Fytoremediering af forurening med olie- og  tjæreprodukter

7. Diskussion

Det fremgår af litteraturen, at der er stor interesse for anvendelsen af fytoremediering. Metoden kan formodentlig udvikle sig til en økonomisk og økologisk fordelagtig teknologi for visse forureningssituationer. Der er dog stadig nogle praktiske spørgsmål, der må besvares, og nogle grundlæggende mekanismer der må undersøges nøjere:
Hvor anvendelig er teknologien til at anvende som in situ jordbehandling?
Nedbrydningskinetik: Hvor lang tid tager nedbrydningen, og hvad er slutresultatet?
Anvendeligheden af fytoremediering til forskellige forureningstyper i forskellige jordtyper og under forskellige klimaforhold. Her vil der være forskellige lokale problemer verden over.
Den rumlige udbredelse af rødder i jord. Hertil hører flere forskellige typer undersøgelser:
Udvikling af rødders dybde og densitet over tid
Den mikrobielle aktivitets variation med roddybden
Hvordan rødderne gror gennem eller omkring forurenede lag eller klumper i jorden
Hvordan rødderne kan kompensere for iltmangel i de dybereliggende jordlag
Funktionen af rhizosfærens mikrobiota. Det må undersøges nærmere, i hvor høj grad mikroorganismer i jorden medvirker i fytoremediering. Det ville også være interessant at klarlægge årsagerne til (og mekanismer for), at bakterier, der lever af rodudsondring, tilsyneladende stimuleres til at nedbryde toksiske kontaminanter. Hvis man har en klar forståelse for de involverede mekanismer, er det måske muligt at gå ind og udnytte, dvs. stimulere, en plantebaseret bioremediering.
Biokemiske reaktionsveje for nedbrydning af kontaminanter i planter bør undersøges nøjere, herunder også forskelle mellem plantearterne. Planters metaboliske reaktionsveje er forskellige fra bakteriers og ligner mere reaktionsvejene hos dyr (Sandermann 1994). Der vides kun ganske lidt om forskelle mellem plantearter.

I øjeblikket udvælges planter til fytoremediering primært udfra deres anatomiske egenskaber. For eksempel vælges rug for et stort rodnet, poppel for en hurtig vækst, pil for evnen til ilttransport og lucerne for sin stærke rodvækst og symbiosen med nitrogenfixerende bakterier. En alternativ angrebsvinkel kunne være at udvælge de arter, som har en speciel metabolisk kapacitet til fytonedbrydning. I øjeblikket er dette sjældent muligt, fordi de metaboliske reaktionsveje for xenobiotika i planter ikke er undersøgt systematisk, undtagen for pesticider.