danske miljøbevidsthed og senere lovgivning bygger på pres fra NGO'er. Ethvert samfund har brug for nogen til at bide politikerne og myndighederne i haserne. Derfor har Danced valgt at supplere støtten til offentlige myndigheder og industrien med penge til græsrødderne, (se "Ulykkeligt gift" side 31 og "Dilemmaer på tryk" side 60). NGO'erne har siden 1994 haft en hård tid i Sydafrika. Mange af deres bedste medarbejdere filt job i det offentlige efter apartheids sammenbrud. Og i demokratiets første år valgte mange donorer at støtte regeringen frem for NGO'erne. Græsrødderne har nu fået en del af støtten tilbage, fordi donorerne har erkendt, at der er brug for vagthunde og pression.

Intet af alt dette er nemt: De store planer har ofte været svære at føre ud i livet, fordi økonomien ikke står mål med ambitionerne. Omstillingen fra apartheid giver fortsat politisk turbulens og konstante, ofte frustrerende justeringer af regeringens prioriteringer. Endelig er der kolossalt gennemtræk af personale hos de offentlige myndigheder, fordi højt kvalificerede sorte medarbejdere stadig er en eftertragtet mangelvare.

Langtfra alle Danceds projekter er derfor lykkedes som planlagt. Det skyldes blandt andet et bevidst valg om i mange tilfælde at satse på det usikre og være med til at udforske nye metoder gennem pilot- og forsøgsprojekter. Et eksempel er støtten til at uddanne folkeskolelærere i miljø på et tidspunkt, hvor undervisningssystemet går gennem en turbulent omstilling, (se "Lære for livet" side 69).

På landet er erosion, skabt af overgræsning og andet hårdhændet landbrug, eller uheldigt vejbyggerier et stort problem.

Miljøet og udviklingen

Meget af Sydafrikas miljødebat siden 1994 har handlet om balancen mellem miljøbevarelse - mest markant i nationalparkerne - og kampen mod forureningen. Fagfolk skelner gerne mellem "grønne" bevaringsprojekter og "brune" forureningsprojekter. Mere filosofisk handler det om, hvor vidt man betragter naturen eller mennesket som det centrale for miljøindsatsen.

Før 1994 var fokus på naturbevarelsen, siden har kampen mod forureningen taget fart. Danced har forsøgt at støtte begge lejre. Et klassisk bevaringsprojekt er støtten til Sydafrikas overholdelse af CITES-konventionen om handel med truede dyre- og plantearter. Den ovenfor beskrevne kamp mod affaldsproblemer består til gengæld næsten af udelukkende "brune" projekter.

Nogle af de måske mest spændende af Danceds projekter prøver at bygge bro mellem de to opfattelser af miljøindsatsen. Et eksempel foregår omkring nationalparkerne. Dyrereservaterne lå i mange år i krig med deres naboer, som ofte var blevet tvunget væk fra parkernes jord. Danced støtter et projekt, hvor naboerne bliver inddraget i driften af parkerne. Det vigtigste formål er at skabe forståelse nok for parkerne til at sikre deres fremtid. Men en sidegevinst er udvikling i lokalsamfundene, (se "Elitens parker åbner sig" side 36).

Genbrug af metal har altid blomstret af sig selv i Sydafrika, fordi overskuddet er stort. På andre områder forsøger Sydafrikas miljømyndigheder og Danced at skubbe til udviklingen, så genbrug bliver mere udbredt.

Status for indsatsen for de fire hovedtemaer

Miljøforvaltning i byområder: Mere end 50 procent af Sydafrikas befolkning bor i byområder, og flugten fra de fattige landområder til byen vokser med fem procent årligt. Da det meste af den økonomiske vækst også finder sted omkring byerne, er der behov for en dobbelt indsats: Fortidens synder skal rettes op. Og skaderne fra yderligere vækst skal forebygges.

Sydafrikanske byer er præget af, at der i apartheidtiden blev ofret meget få ressourcer på de fattige boligområder. De er derfor ofte ved at kvæles i overbefolkning og indbyggernes eget affald. Derudover blev mange industriområder lagt, hvor de generede det hvide mindretal mindst. Det var ofte klos op ad de sorte boligområder, hvor hovedparten af befolkningen bor.

Boligministeriets udviklingsstrategi fra 1997 siger, at byområder skal være "økologisk bæredygtige og præget af en balance mellem bebyggede områder af høj kvalitet og åbne områder". Regeringens overordnede miljøpolitik har desuden en meget bred definition af miljø, der blandt andet omfatter "befolkningens livskvalitet og dens bolig- og arbejdsforhold".

Kommunerne bliver opfordret til at skabe lokale Agenda 21-programmer, der kan føre visionerne fra FNs Riotopmøde om miljø i 1992 ud i livet. Det handler blandt andet om bæredygtig udnyttelse af ressourcer, miljøundervisning i skolerne og byplanlægning, der tager hensyn til vådområder og andre grønne indslag i byområderne.

Alt dette til trods har Sydafrika ikke nogen samlet politik for miljøforvaltning i byerne. Det har gjort det svært at gennemføre Danceds ambition om at påvirke hele området fra de øverste politiske cirkler til praktiske projekter. Støtten til miljøforvaltning i byområder er derfor koncentreret om projekter med lokale myndigheder og NGO'er, der arbejder med miljøproblemer i de sorte townships.

Samarbejdet med bystyret i Midrand mellem Johannesburg og Pretoria om en "Grøn By Vision" og et bymiljøprojekt i Sydafrikas største townships i Soweto er eksempler på samarbejdet med lokale myndigheder, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46). Samarbejdet med miljøNGO'er handler blandt andet om miljørigtige huse til de fattigste og støtte til lobbyarbejde for et renere miljø, (se "Dilemmaer på tryk" side 40 og "Syn for miljøsagen" side 73).

Forureningsbekæmpelse og affalds håndtering: Dette hovedtema handler om både industriens forurening og husholdningsaffald. Som skitseret tidligere i dette kapitel er Danceds indsats på området et godt eksempel på ambitionen om at følge indsatsen hele vejen fra de politiske visioner til praktiske projekter.

Ved programmets start var Sydafrikas indsats over for industriens udledninger præget af en overdreven tro på naturens evne til både at levere endeløse mængder af råvarer og opsluge forurening. Det mindede i høj grad om den tankegang, der for få årtier siden fik Danmark til at bekæmpe luftforurening med højere skorstene. Indendørs i industrien førte den manglende respekt for sortes arbejdskraft ofte til et kummerligt, forurenet arbejdsmiljø.

Danceds støtte var en væsentlig grund til, at Sydafrika fik skrevet en national affaldsstrategi med bidrag fra alle de parter, der skal føre strategien ud i livet. Siden har Danceds konsulenter hjulpet embedsmænd med at gøre handlingsplanen til virkelighed og arbejdet med demonstrationsprojekter i både fabrikker og townships. Men som i mange andre hjørner af Sydafrika er der langtfra penge til at opfylde alle visionerne. Industrien brokkede sig i begyndelsen af 2001 over, at end ikke lovgivningen var på plads. Virksomhederne manglede blandt andet de grænseværdier, der afgør, hvor meget udstyr de skal købe til at rense udledningerne.

Vedvarende energi og bæredygtig energiudnyttelse: Sydafrikas kolossale kulminer med lavtlønnet arbejdskraft sikrer landet nogle af verdens laveste elpriser. Og et politisk ønske om at gøre transport over de lange afstande billig har i mange år holdt brændstofpriserne nede. De lave priser har været med til at gøre Sydafrika til et af de ti mest energifrådsende lande i verden, målt som energiforbruget i forhold til samfundsøkonomiens størrelse.

Beskyttelse af Sydafrikas rige dyreliv var indtil for nylig overvejende lagt i hænderne på enkelte provinser, der gik til opgaven med stærkt varierende ildhu. Danced har hjulpet med at skabe en landsdækkende, mere ensartet kontrol

Billig olie og el har indtil for nylig ikke gjort det særligt interessant at eksperimentere med alternativ energi, selv om Sydafrika blandt andet er begavet med mange solskinstimer. Tilhængerne af alternativ energi har desuden det problem, at det nationale elselskab Eskom hidtil har haft monopol og har været mere interesseret i at udvikle en ny type atomreaktor end eksperimentere med alternativ energi.

Danced har siden 1995 forsøgt at bidrage til diskussionen med danske succeshistorier om vedvarende energi - på det praktiske plan blandt andet med støtte til vindmøller, der har fået status som nationalt demonstrationsprojekt.

Energiministeriet betragter mest vedvarende energi som et tilbud til de landområder, der ligger uden for elværkernes net. Det har ført til, at nogle landkommuner tøver med at acceptere alternative energikilder, fordi de frygter, de dermed for altid vil blive holdt uden for elnettet og nægtet adgang til udvikling.

Danced støtter fortsat en række NGO'er, der lobbyer for vedvarende energi. Anden støtte går til energibesparelse, først og fremmest i de fattige boligområder i townshippene, (se "Syn for miljøsagen" side 73).

Bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer: Sydafrika har svimlende naturressourcer, men også klare behov for at passe bedre på dem. Danced har hjulpet med indsatsen på tre områder:

Biodiversitet: Sydafrikas natur har en større mangfoldighed - biodiversitet - end de fleste andre lande på kloden. Landet huser desuden nogle af verdens ældste nationalparker med omfattende programmer til beskyttelse af truede dyrearter. Men indtil for nylig har der manglet national politik og strategier til bevaring af herlighederne. For eksempel var kontrollen med CITES-konventionens forbud mod handel med truede dyrearter overladt til de enkelte provinser, der gik til opgaven med meget varierende entusiasme.

Danced støttede i 1996 miljøministeriets overordnede arbejde med en ny national politik til beskyttelse af biodiversiteten. Siden er der fulgt op med konkrete projekter, der blandt andet skal forbedre kontrollen med handel med truede dyrearter.

Skove: Danced har på flere planer hjulpet med forsøgene på at bevare Sydafrikas begrænsede skovområder. I 1995 deltog en tidligere underdirektør fra den danske Skov- og Naturstyrelse i arbejdet med den overordnede strategi, der siden - og igen med dansk støtte - blev til et sæt nye skovlove. På jorden har Danced støttet et projekt, hvor lokale indbyggere i Bushbuckridge planter træer og hjælper med at beskytte skovområder. Ideen er at samarbejde med lokalbefolkningen frem for - som det mange steder har været traditionen - at betragte mennesker som naturbevarelsens fjender.

Erfaringerne vil nu blive udnyttet i et nyt projekt i Dududuku-skoven i KwaZulu-Natal provinsen, som er scene for et af Sydafrikas voldsomste opgør mellem mennesker og natur, (se "Dilemmaer på tryk" side 60).

Vand: Trods jævnlige oversvømmelser er vandmangel og adgang til rent vand et truende problem i mange områder af Sydafrika, hvilket omkring årsskiftet 2000-2001 blev understreget af en koleraepidemi i KwaZulu-Natal provinsen. Danced har støttet arbejdet med at beskytte vandforsyningen og begrænse forureningen fra spildevand i townshippene, både som en overordnet strategi og ved praktiske projekter i alle ni provinser, (se "Revolution fra rendestenen"side 51). Desuden er Danced involveret i tre af i alt 17 nye 'Vater Management Authorities", der får ansvaret for at pleje og fordele vandforsyningerne i hver sin del af Sydafrika.

Vedvarende energi er ikke ukendt i Sydafrika, men er fortrinsvist populært på landet, hvor elforsyningen ikke er nået frem. Her er slået to fluer med et smæk ved at bruge et nyt post-box-
anlæg i et land-
distrikt som underlag for solfangere.

Ulykkeligt gift

Apartheids byplanlæggere placerede boliger klos op ad landets mest forurenende fabrikker. I det ny Sydafrika oplever beboerne fortsat, at de må presse både regeringen og erhvervslivet hårdt for at gøre naboskabet tåleligt.

Michelle Simon voksede op i svovllugten fra to af Sydafrikas største olieraffinaderier og havde udsigt til en papirfabrik fra skolegården.

"Som barn er man imponeret af alle disse enorme fabrikker. Det er først, når man bliver voksen, at man opdager, hvad de gør ved miljøet", siger Michelle Simon, hvis land i disse år går gennem den samme smertelige proces. Tidligere tiders fascination af industrien er afløst af bekymring for, hvad den gør ved miljøet.

Apartheids byplanlæggere placerede rask væk boligområder klos op ad hegnet til selv de mest forurenende fabrikker, specielt hvor beboerne ikke var hvide. Nu er det tid til oprydning efter årtier, hvor eventuelle protester mod forureningen blev kvalt i tåregas.

Michelle Simon fik sin portion gas, da hun som 16-årig demonstrerede for at tvinge tankbilerne med klor til papirfabrikken til at køre en lille omvej uden om boligområdet. I dag er hun eneste fastansatte i græsrodsorganisationen South Durban Community Environmental Alliance (SDCEA).

Her oplever Michelle Simon, at regeringen endelig lytter og virksomhederne langt om længe tager nogle af protesterne alvorligt. Men kun, når presset fra beboerne bliver stort nok.

"Før 1994 opnåede vi intet. I 1995 vækkede Mandela virksomhederne og fik dem til at indse, de må gøre noget", siger hun.

På giftig sightseeing

Danced støtter organisationer som SDCEA for at øge miljøbevidstheden i Sydafrika og sikre en frodig offentlig debat. Syd for Durban har græsrødderne fundet et lydhørt publikum.

Michelle Simon tager os på en såkaldt "Toxic Tour", en sightseeing i absurd byplanlægning, hvor man fra villahaver og skolegårde stirrer direkte ind i nogle af Sydafrikas mest forurenende virksomheder.

Sydafrikas største kemikaliedepot, fotograferet fra en villahave på Michelle Simons "Toxic Tour"

Første stop er Settlers Primary School, en folkeskole i det oprindeligt indiske boligområde Merebank, der ligger klemt mellem to olieraffinaderier. I gennemsnit bølger svovldampene gennem klasselokalerne hver anden dag, og på særligt dårlige dage checker lærerne vindmåleren bag skoleinspektørens kontor.

Er vinden nordlig, ringer lærerne til olieselskabet Engen 750 meter oppe ad vejen. Kommer vinden fra syd, er synderen derimod BP og Shells raffinaderi, der ligger 1,5 kilometer væk.

Mod vest - igen blot 750 meter fra skolen - lugter Durbans største rensningsanlæg. Og for at fuldende billedet ligger både papirfabrikken Mondi og landingsbanerne i Durbans internationale lufthavn mindre end to kilometer væk.

"Før 1994 opnåede vi intet", siger Michelle Simon, der som 16-årig blev tåregasset i en demonstration for et renere miljø." I 1995 vækkede Mandela virksomhederne og fik dem til at indse, de må gøre noget".

Børnene kaster op

"Det distraherer undervisningen, når du har elever, der kaster op midt i klassen", siger Shano Khalawan. Som de øvrige lærere kan hun sender de hårdest ramte børn ned i skolens sygerum. Her kan de få frisk luft gennem en iltmaske.

"Du har travlt med at undervise i en vigtig time, når vinden pludselig bærer lugten ind i klassen. Børnene begynder at hoste og rækker hånden i vejret - og du ved, de ikke bluffer, for du kan selv lugte det", siger en anden lærer, Lawrence Vartharagulu.

Med hjælp og opmuntring fra SDCEA og en lokal læge førte skolen i seks måneder i 2000 statistik over, hvor mange elever, der blev syge. Hver anden dag i snit en fjerdedel af eleverne sendt hjem. Og ifølge lægen lider 40 procent af børnene i området af bronkitis og andre luftvejssygdomme.

Statistikken er nu et af de mange midler i lokalsamfundets kampagne for et bedre miljø. I november 2000 førte det alt sammen til en slags gennembrud. To ministre - miljø- og turismeminister Vallfi Moosa og handels- og industriminister Alec Erwin - præsenterede en plan for oprydning i det sydlige Durban, der skal danne forbillede for resten af landet.

Et vigtigt led i planen er, at Sydafrika langt om længe far grænseværdier for luftforurening. Det glæder både raffinaderierne og deres naboer sig til.

Til kamp mod 50 års løgne

"Hvis der var faste regler, ville det gøre alles liv meget nemmere", siger Alan Munn, der er ledende miljøingeniør på Engen-raffinaderiet.

"Det meste af industrien vil gerne gøre det rigtige. Men hvor ledelsen ikke er samarbejdsvillig, sikrer faste regler og grænser, at de miljøansvarlige kan sige til direktionen: Enten gør du det her. Eller også ryger du i fængsel".

Alan Munn er uddannet i Storbritannien og vendte hjem til en olieindustri i Sydafrika, der led af mange års isolation.

Når svovldampene fra to af Sydafrikas største raffinaderier bølger over Settlers Primary School, kan de hårdest ramte børn få ilt på skolens sygestue.

"Vores tidligere direktør indså, at vi havde et problem, hvilket er ganske godt gået i Sydafrika. Jeg blev ansat, fordi jeg vidste, udlandet havde bedre systemer", siger han.

Et af Alan Munns første gennembrud var en frivillig aftale med Bobby Peek, den lokale veteran i miljøkampen og medstifter af SDCEA. Raffinaderiet lovede at skære udslippene af svovldampe ned med 65 procent.

"De forhandlede en plan med os på et tidspunkt, hvor regeringen ikke var interesseret. Og de gjorde et fremragende job. Det er langt hen ad vejen på grund af deres pres, at regeringen nu bliver tvunget til at lave grænseværdier", siger Alan Munn om græsrødderne.

Miljøingeniøren er dog ikke overrasket over, at naboerne stadig brokker sig og synes, at oprydningen går for langsomt.

"Der er 50 års mistillid, had og løgne at overvinde. Vi har tidligere svigtet vores løfter til dem", siger Alan Munn.

Kommunen har for nyligt foreslået, at en skilsmisse var løsningen på dilemmaet: At beboerne blev flyttet og hele området udlagt til industri. Men det afviser både beboerne og raffinaderiet:

"I en højteknologisk tidsalder flytter du ikke folk. Du bruger teknologien til at rydde op", siger læreren Shano Khalawan.

"Vi ville aldrig anbefale tvangsforflyttelser. Hvis du kigger på dette lands historie, er det udelukket", siger Alan Munn.

Syd for Durban lægger tung industri meget synlige og ofte ildelugtende kulisser til deres naboers hverdag. Nederts ses Settlers Primary School, øverst Engens raffinaderi.

Regeringen følger strømmen

Bobby Peek - der forhandlede aftalen med Engen på beboernes vegne - har brugt erfaringerne fra sin opvækst i raffinaderiets skygge til at stifte den landsdækkende miljøorganisation Ground Work.

Peek ved ikke rigtigt, om han skal være stolt eller bekymret over de sejre, som han og beboerne har vundet. Miljøminister Valli Moosa brugte eksemplet fra Durban til at fremhæve betydningen af græsrodsarbejde, da han i december 2000 bød delegater fra hele verden velkommen til FNkonference om sprøjtemidler i Johannesburg.

"Men det, han reelt sagde ved den lejlighed, var: Regeringen gør ikke noget af sig selv. Regeringen vil reagere, hvis lokalsamfundet organiserer sig", siger Bobby Peek.

Derfor finder han det så vigtigt, at Danced har valgt også at støtte NGO'erne i Sydafrika:

"Da jeg først bad Danced om støtte til SDCEA i 1997, var de lidt bekymrede for, at vores arbejde var for kontroversielt. Jeg forklarede, at det var os, der var syge og blev ignoreret og derfor havde behov for at være mere aktive. Til sidst gav Danced sig", siger han.

"Hvis ikke det havde været for Danced, havde vi aldrig kunnet udfordre raffinaderiet og regeringen så effektivt, som vi gjorde. For at få støtte var vi tvunget til planlægge og formulere vores ideer klart".

Mens kommunens målestation i en campingvogn paa parkeringspladsen stod parat til at afsløre ethvert udslip, lykkedes det skolen i Merebank at gennemføre sin årsafslutning i 2000 uden ildelugtende afbrydelser

Elitens parker åbner sig

Sydafrikas nationalparker slås for at tilpasse sig de nye realiteter i et land, hvor naboerne længe opfattede parkerne som overklassens og dyrenes unødvendige legepladser.

Mange af Sydafrikas verdensberømte nationalparker ligger på jord, der blev taget med magt fra de oprindelige indbyggere. Mens truede dyrearter og turister fik masser af plads at boltre sig på, blev lokalbefolkningen presset sammen på ofte usle landområder på den anden side af hegnet.

Efter landets overgang til demokrati i 1994 var parkerne derfor i overhængende fare for at blive lukket på langt sigt, hvis ikke de ændrede deres image.

"Hvad enten vi kan lide det eller ej, ved vi alle sammen, hvordan Kruger Nationalparken blev til", som Nelson Mandela sagde til BBC.

Nationalparkernes svar var oprettelsen af "socialøkologi", en særlig enhed i hovedkontoret i Pretoria og de enkelte parker, der skulle række en forsonende hånd ud til naboerne. Danced blev inddraget som en af flere udenlandske rådgivere.

Nogle af Kruger Nationalparkens socialøkologer kendte problemerne fra deres barndom på den forkerte side af hegnet:

"Jeg voksede op i den tro, at parken kun var for hvide udlændinge, der kom kørende for at besøge et område administreret af vores egne hvide. Vores rolle var krybskytternes. Og vi havde kun kontakt med parken, når dens vagter kom for at ransage vores huse. Folkene i min landsby var vokset op på det land, der blev til parken og følte, at dyrene var deres. De var dygtige krybskytter. Jeg spiste selv af kødet", siger Patrick Chauke.

"Os" og "dem"

I dag har Chauke selv kontor i Krugerparkens hovedkvarter Skukuza. Navnet betyder "manden, der har tvunget folk væk med magt" og var naboernes øgenavn for parkens grundlægger, James Stevenson-Hamilton.

Sydafrikas nationalparker tilbyder enestående muligheder for nærkontakt mellem mennesker og dyr Problemet er, at det privilegium i mange år ofte havde kolossale omkostninger for andre mennesker: De naboer der var tvangsforflyttet for at gøre plads til dyrene.

"Da jeg ankom her, talte folk stadig om "os" og "dem" - parken og befolkningen udenfor. Opgaven var at ændre det, så det blev os - parken og dens omgivelser i samarbejde", siger Patrick Chauke.

Han fandt sig selv i en af landets mest konservative institutioner. I det gamle Sydafrika blev nationalparkerne kørt som en paramilitær organisation af folk, der opfattede ikke bare de sorte naboer, men også turisterne som forstyrrende elementer i deres forsøg på at sikre dyrene et beskyttet miljø.

Krugerparkens ledelse anså sig selv som "gartnere i Paradisets Have", siger modstanderne af den kompromisfattige tankegang, der stadig holder det meste af parken lukket for offentligheden.

Først de seneste år er Sydafrikas sorte flertal begyndt at vise sig i parkerne som andet end ansatte. Hvis parkerne skal overleve, er det afgørende, at den sorte del af befolkningen betragter dem som relevante.

Adgang for lokale kunstnere

Patrick Chauke var fra starten så skeptisk over for ledelsens vilje til omstilling, at han tøvede med at bringe sin familie med sig til huset i Krugerparkens personalelandsby.

"Jeg var ikke sikker på, vi kunne overleve her", siger han. Men i dag har Chauke i det mindste en række konkrete eksempler på, at der er kommet skred i omstillingen.

Et af de meste synlige resultater er opført lige inden for hovedindgangen, helt bogstaveligt i grænselandet mellem parken og dens omgivelser: En stor butik for lokalt produceret kunsthåndværk, bygget som led i et projekt, der er betalt af Danced og andre donorer.

Indtil for nylig kom mange af Krugerparkens souvenirs fra Zimbabwe, mens kødet og grøntsagerne i restauranterne stammede fra hvide gårdejere.

"Det var som om, butiksbestyrerne nægtede at tro, der kunne være kvalitet i noget lokalt produceret", siger Chauke.

Jobs til lokale

Den nye butik ved hovedindgangen drives af et kooperativ af 63 lokale kunsthåndværkere.

"De fleste af dem var allerede kunstnere og solgte deres ting ved vejkanten. Andre er folk, der blev interesseret, fordi de så mulighederne her", siger butikkens bestyrer Maylima Mdluli.

Selve byggeriet af butikken trak andre af parkens naboer ind i den daglige drift. 12 lokale småentreprenører stod for opførelsen og fik undervejs kurser i administration og planlægning. De konkurrerer nu indbyrdes i lukkede licitationer om andre anlægs og reparationsarbejder i parken.

En af entreprenørerne, Patrick Mkhabela, har hyret en gruppe arbejdsmænd til at genopbygge skråningerne langs en bro lige uden for hovedindgangen, der blev vasket væk under store oversvømmelser i 2000. Mkhabela var arbejdsløs, indtil byggeriet af butikken satte ham i gang som entreprenør. Nu ser han sig selv som en ambassadør for parken, når han møder andre af dens naboer til fester og i lokale forretninger.

I et forsøg på at få et bedre forhold til naboerne har Krugerparken besluttet at bruge lokale småentreprenører til en række opgaver i parken, herunder genopbygning af veje og broer, der bliver vasket væk under oversvømmelser.

"Mange tror stadig, parken kun er for rangers, der kigger på dyr. Jeg kan fortælle, der er arbejde at få, for eksempel med vejbyggeri", siger han.

En chance til kulturarven

Et andet led i Krugerparkens åbning mod omverdenen er anerkendelse af, at parken rummer lige så mange spor efter mennesker som efter dyr. Patrick Chaukes oldefar ligger for eksempel begravet bag et populært picnic-sted, hvor parkens gæster spiser deres medbragte madkurve.

Parken giver naboerne fri adgang til at besøge deres forfædres grave. Foreløbig er der registreret 254 gravpladser og andre eksempler på menneskets historiske tilknytning til den store park. I den nordlige ende af parken kan man nu besøge de delvist genopbyggede ruiner af Thulamela, centrum i et kongerige, der i 1500-tallet brugte guld til at handle fra Vestafrika til Kina. Thulamela blev i 1996 åbnet for offentligheden, efter arkæologer havde samarbejdet med kongerigets efterkommere om en rituel begravelse af deres forfædre.

Socialøkologerne i Krugerparken forsøger at sikre, at gæsterne også møder områdets oprindelige kultur ved forestillinger med traditionel dans. Næste skridt er at lade naboerne overtage en del af safarikørslen og vise turister både dyrene i parken og kulturhistorie i landsbyer på den anden side af hegnet.

Patrick Chauke, socialøkolog i Krugerparken, voksede selv op på den forkerte side af hegnet og fandt det i sin barndom helt rimeligt at spise det vildt, som krybskytterne i hans landsby hentede i parken.

Krugerparkens måske største udfordring i samarbejdet med naboerne skyldes Makulele-folket, der i 1996 brugte Sydafrikas jordreform til at kræve deres jord i parken tilbage. To år senere indgik parterne en aftale, hvor makulelerne formelt fik retten til jorden, men indvilgede i at drive den videre som nationalpark i samarbejde med Krugers ledelse.

Makulelerne skabte siden internationale overskrifter, da de i 2000 offentliggjorde planer om at sælge retten til at skyde elefanter. Dermed udfordrede de for alvor selve nationalparkernes grundlag: At fattige mennesker skal være villige til at lade naturens værdier i fred.

Ingen filantropi

Den danske chefkonsulent jens Søndergård har for Danced arbejdet tæt med en række projekter i socialøkologi i både nationalparkernes hovedkvarter og de enkelte parker. I alt ni parker har været inddraget, fra Kgalagadi Transfrontier Park i Kalahariørkenen mod nord til Addo Elephant National Park i nærheden af Det Indiske Ocean mod øst.

Kunsthåndværker Joseph Tibane og butiksbestyrer Maylima Mdluli har fået behov for både kreditkortmaskine og luftfragtfirmaer for at kunne tilfredsstille turisters interesse for det lokalt producerede kunsthåndværk.

Parkernes naboer rækker fra Kalaharis buskfolk til villaejerne på Taffelbjergets nedre skråninger i Cape Town. Deres forventninger til parkerne er næsten alle steder de samme: Jobs og del i det økonomiske udbytte fra turisterne. Men jens Søndergård advarer mod at betragte SouthAfrican National Parks (SANP) som en udviklingsorganisation:

"Parkerne skal være gode naboer. Det er filantropisk og urealistisk at tro, at SANP kan være ansvarlig for den sociale udvikling i lokalsamfundet. Hvis SANP laver udviklingsarbejde, skal det have en direkte sammenhæng med bestræbelser på naturbevarelse i parkerne", siger han.

Den opfattelse skinner igennem i en nylig reorganisering af SANP's hovedkvarter. Hvor socialøkologi fra 1998 til 2000 var et selvstændigt departement, vil det fremover falde under det departement, der har ansvaret for naturbevarelse.

Ideelt set vil det skabe et endnu tættere samspil mellem parkernes og naboernes behov. Men kritikere frygter, at socialøkologi risikerer atter at blive nedprioriteret. I Krugerparken er Patrick Chauke dog overbevist om, at ingen længere kan tage beslutninger uden at tænke på de lokalsamfund, hvor han selv voksede op:

"Socialøkologi er ikke længere noget valg. Det er blevet en nødvendighed", siger han.

Dyre idealer

Danced prøver med forsøgsprojekter som dette i Soweto at finde billige og effektive måder at føre nogle af idealerne fra affaldsstrategien ud i livet.

Oprydningen i Sydafrikas affaldsbjerge afslører problemerne i et land, der har flere ambitioner end penge til indsatsen for et rent miljø.

Sydafrikas første seks år med demokrati har været præget af ofte turbulente sammenstød mellem voldsomme ambitioner og manglende penge til at føre dem ud i livet. Det Danced-støttede arbejde med landets forurenings- og affaldsstrategi er ingen undtagelse.

Strategien kom til verden i en proces, som alle involverede har mange lovord for. Om ikke andet fordi, den var et opgør med apartheidstyrets legendariske lukkethed og kommandotone. Alle blev bedt om at sende en repræsentant til styringsgruppen: De berørte ministerier, de ni provinser, erhvervslivet, mineindustrien, NGO'erne og fagforeningerne.

Vicemiljøminister Peter Mokaba sad selv i formandsstolen til de fleste møder. Flere af deltagerne giver Danceds medvirken æren for, at processen på den måde blev et mønstereksempel på det direkte samspil mellem politikere og offentligheden om ny lovgivning.

"Hvis ikke det havde været for Danced, havde vi aldrig fået et dokument. For miljøministeriet gør kun, hvad det kan skaffe sponsorer til", siger Laurraine L�tter, der repræsenterede industrien ved forhandlingerne.

"Vi fik en totalløsning i stedet for blot en teknisk løsning. Det tog mange timers gennemarbejdning af dokumenterne, hvilket teknokraterne ikke altid var lykkelige for. Men hen ad vejen blev alle glade for processen", siger Jenny Hall, der var NGO'ernes repræsentant.

Sydafrikas nye affaldsstrategi forsøger at forhindre, at der fremover bliver alvorlige sammenstød mellem industriens udledninger og befolkningens behov for et sundt miljø

Mindre affald

Dokumenterne indeholdt to overordnede ambitioner for indsatsen fra de fattigste townships til de mest forurenende virksomheder:

- Toppen skal skæres af affaldsbjergene og industriens forurening gennem øget genbrug, skrappere krav til udledninger og mindre brug af ressourcer som brændstof, kemikalier og vand.

- Resten af affaldet skal indsamles og opbevares mere effektivt, ikke mindst i de sorte townships.

Alle parter i forhandlingerne insisterede på, at affaldsstrategien og handlingsplanen skulle beskrive ideelle løsninger, selv om de samtidig var klar over, det vil tage mange år at nå så langt.

"Handlingsplanen var mere optimistisk end realistisk. Vi havde hverken tid eller penge til at undersøge, hvad der var praktisk muligt. I stedet for at sige: Hvad har vi råd til, sagde vi: Hvordan bør det være", siger Jenny Hall.

Miljøministeriets nu tidligere vicedepartementschef Jerry Lengoasa arvede i 1999 ansvaret for at føre planen ud i virkeligheden. Det viste sig hurtigt at være meget vanskeligt:

"Den samlede pris er en milliard rand (1,15 milliarder danske kroner), som væsentligst skulle gå til flere ansatte. Det var samtidig med, at de fleste kommuner skar ned og privatiserede", siger Lengoasa.

Det vellykkede arbejde med affaldsstrategien har gjort alle parter utålmodige efter at se opfølgningen i form af lovgivning og konkrete projekter - herunder industrien, der håber at kunne afslutte års skænderier om dens udledning med indførelse af faste grænseværdier.

For meget Europa

Jerry Lengoasa var langtfra ene om at opleve et svælg mellem et europæisk ambitionsniveau og den sydafrikanske virkelighed. I mange ministerier blev der i årene efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994 brugt for meget tid på ambitiøse strategier og for få kræfter på at levere de forbedringer, folk forventede, siger Lengoasa:

"Mange af strategierne var smukke og rigtige efter apartheid-politik, men meget svære at gennemføre".

Som eksempel var handlingsplanen for affaldsindsamling ifølge Lengoasa præget af europæisk tankegang, hvor skraldebiler kører rundt på velordnede villaveje. Igen var det et resultat af ønsket om at beskrive de bedst mulige løsninger. Men det kan også ses som et eksempel på, hvordan industrilandet Sydafrika ofte støder sammen med ulandet Sydafrika. Ambitionerne er europæiske - budgetterne afrikanske.

"Vi havde mere brug for at finde en mand med en lastbil og nogle arbejdsløse kvinder til at rydde gadehjørnerne for affald", siger Lengoasa. Pengene fandt han ved at udnytte regeringens bevillinger kreativt.

Op gennem 90erne havde en række ministerier paradoksalt store problemer med at bruge de penge, der er afsat til indsatsen mod fattigdom. Bureaukratiet kunne ikke følge med bevillingerne. Lengoasa fik i 1999 og 2000 fat i tilsammen 30 millioner rand - 35 millioner kroner - til 30 forsøgsprojekter, spredt over alle ni provinser.

Pengene var øremærket til lønninger og gik til indbyggere i townshippene, der samlede affaldet sammen. Projektet byggede blandt andet på erfaringerne fra det forsøgsprojekt, Danced og miljømyndighederne i det sydlige Johannesburg har gennemført i Soweto, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46).

Miljøministeriet har markedsført projekterne som led i den såkaldte "Green and Clean" kampagne, der går ud på at få befolkningen til meget bogstaveligt at sætte pris på et rent miljø. Et af ministeriets forslag til byrådene var at lave brugerbetalte parker, hvor folk betaler en lille entre.

Jerry Lengoasa forsøgte at få andre ministerier til at tænke kreativt for at føre så meget af affaldsstrategien som muligt ud i livet. De kunne for eksempel bruge pengene til fattigdomsbekæmpelse til at bygge sikre lossepladser med så meget manuelt arbejde som muligt.

Industrien kræver klare krav

Men kigger man længere ud over affaldsbjergene, er der mange andre steder end townhippene, hvor der venter kolossale udfordringer for at føre strategien ud i livet.

Lorraine L�tter fortæller, at industrien i starten af 2001 stadig ikke har fået de grænseværdier for luftforurening, de aldrig fik under apartheid. De er lovet i affaldsstrategien, men ikke gennemført. Derfor har industrien fortsat ikke nogen målestok til ombygningen af dens røgrensere.

"Vi har ikke kunnet overbevise regeringen om, at en klar lovgivning er vejen frem. Der er en tendens til, at beslutninger bliver taget på ad hoc basis - og ofte som et resultat af pres fra NGO'erne", siger Lorraine Lotter og nævner erfaringerne fra det sydlige Durban som eksempel, (se" Ulykkeligt gift" på side 31.

Danced har siden affaldstrategien og handlingsplanen støttet og taget initiativet til projekter, der kan hjælpe med at føre de store ambitioner ud i livet. Blandt eksemplerne er et projekt, der skal nedbringe forureningen fra hospitalsaffald, (se "Mod til at bestemme" side 65). Indsatsen mod affald i Soweto, (se "Slip rengøringsdillerne løs" side 46). Og renere teknologi i industrien, (se "Med stok og støtte" side 56).

Lorraine L�tter opfordrer Danced til fortsat at bruge så mange kræfter som muligt på at føre strategien ud i livet:

"Det nytter ikke, at vi blot har fine dokumenter, der ligger på en hylde", siger hun.

Slip rengøringsdillerne løs

En række miniprojekter i Soweto forsøger at rydde op efter årtier, hvor svineri i dagligdagen var både et våben og et resultat af opgøret mellem apartheidstyret og dets modstandere.

Et af Sydafrikas største paradokser kan opleves hver gang, man træder over dørtrinnet til et blikskur i en af landets mange townships. Indenfor er alt pudset, poleret og passet, selv hvor tapetet er lavet af reklameaviser og gulvet er af stampet ler. Udenfor flyder affaldet til gengæld ofte i knæhøjde.

Hvorfor finder folk med så høje standarder på hjemmefronten sig i at vade rundt i skødesløst henkastet skrald, så snart de træder ud i det offentlige rum? Hvordan slipper man hjemmets rengøringsdiller løs på gaden udenfor?

Det er nogle af de meget basale og dybt komplicerede spørgsmål, som et Danced-financieret affaldsprojekt i Sowetos sorte townships uden for Johannesburg er nødt til at finde et fornuftigt svar på. Så vi spørger lystigt løs en skoldhed eftermiddag i Maria Nkosis dagligstue, der helt efter normen er aldeles fnugfri.

Nkosi er en slagkraftig bedstemor, der betragter Danced's projekt som et velkomment bidrag til hendes eget årelange korstog mod affaldet i bydelen Jabavu.

"Jeg har lyst til at kvæle dem", siger hun om de naboer, der dumper skraldet i det offentlige rum. Så hvordan i alverden tør de?

Som mange andre havde Maria Nkosi håbet at tjene godt på sit lager af gamle flasker i baghaven. Men der er så få penge i genbrug i Sydafrika, at Danceds affaldsprojekt i vid udstrækning har måttet opgive at bruge økonomi som motivation for oprydning.

"Det begyndte, efter Mandela blev løsladt. Det er som om, folk er blevet ligeglade og tror, de kan tillade sig alt. Førhen var det ikke sådan", siger Maria Nkosi.

Hvem chikanerer bedst?

Men den forklaring afviser kommunens leder af projektet, Les Venter, som em romantiseret udgave af de dårlige, gamle dage.

"Affaldsdyngerne er en meget synlig arv efter apartheid", siger han og sammenstykker en kompleks forklaring på det problem, han er sat til at løse.

Affaldsdyngerne hænger sammen med townshippenes historie som ghettoer for sort arbejdskraft. I apartheids storhedstid kunne ingen i teorien bo permanent i Soweto. Beboernes officielle hjem var i et af ti såkaldte hjemlande i fjerne, landlige omgivelser, hvorfra de kom til storbyen på korte kontrakter. Når kontrakten udløb, skulle skulle de tage hjem og hente en ny tilladelse til at bo i Soweto.

Det førte til den første forklaring på affaldsbjergene: Fordi folk ikke ejede husene og var på en slags permanent gennemrejse, bekymrede de sig meget lidt om, hvad der foregik i nabolaget.

Forklaring nummer to handler om, at apartheidstyret bevidst forsøgte at gøre livet i Soweto så kummerligt som muligt. Idealet var jo at jage folk ud i hjemlandene. Derfor blev renovation i 70erne reduceret til afhentning af affald på gadehjørnerne. Folk blev opfordret til at lave små lossepladser, som en gummiged med ujævne mellemrum læssede op på en lastbil.

"Du havde nu en kombination af manglende fornemmelse af ejerskab og offentlig tilskynding til at lave affaldsdynger", siger Les Venter.

Resultatet ligger der endnu: Mange gadehjørner i Soweto har store huller fra gummigedens indsats. Når det regner, bliver udgravningerne til vandhuller, hvor townshippens børn svømmer rundt sammen med affaldet.

Boykot øgede problemer

Maria Nkosi bryder ind og husker nu, at svineriet på gaden udenfor startede endnu før, Mandela kom ud af fængslet. For en del af kampen mod apartheidstyret handlede om at gøre landet uregerbart ved at skabe kaos i landet.

"Vi dumpede affald for at genere myndighederne", siger hun.

Fra 1986 deltog de fleste beboere i Soweto i en landsdækkende boykot af husleje og vand- og elafgifter. Det bidrog igen til, at kommunen skar ned på renovation og vedligeholdelse af vandledninger og elkabler.

Ordet går videre til Les Venters lokale koordinator af affaldsprojektet, Smith Radingwana. Han mener, at affaldsdyngerne skyldes bylivets og de moderne tiders nedbrydning af traditionelle værdier:

"I gamle dage stod afrikanske kvinder tidligt op for at feje gården og området foran huset. Med den ændrede tankegang er de blevet ligeglade. Og det er meget vanskeligt at ændre den slags holdninger", siger han.

Genbrug som tvivlsom løsning

Sådan summer Maria Nkosis dagligstue videre med så mangeartede forklaringer på problemets baggrund, at der kun er én klar konklusion: Les Venter og Smith Radingwana har de sværeste jobs i den lange kæde af projekter, der fra miljøministeriets skriveborde til Nkosis gade i Soweto skal føre Sydafrikas nye affaldsstrategi ud i livet.

Den seneste strategi opfordrer beboerne til at give deres genbrug til velgørenhed. Men det forudsætter den ansvarsfølelse for fællesskabet, der hidtil har været sørgeligt fraværende i townshippens omgang med affald

"Vores held er, at vi med pengene fra Danced har råd til at eksperimentere", siger Les Venter.

En af de oprindelige strategier gik ud på at opmuntre beboerne til at begrænse affaldsmængderne ved genbrug. Det var blandt andet inspireret af et samarbejde med Københavns Kommune, hvor Venter ved selvsyn så de positive danske erfaringer med affaldssortering og genbrug.

Maria Nkosi har en omfangsrig samling af plasticposer og kasser med gamle flasker i sin baggård.

Andre har samlet øldåser, pap og papir. Men pengene i genbrug i Sydafrika er så små, at det ofte vil være en underskudsforretning at transportere det indsamlede hen til opkøberne. Derfor har meget få tjent penge på genbrugstanken.

"Det har skuffet folk så meget, at vi er rykket tilbage til start", siger Maria Nkosi.

"Problemet var, at vi lagde for meget vægt på den økonomiske vinkel. Folk fik den opfattelse, at de kunne leve af deres skrald", siger Les Venter.

Behov for nye holdninger

Den reviderede strategi går derfor ud på at få genbrugsindustrien til at opføre lokale indleveringssteder.

"Ideen er, at folk skal være i stand til at gå derhen med en trillebør fuld af flasker", forklarer Venter.

Men vigtigst af alt forsøger han og Smith Radingwana at forklare folk, at genbrug og indtjening ikke er et mål i sig selv. Det kan højst være et middel til at opfylde det egentlige formål med hele affaldsprojektet: Et renere miljø, hvor børnene for eksempel ikke bliver syge af at svømme i de nu rensede vandhuller på gadehjørnerne.

I et endnu videre perspektiv handler affaldsprojektet om at spare penge, som kommunen så kan bruge på positiv udvikling i townshippen.

Dette komplicerede budskab forsøger Venter, Radingwana og en lokal styringsgruppe - med Maria Nkosi som et markant medlem - at sprede gennem beboermøder og skolelærere. Genbrug spiller stadig en rolle. Men for at nå op på mængder, der er penge i, opfordrer de nu folk til at donere deres dåser, flasker og papir til skolerne og andre institutioner.

Den idé har sine egne indbyggede problemer. For det første bygger den på det ansvar for fællesskabet, der hidtil har manglet i folks omgang med deres affald - det er svineriet i gaderne jo netop beviset på. For det andet er det svært at overtale folk til at give slip på noget, som nogen kan tjene penge på.

"Fattigdommen er så høj, at alt med økonomisk værdi giver håb. Så snart folk ser, at du får penge ud af det, de giver dig, vil de selv have del i det", siger Les Venter.

Derfor er den eneste løsning på affaldsproblemet også den sværeste: En holdningsændring.

"Det er som med alkoholisme: At indrømme problemet er den halve løsning", siger Les Venter. Men her er lang vej hjem: Da projektet startede, ville kun 11 procent af beboerne i en spørgeskemaundersøgelse indrømme, at de dumpede affald.

Affaldsprojektet er et af i alt 15 miniprojekter, hvor DANCED i samarbejde med de lokale myndigheder tester måder at forbedre lokalmiljøet i Soweto. Andre eksempler er:

	En kommunal database, der registrerer mængderne af affald og hvordan det skaffes bort.
	Vandbesparelse og hurtigere udrykning, når der går hul på vandledningerne.
	Oprydning og renovering af en lokal park.

Nogle projekter er meget konkrete i det nære miljø - andre tager fat fra toppen med at rydde op i det kommunale bureaukrati, så kræfterne udnyttes bedre.

Revolution fra rendestenen

Affald har altid været meget synligt i Kliptown: Spildevand løb ned ad gaderne og toiletskurene stod i vejkanten. Danceds projekt tager sig af affaldet og spildevandet, mens beboerne indtil videre må vente på træk-og-slip.

I et historisk hjørne af de gigantiske townships i Soweto har et læs kloakrør blæst nyt liv i håbet om, at Sydafrikas politiske omvæltninger en dag bliver fulgt op med bedre levevilkår.

Man kommer ikke langt ned ad jordvejene mellem Kliptowns brogede blanding af murstenshuse og blikskure, før en af indbyggerne minder om stedets stolte historie.

Her mødtes ledere fra det nuværende regeringsparti ANC og andre modstandere af apartheidstyret i 1955 for at vedtage det såkaldte "Freedom Charter", en vision for et Sydafrika uden racedeling.

"Sydafrika tilhører alle, der bor her, sorte som hvide", lyder en af de indledende paragraffer. Stærkt revolutionerende ord på et tidspunkt, hvor resten af Afrika tørstede efter at smide hvide koloniherrer helt ud af kontinentet.

Visionen blev gennemført med Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994. Men indbyggerne i de vildtvoksende sorte townships i Soweto uden for Johannesburg fik ikke meget ud af deres tolerance og 40 års tålmodighed.

De historiske huse i Kliptown blev brugt som kulisser i ^"Cry, The Beloved Country" og andre film om apartheids storhed og fald. Men når filmselskaberne og deres elgeneratorer drog videre, sad indbyggerne tilbage i huse uden elektricitet. Udenfor legede børnene med affald på gader, der drev af kloakvand.

Da Donald Kgasi voksede op i Kliptown, var der grønne områder og langt mellem blikskurene. Siden bredte slummen sig, mens udviklingen og politikerne gik forbi. Kgasi ser Danceds projekt som en mulighed for at organisere beboerne til selv at skabe fremskridt og bedre miljø i området.

Visioner om renere vand

"Politikerne forlod os, undtagen når de kom tilbage for at samle stemmer. Vi ser dem kun, når der er oversvømmelser", siger Donald Kgasi. Han er en af de få beboere i Kliptown, der har banet sig vej til universitetet.

Sidste år fik kun 20 børn i et område med 20.000 indbyggere studentereksamen. Og mens Kgasi tager os rundt i Kliptown, stopper han jævnligt for at vise, hvor skurbyens fattigdom er vokset hen over hans barndoms fodboldbaner og grønne områder.

Alt dette for at forklare, hvorfor eksperter fra Danced og Sydafrikas vand og skovministerium skabte grundlaget for en ny revolution, da de i 2000 tog ud i Kliptown med et læs kloakrør.

Kloakrørene er meget håndfaste eksempler på ideerne i den strategi for bedre vandkvalitet i tæt bebyggede områder, som Danced og ministeriet har arbejdet på siden 1997.

Kliptown var udvalgt som et af i alt ni forsøgsprojekter, et i hvert provins. De udvalgte områder havde alle samme nogenlunde samme problem som Kliptown: Spildevand, affald og regnvand blev blandet i en stinkende substans, der bugtede sig i små floder ned ad jordvejene.

Toiletterne må vente

Spildevandet kom fra de fælles vandhaner, hvor indbyggerne henter vand og vasker op. Affaldet flød ofte i gaderne. Og sommerens næsten daglige tordenvejr over Johannesburg vaskede det alt sammen urenset ud i floden Klipspruit ved bunden af den skråning, som Kliptown ligger på.

Strategien for renere vand går ud på at adskille det hele. Affaldet i containere og spildevandet i kloakker, så regnvandet kan løbe i floden uden at tage forurening med.

Beboerne så gerne, at ministeriet og Danced også tog det sidste skridt og sørgede for træk-og-slip. Men indtil videre må de klare sig med kemiske toiletter og tømning med slamsuger. Ud over økonomien skyldes det, at mange af blikskurene i området betragtes som midlertidige boliger, der hen ad vejen skal erstattes med murstenshuse.

Projektet i Kliptown ville aldrig være lykkedes, hvis ikke beboerne var blevet motiveret. Mange af dem skal selv bidrage til at betale kloakrør fra private afløb til hovedledningen. Og affaldsproblemet kan ikke løses, med mindre beboerne bliver bedre til at bruge de opstillede containere.

I fattige områder som Kliptown handler løsning af miljøproblemer ofte om meget enkle midler. Her er der bygget et bassin rundt om vandhanen for at sikre, at spildevandet fra tøjvask ved de fælles vandhaner løber i de nye kloakker.

"Projektet har åbnet vores øjne for, hvordan vi kan involvere lokalsamfundet i vores egen udvikling. Selv om der tilsyneladende ikke er nogen penge her, må vi samle dem sammen, der er", siger Donald Kgasi.

En vigtig motivation er udsigten til, at børnene bliver mindre syge, når de ikke længere skal lege i spildevand og affald.

"I de områder, hvor vandet ikke længere løber ned ad vejen, siger folk: Gudskelov slap vi af med den lugt", siger Kgasi.

Et af de kolossale problemer med spildevand i åbne kanaler og frit flydende af falder, at gaden ofte er børnenes eneste legeplads. Derfor fortæller beboere ofte om sundere unger, når der bliver ryddet op.

Udvikling som sideeffekt

Den måske største succes ved forsøgsprojektet i Kliptown rækker langt ud over teknik og vandkvalitet. Projektet har bragt nyt håb til et område, der hidtil har været afhængigt af hjælp fra lokale narkohandlere, når det løb ind i problemer. Pusherne var ofte de eneste, der bragte store penge til Kliptown.

Donald Kgasi fortæller, hvordan indbyggerne tørstede efter udvikling og derfor har brugt projektet til at blæse nyt liv i lokalsamfundet.

"Folk var vrede. "The Freedom Charter" blev underskrevet her, men vi var de sidste til at se nogen udvikling", siger han.

Kgasi beskriver den skuffelse, der mange steder har afløst de første års jubel over apartheidsamfundets sammenbrud. Sydafrikas økonomi er ikke vokset hurtigt nok til at opfylde ANC's valgløfter om" et bedre liv for alle". Og i mange lokalsamfund som Kliptown er politikerne blevet syndebukke.

Kgasi er selv medlem af ANC. Men ligesom de øvrige medlemmer af vandprojektets styringsgruppe ser han i dag den praktiske løsning af Kliptowns problemer som langt mere frugtbar end politik. Han studerer til bygningskonstruktør, men har under et års orlov været medlem af den styringsgruppe, der sammen med ministeriet og Danced leder projektet i Kliptown.

"Jeg vil hellere bruge min energi på udvikling end på retorik", siger Kgasi. Hans nye status som lokal leder har tvunget ham til at sige farvel til venner, han ved bevæger sig på kanten af loven.

"Jeg hilser stadig på dem. Men når jeg er involveret i udvikling, kan jeg ikke have venner, der er skadelige for lokalsamfundet", siger han.

En ny magtbase

Styringsgruppens formand John Legoale forklarer, hvordan kampen for bedre levevilkår har afløst den politiske kamp mod apartheid:

"Den økonomiske kamp er ny for os. Vi har brug for den slags ændringer, som Danced og ministeriet har hjulpet os med. Projektet har knyttet Kliptown sammen på en helt ny måde. De involverede parter er ikke længere politiske, men græsrodsorganisationer, kirkerne og så videre".

Spildevandsprojektet er med andre ord blevet en potentiel magtbase for de folk, der er involveret i det. Men dermed er de også en trussel mod de eksisterende strukturer. Nogle måneder inde i projektet forsøgte de lokale ledere af den beboerorganisationen SANCO derfor at skaffe sig indflydelse ved blandt andet at hævde, at kloakrørene var for tynde.

"De rejste en række problemer, som ikke var virkelige problemer. Alle forsøger at involvere sig, fordi de kan se, projektet fungerer", siger Lee Boyd, der har været ministeriets kontaktperson til projektet i Kliptown.

Men projektets succes har også tiltrukket folk, der har andet at tilbyde end ønsket om magt.

"Andre donorer er nu parate til at støtte nye projekter her, fordi de kan se lokalsamfundet er involveret", siger Boyd.

Beboerne i Kliptown havde håbet på træk-og-slip, men må stadig finde sig i jævnlige besøg af slamsugeren i stedet

Styringsgruppens formand John Legoale har på sin side været meget imponeret af, at Lee Boyd i stor stil har overladt ham ansvaret for pengene i projektet og dermed ført Danceds ambitioner om demokratisering og decentralisering af styringen ud i livet.

"Vi planlægger og styrer. Det er en af de ting, vi er stolte af. Danced praktiserer, hvad de prædiker", siger Legoale.

Med stok og støtte

Et af problemerne ved at nedbringe forbruget af vand er, at meget rengøring foregår lettest og mest effektivt med højtryksspuling.

Bag nyvunden miljøbevidsthed i Sydafrikas fiskeindustri anes den samme blanding af trusler om afgifter og udsigt til besparelser, der satte de danske kolleger i gang.

Alt er kolossalt på fiskefabrikken Sea Harvest i Saldanha Bay nord for Cape Town, der er en af verdens største: På havnen bringer fabrikkens egne 17 trawlere mellem 500 og 600 ton fisk i land om dagen. På fabrikshallens 28 produktionsbånd bliver fiskene flået, udbenet og filetteret til 500 forskellige produkter, der som dybfrost spredes over hele kloden.

Intet under, at både vandforbruget og udslippene af organisk affald hidtil også har været i sværvægtsklassen. Sea Harvest var derfor en oplagt deltager i det projekt om renere teknologi, som Danced og fiskeindustrien indledte i 1999.

I fiskeindustrien betyder renere teknologi væsentligst to ting: At skære ned på vandforbruget og skrælle mere kød af fiskebenene, så der ryger mindre organisk materiale tilbage i havet. Der er penge at spare og penge at tjene. Så motivationen har været høj:

"Vi har skåret 20 procent af vores vandregning på 120.000 rand (140.000 kroner) om måneden. Målet er skære yderlige 40 procent", siger Hannes Terblanche, der er chefingeniør i produktionen.

Vandspild på video

Fra Terblanches kontor er der udsigt over fabrikshallen og dermed anskuelighedsundervisning i vandspild. Vores interview afbrydes flere gange, når han udpeger eksempler på fortsat slendrian. Lige neden for vinduet er en mand i færd med en af de klassiske synder: At bruge "vandet som kost", som Terblanche kalder det:

"Du vil ofte se, hvordan folk bruger en tyk vandstråle til at skubbe et lille stykke fisk ned i spildevandskanalen", siger han. For at komme den slags misbrug til livs sendte Danced en konsulent rundt på fabrikken med et videokamera.

"Det var ikke for at bruge stokkemetoder, men for at vise folk, hvad der foregik. Det var ment som en chokbehandling. Meget af det var faktisk ret underholdende", siger Terblanche.

I Danmark havde fiskeindustrien ikke nogen synderlig interesse for renere teknologi, før det pludselig blev en økonomisk nødvendighed. Sidst i 80erne satte vandmiljøplanen tommelskruerne på fiskefabrikanterne med højere priser på både vand og afledning af spildevand.

I Sydafrika var der indtil for nylig endnu mindre motivation: "Vi levede i en verden, hvor vi opfattede vand som gratis. Vi betalte kun for det vand, der kom ind i fabrikken", som Terblanche forklarer.

I nær fremtid vil Sea Harvest første gang blive tvunget til at betale afgifter på spildevand. Det vil få både vandregningen og besparelserne ved et mindre forbrug til at vokse eksplosivt. Afgifterne på spildevand vil blive fulgt med ny lovgivning mod forurening og langt højere straffe, end industrien har været vant til.

Medarbejdernes ofte afslappede forhold til vandforbruget afsløres konstant. Projektet om renere teknologi handler derfor om at ændre en hel kultur

Målet er mindre affald

Indsatsen for renere teknologi er det yderste led i Danceds og de sydafrikanske myndigheders forsøg på at tackle affaldsproblemerne i sammenhæng. Fra arbejdet med en national af faldstrategi har Danced bevæget sig ned gennem systemet: Nogle projekter går ud på at behandle affald, så det forurener mindre. En anden del af indsatsen skal sikre, at der samlet set bliver mindre affald.

Produktionsbåndene har fået hver sin vandmåler, der aflæses dagligt. Hver uge skal de ansvarlige for hvert skiftehold komme med en god forklaring, hvis de har brugt mere end den gennemsnitlige mængde vand for hvert ton færdig fisk.

Projekterne med renere teknologi falder i den sidste gruppe. Ud over flskeindustrien har Danced hjulpet tekstilvirksomheder og fabrikker i metalindustrien, der beskæftiger sig med overfladebehandling som galvanisering. Det er alt sammen områder, hvor Danmark har en særlig ekspertise.

En vigtig del af projekterne med renere teknologi har været studieture til Danmark, som i mange tilfælde har gjort et dybt indtryk. Ved afslutningsmiddagen på tekstilindustriens studietur rejste bestyrelsesformanden for en af Sydafrikas største producenter sig op og sagde:

"Jeg har nu indset, hvor meget jeg har forurenet gennem min karriere. Jeg vil rejse hjem og bruge resten af mit liv på at rette op på det. For jeg har nemlig også lært, at renere teknologi kan være en god forretning".

Tvunget og lokket

Selv om de fleste danske fiskefabrikker har anderledes teknologi og råstoffer end Sea Harvest, lærte også Hannes Terblanche af hele den tankegang, der ligger bag at spare på ressourcerne.

"Konsulenter er jo gerne folk, der kommer og fortæller dig, hvad du ved i forvejen. Men man har en tendens til at gro fast, når man går i det hver dag. Ved at åbne dørene til omverdenen får man et større udsyn", siger han.

Hannes Terblanche bruger både stok og motivation til at bringe vandforbruget ned. De enkelte produktionsbånd har fået installeret vandmålere, der bliver aflæst dagligt. Og hver uge skal de ansvarlige for hvert skiftehold forklare sig, hvis der er brugt mere end gennemsnitligt meget vand for hvert kilo forarbejdet fisk.

"Én måling er bedre end 1.000 meninger", som Danceds udsendte konsulent Lars Seiersen siger.

"Når vi i dag køber nye maskiner, er vandforbruget noget af det første, vi kigger på", siger Terblanche, der også har fået ombygget en række af de gamle maskiner, så de bruger mindre vand.

I fiskeindustrien handler nedsat forbrug af vand ikke kun om at skåne miljøet. Det er også et spørgsmål om hygiejne. Et vådt gulv er en glimrende udklækningsanstalt for bakterier. Sea Harvest har derfor oplevet stigende krav fra udenlandske importører om at gøre produktionen så tør som mulig.

^{"Danced har skubbet os i en retning, vi før eller siden ville være
blevet tvunget til at gå - blandt andet på grund af kravene fra vores internationale
kunder", siger Hannes Terblanche.}

Miljø- og sundhedskrav fra de internationale købere af Sea Harvests dybfrost er med til at presse virksomheden til at spare på vandet. Mindre fugt på fabrikken gør det sværere for bakterier at overleve.

Reform i hårde tider

Trods udsigten til økonomiske gevinster, strengere lovgivning og internationalt pres har det langt fra været nogen enkel opgave at ændre mentaliteten i den sydafrikanske fiskeindustri, siger Danceds danske konsulent Lars Seiersen:

"De er 20 år efter Danmark, når det gælder om at spare på ressourcerne. Men de kan indhente forspringet på 35 år, hvis de vil".

Lars Seiersen fremhæver som en af sine største succeser, at virksomhederne ikke længere betragter renere teknologi som et "teknisk fix". Det handler om at arbejde med holdninger og motivation hos de enkelte medarbejdere. Han oplever dog stadig, at der er meget langt fra virksomhedernes ledelser til de tekniske mellemledere som Hannes Terblanche, der er hans direkte kontakt. Og på gulvet i fiskefabrikkerne er der ofte lavtlønnede medarbejdere, hvis uddannelse og motivation langtfra altid er gearet til store omvæltninger.

"En anden succes for projektet er, at det er lykkedes at holde det i gang, selv om det har været ualmindeligt hårde tider for fiskeindustrien", siger Seiersen.

Sydafrikas åbning mod omverdenen efter overgangen til demokrati i 1994 har ført til større import af billige fødevarer og dermed øget konkurrence. Samtidig har de store fiskefabrikker fået mindre kvoter, fordi landets nye ledelse i højere grad har taget hensyn til ikke-hvide fiskere og producenter.

På langt sigt bør det selvfølgelig kun opmuntre de store producenter til at spare på vandet og få mere ud af de fisk, de må fange. Men mange besparelser kræver først investeringer. Derfor har Danced valgt at yde 20 procents tilskud til investeringer i renere teknologi.

En af de største modtagere af støtte er Marine Products Laaiplek, der producerer fiskemel og fisk på dåse. Fabrikken var presset fra to sider: Et lokalt turistområde klagede over forureningen, og EU's miljøkrav til importerede varer krævede renere teknologi. Med hjælp fra Danced bruger Laaiplek nu 1,6 millioner rand (1,8 millioner kroner) over seks år på renere teknologi.

"Selv om vi kæmpede for vores overlevelse, havde vi intet andet valg end at rydde op", siger Laaipleks direktør Chris Gildenhuys.

Dilemmaer på tryk

"Fattigdom er vores største miljøproblem", siger redaktøren af "Land & Rural Digest". For dansk miljøbistand producerer han et blad, der ofte taler landbefolkningens sag i de vanskelige opgør mellem hensynene til mennesker og natur.

Mellem de afrikanske perler i Victor Munniks halskæde sidder en dansk enkrone med lædersnøren trukket gennem hullet. Han skynder sig at forsikre, den er hans egen og ikke en af de i alt 5.372.067 kroner, han i 1997 fik af Danced til blandt andet at udgive et af landets nu førende miljømagasiner, "Land & Rural Digest".

"Danced er på mange måder en unik organisation. De tænker langt mere strategisk end andre organisationer. Men de er også så grundige, at det kan gøre én vanvittig", siger redaktøren. Han synes helt skræmt ved tanken om, at en statsrevisor skulle mistænke ham for at have misbrugt den mindste smule dansk miljøbistand i sin egen halskæde.

Danceds brede strategi i Sydafrika er den direkte årsag til, at Munniks blad og resten af kommunikationsafdelingen i græsrodsorganisationen Environmental and Development AgencyTrust (EDA) overhovedet eksisterer. Danced valgte at støtte EDA på et tidspunkt, hvor udenlandsk støtte til NGO'er var gået af mode i Sydafrika.

Det meste af holdet bag "Land & Rural Digest"- fra højre Dennis Leibrandt, Victor Munnik, Jeremia Msimanga og Erika Schutze - hvis intensive research ofte bliver overtaget af mere slagkraftige medier som radio og tv.

Tæppet væk under NGO'erne

Problemet med NGO'erne var, at de fleste græsrodsorganisationer i 1980erne og de tidlige 90ere mest var figenblade for kampen mod apartheid. I det ny Sydafrika havde NGO'erne ofte ikke meget andet at tilbyde end jobs til deres egne ansatte.

Donorerne mente derfor, de lige så godt kunne give pengene til staten. Den ANC-dominerede regering stod jo selv for de værdier, donorerne havde støttet i kampen mod apartheid. Og statsapparatet ville være mere effektivt til at administrere støtten til Sydafrika end en skov af NGO'er.

Donorerne lukkede derfor reelt en række NGO'er, da de trak støtten. Hen ad vejen har donorerne opdaget, det ikke var nogen entydigt heldig beslutning.

For det første havde statsbureaukratiet store vanskeligheder med at bruge de mange penge. For det andet var der brug for NGO'erne til at kæmpe for de svageste og holde debatten i landet kogende. For det tredje var der blandt de lukningstruede NGO'er adskillige, der lavede fremragende arbejde i de fattige hjørner af samfundet, hvor statsapparatet aldrig rigtigt var nået ud.

EDAs kampagne for at sikre landbefolkningen adgang til rent drikkevand handler ikke blot om at gøre hverdagen lettere. Midt i 2000 blev Sydafrika ramt af en koleraepidemi, der spredes gennem urent vand.

En dansker på skulderen

Den nu 25 år gamle EDA var et godt eksempel. Organisationen hjælper landbefolkningen med at overleve i et samfund med for lidt jord, for megen erosion, for langt til vandforsyningen og for lille politisk indflydelse. I to provinser kører EDA programmer, der blandt andet støtter landmænd med at markedsføre deres produkter og kæmpe for retten til jorden.

EDA havde allerede før Danceds ankomst i Sydafrika mere end ti års erfaring med trykte medier. Organisationen udgav i 80erne "The People's Workbook" med gode råd om alt fra kyllingeopdræt, boring af vandhuller og hygiejne til baggrunden for landbefolkningens politiske kamp.

Bogen blev i 1989 fulgt op med bladet "New Ground", der blandt sine mange læsere havde Danceds første udsendinge i Sydafrika.

"De kunne lide bladet. Men vi havde ikke penge til at blive ved med at udgive det", siger Victor Munnik. Han var en af de få, der blev tilbage, da bladet og EDA's medieafdeling kollapsede i 1995.

Med pengene fra Danced og støtte fra to andre NGO-netværk "Rural Development Services Network" og "National Land Committee" så det ny blad dagens lys. Pengene kom med krav om den grundige kontrol, som Victor Munnik elsker næsten lige så meget, som han hader den.

"Jeg har en lille dansker siddende på min skulder, som jeg hele tiden taler til", siger han om de mange rapporter, der skal indsendes. Men rapporterne hjælper ham også med konstant at checke, at bladet og projektet er på rette kurs.

"Rapporterne er en mulighed for at diskutere, hvad vi gør og reflektere over det", siger Munnik.

Victor Munnik ser det som en af sit blad og sin organisations store sejre, at det lykkedes at få regeringen til at gøre rent drikkevand til en topprioritet.

Røsten fra Dukuduku-skoven

Danceds ambition med "Land & Rural Digest" var et blad for landbefolkningen og miljøinteresserede, der både kunne oplyse og deltage i miljødebatten.

Når man bladrer gennem de udkomne numre er det tydeligt, at EDA's udgangspunkt er mennesker og udvikling. Der står mere om udpint landbrugsjord og landarbejderes menneskerettigheder end om næsehornets overlevelse - og mere om adgang til rent drikkevand end om truede vådområder.

Indimellem foreslår Danced flere af de egentlige miljøhistorier. "De siger: Det kunne være grønnere. Men de diktere ikke", siger Munnik. Hans eget ideal af en artikel til "Land & Rural Digest" sætter miljøproblemerne i sammenhæng med den fattigdom, der ofte skaber dem.

"Fattigdom er det største miljøproblem i Sydafrika", siger Munnik. Hans egen historie om Dukuduku-skoven i KwaZulu-Natal provinsen er et godt eksempel på det altid lurende sammenstød mellem miljøforkæmpere og mennesker.

Vand- og skovbrugsministeriet har længe forsøgt at få Dukuduku fredet som en af Sydafrikas sidste naturskove. Men naturfredningsmyndighederne vil kun overtage skoven, når den er blevet ryddet for det, de kalder illegale beboere.

Nogle af skovens indbyggere er utvivlsomt indvandrere fra Mozambique. Andre siger, deres familie har boet i Dukuduku i generationer og har en slags hævd på jorden. Alle lever af de afgrøder - fra mangoer til marihuana - som de dyrker i lysninger i skoven.

Dukuduku er med andre ord en frontlinie-beretning fra fattige landes evige opgør mellem mennesker og natur.

"Det er en interessant historie. Den afslører spændingerne mellem hensynet til mennesker og til biodiversitet. Konfrontationen er her helt håndgribelig", siger Victor Munnik.

Hans reportager var med til at sprede historien om Dukuduku-skoven til radio og tv. Og redaktøren mener, at dækningen har været med til at øge sandsynligheden for et kompromis, der tager hensyn til både mennesker og natur. Danced har valgt at støtte et projekt i Dukuduku, der har netop denne ambition.

Vand til alle

Blandt bladets og EDA's største sejre regner Victor Munnik en langstrakt kampagne for rent vand til alle. Kampagnen blev i 1999 genspejlet i valgløfter fra ANC om at sikre hver eneste familie i Sydafrika 6.000 liter rent vand om måneden. En kolera-epidemi i KwaZulu-Natal omkring årsskiftet 2000-2001 understregede, at EDA og andre forkæmpere for rent vand har haft fat i en vigtig sag.

Det er også lykkedes redaktionen at sprede historien om terror mod landarbejdere i Mpumalanga-provinsen og bidrage til debatten om landrettigheder i Sydafrika - et af fremtidens mest sprængfarlige emner i lyset af de ulovlige jordbesættelser i nabolandet Zimbabwe.

Til gengæld er det endnu ikke lykkedes at lave en kommerciel succes ud af "Land & Rural Digest". Mængden af annoncer er yderst behersket, og meget af oplaget på 4.000 eksemplarer hver anden måned foræres væk til blandt andet politikere og andre beslutningstagere. Antallet af betalende abonnenter lå ved nytår 2001 på 1200.

"Vi har gået mere op i at blive kendt end at få abonnenter. Derfor har vi forkælet folk. Til gengæld har vores gennemslagskraft så været større", siger Victor Munnik.

Mod til at bestemme

Medarbejderne i Gauteng-provinsens miljødepartement behøver ikke at gå langt fra deres kontor i centrum af Johannesburg for at se, hvordan forfaldet æder sig ind på storbyen. Bygningen her husede engang Nelson Mandelas første advokatkontor.

Opbakningen fra danske konsulenter har givet unge embedsmænd selvtillid til at tackle nogle af Sydafrikas store forurenere.

På 16. sal i en kontorbygning i centrum af Johannesburg ligger et kontorlandskab så overfyldt, at det går under kælenavnet "The Environmental Squattercamp", miljøets slumkvarter. Med farvestrålende plakater på væggene, vildtvoksende papirbunker på gulvene og lys til langt ud på aftenen ligner det hovedkvarteret i en hyperaktiv græsrodsorganisation.

Den helt afgørende forskel er, at medarbejderne her i Gauteng-provinsens miljødepartement ofte har både magt og mod til at føre deres holdninger ud i livet. På seks år har mange store forurenere i landets vigtigste industriområde lært, at Sydafrika ikke længere tager let på miljøproblemer.

Ifølge medarbejderne skyldes deres struttende selvtillid og ildhu ikke mindst, at de kort efter departementets fødsel fik opbakning af eksperter fra Danced.

"Vi udviklede os fra usikkerhed og nervøsitet til noget, der mindede om arrogance. Vi kunne pludselig gå ind til møder og næsten bulldoze vores ideer igennem", siger Lize Bothma, en af departementets fire vicedirektører.

Før 1994 beskæftigede departementet sig mest med naturfredning og landbrug. I det ny Sydafrika blev fokus flyttet over på forureningen i byerne og industrien. Danceds danske og sydafrikanske konsulenter hjalp med at skrive nye manualer til de nu obligatoriske miljøvurderinger af virksomheder og byplanlægning. Men de erfarne danskeres måske vigtigste rolle var at være fødselshjælpere og sparringspartnere for de relativt uerfarne embedsmænd og -kvinder i et departement under opbygning.

En del af Sydafrikas nye fokus på miljøet skyldes et ønske om at fremme turismen. Men medarbejderne i Gautengs miljø-departement frygter, det kan give en skæv prioritering, hvor man ofrer store summer på letforståelige problemer som rensning af pingviner efter olieforurening og lader mere skjult, men nok så alvorlig forurening vokse.

Et vundet slag om dioxin

Når telefonen ringede med nye miljøsager, blev kontorerne en slags arbejdende undervisningslokaler. Projektet blev flere gange justeret for at passe til den virkelighed, som embedsmændene arbejdede med.

"Danced skal have ros for at være fleksible nok til at ændre projektet, når de fik en god begrundelse. På den måde kunne vi tilpasse os den meget dynamiske udvikling i Sydafrika", siger den danske chefrådgiver på projektet Morten Jørgensen.

Støtten fra danskerne fik embedsmændene til at træffe beslutninger, de ellers var veget uden om.

"Vi blev modige, fordi vi blev bakket op af internationale konsulenter, der havde prøvet det hele før", siger Dee Fischer, vicedirektør for direktoratets affaldskontor.

Hun pådrog sig industriens vrede, da departementet afviste at forny tilladelsen til et forbrændingsanlæg, der var lukket efter naboernes protester over forureningen.

"Det var et uhørt skridt. Det var en revolution. Og jeg havde brug for opbakningen", siger Fischer og fortæller, hvordan selv miljøministeriets embedsmænd støttede forurenerne på forbrændingsanlægget.

"De sagde, at hvis ikke det anlæg kunne få en tilladelse, ville de være nødt til at lukke alle de andre".

Men stædigheden hos Fischer og hendes departement betalte sig.

"Forbrændingsanlægget hævdede, det ikke kunne teste deres røg for dioxin. Men vi stod fast. Og nu installerer de landets første dioxintester".

Sejren har også smittet af indadtil. Anlægget forbrænder affald fra medicinalindustrien og hospitaler, og Gauteng-provinsen bliver nu centrum for et nyt Danced-projekt, der skal begrænse forureningen fra lignende anlæg.

"Fra at have haft problemer i departementet, hvor folk beskyldte os for at lægge hindringer i vejen for industrien, er vi endt med at påvirke national politik på området", siger Dee Fischer.

Kunsten at stille spørgsmål

Danced-projektets succes hænger ikke mindst sammen med, at de danske og sydafrikanske konsulenter slæbte embedsmændene på virksomhedsbesøg. Fordi det foregik som et kursus - og måske fordi det var arrangeret af udlændinge - fik embedsmændene adgang til forurenende virksomheder, de aldrig før havde set.

"Konsulenterne tog os derud for at lære, ikke for at vi skulle komme tilbage næste dag med store miljøkrav", siger Dee Fischer.

"Så vi ventede seks måneder", tilføjer Lize Bothma grinende.

Virksomhedsbesøgene og Danceds konsulenter lærte embedsmændene, at de kan tackle affaldsproblemer langt mere effektivt ved at stille flere spørgsmål.

"Jeg spørger ikke længere kun, hvad virksomhederne hælder i deres beholdere med farligt affald. Nu vil jeg vide, hvorfor de farlige stoffer overhovedet er der", siger Dee Fischer.

Det er den slags ideer, som Danced forfølger med projekter med renere teknologi i industrien. Og det er den tankegang, der skal tage toppen af byernes affaldsbjerge.

Dee Fischers politiske chef, Gauteng-provinsens miljøminister Mary Metcalfe, har taget ideerne til sig og fortæller konstant sine medarbejdere, at de ikke skal nøjes med at "pille i kanten" af problemerne. Hun vil hellere have mindre affald end sikrere lossepladser. Og i stedet for genbrugsprojekter har hun bedt sine embedsmænd arbejde med pant på flasker, som vi kender det i Danmark.

Fra figenblad til værktøj

Sådan gennemgår Sydafrika i øjeblikket på kort tid en udvikling, der tog årtier at gennemføre i Europa.

"Mange opfatter os stadig som nogen, der lægger hindringer i vejen for udvikling. Men det er ved at ændre sig", siger Lize Bothma.

Som vicedirektør med ansvar for blandt andet byplanlægning skal hun ofte mægle mellem to af den sydafrikanske regerings to store ambitioner: Den har lovet vælgerne at bygge så mange nye huse til de hjemløse som muligt. Men samtidig vil regeringen gerne have et ry for at tage sig bedre af miljøet end apartheidstyret.

Ønsket om mange, billige huse betød i de første år efter 1994, at der kun blev ofret få eller ingen kræfter på at undersøge, hvordan de nye boligområder påvirkede miljøet. Som man kan læse i afsnittet om SEED-projektets arbejde med miljø i townshippene (side 73) betød det for eksempel, at huse blev anlagt på skråninger, hvor erosion trækker fundamentet væk under dem.

"De lovpligtige miljøvurderinger blev brugt til at retfærdiggøre, hvad der allerede var vedtaget. De blev skrevet for at overbevise os om, at det hele ikke var så slemt", siger Lize Bothma.

I dag oplever hun oftere, at planlæggerne bruger miljøvurderingerne til deres egentlige formål: Et værktøj til at skubbe projekterne i en mere miljørigtig retning.

"Folk er begyndt at forstå, vi ikke er ude efter at nægte dem huse. Vi vil blot sikre, de ligger de rigtige steder", siger Lize Bothma.

Flere penge til miljøet

Det øgede fokus på miljøet har sikret Gauteng-provinsens miljødepartement ekstra bevillinger på et tidspunkt, hvor det offentlige ellers skærer ned. Miljøbudgettet blev fordoblet på tre år fra 1997 til 2000.

En af årsagerne er, at Sydafrika satser hårdt på turisme for at skabe vækst og arbejdspladser. På nationalt plan er Valli Moosa minister for både miljø og turisme. Og han er helt på det rene med, at turister ikke finder sig i et forurenet miljø.

For embedsmændene i Gautengprovinsen er faren ved sammenkoblingen mellem miljø og turisme, at fokus igen flyttes fra industriens forurening og affaldsproblemerne til nationalparkerne og naturfredning.

"Det så man for eksempel tydeligt med de store summer, der blev brugt på at vaske pingviner efter olieforureningen (i juli 2000)", siger Lize Bothma.

For den danske chefrådgiver Morten Jørgensen er den største glæde ved projektet i Gauteng-provinsen, at miljødirektoratet af sig selv har arbejdet videre.

"De har revideret nogle af vores manualer næsten til ukendelighed. Det viser, at de har taget projektet til sig, når de selv sørger for at opdatere dem med de indhøstede erfaringer og ny lovgivning", siger han.

Det hjælper i nogen grad med at afbøde konsekvenserne af det konstante gennemtræk af medarbejdere, der præger de fleste offentlige kontorer under Sydafrikas turbulente omstilling. Mange af de bedste medarbejdere er rejst videre. Efteruddannelsen hos Danced har været med til at gøre dem til eftertragtet arbejdskraft i ministerier, erhvervslivet og private konsulentfirmaer.

"Det blev en stor ting at have Danced-kurset på dit CV Men deres viden er ikke tabt - den bliver blot brugt andre steder", siger Lize Bothma.

Lære for livet

Lærere i to provinser har gennem efteruddannelse i miljø fået demonstreret, at der er mange andre undervisningsmetoder end udenadslære.

Nogle få uger før Nelson Mandela i 1994 blev indsat som præsident, fik Cliff Olivier besøg på sit kontor i nabolandet Namibias undervisningsministerium.

Gæsterne var politikere fra Nelson Mandelas parti ANC, der efter hans magtovertagelse skulle være undervisningsministre i Sydafrikas provinser. De var lokket til Namibia af rygterne om det skræddersyede miljøfag "Life Science", livsvidenskab, der blev udviklet af det namibiske undervisningsministerium og den danske bistandsorganisation Ibis

Kort fortalt er "Life Science" en kombination af biologi og landbrugslære, der med teori og praktiske øvelser lærer børnene at overleve i ørkenlandet Namibia.

De sydafrikanske politikere var interesseret i "Life Science" af to årsager: Sydafrika havde meget få erfaringer med miljølære, der forholder sig direkte til elevernes virkelighed. Og samtidig var "Life Science"s eksperimenterende stil et opgør med den udenadslære, som var - og stadig er - typisk for meget undervisning i sydafrikanske skoler.

Resultatet af studieturen blev et af Danceds første projekter, udført af provinserne Gauteng og Mpumalanga i samarbejde med Ibis (gennem paraplyorganisationen Interfund i Sydafrika). Cliff Olivier blev ansat som rådgiver.

Et af de vigtige mål med Danceds projekt har været at fortælle lærerne, at undervisningen bliver langt mere relevant, hvis den er tilpasset lokale forhold og elevernes hverdag.

Opgør med udenadslæren

Kernen i projektet er efteruddannelse af lærere i miljøundervisning. Men for mange af deltagerne udviklede det sig til et krævende og udfordrende opgør med alt, hvad de hidtil havde foretaget sig i klasselokalerne.

I det gamle Sydafrika havde lærere et næsten fuldstændigt fastlåst pensum, der ofte var ude af trit med elevernes virkelighed. I biologi skulle børnene lære om nåletræer og sæler, selv om de boede 800 kilometer fra kysten i et subtropisk klima.

Metoden var som oftest udenadslære, hvor det var vigtigere at kende de latinske navne på samtlige fiskens finner end at vide, hvordan den trækker vejret med sine gæller. Eleverne blev opfattet som besværlige, hvis de stillede spørgsmål og forholdt sig kritisk til det, de fik at vide.

Det ny Sydafrika forsøgte kort efter 1994 et storstilet opgør med denne tankegang med strategien "Curriculum 2005". Hvor det gamle undervisningssystem havde detaljerede læseplaner, opstillede "Curriculum 2005" mål for undervisningen og lod lærerne selv afgøre, hvordan de ville nå målene. Samtidig forlangte "Curriculum 2005",at skolerne skræddersyede undervisningen efter deres lokale virkelighed og opmuntrede til debat, kreativitet og udforskning.

Det var en gigantisk mundfuld og ofte skræmmende for lærere, der selv var vokset op i det gamle system. Og i udsultede townshipskoler med 50 elever i klasserne og mangel på alt fra bøger til tavlekridt var "Curriculum 2005" næsten umuligt at gennemføre.

Skuffelser og frustrationer

Det Danced-finansierede projekt "Learning for Sustainability" fik derfor et dobbelt formål: Lærerne havde brug for efteruddannelse for at indbygge miljølære i biologi- og geografiundervisningen. Samtidig lærte de nye metoder, der kunne hjælpe dem med at føre "Curriculum 2005" ud i livet.

En lille øvelse illustrerer, hvordan underviserne i "Learning for Sustainability" selv stimulerede lærernes fantasi med nye metoder, samtidig med de fik diskuteret udfordringer som "Curriculum 2005":

Lærerne blev bedt om at sammenligne "Curriculum 2005" med et dyr efter eget valg. En valgte elefanten, fordi den er "meget stor og frygtet", men også fordi "man får værdifulde produkter fra elefanten", der giver "et stærkere uddannelsessystem". En anden skrev, at "Curriculum 2005" får "mig til at føle mig som en abe", fordi "det driver mig til vanvid" og "får mig til at føle mig inkompetent". "Jeg har mistet troen på mig selv og ender med at opføre mig uansvarligt".

Virkeligheden ind i klassen

Deltagerne i "Learning for Sustainability"-projektet havde det vigtige fortrin frem for titusinder af andre lærere, at de i det mindste havde nogen at diskutere den slags frustrationer med. I mange tilfælde lykkedes det projektets undervisere at få dem til at udnytte mulighederne i det ny system.

""Curriculum 2005" opstiller mål for undervisningen, men har ikke mange rammer. Mange opfattede det som en svaghed. Vi så det som en styrke", siger Cliff Olivier.

Projektet med miljøundervisning handler blandt andet om at vise alternativer til den udenadslære efter bøger, som ofte præger sydafrikanske skoler. Lærere og elever er blevet sendt ud med engangskameraer for at finde miljøproblemer og nogle af eksemplerne er senere samlet i en bog.

Den danske konsulent Kith Bjerg Hansen brugte i industriområdet Springs øst for Johannesburg et lokalt vådområde til at demonstrere for lærere og elever, hvordan miljøsager ofte bliver til tovtrækning mellem vidt forskellige interesser.

Eleverne blev først sendt ud for at finde ud af, hvem der brugte vådområdet. Bagefter skulle de i grupper repræsentere hver deres bruger: Ornitologen krævede området fredet for fuglenes skyld. Lystfiskeren ville have fri adgang til et grønt område med sin fiskestang. Landmanden ville dræne hele området for at dyrke genmanipuleret majs. En udenlandsk velgører stod parat med penge til at lave en fodboldbane til børnene fra en nærliggende skurby, hvor forældrene var mere interesseret i at lave en sikker skolevej gennem vådområdet.

Efter at have præsenteret deres personer for klassen, skrev eleverne breve til "myndighederne" med hver deres synspunkter. Til sidst bygger de modeller af mulige løsninger.

"Ideen var at bruge historien og rollemodellerne til at vise eleverne, hvordan man i fællesskab kan lave løsninger. Først bagefter kunne de så tage stilling til problemerne i deres eget lokalmiljø. Formålet er ikke så meget, at eleverne kommer med de "rigtige løsninger", men at de får diskuteret muligheder, begrænsninger og konsekvenser", siger Kith Bjerg Hansen.

Billeder af miljøet

Et andet eksempel på en ny undervisningsmetode var at give lærerne et engangskamera og bede dem tage billeder af deres eget miljø. De kom tilbage med fotos af affaldsbunker, frilufts"slagterier", krokodillefyldte floder og folk, der sprøjtede med insektmidler. Billederne blev klæbet op på plancher, og lærerne blev bedt om at skrive en historie, indsætte talebobler eller overveje, hvad der havde skabt de problemer og muligheder, som billederne viste.

Den slags krav om kreativitet, selvtænkning og refleksion ligger i sig selv fjernt fra virkeligheden i mange sydafrikanske skoler. Men projektet gik et skridt videre og fik lærerne til også at reflektere over deres egen undervisning.

I en evaluering af ^"Learning for Sustainability" fremhæver lærerne, at de selv er blevet bedre til at stille spørgsmål og - måske mest revolutionerende af alt - at de ikke længere er bange for at risikere at begå fejl.

Nyt projekt på vej

"Learning for Sustainability er blevet gennemført i et sydafrikansk undervisningssystem i dyb krise. Ønsket om at spare på de offentlige udgifter fik den nye regering til at fyre tusinder af lærere efter 1994. Og hvert år siden demokratiets indførelse har stadigt færre elever forladt skolen med en eksamen, der kvalificerer dem til universitetet. Nedgangen synes først vendt med årgang 2000.

"Learning for Sustainability" har i stort og småt oplevet sin del af problemerne og de kultursammenstød, det giver at introducere nye programmer i et konservativt miljø:

- I ét område blev projektet bremset af vold i skolen, hvor en elev blev skudt og lærerne i månedsvis følte sig dybt utrygge ved at fortsætte deres undervisning.

- Nogle af deltagerne i projektet har gjort som deres elever og er blevet væk fra det næste møde, når de ikke forstod den opgave, de havde fået som hjemmearbejde.

- Flerdageskurser har i nogle tilfælde lidt under, at jaloux ægtemænd forlangte, at de kvindelige lærere skulle komme hjem og sove.

Ovenfra er hele sammenhængen for programmet blevet ændret, da en ny undervisningsminister i 2000 besluttede at lægge "Curriculum 2005" på is, indtil årsagen for de mange problemer er klarlagt. De samlede erfaringer med "Learning for Sustainability" har dog været så positive, at Danced i 2001 starter et nyt treårigt og langt større program for 30 millioner kroner, der skal udbredes til samtlige provinser.

Ideerne med skræddersyede lærebøger og efteruddannelse af lærere i miljøfag vil kunne udnyttes næsten uanset hvilken overordnet uddannelsespolitik, der i den sidste ende kommer ud af undervisningsministeriets overvejelser.

Syn for miljøsagen

Miljø- og Energiminister Svend Auken åbner under sin rejse med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg huset, hvor energibesparende apparater og byggeteknik demonstreres.

Forsøg på at markedsføre miljørigtige huse og vedvarende energi i Sydafrika løber konstant ind i det samme problem: Besparelserne kræver investeringer, som de fattigste ikke har råd til. Danced forsøger at motivere med eksemplets magt.

Da Monwabisi Booi blev ansat som rådgiver i et af Danceds mest udfordrende projekter, kunne han fremvise en universitetsgrad i udviklingsstudier. Men han blev hurtigt klar over, at hans væsentligste kvalifikation er den tålmodighed, man kun kan erhverve gennem en opvækst i Afrika.

Booi bor selv i et blikskur i Cape Towns største sorte township Khayelitsha, hvor han er rådgiver for SEED - ^"Sustainable Energy, Environment & Development Programme". Et Danced-projekt, som forsøger at fremme energi- og miljøbevidsthed blandt Sydafrikas fattigste.

"Danskerne er altid meget ivrige efter at se resultater", undskylder Booi, mens han viser rundt mellem 2.309 nye huse, der er bygget som led i regeringens løfte om en million nye lavprisboliger.

Godt halvvejs oppe ad ydermurene sidder et af Boois mest synlige resultater til dato: En ventilationsrist, der skal sikre et bedre indeklima.

Men husene rummer også et eksempel på SEED's kolossale udfordringer: Det mislykkede forsøg på at få installeret lofter under bølgebliktagene. SEED reklamerer for de isolerende loftsplader, fordi de tager toppen af sommerheden og holder på den dyrt erhvervede varme fra petroleums- og brændekomfurerne om vinteren.

Selv om Sydafrika er et skovfattigt land, er brænde fortsat en vigtig energikilde for den fattige del af befolkningen.

I et større perspektiv vil lofterne med andre ord nedbringe den heftige luftforurening, der sammen med hiv og aids har bidraget til at gøre Cape Town til en af verdens mest tuberkuloseramte byer.

Men de fremtidige beboere var ikke til at overtale. Budgettet var så lille, at de havde valget mellem lofterne og tre kvadratmeter mere gulvareal. Med huse på knap 30 kvadratmeter gik de for den ekstra plads.

"Folks første prioritet bliver at købe et tæppe til gulvet. Det næste bliver gardiner. Først derefter kommer loftet - og det er for at gøre huset smukkere", siger Monwabisi Booi.

Eksemplet illustrerer, at energibevidsthed er sværest at fremme blandt dem, der har mest behov for den. Lofterne tjener sig selv hjem på et par år, fordi der skal købes mindre petroleum og brænde til opvarmning. Men investeringer med langsigtet afkast er en luksus, der som regel er forbeholdt de rige.

Monwabisi Booi håber at få større indflydelse, når folk hen ad vejen går i gang med de uundgåelige, selvbyggede udvidelser af de små huse. I SEED's demonstrationshus i Khayelitsha kan de se eksempler på brandsikre og velisolerede materialer til relativt lave priser.

I Sydafrika tilbereder den fattige del af befolkningen maden med dårlig udnyttelse af energien. Sygdomme forårsaget af luftforurening fra madlavning og opvarmning er et af landets største sundhedsproblemer.

Med eksemplets magt

"Hvis du vil have folk til at involvere sig, må du binde miljøforbedringerne sammen med ting, som folk har brug for", siger Monwabisi Booi.

Derfor er SEED i gang med at arrangere en konkurrence, der skal bekæmpe et af Khayelitshas meget åbenlyse miljøproblemer: Sandflugt. Townshippen er bygget i et klitområde, som Cape Towns kraftige sommerstorme konstant flytter rundt på.

Monwabisi Booi vil belønne den husejer, der laver den mest omfattende beplantning af sin grund for at holde på sandet. Præmien er et isoleret loft, som vinderen skal forpligte sig til at fremvise for andre interesserede de næste par år som reklame for energibesparelse.

I et nyåbnet energicenter i stil med de danske Energi- og Miljøkontorer forsøger Monwabisi Booi og kommunens "Byg og Lev Sundt"-program at markedsføre lavenergipærer og vandbesparende brusehoveder.

Sydafrikas nationale elselskab Eskom har lovet at donere 200 pærer og ti lofter i et nyt, billigt materiale, som SEED har testet i Johannesburg. Men for resten af Khayelitshas én million indbyggere er problemet igen, at der skal investeres, før der kan spares.

Grøn finansiering på vej

"Vi henvender os til de fattigste med en miljødagsorden, de sjældent har råd til", siger SEED's danske chefrådgiver Rene Karottki.

For at løse det problem overvejer SEED's NGO-partner i Cape Town, Development Action Group, at lave et program, der låner penge til miljøforbedringer. En slags grøn finansiering til de fattigste.

En anden af SEED's ambitioner er at gøre solenergi moderne hos den sorte middelklasse og på den måde få systemerne til at brede sig nedefter. Cape Town er begavet med mange solskinstimer, men forbløffende få solfangere.

Det absurde er, at solenergi har været brugt på landet i generationer, siger Mfundo Ngcaphe fra Development Action Group. Men siden folk flyttede til townshippene, har de ikke bekymret sig meget om energiforbruget. Under apartheid boykottede townshippens indbyggere el- og vandregningerne som led i forsøget på at få samfundet til at kollapse. Siden har den ny regering kæmpet en hård kamp for at få folk til at betale igen.

"I byområderne har folk vænnet sig at være afhængige af regeringen, når det handler om ting som elektricitet. Så den manglende energibevidsthed hænger sammen med landets historie", siger Ngcaphe.

Politikerne skal overbevises

Ud over Khayelitsha arbejder SEED i townships omkring Johannesburg og i to landområder. Programmet har haft størst succes, hvor det er lykkedes at kombinere indsatsen for miljøet med aktiviteter, der giver en umiddelbar økonomisk gevinst. Et eksempel er energicentre på landet, hvor bønder i kooperativer arbejder med energispørgsmål.

Kooperativerne rådgiver om energibesparelser og alternativ energi. Og sideløbende med rådgivningen sælger de brænde og apparater drevet på solkraft i områder, hvor store afstande og få leverandører har drevet prisen på flaskegas og petroleum i vejret.

Alle SEED's aktiviteter bliver omtalt i programmets eget nyhedsbrev, der sendes til en række nationale beslutningstagere. Rene Karottki fremhæver denne langsigtede påvirkning af holdninger som et af programmets vigtigste formål.

Blandt andre er Sydafrikas energi og råstofminister Phumzile MlamboNcguka blevet interesseret i SEED's erfaringer. Hendes bagland som parlamentsmedlem er townshippen Guguletu i Cape Town, der i august 1999 blev hærget af en tornado. SEED har rådgivet om genopbygningen og forsøgt at gøre de nye huse så energirigtige som muligt.

Med hjælp fra SEED står en lokal udviklingsorganisation bag et energicenter, der ud over rådgivning om energi- og vandbesparelser vil sælge byggematerialer af genbrug, høkasser og solenergikomfurer.

En af de store udfordringer i Sydafrika er at forbedre miljøet i de store townships. Danced støtter i et af sine projekter træplantning i de fattige byområder.

Husejernes ombudsmand

I Khayelitsha har Monwabisi Booi selv føjet en vigtig dimension til sit job. Ud over energi- og miljørådgiver er han blevet en slags ombudsmand for ejerne af de nye huse, som entreprenørfirmaer i disse år bygger hundredtusinder af i sydafrikanske townships.

Regeringen og entreprenørerne har samme problem som SEED: Klienterne har ingen penge. Derfor forsøger entreprenørfirmaerne de fleste steder at bygge huse, som kan finansieres 100 procent for de knap 20.000 kroner, som regeringen giver i tilskud.

Resultatet er ofte huse af tvivlsom kvalitet. Men ejerne har sjældent kvalifikationer til at sætte sig igennem over for entreprenørerne. Monwabisi Booi har derfor gjort sig til beboernes talsmand.

I projektet med de 2.309 huse prøver han blandt andet at hjælpe de ejere, der er uheldige nok til at have fået en hjørnegrund på en bakke i klitlandskabet. Byplanlægningen foregik længe før, nogen interesserede sig for miljø i området, og erosionen er allerede så voldsom, at nogle fundamenter er undergravet.

"Der satses på kvantitet frem for kvalitet. Det er et kolossalt problem", siger Booi.

Han har for længst indset, at han med både med husbyggerierne og energispørgsmålene må gå den lange, tålmodige vej: Townshippens beboere skal gøres så bevidste, at de lægger pres på politikerne, som så igen stiller krav til entreprenørerne.

Midt i fattigdommen er der som regel kun råd til den slags langsigtet tankegang, når den bakkes op af udenlandske donorpenge og praktiske eksempler.

"Du kommer ingen vegne med at tale her. Det er først, når du demonstrerer tingene, at folk begynder at forstå", siger Monwabisi Booi.

Tid til fokusering

Danceds første fem år i Sydafrika har handlet om at skubbe til holdninger, støtte arbejdet med lovgivning og eksperimentere. Nu bliver fokus flyttet til større demonstrationsprojekter, hvor ideerne bliver mere synlige.

Sydafrikas indsats for miljøet har siden 1995 været et forsøg på at tackle problemer på begge sider af den kløft, som apartheidsamfundet skabte i landet.

Det kræver mod at tage upopulære beslutninger, hvis Sydafrikas myndigheder skal vinde kampen for miljøet. Miljø- og turismeminister Valli Moosa var villig til at lægge sig ud med en højtråbende minoritet, da han forbød landets mange friluftsentusiaster med firehjulstræk at pløje landets strande.

Det danske bidrag på 500 millioner kroner er i den sammenhæng småpenge. Det helt afgørende for miljøindsatsen har været Sydafrikas eget ønske om at nå op på internationale standarder efter de mange år i isolation. Danced har tilbudt danske erfaringer, hvor det var relevant. Spørger man deltagerne i de ti projekter, der er omtalt i denne bog, kredser de gerne om fire temaer, hvor danskernes indsats i Sydafrika har gjort en forskel: Miljødebatten er blevet styrket, og offentligheden taget med på råd. Danced har bidraget til sammenhængen i indsatsen mod forureningen. Embedsmænd og græsrødder er blevet uddannet og støttet, så de bedre kan tage de nødvendige slagsmål. Og endelig har de danske penge givet råd til eksperimenter. Her er en stribe eksempler på erfaringerne:

Miljødebat med åbne døre: Sydafrikas nye demokratiske forfatning er et voldsomt opgør med apartheids lukkethed. Derfor kræver grundloven, at den enkelte borger har en chance for at blive hørt, før parlamentet gennemfører ny lovgivning. Det er en ordentlig mundfuld i et land, hvor 12 millioner ikke kan læse og skrive. Men de danske bidrag har i flere tilfælde støttet offentlige høringer, så i hvert fald de mest aktive og direkte berørte har fået en chance for at påvirke processen.

Arbejdet med den nationale affaldsstrategi er et godt eksempel. Her giver flere deltagere danskerne æren for, at repræsentanter rækkende fra industrien til NGO'erne og fagforeningerne fik lov at skrive strategien i samarbejde med embedsmænd og den ansvarlige minister.

"Hvis ikke det havde været for Danced, havde vi aldrig fået et dokument", siger Laurraine Lotter, der repræsenterede industrien ved forhandlingerne. NGO'ernes repræsentant Jenny Hall siger, at processen var med til at minde bureaukraterne om den virkelighed i samfundet, hvor strategien skal føres ud i livet: "Vi fik en totalløsning i stedet for blot en teknisk løsning".

Selv om Sydafrika i en overgangstid slås med store miljøproblemer, har landet også en kolossal dynamik, der kan skabe utraditionelle løsninger. Et eksempel er opfindelsen af en batteriløs radio med optræk som et vækkeur, der nu eksporteres til hele kloden.

Sammenhæng i indsatsen: Danced har i Sydafrika haft en sjælden chance for at skabe et sammenhængende program, fordi landet efter overgangen til demokrati i 1994 på mange måder startede forfra. Forældet politik blev skrottet, utilstrækkelige love skrevet om og hele bureaukratiet omorganiseret. Den danske støtte har i flere tilfælde gjort det muligt for Sydafrika at lukke truende huller i kæden, så indsatsen kan nå hele vejen fra politikernes overordnede strategier til projekter, der ude i virkeligheden står i affald til hofterne.

Erfaringer er blevet udvekslet på kryds og tværs. Miljø- og turismeministeriet har brugt erfaringer fra et af Danceds affaldsprojekter i Soweto. NGO'erne er valgt, så de arbejder med de samme problemer, som Danced interesserer sig for på embedsmandsniveau.

"Danced tænker langt mere strategisk end andre organisationer", siger Victor Munnik, der har fået penge til at udgive et af landets få magasiner med fokus på miljøet. En anden sydafrikansk NGO-veteran, Bobby Peek, har også bemærket forsøgene på sammenhæng:^"Danced vil have projekter, der griber ind i hinanden. Det er et meget vigtigt koncept, som bør udvikles yderligere".

Klædt på til at bestemme: Danmarks måske vigtigste indsats for forandringer gennem de første fem år i Sydafrika er også den mindst håndgribelige. Resultaterne er lagret i hovederne på de mange mennesker, der har været på kurser, er blevet støttet i deres daglige tumlen med miljøproblemerne eller blevet bakket op, når der skulle træffes ofte upopulære beslutninger.

Håndsrækningen til de nye miljødepartementer i Gauteng- og Mpumalanga-provinsen er et godt eksempel. Her fik relativt unge og uerfarne medarbejdere hjælp fra danske konsulenter, når de for første gang skulle ud og sige til en stor virksomhed: I det ny Sydafrika kan du ikke længere forurene uhæmmet. "Vi blev modige, fordi vi blev bakket op af internationale konsulenter, der havde prøvet det hele før", siger Dee Fischer fra Gautengs miljødepartement.

Råd til eksperimenter: Sydafrikas budgetter har været meget stramme i årene siden 1994. Omorganiseringen af apartheidsamfundet har kostet mange penge, og støtte fra donorer som Danmark har ofte været den eneste chance for at gøre andet end det mest nødvendige.

"Vores held er, at vi med pengene fra Danced har råd til at eksperimentere ", siger Les Venter, en af de mange embedsmænd, der forsøger at løse de komplicerede miljøproblemer i de vidtstrakte townships i Soweto uden for Johannesburg. I et andet hjørne af Soweto fremhæver Lee Boyd fra Vand og Skovbrugsministeriet, hvordan hun kan udnytte et Danced-projekts succes med at mobilisere den lokale befolkning: "Andre donorer er nu parate til at støtte nye projekter her, fordi de kan se lokalsamfundet er involveret".

Kritikken af Danceds indsats handler oftest om, at ambitionen om at være med overalt indimellem har ført til en ikke bare bred, men for bred indsats. Når ambitionen er at støtte fra den mest overordnede indsats til det mindste projekt, er der en overhængende fare for at miste fokus.

Danced har desuden betalt dyre lærepenge i projekter, der er endt med at handle mere om udvikling end om den miljøindsats, som hovedparten af de udsendte konsulenter er eksperter i. I Sydafrika er det ofte en hårfin grænse, fordi miljøindsats i fattige områder uvægerligt griber ind i helt basal udvikling.

Demonstrationer vejen frem

Behovet for at eksperimentere har også medført, at de synlige resultater nogle steder er få. Flere fremhæver, der er et akut behov for at sætte handling bag mange af de strategier, som Sydafrika med hjælp fra Danmark har skrevet.

Danced har selv indset behovet for meget konkrete eksempler på, hvordan man kommer videre. Derfor vil en stor del af indsatsen de kommende år handle om demonstrationsprojekter, som Danced vil forsøge at få de relevante ministerier til at blåstemple og markedsføre over hele landet. Demonstrationsprojekterne skal derfor bakkes op med faglig støtte til ministerierne. En tredjedel af disse pakker bliver støtte til indkøb af dansk teknologi, hvor det er relevant.

Landets første vindmøllepark er et godt eksempel på denne strategi. Sydafrikas store kulminer og billige elektricitet har hidtil forvist alternativ energi til skammekrogen og fjerne landområder, mens det nationale elselskab Eskom er mere optaget af at udvikle en ny type atomreaktor end i at fremme sol- og vindenergi.

Sydafrikanere er storforbrugere af naturoplevelser. Denne interesse skal nu udnyttes til øget forståelse for behovet for at beskytte miljøet

En gruppe forretningsfolk med interesse for miljøet har derfor taget initiativ til at bygge landets første vindmøllepark i landsbyen Darling på Sydafrikas vestkyst. Håbet er at få koblet de fem møller på Eskoms net med en aftale som den, der holder liv i danske møller: Når vinden blæser, skal Eskom købe el fra møllerne, mens elselskabet sender strøm den anden vej i perioder uden vind.

Danced hjalp i 2000 med at få Sydafrikas energi- og råstofminister Phumzile Mlambo-Ncguka til at udnævne de planlagte vindmøller til et nationalt forsøgsprojekt. I august samme år var ministeren og en række af hendes embedsmænd i Danmark for at høre om de danske erfaringer med alternativ energi. Det er siden fulgt op med et projekt med direkte støtte til den videre indsats i ministeriet.

Danmark vil med andre ord støtte, at den store indsats for at sikre Sydafrikas moderne lovgivning og miljøadministration også fører til praktiske forbedringer. Men samtidig vil Danced forsøge at undgå løsrevne projekter med risiko for begrænset effekt, fordi opbakningen mangler. Derfor skal indsatsen fortsat følges fra top til bund i systemet. Et vigtigt bidrag er øget støtte til miljøadministrationerne i provinser og kommuner, der de senere år har fået uddelegeret et langt større ansvar for miljøet og ofte ikke har nok velkvalificerede medarbejdere.

Sydafrika har de seneste år erkendt, at uddannelse generelt er en vigtig og hidtil ofte underprioriteret del af udviklingen i landet. Derfor bliver støtte til miljøuddannelser fra folkeskolen og helt til universitetsniveau en anden vigtig del af Danceds indsats i Sydafrika i de kommende år.