Fytoremediering af forurening med olie- og  tjæreprodukter

Forord

Dette projekt er udført under Teknologiudviklingsprogrammet for jord- og grundvandsforurening. Projektet omhandler en gennemgang og vurdering af den publicerede litteratur om emnet. Fytoremediering er en teknologi til at oprense lokaliteter for forurening ved hjælp af planter. Der er dels lagt vægt på at udrede begreber og redegøre for relevante processer, og dels er der lagt vægt på at opridse de seneste års udvikling på området og de resultater, der er opnået. Der beskrives både laboratorieforsøg og feltforsøg.

Projektet omhandler olie- og tjæreprodukter. Således er der medtaget afsnit om PAH, BTEX, alkaner og desuden et mindre afsnit om MTBE, da dette stof også er en problematisk bestanddel i benzin. Denne fokusering i projektet betyder ikke, at man kun bruger fytoremediering til oprensning af organisk forurening, da teknologien ligeledes er forsøgt anvendt til at oprense uorganiske forbindelser herunder tungmetal. Det er også bevidst undladt at fokusere på oprensning af andre organiske stoffer, så som pesticider, selvom teknologien er anvendelig til formålet. Sidst i projektet opridses perspektiverne for den fremtidige forskning og der redegøres dermed også for, hvor der er huller i den nuværende viden.

Arbejdet med dette projekt er et samarbejde mellem Afdeling for Mikrobiel Økologi og Bioteknologi på Danmarks Miljøundersøgelser og Institut for Miljøteknologi på Danmarks Tekniske Universitet. Tak til Steward Strand, University of Washington, for hjælp med afsnit om MTBE.